24 Aug

Den spanske lillebror – Smalle veje, skrappe stigninger og hidsige temperaturer

PIC307425266

Vuelta a España har længe stået i skyggen af Tour de France og Giro d’Italia. Men den spanske rundtur har sin egen helt individuelle charme, og de spanske veje byder på udfordringer, som ikke har sin lige noget andet sted i verden. Sport fortalt tager et kort blik på løbets historie.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

I dag starter årets Vuelta a España. Løbet har i lang tid fristet en tilværelse i skyggen af de to andre 3-ugers etapeløb, Giro d’Italia og Tour de France, hvilket der både er historiske og mere aktuelle årsager til.

For det første er løbet en del yngre, end de to andre. Touren blev første gang kørt i 1903, Giroen i 1909, Vueltaen først i 1935. For det andet er den spanske cykelscene først blomstret senere end den italienske og franske. Da UCI blev dannet i 1900 var det med Belgien, Frankrig, Italien, Schweiz og USA i spidsen. Det er desuden ikke tilfældigt, at alle de store klassikerløb finder sted i Belgien, Holland, Frankrig og Italien.

Lillebror-løbet

Symbolsk var det også, da Vueltaen i 1995 flyttede fra april til september for ikke at falde sammen med Giroen. Tidligere havde de tre store løb primært haft deltagere fra de respektive hjemlande, men med globaliserings indtog i cykelsporten og stigende indtægter fra sponsorer og TV-rettigheder kom der intern kamp om at få de bedste ryttere til at stille op.

Her måtte Vueltaen se virkeligheden i øjnene. Arrangørerne tog konsekvenserne, flyttede løbet og illustrerede derved, at prestigen i den spanske rundtur lå noget under de italienske og franske storebrødre.

Det faktum, at den spanske rundturs har lillebror-status i forhold til den franske og den italienske udtrykkes måske bedst derved, at vinder en rytter Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten. Vueltaen er slet ikke med i denne kategori, og faktisk bruges løbet af mange store ryttere udelukkende som opvarmning til verdensmesterskaberne.

Tabernes løb

Persongalleriet har også spillet en afgørende rolle. Italien har haft legendariske ryttere som Fausto Coppi og Gino Bartali, som har prioriteret Giro d’Italia og skabt opmærksomhed omkring løbet. Coppi og Bartali elskede giroen, hvilket afspejler den generelle forkærlighed for hjemlandets rundtur, som den italienske befolkning deler.

Giroen har også i nyere tid  haft store italienske vindere, som primært satsede på Giroen. Paolo Salvodelli og Gilberto Simoni var stærke omkring år tusindskiftet, og helt aktuelt har Ivan Basso og senest Vincenzo Nibali, lavet store præstationer i hjemlandet, og det ofte på bekostning af deres prioritering af Tour de France.

Spanien har også haft store ryttere som Luis Ocaña og Federico Bahamontes. Men de huskes af mange primært for deres præstationer i bjergene Tour de France, hvor Bahamontes vandt bjergtrøjen seks gange og stadig af mange betragtes som Tour-historiens største bjergkonge, selv om Virenque formelt har overhalet ham med syv bjergtrøjer. Ocaña har af mange status som den eneste, der reelt formåede at true Eddy Merckx i Tour de France. Tilsvarende prioriterede Spaniens helt store stjerne i 90erne, Miguel Indurain, Touren frem for hans egen hjemmebane. Det samme kan i høj grad siges om Alberto Contador, som kun har kørt Vueltaen de år, hvor han ikke har haft mulighed for at køre Tour de France.

Vueltaen er desuden i nyere tid blevet domineret af folk, som på samme tid var store tabere i Touren. Tony Rominger, da Indurain dominerede Touren, springer mest i øjnene. Men også Laurent Jalabert, Alex Zülle, Abraham Olano, Jan Ulrich og sidst Denis Menchov kan nævnes.

Vueltaens individuelle særpræg

Alt sammen peger det på, at Vuelta a España stadig er lillebror. Men det betyder ikke, at løbet ikke er stort og spektakulært. Og så har Vueltaen sin egen individuelle charme. Faktisk har løbet en række facetter, hvor Giroen og Touren ikke kan følge med.

Bjergene er ofte skrappere, temperaturerne er højere, og terrænet og ruten mere uforudsigelig. Vejene er ofte smalle, og rutens sammensætning er typisk meget varieret med bjerge tidligt i løbet og ofte spredt ud over de tre uger.

Spredningen og variationen i terrænet sætter klassementsrytterne på konstante prøver, hvorfor kontrolleret kørsel er svært at praktisere. De høje temperaturer gør, at kræfterne hurtigere slipper op. Med op til 40 graders varme er overophedning en konstant risiko.

Det mest spændende løb af alle

Alle disse facetter er tilstede i årets Vuelta. Der er bjergafslutning allerede på anden etape, og ruten ser både skrækindjagende og dragende ud. Der er lagt op til en fest på de spanske landeveje, og med afslutning på legendariske Alto de l’Angliru (12,2 km, 10,2%) på næstsidste etape vil der være spænding hele løbet igennem. Mere om det i et senere indlæg på Sport fortalt.

I de sidste par år har Vuelta a España desuden vist sig som værende den klart mest spændende 3-ugers rundtur. Mens Touren under Armstrong, og igen med Team Skys dominans, ofte har vist sig som et utrolig kontrolleret og i manges øjne kedeligt løb, så har Vueltaen budt på masser af action, uforudsigelighed og dristige angreb.

Sidste års duel mellem Alberto Contador, Alejandro Valerde og Joaquim Rodríguez var en af de meste spændende i mange mange år, hvilket du kan læse mere om her. Hvorvidt vi kan håbe på et løb af lige så høj standard, vil Sport fortalt reflektere over i et kommende indlæg.

14 Sep

Den spanske knytnæve

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Contador er tilbage. Efter sin ufrivillige pause har den folkekære cykelrytter fra byen Pinto i Madrid med sin sejr i Vuelta a España vist, at han er tilbage på højeste niveau – og at han er tilbage for at vinde titler.

Triumfen kalder han selv “min smukkeste sejr” med henvisning til præstationen på 17. etape til Fuente De.

På en etape der ikke umiddelbart lagde op til forskydninger blandt favoritterne kastede Contador sig ud i et soloridt, der begyndte på en relativt overskuelig kategori 2 stigning ca. 50 kilometer fra mål. Her angreb Contador, og med hjælp fra hjælperyttere, som lå ude foran, blev han hurtigt kørt op til udbryderne. Manden i førertrøjen Joaquim Rodríguez nåede nærmest ikke at registrere, hvad der skete, før det var for sent.

Med 23 kilometer til mål angreb Contador igen og kom alene væk med sin gamle holdkammerat Paolo Tiralongo, som besluttede sig for at hjælpe sin tidligere kaptajn med lange og hårde føringer. Contador vandt etapen, fik førertrøjen og blev efterfølgende genstand for anerkendelse og beundring fra både konkurrenter og kammerater. Alle andre havde allerede haft blikket rettet mod kongeetapen tre dage senere. Men Contador viste, at hvis man skal vinde et stort etapeløb, skal man være konstant på vagt. Rodriguez udtalte før 17. etape, at Contador kun havde én chance tilbage med henvisning til 20. etape til Bola del Mundo

Den udtalelse siger alt! Afslutningen på contadors triumf kan ses her:

Den komplette sejrherre

Kynikere vil tænke tilbage på Floyd Landis’ enorme soloridt på Tourens 17. etape i 2006, hvor han, efter at have gået gevaldigt ned på etapen dagen før (som Michael Rasmussen i øvrigt vandt), kørte væk fra feltet med hele 125 kilometer igen. Efterfølgende viste det sig, at han havde fået lige lovlig meget hjælp fra diverse ulovlige medikamenter. Men der er den store forskel, at Contadors præstation ikke i samme grad var udtryk for individuel styrke. For det første angreb han med kun 50 kilometer igen, for det andet sov de andre favoritter i timen, for det tredje fik Contador stor hjælp af både egne hjælperyttere og Tiralongo, og sidst men ikke mindst blev han næsten hentet til sidst af en fremadstormende Alejandro Valverde.

Contadors sejr var baseret på både individuel styrke, overblik og kløgtig kørsel, samt ikke mindst et meget stærkt Team Saxo Bank.

Contador går efter Touren

Contador har således vist, at han er tilbage – om ikke for fuld kraft, så dog som en rytter, der er klar til at genindtage den naturlige favoritrolle i de store etapeløb, som han nærmest har haft patent på siden 2008.

Contador har dog allerede nu meldt ud, at han har droppet drømmen om at vinde alle tre rundture i samme sæson.

Derfor er det et åbent spørgsmål, hvilke løb Contador vil prioritere. Han har udtalt, at det ikke er sikkert, at han vil deltage i Tour de France. Det afhænger efter sigende af ruten.

Men det er udtryk for spansk forkælelse af hjemlandet i kølvandet på sin store sejr. For selvfølgelig kører han Tour de France. Der er alt for stor prestige (og penge) i Touren til, at holdejere, sponserer mm. vil tillade, at holdets største stjerne dropper den franske rundtur. Det mere interessante spørgsmål er, om Contador vælger Giro d’Italia eller Vuelta a España. Her kan ruterne selvfølgelig spille ind, men nyere historie vidner om, at begge løb sandsynligvis vil byde på masser af stigninger og andet guf for den spanske etapeløbskonge. Mit bud er, at han spiller det sikre kort i forhold til Tour de France, dropper Giroen og kører Vueltaen efterfølgende. Erindringen om sidste års Giro-sejrs negative indflydelse på Contadors form i det efterfølgende Tour de France er stadig frisk hos hovedpersonen selv og Bjarne Riis.

Spansk indtog i Touren?

Et af de mest interessante aspekter ved det netop overståede Vuelta a España var, at Chris Froome blev slået ned af podiet af en slagkraftig spansk knytnæve bestående af Joaquim Rodríguez, Alejandro Valverde og Contador. Det bliver interessant at se, om det stærke spanske trekløver stiller til start i Tour de France næste år. At kalde dem et trekløver er ikke udtryk for, at de har alliancer. Men de hænger sammen på den måde, at de har en fælles interesse i, hvordan et løb udvikler sig, og en fælles tilgang til bjergetaperne. Løbet skal køres hårdt og ukontrolleret, og bjergetaperne skal angribes med hårde og konstante ryk, der ødelægger rytmen hos konkurrenterne.

Hvis både Contador, Rodriguez og Valverde stiller til start, og hvis de alle kan finde den form, de har haft i dette års Vuelta, så vil Team Sky stå over for helt andre udfordringer, end de gjorde i år. Bradley Wiggins har selv været lunken omkring sin deltagelse i næste års Tour, men samme argument, som gælder for Contadors deltagelse, gælder også her. Selvfølgelig stiller han til start som forsvarende vinder i verdens største cykelløb. Hvis Cavendish smutter fra holdet – som det ser ud til – er klassementet desuden holdets eneste målsætning. Konklusionen på Froomes fjerdeplads i dette års Vuelta er desuden, at Wiggins vil stille til start som entydig leder på Team Sky. Havde Froome vundet Vueltaen, ville Wiggins ikke have været selvskrevet som kaptajn. Men det skete som bekendt ikke.

Vi venter på ruterne

Hvis vi forestiller os et Team Sky, der er lige så stærke næste år som i år, kaster et stærkt spansk trekløver ind i konkurrencen, og desuden tilsætter Andy Schleck, Nibali samt en Cadel Evans, som er i form – så er der et spændende Tour de France 2013 i vente.

I første omgang venter vi i spænding på afsløringen af næste års ruter. Der er allerede indicier, som peger på et spektakulært Tour de France, hvor feltet blandt andet skal to gange op ad Alpe d’Huez. Mit bud er, at arrangørerne af Giro d’Italia og Vuelta a España ikke har tænkt sig at stå i skyggen af den franske rute, hvorfor vi kan forvente spændende ting fra deres side.

I første omgang skal indeværende sæson dog afsluttes. Vi har stadig VM og de italienske efterårsklassikere til gode. Her skal favoritterne blandt andet findes i det spanske trekløver, som bidrog så flot til at gøre Vuelta a Espana til det suverænt flotteste 3-ugers etapeløb i mange år.

28 Aug

Vueltaen overstråler Tour de France

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Vuelta a España har allerede efter den første uge vist sig som langt mere uforudsigeligt, åbent og ikke mindst eksplosivt, end Tour de France. Allerede på 3. etape blev vi klar over, at der var et helt andet løb i vente, end det vi så i Touren. På den sidste stigning (kategori 1) fører Team Sky feltet an – lige som i Touren. Men først rykker den tilbagevendte Alejandro Valverde i et kraftigt ryk. Lige efter kører Contador op til Valverde, og det hele sker så eksplosivt, at Team Skys faste hånd om tempoet lige så stille løsnes. Froome bliver nødt til at forlade sine ellers stærke hjælpere og selv tage ansvaret for sin egen skæbne.

http://youtu.be/8v9bk4pa0XE

Contador rykker flere gange frem mod målstregen – syv gange i alt – og det er tydeligt, at Froome er langt mere presset, end han var på noget tidspunkt i Touren. Og modsat Touren er han ikke konstant omgivet af stærke hjælperyttere. Froome formår dog at komme op hver gang, og ved målstregen kommer Valverde, Rodriquez, Froome og Contador ind i nogenlunde samme tid med Valverde som etapevinder. Så er løbet i gang.

Contador kan knækkes

Det ser ud til, at løbet skal afgøres mellem de fire ryttere, som kom først til målstregen på 3. etape: Joaquim Rodriguez, Chris Froome, Alberto Contador og Alejandro Valverde.

Contador virkede med sine mange og stædige ryk stærkest på 3. og 4. etape, men på 6. etape fik vi en overraskelse. Frem mod toppen af en kort men stejl 3. kategori stigning kan Contador ikke følge med.

Efterfølgende var den obligatoriske undskyldning, at han havde fået kramper. Uanset hvad, så viste det, at Contador kan knækkes. Det er en overraskelse – også for konkurrenterne. Læg i klippet mærke til hvordan Froome kigger tilbage og bliver overrasket over at se, at Contador ikke er med.

Froome under pres

To dag efter på 8. etape er det Froome, der til sidst ikke kan følge med.

Feltet skal op til toppen af Collada de la Gallina (7,2 km, 8 %) i Andorra, som er uden for kategori. Først angriber Contador, som får slået hullet. Til sidst bliver han dog hentet af Rodriguez og Valverde, hvor sidstnævnte tager endnu en etapesejr. Froome taber 15 sekunder og må se i øjnene, at hans Team Sky computer ikke er tilstrækkelig, når modstanderne er så stærke, som tilfældet er i dette års Vuelta.

På 9. etape angriber Contador igen. Angrebet bliver dog sat ind for tidligt, og han kommer derfor ikke med i det afgørende ryk op ad Alto de Montjuic (1,1 km, 8,1 %), som har top tre kilometer før mål. Rodriguez viser sig igen som den stærkeste af klassementsfavoritterne, og ender som nummer to efter Philippe Gilbert. Valverde kommer i mål 9 sekunder efter, mens Contador og Froome kommer i mål med hovedfeltet yderligere 3 sekunder efter.

Rodriguez i spidsen

Den eneste der ikke er blevet sat er Joaquim Rodriguez, som symbolsk også ligger nr. 1. Han må derfor anses som den, der på nuværende tidspunkt har været stærkest i bjergene. Valverde har vundet to af etaperne og har primært tabt tid, fordi han blev fanget bag ved et styrt på 4. etape. Derfor må han regnes for næsten lige så stærk.

Både Valverde og Rodriguez er til gengæld også de svageste tidskørere blandt favoritterne. Onsdag skal der køres enkeltstart, og al logik siger, at Froome og contador vil lægge sig stabilt i spidsen for løbet. Mere om det nedenfor.

De spanske skuffelser

Der er to store skuffelse i årets Vuelta: Den forsvarende vinder Juan Jose Cobo og Igor Anton. De to spanske ryttere var inden løbets start spået en stor rolle i løbet. Cobo af naturlige årsager, da han kom som forsvarende mester, Anton fordi han efterhånden flere gange har vist sig som en af verdens absolut bedste bjergryttere – og med en meget bjergrig Vuelta var han oplagt at nævne blandt topfavoritterne.

Anton er stadig med i løbet. Han ligger nr. 8 samlet, og er kun lidt over 3 minutter efter Rodriguez. Når han stadig kan kaldes en skuffelse så er det, fordi enkeltstarten endnu ikke er kørt. Han har mistet tre minutter i det terræn, som han burde vinde i. Vi kan håbe, at Anton får kørt sig i form til de stejle stigninger til sidst i løbet. For når han er bedst, er han tæt på at være den bedste af alle.

Cobo er gået endnu mere ned. Han ligger nr. 27 i den samlede stilling, og er mere end 7 minutter efter. Han har da også erkendt, at han nu ikke længere er kaptajn, men derimod vil støtte sin tidligere løjtnant Valverde.

Løbet er åbent

Den mest positive ved årets Vuelta, hvilket denne blogger forudsagde inden løbets start, må dog siges at være, at løbet ikke kun er en kamp mellem Froome og Contador. Det er en fryd at se, at både Valverde, Rodriguez og Nicolas Roche alle bidrager med angrebslyst og tør tage store chancer. Hvor var de dog savnet i Tour de France (Valverde og Roche kørte Tour de France, men begge er kommet i en helt anden form op til Vueltaen).

Særligt Contador angriber igen og igen, og hans deltagelse er en gave til løbet. På nuværende tidspunkt har han ikke kunnet skabe den afgørende forskel, men med et langt hårdere terræn i vente, er der masser af muligheder.

På nuværende tidspunkt er løbet stadig meget åbent. Ved siden af de fire topfavoritter til sejren, så skal man stadig holde øje med Robert Gesink (nr. 5, 2.01 efter), Nicolas Roche (nr. 7, 2.34 efter) og så selvfølgelig Igor Anton (nr. 8, 3.07 efter).

Roche ser stærkere ud end nogensinde før, han har angrebet flere gange og har allerede meldt ud, at han har tænkt sig at blive ved med at prøve.

Enkeltstarten og tidsbonus

Onsdag står den på enkeltstart. Her vil Froome og Contador lægge sig i spidsen af løbet. Hvem der er stærkest af de to er usikkert. Umiddelbart skulle man pege på Froome, men ruten er kuperet med en kategori 3. stigning, hvilket burde tælle til Contadors fordel. Stigningen er lang (10 km), men ikke særligt stejl, hvorefter der kommer en meget teknisk nedkørsel – en disciplin Contador mestrer. Contador er desuden yderst velforberedt og har kørt enkeltstarten igennem 8 gange. Froome har “kun” sin enkeltstartsmotor, som dog under normale omstændigheder er nok til, at han kører med om sejren. Spørgsmålet er, hvem af ham og Contador der er stærkest.

Hvor meget tid Froome og Contador vil vinde på deres konkurrenter er usikkert. Men enkeltstarten er “kun” på 39,4 km, hvorfor man ikke skal forvente tidstab på meget mere end to minutter mellem favoritterne. Den kuperede rute gør desuden, at Valverde og Rodriquez har gode muligheder for at minimere tidstabet. Da der venter fire etaper med afslutning uden for kategori, vil løbet derfor stadig være helt åbent efter enkeltstarten.

Mens enkelstarten er til Contadors og Froomes fordel, så er der andre faktorer, der passer Valverde og Rodriguez bedre: Bonussekunder. Der er tidsbonus til de første tre på hver etape, henholdsvis 12, 8 og 4 sekunder. Det er ikke uden betydning. Sidste år vandt Cobo Vueltaen med 19 sekunder. Uden tidsbonus havde Froome vundet løbet. Allerede på nuværende tidspunkt har Rodriguez vundet 36 bonussekunder via tre 2. pladser og én 1. plads. Valverde har vundet 28 sekunder via to 1. pladser og én 3. plads. Froome har vundet 12 sekunder via én 2. plads og én 3. plads, mens Contador har vundet 6 sekunder via én 3. plads og en indlagt spurt.

Bonussekunderne bidrager med en uforudsigelighed, som gør løbet mere åbent. Der er stadig masser af tidsbonusser i løbet, og det kan vise sig at få afgørende betydning.

Store dramaer i vente

De helt store slag kommer på 14., 15., 16. og 20. etape. Her kommer feltet ind i et bjergterræn, som markant adskiller sig fra det hidtidige. Hvor vi ind til nu har set mange korte og eksplosive stigninger, så skal feltet nu over flere store stigninger – ofte flere på hver etape – mens stigningerne er længere, højere og stejlere. Det er umiddelbart en fordel for Contador og Froome, da Valverde og Rodriguez har deres absolutte force på de kortere stigninger. Til gengæld kan man håbe, at en mand som Anton kan køre sig ind i løbet igen. Særligt skal man holde øje med 16. og 20. etape.

På 16. etape er det tredje dag i streg, at feltet kører en svær bjergetape med afslutning uden for kategori. Det vil uden tvivl koste store ofre, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke mindst én af de fire store favoritter vil gå ned en af dagene.

Feltet skal over to kategori 1. stigninger på vejen mod Valgrande-Pajares, inden de rammer stigningen Cuitu Negro som er mere end 23 kilometer lang. Mod slutningen kommer der passager, der stiger med 25 procent, og den sidste halve kilometer stiger med 17 procent! I sidste blog citerede jeg Samuel Sanchez. Hans beskrivele af afslutningen fortjener en gentagelse:

When the race finished on Pajares the last time [in 2005] I can remember looking up at the Cuitu ski station and thinking ‘thank goodness we don’t have to go up there’. This time, though, we do. It’ll be the hardest stage of the race by far.

Det bliver en dag med store tabere. Så langt fremme i løbet kan det være svært at bevare topformen. Contador har flere gange vist, at han kan holde topformen i tre uger. Men ryttere som Valverde og Rodriguez er helt sikkert nervøse. Det forhold samt at Contador og Froome har en stor fordel i enkeltstaten har Rodriguez selv gjort opmærksom på.

Vueltaen giver Touren baghjul

Løbet er dog ikke afgjort før 20. etape. Her skal feltet over tre kategori 1. stigninger, hvorefter de skal op til målstregen, som ligger på toppen af en stigning uden for kategori – Bola del Mundo.

Den 11,4 kilometer lange opkørsel stiger med 8,6 procent i snit, og de sidste tre kilometer har stigningsprocenter på 20. Hvis klassementet ikke er på plads endnu, kan vi forvente spektakulær cykling.

Vueltaen har allerede nu givet os mere spænding, end Tour de France gav os i løbet af tre uger. Heldigvis er vi end ikke kommet til de virkelig spændende etaper endnu. God fornøjelse med det sidste.