05 Nov

The comeback king vs. the king(s) of hard courts

djokovic-nadal-420x0

Hvem står tilbage, når de mere middelmådige ATP-spillere er skrællet væk, og det kun er de bedste mod de bedste i årets World Tour Finals? Det plejer at være hard court-specialisterne Federer eller Djokovic, men i år har Nadal en unik mulighed for at krone et utroligt comeback år med den eneste titel af betydning, der mangler i hans cv. Og han har fået en lodtrækning, der hjælper ham et godt stykke af vejen

Af Anders Høeg Lammers

World Tour Finals – herrernes sæsonfinale – er i gang. Det er elitens turnering. Kun de otte bedste spillere i løbet af året får lov at deltage, mens resten af verdens spillere må se misundelige til fra sidelinjen (eller sofaen).

I modsætning til alle andre ATP-turneringer spilles den ikke som en vind eller forsvind-turnering, men derimod med to indledende grupper, hvorfra de to bedste går videre til søndagens semifinaler. Det er med andre ord muligt at tabe én eller sågar to kampe og alligevel gå videre i turneringen. Til gengæld er der ingen lette modstandere idet samtlige spillere befinder sig i top-10.

Djokovic’ dynamitgruppe

Lodtrækningen har ført til to ret ulige grupper. På forhånd var der to deciderede favoritter – Novak Djokovic og Rafael Nadal – samt to dark horses. Af de fire spillere er de tre endt i dynamitgruppe A, nemlig Djokovic sammen med Roger Federer og Juan Martin del Potro, der har haft et fantastisk efterår.  Som rosinen i pølseenden – eller det tynde øl om man vil – er der den franske elegantier Richard Gasquet, der er kvalificeret for første gang siden 2007.

Djokovic er efter en so-and-so sæson endelig igen oppe på det niveau, der så ham vinde sidste års World Tour Finals samt Australian Open i januar. Han har just vundet tre turneringer i streg og kommer ind til turneringen med 17 sejre i træk.

Og bortset fra Djokovic har ingen spiller dette efterår været hottere end del Potro. Med to turneringssejre, et knebent finalenederlag til netop Djokovic i Shanghai og en sejr over den indtil da helt og aldeles uovervindelige Nadal er ’the gentle giant’ endelig tilbage i den form, der førte ham frem til hans enlige US Open-triumf i 2009. Mandag vandt han over Richard Gasquet og torsdag venter vinderen af aftenens blockbuster mellem Djokovic og Federer.

Speaking of – den seksdobbelte mester Federer er selvfølgelig også et oplagt bud, når trofæet skal løftes næste mandag. Når han ikke er egentlig favorit, skyldes det dels, at han efterhånden er blevet 32 år, og dels at han – med Federers egne standarder – har haft et annus horribilis og er dumpet ned som verdens nr. 7, en uhørt position for én spiller, der har været nr. 1, 2 eller 3 ti år i træk. En del af årsagen til denne placering skyldes imidlertid småskader i ryggen, der har plaget Federer store dele af året. Ifølge eget udsagn er han dog for første gang siden februar helt og aldeles klar igen – hvilket han bevidste med en sejr over del Potro i sidste uges kvartfinale i Paris, før han faldt i tre sæt mod Djokovic. Dét nederlag får han mulighed for at revanchere i aften, når sidste års finalister mødes i aftenens kamp (læs her om sidste års finale).

Endelig er der Gasquet, som nok ikke skal gøre sig de store forhåbninger om yderligere avancement – han er 3-19 mod Djokovic og Federer tilsammen. Til gengæld kan man fryde sig over hans smukke enhåndsbaghånd, som er mere end leveringsdygtig til de efterfølgende highlights.

Videre til semifinalen: Djokovic fulgt af enten Federer eller del Potro, jeg hælder til Federer.

Nadal i cruise control

I gruppe B har Nadal det på alle måder lettere. Ikke alene har han fået David Ferrer og Tomas Berdych i stedet for del Potro og Federer (trods Nadals overlegne head-2-head mod Federer, er han 0-4 mod schweizeren indendørs, læs her en analyse af hvorfor). Han er også havnet i den gruppe, der får en hviledag inden semifinalerne. I eftermiddagens kamp var han solid mod vennen og landsmanden David Ferrer, som var alt andet end solid. 6-3, 6-2 blev resultatet af den affære.

Og med en sejr mere mod enten Tomas Berdych eller Stanislas Wawrinka, turneringens enlige debutant, er han så godt som sikker påvidere avancement og helt sikker på fastholde sin position som verdens nr. 1. Mod Berdych har han vundet de seneste 12 kampe, mod Wawrinka samtlige 11 kampe. Det burde være muligt…

Hverken Ferrer, Berdych eller Wawrinka har vist skræmmende form over efteråret, om end Ferrer har præsteret tre finaler (og 0 sejre). I turneringens første kamp slog Wawrinka Berdych i tre sæt, og han har en glimrende mulighed for at gå videre til de sidste fire. Kampen om gruppens 2. plads kommer formentlig til at stå mellem ham og Ferrer – Ferrer fører 7-4 indbyrdes, men virker mere slidt.

Videre til semifinalen: Nadal fulgt af Wawrinka eller Ferrer, jeg hælder til Wawrinka.

Hvem der i sidste ende vinder, vil jeg endnu ikke spå om. På stående fod er Nadal og Djokovic dog favoritter; Nadal som i givet fald vil have vundet enhver turnering af betydning som den kun anden spiller nogensinde (den første er Agassi).

Inden vi når så langt har vi dog en hel del kvalitetskampe i udsigt, vi starter klokken 21.15 dansk tid tirsdag aften med en gentagelse af sidste års finale, som blev afsluttet således(!), og som du kan se højdepunkter fra herunder

http://www.youtube.com/watch?v=s43qzeZkbiE

God kamp!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *