23 Sep

Varsler Wawrinkas og Cilic’ grand slam-sejre en ny æra?

Cilic-10-article

Efter et årtis total tennisdominans af spillere som Federer, Nadal, Djokovic og Murray ser det ud til, at tennissporten er på vej ind i en mere uforudsigelig tid, hvor spillere fra andet geled også kan vinde de største titler. Vi ser nærmere på, hvorvidt det nu også er tilfældet.

Af Anders Høeg Lammers

Er tennissporten på vej ind i en ny æra? En æra, hvor sporten ikke længere domineres af ‘The Big 4’ – Rafa, Djokovic, Federer og Murray? Det spørgsmål er blevet debatteret heftigt i årets løb, og dette indlæg vil forsøge at komme et svar herpå nærmere. Først må vi imidlertid lige gå en omvej tilbage til årets største og vigtigste resultater for overhovedet at forstå, hvorfor spørgsmålet bliver stillet.

Ved starten af dette års Australien Open var der to favoritter, Nadal og Djokovic, efterfulgt af Federer, Murray og så outsidere som Juan Martin del Potro og Stanislas Wawrinka. The Big 4 havde vundet samtlige grand slams undtagen én (del Potros US Open triumf i 09) siden Australien Open i 2005, hele ni år tidligere.

Alligevel var det Stanislas Wawrinka, som fortjent stod tilbage med titlen efter at have nedkæmpet Novak Djokovic i fem sæt i en af årets absolut bedste kampe, Tomas Berdych i fire og Rafael Nadal i finalen i fire sæt – alt sammen med storslået, aggressiv, first-strike tennis og en helt vidunderlig enhåndsbaghånd:

Et mere nærgående portræt af Wawrinka følger i nærmeste fremtid her på Sport Fortalt. Her skal vi blot notere, at omend Wawrinka har gjort det pænt i både Wimbledon og US Open og vandt Masters-turneringen i Monte Carlo, har han ikke udvist den stabilitet i sine præstationer, der kendetegner the Big 4.

French Open og Wimbledon – back to basics

Efter en noget turbulent grussæson, hvor den – på det underlag – ellers næsten uovervindelige Nadal led sjældne nederlag til både Ferrer og Almagro og var på nederlagets rand mod 24-årige Kei Nishikori, inden japaneren blev skadet, var French Open for tredje år i træk et opgør mellem Nadal og Djokovic (at de mødtes i semifinalen i 2013 spiller i denne sammenhæng ikke den store rolle, det var den reelle finale det år). Og, igen, igen, var det gruskongen, der trak det længste strå mod udfordreren Djokovic, der dog ikke just var klar på dagen og bl.a. kastede op under finalen.

Men både Wawrinka, Nishikori og Gulbis (som slog Federer i kvartfinalen ved French Open) viste gode takter i grussæsonen.

Ved Wimbledon var der igen flere opløftende præstationer fra de unge spillere. Nick Kyrgios, en 19-årig uimponeret australier med et fantastisk vinder-gen, blev den tredje mand i streg uden for verdensranglistens top-100 (Lukas Rosol og Steve Darcis var de andre), som slog Nadal ud af Wimbledon – denne gang i 4. runde. Kyrgios’ overmand, 23-årige Milos Raonic aka manden med missilserven, nåede sin første slam-semifinale, og det samme gjorde 23-årige Grigor Dimitrov ved at slå den forsvarende mester Murray ud i tre sæt.

Alligevel blev finalen en affære mellem den ‘gamle’ garde, Federer mod Djokovic. I en utrolig velspillet kamp var begge spillere stærke bag deres serv, men trods et glimrende comeback i 4. sæt efter at have været nede med match-bold måtte publikums- og Sport fortalt-favoritten Federer strække våben i femte sæt, efter Djokovic brød ham til 6-4. Hvad der kunne være blevet den elegante schweizers 8. Wimbledon-titel og 18. grand slam, blev i stedet Djokovic’ genfødsel og generobring af pladsen som verdensetter, efter han havde tabt sine seneste tre grand slam-finaler – to til Rafa, en til Murray.

To slam-finaler med Djokovic, Rafa og Federer som hovedpersonerne, Wawrinka ingen steder at se og den evigt uheldige del Potro igen ude med en håndledsskade. Tilsyneladende var gennembruddet for de unge stadig et stykke væk – til trods for flotte præstationer af Dimitrov, Kyrgios og Raonic. 

Goran-Cilic tog New York med storm

Og så alligevel. Ved US Open så semifinalerne ikke helt forskellige ud fra Wimbledon. Federer og Djokovic mod hver deres ‘young gun’ på vejen mod det næsten uundgåelige finale-opgør. Ganske vist havde Federer været alt andet end overbevisende og måtte kæmpe sig tilbage fra 0-2 i sæt mod Monfils i kvartfinalen. Men han havde dog vundet samtlige fem forrige opgør mod sin semifinalemodstander Marin Cilic. 

Samtidig havde Djokovic tabt usædvanligt tidligt i begge Masters-turneringer op til US Open, men havde dog vist storform i en fire-sæts sejr mod Murray i kvartfinalen mod Murray og lignende umiddelbart en storfavorit mod Nishikori, som måtte bruge to udmarvende fem-sættere på at kæmpe sig igennem Raonic og Wawrinka og næppe kunne have meget energi tilbage mod verdensetteren. 

Alligevel var det Cilic og Nishikori, der fortjent henholdsvis udraderede Federer i tre sæt og vandt en rimelig klar sejr mod Djokovic i fire. For første gang siden Marat Safin stod overfor Lleyton Hewitt i Australien Open 2005 havde vi en herrefinale med hverken Federer, Nadal eller Djokovic. 

I ‘ringhjørnet’ havde de hver især – ligesom i øvrigt Federer med Stefan Edberg og Djokovic med Boris Becker – en gammel mester. Servemesteren og Wimbledon-vinderen Goran Ivanišević har trænet den talentfulde, men underpræsterende Cilic det sidste års tid. Og maratonmanden og French Open-mesteren Michael Chang har hjulpet med at give Nishikori det mentale og fysiske boost, han har manglet hidtil. 

I finalen var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet. Den hårdt servende og hårdt slående kroat fortsatte ufortrødent det aggressive spil, der havde sikret ham tre-sæts sejre mod såvel Berdych som Cilic. Og den tyve centimeter lavere og betydeligt mere nervøse Nishikori fik reelt aldrig et ben til jorden.

En delvis ny æra?

Og dermed er vi – endelig – tilbage ved åbningsspørgsmålet. Er der blot tale om ringe i vandet, eller er vi i en ny æra, hvor andre spillere end Djokovic, Rafa, Federer og Murray også kan kæmpe med om de største titler?

Meningerne er delte, når man læser analyserne i kølvandet på Cilic’ sejr. Det er første år, siden Federers første Wimbledon-titel i 2003, at the Big 4 ikke vinder mindst tre af fire grand slam titler. Og efter at have vundet 34 ud af 35 slam-titler mellem Australien Open 2005 og Australian Open 2014, har de nu blot vundet to ud af de sidste fire.

Argumentet for at deres dominans er mindsket er bl.a. det oplagte faktum, at når nogen bryder igennem, del Potro, Wawrinka, Cilic – eller blot slår de bedste i en slam, Tsonga, Dimitrov, Gulbis, Kyrgios etc., – giver det resten af feltet troen på, at de også kan gøre det. Som Cilic sagde lige efter kampen:

“For all the other players working hard, this is a big sign, a big hope,” Cilic said, ”that if you’re working hard, things are going to pay off.”

Wawrinka og de øvrige sagde noget lignende, da Wawrinka havde vundet Australien Open.

Derudover er det tydeligt, at den nye generation, som vi har ventet på så længe, og som på ingen måde længere er ung, endelig er ved at slå igennem. Her tænker jeg på Cilic, Nishikori, Dimitrov, Raonic m.fl., alt imens en spiller som Wawrinka pludselig vandt sin første slam kort før sin 29 års fødselsdag og 19-årige Kyrgios alt andet lige også har en spændende fremtid for sig.

Samtidig med at de øvrige ser ud til at blive bedre, ser the Big 4 også ud til at blive dårligere.

Et medlem af kvartetten, Federer, er fyldt 33 år, og omend han stadig kan præstere godt nok til at komme tæt på de største titler, var årets Wimbledon-finale og årets US Open-semifinale måske hans bedste chancer for at tilføje slam-titler til trofæ-samlingen.

Et andet medlem af kvartetten, Murray, har aldrig udvist samme dominans som de øvrige og har mildest talt oplevet et gevaldigt tilbageslag efter sin rygoperation sidste efterår. Fra Wimbledon 2012 til Wimbledon 2013 vandt han sine to eneste grand slam-titler plus OL-guld. Siden Wimbledon-sejren i 2013 har han ikke slået én eneste top-10 spiller og har samtidig mistet træneren, der gav ham det sidste skub – legenden Lendl, som er blevet erstattet af franske Amélie Mauresmo.

Et tredje medlem af kvartetten, Djokovic, er lige blevet gift, har et barn på vej i løbet af efteråret og har udtalt om sit nye syn på vigtigheden af tennis: “My priorities, my family, my wife, my future kid. You know, tennis is not definitely not number one anymore.” Federer har i parentes bemærket blot vundet to grand slam-titler, siden han fik sit første sæt tvillinger i sommeren 2009.

Endelig er der Rafael Nadal. Spanieren stod over US Open-sæsonen for at pleje en håndledsskade i sit højre håndled, men forventes at være tilbage i næste uges turnering i Beijing. Rafa synes umiddelbart bedst positioneret til at dominere 2015 af de fire (forudsat Djokovic virkelig ikke prioriterer tennis som før). Han har en kæreste, men hverken planer om børn eller giftermål på denne side af tenniskarrieren så vidt vides. Og han er før, jf. 2013, kommet stærkt tilbage efter skadespauser, og denne gang har det været en meget minimal skade.

Til gengæld begynder alderen potentielt at trykke for dem alle sammen, ikke kun Federer. Til næste sommer fylder Rafa 29 og Djokovic og Murray fylder 28. Det er gammelt, men ikke nødvendigvis for gammelt.

Omvendt er der ingen af hverken de unge eller gamle (Wawrinka), der har vist noget nær den konsistens, som har kendetegnet det Big 4 i adskillige år.

Så hvad er svaret? En ny æra eller ej?

Mit svar er et delvis ja. Vi går ind i en periode i tennis, hvor Nadal og Djokovic ikke længere er selvskrevne til alle finaler, hvor der bliver længere og længere imellem Federers allerbedste tennis, og hvor Murray – omend der er tegn på bedre form – forbliver et spørgsmålstegn, indtil han begynder at vinde turneringer og slå top-10 spillere igen (hvilket dog meget vel kan ske allerede dette efterår).

Samtidig har spillere som Wawrinka, Cilic, Nishikori og Dimitrov efterhånden nået et niveau, hvor de på dagen kan slå hvem som helst – også Rafa, Djokovic og Federer. Det var aldrig rigtigt tilfældet for hverken Ferrer eller Berdych, som har været fast inventar i top-8 de sidste mange år.

Alt andet lige gør det kun tennis mere spændende, at selv de bedste også kan tabe, og at outsidere nu har reelle chancer for at vinde selv de største titler.

Men en æra skifter ikke nødvendigvis fra det ene år til det andet. Det er i allerhøjeste grad muligt, at The Big Four vinder tre eller flere af næste års fire slam-titler. To til tre er dog efter min mening mere sandsynligt end tre til fire.

Men hvem ved? Måske står der pludselig Wawrinka, Cilic, Nishikori og Dimitrov på tre ud af fire slam-titler.

Under alle omstændigheder er denne konklusionen klar: Herretennis blevet en hel del mere uforudsigeligt i årets løb.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image