13 Sep

US Open: Den aldrende mester mod den dominerende verdensetter

Roger Federer and Novak Djokovic

Novak Djokovic skal forsøge at vinde sin 2. US Open-titel og i processen endnu en gang nægte Federer et grand slam-trofæ. Federer skal omvendt finde en vej igennem Djokovic’ defensiv og få vendt trenden fra de seneste to års Wimbledon-finaler.

Af Anders Høeg Lammers

Der er meget på spil, når Novak Djokovic og Roger Federer i aften skal duellere om, hvem der er bedst til at slå den lille grønne bold over nettet.

På den ene side har Federer chancen for at vinde sin sjette US Open-titel og dermed blive den mest vindende i turneringens professionelle historie. Samtidig går han efter at lægge yderligere afstand mellem ham selv og de næste på grand slam listen, hvor han kan vinde sin 18. slam sejr.

Djokovic er på sin side i gang med, hvad der kan blive en af historiens allerbedste sæsoner – hvis han vinder vel at mærke. Han er dog blot 1-4 i US Open-finaler mod Federers 5-1. Vinder han aftenens finale, bliver det hans 10. grand slam trofæ, hvorved han kommer et vigtigt skridt tættere på Federer, Nadal, Sampras og Borg.

I indbyrdes opgør kan de to spillere dårligt være mere lige: Federer fører 21-20 og 3-2 i US Open opgør – Djokovic slog ham både i 2010 og 2011 efter at have været nede med to matchbolde.

Senest slog Federer Djokovic i Cincinnati. Måneden forinden slog Djokovic Federer i Wimbledon.

Men hvad skal de hver især gøre godt for at vinde? Det ser vi nærmere på nu.

Hvad Federer skal gøre for at vinde

Federer har med sine 34 år i den grad alderen imod sig. Siden Ken Rosewall (37 år) og Andrés Gimeno (34) vandt hhv. Australian Open og French Open i 1972, har blot én spiller over 32 år vundet en slam-turnering – nemlig Andre Agassi (32) i Australian Open 2003.

Federer er næsten halvandet år ældre. Derudover stod Agassi ikke over for en dominant verdensetter i finalen, men en urutineret tysker, som hverken før eller siden nåede forbi 4. runde ved en slam-turnering.

Hvad alt dette betyder er, at Federer er under et enormt stort tidspres mod Djokovic. Desto længere kampen går, desto bedre for den seks år yngre og tilsyneladende utrættelige Djokovic.

Skal Federer vinde, skal han derfor lykkedes med at holde duellerne korte og undgå en kamp med lange dueller fra baglinjen mod den yderst stabile Djokovic.

Derudover skal han formentlig også vinde første sæt for at have en reel chance. Blot én gang (Dubai 2014) er det således lykkedes Federer at slå Djokovic efter at have tabt første sæt.

Og hvordan vinder han så første sæt og kampen i det hele taget? De følgende elementer bliver alle afgørende:

– Serven: Federer er blot blevet brudt to gange i 11 kampe siden Wimbledon-finalen (hvor Djokovic brød ham fire gange). Han server fantastisk i øjeblikket, men det gjorde han også op til Wimbledon-finalen for så blot at serve lidt dårligere, når returneringerne blev det sværere. Han får brug for en høj førsteservsprocent (gerne 65 % eller derover), at ramme sine linjer samt en modig andenserv (han skal gerne vinde mindst 50 % bag andenserven).

– Returneringerne: En relativ ‘svaghed’ i Federers spil de senere år har været hans returneringer. Det element har han til gengæld forbedret de sidste par måneder og frem til semifinalerne var han faktisk lige så god til at bryde modstandernes serv som Djokovic. Han er generelt blevet mere aggressiv og risikosøgende i sine returneringer – ikke mindst med de nu berømte ‘sneak attacks’, som såvel Djokovic som hans træner, Boris Becker, tilsyneladende hader.

Dem skal han fortsætte med, og generelt skal han turde angribe Djokovic’ andenserv – også for at afkorte duellerne.

– Netspillet: Djokovic er bedre og mere stabil fra baglinjen end Federer. Federer kan sagtens vinde point derfra (og det han da også), men det er ved at komme frem i banen, at han vinder kampen. Han har da også US Open igennem været særdeles skarp i sit netspil, hvilket hans træner, Stefan Edberg, kan tage sin del af æren for.

– Forhånden: Forhånden, det ‘great liquid whip’ som den engang blev kaldt var i sin tid sportens mest frygtede slag. Det er den ikke længere, men han har stadig brug for, at den er i hopla – dels for at slå sig ud af baglinjeduellerne med rene vinderslag, dels for at gøre det muligt for ham at komme til nettet.

– Baghånden: Her er han begyndt at spille med mere topspin og – når selvtilliden er der – slå den mere ned af linjen. Det skal han blive ved med, men han skal også huske at bruge sin slice, som Djokovic ofte har haft det svært med. Ikke mindst den korte, hvor han tvinger Djokovic frem til nettet på Federers betingelser.

– Bevægelsen: Med sine 34 år er Federer ikke så hurtig, som han var for ti år siden. Men i øjeblikket kan det ærligt talt være svært at se med det blotte øje. Djokovic er enig: “I think also he improved his speed. His defensive game is better than it was,” sagde han således efter sin semifinale-sejr.

I Wimbledon-finalen havde Federer, som ofte trækker lidt til venstre i banen for at beskytte sin svagere baghånd, problemer hver gang Djokovic fik ham ud at løbe i forhåndssiden. Det slag har han været bedre i stand til at beskytte sig imod i Cincinnati og i US Open, og det får han i høj grad også brug for i finalen.

– ‘Clutchness’: Fordi Federer og Djokovic ved, at Djokovic har den fysiske fordel desto længere kampen bliver, er der et enormt pres på Federer for at tage de chancer, han får. Det lykkedes ikke for ham i Wimbledon, hvor han blot var 1/7 på breakbolde mod Djokovic’ 4/10 og nervøst gav et brud tilbage lige efter at være kommet foran i første sæt.

Det har han ikke råd til igen, hvis han vil gøre sig nogen forhåbninger om slam nr. 18.

Hvad Djokovic skal gøre for at vinde

Kampen er mere simpel for Djokovic, hvorfor det med rette er ham, der er favorit. Alligevel er der naturligvis også ting, han kan gøre godt eller mindre godt mod Federer. De kommer her:

Serven: Federer havde succes med at stresse Djokovic med sin SABR-returnering i Cincinnati, hvor Djokovic lavede hele tre dobbeltfejl i samme parti i starten af andet sæt. Djokovic har ikke brug for ligeså mange vindere bag sin serv som Federer, men i  Wimbledon 2014 og i særdeleshed i 2015 havde Federer store problemer med at komme til fadet mod storservende Djokovic.

Det hjælper ham til at styre duellerne, og det sætter pres på  Federers serv, hvis Federer har vanskeligheder ved at få muligheder i Djokovic’ serv.

Returneringerne: Djokovic er en af historiens bedste spillere til at modtage serv. Sidst de spillede i Cincinatti så han end ikke en breakbold, men det hører så absolut til sjældenhederne.

Federer har været mere end habilt servende i månedsvis, men Djokovic kan – når han er bedst – gå ind og pille selvtilliden ud af Federers serv ved at sende 200 km/t server fra Federer tilbage i fødderne på ham. Den evne får han brug for.

Baglinjespillet: Mens Federer skal vinde kampen ved nettet og ved at variere sit spil, skal Djokovic først og fremmest lykkedes med at gøre det til en baglinjekamp og få så meget dybde i sine slag, at Federer ikke får muligheder for at komme frem.

Få er så gode til at skifte boldens retning som Djokovic, og det skal han fortsætte med, så Federer ikke får lov at stå og slå forhænder i sit baghåndshjørne, men bliver presset fra side til side og skal ud at løbe.

Djokovic skal passe på ikke at overlade for meget initiativ til den angribende Federer og afgive positionen omkring baglinjen, hvorfra de begge er gode til at styre duellerne.

Lykkedes det Federer at presse Djokovic 1-2 bag baglinjen, er det tegn på, at Djokovic skal forsøge på noget andet.

Statistik, vejr, underlag m.v. 

Når man skal vurdere, hvem der er favorit, hvem der vinder etc., er der mange forhold, man kan tage med. Det er der én, der har forsøgt at gøre her, og det er interessant og anbefalelsesværdig læsning.

Hans pointe er grundlæggende, at Federer er favorit baseret på Djokovic’ og Federers respektive statestik på lignende hurtige hard court underlag over det sidste år og ikke mindst i dette års US Open turnering.

Federer er 30-0 på hurtig hard court siden sidste års US Open, har vundet 93 % af sine sæt, er 13-4 over hele karrieren mod Djokovic på den type underlag og har ikke tabt til ham på hurtig hard court siden…: US Open 2011.

For en Federerfan som undertegnede er det opmuntrende læsning.

Alligevel vil jeg påstå, at der er flere ting, der er mindst ligeså vigtige:

1) Det er bedst af fem sæt, hvor Djokovic har vundet syv ud af ni mod Federer fra og med US Open 2010. Slam-formatet med bedst af fem sæt passer slet og ret bedre til den yngre og mere fysisk udholdende spiller. Federer skal formentlig vinde kampen i maks fire sæt. Djokovic kan spille på højeste niveau så længe, det skal være.

2) Dagens vejr. Det er en relativt kølig og overskyet dag i New York – lige godt 20 grader, hvilket så vidt vides er det koldeste under dette års US Open. Det gør spillet en tand langsommere og tager brodden af Federers offensiv og gør tilsvarende Djokovic’ defensiv så meget desto mere effektiv.

Overordnet set vil jeg derfor sige, at Djokovic er 60-40 favorit. Men kan Federer holde det niveau, han har vist den seneste måned og tage første sæt, kan han i allerhøjeste grad også tage kampen.

Kampen kan ses på Eurosport kl. 22.00 dansk tid.

God kamp og lad os håbe, magien sejrer!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *