24 Mar

10 ønsker til Åge Hareide fra Sport fortalt

HareideI aften får Åge Hareide debut som cheftræner for det danske landshold. Han har en ung og historisk talentfuld generation til rådighed, og store forventninger er derfor berettigede. Redaktionen på Sport fortalt har 10 ønsker, den nye landstræner skal indfri, hvis han ikke skal ende som en parentes mellem Olsen og Laudrup.

Af redaktionen på Sport fortalt

I aften går det løs. Det danske landshold skal for første gang dirigeres af Åge Hareide i kampen mod Island i Hedens hovedstad.

Sport fortalt har en række ønsker til den nye landstræner. Ønsker, der skal opfyldes, hvis Åge Hareide skal gøre sig forhåbninger om at træde ud af Morten Olsens lange skygge og sætte sin præg på tingene, inden landstræneren hedder Laudrup.

1. Spillermateriale før spilfilosofi

Først og fremmest skal der tages et konsekvent opgør med Morten Olsens ”spilfilosofien før spillermaterialet”-tilgang. Sport fortalt ser gerne, at Hareide anlægger en mere italiensk filosofi, end tilfældet var med Morten Olsen, og i højere grad tager udgangspunkt i det spillermateriale, der er til rådighed. Eventuelle tanker om fodboldspillets sande væsen må blive i den platoniske idéverden, hvor de hører hjemme.

Morten Olsen havde en klar vision om, at fodbold først og fremmest skal være flot at se på. Men dels lykkedes det faktisk ret ofte det danske landshold at spille ganske hæsligt. Dels fik man ofte det indtryk, at resultaterne kunne have været markant bedre, hvis Olsen havde indgået flere kompromiser. Mange – inklusive redaktionen på Sport fortalt – er sultne efter resultater.

Hareide skal for alt i verden ikke lave en Drillo på det danske landshold, og det er der heldigvis intet, der taler for, at han vil gøre. Men én ting må han gerne tage med fra Drillo: Resultater ER vigtige. Og hvis det en gang i mellem går ud over den kønne spillestil, så fred være med det. Danmark skal til flere slutrunder!

2. De bedste spillere skal spille – derfor tre centerforsvarere

Sammensætningen af den første trup er i den forstand positiv. Meget tyder således på, at Åge Hareide vil forsøge sig med tre centerforsvarer. Det er et tiltrængt nybrud på et landshold, der har haft samme forsvarsformation under hele Olsen-æraen. Samtidig vil det være den mest oplagte konsekvens af ”spillermateriale før spilfilosofi”-tankegangen.

Danmark har længe produceret et væld af centerforsvarere i verdensklasse, mens det har knebet gevaldigt på andre pladser, særligt venstre back og i angrebet.

De bedste spillere skal spille, og når der er en klar overvægt af centerforsvarere blandt de bedste spillere, så lad os få dem på banen!

Sport fortalt håber, at Hareide går linen ud og lægger sig fast på at bruge tre centerforsvarere – også hvis det glipper i de første par kampe. Her og nu er det bedste bud Agger, Kjær og Andreas Christensen. På den lidt længere bane, når Agger må lægge støvlerne, skal der satses på Jannik Vestergaard. Og så skal man absolut ikke glemme Okore.

3. Offensive backs

Den første trup vidner om flere forandringer i forsvarets organisering. Ud over de tre centerforsvarere ser det ud til, at Hareide vil spille med to offensive wingbacks.

Sport fortalt håber, det kommer til at virke og ser gerne den nye landstræner folde idéen helt ud.

Danmark har ikke spillet med decideret defensive backs, men de har begge haft mange defensive pligter. Åge må gerne frigøre de to backs endnu mere og spille dem som deciderede wingbacks, der kan sætte scenen for de offensive kræfter.

Det har aldrig været i defensiven, at Danmark har haft store problemer. Vores problem har været at score mål. Med de midterforsvarere vi har til rådighed, kan defensiven godt holde til, at de to backs tænker meget mere offensivt.

Spørgsmålet er, om Danmark har spillerne til wingbackpositionerne? Henrik Dalsgaard er udtaget og er oplagt med sin hurtighed og offensive forståelse. Lige nu må Daniel Wass imidlertid være forest i køen. Venstre side er sværere. Tidligere ville Simon Poulsen være oplagt. Han er imidlertid ikke en fremtidens mand. Durmisi ligner det bedste bud med Boilesen og Jonas Knudsen som alternativer.

4. Konsekvent generationsskifte

Mange har længe efterlyst et generationsskifte på landsholdet, og en del af det kommer helt naturligt. Sport fortalt mener imidlertid, at Åge Hareide bør gennemføre skiftet meget konsekvent og meget hurtigt. Den første trup ser både frem og tilbage. Mange af de nye unge er med, men de fleste af dem var også med under Morten Olsen.

Succeskriteriet for Hareide må være, at det skal lykkedes ham at skabe 5-6 dominerende a-landsholdsspillere ud af den U21-flok, der tog hele Danmark med storm sidste sommer: Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Pierre Emile Højberg, Yussuf Poulsen, Victor Fischer, Riza Durmizi og Pioni Sisto.

Samtidig ser Sport fortalt gerne, at de unge talenter får lettere ved at få chancen, end tilfældet var under Morten Olsen, der elskede rutine og stabilitet lidt mere, end godt altid var.

Det var eksempelvis en katastrofe, at Martin Jørgensen fortrængte Christian Eriksen til VM i 2010. Bevares, Eriksen var kun 18. Men selv Morten Olsen må i sin efterevaluering have nået frem til, at det var en fejl at vælge dengang snart 35-årige Jørgensen frem for det unge stjerneskud.

Hareide bør være mere modig og fremsynet end Olsen. Det danske landshold trænger til flere satsninger, særligt når det drejer sig om de unge talenter.

5. Ud med Kvist og Krohn-Dehli

Forståeligt nok vil Hareide gerne have nogle spillere med erfaring, som kan lette generationsskiftet. Men særligt William Kvist bør ikke spille en rolle længere. Han er for ensidig og for langsom.

Man kan stille samme spørgsmålstegn ved Michael Krohn-Dehli. Sevilla-spilleren vil være 35 år ved næste slutrunde, og det er efterhånden længe siden, han for alvor har blomstret på landsholdet. Krohn-Dehli har stor kvalitet, men bør være alternativet til Eriksen eller Højbjerg, hvis de ikke kan spille.

Desuden er der masser af erfaring i truppen, hvor Agger, Kjær, Schmeichel og Eriksen har masser af hak i landsholdsbæltet.

6. Delaney, Højberg og Eriksen som fast midtbane

Den centrale midtbane bør give sig selv. Hvis udgangspunktet er 3-5-2, bør midtbanen bestå af Thomas Delaney, Pierre Emile Højberg og Christian Eriksen – tre spillere, der kan udgøre midtbanen på landsholdet i mange år frem.

Disse tre bør oplagt kunne fungere sammen. Delaney passer de defensive pligter, Pierre Emile Højberg forbinder kæderne, mens Eriksen tager sig af det offensive.

Lad os få et fast anker på midtbanen. Det kan vi med disse tre.

7. Brug spillerne flere steder

Supplementet til den defensive midtbane bør samtidig findes i den bugnende gruppe af forsvarspillere, som Hareide har til rådighed. Således kan både Andreas Christensen og Jannik Vestergaard træde til, hvis Delaney mangler på den defensive midtbane. Især AC er i virkeligheden en direkte trussel for Delaney. De fleksible ungersvende understreger i øvrigt endnu engang, at William Kvist bør være fortid på landsholdet.

Spillere som Christensen og Vestergaard er så gode, at de skal bruges – og de må gerne bruges på forskellige pladser, hvis det kan sikre det bedste spillermateriale på banen.

Der er masser at tage af til forsvarskæden. Vi skal som nævnt ikke glemme Okore.

8. Yussuf Poulsen er fremtidens mand i angrebet

Danmarks helt store problem de sidste mange år har været en enorm mangel på gode angribere. Bendtner har i realiteten været eneste mulighed af høj nok klasse.

De manglende angribere er ikke et problem, der er opstået ud af det blå. Når man i alle led i talentkæden sværger til en rød tråd med kun én enkelt angriber, bliver der simpelthen for få at tage af i kædens sidste led: A-landsholdet.

Det problem løses ikke med det samme, men hvis Hareide vil spille med to angribere – hvilket meget tyder på – bør der satses mere konsekvent på Yussuf Poulsen som den ene af disse.

Poulsen kan ikke løfte det alene. Men med den rette makker er Poulsen fremtidens mand i landsholdets angreb.

9. Ingen garantier til Bendtner

I forlængelse heraf og apropos ønsket om, at de bedste skal spille, kommer vi ikke udenom Niklas Bendtner. I topform er han vores klart bedste angriber, men det er lææænge siden og efterhånden svært at huske.

I sin nuværende situation – 13 kampe og 2 mål i Bundesligaen – bør Bendtner så langtfra være garanteret en plads på landsholdet. At han denne gang har meldt afbud som følge af for lidt spilletid på sit klubhold er for så vidt fornuftigt nok, ligesom det vidner om en vis selverkendelse. Det giver samtidig Hareide mulighed for at prøve alternative angrebsduoer, hvor Lasse Vibe, Nikolaj Jørgensen, Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen kan kombineres på spændende vis.

I Morten Olsen havde Niklas Bendtner en mentor og fortrolig. Med Hareide starter han forfra. Hvor ville det være interessant, hvis kan også fandt sig en ny klub, hvor han kunne spille fra start hver gang.

10. Gør landsholdet folkeligt

Det sidste ønske handler ikke så meget om spillet på banen, men mere om ideen om, hvad Danmarks fodboldslandshold skal være.

Vi ønsker os et mere folkeligt landshold efter flere år med et tungt og lukket DBU og en på mange måder utilnærmelig Morten Olsen (læs mere her på Sport fortalt).

Meget er allerede sket. Se eksempelvis denne video af udtagelsen af Dalsgaard.

Super god stil af DBU og et glimrende eksempel på, hvor lidt der i virkeligheden skal til. Den nye landstræner har en stor kommunikativ og ledelsesmæssig opgave udenfor banen, og det bliver spændende at følge, om han – når modgangen kommer, og det vil den – kan bevare en imødekommende og åben tilgang.

Held og lykke til Åge og god landskamp!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image