25 Oct

Kan Andy Murray skubbe Novak Djokovic af tronen?

murray-djokovic_3562890bI næsten 13 år har verdens bedste tennisspiller altid enten heddet Federer, Nadal eller Djokovic til efternavn. Om få uger kan et nyt navn måske føjes til den eksklusive liste. Sport fortalt ser nærmere på, hvad der skal til for, at skotten Andy Murray skubber den ellers så suveræne serber af tronen. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennis er ikke, hvad det har været. For første gang siden før Roger Federers første Wimbledon-sejr i 2003 er hverken Roger Federer eller Rafael Nadal i top-4 på verdensranglisten.

De to aldrende stjerner har tilmed begge trukket stikket for resten af sæsonen for at pleje skader og – forhåbentlig – vende stærkt tilbage næste år. Federer gjorde det allerede efter Wimbledon for at styrke det knæ, han fik opereret efter Australian Open, Nadal meddelte i torsdags, at han havde overforceret sit comeback efter en håndledsskade og derfor fokuserer på at blive helt fit igen.

Murrays aktie stiger, mens Djokovic’ falder

Men den enes død er den andens brød. For mens Fedal har været under niveau hele sæsonen, er Andy Murray godt i gang med sin bedste sæson nogensinde.

Den er faktisk så god, så han efterhånden må siges at have en realistisk chance for at overtage Novak Djokovic’ ellers så suveræne  position som verdensetter. Det til trods for, at Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør i de seneste tre år og 3-1 i år, inkl. to sejre i årets første grand slam-turneringer.

Men mens Djokovic’ formkurve har været faldende lige siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, har Murrays omvendt været støt stigende. Den kumulative effekt af de to kurver er tydelig at se på årets rangliste, også kaldet the race, hvor Murray nu blot er 915 point efter Djokovic mod hele 3.225 point efter French Open-finalen.

På Murrays kalender er der tre turneringer tilbage, næste uges ATP-500 i Wien, derpå direkte videre til sæsonens sidste Masters-turnering i Paris efterfulgt af World Tour Finals i London. Det giver 3.000 point at spille om. Djokovic, som kun deltager i de sidste to turneringer, kan højst indsamle 2.500 point.

Er det realistisk, at Murray outperformer Djokovic med mindst 915 point resten af sæsonen?

Djokovic har historikken på sin side

Ser man på deres aktuelle formkurve, er svaret ja. Ser man på deres historik i de respektive turneringer, er svaret entydigt nej.

Djokovic har vundet Paris Masters de seneste tre år (fire gange i alt) og World Tour Finals de seneste fire (fem gange i alt). Omvendt har Murray én sølle finale i Paris som bedste resultat dér og udelukkende semifinaler at fremvise fra World Tour Finals.

Underlaget – en relativt langsom lavt hoppende indendørs hard court – er så godt som identisk de to steder, og det passer Djokovic væsentligt bedre end Murray.

Murray har, historisk set, ikke været god til at generere sin egen fart, og som kontraspiller har han, ligesom Lleyton Hewitt, foretrukket de lidt hurtigere baner – i særdeleshed i de interne opgør mod Djokovic. Samtidig er han en af de bedste spillere i vind, hvilket han ikke kan bruge til meget indendørs.

Djokovic elsker til gengæld underlaget i London og Paris. Han spiller tættere på baglinjen og tager bolden tidligere end Murray, hvorfor hans timing har gavn af, at der er så få elementer i spil som muligt.

Samtidig er hans defensiv nærmest uigennemtrængelig i London, hvad en perlerække af modstandere har fået at føle gennem tiden, mens han eget spil er stabilt nok til, at modstanderen på et tidspunkt enten laver en fejl eller giver ham en kort bold at angribe på.

Ivan Lendl er Murrays kyllingevogter

Alligevel er der dog grund til at tro på, at Andy Murray – og resten af feltet – har en større chance, end de plejer mod Djokovic i sæsonens sidste turneringer.

Siden French Open-finalen har Djokovic tabt til Sam Querrey i 3. runde i Wimbledon, vundet Montreal (mod et let felt, da de fleste koncentrerede sig om OL), tabt i 1. runde ved OL til del Potro, tabt US Open-finalen til Stan Wawrinka efter at have modtaget en badebillet til finalen og senest tabt i semifinalen i Shanghai til Bautista Agut efter at have været i voldsomme problemer mod ranglistens nr. 110, Mischa Zverev, runden forinden.

Uden at gå i dybden med nogle af delene har Djokovic talt om manglende motivation efter at have overvundet al modstand med fire slam-titler på stribe, problemer i privaten, forskellige småskader og har, ifølge flere mediers udlægning, antydet muligheden af ikke at fortsætte det ellers så succesrige samarbejde med Boris Becker.

Noget bedre er det gået for Murray. Siden French Open-finalen har Murray fået Ivan Lendl tilbage som træner og har vundet Wimbledon, OL (som man ikke længere får ATP-point for), Beijing og Shanghai samt tabt finalen i Cincinatti til Marin Cilic og kvartfinalen i US Open til Kei Nishikori.

Murray har haft et fantastisk 2016, også før Lendl kom tilbage, men alligevel kan den rolige tjekke tilføre noget, som den evigt iltre og selvkritiserende skotte har brug for. I radio24syvs Wimbledon-magasin talte tennistræneren Jens Seibæk og værten Anders Haahr Rasmussen om, at Ivan Lendl var Andy Murrays ‘kyllingevogter’.

En kyllingvogter sikrer, at man går efter sine slag, når mulighederne byder sig. Den lettere defensive og perfektionistiske Murray har karrieren igennem haft en tendens til at spille for passivt – især i de største kampe mod de andre i Big 4. Men med Lendl i boksen som sin kyllingevogter tør han gå efter sine slag, han tør lave flere fejl, og han slår sin forhånd markant tungere.

Hvorvidt Lendl også kan hjælpe Murray til at blive en regulær rival for Djokovic i de indbyrdes opgør, har vi endnu til gode at se. Men sidste gang de to dannede par (2012-2013) vandt Djokovic kun 5-4 i indbyrdes opgør – siden står den som sagt hhv. 13-2 i alt og 3-1 i år.

murray-lendl

Går Djokovic’ dominans et brat stop i møde?

Det er notorisk svært at spå om, hvornår de store mestre går fra at være dominerende til pludselig at være i karrierens efterår eller det, der er værre.

Borg var verdens bedste tennisspiller frem til French Open i 1981, men tabte både Wimbledon og US Open-finalen til McEnroe samme år og trak sig efterfølgende fra tennis. McEnroe selv havde et formidabelt 1984, hvor han vandt 82 kampe mod blot tre nederlag. Han vandt aldrig en slam igen.

Mats Wilander vandt tre slams i 1988, resten af karrieren tilbragte han mest et godt stykke uden for top-10. Roger Federer sad på tre ud af fire slams, da han vandt Australian Open i 2010, siden har han blot vundet en enkelt. Tilsvarende vandt Nadal tre ud af fem slams i sit comeback i 2013 og frem til French Open 2014, siden har to kvartfinaler været hans bedste slam-resultater.

Er Djokovic med ét gået fra at være en lean, mean winning machine – fra efteråret 2014 til og med årets French Open vandt han nærmest alt, han rørte ved – til at være på et tilsvarende tipping point i sin karriere?

Alderen, han bliver 30 til maj, taler for i forhold til, hvornår spillerne historisk har toppet.

slamalder

Søjlediagrammet ovenfor er fra 2011. Siden da har Federer, Wawrinka, Djokovic, Murray, Nadal og Cilic føjet flere til i aldersgruppen 24-31. 

Omvendt er alderen gået helt ekstremt i vejret for spillere i top-10, top-20, top-100 etc. over de seneste ti år. Og selvom både Milos Raonic, Kei Nishikori og Dominic Thiem alle er yngre og i top-10, er det ikke umiddelbart dem, der er Djokovic’ største trusler.

Det er stadig den ‘gamle’ garde i form af Murray (som er født i samme måned og år som Djokovic), Wawrinka, der fylder 32 næste gang og Federer, der fylder 36 til august, han har det umiddelbart sværest med.

Men hvis motivationen pludselig ikke er, hvad den har været, er det alt, hvad der skal til.

Personligt hælder jeg til, det er et midlertidigt problem. Djokovic har simpelthen for meget at spille om og for stor en professionalisme til, at han kan tabe motivationen permanent på det her gyldne tidspunkt i sin karriere. Boris Becker sagde, ganske vist før Wimbledon, noget lignende.

Han har vundet 12 slams, to færre end Sampras og Nadal og fem færre end Federer. Han har 222 uger som verdens no. 1, 80 uger færre end Federers rekord. Han har med andre ord en reel og semirealistisk chance for at hente Federer i historiebøgerne – ikke mindst på grund af manglen på tydelige konkurrenter (Lendls Murray delvist undtaget), der er på nippet til at vippe ham permanent af pinden.

Murray har 2 chancer for at blive nr. 1

Men tilbage til Murray. Vinder han Wien, hvilket han bør, hvis han fortsætter på samme niveau, er han kun 415 point efter Djokovic inden årets to sidste turneringer.

Vinder han både Wien og Paris, skal Djokovic i finalen i Paris for at bevare et forspring på sølle 15 point inden London. Og så har vi i den grad the final showdown. 

Djokovic må dog stadig være pæn favorit til at bevare positionen som verdensetter året ud, dels fordi han har et forspring at tære af, dels fordi underlaget i Paris og London som sagt passer ham bedre end Murray.

Men skulle det ikke lykkedes Murray i år, er der rige muligheder i begyndelsen af næste år. For mens Djokovic fører med 915 point i årets race, fører Murray med 1860 point siden årets grussæson gik i gang. Det vil med andre ord sige, at Djokovic skal vinde mindst 1860 point flere end Murray, før næste års Monte Carlo.

Det plejer han også at gøre, men dels spiller Murray som sagt væsentligt bedre, end han plejer, og dels ser Djokovic væsentligt mere sårbar ud end tidligere.

Et kvalificeret gæt er derfor, at Djokovic beholder sin plads som verdensetter året ud, men at Murray overtager positionen på et eller andet tidspunkt i løbet af det næste halve år.

Og så kan han forhåbentlig også blive den rival, Djokovic har manglet i flere år.

16 Nov

World Tour Finals: Har de andre en chance mod Novak Djokovic?

12272561_10153873795190832_275731123_nBliver Novak Djokovic den første til at vinde fire World Tour Finals-trofæer i streg? Ja, siger form, sund fornuft og hele 2015-sæsonen. Tøv en kende, siger Federer, Murray, Wawrinka og Nadal. 

Af Anders Høeg Lammers

Der er Novak Djokovic. Og så er der alle de andre. Sådan har det været i hele 2015, og sådan har det været til herrenes sæsonfinale, World Tour Finals, de seneste tre år i streg. Den 28-årige serber er på toppen af karrieren og i takt med, at de værste konkurrenter er falmet, er serberens egen stjerne blot steget.

Først de kolde, hårde facts:

  • Novak Djokovic har vundet 79 og tabt fem kampe i år
  • Han har vundet sine seneste 23 kampe i streg
  • Han har blot afgivet ét sæt (til Stan Wawrinka) i sine seneste seksten kampe
  • Han er vanvittige 28-4 i kampe mod top-10 spillere i år
  • Bortset fra et kvartfinalenederlag i årets første turnering til Ivo Karlovic, har Djokovic nået finalen i samtlige turneringer, han har spillet (vundet 10 og tabt 4)
  • Han er 27-1 i Grand Slam-kampe i år
  • Han har vundet seks Masters-turneringer i år, flere end nogen anden spiller før ham
  • Schweizere har spillet ham (et lille) puds: Wawrinka er den eneste, der har slået ham i slam-sammenhæng, og Federer er den eneste, der har slået ham to gange

Ser man specifikt på World Tour Finals, bliver billedet ikke meget mere opmuntrende for konkurrenterne:

  • Djokovic vandt sæsonfinalen i 2012, 2013 og 2014
  • Han har ikke tabt en kamp på O2’s underlag i London siden 2011 (i sæsonfinalen må man godt tabe kampe i gruppespillet uden at blive elimineret, ligesom i fodbold)
  • For hvert år er hans sejr blevet mere suveræn
  • I 2012 vandt han blot ét point mere end Federer i en tæt finale, i 2013 udspillede han en hjælpeløs Nadal i finalen (men havde tætte gruppekampe), og i 2014 fik han hele verdenseliten til at se håbløs ud:
    • Bortset fra Kei Nishikoris enlige sæt (i en 6-1, 3-6, 6-0 kamp), afgav han blot ni partier i de øvrige tre kampe, han spillede. Det er halvandet parti per sæt mod top-10 spillere (Federer kunne ikke spille finalen mod ham p.g.a. en rygskade, men havde formentlig også tabt).
  • I turneringens første kamp i år fortsatte han, hvor han slap: 6-1, 6-1 blev Kei Nishikori sendt hjem med.

Det er altså status. Så kan vi ikke bare slukke tv’et/computeren og skide turneringen et stykke? Dog ikke. Dertil spilles der alt for god tennis, når verdens otte bedste spillere møder hinanden på kryds og tværs otte dage i streg.

Lad os derfor tage et kig på lodtrækningen – to spillere går videre fra hver af de to grupper.

Stan Smith-gruppen: Djokovic, Federer, Berdych og Nishikori

Med al respekt for Tomas Berdych og Kei Nishikori, så får de det svært i denne dødens gruppe. Federer har vundet turneringen seks gange, Djokovic fire, og tilsammen har de vundet de seneste fem.

Det er med andre ord turneringens to bedste spillere, der skal duellere fra start. Det er ikke godt for Federer og helt slemt for Berdych og Nishikori, som har meget få chancer for at komme videre fra gruppen – ikke mindst efter klare nederlag i første kamp.

Mens Djokovic må formodes at fortsætte sin form fra efterårets triumftog i gruppekampene, er der en lille risiko for, at Federer bliver overrumplet af Nishikori, som han har tabt til to gange i fem kampe.

Og taber han til Djokovic i tirsdagens gruppekamp (hvilket er sandsynligt, men dog slet ikke definitivt), er der pludselig pres på mod Nishikori fredag – med risiko for at ryge ud af turneringen før semifinalen for første gang siden 2008.

Så galt går det dog næppe.

Tomas Berdych har fra ca. 2010-2013 ofte været en torn i øjet på Federer, hvor han bl.a. slog ham i både Wimbledon og US Open. Men de senere år har Federer genvundet overtaget, og efter en løs start, blev Berdych sat eftertrykkeligt på plads søndag med 6-4, 6-2.

Mod Djokovic har Berdych gjort det bedre end de fleste i år – han har tabt tre kampe, men taget et sæt i de første to og presset Djokovic ud i to tie-breaks i det seneste møde i Paris. Det ændrer dog ikke ved, at Djokovic fører deres indbyrdes opgør med svimlende 20-2.

Kei Nishikori er principielt gruppens bedste bud på en overraskelse. Han er yderst hæderlige 2-4 mod Djokovic, 2-3 mod Federer og 3-1 mod Berdych.

Men han har haft et skadesplaget år (han trak sig senest nede med 4-1 i andet sæt mod Richard Gasquet i sidste uge i Paris), så skidt ud mod Djokovic søndag og har tabt de seneste to mod Federer.

Formmæssigt er det derfor Berdych, der står den (minimalt) bedre chance for at skyde en af de to favoritter fra tronen.

Semifinalister: Novak Djokovic, Roger Federer. 

 

Ilie Năstase-gruppen: Andy Murray, Stan Wawrinka, Rafael Nadal og David Ferrer

Den anden gruppe er på papiret mere tæt. Andy Murray, Stan Wawrinka, Rafael Nadal og David Ferrer er alle at finde her. De tre første er alle yderst gode bud på en semifinaleplacering, og selvom det er svært at se det ske, skal man aldrig udelukke Ferrer på forhånd (et 4-6, 4-6 nederlag til Andy Murray her til eftermiddag hjælper dog ikke på det).

Murray er seedet øverst, men har allerede blikket halvt rettet mod næste uges Davis Cup-finale mod Belgien i en grad, så han tidligere på sæsonen overvejede at springe London helt over. Det gjorde han heldigvis ikke, og han er gruppens svage favorit. Hvis han altså har hovedet med i foretagendet.

Murray har været med hvert år siden 2008, men har aldrig nået finalen.

Stan Wawrinka var et mulehår fra at spille sig i finalen sidste år, da han tabte i semifinalen i tredje sæts mod Federer. I sine to hidtidige optrædener har Wawrinka været i semifinalen hver gang.

Skal han nå dertil igen i år, vil en sejr i aftenens blockbuster kamp mod Rafael Nadal hjælpe en god del. Wawrinka er god på det langsomme hard court underlag, hvor han får tid til sine store sving, men som ikke er så langsomt, så han ikke kan slå igennem sine modstandere med sin enorme torsokraft.

Stan ‘the Man’ har en negativ h2h mod alle i gruppen – 6-8 mod Murray, 6-7 mod Ferrer og 3-13 mod Nadal. Men de tal snyder. Han har således vundet de seneste tre opgør mod Ferrer, tre af de seneste fire mod Nadal og de to seneste mod Murray, som han sidst mødte i 2013.

Hvis der er én person i denne gruppe, der skal gå hele vejen, er Wawrinka i min optik det bedste bud. Hverken Nadal eller Murray må formodes at have de store chancer mod Djokovic (bedre versioner har dem har før fået meget klare klø her), mens Wawrinka har spillet, der på dagen kan frustrere og toppe Djokovic.

Endelig er der Nadal. Har fører 51-15 mod de øvrige modstandere i indbyrdes opgør og har vel sagtens haft sit bedste efterår siden 2005. Men det siger ikke så meget, da Nadal traditionelt er svag i efteråret.

Ikke desto mindre er Nadal så småt begyndt at finde noget, der for alvor ligner formen efter et annus horribilis, hvor han end ikke er nået til semifinalen i en eneste slam-turnering. Senest spillede han sig i finalen i Basel, hvor han pressede Federer ud i tredje sæt i en tæt kamp, hvorpå han tabte i to tiebreaks til Wawrinka i kvartfinalen i Paris.

Han er med andre ord lige ved at være der, hvor han gerne vil være. Men om det er nok på Londons hard court, er et godt spørgsmål.

Hvad Ferrer angår, må han formodes at stå med meget små chancer for en semifinale endsige en finale-placering (Federer har aldrig tabt til ham, og Djokovic har slået ham de seneste mange gange).

Men på dagen kan han drille især Nadal, men også Wawrinka – specielt hvis han kan serve lidt bedre end i dag mod Murray, hvor 0 esser blev ledsaget af hele otte dobbeltfejl.

Semifinalister: Stan Wawrinka og Andy Murray. Nadal kan dog meget vel tage en af pladserne. Meget står og falder med aftenens kamp mellem Wawrinka og Nadal. 

Den nuværende konge mod den gamle

Der er rimelig bred enighed blandt både bookmakere og eksperter om, at Djokovic er klar favorit, mens Federer er klar førsteudfordrer. Med deres ti samlede ti sejre ved denne turnering mod de øvrige seks spilleres nul, kan det da heller ikke hverken undre eller overraske.

Men hvad er det, der gør dem så særligt suveræne her?

For Djokovic’ vedkommende kan han dårligt designe et bedre underlag. Han elsker hard court i det hele taget, men langsomt hard court i særdeleshed. Derudover er han også blevet nærmest umulig at slå indendørs, hvor han ikke har tabt en kamp siden 2012.

Djokovic, der tager bolden tidligere end de fleste af sine modstandere og derfor har brug for god timing på bolden, stortrives, når der ikke er vind og mærkelige opspring. Det samme gælder for Federer, der tager bolden endnu tidligere – ofte med halvflugtninger.

