Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
World Tour Finals | Sport fortalt | Page 3 World Tour Finals – Page 3 – Sport fortalt
09 Nov

Roger vs. Rafa, Djoko vs. Stan

rog-fed_2717745b-1

Det er supersøndag i London, hvor vi har fået de bedste semifinaler, man kunne håbe på. Kan de to schweizere bringe grus i den serbisk-spanske baglinjekværn? Vi tillader os at håbe

Af Anders Høeg Lammers – live fra O2 i London

Drømmesemifinalerne i World Tour Finals er en realitet. Roger Federer møder Rafael Nadal søndag kl. 15.10 dansk tid og Novak Djokovic skal op i mod Stan the Man Wawrinka kl. 20.10. Det er i øvrigt også de semifinalister Sport fortalt forudsagde her og her.

Roger Federer var henholdsvis brilliant og usvigeligt ringe mod Juan Martin del Potro i dagens kamp, der endte med cifrene 4-6, 7-6 (2), 7-5. Det var som om, han var Dr. Jekyll og Mr. Hyde – eller at en Roger Federer kopi tog over fra tid til anden og forærede Delpo fire af Federers servepartier via horrible fejl – to i første, et i andet og et i tredje.

I første sæt kom Federer næsten tilbage, da han pludseligt vendte en 1-5 stilling til deuce ved stillingen 4-5, bl.a. i kraft af at vinde tolv ud af tretten point i streg. Men Delpo bevarede roen og satte et par store førsteserver ind, som gav ham sættet og føringen.

Scenariet med tidlige Delpo-føringer gentog sig i både andet og tredje sæt. Men hver gang nøjes Federer med at forsvinde fra kampen i et enkelt parti. Og spillede rent ud sagt suverænt, når han var til stede, så det føltes næsten uundgåeligt, at han ville komme tilbage (bortset fra det faktum, at man aldrig viste, hvornår det næste mentale forsvindingsnummer ville finde sted).

Ikke desto mindre må Federer tage en del selvtillid med fra denne kamp. Det er ikke hver dag, det lykkedes den tidligere verdensetter at komme tilbage efter at have været bagud igen og igen og igen. Spørgsmålet er så blot, om kampen har taget for meget ud af ham fysisk og mentalt inden morgendagens kamp mod Nadal.

Den næsten fem år yngre Nadal har haft hviledag i dag og har samtidig haft mindre udmattende kampe. Den eneste tresætter, han har spillet, spillede han fredag, hvor han allerede var kvalificeret til søndagens semifinaler. Hvorfor kampen har været markant lettere mentalt.

For Federer handler morgendagens kamp om to ting – være aggressiv med såvel for- som baghånd og undgå de mentale pauser, han holdt sig i dag. Dem straffer Nadal, og han giver ikke selv noget væk. For Nadal er taktikken, som den altid er mod Roger. Serv til baghånden, slå til baghånden, flugt til baghånden. Som han skriver i sin autobiografi:

If I go up to the net, I hit to his backhand. Not to his drive, his strongest shot. Losing your concentration means going to the net and hitting the ball to his forehand, or omitting in a rush of blood to serve to his backhand – always to his backhand – or going for a winner when it’s not time.”

Den tredje del af ‘taktikken’ for Roger er derfor dels at være så konsistent med baghånden, at Nadal ikke kan komme afsted med sine angreb til den, dels at være hurtig nok på fødderne til at tage en del af de slag, der sendes mod baghånden med sin stærkere forhånd. Problemet med det sidste er dog, at Rafa så får en åben banehalvdel til at sende en forhånd ned af linjen, et slag han tillægger meget af sin succes dette år. Heldigvis for Roger har baghånden været ganske glimrende i alle tre gruppekampe – men det er nu engang stadig noget andet, når det er Nadals supertopspin forhånd, han skal håndtere.

Hvem vinder?

Federer kaldte sig selv for ‘underdog’ på dagens pressemøde – i kraft af sit eget og Rafas år. Nadal kalder sig per definition altid for underdog, så det skal man ikke tillægge for meget vægt. Faktum er dog, at underlaget og at turneringen holdes indendørs giver Roger en lille fordel – Nadals forhånd hopper slet og ret 20-30 cm lavere end den eksempelvis gør i Australian Open, hvilket gør det lettere for Federers baghånd at håndtere den. Samtidig tager Federer bolden markant tidligere end de allerfleste spillere – og i særdeleshed end Nadal – hvorfor han profiterer af, at der ikke er vind, vejr og mærkelige opspring til at forstyrre hans timing. De ting er med til at forklare, at Federer har vundet samtlige fire kampe indendørs mellem de to – og givet Rafa en gevaldig røvfuld i tre af dem.

Faktum er dog også, at Nadal har spillet bedre på hard court i år end noget andet år i sin karriere. Han vandt i omegnen af 26 kampe i træk på underlaget – dog udendørs hard court – før han tabte til Djokovic i Beijing. Og derudover har han, som Federer indikerede, haft et suverænt bedre år end Federer, som han har slået tre gange i 2013. Endelig er der som nævnt den ekstra hviledag og en brændende ambition efter at vinde det eneste trofæ, han mangler i samlingen.

Hvis Federer spiller, som han gjorde i 90 procent af kampen i dag, så vinder han. Men hvis han har et eller flere servepartier i hvert sæt, hvor han laver fejl på fejl på fejl, så vil Nadal sige både tak og amen.

Jeg hælder til, at Federer kan hive den ekstra koncentration op af hatten og slå sin personlige nemesis for første gang i år. Men det er muligvis påvirket en del af, at jeg håber på det. Kampen er 50-50 – og det er op til Federers niveau, hvilken vej den tipper.

Vi, der holder med den schweiziske elegance, kan jo håbe på et niveau ala dette:

http://www.youtube.com/watch?v=nJWqkYOKrao

Djokovic mod Stan

Stanislas Wawrinka er denne sæsons helt store åbenbaring. Potentialet har været der i flere år, men i dette år har han dels fået en markant bedre forhånd, dels en endnu bedre serv og endelig en hel del bedre psyke. Det har givet ham en række lige ved og næsten-resultater i løbet af året og to fantatiske kampe mod Djokovic i hhv. Australian og US Open. Nu har han chancen for at krone sin suverænt bedste sæson med en finaleplads (og evt. en sejr) i sæsonfinalen.

Regn dog ikke med det. For modstanden kunne dårligt være sværere. Djokovic har, i skrivende stund, vundet sine seneste 19 kampe, alle på hard court, inkl. sidste uge indendørs i Paris. Og de seneste 13 kampe mod Stan (samlet er de 14-2). Når Djokovic spiller, som han gør nu, er det meget få spillere i verden, der er i stand til at presse ham for slet ikke at tale om at slå ham. Heldigvis for Wawrinka er han dog, jf. igen Australian og US Open, en af dem.

Han er dog nødt til at spille på et højere niveau, end han har gjort i nogle af sine gruppekampe, hvor han – trods en god del vindere – også har lavet et alt for stort antal fejl. Han er i særdeleshed nødt til at blive bedre til at vinde de tætte sæt; af fire tiebreakere i denne uge har Wawrinka ikke vundet en eneste.

Djokovic har i det store og hele været sikkerheden selv. Jovist har han afgivet et sæt til både Federer og del Potro. Men det må man forvente på dette niveau. Når det talte allermest – i tredje sæt – er han stoppet med at lave fejl og er langsomt, men sikkert trukket fra sine modstandere.

Skal Wawrinka vinde skal han a) have en højere serveprocent end han eksempelvis havde mod Nadal (45 procent). Mod manden med verdens bedste returneringer, har man ikke råd til at serve hver anden serv som en andenserv. Og b) tage sine chancer, når de byder sig.

Han har slagene til det. Spørgsmålet er, om han også har psyken og nerverne til det. Det ved vi, at Djokovic har.

Videre til finalen (som han formentlig også vinder): Djokovic.

God søndag

05 Nov

The comeback king vs. the king(s) of hard courts

djokovic-nadal-420x0

Hvem står tilbage, når de mere middelmådige ATP-spillere er skrællet væk, og det kun er de bedste mod de bedste i årets World Tour Finals? Det plejer at være hard court-specialisterne Federer eller Djokovic, men i år har Nadal en unik mulighed for at krone et utroligt comeback år med den eneste titel af betydning, der mangler i hans cv. Og han har fået en lodtrækning, der hjælper ham et godt stykke af vejen

Af Anders Høeg Lammers

World Tour Finals – herrernes sæsonfinale – er i gang. Det er elitens turnering. Kun de otte bedste spillere i løbet af året får lov at deltage, mens resten af verdens spillere må se misundelige til fra sidelinjen (eller sofaen).

I modsætning til alle andre ATP-turneringer spilles den ikke som en vind eller forsvind-turnering, men derimod med to indledende grupper, hvorfra de to bedste går videre til søndagens semifinaler. Det er med andre ord muligt at tabe én eller sågar to kampe og alligevel gå videre i turneringen. Til gengæld er der ingen lette modstandere idet samtlige spillere befinder sig i top-10.

Djokovic’ dynamitgruppe

Lodtrækningen har ført til to ret ulige grupper. På forhånd var der to deciderede favoritter – Novak Djokovic og Rafael Nadal – samt to dark horses. Af de fire spillere er de tre endt i dynamitgruppe A, nemlig Djokovic sammen med Roger Federer og Juan Martin del Potro, der har haft et fantastisk efterår.  Som rosinen i pølseenden – eller det tynde øl om man vil – er der den franske elegantier Richard Gasquet, der er kvalificeret for første gang siden 2007.

Djokovic er efter en so-and-so sæson endelig igen oppe på det niveau, der så ham vinde sidste års World Tour Finals samt Australian Open i januar. Han har just vundet tre turneringer i streg og kommer ind til turneringen med 17 sejre i træk.

Og bortset fra Djokovic har ingen spiller dette efterår været hottere end del Potro. Med to turneringssejre, et knebent finalenederlag til netop Djokovic i Shanghai og en sejr over den indtil da helt og aldeles uovervindelige Nadal er ’the gentle giant’ endelig tilbage i den form, der førte ham frem til hans enlige US Open-triumf i 2009. Mandag vandt han over Richard Gasquet og torsdag venter vinderen af aftenens blockbuster mellem Djokovic og Federer.

Speaking of – den seksdobbelte mester Federer er selvfølgelig også et oplagt bud, når trofæet skal løftes næste mandag. Når han ikke er egentlig favorit, skyldes det dels, at han efterhånden er blevet 32 år, og dels at han – med Federers egne standarder – har haft et annus horribilis og er dumpet ned som verdens nr. 7, en uhørt position for én spiller, der har været nr. 1, 2 eller 3 ti år i træk. En del af årsagen til denne placering skyldes imidlertid småskader i ryggen, der har plaget Federer store dele af året. Ifølge eget udsagn er han dog for første gang siden februar helt og aldeles klar igen – hvilket han bevidste med en sejr over del Potro i sidste uges kvartfinale i Paris, før han faldt i tre sæt mod Djokovic. Dét nederlag får han mulighed for at revanchere i aften, når sidste års finalister mødes i aftenens kamp (læs her om sidste års finale).

Endelig er der Gasquet, som nok ikke skal gøre sig de store forhåbninger om yderligere avancement – han er 3-19 mod Djokovic og Federer tilsammen. Til gengæld kan man fryde sig over hans smukke enhåndsbaghånd, som er mere end leveringsdygtig til de efterfølgende highlights.

Videre til semifinalen: Djokovic fulgt af enten Federer eller del Potro, jeg hælder til Federer.

Nadal i cruise control

I gruppe B har Nadal det på alle måder lettere. Ikke alene har han fået David Ferrer og Tomas Berdych i stedet for del Potro og Federer (trods Nadals overlegne head-2-head mod Federer, er han 0-4 mod schweizeren indendørs, læs her en analyse af hvorfor). Han er også havnet i den gruppe, der får en hviledag inden semifinalerne. I eftermiddagens kamp var han solid mod vennen og landsmanden David Ferrer, som var alt andet end solid. 6-3, 6-2 blev resultatet af den affære.

Og med en sejr mere mod enten Tomas Berdych eller Stanislas Wawrinka, turneringens enlige debutant, er han så godt som sikker påvidere avancement og helt sikker på fastholde sin position som verdens nr. 1. Mod Berdych har han vundet de seneste 12 kampe, mod Wawrinka samtlige 11 kampe. Det burde være muligt…

Hverken Ferrer, Berdych eller Wawrinka har vist skræmmende form over efteråret, om end Ferrer har præsteret tre finaler (og 0 sejre). I turneringens første kamp slog Wawrinka Berdych i tre sæt, og han har en glimrende mulighed for at gå videre til de sidste fire. Kampen om gruppens 2. plads kommer formentlig til at stå mellem ham og Ferrer – Ferrer fører 7-4 indbyrdes, men virker mere slidt.

Videre til semifinalen: Nadal fulgt af Wawrinka eller Ferrer, jeg hælder til Wawrinka.

Hvem der i sidste ende vinder, vil jeg endnu ikke spå om. På stående fod er Nadal og Djokovic dog favoritter; Nadal som i givet fald vil have vundet enhver turnering af betydning som den kun anden spiller nogensinde (den første er Agassi).

Inden vi når så langt har vi dog en hel del kvalitetskampe i udsigt, vi starter klokken 21.15 dansk tid tirsdag aften med en gentagelse af sidste års finale, som blev afsluttet således(!), og som du kan se højdepunkter fra herunder

http://www.youtube.com/watch?v=s43qzeZkbiE

God kamp!

16 Nov

»The king is dead, long live the king«

Djokovic efter mandagens sejr over Roger Federer

Af Anders Høeg Lammers

Sådan sagde Novak Djokovic’ mor tilbage i 2008, da sønnike havde slået kongen, aka Roger Federer, ud af Australian Open-semifinalen i tre sæt for efterfølgende at sikre sig sin første grand slam titel med en fire sæts sejr over Jo-Wilfried Tsonga. Helt så enkelt skulle det ikke gå, og der gik endnu tre et halvt år, før Djokovic nåede ranglistens førsteplads og realiserede sit potentiale.

I de sidste to år har han været verdens bedste tennisspiller, og i 2011 var han nærmest ustoppelig i årets ni første måneder, hvor han slog Rafael Nadal seks gange i streg og Roger Federer fire gange mod ét enkelt nederlag.

Helt så ustoppelig har han ikke været i år, men han har til gengæld været en faktor hele sæsonen, hvor han sidste år sluttede af som en skygge af sig selv. Da det så ’sortest’ ud i år – i timerne efter nederlaget til Andy Murray i US Open – havde Djokovic tabt de seneste syv kampe mod Nadal (tre gange på grus, inkl. French Open-finalen), Federer (Wimbledon og Cincinnati) og Murray (OL og US Open-finalen), og Federer havde overhalet ham som verdens nummer ét.

Djokovic havde ikke længere samme aura omkring sig. Han lavede flere fejl og kunne slås.

The comeback kid

I løbet af efteråret har Djokovic fået generobret noget af sin aura. Med titler i Beijing, Shanghai og sæsonfinalen i London har han så klart været efterårets dominerende spiller. Og samtidig har han genfundet den ukuelighed, og den ’jeg er ikke slået, før den sidste bold er spillet’-mentalitet, der kendetegnede hans 2011.

Mod Murray i US-Open finalen kom han således tilbage fra 0-2 i sæt til 2-2, før kræfterne dog slap op i femte, mens Murray trak fra på vejen mod sin første slam. Og en måneds tid efter var Murray igen foran, denne gang i finalen i Shanghai, hvor Djokovic var nede med flere match bolde, før han sejrede 5-7, 7-6 (11), 6-3.

I sidste uge producerede Djokovic endnu en gang flere af de comebacks, der de sidste par år har taget ham fra rollen, som en der smed håndklædet i ringen, når det gjorde ondt, til tennis’ største fighter og tennis’ svar på Houdini.

Ingen er så stærk som Djokovic, når de er bagud. Nadal har i mange år haft det ry, men ikke engang han kan måle sig med Djokovic, når det kommer til comebacks.

I London vandt han alle sine fem kampe mod spillere rangeret som nr. 2, 3, 6, 7 og 8. Mod Murray var han nede med et sæt, før han vandt 7-5 i tredje. I semifinalen mod en stærkt spillende Juan Martin del Potro var han nede med et sæt og et break, før han hævede sit niveau og vandt de sidste to sæt 6-3, 6-2.

Og i mandagens finale, hvor undertegnede sad på lægterne, var han bagud mod Federer i både første og andet sæt. Ja faktisk tabte han de første ni point i træk og var kun to bolde fra at være bagud 0-4 i første sæt (to gange deuce ved 0-3 i Djokovic’ serv), før han langsomt spillede sig ind i kampen. Han brød efterfølgende Federer til 2-3 og servede sig op på 3-3 – og så stod det pludselig lige i en kamp, hvor han ellers var blevet blæst ud af banen.

En sublim finale

Jeg har set en god del Federer-kampe, men jeg er ikke sikker på, at jeg har set ham tabe et sæt, hvor han spillede så godt, som han gjorde i mandagens finale. Og slet ikke indendørs, hvor Federer er tæt på urørlig, når han er god. Han returnerede eminent, og der var dårligt nok et serveparti hos Djokovic, hvor stillingen ikke kom en tur forbi deuce.

Eneste problem? Djokovic var også ret eminent og vandt tilmed hovedparten af de tætte partier, mens Federer så vandt de knap så tætte (og nogle af de tætte). Det ses bl.a. af det faktum, at Federer havde vundet fem point mere end Djokovic, selv om Djokovic vandt tiebreaken med 8-6.

Der er ingen andre end Djokovic, der ville have vundet det sæt mod Federer på den bane. Og selv han slog ham kun lige akkurat.

Første sæt var i verdensklasse og en værdig sæsonfinale. Det havde alt – en tidlig føring til Federer, comeback, en føring til Djokovic, comeback fra Federer, tre lige-ved-og-næsten sætbolde til Federer ved stillingen 5-6, 0-30 i Djokovic’ serv samt en tæt og velspillet tiebreak med dueller, man kun kunne ryste på hovedet af. Se f.eks. her hvordan Federer redder Djokovic’ første sætpoint med en fuldstændig umulig forhånd.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=ZlTlWk19-zo&w=560&h=315=1&start=15]

Djokovic, der ofte applauderer modstanderens bedste skud, er her blot målløs og uforstående over, hvordan han ikke vandt det point. Heldigvis for ham så fik Federer en mindre hjerneblødning i næste point og valgte at gå efter en ekstremt højrisiko baghånd ned af linjen på et tidspunkt i duellen, hvor det slet ikke gav mening. Og så servede Djokovic ellers sættet hjem på næste bold.

Federer er ikke primært berømmet for sine figtheregenskaber, men han viste dem så rigeligt i næste parti. Efter at have tabt et sæt, han burde have vundet, kunne man dårligt have bebrejdet ham et halvdårligt parti. Men nej – i løbet af 11 minutter og ved hjælp af fire breakbolde brød han Djokovic. Og holdt efterfølgende sikkert serv til 2-0.

Andet sæt var knapt så højt i kvalitet, og der var knap så mange momentumskift. Reelt set var der kun to – da Federer brød lige efter at have tabt første sæt og så igen, da Djokovic kom tilbage i sættet ved stillingen 5-4, 40-15 til Federer i Federers serv.

Langsomt men sikkert fik Djokovic sig dog arbejdet tilbage i kampen, bl.a. ved at gå ned af linjen med sin baghånd og tvinge Federer til at slå sin forhånd i løb eller bevægelse – et slag der affødte en god del fejl i andet sæt specielt.

Det kan lyde absurd, men Djokovic er bedst, når han enten har en sæt- eller matchbold imod sig. Det er som om, han stopper med at misse, ser bolden klarere og bare kan blive ved og ved, så længe det kræves.

Det kan ikke længere være held

Til den efterfølgende pressekonference klandrede en journalist Federer for ikke at lukke sættet der og i stedet forære et break til Djokovic via tre forhåndsfejl. Og jo, man burde vinde sættet, når man er oppe med 40-15 i egen serv. Hvis altså ikke modstanderen hedder Djokovic. For som Federer svarede (frit fra hukommelsen): »I was serving 125 mph serves down the T and then got bullet returns back at my feet. Call it an error if you will, but it doesn’t really make sense to me.«

For ét år siden høstede Federer kritik for at kalde Djokovic’ mirakel returnering ’lucky’, da Federer havde to matchbolde i US-semifinalen 2011, og Djokovic returnerede den første af dem med en ren cross-court forhåndsvinder på linjen. I år gav han fuld kredit til Djokovic.

For når samme spiller igen og igen finder sine bedste skud frem på de mest afgørende tidspunkter, er det ikke længere held. Bedst som man havde ventet (og glædet sig til) et tredje sæt, servede Djokovic sig pludselig med relativ lethed foran 6-5. Skulle vi få endnu en tie-break?

Nej. For Djokovic var stoppet med at misse og havde formået at sætte Roger tilstrækkelig meget under pres til, at Federer lige manglede det sidste. Og hvad Federer manglede, havde Djokovic. Se f.eks. her, hvordan han vinder kampen på sin første matchbold ved stillingen 30-40 med sin absolut smukkeste vinder denne aften:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=239M9wDg80M&w=560&h=315=1&start=320]

Samlet set vandt Djokovic 96 point mod 95 til Federer. Alligevel vandt han altså begge sæt og kampen og positionerede sig dermed som den bedste spiller i 2012 (havde han tabt, kunne man have argumenteret for Federer i kraft af flere titler, om end Djokovic stadig havde ligget nr. 1). Scoren viser en eminent evne til at vinde de afgørende point – og selvfølgelig også, at han havde marginalerne på sin side. Den viser, at Djokovic kan hænge på, selv når Federer – som han selv udtrykte det ­– »couldn’t have played must better than I did« på en indendørs hard court, hvor Federer inden dette efterår dårligt havde tabt en kamp i to år.

Djokovic er nu kongen af tennis. Men den gamle spræller endnu, og Nadal er så småt på vej tilbage fra sin skadespause. Samtidig er Murray i en rivende udvikling, der meget vel kan gøre ham til Djokovic’ nærmeste konkurrent i 2013. Mere om det i et kommende indlæg.

For nu: Hop lidt rundt i dette lange kampuddrag og nyd højdepunkterne fra mandagens finale:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=0NuGu19Ojuo&w=560&h=315]