26 May

Tordenvejret ruller over NBA

thunderI en sæson, hvor al opmærksomhed har været rettet mod Golden State Warriors og San Antonio Spurs, er resten af NBA’s mandskabers ufrivilligt fløjet under sportsjournalisternes radarer. De seneste par dage er der dog blevet vendt op og ned på det forhold. Oklahoma City Thunder står pludselig med det ene ben i finalen på bekostning af de forsvarende mestre ­fra Golden State.

Af Mads Graves Pedersen

Da Oklahoma City Thunder natten til onsdag dansk tid slog Golden State Warriors med imponerende 118 – 94 efterlod de det meste af basketverdenen i chok.

Bagud 3-1 i en serie af bedst ud af 7 bliver det umådeligt svært for de klare forhåndsfavoritter fra Golden State at komme tilbage.

Men egentlig er det slet ikke så underligt, for det har igennem mange år været NBA’s varemærke, at alle kan slå alle. Man har derfor aldrig kunnet vide sig sikker på, hvilket hold, som i sidste ende stod med Larry O’Brien-trofæet og mesterskabet.

Alligevel er der igennem historien en tydelig tendens til, at hold med en så god regulær sæson, som den Golden State præsterede i år (73-9), er gået hele vejen.

Kigger man på de ti bedste regulære sæsoner i NBA’s historie, er det kun to hold (Boston Celtics i 1972-73 og Dallas Mavericks i 2006-07), som ikke har kunnet gøre arbejdet færdigt og hjemtage mesterskabet.

Golden State, som i denne sæson opnåede den bedste regulære sæson nogensinde, står nu på tærsklen til at træde ind i den samme deprimerende klub som Celtics og Mavericks.

Favoritdræberne fra Oklahoma
Der er dog på ingen måde tale om et kollaps fra Golden States side.

Snarere må man tilskrive Oklahoma City Thunder den ære, at de omsider har indfriet det potentiale, deres spillertrup de seneste sæsoner så umiskendeligt har besiddet.

Anført af de to superstjerner Kevin Durant og Russel Westbrook fejede Thunder først benene væk under San Antonio Spurs i vestkystens semifinaler, og siden har de formået at bringe momentum med over til kampene mod den øjensynlige overmagt fra Golden State.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Thunder har lagt så stærkt ud i de to seneste kampe. Som det første hold siden 1987 er det lykkedes OKC, som Oklahoma i daglig tale går under, at score 72 point alene i første halvleg i to slutspilskampe i træk. Det sidste hold, som gjorde det, var de historiske Showtime Lakers med stjerner som Kareem Abdul-Jabbar og Magic Johnson på holdet.

Underdog i vest – Favorit mod øst
I Durant og Westbrook har Thunder muligvis ligaens stærkeste ”one-two punch”, som man populært kalder et makkerpar, som i kraft af deres spillemæssige kvaliteter definerer et helt hold.

Og netop Durant og Westbrook, som på trods af, at de begge betegnes som værende blandt verdens allerbedste spillere, får måske ikke en bedre mulighed for et mesterskab, end den de har i år. Det kan måske virke lidt omsonst at hævde, når denne sæson har budt på noget af det bedste basket, der nogensinde er blevet spillet.

Niveauet blandt de bedste hold i Western Conference har været så tårnhøjt, at det er svært at huske, hvornår man sidst så noget lignende. Men dette er netop årsagen til, at det er i år, at Thunder skal slå til. Hvis de kan holde fast i deres gode spil hele vejen frem til finalerne, så venter der dér en modstander, som på papiret er lysår efter både San Antonio og Golden State.

På østkysten kæmper Østens uopslidelige og evigt tålmodige konge, Lebron James og hans Cleveland Cavaliers, mod et aggressivt spillende Toronto Raptors. I skrivende stund står serien uafgjort, og får Lebron ikke styr på sit kaos af et hold, kan Thunder meget vel møde Raptors i en af nyere tids største overraskelser af en finale.

I en sådan finale vil Thunder ikke kunne løbe fra favoritværdigheden.

Intet er slut, før den fede dame synger, og bolden er ude af Currys hænder
Nu er intet som bekendt afgjort endnu. Skæbnekampen bliver spillet i nat, og kommer Golden State sejrrigt ud af den, er alt igen pludseligt åbent. Samtidig må Stephen Curry aldrig undervurderes.

Så længe han er på banen, og bare nogenlunde i stand til at spille kan han ene mand afgøre en kamp. Det har måske ikke været tilfældet de forudgående to kampe, hvor Curry har været under niveau, men man skal ikke længere tilbage end til den 18. maj for at blive mindet om, hvad denne mand kan.

I en kamp, hvor Curry i første halvdel virkede lidt sløv og hæmmet af den knæskade, han pådrog sig tidligere i slutspillet, slog han til på et splitsekund, scorede femten point i streg og lukkede kampen.

Golden States tilhængere må krydse alt, hvad der kan krydses, for at det er den version af Curry, som dukker op i nattens kamp. Hvis ikke, bringer tordenvejret muligvis et mesterskab til Oklahoma i år.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image