25 Aug

US Open: Kan Roger Federer gøre ‘det umulige’ og fuldbyrde en magisk sæson?

fed_rafa

På papiret er US Open næsten pivåben. Chancerne for en ny slamvinder er derfor pænt gode. Alligevel lurer den gamle garde, aka Fedal, øverst i favoritfeltet, men nye ansigter med Alexander Zverev i spidsen gør også seriøst væsen af sig.

Af Anders Høeg Lammers

Det er længe siden, at chancerne har været bedre for at få en ny slam-vinder hos herrerne. I Cincinnatti Masters i forrige uge stillede blot tre af verdensranglistens ti øverste spillere op.

En del af de fraværende er ude for resten af året (Djokovic (albue), Wawrinka (knæ) og Nishikori (håndled)), andre har døjet med skader siden Wimbledon (Murray og Cilic), mens andre igen har fået problemer i Masters-turneringen i Montreal, ugen før Cincinatti (Federer og Raonic, som netop har meldt fra).

Murray, Federer og Cilic stiller formentlig alle op. Men i hvilken tilstand? Dét ved de kun selv.

Alt i alt betyder det, at vinderne af fem af de sidste seks US Open’s enten ikke stiller op (Djokovic 2011 og 2015 samt Wawrinka 2016) eller stiller til start i en skrøbelig tilstand (Murray 2012 og Cilic 2014).

Det giver muligheder til de øvrige. Ikke mindst NextGen, anført af den 20-årige Alexander Zverev og den 22-årige Nick Kyrgios, samt LostGen anført af Grigor Dimitrov.

Så hvem er favorit(terne) til årets sidste grand slam hos herrerne? Her kommer et bud.

Kan Roger Federer holde rygsmerterne i ave?

Dårlig ryg eller ej har den nu 36-årige verdensmand været årets ubestridt bedste tennisspiller på hard court (og i det hele taget). Han vandt årets første slam på hard court, Australian Open, og de efterfølgende to amerikanske Masters i Indian Wells og Miami.

I Montreal Masters spillede han sig i finalen trods et rustent udseende hele ugen. Dér fik han en gedigen omgang tæsk, 6-3, 6-4, af Alexander Zverev, som dog fik lette vilkår, da Federers ryg igen igen gav ham problemer i starten af andet sæt og kampen ud.

Sidst i kampen lignede han en helt anden spiller og dagen derpå trak han sig fornuftigt nok ud af Cincinnati Masters, selvom han med et godt resultat der kunne være blevet ny verdensetter.

Ingen udover Federer selv og de nærmeste ved, præcis hvor godt/skidt det står til med ryggen. Selv melder han vanen tro, at det går godt, og han regner ikke med, at ryggen bliver en faktor. Men ville han sige det, hvis det gik skidt? Formentlig ikke.

Han siger selv, at tre slams i én og samme sæson ville være ‘a joke’ – især efter 4,5 år helt uden slam-sejre. Joke eller ej – faktum er, at han træner igen. Hvis ryggen makker ret, må han være favoritten.

Hvem er førsteudfordreren? 

Normalt har jeg et princip om, at man ikke kan være favorit til en slam, før man har vist, man har slam-potentiale i form af én eller flere dybe runs/finaleplaceringer eller sejre.

Derfor tøver jeg en smule med at gøre 20-årige Zverev til førsteudfordreren. Hans resultater her i august, hvor han har vundet to turneringer i streg og blandt andet slået Federer, Kyrgios, Nishikori, Kevin Anderson og Richard Gasquet, gør ham til ATP-tourens hotteste navn.

Med sejren i Montreal vandt han to Masters-turneringer i træk og slog henholdsvis Djokovic (i Rom) og Federer i finalen. Udover Jo-Wilfried Tsonga er han den eneste aktive non-Big 4 spiller med to Masters-titler. Og det blot som 20-årig.

M.a.o.: Han er the real deal.

Hvad er så problemet? At han kun er gået dybt i bedst af tre sæt-formatet. Og slams bliver som bekendt spillet og vundet i bedst af fem.

I Australian Open førte han 2-1 i sæt over Nadal i 3. runde, men tabte klart i både 4. og 5. sæt. I Wimbledon førte han igen 2-1 i sæt, denne gang over 2016-finalisten Milos Raonic. Men også denne gang kunne han ikke fastholde momentum og tabte de sidste to sæt 7-5, 6-1. I French Open røg han ud til Fernando Verdasco efter i fire sæt i 1. runde.

Der er intet i vejen med som 19-årig at tabe i bedst af fem til Nadal i 3. runde, ej heller som 20-årig til Raonic i Wimbledon. Men måden, det skete på, indikerer, at Zverevs udholdenhed og evne til at præstere til slut i de lange, tætte kampe, stadig ikke er, hvor den skal være for at gå hele vejen i en slam.

Alligevel vil jeg kalde ham en af førsteudfordrerne. Der er noget del Potrosk 2009 over hans run de seneste uger. Og med Djokovic, Wawrinka, Nishikori og Raonic ude og Federer, Murray og Cilic i tvivlsomme helbredstilstande, er der alt andet lige kortere vej fra dark horse- til favoritstatus.

Hvem siger også, at slams skal have lange og udmarvende kampe? Nadal og Federer har trods alt lige vundet henholdsvis French Open og Wimbledon uden at afgive sæt…

Hvad kan den nye nummer 1, Rafael Nadal?

Blandt de øvrige førsteudfordrere må man næsten også have Rafael Nadal. Mandag blev han ny nummer 1 med det laveste antal point, en verdensetter har haft siden det nuværende pointsystem blev indført i 2009.

Det er selvfølgelig ikke Rafas skyld, at der ikke skal mere end 7.645 point til p.t. – et pænt stykke under halvdelen af, hvad Novak Djokovic sad på efter French Open sidste år. Det vidner tværtimod om en ATP-tour i opbrud, hvor den bedste spiller – Federer – har spillet for få kampe, og den næstbedste, Nadal, ej heller tjente point hele sidste efterår, hvor også han var ude med en skade.

Problemet for Rafa er bare, at han ikke har vist det helt store siden sin vanvittigt flotte grussæson. I Wimbledon så han ellers farlig ud, men røg traditionen tro ud før kvartfinalerne, denne gang blev det et 13-15 nederlag i femte sæt til Gilles Müller i 4. runde.

Sommerens amerikanske hard court-resultater har ikke set bedre ud. Først tabte han højst overraskende til den blot 18-årige Denis Shapalov (han bliver god), og i Cincinnati var det Nick Kyrgios, der førte kniven og udspillede Rafa i første sæt (6-2), inden han hev sejren hjem 7-5 i andet.

Formen er altså ikke, hvor den skal være for den nyslåede verdensetter, der tilmed har lagt et ukarakteristisk pres på sig selv ved at sige: “I need to show why I’m no. 1” efter nederlaget til Kyrgios.

Men i modsætning til Zverev har Nadal igen og igen vist, at han kan gå hele vejen i en slam.

Omvendt skal vi dog også hele 4 år tilbage, før Nadal sidst vandt en stor titel på hard court, nemlig US Open i 2013. Siden har han – som omtalt her på Sport fortalt – spillet en hulens masse hard court-finaler, men tabt igen og igen.

Udenfor sit parisianske fort er han noget mere medgørlig for de øvrige spillere og har eksempelvis tabt en række ‘non French Open’-slams på stribe i det femte sæt, der plejede at være hans specialitet: til Gilles Mueller ved årets Wimbledon, til Federer ved årets Australian Open, til Lukas Pouille ved US Open i 2016, til Fernando Verdasco ved Australian Open 2016 samt til Fabio Fognini ved US Open 2015.

Kan han vende trenden i New York og splitte årets fire slams med rivalen Federer? Hvis ja, står han med gode kort på hånden for også at ende året som nummer 1. Men det kræver nok en lodtrækning til den gode side, og Nadal har ikke tradition for at finde storformen ud af det blå.

Cincinnati-finalisterne Dimitrov og Kyrgios

To spillere, der kommer ind til US Open med masser af selvtillid, er Nick Kyrgios og Grigor Dimitrov, som netop har spillet Cincinnati-finale mod hinanden. Den kamp slap Grigor Dimitrov, tidligere kendt som Baby Fed, bedst fra med en 6-3, 7-5 sejr (læs mere herher og her eller se højdepunkter nedenfor).

Dimitrov viste overordentligt gode takter i starten af sæsonen, hvor han slog tre top-10 spillere i streg i Brisbane og spillede sig helt frem til semifinalen ved Australian Open, hvor han tabte en neglebider af en kamp til Nadal i fem sæt. Han vandt hjemlandets turnering i Sofia måneden efter, men siden har det været så som så med de øjenbrynsløftende resultater – indtil Cincinnati forstås.

Dimitrovs problem har ofte været, at han simpelthen har for mange muligheder i sit spil og så har haft svært ved at vælge det rigtige slag igen og igen. I Cincinnati og først på året har han spillet med et mere klart formål – han ved, hvad han vil med bolden nu, og hvad han skal gøre for at gøre livet surt for sin modstander.

I Cincinnati holdt han serv 52 ud af 53 gange og spillede Kyrgios uhyre klogt i finalen. Samtidig viste han sig eventyrligt god i defensiven – ikke mindst i forhold til at vende defensiv til offensiv – når Kyrgios forsøgte at angribe. Se for eksempel denne vidunderlige løbende forhånd:

Kan han bære den form, spilleglæde og determination med ind i US Open, kan han blive farlig for de allerfleste.

Nick Kyrgios er ATP-tourens enfant terrible. I en sport, der ellers ikke er rig på skandaler, formår han at være kontroversiel igen og igen og igen. Han har indrømmet, at han af og til ‘tanker’ en kamp, hvis han ikke lige gider.

Men når han gider, er der få, der mestrer spillet bedre end ham. Med sin monsterserv, sit fleksible håndled og sin utraditonelle, men som regel ret effektive baghånd kan han spille op med og slå alle. Eksempelvis har en en 5-3 rekord i kampe mod the Big 3. Det fås ikke meget bedre.

En runner-up placering i Cincinnati tyder på, han har vendt et hjørne. Men med Nick Kyrgios ved man aldrig helt. Derudover har han – muligvis til dels som følge af et alt for løst træningsregime – ret ofte problemer med diverse skader. Selv hvis han mentalt er på, er der ingen garanti for, at han fysisk holder hele turneringen.

Mod Dimitrov vandt han således blot et ud af 16 point, der gik over ni slag. Det tyder på en grundform, der ikke holder til syv gange bedst-af-fem-sæt på 14 dage.

Ikke desto mindre er han en dark horse i årets felt.

Hvad kan Cilic og Murray?

Marin Cilic var en af de hotteste dark horses for mig i Wimbledon, og det er han igen i US Open. Når jeg ikke kan gøre ham til decideret favorit i et felt uden Djokovic og Wawrinka, skyldes det, at jeg ikke kender det præcise omfang af hans skade.

Er han skadesfri og velspillende, er han blandt de naturlige førsteudfordrere til Federer i denne turnering. Er han mærket af skaden/rusten eller det, der er værre, kan han sagtens ryge tidligt ud.

Murray viste ved både French Open og Wimbledon, at nok har han en lortesæson, men han kan stadig finde lidt ekstra niveau, når det kommer til slams. Alligevel måtte han give fortabt mod Sam Querrey i kvartfinalen på Centre Court, da en genstridig hofte hæmmede hans bevægelsesfrihed voldsomt i 4. og 5. sæt.

Siden har han ikke spillet en turneringskamp, og det skulle undre, hvis han for alvor spiller med om titlen. En kvartfinale eller et halvtidligt exit er nok mere sandsynligt.

Den gamle garde og amerikanerne

Tomas Berdych og Jo-Wilfried Tsonga har som så mange andre spillet deres karriere i skyggen af the Big 4. Ingen af dem er i deres livs form, men hvis de nogensinde skal gå hele vejen, er denne turnering nok deres bedste chance.

Det samme gælder for amerikanerne Sam Querrey og John Isner. Det er svært at se nogen af de fire vinde turneringen, men måske de kan lave et flot resultat.

Endelig er der Delpo, hvis fysik og svækkede baghånd næppe kan bære ham gennem hele turneringen, men som ikke desto mindre må være en skrækmodstander i 3. runde for favoritterne.

Dominic Thiem har jeg ikke megen fidus til på hard court, men en kvartfinale er dog ikke umulig i det her felt. Og David Ferrer, endnu én fra den gamle garde, kan måske få et pænt resultat. Efter to pauvre år har han genfundet noget af fordums styrke henover sommeren.

Lodtrækningen finder sted d. 25. august klokken 18 dansk tid. Nadal og Murray er seedet 1 og 2, mens Federer og Zverev er seedet 3 og 4.

Turneringen begynder mandag d. 28. august. Finalen spilles 10. september. Lodtrækningen, resultater med videre findes her, og turneringen kan følges på Eurosport og Eurosport Player.

Update: Dette indlæg er skrevet før lodtrækningen. Vil man læse et indlæg, der baserer sig på lodtrækningen (som har været ond ved Federer og rar ved Murray), kan dette anbefales. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image