09 Jul

Boksning: Starwatch 2017

34690522245_564c2d7802_b

Boxing_jaa

Boksesporten er inde i en fremragende periode med masser af interessante matchups og bunker af godbidder i vente. Sport fortalt danner her et overblik over de navne, som aktuelt tegner toppen af sporten.

Af Tyson W. Lyall

Hvilket bokse-år 2017 har været indtil videre.

I den historisk frustrerende sportsgren, hvor talrige vægtklasser, forbund og promotorer gør vejen til kvalitetsopgør ualmindelig besværlig, har 2017 leveret varen.

Med Jack DeGale vs. Badou Jack i januar fik vi det bedst mulige opgør i supermellemvægt. Vi har set en rematch mellem to af sportens absolut bedste med Andre Ward vs. Sergey Kovalev. Der har været top-top-opgør i den profilfyldte weltervægtsklasse med Keith Thurman vs. Danny Garcia og ikke mindst Kell Brook vs. Errol Spence Jr., og der har været divisions-topopgør i mellemvægt med Golovkin vs. Jacobs og i fjervægt med Santa Cruz vs. Frampton II.

Og så var der ikke mindst et allerede legendarisk sværvægtsopgør foran 90.000 tilskuere på Wembley Stadion mellem Anthony Joshua og Wladimir Klitschko i april.

Det bedste venter imidlertid stadig.

Og nej, her tænker vi naturligvis ikke på Floyd Mayweather vs. Conor McGregor (det var således første og sidste gang, det show nævnes her på siden).

Til september mødes derimod to af sportens allerstørste stjerner og – ikke uvæsentligt – bedste boksere. Gennady Golovkin fra Kasakhstan og Saul ”Canelo” Alvarez fra Mexico bokser i et opgør, vi tidligere har behandlet (læs her).

Endelig venter en afsindigt spændende cruiservægt-turnering under navnet ”World Boxing Super Series”, hvor otte af de bedste i rækken mødes over et slutrunde-forløb, som indledes til september. Med navne som Oleksandr Usyk, Murat Gassiev og Mariris Briedis om bord er der reelt tale om en turnering på første klasse.

Under samme koncept følger også en turnering på supermellemvægt, som dog er en smule mindre profilfyldt. Det skal dog blive spændende særligt at se George Groves og Callum Smith samt vinderen af Chris Eubank Jr. vs. Arthur Abraham bokse med i turneringen.

Starwatch
Al denne jubeloptimisme om boksningens aktuelle status giver anledning til at se nærmere på, hvem der egentlig er sportens største navne for tiden.

Vi har nedenfor udvalg de ti boksere, som vi mener fortjener særlig opmærksomhed, når sportens stjerneflok skal oplistes.

Udvælgelsen er naturligvis stærkt subjektiv og baseres på en vurdering af stjernestatus som noget, der defineres ud fra den opmærksomhed, bokseren kan tiltrække. Det er således en vurdering af, hvilke boksere der kan skabe de allerstørste kampe pt. Størst forstået som økonomi, tilskuertal, entreindtægter, tv-seere, medieomtale mm.

Derfor er boksekvalitet heller ikke i sig selv et afgørende kriterium. Eksempelvis er Roman Gonzalez ikke med på listen, selvom han de fleste steder rangeres blandt de fem bedste boksere på tværs af alle vægtklasser.

Udvælgelsen vil unægtelig være præget af, at vores fokus og indsigt primært er stærk på de navne, som bokser på det europæiske og nordamerikanske ”marked”. Således vil man eksempelvis ikke finde Shinsuke Yamanaka, som udelukkende bokser i Japan, på listen.

Endelig er klare stjerner som Tyson Fury og Floyd Mayweather ikke taget med, da det er uvist, hvordan deres status som ”aktive” egentlig ser ud. Skal Mayweather mere end blot et enkelt show, og ser man nogensinde Tyson Fury igen? Det er i vores optik tvivlsomt i begge tilfælde.

Nedenfor gennemgår vi kort de udvalgte profiler. Undervejs spekulerer vi over, hvordan deres fremtid kan og bør se ud. Listen er ikke rangordnet.

Nu til stjernerne:

Anthony Joshua (19-0). Sværvægt.
anthony

Boksningens royale vægtklasse har fået sig en ny kronprins. Den britiske sværvægter og tidligere OL-guldvinder viste i april, at der er bund i den voldsomme hype, som har fulgt ham i sin relativt korte karriere.

Med sin sejr over Wladimir Klitschko gik han fra top-prospect til certificeret mesterbokser. Undertegnede var selv tilstede på Wembley og mærkede luften gå ud af den rekordstore folkemængde, da Joshua gik i gulvet af en signatur Klitschko-højre i 6. runde.

Joshua gjorde imidlertid, hvad kun Lamon Brewster har gjort før: Han ikke bare rejste sig op fra en Klitschko-hammer, men han kom også tilbage vandt på KO – i 11. runde.

Anthony Joshua er nu trådt op blandt sportens største navne. Det er utænkeligt, at han ikke ville kunne fylde arenaer i størrelsen 20.000-25.000 tilskuere stort set ligegyldigt hvor og mod hvem, han skulle bokse.

Vi vælger dog stadig kun at kalde ham ”kronprins” af sværvægtsklassen, da han endnu blot har 19 kampe bag sig – og da der endnu er en ubesejret mand ved navn Tyson Fury, som stadig besidder Ring Magazines sværvægts-bælte.

Joshuas nærmeste fremtid byder enten på en rematch mod Klitschko – højst sandsynligt i Las Vegas til efteråret – eller et opgør med Kubrat Pulev, som er ”mandatory” udfordrer til Joshuas IBF-bælte.

Klitschko-opgøret giver økonomisk og sportsligt mening, men vi tilslutter os Joshua selv, som føler, at den ukrainske legende bør trække sig tilbage nu, hvor han endnu er på toppen.

Et opgør mod Pulev på hjemmebane ville også være fint i vores optik. Pulev er god på papiret, men har set rusten ud på det seneste. Det ville således være en fin mulighed for Joshua til at ”shine” på hjemmebane mod et acceptabelt navn.

Vi forudser en række mellemopgør (formentlig i USA) for Joshua efterfølgende, før opgør mod navne som Deontay Wilder, Joseph Parker og Tyson Fury i vores optik tidligst skal forventes i 2019.

Gennady Golovkin (37-0). Mellemvægt.
golovkin1

”GGG” er og bør være en boksefan-yndling. Han er en eminent bokser, hårdtslående som få, frygtløs, ydmyg og cool.

Whats not to like?

Han er en åbenlys stjerne, som trods sit kasakhstanske statsborgerskab er særledes vellidt i USA. Modsat mange andre ikke-amerikanske boksere behersker han sproget ganske pænt, og det hjælper på populariteten.

Golovkin er et af få navne, som kan være hovednavn på pay-per-view-stævner. Men der er desværre også ting, som begynder at trække ned i hans stensikre verdensstjernestatus.

Han er allerede blevet 35 år, og kritikerne mener, at de under hans seneste to opgør mod henholdsvis Kell Brook og Daniel Jacobs så huller i det perfekte billede.

Sport fortalt er ikke med på kritikernes hold, men det er trods alt værd at notere sig, at opgøret mod Jacobs brød Golovkins KO-række på vanvittige 23 kampe i streg, ligesom det formentlig var hans karrieres tætteste opgør overhovedet (sejr med dommerstemmerne 114-113, 115-112 og 115-112).

Nu venter som nævnt Canelo til september. Den kamp kommer vi til at lave selvstændig optakt til, men kort sagt er Golovkin favorit hos de fleste bookmakere – om end ganske marginalt. Sådan ser vi det også.

Hvad der venter Golovkin efter Canelo-opgøret er svært at sige. Der er øjensynligt ingen rematch-klausul i aftalen mellem de to, men hvis de udkæmper et brag af en kamp, vil det formentlig give mening med et opgør mere – klausul eller ej.

Derudover vil der næppe være mere end en håndfuld kampe tilbage i Golovkin. Beholder han sine bælter efter Canelo-mødet er en ”unification-kamp” mod WBO-mesteren Billy Joe Saunders oplagt – eksempelvis på hjemmebane i hovedstaden Astana.

Vasyl Lomachenko (8-1). Junior-letvægt.
skaermbillede-2017-01-02-kl-19-51-28

En Sport fortalt-yndling. Indrømmet. Som vi tidligere har skrevet om her, er Lomachenko ubestrideligt en af de absolut dygtigste boksere i verden. Hans kampe er samtidig garanti for underholdning – også for andre end boksenørderne.

Alligevel ville vi faktisk være modtagelige overfor argumentet om, at han endnu ikke hører til på listen over sportens allerstørste stjerner. For han bevæger sig endnu i grænselandet mellem en aficionado-favorit og et alment kendt boksenavn. Som junior-letvægter, ukrainer, en begrænset pro-karriere og med sin manglende lyst til at tale engelsk offentligt (selvom han godt kan), har han nogle forhold imod sig, hvis han skal nå sikker verdensstjernestatus.

Han er dog absolut på vej frem i det større sportsbillede, og som hovednavn ved et stævne i august, som vises på ESPN i USA, må det forventes, at hans navn når endnu bredere ud. Han er sat til at møde Miguel Marriaga, hvilket for Lomachenko-fans er et skuffende (ringe) valg, men hvilket set i et større markedsføringsbillede er klogt. Lomachenko kommer til at makulere Marriaga, hvilket vil indprente hans navn i bevidstheden på et stort ESPN-publikum.

Lomachenko er 29 år gammel, men har endnu blot ni professionelle kampe bag sig. Det må derfor formodes, at han har en lang årrække foran sig som frisk topbokser. Der er uendeligt mange interessante og mulige match-ups forude for Lomachenko, som derfor modsat Golovkin og andre navne på denne liste må forventes at holde sin stjernestatus i mange år frem.

I den nærmeste fremtid kan man håbe på et revanche-opgør mod Orlando Salido, som besejrede Lomachenko i 2014. Et opgør mod den lidt tungere Mikey Garcia (36-0) vil være af ypperlig kvalitet. Et match-up mod den lettere og aldrende Guillermo Rigondeaux vil være dybt interessant – om end i tiltagende grad irrelevant.

Lomachenko kunne gå ned i vægt og møde topnavne som Leo Santa Cruz, Carl Frampton, Lee Selby eller Oscar Valdez. Han kan gå op i vægt og møde Jorge Linares, Terry Flanagan eller Robert Easter Jr. Eller han kan blive på junior-letvægt og møde interessante folk som Jezreel Corrales, Miguel Berchelt eller afsindigt spændende Gervonta Davis. Mulighederne er virkelig mange for ”Loma”.

Andre Ward. (32-0). Letsværvægt.
Skærmbillede 2017-07-09 kl. 09.34.43

Boksningens aktuelle pound-for-pound-konge er ikke til at komme udenom.

Andre Ward er ikke så stor en stjerne, som han ”burde” være – i den forstand, at han aktuelt er bredt anerkendt som den bedste bokser på tværs af alle vægtklasser, at han er tidligere amerikansk OL-guldvinder, at han er en ordentlig person udenfor ringen, at han har spillet med i en stor Hollywood-film etc., men alligevel ikke er vildt populær og (aner)kendt.

Andre Ward er et stort sportsnavn, bestemt, men alligevel er det som om, han i forhold til stjernestatus ”bokser under sin vægtklasse”.

Forklaringen er formentlig hans til tider destruktive og defensive stil i ringen samt hans lange perioder med inaktivitet. Andre Ward er samtidig et af få topnavne, som har valgt at lade sig repræsentere af Jay Z’s selskab Roc Nation, hvilket i alt fald ikke har været nogen succes for andre folk som Guillermo Rigondeaux og Miguel Cotto. Sidstnævnte har netop ophævet med Roc Nation og er skiftet til Golden Boy.

Andre Ward er desuagtet en af boksningens store stjerner, og med sine to seneste (kontroversielle) sejre over Sergey Kovalev har han slået fast, at han hører til blandt nyere tids største amerikanske boksere. Et cv med sejre over navne som Kessler, Froch, Abraham og Kovalev – alle i deres ”prime” – taler for sig selv.

Fremtiden ser omvendt lidt usikker ud for Andre Ward. Noget ved ham udstråler en modstand mod at bokse alt for mange flere kampe. Fornemmelsen er, at han allerede nu ønsker at gå ind i en senior-fase af sin karriere, hvor han mere går efter ”events” end nødvendigvis opgør af største sportslige værdi.

Således er der pt. tale om et opgør mod cruiservægteren Tony Bellew fra Liverpool, som lige præcis er eksemplet på en stor stjerne, som ikke teknisk er blandt sportens dygtigste udøvere. Et sådant opgør i England vil således kunne indbringe begge store beløb. Det vil have størst sportslig værdi, hvis det bokses på Bellews cruiservægt, hvilket sportsligt ikke giver så stor mening for letsværvægtsmesteren Andre Ward.

Et tredje opgør mod Kovalev burde egentlig også være relevant, da de to første opgør endte kontroversielt, men det er fornemmelsen, at nu har man set det. Andre Ward har bevist sig i sporten, men hvis han ønsker at sætte yderligere streg under sin fremtidige Hall of Fame-status, kunne han møde navne som Badou Jack eller Adonis Stevenson (som dog næppe vil). Hvis han modsat den gængse opfattelse endnu er virkelig sulten efter at bokse opgør af stor sportslig værdi, er der flere ekstremt interessante navne på vej op i netop Wards vægtklasse i form af mulige kommende verdensstjerner som Eleider Alvarez, Oleksandr Gvozdyk og Artur Beterbiev.

Saul Canelo Alvarez (49-1-1). Mellemvægt.Saul-Canelo-Alvarez 

Det giver sig selv, at ”Kanel” skal med på listen over boksningens største stjerner. For at bruge en kæmpe kliche, kan man sige, at han har ”hele pakken”. Det betyder mere præcist, at han har både talent, evner, udseende, charme og en god historie med sig. Talentet og evnerne er bevist igennem en – trods hans blot 26 år – vanvittig omfattende karriere med i alt 52 officielle kampe.

Udseendet og charmen må være op til læserne at vurdere, men vi tillader os at konkludere, at Canelo besidder en udstråling, som få andre på denne liste kan matche.

Endelig har han en stærk fortælling om den rødhårede mexicaner, der blev drillet som barn på grund af sin røde hårfarve, og som valgte at kanalisere sin vrede gennem boksesporten. Det er samtidig historien om en ung mand, der allerede som 15-årig blev professionel og gik i gang med at bokse mod granvoksne mænd på skumle beværtninger i Mexico. Samtidig lyder legenden, at han har mindst ti ekstra kampe på sit cv, som de officielle statistikere imidlertid har opgivet at få verificeret, fordi de er foregået på helt særligt skumle beværtninger.

Canelo har et virkelig flot cv med sejre over gode folk som Austin Trout, Erislandy Lara og Miguel Cotto, men som vi tidligere har skrevet om, så har mange fans længe sukket efter et opgør mellem Canelo og Golovkin. Det kommer nu til september, hvis begge boksere holder sig raske.

Uanset udfaldet af opgøret mellem Canelo og Golovkin forventer vi en lang og spændende karriere for mexicaneren efterfølgende. Han har endelig bevæget sig op på mellemvægt, hvor han i vores optik retmæssigt hører hjemme. Her ligger flere gode opgør og venter, hvis hans krop ikke tager for meget skade af de mange kamp – indtil videre tyder intet på. Rent faktisk lader Canelo blot til at blev bedre og bedre i disse år, hvor særligt defensiven ser forbedret ud. Det håber vi at få at se i fremtidige opgør mod boksere som Daniel Jacobs, David Lemieux eller up-and-coming folk som Charlo-brødrene.

Tony Bellew. (29-2-1). Cruiservægt.
bellew

Ja, du læste rigtigt. Tony Bellew.

Englænderen er den svageste bokser på denne liste, men han er aktuelt på et stadie af sin karriere, hvor alt er gået op i en højere enhed.

Han spillede skurken i Hollywood-filmen ’Creed’ i 2015, han leverede en overraskede og imponerende KO-sejr over Ilunga Makabu på hjemmebanen for hans favorit-fodboldhold Everton i 2016, og så leverede han ikke mindst sensationen ved at besejre den meget kendte David Haye på sværvægt tidligere i år.

Tony Bellew har dermed en stærk fortælling med sig pt. Han er den simple arbejder, fodboldfan og familiefar fra Liverpool, som trods et begrænset talent og nederlag tidligere i karrieren, har genskabt sig selv ved hjælp af god gammeldags viljestyrke og et skifte op fra letsværvægt til cruiservægt.

Rollen i Creed giver Bellew noget global genkendelighed, men han er trods alt mest med på denne liste på grund af sin tiltrækningskraft som en stor spiller på den britiske boksescene. Her fungerer han ydermere ofte som ekspertkommentator på Sky Sports, ligesom han jævnligt ses i selskab med kendisser som fodboldspillerne Wayne Rooney og Jamie Carragher.

Den slags stjernestatus er yderst værdifuld i dagens boksesport, hvor magtcenteret i stigende grad flyttes mod Storbritannien. Mange af sportens største navne søger mod store pengekampe i Storbritannien, og netop det forhold, at Andre Ward øjensynligt ønsker at flyve over Atlanten til et opgør med Tony Bellew bevidner, hvorfor han hører med på listen over boksningens største stjerner pt.

Manny Pacquiao (59-7-2) Weltervægt.Boxing Boxer Manny Pacquiao Athlete

Senatoren fra Filippinerne lader til at være på en slags verdensturne ala ”Harlem Globetrotters” i disse år.

Han går efter de store begivenheder – og så er det sportslige indhold mindre væsentligt. Senest illustreret ved sidste weekends kamp mod den upåagtede australier Jeff Horn foran 50.000 tilskuere i Brisbane. Selvom Pacmans sportslige relevans stille og roligt bliver mindre, så er der ingen tvivl om, at han endnu tilhører sportens absolutte stjerner. Trods et meget kontroversielt nederlag til netop Jeff Horn, så er der rimelig bred konsensus om, at Pacquiao stadig er blandt de fem bedste weltervægtere i verden.

Kombineret med hans globale appel og enorme fanbase, som særligt blev bygget op i den legendariske periode fra 2006 til 2012 med sejre over Morales, Barrera, Marquez, De La Hoya, Hatton, Cotto med flere, hører Manny Pacquiao stadig til blandt sportens absolutte verdensstjerner. Han har en kæmpe fanbase i hele verden, og selvom hans dage som pay-per-view-navn måske er ovre, kan han endnu være på toppen af plakaten til kæmpe stævner verden over. Det står klart, at der ikke er ret mange kampe tilbage i ham, men de få, der måtte være, skal nok blive tilløbsstykker alligevel.

Først for står formentlig en rematch mod Jeff Horn, og derefter kan han vælge alt i regionen letvægt-letweltervægt-weltervægt. Pacquiao er så stort et navn, at alt fra Lomachenko, Mikey Garcia, Terence Crawford, Adrien Broner til alle elite-weltervægterne kunne tænkes at ville møde ham.

Terence Crawford (31-0). Letweltervægt.terrencecr 

”Bud” fra Nebraska er totalt dominerende i sin vægtklasse (junior-weltervægt). Den 19. august møder han Julius Indongo i et unikt opgør, hvor man for første gang siden Bernard Hopkins i 2004 kan ”forene” en division med bælterne fra både WBC, WBA, IBF, WBO og IBO.

Julius Indongo er virkelig spændende og kommer med en vild KO over Troyanovsky og en flot udboksning af Ricky Burns bag sig. Det er dog alligevel svært at se Indongo eller nogen andre true Crawford pt., medmindre han træder (endnu) en vægtklasse op til weltervægterne.

Crawford er utvivlsomt en af klodens allerdygtigste boksere overhovedet, men endnu har hans tiltrækningskraft haltet en del efter bokseevnerne. Han er ikke nogen videre spændende karakter udenfor ringen og han har i store dele af sin karriere holdt sig til sin hjemmebane i Nebraska. Han mangler endnu at slå sig fast som globalt topnavn, men hvis han holder sit nuværende niveau og frekvens af topkampe, skal han nok bevæge sig i retning af toppen.

