09 Jun

Vil De Tre Løver omsider slå til?

rooneyEngland har siden verdensmesterskabet i 1966 utallige gange været udråbt som favorit ved en slutrunde for derefter at skuffe fælt. Men efter en overbevisende kvalifikation samt en spændende og perspektivrig trup er spørgsmålet, om The Three Lions endelig vil være i stand til at løfte den tunge arv og slå til ved den forestående EM-slutrunde.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Det engelske landshold har haft det svært siden 1966.

Forventningerne har været skyhøje op til samtlige slutrunder, men sjældent har præstationerne fulgt med. Siden VM-triumfen i 1966 har de bedste resultater været en fjerdeplads ved VM i 1990 og en tredjeplads ved EM i 1996. Siden da er resultaterne kun blevet dårligere.

De magre resultater har været ekstra smertefulde for de engelske fans, da det engelske landshold i slutningen af 90’erne og et godt stykke ind i det nye årtusind på papiret havde et rigtig stærkt hold. Ved EM i 2004 havde England en idealstartopstilling med følgende navne: David James, David Beckham, Steven Gerrard, Frank Lampard, Paul Scholes, Gary Neville, Ashley Cole, Sol Campbell, John Terry, Michael Owen og Wayne Rooney.

Det er et hold med slagkraft. Spiller for spiller ét af de bedste landshold i verden på det tidspunkt.

Bristede drømme

Derfor var det heller ikke uden grund, at fodboldfans verden over i de år som regel nævnte England blandt slutrundefavoritterne. Samtidig var der dog ved at rodfæste sig en fornemmelse af, at England ikke rigtig kan, når det kommer til stykket. En fornemmelse, der har varet ved lige siden.

Flere har forsøgt at komme med forklaringer på, hvorfor denne gyldne generation aldrig vandt noget. Eksempelvis at Gerrard og Lampard lignede hinanden for meget til at udgøre en komplet og moderne midtbane – vel at mærke i en tid, hvor den defensive 6’er a la Claude Makélélé var blevet en del af de fleste succesholds interiør.

Men forklaringerne var ikke nok til at hele de bristede drømme. England har konsekvent præsteret middelmådigt til slutrunder i nyere tid, og det i en sådan grad, at den stolte fodboldnation efterhånden er blevet et landshold, der op til slutrunder får fans verden over til at trække lidt på smilebåndet.

Spydige tunger herhjemme vil måske sammenligne England med AGF – et traditionshold, der alt for længe har troet sig selv blandt de bedste. Og engelske fans, spillere og kommentatorer har da også op til alt for mange slutrunder talt holdet op, hvorefter den sædvanlige skuffelse satte de optimistiske toner i et pinligt bagklogskabens lys.

Nyt håb

Op til de seneste slutrunder har middelmådigheden imidlertid indprentet sig hos de fleste. Det skal særligt ses i lyset af nogle rædsomme præstationer. England var slet ikke kvalificeret til EM-slutrunden i 2008, og ved det seneste VM i 2014 tabte man sin indledende gruppe.

Op til dette EM ser vi imidlertid en større optimisme. Spørgsmålet er, om det er gamle AGF-lignende drømme, som har klangbund i tidligere tiders storhed? Eller om de kære englændere har noget af have det i?

Førnævnte startopstilling fra 2004 er på papiret markant stærkere, end noget den nuværende engelske trup kan præstere. Men til gengæld lader englænderne til at have fundet et koncept, der virker. I hvert fald taler resultaterne deres eget sprog.

England vandt alle 10 kampe i kvalifikationen med en samlet målscore på 31-3. Selv om gruppen var en nem én af slagsen, må det siges at være imponerende. Ud af de fem efterfølgende opvarmningskampe er fire vundet (mod Portugal, Tyskland, Tyrkiet og Australien) og kun en enkelt tabt (mod Holland). Selv om spillet ikke har været prangende hele vejen igennem, så vidner det om stabilitet.

Og stabililtet er vigtigt i en slutrunde. Alene af den grund, kan England komme langt.

De unge kometer

Stabiliteten er for så vidt paradoksal i lyset af de mange nye spillere, som figurerer på det engelske hold. Men netop de nye spillere er en stor del af forklaringen på den gode formkurve.

Holdets kaptajn, Wayne Rooney, har for nylig udtalt: ”Dette hold har potentialet til at blive det bedste, jeg har spillet på”. Truppen kan præstere slutrundens yngste gennemsnitsalder og er proppet med talent.

Her har England meget at takke Tottenhams succestræner Mauricio Pochettino for. Hele 9 af det engelske landsholds seneste 16 debutanter er fostret under hans vinger i enten Southampton eller Tottenham.

Roy Hodgson har eksperimenteret med forskellige startopstillinger. Det eneste, der ligger forholdsvis fast, er, at de starter med en 4-mands bagkæde. Den kommer efter alt at dømme til at bestå af Kyle Walker, Chris Smalling, Gary Cahill og Danny Rose – foran målmand Joe Hart. Stortalentet John Stones fra Everton er dog også i spil til en af pladserne i midten.

Spiller for spiller er det ikke det stærkeste forsvar, hvis man sammenligner med tidligere tiders engelske landshold eller med de store landshold som Tyskland og Frankrig. Men kun 3 indkasserede mål i hele kvalifikationen vidner trods alt om en vis stabilitet i defensiven.

Stærk offensiv

England skal imidlertid vinde på deres offensiv. Det er her, de har de stærkeste kort. Hodgson har som nævnt eksperimenteret en del, hvorfor det er sværere at spå om midtbanen og angrebet. Meget tyder dog på, at Hodgson netop har taget bestik af kvaliteterne på angrebspladserne. Hele 5 angribere er udtaget i form af Rooney, Vardy, Kane, Sturridge og Rashford.

Holdet kan med Vardy og Kane stille til start med nr. 1 og 2 på topscorerlisten i den netop afsluttede Premier League-sæson. Det er ikke sket siden 90’erne, hvor Englands landshold var repræsenteret i toppen af listerne næsten hvert år med navne som Alan Shearer, Andy Cole, Robbie Fowler og Ian Wright.

Der er mål i Kane og Vardy. På samme tid har Rooney ikke samme måltørke på landsholdet, som har ramt ham i den mere defensive rolle i United. Samlet set er den engelske offensiv blandt slutrundens stærkeste – England bør derfor satse på kampe med mange mål.

En mulighed, som også blev prøvet af i optaktskampene, er derfor at starte med tre mand i front: Vardy, Kane og Rooney.

Midtbanen er spændende – men usikker. Kører Hodgson med de tre angribere oppe i front, skal der findes tre startere på midtbanen.

Eneste helt sikre kort ser her ud til at være Eric Dier, der vil få de defensive pligter. Han vil givetvis blive flankeret af sin holdkammerat fra Tottenham, stjerneskuddet Dele Alli, der skal levere de nøglegivende afleveringer til de tre i front. Den tredje på midten er det mest usikre kort. Tidligere havde Wilshere været selvskreven på et engelsk landshold, men skader har – igen igen – sat ham tilbage. Han er stadig et godt bud i start-11’eren, men kan tabe pladsen til både James Milner eller Jordan Henderson, som begge har fået spilletid i opvarmningskampene.

Uanset hvem der skal passe en evt. 3-mandsmidtbane, er opgaven klar: Der skal skabes balance mellem kæderne, arbejdes hårdt og løbes en helvedes masse.

Det kan også være, at Rooney bliver trukket længere tilbage, så opstillingen i højere grad kommer til at være en klassisk 4-4-2. I så fald kan den centrale midt blive udgjort af Dier samt Alli eller Rooney, mens kanterne bliver passet af mere klassiske kantspillere som Raheem Sterling og James Milner.

Startopstillingen er ikke givet, og mens det kunne være udtryk for usikkerhed (som i Morten Olsens sidste dage), så er det for Englands vedkommende mere et udtryk for, at flere og flere spillere presser på (Alli er et nyt ungt bekendtskab på landsholdet, mens Wilshere har været væk længe).

Hvor langt kan de gå?

Hvor langt England kan gå er svært at spå om. Spiller for spiller er det kun angrebet, der gør dem fortjent til at blive nævnt blandt favoritterne. Som helhed må holdet rangeres i niveauet lige under de store hold.

Men The Three Lions kommer med både optimisme og medvind. Samtidig har de seneste års dominerende landshold, Tyskland og Spanien, ikke samme melodi som tidligere. De to hold er sammen med Frankrig de største favoritter, men Tyskland har været ramt af en del skader, og Löw kæmper med at finde den helt rigtige startopstilling. Samtidig har Spanien ikke rigtig genopfundet sig selv efter farvellet til profilerne Xavi og Xabi Alonso.

Slutrunden er i det hele taget meget åben, og det betyder, at der er gode muligheder for andre hold i laget lige under. Hold som Belgien, Italien, Portugal og England – og måske endda Polen og Østrig, som kan overraske.

Optimisme og medvind gør det ikke alene. Og hovmod står – særligt for England – ofte for fald. Det kan derfor meget vel være, at de engelske fans igen må forberede sig på en skuffelse. Men det kan også være, at 50-året for den største triumf for engelsk landsholdsfodbold vil være året, hvor England igen træder frem som en af de store fodboldnationer i Europa.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *