16 Nov

»The king is dead, long live the king«

Djokovic efter mandagens sejr over Roger Federer

Af Anders Høeg Lammers

Sådan sagde Novak Djokovic’ mor tilbage i 2008, da sønnike havde slået kongen, aka Roger Federer, ud af Australian Open-semifinalen i tre sæt for efterfølgende at sikre sig sin første grand slam titel med en fire sæts sejr over Jo-Wilfried Tsonga. Helt så enkelt skulle det ikke gå, og der gik endnu tre et halvt år, før Djokovic nåede ranglistens førsteplads og realiserede sit potentiale.

I de sidste to år har han været verdens bedste tennisspiller, og i 2011 var han nærmest ustoppelig i årets ni første måneder, hvor han slog Rafael Nadal seks gange i streg og Roger Federer fire gange mod ét enkelt nederlag.

Helt så ustoppelig har han ikke været i år, men han har til gengæld været en faktor hele sæsonen, hvor han sidste år sluttede af som en skygge af sig selv. Da det så ’sortest’ ud i år – i timerne efter nederlaget til Andy Murray i US Open – havde Djokovic tabt de seneste syv kampe mod Nadal (tre gange på grus, inkl. French Open-finalen), Federer (Wimbledon og Cincinnati) og Murray (OL og US Open-finalen), og Federer havde overhalet ham som verdens nummer ét.

Djokovic havde ikke længere samme aura omkring sig. Han lavede flere fejl og kunne slås.

The comeback kid

I løbet af efteråret har Djokovic fået generobret noget af sin aura. Med titler i Beijing, Shanghai og sæsonfinalen i London har han så klart været efterårets dominerende spiller. Og samtidig har han genfundet den ukuelighed, og den ’jeg er ikke slået, før den sidste bold er spillet’-mentalitet, der kendetegnede hans 2011.

Mod Murray i US-Open finalen kom han således tilbage fra 0-2 i sæt til 2-2, før kræfterne dog slap op i femte, mens Murray trak fra på vejen mod sin første slam. Og en måneds tid efter var Murray igen foran, denne gang i finalen i Shanghai, hvor Djokovic var nede med flere match bolde, før han sejrede 5-7, 7-6 (11), 6-3.

I sidste uge producerede Djokovic endnu en gang flere af de comebacks, der de sidste par år har taget ham fra rollen, som en der smed håndklædet i ringen, når det gjorde ondt, til tennis’ største fighter og tennis’ svar på Houdini.

Ingen er så stærk som Djokovic, når de er bagud. Nadal har i mange år haft det ry, men ikke engang han kan måle sig med Djokovic, når det kommer til comebacks.

I London vandt han alle sine fem kampe mod spillere rangeret som nr. 2, 3, 6, 7 og 8. Mod Murray var han nede med et sæt, før han vandt 7-5 i tredje. I semifinalen mod en stærkt spillende Juan Martin del Potro var han nede med et sæt og et break, før han hævede sit niveau og vandt de sidste to sæt 6-3, 6-2.

Og i mandagens finale, hvor undertegnede sad på lægterne, var han bagud mod Federer i både første og andet sæt. Ja faktisk tabte han de første ni point i træk og var kun to bolde fra at være bagud 0-4 i første sæt (to gange deuce ved 0-3 i Djokovic’ serv), før han langsomt spillede sig ind i kampen. Han brød efterfølgende Federer til 2-3 og servede sig op på 3-3 – og så stod det pludselig lige i en kamp, hvor han ellers var blevet blæst ud af banen.

En sublim finale

Jeg har set en god del Federer-kampe, men jeg er ikke sikker på, at jeg har set ham tabe et sæt, hvor han spillede så godt, som han gjorde i mandagens finale. Og slet ikke indendørs, hvor Federer er tæt på urørlig, når han er god. Han returnerede eminent, og der var dårligt nok et serveparti hos Djokovic, hvor stillingen ikke kom en tur forbi deuce.

Eneste problem? Djokovic var også ret eminent og vandt tilmed hovedparten af de tætte partier, mens Federer så vandt de knap så tætte (og nogle af de tætte). Det ses bl.a. af det faktum, at Federer havde vundet fem point mere end Djokovic, selv om Djokovic vandt tiebreaken med 8-6.

Der er ingen andre end Djokovic, der ville have vundet det sæt mod Federer på den bane. Og selv han slog ham kun lige akkurat.

Første sæt var i verdensklasse og en værdig sæsonfinale. Det havde alt – en tidlig føring til Federer, comeback, en føring til Djokovic, comeback fra Federer, tre lige-ved-og-næsten sætbolde til Federer ved stillingen 5-6, 0-30 i Djokovic’ serv samt en tæt og velspillet tiebreak med dueller, man kun kunne ryste på hovedet af. Se f.eks. her hvordan Federer redder Djokovic’ første sætpoint med en fuldstændig umulig forhånd.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=ZlTlWk19-zo&w=560&h=315=1&start=15]

Djokovic, der ofte applauderer modstanderens bedste skud, er her blot målløs og uforstående over, hvordan han ikke vandt det point. Heldigvis for ham så fik Federer en mindre hjerneblødning i næste point og valgte at gå efter en ekstremt højrisiko baghånd ned af linjen på et tidspunkt i duellen, hvor det slet ikke gav mening. Og så servede Djokovic ellers sættet hjem på næste bold.

Federer er ikke primært berømmet for sine figtheregenskaber, men han viste dem så rigeligt i næste parti. Efter at have tabt et sæt, han burde have vundet, kunne man dårligt have bebrejdet ham et halvdårligt parti. Men nej – i løbet af 11 minutter og ved hjælp af fire breakbolde brød han Djokovic. Og holdt efterfølgende sikkert serv til 2-0.

Andet sæt var knapt så højt i kvalitet, og der var knap så mange momentumskift. Reelt set var der kun to – da Federer brød lige efter at have tabt første sæt og så igen, da Djokovic kom tilbage i sættet ved stillingen 5-4, 40-15 til Federer i Federers serv.

Langsomt men sikkert fik Djokovic sig dog arbejdet tilbage i kampen, bl.a. ved at gå ned af linjen med sin baghånd og tvinge Federer til at slå sin forhånd i løb eller bevægelse – et slag der affødte en god del fejl i andet sæt specielt.

Det kan lyde absurd, men Djokovic er bedst, når han enten har en sæt- eller matchbold imod sig. Det er som om, han stopper med at misse, ser bolden klarere og bare kan blive ved og ved, så længe det kræves.

Det kan ikke længere være held

Til den efterfølgende pressekonference klandrede en journalist Federer for ikke at lukke sættet der og i stedet forære et break til Djokovic via tre forhåndsfejl. Og jo, man burde vinde sættet, når man er oppe med 40-15 i egen serv. Hvis altså ikke modstanderen hedder Djokovic. For som Federer svarede (frit fra hukommelsen): »I was serving 125 mph serves down the T and then got bullet returns back at my feet. Call it an error if you will, but it doesn’t really make sense to me.«

For ét år siden høstede Federer kritik for at kalde Djokovic’ mirakel returnering ’lucky’, da Federer havde to matchbolde i US-semifinalen 2011, og Djokovic returnerede den første af dem med en ren cross-court forhåndsvinder på linjen. I år gav han fuld kredit til Djokovic.

For når samme spiller igen og igen finder sine bedste skud frem på de mest afgørende tidspunkter, er det ikke længere held. Bedst som man havde ventet (og glædet sig til) et tredje sæt, servede Djokovic sig pludselig med relativ lethed foran 6-5. Skulle vi få endnu en tie-break?

Nej. For Djokovic var stoppet med at misse og havde formået at sætte Roger tilstrækkelig meget under pres til, at Federer lige manglede det sidste. Og hvad Federer manglede, havde Djokovic. Se f.eks. her, hvordan han vinder kampen på sin første matchbold ved stillingen 30-40 med sin absolut smukkeste vinder denne aften:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=239M9wDg80M&w=560&h=315=1&start=320]

Samlet set vandt Djokovic 96 point mod 95 til Federer. Alligevel vandt han altså begge sæt og kampen og positionerede sig dermed som den bedste spiller i 2012 (havde han tabt, kunne man have argumenteret for Federer i kraft af flere titler, om end Djokovic stadig havde ligget nr. 1). Scoren viser en eminent evne til at vinde de afgørende point – og selvfølgelig også, at han havde marginalerne på sin side. Den viser, at Djokovic kan hænge på, selv når Federer – som han selv udtrykte det ­– »couldn’t have played must better than I did« på en indendørs hard court, hvor Federer inden dette efterår dårligt havde tabt en kamp i to år.

Djokovic er nu kongen af tennis. Men den gamle spræller endnu, og Nadal er så småt på vej tilbage fra sin skadespause. Samtidig er Murray i en rivende udvikling, der meget vel kan gøre ham til Djokovic’ nærmeste konkurrent i 2013. Mere om det i et kommende indlæg.

For nu: Hop lidt rundt i dette lange kampuddrag og nyd højdepunkterne fra mandagens finale:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=0NuGu19Ojuo&w=560&h=315]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *