21 Aug

Thank you for Rooney!

Rooney_4

Min favorit United-spiller har forladt klubben efter 13 år. Trods en lunken afslutning og momentvis illoyalitet hører han til blandt klubbens helt store legender og bør huskes som sådan. 

Af Kristoffer Lottrup

Old Trafford, 28. september 2004: Trøjen var revet op i halsen, så den 18-årige brystbehåring kom til syne. Blikket var stift, og tyggegummiet røg frem og tilbage i munden. Måske tyngede debuten for Englands største fodboldklub den unge mand, i så fald var det ikke til at se, da kampen gik i gang. Wayne Rooney sprudlede. 17 minutter inde i Champions League-opgøret mod Fenerbahçe havde han scoret sit første mål for Manchester United. Et krydsløb, en dybdeaflevering fra van Nistelrooy, en kølig, hård afslutning henover Rüştü Reçber. På glidende knæ omfavnede han jublen fra det eksploderende Old Trafford. United havde fået en ny stjerne.

I en nær fortid gav ITV-kommentator Clive Tyldeslys ikoniske ord remember the name: Waaayne Rooney stadig genlyd. Anledningen var den dengang 17-årige knægts spektakulære vindermål på Goodison Park i sidste minut mod mægtige Arsenal, der på det tidspunkt ikke havde tabt en udekamp i Premier League i 17 måneder. Rooney var sin generations største talent. Ovenikøbet englænder. Nu var han United-spiller. På lægterne holdt en ung dreng et skilt i vejret: Thank you for Rooney!

I det 28. minut faldt hans anden scoring. En aflevering fra Giggs, en kropsfinte og en hård, flad afslutning i fjerneste hjørne. To mål på 11 minutter fra Uniteds nye nummer otte.

Egentlig var han ikke i form. Handlen faldt først på plads 31. august. Det var dengang små 300 millioner kroner for en 18-årig var noget særligt. Sir Alex Ferguson har senere beskrevet bestyrelsesmedlemmernes løftede øjenbryn, da han bad dem sanktionere købet af datidens dyreste teenager. En småskadet Rooney havde ikke spillet i over en måned. Var han klar?

54 minutter spillet, frispark til United. Rooney lægger an til skud, mens Gary Neville, Ryan Giggs og Gabriel Heinze ser alvorsfuldt til. Sekunder efter stryger bolden i mål tæt henover muren. Rooney puster løbende ud og bevæger sig endnu engang mod publikum. Hattrick. Det var magisk den aften under lysene på Drømmenes Teater. Det var smukt.

Min favorit

Ja, jeg er United-mand. Før det United-dreng. Min onkel fra Nordens mest United-glade nation, Norge, præsenterede mig for Eric Cantona engang i midten af halvfemserne. Og Peter Schmeichel. Og Ryan Giggs. Jeg var solgt. Interessen og passionen voksede med årene. Cantonas karantæne og efterfølgende comeback som matchvinder i FA Cup-finalen mod Liverpool i 1996. Champions League-finalen på Camp Nou og The Treble i 1999. Roy Keane, Paul Scholes, David Beckham, Ruud van Nistelrooy.

I sommeren 2004 befandt United sig i en genopbygningsfase. Efter mesterskabet i 2003 blev Beckham solgt til Real Madrid, mens dyrtindkøbte Juan Sebastián Verón blev sendt til Chelsea. Samtidig blev unge spillere som klubbens egen Darren Fletcher og en vis Cristiano Ronaldo en del af førsteholdet. Ferguson var i færd med at bygge sit tredje store United-hold op efter henholdsvis start- og midthalvfemsernes stjernekuld med blandt andre Cantona, Schmeichel, Steve Bruce, Paul Ince, Andy Cole og en purung Giggs og sluthalvfemsernes og startnullernes altdominerende kombination af etablerede navne som Schmeichel, Keane og Giggs, den hjemmeavlede class of 92 med Neville-brødrene, Nicky Butt, Scholes og Beckham og dyrtindkøbte stjerner som Dwight Yorke og van Nistelrooy.

