04 May

The Pink Race – Tour de France gå hjem og vug!

giro d Italia 2013

Endnu en gang skal rytterne, som i dag stiller til start i Giro d’Italia, ud på udfordringer, som langt overgår Tour de France. Ruten er modbydelig, og vinderen burde udråbes til kongen af Alperne.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Giro d’Italia – også kendt som The Pink Race – er et langt mere spektakulært etapeløb end Tour de France. Tag blot et kig på de sidste mange års rutebeskrivelser, sammenlign med Touren, and there you have it: Quod erat demonstrandum.

I år har Tour de France godt nok har valgt en markant hårdere rute end normalt, grundet løbets 100-års jubilæum. Således skal deltagerne i det kommende Tour de France både bestige Mount Ventoux samt to gange op af Alpe d’Huez. Alt I alt er der 28 stigninger.

Tour de France blev kedelig

Men den italienske geografi giver muligheder, som man ikke har i Frankrig, og så har arrangørerne i nyere tid været markant modigere end de franske kolleger.

Tour de France startede ellers med at være kendt som det mest modbydelige løb, hvor arrangørerne pressede rytterne til det yderste. Da Col de Tormalet første gang skulle bestiges var reaktionen efter etapen fra Octave Lapize til arrangørerne: “I er mordere, I vil slå os ihjel!”

Men i nyere tid ændrede det sig. Da Jean-Marie Leblanc overtog rollen som løbsdirektør i 1989, begyndte han at sammensætte en rute, som skulle blive gentaget i nogenlunde fast form i hele hans periode som løbschef.

Løbet startede med en prolog efterfulgt af en række flade etaper med sprinterafslutninger og dødsdømte udbrud frem til den første enkeltstart. Herefter fulgte den første bjergkæde (Alperne eller Pyrenæerne), hvorefter et par mellemetaper – med det lidet flatterende øgenavn ”transportetaper” – bragte feltet frem til den anden store bjergkæde. Løbet blev afsluttet med den sidste enkeltstart efterfulgt af afslutningsetapen på Champs-Élysées.

Jean-Marie Leblanc havde gode idéer. Hvem husker eksempelvis ikke enkeltstarten op af Alpe d’Huez i 2004? Men generelt var det sparsomt med innovationen, og særligt den første uge var altid efter samme – kedelige – model. En prolog efterfulgt af en række flade etaper med sprinterafslutninger – allerhøjest krydret med en holdtidskørsel. De første bjerge kom typisk på 9-10. etape.

Da Christian Prudhomme tog over i 2005, blev det bedre. Særligt Tourens første uge er blevet markant mere varieret og  spændende, hvilket Sport fortalt tidligere har skrevet om. Men i en lang periode, var sammensætningen af Tour-ruten både kedelig og forudsigelig.

Giroen strammede op

Det til trods så havde Touren – i en stadig mere globaliseret cykelsport – konsolideret sig som sportens klart største og mest berømte etapeløb. De allerbedste hold og ryttere foretrak derfor Tour de France frem for den italienske eller spanske rundtur.

Tiden hvor Tour de France var domineret af franske ryttere, Giroen af italienske, Vueltaen med spanske, var slut. Sporten var blevet international, og de tre løb kæmpede med hinanden om at tiltrække de bedste ryttere og flest sponsorer.

I den periode begyndte særligt de italienske arrangører derfor at tænke kreativt. Nye og modbydelige stigninger blev fundet frem, og der blev indført langt flere bjergetaper, end man så i Tour de France.

Fra syd mod nord

Giroen er i år også helt modbydelig, om end sammensætningen er mere traditionel. Løbet starter mod syd i Napoli og bevæger sig mod nord over enkelte sprinteretaper samt mindre bjergeetaper. De store slag skydes først i gang efter den første hviledag på 10. etape. Men herefter kommer feltet nærmest ikke ud af Alperne igen. Lad os tage et nærmere kig:

Ifølge arrangørerne består løbet i år af syv sprinteretaper, seks etaper i mellemstore bjerge, hvor den ene slutter med en stigning, fem etaper i de høje bjerge, med afslutning på stigninger, samt endelig to enkeltstarter og en holdtidskørsel.

Første etape er en rendyrket sprinteretape, hvorefter løbets 17,4 km holdtidskørsel afvikles. De første mindre stigninger kommer allerede på tredje og fjerde etape. Mens tredje etape stadig kan ende i et sprinteropgør, så slutter fjerde etape i Serra San Bruno med en stigning tæt på mål. Stigningen er på 12,8 kilometer, men stiger kun med 5,5 %, hvorefter der venter en kort nedkørsel frem mod mål. Der vil komme en større favoritgruppe samlet til mål, og der vi ikke blive de store tidsforskelle. Men favoritterne bliver nødt til at holde sig til. Havde Alberto Contador været i feltet, havde han helt sikkert forsøgt at hente noget tid allerede nu. Hvis Vincenzo Nibali er klar, kan han gøre det samme.

Lang kamp mod uret

Femte og sjette etape er sprinteretaper, mens syvende etapes kupperede terræn indbyder til lange udbrud. På ottende etape sparkes løbet for alvor i gang. Her venter den første enkeltstart, som er på hele 54,8 km. Ruten er både teknisk og krævende, uden at være kuperet. Men reelt er under halvdelen af ruten flad, og den er derfor ikke helt optimal til specialisterne. Omvendt er der trods alt tale om en klassisk enkeltstart, som ikke indeholder store stigninger, hvorfor Bradley Wiggins må være kæmpe favorit. Han kan håbe på at tage helt op til 5 minutter på flere af sine konkurrenter.

På niende etape er der fire stigninger, hvoraf den hårdeste op mod Vallombrosa er i kategori 1 (12.1km, 5.3%). Stigningen ligger dog midt på ruten, så det ligner et langt udbrud, der holder hjem.

Franske alper

Efter en hviledag går slaget i de høje bjerge i gang. Vi starter i Alperne i det nordlige Italien, mens rytterne senere krydser grænsen ind til Frankrig. På 10. etape skal rytterne bestige to modbydelige stigninger, hvor målstregen ligger på toppen af den sidste, Altopiano del Montasio (21.3 km, 5.2% i snit, max. 20%). Før det skal de over Passo Cason di Lanza (14.5km, 6.2% i snit, max. 16%). Her vil vi se de første tegn på, hvem der kan vinde Giroen. Det vil blive en af de allerstærkeste bjergryttere, der vinder her.

10. etape

På 11. etape skal favoritterne igen være klar. Etapen har en enkelt hård stigning midtvejs, mens der er en mindre stigning op mod mål i Vajont. Etapen passer perfekt til Cadel Evans, hvis feltet rammer sidste stigning nogenlunde samlet. Stigningen er dog ikke hård nok til, at der vil blive skabt afgørende forskelle.

12. og 13. etape byder igen på chancer for sprinterne. På 14. etape venter en gammel kending fra både Tour de France og Giro d’Italia i form af stigningen op mod Sestriere (37.9km, 3.8%), hvor Bjarne Riis erobrede den gule føretrøje i 1996. Stigningen ligger midtvejs på etapen, hvorefter Bardonecchia (7.25km, 9%) skal bestiges op mod mål. Etapen er hård. Sestriere er lang og udmattende og vil give trætte ben, hvorefter den sidste stigning vil få det til at eksplodere. Kun de stærkeste vil være med.

På 15. etape er der igen fransk inspirerede udfordringer, denne gang på den franske side af grænsen. Der venter i alt tre hårde stigninger, som alle ligger i Frankrig. To af dem er særdeles velkendte for fans af Tour de France: Col du Télégraphe (12km, 7%) samt Col du Galibier (18km, 6.8%) som skal bestiges op mod mål. Etapen er modbydelig, og vi vil begynde at ane, hvordan det endelige podium vil komme til at se ud.

15. etape

Tilbage til Italien

Men udfordringerne er først lige begyndt. Efter en hviledag venter der på 16. etape en stille dag for klassementsfolkene, mens lykkeridderne vil få en oplagt mulighed på en kuperet men ikke alt for udfordrende etape. En næsten flad 17. etape er sidste mulighed for løbets tilbageværende sprintere.

På 18. etape venter en 19,4 kilometer lang bjergenkeltstart. Den gennemsnitlige stigning er på 5%, mens de sidste 6 km stiger med 6,8 %. Wiggins skal altid nævnes i en enkeltstart, men Nibali kan gå hen og vinde tid på sin britiske konkurrent. På dette tidspunkt må rytterne forventes at være så mærket af løbet, at alt i princippet kan ske.

Den værste del af løbet starter imidlertid først nu i form af 19. Og 20. etape, som udgør løbets kongeetaper. På 19. etape skal rytterne forcere tre modbydelige stigninger uden for kategori, hvoraf den ene – Paso dello Stelvio –  er Europas næsthøjeste bjergpas (2758m) samt den højeste stigning i Italien overhovedet. De tre stigninger er: Passo di Gavia (16.5km, 8%), Paso dello Stelvio (21.7km,7.2%) samt Val Martello (22.3km, 6.4%)

19. etape

Tour de France gå hjem og vug…

Tour de France gå hjem og vug! Det er sådanne etaper, der skaber legender. Don`t get me wrong. Alpe d’Huez er meget sød, hyggelig, spændende og alt det der. Men den er ingenting sammenligne med eksempelvis Stelvio. Mængden af højdemeter, der skal bestiges på denne etape er overvældende. I alt skal de køre 60,5 km i stejlt bjergterræn, med gennemsnitlige stigninger på omkring 7 %. De vil skulle kravle op af i alt 4.295 højdemeter, og når som sagt op i enormt tynd luft i 2758 meters højde.

Som om det ikke var nok, så er næste etape endnu hårdere. I alt skal rytteren over fem stigninger, som er Passo di Costalunga (25.3km, 5.8%), Passo San Pellegrino (11.8km, 6.4%), Passo di Giau (15.6km, 8%), Passo Tre Croci (7.9km, 7.3%) samt Tre Cime di Lavaredo (7.1km, 8.6%). Enhver der har prøvet at køre stigninger af den karakter vil vide, at så mange bjergkilometer med sådanne stigninger presser kroppen til det yderste.

20. etape

For at vinde Giroen skal man således ikke bare være en god bjergrytter og køre en god enkeltstart. Man skal først og fremmest være udholdende og i stand til at præstere stabilt over et langt løb. Ruten indbyder til, at en række af forhåndsfavoritterne vil gå hårdt ned på enkelte etaper.

Ruten er kort sagt modbydelig hård og distancerer Tour de France med mange længder. Touren er stadig i stand til at lokke de fleste af sportens topryttere til start, men i år har to af de allerstørste – Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali – til start. Det er der mange grunde til, som Sport fortalt vil reflektere over i et kommende indlæg. Men det viser, at Giroens prestige er for opadgående – og det skyldes især, at løbet byder på helt andre – og ofte mere fascinerende – udfordringer end det mere traditionelle Tour de France.

Favoritterne

Nibali og Wiggins er de to helt store favoritter. De mest relevante outsidere skal findes blandt sidste års vinder Ryder Hesjedal, Tour-vinderen fra 2011, Cadel Evans, det evige hollandske håb, Robert Gesink samt veteranen Michele Scarponi.

Særligt Hesjedal og Scarponi kan vi forvente at være med på de hårde stigninger, da de begge er stabile over lang tid. Gesink er umulig at forudsige. Når han er bedst, er der ikke mange, der kan slå ham på stigningerne. Men han kan sagtens ende med at køre et helt anonymt løb, og ende med at slutte som nr. 58. Evans er Evans. Alderen er nok ved at hente ham, men er han i form, vil han være et oplagt bud på podiet, da han sammen med Wiggins nok er den mest allround af alle favoritterne.

Den lange enkeltstart er til fordel for Wiggins, men den hårde sidste uge kan afgøre det til Nibalis fordel. Sport fortalt vil i de kommende dage komme med en længere analyse af duellen mellem Nibali og Wiggins.

God Giro!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image