Der ligger potentielle opgør og venter, som med rette udfald vil kunne cementere hans plads som topstjerne. Det kunne være mod en Adrien Broner, Mikey Garcia, Manny Pacquiao eller en af weltervægterne som Thurman og Spence.

Wladimir Klitschko (64-5). Sværvægt.34690522245_564c2d7802_b 

Der gælder lidt det samme her, som med Manny Pacquiao.

41-årige Wladimir Klitschko har givet ikke mange kampe tilbage i sig, men kvaliteten og tiltrækningskraften er stadig så stor, at han hører hjemme på listen over sportens største stjerner.

En kamp mellem Klitschko og hvilken som helst anden af de bedste sværvægtere vil stadig kunne fylde stadions og arenaer i Tyskland, England og USA.

Selv efter nederlag til Fury og Joshua er et nyt opgør mod Joshua så attraktivt, at der er bud på kampen fra hele verden. Joshua er naturligvis en kæmpe faktor hertil, men Wladimir Klitschko smager stadig så meget af kvalitet, at det løfter begivenheden helt op. Las Vegas bliver formentlig destinationen for et Klitschko vs. Joshua, som vi håber, bliver sidste gang, vi ser en af de legendariske Klitschko-brødre i ringen. Begge vil de blive husket som nogle af moderne boksnings bedste repræsentanter, og det skal nødigt forplumres af en række slemme nederlag til lillebror Wladimir karrierens efterår.

Sergey Kovalev (30-2-1). Letsværvægt.
kovalev 

Sergey ”Krusher” Kovalev kommer med på det sidste mandat. For blot et år siden havde han været et sikkert kort på listen, men de to nederlag til Andre Ward trækker ned. Det er ikke fordi, det er ”ulovligt” at tabe, og nederlagene til Ward var mildest talt kontroversielle, men Kovalevs kondition i begge opgør stiller immervæk store spørgsmålstegn ved hans position blandt sportens absolut bedste boksere.

Efter en overlegen start i det første opgør mod Ward løb han helt tør for energi i anden halvdel af opgøret. Det var stadig nok til at vinde i de fleste øjne, men i rematchen skete det samme mere eller mindre igen.

Selvom Kovalev dominerede Ward i store dele af de to opgør, blev han alligevel på en måde udstillet, da Ward tog med ud på dybt vand i de sene runder. Samtidig trækker Kovalevs person udenfor ringen ned. Han taler ned til sin træner John David Jackson er vores oplevelse, ligesom han ikke har tacklet nederlagene til Ward særlig elegant.

Men Kovalev er stadig en frygtindgydende bokser, og med den rette matchmaking og træning bør der være endnu et verdensklasse ”run” af kampe i ham. Det kunne eksempelvis være ved et par (gen)opvarmningskampe mod folk som Sullivan Barrera eller Karo Murat, før han tager kampen op mod Adonis Stevenson, Joe Smith Jr. eller en af de mange spændende up-and-coming folk som Oleksandr Gvozdyk, Eleider Alvarez , Artuer Beterbiev eller Dmitry Bivol.

Dem, vi overså
Det var så vores bud på den absolutte elite af den hjemmestrikkede kategori ”stjerner” i boksesporten. Det er åbenlyst, at det ikke kan være et korrekt svar på noget som helst.

Man kan helt sikker argumentere for, at flere navne burde være i spil. Hvad med en Kell Brook, som med sine to seneste kampe har været øverst på plakaten ved engelske ppv-stævner foran først et udsolgt O2 Arena i London og dernæst fodboldstadionet Bramall Lane i Sheffield?

Eller Ring Magazines fighter of the year sidste år, Carl Frampton? Han kunne også have været med.

Endelig er der folk som Adrien Broner, Amir Khan og Deontay Wilder, som også må formodes at kunne lave store kampe flere steder på kloden.

Måske de er med på listen næste gang sammen med folk som Keith Thurman, Errol Spence, Jorge Linares, Leo Santa Cruz, Roman Gonzalez og Mikey Garcia, der ligger i vores bobler-kategori.

Afslutningsvis giver vi også gerne et bud på en række navne, som har en oprigtig chance for at være blandt sportens store stjerner indenfor de næste to til år: Gervonta Davis, Joseph Parker, Oleksandr Usyk, Oleksandr Gvozdyk, Jermall Charlo, Jermell Charlo, Oscar Valdez, Naoya Inoue, Artur Beterbiev, David Benavidez, Erickson Lubin.

23 Jun

Sådan kan sværvægtskabalen gå op

Skærmbillede 2016-06-23 kl. 08.58.34

Skærmbillede 2016-06-23 kl. 08.58.34Efter flere års ørkenvandring har den sagnomspundne sværvægtsklasse igen fundet sine ben. Sport fortalt danner her et overblik over vægtklassen og giver samtidig et bud på, hvordan de mest interessante boksere kan parres i de kommende år.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen og Tyson W. Lyall

Der er spændende ting på vej i boksesportens tungeste og fornemmeste vægtklasse.

En række store opgør er allerede linet op, men de store spørgsmål er:

Hvem er holdbare som fremtidige stjerner i vægtklassen, og hvordan kommer de til at møde hinanden i fremtiden?

Money talks
Det spørgsmål er imidlertid kronisk svært at svare overbevisende på inden for en sport uden ét enkelt centralt forbund og uden bindende regler for, hvem der skal møde hvem.

Penge betyder i sidste ende det meste – og for de store boksere kan der være flere penge i at møde gårsdagens store navne i stedet for de unge, kåde top contenders.

Herhjemme så vi for nylig et skoleeksempel på dette, da Patrick Nielsen valgte at møde den danske ’has been’ Rudy Markussen. Kampen var uden nogen form for sportslig værdi, men kunne indbringe begge parter store beløb.

Læs mere om det opgør her.

Samtidig er det ikke et sjældent syn, at de store boksere direkte forsøger at undgå kampe, hvor der er risiko for nederlag.

Boksesporten er ikke som de fleste andre sportsgrene, hvor muligheden for revanche byder sig uge efter uge. I boksesporten kan ét enkelt slag betyde enden på en karriere. Derfor værner de fleste boksere – nogle i mere irriterende grad end andre – varsomt over tallet i kolonnen med ”tabte kampe”.

En af sportens store forbandelse er derfor, at de store opgør langt fra altid bliver til noget, hvilket vi bl.a. tidligere har skrevet om her.

Det er derfor langt fra givet, at vores sværvægtskabale går op. Og enhver, som indlader sig på gættelege i den flygtige boksesport, må forberede sig på at tage grueligt fejl.

Sport fortalt gør dog alligevel forsøget med et overblik og efterfølgende bud på, hvordan sværvægtsklassens mest interessante boksere kan parres i de kommende år.

Mange spændende navne
Status blandt sværvægterne er pt., at Storbritannien og USA – efter mange års østeuropæisk og russisk dominans – sidder på toppen af ranglisterne.

Klassen har tre anerkendte verdensmestre: to fra Storbritannien og en enkelt fra USA.

Britiske Tyson Fury holder bælterne hos både WBA og WBO, ligesom han anerkendes af Ring Magazine, som klassens ”champion”. Amerikanske Deontay Wilder er WBC-mester, mens engelske Anthony Joshua besidder IBF-bæltet.

Alle tre er på hver deres måde interessante navne, der har formået at puste nyt liv i en vægtklasse, der længe har haft det svært (læs mere her).

Boksesporten er samtidig i den sjældent gunstige situation, at sværvægtstronerne ikke blot indtages af interessante navne, men at der tilsvarende også findes en række spændende fightere i laget lige under.

Fra dette lag skal først og fremmest nævnes: Aleksandr Povetkin, David Haye, Luis Ortiz, Joseph Parker, Kubrat Pulev og – lidt endnu ­– Klitsckho den yngste (Wladimir, that is).

Derudover er der ekstra krydderi i vægtklassen i form af australske Lucas Browne, haitianske Bermane Stiverne, og måske også et par kommende mænd i britiske Hughie Fury (fætter til Tyson Fury) og mexicanske Andy Ruiz Jr.

Wilder i kulissen
Flere af navnene skal i ringen i de kommende måneder, og særligt ét opgør kommer til at tiltrække de helt store overskrifter: Wladimir Klitschkos revancheopgør mod kontroversielle Tyson Fury.

Sidstnævnte topper som sagt The Ring Magazines rangliste over vægtklassen, mens Klitschko rangerer som nr. 1 (efter the champ) på den liste, han selv har tronet over i en årrække.

Derudover ligger en række af de andre topnavne i venteposition med opgør mod lavere rangerede modstandere. Efter Fury vs. Klitschko vil de navne stå på spring for at kaste sig over både sejrherren og den besejrede.

Et af de rovdyr, der ligger klar til Fury og/eller Klitschko, er amerikaneren Deontay Wilder. Deontay Wilder skulle have været i kamp i sidste måned i et interessant koldkrigsopgør mod russiske Aleksandr Povetkin, men en negativ dopingprøve for Povetkin satte en stopper for den ellers meget hypede dyst.

Wilder er amerikansk sværvægts klart største navn. Selv om han endnu ikke matcher tidligere tiders store amerikanske mestre, så har han på papiret sine meritter i orden. Amatørkarrieren bød bl.a. på en ganske ærværdig bronzemedalje ved OL i Beijing 2008, og han gør dermed store navne som Floyd Mayweather Jr. og Evander Holyfield selskab i klubben af tidligere OL-bronze-vindere.

Den professionelle karriere ser – igen på papiret – tilsvarende imponerede ud med 36 sejre, hvoraf hele 35 er faldet på KO. Wilder giver imidlertid om nogen mening til et af boksesportens lidt finurlige ordsprog om, at man aldrig rigtig ved, hvor god en ubesejret bokser egentlig er.

Endnu er han ikke blevet matchet eller presset til det yderste, og trods sit WBC-bælte, og en plads som nr. 3 på The Ring Magazines sværvægtsliste, lader konsensus blandt bokseeksperter til at være, at Wilder endnu mangler at overbevise.

Senest forsvarede han i januar sin titel mod polske Artur Szpilka i en noget svingende præstation – trods en KO-sejr i 9. runde.

Exit Povetkin. Enter Arreola
Wilders planlagte modstander fra maj, Alexander Povetkin, må på grund af sin positive dopingprøve pt. betragtes som en af vægtklassens største spørgsmålstegn.

Kampen mod Wilder havde været et uhyre interessant og tæt match up, men dopingprøven har sendt Povetkin ud af sværvægtskabalen, indtil hans fremtid er afgjort. Povetkin besidder ellers store kvaliteter, som vægtklassen vil savne, hvis det ender med en længere udelukkelse.

Foruden en olympisk guldmedalje ved OL i 2004 bag sig, har han professionelle sejre over anerkendte navne som Chris Byrd, Ruslan Chagaev, Marco Huck, Hasim Rahman, Manuel Charr og Carlos Takam.

Wilder skal i stedet for Povetkin møde den noget mere overkommelige Chris Arreola d. 16 juli. Det ligner en alibi-kamp, der giver Arreola lidt til pengepungen og Wilder lidt kamptræning op til et større opgør til efteråret.

Ellers skal der holdes øje med den 21. juli, hvor den bare 24-årige Joseph Parker fra New Zealand møder landsmanden Solomon Haumono. Parker bestod i maj sin manddomsprøve med en hårdt tilkæmpet sejr over rutinerede Carlos Takam, og han ligner mere og mere end mand, der snart får sin helt store chance.

Solomon Haumono bør være en overkommelig opgave, særligt sammenlignet med Takam.

Den engelske forbindelse
De fleste øjne er imidlertid rettet mod Storbritannien i disse år, hvor mange sportsfans vil have set eller hørt om Tyson Fury. Den engelsk-irske sigøjner formår at gøre opmærksom på sig selv med promovering og selviscenesættelse, der gør både den amerikanske wrestling og Rudy Markussen vs. Patrick Nielsen til skamme.

Men modsat eksempelvis Markussen vs. Nielsen er der også volume bag Furys arbejde i ringen. I november gik han ind som stor underdog til titelkampen mod Klitschko, men vandt en fortjent sejr på Klitschkos hjemmebane i Tyskland, hvor udesejre på point er et sjældent syn.

Med sejren katapulterede Fury sig selv ind i toppen af boksesporten, og havde det ikke været for hans kontroversielle udtalelser om homoseksuelle og kvinders plads i husholdningen, ville han formentlig også have været favorit til BBC’s prestigefyldte ”Sports personality of the year”.

Returopgøret mod Klitschko bokses 9. juli, og selv hvis Fury skulle tabe opgøret, er han stadig relevant i toppen af sværvægtsklassen. Det aftvinger kæmpe respekt, at han som den første siden 2004 kunne slå Klitschko – også selvom denne boksede en usædvanlig sløj kamp i november.

Sport fortalts bud er desuagtet, at Klitschko kommer til at vinde returopgøret i Manchester. Han virker mere opsat og fokuseret, end han har været længe. Og Furys kvaliteter til trods, så er Klitschko på næsten alle parametre en bedre – og langt mere rutineret – bokser. Samtidig er Klitschko klog, og han vil have lært af sine fejltagelser fra sidst.

“You can’t teach an old dog new tricks,” sagde Fury om Klitschko på et pressemøde i april, men det tror vi ikke nødvendigvis stemmer i denne sammenhæng.

Et nederlag vil dog langt fra sende Fury ud af kabalen. Taber han til Klitschko vil et tredje og afgørende opgør være oplagt, men det vil også åbne for andre interessante opgør for både Klitschko og Fury. Sport fortalt tror imidlertid, at Klitschko vil trække stikket til sporten, hvis han vinder over Fury – han har ikke mere at bevise, og penge burde han have nok af. Dermed vil han være ude af sværvægtskabalen, mens Fury i så fald ”blot” har tabt til den store mester, som forlader sporten.

Ved et karrierestop efter en sejr, vil Klitschko samtidig efterlade WBO- og WBA-bæltet ledigt, hvilket er endnu en mellemregning, som gør ligningen mere uforudsigelig.

Haye i kulissen
For Tyson Fury – uanfægtet af resultatet mod Klitschko – virker et opgør til efteråret mod den tilbagevendte David Haye som en kedelig, men meget indbringende opfølger. Et sådant opgør vil trække fulde huse i England, og Fury vil være langt mere sikker på en sejr, end hvis man flyver over Atlanten for eksempelvis at bokse mod Wilder. Den kamp må vente lidt endnu.

Haye er ikke – og har efter vores overbevisning aldrig rigtig været – en bokser af absolut topklasse. Men hans navn er velkendt og kan indbringe mange penge.

Haye er pt. i gang med et velorkestreret comeback, hvor han endnu engang viser, hvad han faktisk er fremragende til: at være forretningsmand.

Ved to selv-arrangerede stævner har han reddet på en nærmest uforklarlig bølge af opbakning i sit hjemland, og har hentet stensikre sejre over to pinligt dårlige slagtekvæg, som af uransalige årsager mødte op med flotte sejrslister.

Som næste trappetrin på Hayes karriere-genopstigning står Shannon Briggs, som næsten ikke er værd at sætte ord på. Her er således tale om endnu en bokser, som har formået at holde sig relevant med sit stemmebånd – snarere end med sine boksenæver.

Når ellers Haye føler, at han har pumpet stemning højt nok op, bliver det forhåbentlig tid til Tyson Fury. Alternativt en rematch mod Klitschko, som besejrede Haye tilbage i 2011, hvis ukraineren – mod vores forventning – ikke lægger handskerne på hylden.

Anthony Joshua er oplagt at nævne, men som den kapable forretningsmand, Haye er, bør en cost-benefit-analyse få ham til hurtigt at stryge det navn fra listen.

Det store håb
Det helt store håb i sværvægt hedder i vores optik nemlig hverken Fury, Wilder, Haye eller Povetkin.

Det er derimod IBF-mesteren Anthony Joshua, som mange i sporten ­(os inklusiv) anser som vægtklassens fremtid.

Det engelske stjerneskud bliver af mange spået en karriere, der kan matche de allerstørste. Han har ”hele pakken”, og mange sætter generelt deres lid til, at han kan løfte sværvægt helt ud af det førnævnte dødvande.

Han møder denne lørdag d. 25. juni amerikanske Dominic Breazeale i London.

Kampen er ikke blandt de helt store, og Joshua kunne godt have mødt større navne, men med kun 16 kampe i bagagen, skal han heller ikke gå frem for hurtigt.

Ingen af de helt store boksere har endnu udvist den store trang til at møde Joshua. Tyson Fury har – som han gør det med alle – inviteret til slagsmål, men de fleste rationelt tænkende promotorer vil stadig nå den konklusion, at misforholdet mellem risiko og belønning er for stort, når snakken falder på Joshua.

Joshua er dermed i den lidt paradoksale situation, at han er så god, at det for topbokserne vil være for stort et sats i forhold til de penge, der kan tjenes.

I første omgang er det derfor mest sandsynligt, at Joshua ender med at møde Joseph Parker, der er i en nogenlunde tilsvarende position, til efteråret.

Lørdagens modstander, Breazeale, er ikke noget stort navn i USA, giver det trods alt også Joshua en mulighed for at vise sig frem på det amerikanske marked, hvor han endnu er forholdsvis ukendt. Et opgør med en amerikansk sværvægter er en fin måde for Johsua at fejre sin nye tv-aftale med det amerikanske tv-netværk Showtime.

Sådan går sværvægtskabalen op
Hvor efterlader det så sværvægtskabalen?

Sport fortalt mener – med optimistiske briller på – at den kan gå op på følgende måde:

Sommer 2016
A: Anthony Joshua vs. Breazeale (25. juni) – Joshua vinder, Big Time.

B: Klitschko vs. Fury (9. juli) – Klitschko vinder, men stopper karrieren (Klitschko stopper tilsvarende karrieren ved nederlag)

C: Deontay Wilder vs. Chris Arreola (16. Juli) – Wilder vinder sikkert.

D: Joseph Parker vs. Solomon Haumono (21. juli). Sikker Parker-sejr.

Efteråret 2016
Note: Det er en mulighed, at Fury og Wilder kæmper om alle bælterne, hvis Fury besejrer Klitschko. Vi tror dog, at de begge i det tilfælde vil lade sådan et opgør ”marinere” lidt tid endnu.

Derfor tror vi snarere, at efteråret kommer til at se således ud:

A: Tyson Fury tager en blødere modstander efter faldet mod Klitschko. Det samme gør David Haye, men allerede på dette tidspunkt har promoveringen af et indbyrdes opgør taget fuld fart. Forvent aparte pressekonferencer, ring-invasioner i forbindelse med den andens opgør etc.

B: Anthony Joshua og Parker har måske allerede en aftalt dato på plads, men det er endnu for tidligt for dem at mødes. Parker bokser efter planen på hjemmebane til september. En modstander her kunne blive Lucas Browne i et klassisk New Zealand vs. Australien-opgør (hvis sidstnævnte ikke er udelukket pga. en positiv B-dopingprøve fra sit opgør tidligere i år mod Ruslan Chagaev).

For Joshua er det blevet tid til at slå sit navn yderligere fast det amerikanske marked. Vi gætter derfor på, at han enten sent i 2016 eller tidligt i 2017 bokser sit første opgør på amerikansk grund. Joshua har været ganske aktiv hidtil, så måske når han at lægge et enkelt mindre opgør ind på hjemmebane først, men dernæst, tror vi, tager han et opgør mod et relativt genkendeligt navn på det amerikanske marked. Et bud kunne være en Luis Ortiz, som er i stald hos Oscar De la Hoyas Golden Boy Promotion.

C:  Wilder møder Kubrat Pulev, Luis Ortiz, eller (endelig) Povetkin – Wilder vinder uagtet modstanderen, men bliver testet hårdere end nogensinde før i sin pro-karriere.

Note: Puslespillet bliver på dette tidspunktet udfordret af, at WBO- og WBA-bæltet i vores forudsigelse er ledige efter Klitschkos karrierestop. Forbundenes veje er som regel uransagelige, og uforudsete titel-opgør kan komme i stand på forbundenes foranledning.

Vinter/forår 2017

A: Tyson Fury (nu uden titler) møder endelig David Haye efter måneder med øredøvende medie-hype. Hvis de to gode entertainere og forretningsmænd er dygtige nok, fuldender de Furys drøm og bokser opgøret foran et fyldt Old Trafford i Manchester. Selve opgøret vinder Fury.

B: Joshua og Parker mødes i et opgør, som ikke får samme foromtale, som Fury vs. Haye, men som til gengæld får boksenørder verden over til at savle. Joshuas IBF-bælte er på spil, og med lidt held ryger et af Klitschkos efterladte bælter også med i puljen. Joshua vinder og ryger til tops på de fleste mediers sværvægtsranglister.

C: Wilder forsvarer sit bælte mod en relativt overkommelig modstander, men kører samtidig med fuld kraft på promoveringen af et opgør mod Tyson Fury.

Sommer 2017:

A: Joshua forsvarer sine bælter på hjemmebane mod en anseelig modstander – fx Povetkin, Pulev eller måske endda en Hughie Fury, hvis denne har øget sin anseelse frem mod dette tidspunkt. Anthony Joshua vinder.

B: Fury møder endelig Wilder i en klassisk USA mod UK – den er svær, men vi tror på Fury.

 Efteråret 2017/ vinter 2018

Det største sværvægtsbrag i årevis kommer endelig på plads. Alle bælter og Ring’s lineal champ-titel er på spil. Anthony Joshua møder Fury (eller Wilder) på et fyldt Wembley med 90.000 tilskuere. Anthony Joshua vinder.

15 Oct

Comeback til sværvægtsboksning?

Fury_Klitschko

Sværvægt har i store dele af boksehistorien været den vægtklasse, der har fået ubetinget størst opmærksomhed. Men efter de store 90’er-mestre – Tyson, Holyfield og Lewis – smed handskerne, har vægtklassen mistet status til fordel for vægtklasser som weltervægt og mellemvægt. Med Tyson Furys kommende opgør med Wladimir Klitschko, og den nye komet Anthony Joshua på vej frem, ser fremtiden imidlertid lysere ud end længe.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Da Danmark spillede venskabskamp mod England i 2011 skrev TV2: ”England sender de tunge drenge”. Tilsvarende i 2013, da Danmark mødte Italien, brugte BT følgende formulering: ”Italien kommer med alle de tunge drenge”.

Metaforen er tydelig: De tunge drenge = de bedste spillere. Med andre ord: ’Tung’ er lig ’god’. Metaforen bruges ofte i sportens verden, men det er ikke i mange sportsgrene, hvor den giver mening på andre planer end den rent metaforiske.

Boksesporten har imidlertid været en undtagelse. Her er sværvægtsbokserne historisk løbet med opmærksomheden, prestigen og – ikke mindst – pengene.

The Brown Bomber

Den første generation af verdenskendte boksere kom i 30’erne med store sværvægtsboksere som Joe Louis, James Braddock, Max Baer og amerikanernes store tyske fjende, Max Schmelling. Det kan du læse mere om her på Sport fortalt.

Efterfølgende kom den store generation i 60’erne og 70’erne, som gjorde boksning til en af de mest populære sportsgrene i verden. Navne som Muhammad Ali, Joe Frazier, George Foreman, Sonny Liston og Floyd Patterson blev kendte overalt på kloden.

Muhammad Ali boksede videre lang tid efter, han burde være stoppet. Meget symbolsk boksede han sin sidste kamp i 1980, hvilket på mange måder indvarslede en tørke for sværvægtsboksningen.

Mike Tyson

I 1985 trådte en ung bokser imidlertid ind på scenen, som meget hurtigt blev det altoverskyggende navn i boksning: Mike Tyson. Han var uden sammenligning den største bokser i verden i sidste halvdel af 80’erne. Sværvægt var tilbage som den vægtklasse, der fik mest opmærksomhed, og det indvarslede indgangen til 90’erne, som på mange måder blev en ny guldalder for sværvægtsboksning – og her er det vel at mærke et rent tilfælde og uden sammenhæng i øvrigt, at vores egen Brian Nielsen var aktiv i samme periode.

Trekløveret Mike Tyson, Evander Holyfield og Lennox Lewis stod i 90’erne og start-00’erne for nogle af de mest promoverede indbyrdes kampe i meget lang tid. Det andet af to opgør mellem Tyson og Holyfield (det famøse opgør, hvor Tyson bider et stykke af Holyfields øre af) indbragte Holyfield et honorar, der først blev overgået i 2007, og kampen satte en pay-per-view rekord, som også først blev slået i 2007, hvor Oscar De La Hoya mødte Floyd Mayweather Jr.

Nedturen begynder

Efter de store 90’er-mestre smed handskerne, har sværvægt imidlertid mistet status til fordel for vægtklasser som eksempelvis weltervægt og mellemvægt – og i nyere tid endda den relativt nye vægtklasse, supermellemvægt, hvor stjerner som Calzaghe, Ward og Kessler har huseret (Ward stadigvæk).

Det er der forskellige årsager til. En af dem er, at sværvægtsboksning er blevet mere kluntet. De forskellige vægtklasser skiller sig ud fra hinanden i den forstand, at styrke betyder mere i de tungere vægtklasser, mens speed og teknik spiller en større rolle i de lettere vægtklasser. Men tidligere har de store stjerner i sværvægt også været hurtige og teknisk dygtige typer. Muhammad Ali er nok det klareste eksempel, men selv en bokser som Mike Tyson, der nok mest er berømt for sin uhyggelige slagkraft, var en både hurtig og teknisk dygtig bokser.

Sådan er det ikke længere. Sværvægt er i nyere tid blevet domineret af boksere, som har lukreret mere på råstyrke end på teknik og speed – på muskler frem for elegance. Der har været langt til Muhammad Alis dansende stil, som han selv beskrev med de berømte ord: “Float like a butterfly, sting like a bee”.

Det er eksempelvis ikke særlig kønt at se den russiske kæmpe Nikolai Valuev (213 cm) smadre sine ofte meget mindre modstandere i kampe, der minder mere om værtshusslagsmål end om sport. Se her, hvordan det går ud over Brians Nielsens tidligere overmand, Dick Ryan.

Valuev er selvfølgelig ikke repræsentativ for hele vægtklassen, men som boksetype illustrerer han tendensen. Udviklingen har også betydet, at udløbsdatoen på bokserne i sværvægt er væsentligt senere, da styrken er det af de fysiske parametre, der forsvinder sidst. I praksis ser man det derved, at eksempelvis Evander Holyfield kunne blive ved med at toppe ranglisterne i en alder tæt på de 50. Selv om det på mange måder var nostalgisk at se Holyfield bokse mod først Valuev og senere danske Brian Nielsen, så er det altså ikke sådanne kampe, der giver sporten det mest flatterende ry.

Brødrene Klitschko, som i den grad har domineret sværvægt de sidste 10 år, har trods alt en bredere kombination af styrke, speed og teknik til rådighed. Men begge boksere er meget defensive. Lad os tage den yngste bror, Wladimir Klitschko. Han har dels en stor rækkevidde i kraft af relativt lange arme, dels et af de hårdeste jabs i sporten. Det udmønter sig i en boksestil, som kort kan beskrives således: Defensiv og afventende, hvor modstanderen holdes borte med konstante jabs.

Se her, hvordan en ellers bravt kæmpende David Haye holdes på afstand af Klitschkos venstre jabs, som har markant længere rækkevidde end Haye. Først efter 2.20 ud af de tre minutter af første omgang kommer første hook fra Klitschko. Man er næsten ved at falde i søvn…

Men den primære årsag til sværvægtsklassens nedtur skyldes nok bare det grundvilkår, at  en vægtklasse kan få en gylden generation – mens det modsatte selvfølgelig også kan ske: at en generation mangler topstjerner, som formår at skabe opmærksomhed.

Og når sværvægt de sidste mange år er blevet domineret af boksere fra den tidligere østblok, siger det måske mest af alt noget om, hvor få gode sværvægtsboksere, de to traditionelle boksestormagter USA og UK har været i stand til at levere.

At det er gået ned af bakke for sværvægt kan man også se ved at sammenligne Ring Magazines udnævnelse af Fight of the Year. I 1960’erne var fem ud af 10 af årets kampe sværvægtskampe. I 70’erne var det hele syv ud af 10.

I 80’erne var ikke en eneste Fight of the Year en sværvægtskamp, mens det kun var tilfældet for to kampe i 90’erne. Siden er det gået helt i stå. Sidste gang en sværvægtskamp blev kåret til årets kamp var således helt tilbage i 1996, da Holyfield mødte Tyson første gang.

Ser man på Ring Magazines tildeling af prisen som årets bokser, ser man samme mønster. Vi skal tilbage til 1997, hvor Holyfield fik prisen, for at finde en vindende sværvægtsbokser. De seneste år er kåringen i stedet blevet domineret af navne som Manny Pacquiao, Floyd Mayweather Jr. og Juan Manuel Marquez fra lavere vægtklasser.

Comeback til sværvægt?

Spørgsmålet er, om sværvægt går lysere tider i møde? Umiddelbart er der tegn på det. Den 28. november skal det ubesejrede irsk-britiske håb, Tyson Fury, møde den regerende sværvægtsmester i IBF, IBO, WBA og WBO, Wladimir Klitschko. Den kamp ser bokseverdenen frem til med spænding.

Wladimir Klitschko er den bokser, der har været sværvægtsmester i næstlængst tid – kun overgået af legenden Joe Louis. Klitschko har således været mester i over ni år og har gennemført i alt 18 titelforsvar. Wladimir har sammen med sin storebror Vitali i den grad domineret sværvægtsklassen de sidste 10 år, og på sin vis har det bidraget til vægtklassens nedtur, at de to ukrainere – i manges øjne – ikke har mødt større modstand.

Når kampen mod Tyson Fury varsler nye tider, er det ikke fordi Fury generelt betragtes som en ny stor mester. Tværtimod er mange skeptiske, og den noget specielle Batmand-optræden til det fælles pressemøde bliver af mange set som et eksempel på, at Fury ikke er seriøs.

Fury er god, bevares, ellers ville han ikke være, hvor han er. Men en ny Lennox Lewis er der ikke tale om. Klitschko er da også favorit til sejren. Men kampen får stor opmærksomhed, og det i sig selv illustrerer, at noget er ved at ske.

Det skyldes flere forhold. For det første er Klitschko fortidens mand. Som 39-årig lakker det mod enden – uanset hvordan det går mod Fury. Og storebror Vitali har for længst forladt sporten til fordel for ukrainsk politik (borgmester i hovedstaden, Kiev). Derfor varsler kampen – uanset udfaldet – nye tider. For det andet er Fury britisk – det i sig selv er med til at øge interessen for kampen, da verden længe har savnet en britisk mester i sværvægtsklassen.

David Haye var briternes sidste store navn i sværvægt, men han gjorde sig først og fremmest i cruiservægt. I alt kæmpede han kun seks sværvægtskampe, hvor hans største bedrift var at snuppe VM-titlen fra en aldrende Valuev, hvis karriere allerede på det tidspunkt kørte på sit sidste vers. Wladimir Klitschko var imidlertid for stor en mundfuld for David Haye, og derfor er Furys kamp på mange måder en ny chance for briterne. Før David Haye skal man helt tilbage til Lennox Lewis i 2002 for at finde den seneste britiske sværvægtsmester.

Store navne på vej

For det tredje – og det er måske den vigtigste årsag – varsler kampen indgangen til en ny periode i vægtklassen med potentielt rigtig mange spændende opgør.

Den amerikanske ubesejrede sværvægtsmester i WBC, 29-årige Deontay Wilder, står eksempelvis på spring, og vinderen af Fury/Klitschko vil få svært ved at argumentere imod en kamp om at samle alle VM-bælterne hos én ubestridt mester i sværvægt. Bliver den kamp en realitet, vil det blive en seriøs udfordrer til titlen Fight of the Year, og under alle omstændigheder den største kamp i sværvægt i mange år.

Længere nede i rækkerne er 25-årige Anthony Joshua fra England på vej frem. Hardhitteren ser frygteligt stærk ud og har en skræmmende statistik: 14 sejre i 14 kampe, alle på knockout inden for tre omgange.

Der kommer ikke til at gå lang tid, før Joshua – med mindre noget går helt galt – får mulighed for at kæmpe om et VM-bælte.

Nye tider i boksning

På samme tid er flere af de boksere, som har stjålet rampelyset på bekostning af sværvægt, ved at være færdige i sporten. Floyd Mayweather Jr., Manny Pacquiao og Juan Manuel Marquez synger – efter alt at dømme – på sidste vers, og Andre Ward er ret ensom i supermellemvægt, hvor man skal spejde længe efter klassenavne a la tidligere mestre som Joe Calzaghe og Mikkel Kessler.

Hvilken vægtklasse, der kommer til at tage flest overskrifter de kommende år, er således et åbent spørgsmål. Sværvægt kommer nok aldrig til at få samme status, som tilfældet var i 60’ernes og 70’ernes storhedstid. Men de sidste 15 år har været et historisk lavpunkt, og det kan på den baggrund kun gå fremad.

Klitschkos opgør med Tyson Fury til november bliver derfor forhåbentlig det startskud til en ny periode for sværvægt, som boksefans verden over har ventet på.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image