Men hvorfor er Djokovic’ så alligevel den klare favorit? For det første p.g.a. resultaterne i år: Djokovic er i sin karrieres zenit, Federer i karrierens efterår.

Dertil kommer formen: Federer er 34 år gammel, og omend han spillede fremragende tennis henover sommeren, hvor han pressede Djokovic til det yderste i US Open-finalen, har det været så som så med formen siden.

Først tabte han yderst overraskende til Albert Ramos-Vinolas i første kamp i Shanghai, derpå vandt han i Basel uden at overbevise, og senest blev han servet ud af Paris i en tæt kamp mod John Isner (6-7 (3), 6-3, 6-7 (5)).

Alt i mens har Djokovic som sagt blot tabt ét sæt siden US Open-finalen.

Men vigtigst af alt er måske underlaget. Desto langsommere det er, desto mere kvælende er Djokovic’ defensiv. O2-arenaens hard court er langsomt nok til, at det formentlig kun er Wawrinka’s grundslag, der for alvor kan slå igennem Djokovic-muren.

Skal Federer vinde, skal han derfor

  • serve rigtig godt på en bane, der ikke hjælper serveren ret meget
  • komme frem til nettet så ofte som muligt, da ingen vinder mod Djokovic fra baglinjen i øjeblikket – hvilket er nemmere sagt end gjort, når Djokovic giver så få korte bolde, som han gør
  • angribe Djokovic’ forhånd mere end baghånden. Det er forhånden, der slår vinderne, men det er også den, der er mest fejlbarlig i pressede situationer
  • bruge sin slice mod Djokovic’ baghånd – den kan nemlig give fejl
  • angribe Djokovic’ andenserv med SABR (sneak attack by Roger) og risiko

Og Djokovic? Ja han skal gøre det, han gør bedst: Spille solidt, med dybde og tyngde i grundslag, returneringer og serv, være god til at skifte retning på bolden, som han altid er, og så lade modstanderne om at lave de fejl, der nok skal komme, når Djokovic sender endnu et svært slag retur på deres baglinje.

Gør han det, står han med stor sandsynlighed med sit femte World Tour Finals-trofæ i hånden på søndag som kronen på en af tennis historiens mest suveræne sæsoner.

Ekstra:

Nedenfor er statistik på de enkelte spillere mod de andre i gruppen, inkl. 2015 resultater. Ideelt set burde man også se på det i forhold til (indendørs) hard court, da underlaget har betydning, men de resultater tager lidt for lang tid at tælle sammen:

Djokovic’-gruppe:

Novak mod resten 45-25 (8-2 i 2015, begge nederlag til Federer)
Federer mod resten 38-29 (4-4, alle nederlag til Djokovic)
Berdych mod resten 9-37 (0-5)
Nishikori mod resten 7-8 (0-1)

Murray’s gruppe:
Murray mod resten: 25-27 (3-0 i 2015)
Stan mod resten: 15-28 (2-1)
Nadal mod resten: 51-15 (2-3)
Ferrer mod resten: 19-40 (0-3)

 

14 Nov

World Tour Finals: Djokovic, Federer og alle de andre

Sådan så det ud i 2012. Sport fortalt forudser en gentagelse søndag aften.

Sådan så det ud i 2012. Sport fortalt forudser en gentagelse søndag aften.

Herrenes sæsonfinale har hidtil været én stor skuffelse. Djokovic og Federer brillerer, men alle de andre topspillere ligner nogen, der ikke fortjener at være på samme bane som de to. Hvorfor er det tilfældet? Og kan nogen true den fuldstændig suveræne Djokovic i denne turnering?

Af Anders Høeg Lammers

Herrenes sæsonfinale, World Tour Finals, udspiller sig i denne uge i London, og vi er ved at have fundet de fire semifinalister, nemlig Novak Djokovic, Roger Federer, debutanten Kei Nishikori samt (formentlig) Stan Wawrinka.

I sæsonfinalen er der – modsat alle andre turneringer – kun de otte bedste spillere med, som så, igen modsat alle andre turneringer, dyster mod hinanden i to grupper af fire, hvor de to bedste går videre fra hver gruppe – a la EM 1992.

Ulige kampe og ‘tenniscifre’

Hidtil har det været en ekstremt aparte sæsonfinale. Når kun de bedste er med, kan man med rette forvente gode, jævnbyrdige kampe, der bølger frem og tilbage med en række spektakulære point. Sådan plejer det i hvert fald at være, de fire år jeg har haft lejlighed til at se turneringen live. I år er det indtil videre totalt anderledes.

Æg og ‘breadsticks’ – altså sæt der ender hhv. 6-0 og 6-1 – er relativt usædvanlige i en almindelig herretenniskamp, men særdeles usædvanlige topspillere imellem. I de 16 kampe, der blev spillet i sidste års sæsonfinale, var der således kun en enkelt breadstick og ingen æg. Bortset fra sølle tre sæt, endte alle spillede sæt 6-3 eller tættere.

I år er der til gengæld uddelt æg og breadsticks i hobetal, ja hele 10 ud af 21 spillede sæt, heraf seks bagels og breadsticks ud af blot otte spillede sæt i gruppe A. Mandag  slog Australien Open-vinderen Stan Wawrinka således tjekken Tomas Berdych 6-1, 6-1, alt imens verdens nummer 1., Djokovic, gav US Open-vinderen Marin Cilic stryg med samme cifre.

I gruppens anden kamp skulle hhv. vinderne og taberne op mod hinanden. Man kunne forvente tættere kampe. Og så alligevel. Djokovic ydmygede Wawrinka med 6-3, 6-0 og Berdych skulle blot bruge ét parti mere på at sætte Cilic godt og grundigt til vægs med 6-3, 6-1.

Gruppe B, bestående af Roger Federer, Andy Murray, japanske Kei Nishikori samt servemissilet Milos Raonic (som torsdag blev erstattet af David Ferrer p.g.a. en skade), har været marginalt mere kompetitiv. Samtidig er Ferrer dog den eneste taber i gruppens seks kampe, som har formået at vinde et sæt (i et 4-6, 6-4, 6-1 nederlag til Nishikori torsdag).

Og Federer sluttede gruppen af med at smadre Murray sønder og sammen med et 6-0, 6-1 nederlag, der meget vel kunne have endt 6-0, 6-0, eftersom Federer var foran 0-5, 0-30 i Murrays serv i andet sæt, før han tilsyneladende fik medlidenhed med skotten og lavede et par nemme fejl, så Andy ikke måtte forlade banen foran hjemmepublikummet med dobbelt æg. Den stakkels Murray, som var næsten grædefærdig ved pressekonferencen, måtte tilmed skrive en klumme til BBC om nederlaget.

Men hvad er forklaringen på disse mildest talt mærkelige resultater? Eksperterne er i vildrede, og der findes næppe en simpel forklaring på det. Én forklaring, som bl.a. Federer har givet, er, at årets underlag er langsommere end tidligere år. Det gør det sværere at vinde point på sin serv alene og dermed sværere at holde serv. Den spiller, der på dagen spiller bedst, når først bolden er i spil, får slet og ret nemmere ved at vinde modstanderens serv end under normale forhold. Da alle de tilstedeværende normalt holder serv mellem otte og ni gange ud af ti, gør den slags en ret markant forskel.

Men forklaringen holder ikke alene. Selv på et langsomt underlag har serveren en fordel, når pointet går i gang. Derfor er der slet og ret spillere, der har underpræsteret på det groveste samtidig med, at de er løbet ind i modstandere, der har ramt dagen. Djokovic, som har vundet 24 ud af de 29 partier, han har spillet, gav sig således karakteren 10 ud af 10, da han blev spurgt om, hvad han selv synes om sit spil såvidt. Og det er svært at være uenig, når man ser point som dette:

Djokovic er i skrivende stund på vej til at spille sin sidste kamp i gruppen mod Tomas Berdych – en kamp Berdych har sagt, han håber at vinde ‘maybe 3-4 games’ i, et resultat som da også er væsentligt bedre end den 6-0, 6-1 afklapsning, han modtog af selvsamme Djokovic i Beijing i oktober.

Endelig er der den forklaring, at to spillere – Djokovic og Federer – er i hhv. storform og god form og slet og ret er bedre end alle andre i denne turnering, mens hovedparten af resten mildest talt er svingende i deres præstationer i al almindelighed og ved dette års sæsonfinale i særdeleshed.

Semifinaler og finale: Djokovic er storfavorit

Men bliver det så bedre i de sidste kampe? Får vi de neglebidende kampe, vi helst vil se? Eller fortsætter ‘the Djokovic & Federer-show’ frem til finalen?

Jeg har personligt svært ved at se andet end endnu en regulær afklapsning af Berdych fra Djokovic her til eftermiddag, hvor Berdych skal være glad for hvert eneste parti, han (måske) får (edit: 6-2, 4-0 efter indlægget har været en tur i korrekturen). Med en sejr kan Djokovic nemlig sikre sig, at han slutter året som nr. 1, og Berdych har – som nævnt – på forhånd nærmest givet op.

Aftenens kamp mellem Wawrinka og Cilic er sværere at forudse, da begge er i stand til at spille hhv. formidabelt og elendigt. Wawrinka har dog generelt overhånden mod Cilic, han har en bedre mulighed for at kvalificere sig til semifinalen og virker i bedre form – trods afklapsningen fra Djokovic. Wawrinka i to sæt er derfor mit bud på denne.

Har jeg ret i det, får vi semifinaler mellem hhv. Djokovic-Nishikori og Federer-Wawrinka. Omend de begge har potentialet til at blive tætte, er det svært at se andet end en finale mellem Djokovic og Federer. Federer har typisk haft taget på Wawrinka og er slet og ret en bedre indendørsspiller. Men kan Wawrinka ramme dagen, har han alle de våben, der skal til.

Djokovic spiller lige nu så godt, som han nogensinde har spillet. Det er svært at se, hvem der skal tage bare et sæt for slet ikke om en kamp fra ham. Ikke desto mindre slog Nishikori ham i fire sæt ved US Open i år og leverede selv et vanvittigt godt tredje sæt mod Ferrer i gårsdagens kamp med stribevis af vinderslag. Kan han spille på det niveau hele kampen, kan han både udfordre og slå Djokovic, hvis Djokovic selv spiller lidt under sit nuværende vanvittige høje niveau.

Det mere sandsynlige scenarie er dog, at Djokovic – manden med verdens bedste returnering – udfordrer Nishikoris serv igen og igen og drager fordel af Nishikoris svage andenserv, som han gjorde i Paris for to uger siden i en klar to-sæts sejr.

Har jeg ret i de forudsigelser, får vi en finale mellem årets to bedste spillere. Det kan blive godt. Det var fantastisk, da de mødtes i finalen i 2012, en kamp Djokovic vandt i to ekstremt tætte sæt, 7-6 (6), 7-5:

Og det er næsten altid godt og tæt, når de to mødes. Alligevel er det svært at se andet end en Djokovic-sejr på nuværende tidspunkt – trods Federers udradering af Murray. Bl.a. fordi Murray var elendig, mens Federer bare var god, mens Djokovic har været skræmmende god i sine sejre.

Derudover er der underlaget. Jo hurtigere et underlag, desto bedre chancer har Federer mod Djokovic. På denne bane har Federers serv knap så meget bid, og Djokovics returneringer vil være dybe og præcise, og han vil være næsten umulig at slå bolden forbi, så snart en duel er i gang.

Jeg håber, Djokovic er til at tale med for tennis og turneringens skyld, men det er der bare meget lidt, der tyder på, er tilfældet. Jeg vover derfor pelsen og gætter på, at dette års World Tour Finals-turnering fortsætter (næsten) lige så ulige, som den har været indtil nu, og Djokovic står som sejrsherre søndag aften. Formentlig endda uden at have tabt et sæt.

Turneringen kan følges på Canal 8 eller streams. Aftenens kamp spilles kl. 21 dansk tid, semifinaler i morgen kl. 15 og 21 og finale søndag kl. 18. Mere information, interviews, videoer m.v. om sæsonfinalen kan findes her.