28 Aug

Vueltaen overstråler Tour de France

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Vuelta a España har allerede efter den første uge vist sig som langt mere uforudsigeligt, åbent og ikke mindst eksplosivt, end Tour de France. Allerede på 3. etape blev vi klar over, at der var et helt andet løb i vente, end det vi så i Touren. På den sidste stigning (kategori 1) fører Team Sky feltet an – lige som i Touren. Men først rykker den tilbagevendte Alejandro Valverde i et kraftigt ryk. Lige efter kører Contador op til Valverde, og det hele sker så eksplosivt, at Team Skys faste hånd om tempoet lige så stille løsnes. Froome bliver nødt til at forlade sine ellers stærke hjælpere og selv tage ansvaret for sin egen skæbne.

http://youtu.be/8v9bk4pa0XE

Contador rykker flere gange frem mod målstregen – syv gange i alt – og det er tydeligt, at Froome er langt mere presset, end han var på noget tidspunkt i Touren. Og modsat Touren er han ikke konstant omgivet af stærke hjælperyttere. Froome formår dog at komme op hver gang, og ved målstregen kommer Valverde, Rodriquez, Froome og Contador ind i nogenlunde samme tid med Valverde som etapevinder. Så er løbet i gang.

Contador kan knækkes

Det ser ud til, at løbet skal afgøres mellem de fire ryttere, som kom først til målstregen på 3. etape: Joaquim Rodriguez, Chris Froome, Alberto Contador og Alejandro Valverde.

Contador virkede med sine mange og stædige ryk stærkest på 3. og 4. etape, men på 6. etape fik vi en overraskelse. Frem mod toppen af en kort men stejl 3. kategori stigning kan Contador ikke følge med.

Efterfølgende var den obligatoriske undskyldning, at han havde fået kramper. Uanset hvad, så viste det, at Contador kan knækkes. Det er en overraskelse – også for konkurrenterne. Læg i klippet mærke til hvordan Froome kigger tilbage og bliver overrasket over at se, at Contador ikke er med.

Froome under pres

To dag efter på 8. etape er det Froome, der til sidst ikke kan følge med.

Feltet skal op til toppen af Collada de la Gallina (7,2 km, 8 %) i Andorra, som er uden for kategori. Først angriber Contador, som får slået hullet. Til sidst bliver han dog hentet af Rodriguez og Valverde, hvor sidstnævnte tager endnu en etapesejr. Froome taber 15 sekunder og må se i øjnene, at hans Team Sky computer ikke er tilstrækkelig, når modstanderne er så stærke, som tilfældet er i dette års Vuelta.

På 9. etape angriber Contador igen. Angrebet bliver dog sat ind for tidligt, og han kommer derfor ikke med i det afgørende ryk op ad Alto de Montjuic (1,1 km, 8,1 %), som har top tre kilometer før mål. Rodriguez viser sig igen som den stærkeste af klassementsfavoritterne, og ender som nummer to efter Philippe Gilbert. Valverde kommer i mål 9 sekunder efter, mens Contador og Froome kommer i mål med hovedfeltet yderligere 3 sekunder efter.

Rodriguez i spidsen

Den eneste der ikke er blevet sat er Joaquim Rodriguez, som symbolsk også ligger nr. 1. Han må derfor anses som den, der på nuværende tidspunkt har været stærkest i bjergene. Valverde har vundet to af etaperne og har primært tabt tid, fordi han blev fanget bag ved et styrt på 4. etape. Derfor må han regnes for næsten lige så stærk.

Både Valverde og Rodriguez er til gengæld også de svageste tidskørere blandt favoritterne. Onsdag skal der køres enkeltstart, og al logik siger, at Froome og contador vil lægge sig stabilt i spidsen for løbet. Mere om det nedenfor.

De spanske skuffelser

Der er to store skuffelse i årets Vuelta: Den forsvarende vinder Juan Jose Cobo og Igor Anton. De to spanske ryttere var inden løbets start spået en stor rolle i løbet. Cobo af naturlige årsager, da han kom som forsvarende mester, Anton fordi han efterhånden flere gange har vist sig som en af verdens absolut bedste bjergryttere – og med en meget bjergrig Vuelta var han oplagt at nævne blandt topfavoritterne.

Anton er stadig med i løbet. Han ligger nr. 8 samlet, og er kun lidt over 3 minutter efter Rodriguez. Når han stadig kan kaldes en skuffelse så er det, fordi enkeltstarten endnu ikke er kørt. Han har mistet tre minutter i det terræn, som han burde vinde i. Vi kan håbe, at Anton får kørt sig i form til de stejle stigninger til sidst i løbet. For når han er bedst, er han tæt på at være den bedste af alle.

Cobo er gået endnu mere ned. Han ligger nr. 27 i den samlede stilling, og er mere end 7 minutter efter. Han har da også erkendt, at han nu ikke længere er kaptajn, men derimod vil støtte sin tidligere løjtnant Valverde.

Løbet er åbent

Den mest positive ved årets Vuelta, hvilket denne blogger forudsagde inden løbets start, må dog siges at være, at løbet ikke kun er en kamp mellem Froome og Contador. Det er en fryd at se, at både Valverde, Rodriguez og Nicolas Roche alle bidrager med angrebslyst og tør tage store chancer. Hvor var de dog savnet i Tour de France (Valverde og Roche kørte Tour de France, men begge er kommet i en helt anden form op til Vueltaen).

Særligt Contador angriber igen og igen, og hans deltagelse er en gave til løbet. På nuværende tidspunkt har han ikke kunnet skabe den afgørende forskel, men med et langt hårdere terræn i vente, er der masser af muligheder.

På nuværende tidspunkt er løbet stadig meget åbent. Ved siden af de fire topfavoritter til sejren, så skal man stadig holde øje med Robert Gesink (nr. 5, 2.01 efter), Nicolas Roche (nr. 7, 2.34 efter) og så selvfølgelig Igor Anton (nr. 8, 3.07 efter).

Roche ser stærkere ud end nogensinde før, han har angrebet flere gange og har allerede meldt ud, at han har tænkt sig at blive ved med at prøve.

Enkeltstarten og tidsbonus

Onsdag står den på enkeltstart. Her vil Froome og Contador lægge sig i spidsen af løbet. Hvem der er stærkest af de to er usikkert. Umiddelbart skulle man pege på Froome, men ruten er kuperet med en kategori 3. stigning, hvilket burde tælle til Contadors fordel. Stigningen er lang (10 km), men ikke særligt stejl, hvorefter der kommer en meget teknisk nedkørsel – en disciplin Contador mestrer. Contador er desuden yderst velforberedt og har kørt enkeltstarten igennem 8 gange. Froome har “kun” sin enkeltstartsmotor, som dog under normale omstændigheder er nok til, at han kører med om sejren. Spørgsmålet er, hvem af ham og Contador der er stærkest.

Hvor meget tid Froome og Contador vil vinde på deres konkurrenter er usikkert. Men enkeltstarten er “kun” på 39,4 km, hvorfor man ikke skal forvente tidstab på meget mere end to minutter mellem favoritterne. Den kuperede rute gør desuden, at Valverde og Rodriquez har gode muligheder for at minimere tidstabet. Da der venter fire etaper med afslutning uden for kategori, vil løbet derfor stadig være helt åbent efter enkeltstarten.

Mens enkelstarten er til Contadors og Froomes fordel, så er der andre faktorer, der passer Valverde og Rodriguez bedre: Bonussekunder. Der er tidsbonus til de første tre på hver etape, henholdsvis 12, 8 og 4 sekunder. Det er ikke uden betydning. Sidste år vandt Cobo Vueltaen med 19 sekunder. Uden tidsbonus havde Froome vundet løbet. Allerede på nuværende tidspunkt har Rodriguez vundet 36 bonussekunder via tre 2. pladser og én 1. plads. Valverde har vundet 28 sekunder via to 1. pladser og én 3. plads. Froome har vundet 12 sekunder via én 2. plads og én 3. plads, mens Contador har vundet 6 sekunder via én 3. plads og en indlagt spurt.

Bonussekunderne bidrager med en uforudsigelighed, som gør løbet mere åbent. Der er stadig masser af tidsbonusser i løbet, og det kan vise sig at få afgørende betydning.

Store dramaer i vente

De helt store slag kommer på 14., 15., 16. og 20. etape. Her kommer feltet ind i et bjergterræn, som markant adskiller sig fra det hidtidige. Hvor vi ind til nu har set mange korte og eksplosive stigninger, så skal feltet nu over flere store stigninger – ofte flere på hver etape – mens stigningerne er længere, højere og stejlere. Det er umiddelbart en fordel for Contador og Froome, da Valverde og Rodriguez har deres absolutte force på de kortere stigninger. Til gengæld kan man håbe, at en mand som Anton kan køre sig ind i løbet igen. Særligt skal man holde øje med 16. og 20. etape.

På 16. etape er det tredje dag i streg, at feltet kører en svær bjergetape med afslutning uden for kategori. Det vil uden tvivl koste store ofre, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke mindst én af de fire store favoritter vil gå ned en af dagene.

Feltet skal over to kategori 1. stigninger på vejen mod Valgrande-Pajares, inden de rammer stigningen Cuitu Negro som er mere end 23 kilometer lang. Mod slutningen kommer der passager, der stiger med 25 procent, og den sidste halve kilometer stiger med 17 procent! I sidste blog citerede jeg Samuel Sanchez. Hans beskrivele af afslutningen fortjener en gentagelse:

When the race finished on Pajares the last time [in 2005] I can remember looking up at the Cuitu ski station and thinking ‘thank goodness we don’t have to go up there’. This time, though, we do. It’ll be the hardest stage of the race by far.

Det bliver en dag med store tabere. Så langt fremme i løbet kan det være svært at bevare topformen. Contador har flere gange vist, at han kan holde topformen i tre uger. Men ryttere som Valverde og Rodriguez er helt sikkert nervøse. Det forhold samt at Contador og Froome har en stor fordel i enkeltstaten har Rodriguez selv gjort opmærksom på.

Vueltaen giver Touren baghjul

Løbet er dog ikke afgjort før 20. etape. Her skal feltet over tre kategori 1. stigninger, hvorefter de skal op til målstregen, som ligger på toppen af en stigning uden for kategori – Bola del Mundo.

Den 11,4 kilometer lange opkørsel stiger med 8,6 procent i snit, og de sidste tre kilometer har stigningsprocenter på 20. Hvis klassementet ikke er på plads endnu, kan vi forvente spektakulær cykling.

Vueltaen har allerede nu givet os mere spænding, end Tour de France gav os i løbet af tre uger. Heldigvis er vi end ikke kommet til de virkelig spændende etaper endnu. God fornøjelse med det sidste.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *