25 Oct

Kan Andy Murray skubbe Novak Djokovic af tronen?

murray-djokovic_3562890bI næsten 13 år har verdens bedste tennisspiller altid enten heddet Federer, Nadal eller Djokovic til efternavn. Om få uger kan et nyt navn måske føjes til den eksklusive liste. Sport fortalt ser nærmere på, hvad der skal til for, at skotten Andy Murray skubber den ellers så suveræne serber af tronen. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennis er ikke, hvad det har været. For første gang siden før Roger Federers første Wimbledon-sejr i 2003 er hverken Roger Federer eller Rafael Nadal i top-4 på verdensranglisten.

De to aldrende stjerner har tilmed begge trukket stikket for resten af sæsonen for at pleje skader og – forhåbentlig – vende stærkt tilbage næste år. Federer gjorde det allerede efter Wimbledon for at styrke det knæ, han fik opereret efter Australian Open, Nadal meddelte i torsdags, at han havde overforceret sit comeback efter en håndledsskade og derfor fokuserer på at blive helt fit igen.

Murrays aktie stiger, mens Djokovic’ falder

Men den enes død er den andens brød. For mens Fedal har været under niveau hele sæsonen, er Andy Murray godt i gang med sin bedste sæson nogensinde.

Den er faktisk så god, så han efterhånden må siges at have en realistisk chance for at overtage Novak Djokovic’ ellers så suveræne  position som verdensetter. Det til trods for, at Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør i de seneste tre år og 3-1 i år, inkl. to sejre i årets første grand slam-turneringer.

Men mens Djokovic’ formkurve har været faldende lige siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, har Murrays omvendt været støt stigende. Den kumulative effekt af de to kurver er tydelig at se på årets rangliste, også kaldet the race, hvor Murray nu blot er 915 point efter Djokovic mod hele 3.225 point efter French Open-finalen.

På Murrays kalender er der tre turneringer tilbage, næste uges ATP-500 i Wien, derpå direkte videre til sæsonens sidste Masters-turnering i Paris efterfulgt af World Tour Finals i London. Det giver 3.000 point at spille om. Djokovic, som kun deltager i de sidste to turneringer, kan højst indsamle 2.500 point.

Er det realistisk, at Murray outperformer Djokovic med mindst 915 point resten af sæsonen?

Djokovic har historikken på sin side

Ser man på deres aktuelle formkurve, er svaret ja. Ser man på deres historik i de respektive turneringer, er svaret entydigt nej.

Djokovic har vundet Paris Masters de seneste tre år (fire gange i alt) og World Tour Finals de seneste fire (fem gange i alt). Omvendt har Murray én sølle finale i Paris som bedste resultat dér og udelukkende semifinaler at fremvise fra World Tour Finals.

Underlaget – en relativt langsom lavt hoppende indendørs hard court – er så godt som identisk de to steder, og det passer Djokovic væsentligt bedre end Murray.

Murray har, historisk set, ikke været god til at generere sin egen fart, og som kontraspiller har han, ligesom Lleyton Hewitt, foretrukket de lidt hurtigere baner – i særdeleshed i de interne opgør mod Djokovic. Samtidig er han en af de bedste spillere i vind, hvilket han ikke kan bruge til meget indendørs.

Djokovic elsker til gengæld underlaget i London og Paris. Han spiller tættere på baglinjen og tager bolden tidligere end Murray, hvorfor hans timing har gavn af, at der er så få elementer i spil som muligt.

Samtidig er hans defensiv nærmest uigennemtrængelig i London, hvad en perlerække af modstandere har fået at føle gennem tiden, mens han eget spil er stabilt nok til, at modstanderen på et tidspunkt enten laver en fejl eller giver ham en kort bold at angribe på.

Ivan Lendl er Murrays kyllingevogter

Alligevel er der dog grund til at tro på, at Andy Murray – og resten af feltet – har en større chance, end de plejer mod Djokovic i sæsonens sidste turneringer.

Siden French Open-finalen har Djokovic tabt til Sam Querrey i 3. runde i Wimbledon, vundet Montreal (mod et let felt, da de fleste koncentrerede sig om OL), tabt i 1. runde ved OL til del Potro, tabt US Open-finalen til Stan Wawrinka efter at have modtaget en badebillet til finalen og senest tabt i semifinalen i Shanghai til Bautista Agut efter at have været i voldsomme problemer mod ranglistens nr. 110, Mischa Zverev, runden forinden.

Uden at gå i dybden med nogle af delene har Djokovic talt om manglende motivation efter at have overvundet al modstand med fire slam-titler på stribe, problemer i privaten, forskellige småskader og har, ifølge flere mediers udlægning, antydet muligheden af ikke at fortsætte det ellers så succesrige samarbejde med Boris Becker.

Noget bedre er det gået for Murray. Siden French Open-finalen har Murray fået Ivan Lendl tilbage som træner og har vundet Wimbledon, OL (som man ikke længere får ATP-point for), Beijing og Shanghai samt tabt finalen i Cincinatti til Marin Cilic og kvartfinalen i US Open til Kei Nishikori.

Murray har haft et fantastisk 2016, også før Lendl kom tilbage, men alligevel kan den rolige tjekke tilføre noget, som den evigt iltre og selvkritiserende skotte har brug for. I radio24syvs Wimbledon-magasin talte tennistræneren Jens Seibæk og værten Anders Haahr Rasmussen om, at Ivan Lendl var Andy Murrays ‘kyllingevogter’.

En kyllingvogter sikrer, at man går efter sine slag, når mulighederne byder sig. Den lettere defensive og perfektionistiske Murray har karrieren igennem haft en tendens til at spille for passivt – især i de største kampe mod de andre i Big 4. Men med Lendl i boksen som sin kyllingevogter tør han gå efter sine slag, han tør lave flere fejl, og han slår sin forhånd markant tungere.

Hvorvidt Lendl også kan hjælpe Murray til at blive en regulær rival for Djokovic i de indbyrdes opgør, har vi endnu til gode at se. Men sidste gang de to dannede par (2012-2013) vandt Djokovic kun 5-4 i indbyrdes opgør – siden står den som sagt hhv. 13-2 i alt og 3-1 i år.

murray-lendl

Går Djokovic’ dominans et brat stop i møde?

Det er notorisk svært at spå om, hvornår de store mestre går fra at være dominerende til pludselig at være i karrierens efterår eller det, der er værre.

Borg var verdens bedste tennisspiller frem til French Open i 1981, men tabte både Wimbledon og US Open-finalen til McEnroe samme år og trak sig efterfølgende fra tennis. McEnroe selv havde et formidabelt 1984, hvor han vandt 82 kampe mod blot tre nederlag. Han vandt aldrig en slam igen.

Mats Wilander vandt tre slams i 1988, resten af karrieren tilbragte han mest et godt stykke uden for top-10. Roger Federer sad på tre ud af fire slams, da han vandt Australian Open i 2010, siden har han blot vundet en enkelt. Tilsvarende vandt Nadal tre ud af fem slams i sit comeback i 2013 og frem til French Open 2014, siden har to kvartfinaler været hans bedste slam-resultater.

Er Djokovic med ét gået fra at være en lean, mean winning machine – fra efteråret 2014 til og med årets French Open vandt han nærmest alt, han rørte ved – til at være på et tilsvarende tipping point i sin karriere?

Alderen, han bliver 30 til maj, taler for i forhold til, hvornår spillerne historisk har toppet.

slamalder

Søjlediagrammet ovenfor er fra 2011. Siden da har Federer, Wawrinka, Djokovic, Murray, Nadal og Cilic føjet flere til i aldersgruppen 24-31. 

Omvendt er alderen gået helt ekstremt i vejret for spillere i top-10, top-20, top-100 etc. over de seneste ti år. Og selvom både Milos Raonic, Kei Nishikori og Dominic Thiem alle er yngre og i top-10, er det ikke umiddelbart dem, der er Djokovic’ største trusler.

Det er stadig den ‘gamle’ garde i form af Murray (som er født i samme måned og år som Djokovic), Wawrinka, der fylder 32 næste gang og Federer, der fylder 36 til august, han har det umiddelbart sværest med.

Men hvis motivationen pludselig ikke er, hvad den har været, er det alt, hvad der skal til.

Personligt hælder jeg til, det er et midlertidigt problem. Djokovic har simpelthen for meget at spille om og for stor en professionalisme til, at han kan tabe motivationen permanent på det her gyldne tidspunkt i sin karriere. Boris Becker sagde, ganske vist før Wimbledon, noget lignende.

Han har vundet 12 slams, to færre end Sampras og Nadal og fem færre end Federer. Han har 222 uger som verdens no. 1, 80 uger færre end Federers rekord. Han har med andre ord en reel og semirealistisk chance for at hente Federer i historiebøgerne – ikke mindst på grund af manglen på tydelige konkurrenter (Lendls Murray delvist undtaget), der er på nippet til at vippe ham permanent af pinden.

Murray har 2 chancer for at blive nr. 1

Men tilbage til Murray. Vinder han Wien, hvilket han bør, hvis han fortsætter på samme niveau, er han kun 415 point efter Djokovic inden årets to sidste turneringer.

Vinder han både Wien og Paris, skal Djokovic i finalen i Paris for at bevare et forspring på sølle 15 point inden London. Og så har vi i den grad the final showdown. 

Djokovic må dog stadig være pæn favorit til at bevare positionen som verdensetter året ud, dels fordi han har et forspring at tære af, dels fordi underlaget i Paris og London som sagt passer ham bedre end Murray.

Men skulle det ikke lykkedes Murray i år, er der rige muligheder i begyndelsen af næste år. For mens Djokovic fører med 915 point i årets race, fører Murray med 1860 point siden årets grussæson gik i gang. Det vil med andre ord sige, at Djokovic skal vinde mindst 1860 point flere end Murray, før næste års Monte Carlo.

Det plejer han også at gøre, men dels spiller Murray som sagt væsentligt bedre, end han plejer, og dels ser Djokovic væsentligt mere sårbar ud end tidligere.

Et kvalificeret gæt er derfor, at Djokovic beholder sin plads som verdensetter året ud, men at Murray overtager positionen på et eller andet tidspunkt i løbet af det næste halve år.

Og så kan han forhåbentlig også blive den rival, Djokovic har manglet i flere år.

09 Jul

Kongen generobrede sin trone

Af Anders Høeg Lammers

Der er kun én konge af Wimbledon, og hans navn er Roger Federer. Det er konklusionen på en Wimbledon-finale, der bød på tennis, når det er allerbedst.

Det var ganske enkelt sublimt, smukt og spændende, da Roger Federer slog Andy Murray 4-6, 7-5, 6-3, 6-3.

Men det var samtidig svært ikke at have ondt af og sympati med en tårevædet Andy Murray, som ikke fik brudt den britiske ‘forbandelse’ på foreløbig 76 år uden et grand slam singletrofæ til en britisk mand:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=N4MtG6KxNFw&w=560&h=315]

Murray havde enormt stor ære af kampen, men led alligevel sit fjerde nederlag ud af fire mulige i grand slam-finaler, tre af dem til Federer.

Han startede fænomenalt og aggressivt og brød Federer i kampens første parti, da Federer drev en forhåndsflugtning langt ud af banen. Federer brød dog tilbage og havde mulighed for at bringe sig foran 5-3 på et par breakbolde i Murrays serv. Men Murray modstod presset og i stedet forærede Federer nærmest næste parti væk med tre-fire sløsede fejl.

Få minutter senere havde Murray servet sættet hjem til stående ovationer fra de sejrshungrende tilskuere.

Murray misser sin chance og Federer hæver niveauet

Kvaliteten, der allerede var rigtig god, steg yderligere i andet sæt, hvor Murray fortsatte den aggressive stil, og Federer lugede ud i sine fejl.

Hvor man ved første sæts afslutning sad med en fornemmelse af, at nu ville Federer trække afgørende fra, var det omvendt i andet sæt, hvor Murray var godt med i næsten samtlige Federers servepartier og missede fire breakchancer, bl.a. to ved stillingen 4-4.

Havde han vundet én af dem, er det meget muligt, at såvel sæt som kamp havde haft en anden vinder.

Men bedst som det lignede en tiebreak, løftede Federer sit spil til nye højder. I et fænomenalt godt spillet parti laver Murray en rent ud sagt fremragende baghåndssmashflugtning til at bringe sig foran 30-0 ved 5-6. Men Federer kommer på 30-30 via et drop shot og en Murray forhånd, der bliver for lang.

Derefter er det ren magi. Med to af kampens bedste detaljer, begge stopflugtninger ved nettet efter gode lange dueller, går Federer fra 30-30 til at vinde partiet og dermed sættet (se fra 6.15 for at se hele partiet og 9.00 for at se fra 30-30).

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=NmbD3rJn_JY&w=560&h=315=1&start=605]

Kampen rykker indendørs, hvor Federer er den ukronede konge

Det bragte dem på 1-1 i sæt, og gav Federer momentum. Det blev hurtigt brudt, da regnen væltede ned over Wimbledons anlæg og spillet måtte stoppes i fyrre minutter, mens der kom tag over anlægget.

Til gengæld gav det en anden fordel til Federer: bortset fra en enkelt Davis Cup kamp på indendørs grus, er han ubesejret indendørs siden efteråret 2010.

Eftersom Federer spiller med et mindre ketcherhoved og en mindre fejlmargin end sine rivaler, kommer hans spil allerbedst til udtryk, når vind og vejr ikke øver nogen form for indflydelse. Der er han slet og ret – stadig – et niveau over alle andre.

Således også søndag mod Murray.

Kampens afgørelse faldt reelt ved 2-3 i tredje sæt, da Murray forgæves forsøgte at holde sin serv i et næsten tyve minutters langt totalangreb fra Federer.

Fem breakbolde fik Murray afværget, tre med gode server og to hvor Federer skød for langt. Men på den sjette kunne han ikke mere og måtte give fortabt efter en række Federer forhåndsslag, der drev ham rundt fra side til side:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=iocqru-dxOQ&w=560&h=315=1&start=60]

Lige dér blev kampen afgjort.

Federer servede relativt uproblematisk sættet hjem og sluttede med et es.

I fjerde fortsatte han blot angrebet. Ved 2-2 fik han to breakbolde ved 15-40. Han behøvede kun én, som han tog på et vidunderligt passerslag med enhåndsbaghånden:

Derfra gik det kun én vej, og det mod det syvende Wimbledon-trofæ. Om end Murray kæmpede det bedste, han kunne og kom op med nogle fantastiske slag ind i mellem, er der reelt ikke meget, han – eller andre – kan gøre, når Federer spiller på det niveau.

Federer vandt især kampen ved nettet, hvor han var slet og ret suveræn i sine indgreb – om det så var en smash, en stopflugtning en refleksflugtning eller en Murray stopbold, han skulle reagere på.

Murray var langt fra lige så passiv, som han tidligere har været i de store finaler, men matche Federers aggressive og dominerende spil kunne han ikke.

 

Verdens nummer 1

Med sejren føjer Federer nye rekorder til sin i forvejen meget lange liste. I en tid hvor Rafael Nadal, Novak Djokovic og Andy Murray alle befinder sig i deres tennisalders zenit – 25-26 år – er det alligevel den snart 31-årige schweizer, der nu igen ligger nr. 1 på mændenes verdensrangliste efter to år, hvor mesteren har været degraderet til hhv. 2. og 3.

Dermed matcher og overgår han Pete Sampras 286 uger som nr. 1.

Generobringen af førstepladsen er fortjent.

Om end Djokovic og Nadal har domineret de største turneringer – de havde mødt hinanden i de sidste fire grand slam finaler før i dag med tre sejre til Djokovic – har Federer været lige i haserne på dem.

Og i modsætning til dem, har han vundet hele året rundt, og står nu med otte turneringssejre for det seneste år, inkl. tre masters turneringer, sæsonfinalen i London og altså nu også Wimbledon.

Det er vanvittigt imponerende for en tennisspiller over 30 – ikke mindst i denne æra, hvor konkurrencen i både toppen og bredden vel nok er hårdere end nogensinde.

Næste mål for både vinderen og taberen er OL i London på samme græsbane.

Efter den jætteindsats Murray leverede og de positive ændringer, han er i gang med i sit spil, vil det være ham velundt, hvis han kan levere foran hjemmepublikummet om en måneds tid.

Søndag kom Murray et stort skridt tættere på at blive grand slam vinder. I de første to sæt var han i den grad Federers lige.

Hvis ikke lige det var for Federer, Nadal og Djokovic kunne man næsten sige, at Murray helt sikkert vinder en grand slam på et tidspunkt. Men det er immervæk hårde odds at skulle slå verdens vel nok bedste tennisspiller nogensinde på dennes (set over karrieren) bedste underlag.

Ikke desto mindre tør jeg godt vove den påstand, at det blot er et spørgsmål om tid, før Murray bryder den britiske forbandelse.

Men lige nu – efter to et halvt år uden en grand slam sejr – er det Federers tid.

Nyd kampens højdepunkter her:

http://www.youtube.com/watch?v=JrzWS-eq5JQ

07 Jul

Federer og Murrays kamp om historiske triumfer

Image

Af Anders Høeg Lammers

Senere i dag spiller Frederik Løchte Nielsen, legendariske og nu afdøde Kurt Nielsens barnebarn, Wimbledon-finale i herredouble sammen med makkeren Jonathan Murray. Det er stort, det er flot, det er lidt af et eventyr og makkerparret har en meget reel chance for at løfte trofæet senere i dag.

Alligevel er det ikke det, det skal handle om her. Dels dækker de danske medier allerede begivenheden så rigeligt, om end nogle af dem glemmer, at det er 54 og ikke 57 år siden, at Kurt Nielsen sidst stod i en Wimbledon-finale (Kurt var i singlefinalen i 1953 og 1955 samt mixed doublefinalen i 1958). Dels finder denne skribent singletennis en hel del mere interessant end doubletennis – i hvert fald så vidt. Så lad os se på den kommende finale.

Da Wimbledon startede for to uger siden, kunne tre forskellige mænd – Novak Djokovic, Rafael Nadal og Roger Federer –  stå som verdens nr. 1 ved turneringens afslutning. Det er absolut ikke hverdagskost og viser, hvor tæt mændenes tennis er lige nu.

Nadal mistede sin chance, da han højst overraskende tabte til verdens nr. 100, Lukas Rosol, i anden runde (som Sport Fortalt skrev om her).

Verdens nr. 3, Roger Federer, holdt derimod sin chance for at blive verdens nr. 1 i live, da han mesterligt slog sidste års mester, Novak Djokovic, 6-3, 3-6, 6-4, 6-3 i fredagens semifinale. Det var en klinisk og sublim præstation fra den snart 31-årige Federer, som lavede langt færre fejl, end han normalt gør, når han møder Djokovic eller Nadal.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=LNn-n8MWf3A&w=560&h=315]

I finalen venter Storbritanniens store håb og det evige fjerde hjul, Andy Murray, som umiddelbart efter slog den flamboyante franskmand Jo-Wilfried Tsonga i en kamp, der blev bedre og bedre og endte med scoren 6-3, 6-4, 3-6, 7-5.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=gV06XErtYj0&w=560&h=315]

Første eller syttende triumf?

Begge spillere har kolossalt meget på spil.

Vinder Federer, genvinder han positionen som verdens nr. 1 og er sikker på at beholde den længe nok til at overgå Pete Sampras’ 286 uger på toppen af tennis (Federer er på 285 uger nu). En sejr vil bringe ham op på syv Wimbledon trofæer i alt, samme antal som Sampras’ rekord, og 17 grand slam titler (en udvidelse af Federers egen rekord).

Men vigtigst af alt vil en sejr bevise, at Federer ikke er færdig med at vinde store titler endnu på trods af, at vi skal helt tilbage til Australian Open 2010 for at finde hans sejr i en af de fire store. Nadal og Djokovic har vundet samtlige ni grand slams i mellemtiden og tilmed siddet på hovedparten af finalepladserne.

Murray kan ikke blive nr. 1. Til gengæld kan han bryde den britiske tennisforbandelse.

De tennisglade briter har ikke set en britisk mand i Wimbledon-finalen siden ’Bunny’ Austin i 1938 og ikke haft en vinder af en grand slam turnering siden ikonet Fred Perry vandt både Wimbledon og US Open i 1936.

For ti-femten år siden var det græsspecialisten Tim Henman, der år efter år bar en hel nations håb og drømme på sine skuldre, da han fra 1996 til 2004 nåede såvel semi- som kvartfinale fire gange hver – men aldrig finalen.

I dag bærer Murray det håb. De sidste fire år har Murray tabt til Nadal (en kvart- og to semifinaler) samt Andy Roddick (semifinale). Hans talent er ubestrideligt, og blandt mange tennisfans og kendere bærer han den lidet glorværdige titel ’bedste spiller, som aldrig har vundet en grand slam’.

Murray har faktisk allerede spillet hele tre grand slam finaler, to mod Federer og en mod Djokovic, men han har stadig til gode at vinde sit første sæt i en grand slam finale.

Den forvandlede Murray

Den omstændighed, kombineret med Federers resume, burde gøre Federer til storfavorit. Favorit, det er han, men storfavorit er han ikke. Hvorfor?

For det første, så fører Murray faktisk 8-7 i indbyrdes opgør, alle femten spillet på hardcourt. For det andet, er det en ny, mere aggressiv og mentalt stærkere Murray, som Federer møder søndag eftermiddag.

Murray har siden 2008 været lige ved og næsten i forhold til at støde Federer og Nadal af tronen. Men sammenlignet med de to og nu også Djokovic har han manglet især to ting: mental styrke når det gælder samt et vinderslag (a la Federer og Nadals forhånd), han kan afgøre duellerne med.

I sin kvart- og semifinale mod henholdsvis David Ferrer og Jo-Wilfried Tsonga har han demonstreret begge de kvaliteter til overmål. Og den transformation skyldes i høj grad én mand.

I vinters traf Murray en utrolig klog beslutning på trænerfronten, da han hyrede firserdominatoren Ivan Lendl.  I modsætning til Murrays tidligere trænere, har Lendl prøvet det hele og ved, hvad der kræves.

Lendl tabte sine første fire grand slam finaler (hvor Murray foreløbig har tabt tre) for siden at vinde hele otte og blive firsernes bedste spiller.

Samtidig var Lendl en spiller, der dominerende sine modstandere med sin forhånd i en grad, så han regnes for en af fædrene til vore dages power tennis. Netop forhånden er et våben Murray til en vis grad har manglet, og noget de to tydeligvis har arbejdet på at forbedre. Som Boris Becker sagde efter Murrays kvartfinale sejr over David Ferrer:

I think I detected some of Lendl’s forehand in Murray’s play, and his second serve has gotten better, too, which is crucial.

Og forandringen er tydelig. Forhåndsslag af nedenstående størrelsesorden så man ikke meget til fra Murray for bare et år siden:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=0SBsrzLEDsg&w=560&h=315=1&start=456]

Taktikken for de to

Er det så nok til at slå den seksdobbelte Wimbledonmester? Det ved vi af gode grunde ikke endnu.

Federer vil for en gangs skyld ikke være publikums favorit. Det gør det første sæt ekstra vigtigt, da Federer her kan dæmpe både Murrays og publikums forhåbninger om en britisk sejr.

Federer er en af tourens stærkeste bag sin serv, mens Murray (sammen med Djokovic) har den bedste servereturnering. Ying møder yang.

Mod Djokovic var Federers serv næsten urørlig, og han blev blot brudt én gang. Murray brød til gengæld den ligeledes storservende Tsonga fire gange og massakrerede især Tsongas andenserv.

Federer vil, tro mod sin aggressive stil, forsøge at afgøre boldene hurtigt og undgå de lange dueller mod Murray. Murray må omvendt forsøge at modstå det pres, bombardement og angreb, som Federer utvivlsomt vil sætte ham under fra kampens start.

Murray har reelt tre opgaver i søndagens finale: 1) Han skal turde spille ’større’, det vil sige mere aggressivt og dominerende, end han normalt gør mod Federer, Nadal og Djokovic, 2) han skal være så defensiv stærk, så han presser Federer til at overplacere sine bolde samt 3) bevare roen og det mentale overskud, selv hvis Federer giver ham stryg i det første sæt eller to.

Federer gør omvendt klogt i at fortsætte sin taktik fra Djokovic-kampen: relativt korte dueller, god variation mellem den slicede og den topspundne baghånd og så ellers ind og slå til med forhånden, når han får chancen. Samtidig gjorde han noget, jeg længe har savnet fra Federer, når han møder Djokovic og Nadal: han angreb med sin andenserv (se 9.12 og 9.46 nedenfor).

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=Y8Jz0YbULJI&w=560&h=315=1&start=563]

I begge tilfælde slår han en velplaceret andenserv på 180-182 km/t (112-113 mph), der første gang tvinger en fejl ud af Djokovic, og anden gang sætter  Djokovic under pres. Dette mønster var gennemgående for kampen og er med til at forklare, hvorfor Federer vandt hele 72 pct. af sine andenserver mod Djokovic, mens Tsonga blot vandt 32 pct. af sine andenserver mod Murray. Den taktik gør han klogt i at fortsætte mod Murray.

Får den snart 31-årige Federer sin (foreløbige) svanesang mod Murray med dertilhørende nye rekorder? Eller er det endelig den storspillende Murrays ’tur’?

Pilen peger på Federer, det siger blandt andre Pete Sampras. Men bliv ikke overrasket, hvis Lendls protege pludselig kombinerer sin allerede uovertrufne defensiv med et par overraskende store forhåndsslag, der presser den aldrende mester.