14 Sep

US Open: Djokovic modstod publikum og Federer, der ikke kendte sin besøgelsestid

Novak Djokovic

Novak Djokovic bøjede, men knækkede ikke. Trods modstand fra hele stadion og en til tider storspillende Federer slog serberen den tidligere femdobbelte US Open-vinder i fire sæt og vandt dermed sin tredje slam-titel i år. 

Af Anders Høeg Lammers

US Open-mesteren anno 2015 hedder Novak Djokovic, som besejredede Roger Federer 6-4, 5-7, 6-4, 6-4 i en tæt og afvekslende kamp.

Dermed lykkedes serberen at komme helt til tops i den amerikanske slam for anden gang, der med fire finalenederlag ellers har voldt ham så mange ‘lige ved og næsten’-oplevelser.

Og i nat kunne meget vel være blevet endnu en. På forhånd havde jeg spået, at Federers forbedrede returneringer kunne komme til at spille en hovedrolle, men at han samtidig var nødt til at være ‘clutch’ og tage sine chancer, når de bød sig. En breakbold konversionsrate på blot 14 procent (1/7) som i Wimbledon-finalen ville ikke være tilstrækkeligt.

Begge dele viste sig sande, men det var kun den første del, Federer lykkedes med.

Første sæt: En skarp Djokovic mod en Federer, der var helt væk

Regn udskød finalestarten med hele tre timer, og det var Djokovic, der håndterede den pause bedst. Alene i sit første serveparti lavede Federer fire forhåndsfejl, havde problemer med at finde førsteserven og måtte overvinde tre breakbolde, før han holdt sin serv.

Djokovic satte omvendt fem førsteserver i streg for derefter at tilspille sig nye breakbolde og bryde Federer på sit sjette forsøg. Det var i den grad envejstrafik i kampens tidlige fase, og Federer lignede en rookie frem for en mand, der stod i sin 27. slam finale.

Lidt hjælp fik han i næste parti, da Djokovic gled og fik en hudafskrabning på albuen og knæet og nær havde vredet foden om. En lettere rystet Djokovic blev brudt tilbage og let afgav næste parti til Federer, så Federer pludselig var foran 3-2.

Derefter var Djokovic tilbage og dominerende en rådvild Federer, som flugtede i nettet, når han (for sjældent) forsøgte at bevæge sig frem, og endte med at lave fejl, når han (for ofte) indlod sig i lange slagudvekslinger fra baglinjen.

Federers første servs procent var nede på lige over 50 procent i første sæt, og selv når han satte den, var det ikke med vanlig præcision. Forhånden så man ikke meget godt fra, og hans andenserv blev domineret af Djokovic.

Når Djokovic så samtidig var gennemgående solid og spillede ret så sublimt, var resultatet, at Federer – der indtil kampen blot var blevet brudt to gange i 11 kampe – var en breakbold fra at blive brudt tre gange i samme sæt.

Og dermed var det i allerhøjeste grad op af bakke for den 34-årige Federer, som kun havde slået Djokovic en enkelt gang efter at have tabt første sæt.

Andet sæt: Federer vågnede op til dåd

Hvor Federer i første sæt var en skygge af sig selv og i alt for høj grad spillede kampen på Djokovic’ præmisser (lange dueller fra baglinjen), var det en helt anden Federer, der kom ud til andet sæt.

Førsteserven blev genfundet (68 procent), og det samme gjorde forhånden. Resultat: Federer afgav blot to point bag sin førsteserv hele sættet, og Djokovic så ikke en eneste breakbold og vist kun en enkelt deuce.

Samtidig kom Federer uhyre meget frem til nettet (20 gange i sættet), og stressede Djokovic med sine tidligt tagne SABR-returneringer.

Bryde ham kunne han dog ikke. Otte breakbolde, inkl. to-tre sætbolde, kom og gik, før Federer endelig tog sin niende for så at serve sættet hjem. Inden da havde Djokovic overlevet et maratonparti i starten af sættet og igen ved 5-4 til Federer – det første med nogle helt fabelagtige lob.

Tredje sæt: Et spørgsmål om marginaler

Som seer sad med lidt med fornemmelsen af, at nu kom der en gentagelse af Wimbledon-finalen, hvor Federer havde vundet et episk 2. sæt for så at afgive et tidligt break i tredje og så langsomt sive ud af kampen.

Det skete næsten. Federer tabte ganske rigtigt et parti i starten af tredje med tre sløsede fejl ud af det blå efter at have ført partiet.

Men så brød han tilbage, og så var det faktisk mest hans sæt. Ved 3-4 tilspillede han sig to breakbolde, men et forhånd blev hængende i netkanten og en cross court baghånd sejlede et par centimeter ud. Omvendt satte Djokovic sin cross court baghånd lige på linjen for derved at tilspille sig fordel og vinde sit parti.

I næste parti er Federer foran, men Djokovic banker på med nogle gode returneringer. Han har fået fat i Federers første serv nu og presser ham til at komme op med slagene. Det lykkedes ikke for Federer og på Djokovic’ første breakbold, hælder han endnu en baghånd få mm. ud.

Dermed server Djokovic pludselig for sættet. Igen er Federer mere end med i partiet, og får to nye chancer ved 15-40. Djokovic redder den første med en stærk T-serv. Den næste er en lang duel, hvor Federer presser og presser, men Djokovic får alt retur – duellen og sættet ender med, at den kvindelige dommer, som ikke lavede en eneste fejlkendelse, dømmer nok en cross court baghånd ude fra Federer, og hun havde ret.

Fjerde sæt: Djokovic spiller frit og Federers lige ved og næsten comeback

Publikum var kampen igennem overordentligt på Federers side. Ligegyldigt hvor gode passerslag, lobs, baghænder eller defensive ‘gets’ Djokovic kom op med – og han kom op med mange – var det stort set kun, Federer de heppede på.

De hujede, når Djokovic lavede en fejl, og en god del af dem forsøgte at forstyrre ham efter en fejlet førsteserv. Djokovic, som den mester han er, blokerede det dog med succes. Da han vandt tredje sæt var det nærmest på trods og i trods mod publikums modvilje.

I fjerde sæt fik Djokovic endnu et tidligt break, dels via gode returneringer og en god baghånd ned af linjen, dels via sløset spil fra Federer. De løse partier havde han ikke råd til mod Djokovic, men de kom alligevel.

Med breaket troede de fleste nok, at nu var den skid ligesom slået. Alligevel får Federer nok en gang muligheder ved 3-2 til Djokovic, hvor han har en særdeles spilbar forhånd, som han overplacerer cross court, da han går efter en vinder.

Ved stillingen 2-1, 3-2, deuce har de hver især vundet 130 point, men Djokovic fører med både et sæt og et brud. Dér kan man tale om at vinde de bolde, der gælder.

Djokovic holder for 4-2 og bryder til 5-2 med sit bedste spil i hele kampen. Nu er han frigjort og går efter rene vinderslag på Federers server, inkl. et forhåndspasserslag på breakbolden, da Federer forsøger at serve & flugte.

Og så var det afgjort eller? Not so fast.

Så genfandt Federer nemlig sit bedste spil og tager for en sjælden gangs skyld en breakbold for derefter at serve sig på 4-5. For anden gang server Djokovic for sættet, for anden gang får Federer breakbolde.

Denne gang to ved 15-40. På den første forsøger han at løbe rundt om sin baghånd på en god andenserv fra Djokovic, men serven ender med at komme for tæt på kroppen, og Federer sender returneringen ud.

Retrospektivt kan man undre sig over, at Federer ikke stolede mere på sin topspundne tidligt tagne baghåndsreturnering, som han brugte med stor succes i sæt 2-4.

