12 Sep

The Italian Job – Om Nicklas Bendtners skifte til Juventus

Af Morten Øyen Jensen.

Nicklas Bendtner er langt fra det topnavn af en angriber Juventus’ fans havde håbet på. I de fleste italieners øjne er ”Big Ben” blot den flabede dansker, der ikke formåede at spille sig ind på holdet i Arsenal. Han må nok også først og fremmest ses, som en lejeaftale, der skal konsolidere bredden på mesterholdet, der nu også skal kæmpe i Champions League.

Førstevalg bliver han næppe i den nærmeste fremtid, med Sebastian Giovinco, Mirko Vucinic og Alessandro Matri foran i angrebshierarkiet. Og så bør man heller ikke helt glemme Fabio Quagliarella, der trods begrænset spilletid på grund af skader, forlængede sin kontrakt i april.

Alligevel er Bendtners skifte til Juventus interessant. For selvom Juventus gik ubesejret gennem Serie A i sidste sæson, så var det trods alt på en noget målfattig baggrund: Defensiven var Europas bedste, kun 20 mål gik ind over sæsonens 38 kampe. Men holdet formåede samtidig kun at score 68 mål. Det var kun to mål mere end Napoli på femtepladsen, og seks mål mindre end AC Milan, der i øvrigt også vandt en kamp mere end Juventus.

Målmaskine søges
Og måske endnu mere sigende: Alessandro Matri blev topscorer for Juventus med kun 10 træffere over hele sæsonen. Det er næsten kun en tredjedel af Zlatan Ibrahimovic, der lavede 28 fuldtræffere i Serie A-sæsonen. Endnu værre er scoringsraten for øjeblikkets førstevalg i angrebet, Mirko Vucinic: 9 mål på 102 forsøg!

Derfor er Juventus på udkig efter den målmaskine, der vil nette mere end de obligatoriske 20 gange i sæsonen for et mesterhold. Et bud er klubbens eget opdræt Sebastian Giovinco, der er kommet tilbage efter et vellykket ophold i Parma. Han viste sig som målscorer i Parma, men den utrolig lave fodboldspiller (1,64m mod Bendtners 1,95m), ses mere som ”kreatøren” og ”oplæggeren” end den egentlige ”målmager”.

Derfor er opdrættet for Nicklas Bendtner faktisk meget enkelt: Vis du kan score mål!

Sker det, kan Bendtner til gengæld spille på et hold, der har den storhed, det ofte siges han tillægger sig selv. Han vil for første gang spille på et hold, der er favorit til mesterskabet og hvor de italienske forventninger til holdets formåen i Champions League er skyhøje.

Fiat-familiens storhold
Med Juve-præsidenten Andrea Agnellis ord:

”Det er et år, ligesom et hvilket andet for Juve, for Juventus vil altid starte ud med at ville vinde alt – det er i vores historie og i vores DNA. I Italien vil vi stræbe efter at genvinde mesterskabet og i Europa må vi tro på, at vi igen kan drømme”.

Og netop familien Agnelli har Juventus i årene. Myten om klubben vil, at holdets venstre back i 1924, Antonio Bruna, også arbejdede på bilfabrikken Fiat og gjorde store protester fordi han ikke måtte få fri fra arbejde til at træne med holdet. Til sidst nåede protesterne helt op til ”direktøren for det hele”, Fiat-grundlæggeren Giovanni Agnelli, der straks gav Bruna lov til at træne med det lokale hold. Samtidig opfordrede han sin søn Edoardo Agnelli til at engagere sig i klubben. Og det har Fiat-familien været lige siden.

Og med stort held, kan man sige. ”Den gamle dame” er blandt de mest succesrige fodboldklubber overhovedet. Det er den klub, der har vundet flest italienske mesterskaber, og som blandt andet mellem 1995 og 2003 var at finde i fire Champions League-finaler.

Den forfulgte klub
Når klubben de senere år ikke har været med i kampen om titler, skydes det da også i mindre grad ambitionerne, og i højere grad retsvæsnet.

Første hug fra retsvæsnet fik Juventus i starten af 00’erne, hvor klubben blev beskyldt for systematisk doping på succesholdet i slut 90’erne. Blandt andre Alessandro Del Piero, Zinedine Zidane og Gianluca Vialli måtte alle i vidneskranken i ”Processo Juve”. Kort efter blev det endnu værre da klubben i maj 2006 blev kædet sammen med den store match fixing skandale ”Calciopoli”: tvangsnedrykning til Serie B blev en realitet, og stjerner som Lilian Thuram, Fabio Cannavaro og Zlatan Ibrahimovic forlod klubben.

Men holdet har stædigt rejst sig igen. Den gamle Juventusspiller Antonio Conte blev gjort til cheftræner sidste sommer, og han har på rekordtid skabt et fysisk stærkt, fleksibelt hold, der til tider nærmest sprudler af vitalitet. Og da mesterskabet kom i hus i næstsidste spillerunde i forsommeren – da Juventus slog Cagliari 2-0, mens AC Milan tabte 4-2 til ærkerivalerne fra Inter – var det lidt som om, at endelig fik Juventus lidt fortjent hævn på alt og alle.

For hævntørst og genfunden stolthed har været definerende for det hold Conte har skabt.

Rygraden på holdet: målmanden Gianluigi Buffon (anfører), forsvarsspilleren Giorgio Chiellini (vice anfører) og midtbaneslideren Claudio Marchisio (2. vice anfører) var en del af holdet, der var nede at vende i Serie B. Samtidig har det ikke været vanskeligt at få øje på den hævntørst og det trods, der har drevet holdets store stjerne og kreatør, 33 årige Andrea Pirlo, til nye højder det seneste år (og som de fleste fik at se til EM) – efter han sidste sommer var blevet vejet for let af de forsvarende mestre AC Milan til at kunne beholde sin ”egen” plads i spilformationen (Pirlo blev skubbet væk fra ”hullet” foran forsvaret og ud i siden, mens Mark van Bommel overtog positionen foran forsvaret).

Trænerens ånd
Dette hævnmotiv, dets fandenivoldskhed og evne til at hive sig selv op ved hårrødderne har kendetegnet Juventus under Antonio Conte. Og mest iøjefaldende har det været i den helt utrolige kamp i Napoli, som endte 3-3, og den meget omdiskuterede kamp på San Siro mod AC Milan, der endte 1-1.

Antonio Conte var selv samme slags fandenivoldske fodboldspiller for Juventus i 1990’erne, som hans hold udstråler nu. Han var selv på anklagebænken under ”Processo Juve”. Og over sommeren har Conte fået ny næring til offerfortællingen, da han kort før sæsonstart blev idømt 10 måneders karantæne for ”kendskab til match fixing”, fra da han var træner for Sienna. En anklage han naturligvis på det kraftigste har afvist, og som derfor kun har bekræftet holdets fans i, at Juventus bliver forfulgt af de italienske sportsmyndigheder.

I praksis kommer dommen dog ikke til at spille en nævneværdig rolle. Antonio Conte er stadig cheftræner, træner holdet til daglig, sætter holdet og styrer slagets gang. Det må bare fysisk ikke foregå på sidelinjen under kampene. Det gør til gengæld nu hans tidligere assistenttræner Massimo Carrera.

Og Contes ”ånd” har heller ikke forladt holdet, selvom han ikke længere sidder på bænken under kampen. Det har været tydeligt under de første to kampe i årets Serie A, som Juventus vandt over Parma og Udinese.

Her blev det også slået fast, at holdet starter med Giovinco og Vucinic på toppen og fortsætter med 3-5-2 formationen, som det italienske landshold også lod sig inspirere af under EM-slutrunden (Juventus bagkæden, målmand og forsvarer, er foruden en af Europas vel nok bedste, også det italienske landsholds foretrukne bagkæde). Men selvom det ligner at være den foretrukne formation, så viste sidste sæson, at Juventus-holdet er enormt fleksibelt og konstant udvikler sig.

Fra 4-4-2 til 3-5-2
Sæsonen startede Conte med en ret klassisk 4-4-2, men lod hurtigt sine midtbane wings være så offensive, at der blev spekuleret i, at formationen måske snarere var 4-2-4. Når formationen blev omtalt sådan understregede det ud over fokus på de to wings også den særlige rolle de to på midten har for holdet: ”dirigenten” Pirlo og ”slideren” Marchisio.

Gennem sæsonen viste nyindkøbet, chileneren Arturo Vidal, sig som sæsonens åbenbaring, og der blev derfor gjort plads til ham i start 11’eren ved siden af Marchisio – dermed kunne Pirlo trække lidt tilbage i forhold til de andre på den centrale midtbane, og igen spille i sin foretrukne rolle i ”hullet” foran forsvaret. I første omgang blev formationen derfor til en 4-3-3 med Simone Pepe og Vicinic eller Qualiarella på fløjene i front, mens Matri eller Marco Boriello var i midten.

Men for at beholde bredden og samtidig farten over kanterne lod Conte formationen udvikle sig til 3-5-2 med ”rigtige” wings. I sidste del af sæsonen var det startformationen, men føromtalte kamp mod AC Milan viste også, at holdet er fleksibel i forhold til formationen: Da Juventus kom bagud i kampen mod AC Milan og stadig have svært ved at sætte sig på kampen, vente holdet ”tilbage” til en stærkere bagkæde med fire forsvarer.

Bendtners mulighed
Contes hold har vist, at det er et meget fleksibelt hold, der har flere strenge at spille på. Hertil er Bendtner faktisk en fin erhvervelse. For det første er det kun en ”billig” lejeaftale, og slår han ikke igennem, kan klubben lade ham være Arsenals problem til næste sommer. Er han en succes, kan han blive.

Og Nicklas Bendtner kan måske ligefrem bidrage til Contes projekt. I første omgang er han blevet sat på kur. Men filosofien på Contes hold er meget tydeligt den, at ofrer man sig for holdet – og er en angriber, som laver mål – så vil man også blive valgt. Bendtner har i sin relativt unge alder en del international erfaring, og umiddelbart kunne han let falde ind ved siden af den lille kreative Giovinco eller udgøre et par med Vucinic. Bendtner har fra Arsenal-tiden også erfaringer med andre opgaver i angrebet, ligesom han på landsholdet kan indgå i en 4-3-3’ish formation.

Hvordan Conte har tænkt sig at bruge ham, har vi stadig til gode at se. Hans hold er langt fra statisk, så Bendtners position er heller ikke givet. Med det antal kampe, Juventus får denne sæson, skal han dog nok komme i spil.

Bendtner afgør derfor selv i høj grad, hvor længe hans italienske job skal vare.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image