Sæsonen 2003/2004 endte med en skuffende tredjeplads hele 15 point efter Arsenals Invincibles. Noget skulle ske. Mens der blev luget ud i truppen og sagt farvel og tak til tvivlsomme folk som Eric Djemba-Djemba, tog rygterne til: Ferguson havde udset sig Wayne Rooney som Uniteds næste store spiller. Profilen var perfekt. Ung. Brite. Passioneret, offensiv, aggressiv. Under sommeren EM-slutrunde var den 18-årige knøs Englands bedste spiller og kom med fire scoringer i gruppespillet på slutrundens hold. Tilbage i 1988 tog Ferguson Paul Gascoignes løfte om et forestående skifte fra Newcastle United til Old Trafford med på sommerferie. Da han kom tilbage, var den karismatiske, kraftfulde og elegante Gascoigne skiftet til Tottenham. Nu skulle Wazza sikres for enhver pris.

Efter et længere drama og budkrig mellem Newcastle og Manchester United indgav Rooney en officiel transferanmodning 27. august 2004. 31. august skrev han under med United.

Jeg så kampen mod Fenerbahçe på mit ungdomsværelse. 17 år gammel. Det var måden, han bevægede sig på. Hans konstante løb mod forsvarsspillerne. De hårde afslutninger, de glidende tacklinger. Cantona var min onkels. Rooney blev min.

Et nyt kuld 

Med Rooney på holdet fortsatte genopbygningen. Wazza var imidlertid fast mand og kvitterede med 17 scoringer på tværs af alle turneringer. Midtvejs gennem sæsonen blev han tildelt Tuttosports Golden Boy-pris, ligesom han ved sæsonens afslutning blev kåret til årets unge spiller af både den engelske spillerforening PFA og af FIFPro.

For United var Rooneys debutsæson imidlertid mindre god. Roman Abramovitj og José Mourinhos Chelsea satte med 95 point ny rekord i Premier League (en rekord, der stadig står), mens United for andet år i træk sluttede på tredjepladsen. Der blev heller ikke hentet trofæer i de øvrige turneringer — tættest kom man på FA Cup-pokalen, men Scholes’ brændte straffespark gav The Gunners trofæet. Blot 58 mål blev det til i ligaen.

2004/2005-sæsonen bød trods alt på to af Rooneys mest ikoniske United-scoringer. To mål, der indkapsler især den unge Wayne Rooneys karakteristika. Aggresivitet. Power. Vilje.

I sin første kamp på Anfield som United-spiller scorede han kampens enlige mål. Et fladt, hårdt langskud (som Jerzy Dudek måske nok skulle have nappet). Som Everton-dreng og nu United-spiller var han selvsagt hadeobjekt nummer et blandt Liverpool-tilhængerne. Efter scoringen spæner en målrettet Rooney The Kop i møde og lader sig “tiljuble”, inden han i en håndfuld intense sekunder nedstirrer Liverpool-fansene. Havde han endnu ikke vundet samtlige United-hjerter, gjorde han det i al fald der.

Senere på sæsonen scorede Rooney et af karrierens absolut bedste mål. Bagud 0-1 i hjemmekampen mod Newcastle og med en udskiftning hængende over hovedet, kanaliserer Rooney al frustration ned i højrefoden og flugter:

I den efterfølgende sæson begyndte der at ske noget. Det nye storhold tegnede sig, mens flere etablerede profiler forlod klubben. Edwin van der Sar blev hentet i Fulham, og Park Ji-Sung kom til fra PSV. Samtidig blev Phil Neville solgt til Everton, mens klubbens allestedsnærværende kaptajn Roy Keane blev fritstillet efter en ufin, offentlig kritik af flere af klubbens unge spillere. I vinterpausen landede man Nemanja Vidíc og Patrice Evra.

Selvom sæsonen blev alvorligt plettet af United første exit fra Champions League-gruppespillet i 11 år, var der alligevel bedring at spore. Hullet til Chelsea blev mindre, man sluttede som toer og scorede mærkbart flere mål. Spillet gik hurtigere, og særligt to unge spillere glødede: Rooney og Ronaldo.

I slutningen af februar vandt man Liga Cuppen i en kamp, der på sin vis fuldbyrdede overgangen fra Fergusons andet til tredje storhold. Således blev stjerneangriberen van Nistelrooy placeret på bænken til fordel for den to år yngre og mere eksplosive Louis Saha. Officielt var der tale om en gestus fra Fergusons side, da Saha havde spillet en stor rolle i Uniteds vej til finalen. I kulissen gik der rygter om en frustreret van Nistelrooy, der ikke troede på Uniteds langsigtede projekt med unge spillere som de bærende kræfter. Finalen mod Wigan på Millennium Stadium i Cardiff blev en Ferguson masterclass. Rooney åbnede scoringen med et klassisk power-mål. Saha gjorde det til 2-0, inden Ronaldo scorede Uniteds tredje. Rooney lukkede kampen med målet til 4-0. Van Nistelrooy kom aldrig på banen og forlod i sommeren 2006 United til fordel for Real Madrid.

Første mesterskab

Omend modstanden var begrænset, gav finalesejren over Wigan løfter om en lovende fremtid for Ferguson nye United. Spillet var hurtigere og mere direkte end i de seneste sæsoner. Der var mere swagger over Uniteds spil, og meget var lagt an på de herrer Rooney og Ronaldo.

I sommeren 2006 kom Michael Carrick desuden til fra Tottenham og blev den makker Paul Scholes havde manglet på midtbanen siden Keanes afgang. For første gang i en årrække var holdet komplet. Ovenikøbet sluttede Henrik Larsson sig til truppen på en seks måneder lang lejeaftale midtvejs gennem sæsonen.

I sæsonpremieren mod Fulham blev unge holds potentiale demonstreret. I en overbevisende 5-1-sejr på Old Trafford strålede angrebstrioen Saha, Rooney og Ronaldo og særligt samspillet med de to sidstnævnte var fortryllende.

Sæsonen blev ét langt triumftog i Premier League. I blot to runder indtog United ikke førstepladsen. Chelseas massive dominans var brudt, og spillere som van der Sar, Carrick, Ronaldo, Saha og Rooney kunne løfte mesterskabspokalen for første gang.

Også i Europa var der gang i De Røde Djævle. Særligt den brutale og blitzende 7-1-hjemmesejr over Roma i Champions League-kvartfinalen er tydelig i hukommelsen.

Personligt husker jeg særligt 3-2-sejren over Milan i semifinalekampen på Old Trafford. Rooney lynede to gange. Først udlignede han til 2-2 efter et nærmest Laudrupsk vip fra Scholes henover forsvarspillerne, inden han i overtiden sikrede sejren mod det dengang bedste hold i Europa. Stormende mod milanesernes mål slipper Giggs bolden til en sprintende Rooney, der på kanten af feltet sparker første gang og sender kuglen i nettet ved forreste stolpe. Jeg elsker den afslutning.

Milan vandt returkampen 3-0 og sendte United ud, men United var for alvor tilbage i Champions League. Med hver 23 scoringer og henholdsvis 15 og 20 assists konsoliderede Rooney og Ronaldo sig desuden som stjernerne på Fergusons nye mesterhold. På det tidspunkt og i de kommende to sæsoner fandtes ingen bedre angrebsduo.

I og ud af Ronaldos skygge

I de to efterfølgende sæsoner fra 2007 til 2009 dominerede Manchester United og særligt Cristiano Ronaldo Premier League. United vandt mesterskabet begge år, og gik i 2008 hele vejen i Champions League efter den dramatiske finalesejr over Chelsea i Moskva.

Rooney — nu med 10-tallet på ryggen — havde en mere end godkendt sæson i 2007/2008 med 18 mål og 12 assists, men blev mildest talt overgået af Ronaldo, der lavede svimlende 31 basser i Premier League og 42 mål i alt på tværs af alle turneringer. Efter at have fulgtes ad i to sæsoner, lagde Ronaldo afstand til Rooney. Cristiano modtog Balon d’Or i 2008.