Djokovic afværger den næste med en servevinder, men Federer er ligeglad. I det næste point tilspiller han sig endnu en breakbold for 5-5 ved at slå en nonchalant hård forhånd inside-out ned i Djokovic’ forhåndshjørne for en ren vinder.

Igen afværger Djokovic, denne gang med en forhånd ned i Federers baghåndshjørne, hvor Federer sender sin defensive slice en halv meter for langt den anden vej.

To servevindere senere, og Djokovic kan kalde sig ny US Open-mester.

Hvad gjorde forskellen?

Der er fire ting, jeg særligt hæfter mig ved. For det første kom Federer fladt ud til første sæt. Det havde han ikke råd til, men han kom alligevel særdeles godt igen.

I min optik var han den bedre spiller hovedparten af tiden i resten af kampen. Og så alligevel ikke. For når de vigtigste bolde kom, lavede Djokovic stort set aldrig fejl, mens Federer var mere end gavmild – det er den anden ting.

I tredje sæt vandt Federer paradoksalt nok flere point end Djokovic, men tabte alligevel sættet 6-4. Samlet set vandt Federer blot to point færre end Djokovic (147 mod 145), men hele fire færre partier.

Værst var de spildte muligheder i tredje og fjerde sæt. Her tog Federer blot to ud af 11 breakbolde, mens Djokovic var langt mere kynisk med 4/5. Tre ud af de fire blev vundet på en Federer-fejl. Set over hele kampen var Djokovic 6/13 og Federer 4/23 – den slags afgør slam-finaler.

Federer havde Djokovic ude i tovene, men fik ham ikke knækket. Og her kommer det tredje punkt ind, nemlig hvorfor Federer ikke tog sine muligheder.

Det må nødvendigvis være gætværk, men jeg forestiller mig, at Federer udmærket er klar over, at dette potentielt var hans sidste chance for at vinde endnu en slam. Han har nok også været mere end klar over, at det første sæt var mere vigtigt for ham, end det var for Djokovic.

Læg dertil at han ikke har vundet en slam i tre år, og du har grundstenene til, hvorfor en mand, der har vundet mere end nogen anden mand i den professionelle æra, kan føle sig nervøs og begå fejl, han normalt ikke begår på de allermest kritiske tidspunkter.

Den fjerde grund er naturligvis Djokovic. Ligesom Nadal skal der utroligt meget til at vinde point mod Djokovic. Og ligesom Nadal vidste, at han havde krammet på Federer, ved Djokovic det nu.

Federer er, i bedst af fem sæts kampe, begyndt at lave fejl mod Djokovic, som man ellers stort set kun ser ham lave mod Nadal. Djokovic gør ham simpelthen mentalt nervøs ved hele tiden selv at være ‘på’, aldrig give op og hele tiden tvinge ham til at slå en ekstra vinder.

Så når Federer så endelig får chancen, er der så meget pres på hans ellers så sublime forhånd, at han (oftere) fejler.

Djokovic på toppen af verden

At Djokovic præsterede at vinde kampen med hele publikum og en – i det meste af de sidste tre sæt – storsprudlende Federer imod sig er al ære værd.

Nu står han alene på toppen af bjerget med ca. ligeså mange ranglistepoint, som Federer selv havde, da han dominerende alt og alle i 2006.

Og med Nadal i en foreløbig længerevarende krise, Federer ude af stand til at slå ham i bedst af fem sæt, Murray (bortset fra dette års Montreal) generelt ude af stand til at slå Djokovic i disse år og en næste generation, der endnu stort set intet har præsteret, er det svært at se, hvem der skal vippe ham af pinden og forhindre ham i at vinde endnu et par slams eller mere næste år igen.

Bedste bud er Wawrinka, men han kan kun slå ham fra kamp til kamp – ikke over en sæson, hvor Wawrinka er for ustabil, og Djokovic stabiliteten selv.

Højdepunkter kan I se nedenfor, interviews med spillerne kan I læse her og kampstatistik finder I her.

Tak fordi I læste med

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *