15 Aug

Vuelta a España: Smalle veje, skrappe stigninger og hidsige temperaturer

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

På lørdag starter årets Vuelta a España, og i år stiller flere af cykelsportens helt store profiler til start. Men løbet har i lang tid fristet en tilværelse i skyggen af de to andre 3-ugers etapeløb, Giro d’Italia og Tour de France. Det er der både historiske og mere aktuelle årsager til.

For det første er løbet en del yngre, end de to andre. Touren blev første gang kørt i 1903, Giroen i 1909, Vueltaen først i 1935. For det andet er den spanske cykelscene først blomstret senere end den italienske og franske. Da UCI blev dannet i 1900 var det med Belgien, Frankrig, Italien, Schweiz og USA i spidsen. Det er desuden ikke tilfældigt, at alle de store klassikerløb finder sted i Belgien, Holland, Frankrig og Italien.

Lillebror-løbet

Symbolsk var det også, da Vueltaen i 1995 flyttede fra april til september for ikke at falde sammen med Giroen. Tidligere havde de tre store løb primært haft deltagere fra de respektive hjemlande, men med globaliserings indtog i cykelsporten og stigende indtægter fra sponsorer og TV-rettigheder kom der intern kamp om at få de bedste ryttere til at stille op.

Her måtte Vueltaen se virkeligheden i øjnene. Arrangørerne tog konsekvenserne, flyttede løbet og illustrerede derved, at prestigen i den spanske rundtur lå noget under de italienske og franske storebrødre.

Persongalleriet har også spillet en afgørende rolle. Italien har haft legendariske ryttere som Fausto Coppi og Gino Bartali, som har prioriteret Giro d’Italia og skabt opmærksomhed omkring løbet. Coppi og Bartali elskede giroen, hvilket afspejler den generelle forkærlighed for hjemlandets rundtur, som den italienske befolkning deler.

Spanien har også haft store ryttere som Luis Ocaña og Federico Bahamontes. Men de huskes af mange primært for deres præstationer i bjergene Tour de France, hvor Bahamontes vandt bjergtrøjen seks gange og stadig af mange betragtes som Tour-historiens største bjergkonge, selv om Virenque formelt har overhalet ham med syv bjergtrøjer. Ocaña har af mange status som den eneste, der reelt formåede at true Eddy Merckx i Tour de France.

Tabernes løb

Vueltaen er desuden i nyere tid blevet domineret af folk, som på samme tid var store tabere i Touren. Tony Rominger, da Indurain dominerede Touren, springer mest i øjnene. Men også Laurent Jalabert, Alex Zülle, Abraham Olano, Jan Ulrich og sidst Denis Menchov kan nævnes.

Giroen har omvendt haft store vindere, som primært satsede på Giroen. Paolo Salvodelli og Gilberto Simoni som de mest oplagte.

I nyere tid har der desuden været flere dobbeltvindere af Touren og Giroen, hvilket vidner om et sammenfald af deltagende stjerneryttere: Stephen Roche i 1987, Miguel Indurain i 1992 og 1993, og Marco Pantani i 1998. I alt har syv ryttere vundet begge løb. Omvendt har der ikke været en dobbeltvinder af Touren og Vueltaen siden 1978, og i alt er det kun sket to gange. Det vidner om, at de store stjerner ofte har fravalgt Vueltaen, som derfor har måttet nøjes med et segunda-felt. Det bliver dog ingenlunde tilfældet i år, hvor feltet består af flere sportens pt. absolutte superstjerner med Alberto Contador og Chris Froome som de mest prominente. Mere om det senere.

Vueltaens individuelle særpræg

Alt sammen peger det på, at Vueltaen stadig er lillebror. Men det betyder ikke, at løbet ikke har sin individuelle charme. Faktisk har løbet en række facetter, hvor Giroen og Touren ikke kan følge med.

Bjergene er ofte skrappere, temperaturerne er højere, og terrænet og ruten mere uforudsigelig. Vejene er ofte smalle, og rutens sammensætning er typisk meget varieret med bjerge tidligt i løbet og ofte spredt ud over de tre uger.

Spredningen og variationen i terrænet sætter klassementsrytterne på konstante prøver, hvorfor kontrolleret kørsel er svært at praktisere. Arrangørerne har i år lagt ruten udelukkende i det nordlige Spanien for at undgå de helt høje temperaturer, men varmen vil stadig sætte et stort præg på løbet. De høje temperaturer gør, at kræfterne hurtigere slipper op. Med op til 40 graders varme er overophedning en konstant risiko.

Skrappe stigninger i sigte

At Vueltaen ofte er mere bjergrig end eksempelvis Tour de France er også tilfældet i år. Overordnet kan ruten summeres som følger:

  • 6 flade etaper
  • 13 bjergrige etaper
  • 6 afslutninger på en bjergtop.
  • I alt skal feltet over 37 bjerge
  • 16 kilometer holdtidskørsel
  • 40 kilometer enkeltstart

For dem der elsker bjergetaper er årets Vuelta en lækkerbisken. 37 bjerge og 6 bjergafslutninger gør løbet utrolig hårdt og vanskeligt at kontrollere.

Løbet starter med holdtidskørslen, hvor afstandene typisk ikke bliver så store. Allerede på tredje etape kommer de første alvorlige bjerge. Etapen slutter i Eibar, hvor målstregen ligger på toppen af Arrate-stigningen, som er i kategori 1. Den er meget stejl med gennemsnitsprocenter mellem 8 og 11. Korte stejle afslutninger så tidligt i løbet kan sagtens resultere i tidstab for favoritterne. Det virker umiddelbart som en lækkerbisken for eksplosive spanske ryttere som Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Igor Anton. Spørgsmålet er især, hvad Froome kan på sådan en etape.

Dagen efter på fjerde etape kommer den første afslutning på en stigning uden for kategori. Værsgo. Så er vi i gang. Stigningen er lang, men ikke særlig stejl. Derfor vil Team Sky og Saxo Bank have gode muligheder for at kontrollere det, hvis ikke de selv har interesse i at angribe.

Men hvis nogen havde håbet på at kunne bruge de først etaper til at køre sig i form, så kan de godt tro om. Som Igor Anton sagde ved præsentationen:

It’s the classic scenario where we won’t know who’s going to win the race overall, but we’ll have a clear idea of who’s going to lose it

På ottende etape kommer endnu en afslutning uden for kategori, hvor de skal køre 7,2 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8. To dage efter følger enkeltstarten.

Den afgørende fase bliver på 14., 15. og 16. etape. Tre dage i træk slutter etapen op af en stigning uden for kategori. Det bliver modbydeligt, og der kan skabes enorme tidsforskelle. Det er et stunt, som er tæt på det utænkelige i Tour de France. Med over halvdelen af løbet kørt, er rytterne mærket, og hvis temperaturerne går amok, vil det blive en dræber.

Den største udfordring bliver på 16. etape til Valgrande-Pajares, som er et af de spanske ski resorter. Stigningen hedder Cuitu Negro og er mere end 23 kilometer lang. Mod slutningen kommer der stigninger på 25 procent, og den sidste halve kilometer stiger med 17 procent! Med Samuel Sanchez´ ord:

When the race finished on Pajares the last time [in 2005] I can remember looking up at the Cuitu ski station and thinking ‘thank goodness we don’t have to go up there’. This time, though, we do. It’ll be the hardest stage of the race by far.

Men det slutter ikke her. Kongeetapen kommer på den næstsidste etape, hvor rytterne skal over tre kategori 1 stigninger, hvorefter de skal op til målstregen som ligger på toppen af en stigning uden for kategori – Bola del Mundo.

Den 11,4 kilometer lange stigning stiger med 8,6 procent i snit, og de sidste tre kilometer har stigningsprocenter på 20. Det er desuden sidste etape inden Madrid, hvilket betyder at klassementsrytterne vil give alt, hvad de overhovedet har tilbage.

Contador lugter blod

Ruten er barsk, og i år behøver Vueltaen desuden ikke at nøjes med et segunda-felt. Målt på antallet af topryttere kan Vueltaen i år sagtens følge Tour de France, og Giroen bliver langt overstrålet.

Den helt store favorit er Alberto Contador. Hans største konkurrent bliver Chris Froome, som bakkes op af et stærkt Team Sky med Richie Porte, Rigoberto Uran og Sergio Henao som luksushjælperyttere, der vil kunne sætte et dræbende tempo i bjergene. Team Sky er måske ikke helt på det niveau, de viste i Touren, men det er tæt på.

Spørgsmålet er, om Contador skal udfordre dem alene, eller om hans hold vil kunne vælte den britiske kolos. Hans spanske hjælperyttere Jesús Hernández og Daniel Navarro var pinligt ringe i sidste års Tour de France, men da de kørte hos Astana året før, var de uhyggeligt stærke. Kan de finde fordums styrke, har de evnerne til at matche Team Sky.

Contador er klar, og han er efter sin pause ivrig efter at komme tilbage og vise, at det er ham – og IKKE Bradley Wiggins – der er kongen af de store etapeløb. Ser vi bort fra sidste års Tour de France har Contador i sin karriere været sikkerheden selv og er altid mødt op i topform. Sker det igen, bliver han uhyggeligt svær at slå. Alberto har vist sig som den bedste i bjergene i mange år, hvor kun Andy Schleck har kunnet matche ham. På enkeltstarten hører han også til blandt de absolut bedste. Men vigtigst af alt er, at selv når han i glimt har vist svaghedstegn, så er han aldrig gået helt ned. Psykologisk giver det en kæmpe fordel.

Kan Froome holde niveau?

Chris Froome har siden sidste års Vuelta vist skræmmende styrke i de lange etapeløb. I Tour de France var han stærkest i bjergene og næststærkest på enkeltstarterne – kun overgået af sin kaptajn, den olympiske mester og Tour-vinder, Bradley Wiggins. At Froome selv fik bronze ved OL i enkeltstart vidner om hans alsidighed.

Froome er dog endnu ung, og det er første gang, at han skal præstere i to 3-ugers etapeløb i én sæson – og så endda lige efter hinanden. Mange vil tænke tilbage på den tydeligt hæmmede Contador, som ikke formåede at holde niveau i Touren efter sejren i Giroen sidste år. Men Team Sky´s nye træningsmetoder er netop beregnet på at køre færre løb, hvor niveauet til gengæld holdes over hele sæsonen. Derfor er der gode grunde til at håbe på, at Froome holder sit niveau – og det gælder også for superhjælperne.

En direkte sammenligning mellem Contador og Froome er svær. Vi mangler endnu at se Froome præstere mod de bedste i et løb med mange bjergafslutninger spredt ud over hele løbet. Baseret på fortidens meritter er Contador favorit. Men Froome kan sagtens udfylde den rolle som førsteudfordrer, som den skadede Andy Schleck under normale omstændigheder ville have i et løb med så mange bjerge. Contador er desuden omgivet af en række åbne spørgsmål. Har dopingdommen gjort noget ved ham? Er den bedste udgave af Contador fortid, eller har han stadig mere at vise os? Om lidt over tre uger er vi meget klogere.

Cobo vil lege med

Men løbet bliver ikke bare afgjort mellem Contador og Froome. Først og fremmest skal man selvfølgelig holde øje med sidste års vinder, Juan Jose Cobo, som sandsynligvis bakkes op af den spanske legende, Alejandro Valverde. Cobos store force er i bjergene, og han vil tabe tid til både Froome og Contador på enkeltstarten. Men Cobo er ikke dårlig mod uret. Han er tidligere spansk U23 mester i enkeltstart, og med kun 40 kilometer mod uret, vil han kunne begrænse tidstabet.

Sidste år var enkeltstarten 47 kilometer og her tabte Cobo kun 2.04 til Chris Froome, som vel at mærke kørte en formidabel enkeltstart. Cobo tabte bemærkelsesværdigt kun 1.36 til Fabian Cancellara. Og for at sætte en tyk streg under, at man skal tage Cobo seriøst, så viste han sidste år, at han kan håndtere Froome i bjergene:

Et stærkt felt

Katusha stiller med Joaquin Rodriguez som kan blive et utroligt spændende bekendtskab i bjergene. Han bakkes op af Denis Menchov og Daniel Moreno, som begge hører til blandt de bedste opad, når de er i form.

Lotto-Belisol kommer med nr. fire fra årets Tour, Jurgen Van den Broeck, og det baskiske hold Euskaltel-Euskadi stiller med Igor Anton. Begge har evnerne til at sprænge et felt tidligt på stigningerne, og forventeligt aggressiv kørsel fra deres side vil gøre det meget svært for Team Sky og Team Saxo Bank-Tinkoff Bank at kontrollere løbet. Igor Anton er modbydelig på meget stejle stigninger, hvilket han viste, da han slog Contador i sidste års Giro på den legendariske Monte Zoncolan.

http://youtu.be/V0Xf9igX5ZE?t=17s

Derudover skal nævnes Maxime Monfort, Nicolas Roche, Roman Kreuziger og Christophe Le Mevel. Alle ryttere som vil lege med om podiepladserne.

Sidst men ikke mindst ser det ud til, at Rabobank stiller med det meget unge trekløver, som dumpede fælt i Touren – Robert Gesink (26), Bauke Mollema (25) og Steven Kruijswijk (25). De er alle tre store talenter, som endnu mangler at vise sig på den helt store scene. Bedste resultater er en femteplads til Gesink i Touren 2010 (efter Contadors diskvalifikation), en fjerdeplads i sidste års Vuelta til Mollema og en ottendeplads til Kruijswijk i sidste års Giro.

Gad vide om én af dem får sit store gennembrud under årets Vuelta?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image