Året efter var mønstret det samme. En Madrid-syg Ronaldo var langt fra ligeså dominerende som i 2007/2008, men blev alligevel United-topscorer med 26 mål mod Rooneys 20. I sommeren 2009 skiftede han til Real Madrid som datidens dyreste fodboldspiller.

Salget var et slag for United og Ferguson, men en velsignelse i forklædning for Wayne Rooney. Som main man havde han sin bedste og mest dominerende sæson i Manchester United. 26 gange scorede Rooney i Premier League (en af blot to sæsoner, hvor han har scoret flere end 20 mål i ligaen). 34 mål blev det til i alt.

Han var i særklasse det år. Sugede alt til sig. Stort set alle mål blev scoret i feltet og især med hovedet. Trods sine begrænsede 176 centimeter var fandt særligt Nanis og nyindkøbte Antonio Valencias mange indlæg vej til Rooneys pandebrask. Havde det ikke været for en ødelæggende fodskade, var det blevet endnu vildere. Blandt højdepunkterne kan nævnes fire scoringer i hjemmekampen mod Hull City og to gange to mål mod AC Milan i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Manchester United - AC Mailand 4:0

Sæsonen sluttede nådesløst. I ligaen måtte man nøjes med andenpladsen et point efter Chelsea. I Champions League var man en Arjen Robben-scoring fra avancement til semifinalerne. I det mindst vandt man Liga Cuppen. Rooney scorede selvfølgelig i finalen.

Ved sæsonafslutningen blev Rooney for første og eneste gang kåret som årets spiller i Premier League – af både spillerforeningen og journalisterne.

Transferønsker og Fergie-bøf

I 2010 gik det første skår af Rooneys hidtil utvetydige heltestatus i Manchester United. Efter en solid sæsonstart røg Rooney ud og ind af holdet — angiveligt som følge af en omstændelig ankelskade. I oktober kom så chokmeldingen fra Ferguson: Rooney ønskede at forlade Manchester United. Klubbens største stjerne var angiveligt ikke overbevist om Uniteds langsigtede ambitioner. For at føje spot til skade var Rooneys fortrukne destination eftersigende Manchester City.

I løbet af to dramatiske døgn ændrede Rooney imidlertid mening. Ferguson og klubbens ejere, Glazer-familien, havde overtalt Wazza til at blive på Old Trafford. En ny femårig kontrakt og en fordobling af Rooneys løn gjorde beslutningen nemmere. Rooney undskyldte officielt — overfor klubben, Ferguson, sine holdkammerater og United-tilhængerne. I en officiel udtalelse lovede Rooney, at han ville gøre alt for at genetablere et tillidsfuldt forhold til klubbens fans. Da han fire måneder senere scorede sit mest mindeværdige mål i United-trøjen — saksesparket mod netop Manchester City — havde størstedelen af tilhængerne taget ham til nåde. Dele af klubbens mere dedikerede fans tilgav ham aldrig. Udover det oplagt utilgivelige i flirten med City, lignede manøvren et bevidst forsøg på at score den mest mulige kontrakt. Samtidig var den officielle forklaring på Rooneys rejselyst en uforståelig provokation. At Steven Gerrard havde bedt om lov til at forlade Liverpool i jagten på Premier League-trofæet, var til at forstå. Men at Rooney, der så sent som i 2009 vandt ligaen med United, satte spørgsmålstegn ved klubbens ambitioner, var ufint og illoyalt.

Personligt burde jeg være på linje med de mere hårdnakkedes holdning, og det er jeg vel egentlig også. I 2010 var jeg imidlertid ligeså lykkelig for Rooneys uvending, som jeg var bedrøvet over udsigten til hans farvel.

Senere på sæsonen demonstrerede Rooney nok engang sin store betydning for United, da han med et hattrick på blot 14 minutter vendte et truende nederlag i West Ham til sejr. Efter 3-2-målet — direkte på frispark — sendte han en bevinget hilsen til sine kritikere: Fucking what?! What?! Fucking hell!

Sæsonen endte med endnu et mesterskab til Rooney og United. Rooney har siden kaldt transferanmodningen i 2010 for den største fejl i sin karriere.

I 2011/2012 var Rooney for alvor tilbage på toppen af verden for United. Omend sæsonen sluttede med et hjerteknusende mesterskab til bysbørnene fra City, scorede han flere mål end nogensinde i Premier League. 27 scoringer i alt. Transferønskefadæsen lignede et overstået kapitel.

Men så kom Robin van Persie. I hvad der må betegnes som et kup, lykkedes det Ferguson og daværende administrerende direktør David Gill at hente Arsenals Premier League-topscorer til United. Ligaens to mest scorende spillere i 2011/2012 spillede nu for De Røde Djævle. Sæsonen udviklede sig dog langt bedre for van Persie end for Rooney. Mens hollænderen fra første færd blev Uniteds talisman, faldt Rooneys niveau. Han lignede ikke længere den verdensklassespiller, der havde båret United i flere sæsoner. 27 år gammel burde han være på toppen af karrieren. Det var han ikke. Han så træt ud. Tung. Og værst af alt: Hans aggressivitet — den, der fik ham til at smadre bolden i kassen mod Newcastle i 2005, den, der fik ham til bande af kameraet på Upton Park i 2010 — så ud til at være så godt som forsvundet. Udviklingen er et godt billede på Rooneys karriere generelt. Fra det sublime til under middel. I modsætning til sin tidligere legekammerat, Ronaldo, og Lionel Messi har Rooneys bundniveau været for lavt i for mange sæsoner.

I 2010 var forholdet til Ferguson tilmed tyndslidt. Det lignede en klassisk udfasning i stil med van Nistelrooy seks år tidligere. Da United i starten af marts spillede returopgør mod Mourinhos Real Madrid i ottendelsfinalen i Champions League, blev Rooney placeret på bænken.

Rygterne om et klubskifte tog fart. Igen. I Ferguson sidste hjemmekamp som United-manager 12. maj 2013 var Rooney igen bænket. Efter kampen fortalte Ferguson, at Rooney igen havde bedt om lov til at skifte klub. Kampen efter — Fergusons sidste i spidsen for United — var Rooney helt ude af truppen. Siden har Rooney forklaret, at han aldrig indgav en officiel transferanmodning, men at han lod Ferguson vide, at hvis han alligevel ikke havde tænkt sig at spille ham, var det måske bedre at komme videre. Transferanmodning eller ej var Rooneys United-fremtid endnu engang usikker. Havde Ferguson ikke sagt stop, var Rooney efter alt at dømme røget til Chelsea eller Paris Saint Germain.

I stedet lykkedes det den nyudnævnte United-manager David Moyes at forsikre Rooney om en fremtid i Manchester United. Skotten har siden fortalt, at han talte til Rooneys stolthed, da de mødtes i Moyes’ hus i sommeren 2013. Her lod han Rooney vide, hvad mangen en iagttager havde kunne konstatere sæsonen igennem: “Du er blevet blød,” lød Moyes kontante melding. Det handlede om at give Rooney motivationen og aggressiviteten tilbage. Dertil pegede Moyes på Rooneys unikke mulighed for at blive Uniteds mest scorende spiller i historien. Strategien virkede. Rooney blev og leverede trods en tragisk United-sæson en pæn indsats. Med 19 mål og 22 oplæg i alle turneringer var han holdets mest scorende og mest assisterende. I februar 2014 skrev han under på en ny femårig kontrakt med United. En kontrakt, der gjorde ham til Premier Leagues bedst betalte spiller.

Endelig deroute

Med Louis van Gaals ansættelse som United-manager i sommeren 2014, så Rooneys opblomstring ud til at fortsætte. Hollænderen gjorde hurtigt Rooney til anfører, ligesom han proklamerede, at Wazza var den sikreste mand på holdkortet. Som med van Gaal-æraen i det hele taget gik mere ned end op. Spillet fungerede ikke for alvor for hverken United eller Rooney. Målene blev færre, og Rooney lignede igen en spiller i forfald.

De store Rooney-oplevelser blev færre. Han var afgørende i FA Cup-finalen i 2016 — i hvad der blev van Gaals sidste kamp — men var ganske enkelt ikke længere blandt de bedste i Premier League. Aggressiviteten var forsvundet på ny. Fejlene blev flere. Som en direkte konsekvens blev han af van Gaal rykket længere tilbage på banen. Håbet var en udvikling a la Scholes, der startede som angriber, men via sin teknik, sin spilforståelse, sine afleveringer blev omskolet til midtbanespiller.

Den plan blev der sat en brat stopper for, da United-ledelsen tog konsekvensen af den dræbende van Gaal-stil og erstattede ham med José Mourinho. Den portugisiske pragmatiker slog hurtigt fast, at han udelukkende så Rooney som angriber. Den holdning punkterede det kunstige åndedræt til Rooneys United-karriere.

Han startede inde i Mourinhos første fem ligakampe som United-boss, men scorede blot en enkelt gang. Fra og med sidste sæsons hjemmekamp mod Leicester i september var Rooney ikke længere fast mand.

Det sidste egentlige højdepunkt i United-trøjen kom i januar, da han med et overbevisende frispark i overtiden sikrede United det ene point i udekampen mod Stoke. Mod scoringen nåede Rooney op på 250 mål for Manchester United — et mere end Sir Bobby Charlton. Han nåede det.

Once a blue

I juni var der forlydender om, at Rooney var tidligt tilbage fra ferie og i fuld gang med træningen forud for den nye sæson. Der blev spekuleret i, om kaptajnen ville blive og vise Mourinho og resten af verden, at han stadig kunne gøre sig gældende i Englands største fodboldklub. Jeg håbede. Romantiserede. Han er trods alt kun 31. En sidste overbevisende sæson. En sidste Premier League-titel. Få uger senere stod det klart, at motivationen havde været en anden. Rooney havde besluttet sig for at skifte tilbage til Everton.

Selve skiftet fejler ikke noget. Everton er en solid, veldrevet fodboldklub, og Ronald Koeman hører til blandt ligaens bedste managers. Der er blevet købt fornuftigt ind, og Rooney er tiltænkt en nøglerolle. Det taler også til Rooneys ære, at han har valgt The Toffees fremfor garanterede bejlere i Kina og USA. Han er ikke færdig endnu, og et skifte tilbage til sin barndoms-, ungdoms- og hjerteklub er måske lige netop dét, der for alvor kan revitalisere Wayne Rooney. Det giver mening. Han scorede ovenikøbet vindermålet mod Stoke i Premier Leauge-premieren i sidste weekend.

Personligt er jeg imidlertid ked af at se min favoritspiller forlade mit favorithold. Måske især fordi det sker på baggrund af flere halvsløje sæsoner — både for Rooney og for Manchester United. Derouten har været klar og tydelig i flere år, og den iltre, fandenivoldske Rooney a la West Ham away i 2011 er langsomt blevet afløst af en mere kønsløs og kedelig udgave. Rooney var verdensklasse og havde potentialet til top fem i verden, men nåede det kun i enkelte sæsoner.

Uanset hvad står Rooney tilbage med 253 scoringer og 18 trofæer (inklusive fem Community Shields/Charity Shields). Bortset fra de seneste to — Liga Cuppen og Europa League i 2017 — har han spillet en nøglerolle i erobringen af dem alle.  Sammen med Michael Carrick er han den eneste engelske spiller, der har vundet både Premier League, FA Cuppen, Liga Cuppen, Champions League, Europe League og VM for klubhold.

Rooney er en United-legende på niveau med Denis Law, Cantona og Giggs. Sir Bobby og The Busby Babes når han trods alt ikke.

Det er ham, jeg har set mest frem til at se siden den aften i 2004. Ham, jeg har heppet mest på. Ham, jeg altid har håbet ville score. Trods illoyalitet og formdyk har jeg fastholdt en til tider irrationel kærlighed til Wayne Rooney.

Nu må minderne tage over (og en enkelt Everton-kamp i ny og næ). Thank you for Rooney!

Rooney_5

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *