27 Sep

VM når det er bedst

VM cykling

Søndag skal der kåres en ny verdensmester i cykling. Spørgsmålet er, om de spanske hjemmebanefavoritter får den sejr, de tørster efter. Sker det ikke, er der masser af andre om buddet. Årets VM adskiller sig nemlig fra andre år ved, at der ikke er en klar favorit til sejren. Alt er med andre ord åbent – og det er VM, når det er bedst.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

VM er noget særligt. Det skyldes ikke kun, at vinderen kan bryste sig af den fornemme titel “verdensmester i landevejscykling”. Der er en række specifikke omstændigheder ved VM, som gør løbet helt særligt og adskiller det fra alle andre cykelløb.

Afgørende er, at løbet potentielt har hele verden som bane. Det er simpelthen aldrig det samme løb, fordi VM køres et nyt sted hvert år. Derfor kan alle ryttertyper potentielt ende som vindere af VM, såfremt de selvfølgelig har niveauet til det.

Store tunge sprintere gider ikke Amstel Gold Race, mens de spinkle klatrere ikke ser den store fidus i Flandern Rundt. Simpelthen fordi løbene ikke passer til de respektive rytterprofiler. Men VM kan alle have en forhåbning og dermed ambition om at vinde i løbet af deres karriere.

Derfor er VM – som Sport fortalt tidligere har berettet – løbet alle vil vinde. Og det gør selvfølgelig, at prestigen er stor – måske den største i sporten. Og i cykelsport betyder historie alt.

The Triple Crowning

Verdensmesterskaberne blev kørt første gang i 1927 i Nürburgring, Tyskland, hvor vinderen blev datidens helt store stjerne, Alfredo Binda. Igennem hans karriere vandt han Giro d’Italia fem gange, VM tre gange, og senere blev Binda træner for de to store italiensk rivaler, Fausto Coppi og Gino Bartali.

Siden har løbet været at finde blandt de mest prestigefulde. Det udtrykkes deri, at vinder en rytter Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten. So far er det kun legenden Eddie Merckx og faderen til Saxo Bank rytteren Nicolas, Stephen Roche, der har kunnet lade sig krone.

Den mest eftertragtede trøje

Den store værdi i at vinde verdensmesterskaberne symboliseres ved det forhold, at vinderen i det efterfølgende år kører rundt i verdensmesterskabstrøjen – den såkaldte regnbuetrøje. Rytteren skiller sig med andre ord ud fra resten af feltet i et helt år. Det giver sponsorværdi, og derfor også en naturlig ret til at påtage sig kaptajnrollen i de store løb – og hvem vil ikke gerne have det privilegium?

Trøjen er derfor den mest eftertragtede af dem alle. Desværre har den ofte vist sig som en forbandelse for sin ejermand. Bedste eksempel er føromtalte Stephen Roche, som vandt the Triple Crowning i 1987 og efterfølgende mistede næsten hele 1988-sæsonen på grund af en knæskade. I nyere tid er Philip Gilbert et godt eksempel. Efter at have vundet VM i 2012, måtte han det følgende år vente helt til Vueltaens 12. etaper, før han fik sin første – og sæsonens eneste – sejr.

Der er dog også klare undtagelser. Eddy Merckx, Bernard Hinault og Greg Lemond vandt alle Tour de France i regnbuetrøjen. I nyere tid har Thor Hushovd og Cadel Evans vist regnbuetrøjen flot frem med mange store sejre. Hushovd er den første verdensmester, der har vundet to etaper i Tour de France i regnbuetrøjen, siden Bernard Hinault gjorde det i 1981 (hvor han vandt tre etaper).

Flydende loyalitet

Hvert verdensmesterskab har sin egen charme. Løbet har sin egen dynamik, og de konstant nye ruter og omgivelser gør, at løbet ofte er meget uforudsigeligt. Et element, som bidrager til uforudsigeligheden, er, at rytterne kører på nationale mandskaber frem for firmahold.

Den store prestige i løbet har ofte medført, at loyaliteten mellem landsmændene er blevet sat til side til fordel for individuelle præstationer eller erstattet af samarbejde mellem ryttere, som til dagligt kører på samme firmahold. Den form for illoyalitet kan ikke lade sig gøre på et firmahold, da rytterne her er bundet af sponsorernes ønske om sejre til holdet. På de nationale mandskaber er man så at sige kun bundet af eventuel fædrelandsfølelse. Men den kan ofte ligge på et meget lille sted, når der er stor præstige på spil for den individuelle rytter.

Nyere tids bedste eksempel på intern rivalisering kan findes på det belgiske hold, som med Tom Boonen og Philippe Gilbert burde være favoritter i alle slags endagsløb. Men resultaterne udeblev i lang tid, og det belgiske forbund har direkte anklaget Gilbert for at køre illoyalt. Kritikken forsvandt imidlertid, da Gilbert endelig slog til og vandt VM i 2012.

I år kan vi måske se frem til endnu et eksempel på intern splid. Spanien stiller til start med Alejandro Valverde som kaptajn. Men på holdet er sidste års nummer 2, Valverdes tidligere hjælper og nu mangeårige rival i særligt Spanien Rundt, Joaquin Rodriguez – og hans loyalitet vil komme på prøve.

Sidste år blev Rodriguez nemlig hentet af vinderen Rui Costa på den sidste kilometer. På vejen op til Rodriguez havde Costa rykket fra Valverde, og Rodriguez mener, at det var Valverdes passivitet som gjorde, at Costa kom op.

Valverde svigtede simpelthen, i Rodriguez øjne, som derfor var rasende efter løbet. Spørgsmålet er, om sårene er helet.

Spanien, Italien og Belgien

For deres egen skyld, må man håbe det. For der er ingen tvivl om, at det spanske hold er blandt favoritterne til at levere en vinder – og det kan meget vel blive Valverde, som har vist storform her sidst på sæsonen.

Umiddelbart er der ikke meget nyt under solen. Spanien, Italien og Belgien hører til blandt favoritterne, som de har gjort de sidste mange år. I nyere tid har Spanien, Italien og Belgien været de dominerende nationer med 10 sejre i de sidste 15 år. De sidste fem år har dog budt på uvante og sågar nye vindernationer, med sejre til Cadel Evans (Australiens første vinder), Thor Hushovds (Norges første), Mark Cavendish (Storbritanniens anden), og sidste års portugisiske vinder, Rui Costa (Portugals første).

Og i år er der ikke nogen storfavorit, som ellers ofte er tilfældet. I 2011 var Cavendish nærmest udråbt som vinder på forhånd, da VM skulle køres i flade København. Og året efter var Gilbert selvskrevet, da løbet blev kørt i Valkenburg, med Cauberg-stigningen fra Amstel Gold Race som afgørende for løbet. Et løb, som Gilbert havde vundet i både 2010 og 2011, og sågar har vundet igen i år.

Kort og traditionel rute

Ruten i år er ikke på samme måde skræddersyet til en bestemt ryttertype. Det kan ende i en massespurt i et stort felt, som Chris Anker Sørensen har spået, eller det kan ende som et udmagrende udskilningsløb, hvis de store hold lykkes med at køre løbet hårdt.

Løbet er fomet som en for VM helt traditionel rundstrækning i byen Ponferrada i provinsen Léon, der ligger i det nordvestlige Spanien. Rundstrækningen er 18,2 km lang og skal i alt køres 14 gange. Det give ren samlet længde på 254,8 km, hvilket er kort i VM-sammenhæng.

Et lidt længere løb ville gøre det lettere for en mindre gruppe, at komme samlet til mål. Det er simpelthen lettere for rytterne at disponere deres kræfter, jo kortere ruten er.

254,8 km er selvfølgelig langt. Og der er også andre elementer på ruten, som kræver kræfter. Der er to stigninger på rundstrækningen, som derfor skal forceres 14 gange. Den første er Confederación, som kommer fire kilometer inde på ruten. Stigningen er 5,2 kilometer lang, og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3. Ikke voldsomt, men stigningen er ideel som affyringsrampe for et angreb, da den særligt i starten af stigningen er meget stejl. De første to kilomenter stiger således omkring 8 procent.

Den næste stigning, Mirador, kommer efter ca. 11 kilomter. Mirador er kortere, men væsentligt stejlere. Og da den ligger tættere på mål, kan den blive afgørende for et sidste angreb fra eksplosive typer som eksempelvis Gerrans og Valverde. Den er omkring 1,1 km lang, og stiger med 5,5 procent i snit. Enkelte steder når den dog helt op på 11 procent.

Er det Valverdes år?

Selv om vi altså ikke taler om en flad rute a la København i 2011, så er årets rundtur ikke en af de skrappe. Der skal køres et meget højt tempo, hvis der skal laves en større udskilning.

Som en ”ikke alt for let, ikke alt for hård” rute, er den også mindre forudsigelig end eksempelvis København og Valkenburg var det. Vinderen kan både gå hen og blive en Grand Tour rytter, en eksplosiv klassikerspecialist, eller sågar en sprinter af de mere hårdføre typer, som eksempelvis Zabel var det.

Men hvis der skal peges på favoritter, kommer man ikke uden om den spanske kaptajn, Valverde. Først og fremmest fordi han nok er feltets største VM-ekspert. 5 gange i alt har han således stået på podiet med en VM-medalje om halsen. Men han har stadig guldet til gode, og selv om dåbsattesten viser 34 år, så er den stærke spanier stålfast: Han skal nå at vinde VM.

Og kan spanierne undgå førnævnte interne splid, så har han et stærkt hold til at bakke sig op. De kan meget vel vælge at køre løbet hårdt, og være 2-3 spaniere tilbage, når en mindre grupper kører ind på sidste rundstrækning. Her kan Valverde så bruge enten Confederación eller Mirador som affyringsrampe.

Australsk specialist og belgiske stjerner

En anden favorit er australske Simon Gerrans. Han er ekspert i hårde endagsløb, og få andre har et så eksplosivt antrit, som måske kun matches af Philip Gilbert. Gerrans er en rytter, som andre håbefulde skal sørge for ikke kommer med ind på Mirador inden mål – for så er der ikke meget at gøre.

Det belgiske hold har vanen tro masser af gode bud på en vinder. Gilbert, Greg Van Avermaet og Tom Boonen er klasseryttere, som alle kan køre med om sejren. Mens Gilbert og Boonen er Belgiens største stjerner, er Van Avermaet nok deres bedste bud i år. Gilbert og Boonen har simpelthen manglet formen på det seneste.

Og så er der selvfølgelig italienerne. Landet har vundet VM 19 gange, hvilket kun overgås af Belgiens 26 sejre. Den form for national rutine er svær at se bort fra, når man taler om favoritroller. I år er årets Tour-vinder Vincenzo Nibali deres bedste bud på en vinder. Men samlet set har Italien ikke den styrke, som eksempelvis det spanske hold kan fremvise.

Kommer der en større gruppe på 30-40 ryttere samlet til mål er gode bud på sejren ryttere som tyske John Degenkolb, Frankrigs Nacer Bouhanni og måske endda en dansk Matti Breschel, som ofte gør det godt til VM. Det vil i så fald være en for de tre nationer meget tiltrængt sejr. Danmark har stadig en VM-guldmedalje til gode, og den stolte cykelnation Frankrig har ikke vundet siden 1997. Den seneste tyske VM-sejr skal findes helt tilbage i 1966.

Men som sagt er løbet meget åbent. Vi vil højst sandsynligt se masser af angreb fra de mindre nationer, mens stærke Spanien og Belgien vil forsøge at køre løbet meget hårdt. Og det er VM, når det er bedst.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image