14 Nov

World Tour Finals: Djokovic, Federer og alle de andre

Sådan så det ud i 2012. Sport fortalt forudser en gentagelse søndag aften.

Sådan så det ud i 2012. Sport fortalt forudser en gentagelse søndag aften.

Herrenes sæsonfinale har hidtil været én stor skuffelse. Djokovic og Federer brillerer, men alle de andre topspillere ligner nogen, der ikke fortjener at være på samme bane som de to. Hvorfor er det tilfældet? Og kan nogen true den fuldstændig suveræne Djokovic i denne turnering?

Af Anders Høeg Lammers

Herrenes sæsonfinale, World Tour Finals, udspiller sig i denne uge i London, og vi er ved at have fundet de fire semifinalister, nemlig Novak Djokovic, Roger Federer, debutanten Kei Nishikori samt (formentlig) Stan Wawrinka.

I sæsonfinalen er der – modsat alle andre turneringer – kun de otte bedste spillere med, som så, igen modsat alle andre turneringer, dyster mod hinanden i to grupper af fire, hvor de to bedste går videre fra hver gruppe – a la EM 1992.

Ulige kampe og ‘tenniscifre’

Hidtil har det været en ekstremt aparte sæsonfinale. Når kun de bedste er med, kan man med rette forvente gode, jævnbyrdige kampe, der bølger frem og tilbage med en række spektakulære point. Sådan plejer det i hvert fald at være, de fire år jeg har haft lejlighed til at se turneringen live. I år er det indtil videre totalt anderledes.

Æg og ‘breadsticks’ – altså sæt der ender hhv. 6-0 og 6-1 – er relativt usædvanlige i en almindelig herretenniskamp, men særdeles usædvanlige topspillere imellem. I de 16 kampe, der blev spillet i sidste års sæsonfinale, var der således kun en enkelt breadstick og ingen æg. Bortset fra sølle tre sæt, endte alle spillede sæt 6-3 eller tættere.

I år er der til gengæld uddelt æg og breadsticks i hobetal, ja hele 10 ud af 21 spillede sæt, heraf seks bagels og breadsticks ud af blot otte spillede sæt i gruppe A. Mandag  slog Australien Open-vinderen Stan Wawrinka således tjekken Tomas Berdych 6-1, 6-1, alt imens verdens nummer 1., Djokovic, gav US Open-vinderen Marin Cilic stryg med samme cifre.

I gruppens anden kamp skulle hhv. vinderne og taberne op mod hinanden. Man kunne forvente tættere kampe. Og så alligevel. Djokovic ydmygede Wawrinka med 6-3, 6-0 og Berdych skulle blot bruge ét parti mere på at sætte Cilic godt og grundigt til vægs med 6-3, 6-1.

Gruppe B, bestående af Roger Federer, Andy Murray, japanske Kei Nishikori samt servemissilet Milos Raonic (som torsdag blev erstattet af David Ferrer p.g.a. en skade), har været marginalt mere kompetitiv. Samtidig er Ferrer dog den eneste taber i gruppens seks kampe, som har formået at vinde et sæt (i et 4-6, 6-4, 6-1 nederlag til Nishikori torsdag).

Og Federer sluttede gruppen af med at smadre Murray sønder og sammen med et 6-0, 6-1 nederlag, der meget vel kunne have endt 6-0, 6-0, eftersom Federer var foran 0-5, 0-30 i Murrays serv i andet sæt, før han tilsyneladende fik medlidenhed med skotten og lavede et par nemme fejl, så Andy ikke måtte forlade banen foran hjemmepublikummet med dobbelt æg. Den stakkels Murray, som var næsten grædefærdig ved pressekonferencen, måtte tilmed skrive en klumme til BBC om nederlaget.

Men hvad er forklaringen på disse mildest talt mærkelige resultater? Eksperterne er i vildrede, og der findes næppe en simpel forklaring på det. Én forklaring, som bl.a. Federer har givet, er, at årets underlag er langsommere end tidligere år. Det gør det sværere at vinde point på sin serv alene og dermed sværere at holde serv. Den spiller, der på dagen spiller bedst, når først bolden er i spil, får slet og ret nemmere ved at vinde modstanderens serv end under normale forhold. Da alle de tilstedeværende normalt holder serv mellem otte og ni gange ud af ti, gør den slags en ret markant forskel.

Men forklaringen holder ikke alene. Selv på et langsomt underlag har serveren en fordel, når pointet går i gang. Derfor er der slet og ret spillere, der har underpræsteret på det groveste samtidig med, at de er løbet ind i modstandere, der har ramt dagen. Djokovic, som har vundet 24 ud af de 29 partier, han har spillet, gav sig således karakteren 10 ud af 10, da han blev spurgt om, hvad han selv synes om sit spil såvidt. Og det er svært at være uenig, når man ser point som dette:

Djokovic er i skrivende stund på vej til at spille sin sidste kamp i gruppen mod Tomas Berdych – en kamp Berdych har sagt, han håber at vinde ‘maybe 3-4 games’ i, et resultat som da også er væsentligt bedre end den 6-0, 6-1 afklapsning, han modtog af selvsamme Djokovic i Beijing i oktober.

Endelig er der den forklaring, at to spillere – Djokovic og Federer – er i hhv. storform og god form og slet og ret er bedre end alle andre i denne turnering, mens hovedparten af resten mildest talt er svingende i deres præstationer i al almindelighed og ved dette års sæsonfinale i særdeleshed.

Semifinaler og finale: Djokovic er storfavorit

Men bliver det så bedre i de sidste kampe? Får vi de neglebidende kampe, vi helst vil se? Eller fortsætter ‘the Djokovic & Federer-show’ frem til finalen?

Jeg har personligt svært ved at se andet end endnu en regulær afklapsning af Berdych fra Djokovic her til eftermiddag, hvor Berdych skal være glad for hvert eneste parti, han (måske) får (edit: 6-2, 4-0 efter indlægget har været en tur i korrekturen). Med en sejr kan Djokovic nemlig sikre sig, at han slutter året som nr. 1, og Berdych har – som nævnt – på forhånd nærmest givet op.

Aftenens kamp mellem Wawrinka og Cilic er sværere at forudse, da begge er i stand til at spille hhv. formidabelt og elendigt. Wawrinka har dog generelt overhånden mod Cilic, han har en bedre mulighed for at kvalificere sig til semifinalen og virker i bedre form – trods afklapsningen fra Djokovic. Wawrinka i to sæt er derfor mit bud på denne.

Har jeg ret i det, får vi semifinaler mellem hhv. Djokovic-Nishikori og Federer-Wawrinka. Omend de begge har potentialet til at blive tætte, er det svært at se andet end en finale mellem Djokovic og Federer. Federer har typisk haft taget på Wawrinka og er slet og ret en bedre indendørsspiller. Men kan Wawrinka ramme dagen, har han alle de våben, der skal til.

Djokovic spiller lige nu så godt, som han nogensinde har spillet. Det er svært at se, hvem der skal tage bare et sæt for slet ikke om en kamp fra ham. Ikke desto mindre slog Nishikori ham i fire sæt ved US Open i år og leverede selv et vanvittigt godt tredje sæt mod Ferrer i gårsdagens kamp med stribevis af vinderslag. Kan han spille på det niveau hele kampen, kan han både udfordre og slå Djokovic, hvis Djokovic selv spiller lidt under sit nuværende vanvittige høje niveau.

Det mere sandsynlige scenarie er dog, at Djokovic – manden med verdens bedste returnering – udfordrer Nishikoris serv igen og igen og drager fordel af Nishikoris svage andenserv, som han gjorde i Paris for to uger siden i en klar to-sæts sejr.

Har jeg ret i de forudsigelser, får vi en finale mellem årets to bedste spillere. Det kan blive godt. Det var fantastisk, da de mødtes i finalen i 2012, en kamp Djokovic vandt i to ekstremt tætte sæt, 7-6 (6), 7-5:

Og det er næsten altid godt og tæt, når de to mødes. Alligevel er det svært at se andet end en Djokovic-sejr på nuværende tidspunkt – trods Federers udradering af Murray. Bl.a. fordi Murray var elendig, mens Federer bare var god, mens Djokovic har været skræmmende god i sine sejre.

Derudover er der underlaget. Jo hurtigere et underlag, desto bedre chancer har Federer mod Djokovic. På denne bane har Federers serv knap så meget bid, og Djokovics returneringer vil være dybe og præcise, og han vil være næsten umulig at slå bolden forbi, så snart en duel er i gang.

Jeg håber, Djokovic er til at tale med for tennis og turneringens skyld, men det er der bare meget lidt, der tyder på, er tilfældet. Jeg vover derfor pelsen og gætter på, at dette års World Tour Finals-turnering fortsætter (næsten) lige så ulige, som den har været indtil nu, og Djokovic står som sejrsherre søndag aften. Formentlig endda uden at have tabt et sæt.

Turneringen kan følges på Canal 8 eller streams. Aftenens kamp spilles kl. 21 dansk tid, semifinaler i morgen kl. 15 og 21 og finale søndag kl. 18. Mere information, interviews, videoer m.v. om sæsonfinalen kan findes her.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image