23 Jun

Joga Bonito – når forsvar er det bedste angreb?

Romario og Ronaldo

Intet fodboldhold påminder os om det allerbedste, vi mennesker kan præstere, som det brasilianske. Ved dette VM stiller de brasilianske hjemmebanefavoritter dog for en gangs skyld op med et hold, der er stærkest i defensiven. 

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Der bliver talt og skrevet meget om Brasiliens kanariegule landshold for tiden. Al denne talen og snakken er blandt andet gået på brassernes mulighed for at revanchere det smertefulde hjemmebanenederlag på Maracanã til Uruguay i 1950, men endnu mere spalteplads og endnu flere TV-indslag har trods alt fokuseret på aktuelle temaer som holdets angivelige favoritværdighed, Brasilien som værtsnation (med overvejende negativt fokus på fx ufærdige stadions, uholdbare regnskaber såvel som landets dubiøse forhold for gadebørn, prostituerede og fattige i det hele taget) samt en helt grotesk opmærksomhed omkring VM-turneringens indiskutable poster boy número uno, Neymar Jr.

Meget kan og bør siges om den politiske situation i Brasilien, ligesom det er tydeligt, hvordan VM som fænomen i det hele taget afslører det allerværste ved verden af i dag; nemlig hensynsløs og korrupt big business på den éne side (hos FIFA (og ret beset hos de fleste topspillere, der vel efterhånden er noget af det tætteste, den globaliserede kapitalisme kommer på at have regulære lejesoldater) og en temmelig uproduktiv nationalisme på den anden (hos alt for mange fodboldgale fans verden over, desværre).

Heldigvis er VM også stadigvæk en påmindelse om temmelig meget af det allerbedste, vi mennesker i sportslige sammenhænge kan præstere, for så vidt som dygtighed, arbejdsomhed, solidaritet, kreativitet, elementær spænding, forskellighed, disciplin, leg, historiefortælling såvel som glimt af lodret genialitet også udgør en hel del af, hvad det store VM-cirkus bringer med sig. Og intet landshold repræsenterer så stærkt et symbol på alle disse allerbedste ting som netop det brasilianske.

Fra 1958 til 2010: Angrebsprofiler ad libitum

Det hører klart nok med til historien om det brasilianske landshold, at ét og andet i mellemtiden er sket, siden det ikke lykkedes for los Canarinhos at erobre deres første VM-trofæ tilbage i 1950. Otte år efter misæren på Maracanã vandt Brasilien nemlig VM i Sverige (den foreløbigt eneste gang et ikke-europæisk hold har vundet en VM-turnering på europæisk grund, oven i hatten). Den bedrift gentog de i 1962 (intet hold har sidenhen forsvaret en VM-titel (og kun Italien har tidligere præsteret det)), og efter en enkelt svipser i England i 1966 slog brasserne til igen i 1970 i Mexico. Den indiskutable fodbold-mythos, der omgiver det brasilianske landshold, trækker helt åbenlyst tunge veksler på dette legendariske hold, der – helt uhørt – vandt tre verdensmesterskaber på blot fire forsøg (klart nok med nogle udskiftninger undervejs). Den allermest ikoniske repræsentant for den både legende og angrebslystne fodboldfilosofi, man sidenhen forbinder med Brasilien, er selvfølgelig Péle, men også typer som den urealistisk driblestærke Garrincha og den lynhurtige Jairzinho har omtrent legendestatus i deres fodboldtossede moderland.

Pointen hér er imidlertid ikke først og fremmest at genfortælle historien om Péle & co. men om at understrege, at en stolt tradition for først og fremmest offensive profiler har karakteriseret, hvad vi opfatter som essensen af Brasiliens landshold lige siden holdets første storhedsepoke.

Der skulle så også gå 24 år efter 1970, før Brasilien igen satte sig på fodboldens fornemste trone. Denne gang afholdtes turneringen i USA, og denne gang hed profilerne Romário og Bebeto. Bebeto var – for sit vedkommende – blevet topscorer i den spanske liga for Deportivo la Coruña med 29 scoringer i sæsonen 1992-93, men han ankom til VM med en (på herningensisk) totalt træls episode i frisk erindring, da han i sidste spillerunde af sæsonen 1993-94 simpelthen ikke turde sparke det afgørende straffespark i den afgørende ligakamp mod Valencia, hvorpå holdkammeraten Dukic brændte, hvorefter FC Barcelona (ledet af legendariske Johann Cruyff og med en vis Michael Laudrup på den offensive midtbane) i stedet blev spanske mestre for fjerde gang på stribe. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget (i øvrigt en komplet meningsløs talemåde), og hvad Bebeto i denne sammenhæng må have mistet af momentum, synes at være overgået ligefremt proportionalt til hans angrebsmakker på landsholdet, Barças Romário, der – med hele 30 sæsonscoringer (som han tilmed havde lovet at score, fandeme!) og et dugfrisk mesterskab på kontoen – formelig struttede af selvtillid og målnæse i USA.

I al fald udgjorde Bebeto og Romário en frygtindgydende frontduo i 1994, og det var på flere planer et symbolsk ladet øjeblik, da verdens bedste spiller fra året inden, nemlig AC Milans svært kramperamte Roberto Baggio, sparkede mange meter over mål i den straffesparkskonkurrence, der afgjorde en – indrømmet – lettere søvndyssende finale mellem Italien og Brasilien (Romário scorede i sagens natur via trekantsammenføjningen). I og med dette spark overgik verdensmesterskabet i 1994 nemlig fra Tyskland til Brasilien, lige så vel som kåringen som verdens bedste fodboldspiller 1994 overgik fra føromtalte Baggio til Romário.

Hvis vi skal opsummere: Brasilien havde altså endnu et VM-trofæ til samlingen såvel som, hvad der vel med rimelighed kunne – endnu engang – regnes for verdens stærkeste landsholdsangreb. Og for lige at være sikker: Min påstand er ikke hér, at Brasiliens spillestil som sådan var synderligt angrebsivrig i 1994, men blot, at holdets stærkeste spillere slet og ret var angriberne; samt vel nok midtbanegeneralen Dunga og den offensivt orienterede Leonardo. Det er desuden min klare opfattelse, at holdet – der tit anklages en smule unuanceret for at have spillet kedeligt under Carlos Alberto Parreiras ledelse – i realiteten burde have scoret væsentlig flere mål end de 11 scoringer, det blev til i deres 7 kampe (1-0-sejrene mod USA og Sverige i henholdsvis ottendels- og semifinalen kunne fx snildt have endt to gange 3- eller 4-0 til brasserne).

Det lykkedes ganske vist ikke for los Canarinhos at forsvare titlen i 1998 i Frankrig, hvor det i stedet blev til et sært 3-0-nederlag i finalen mod værtsnationen Frankrig. Les bleus nød i dén sammenhæng godt af hjemmebanefordel (den findes!), en grotesk velspillende Zinedine Zidane (assisteret af et klippefast forsvar og en bomstærk midtbane) såvel som en mærkelig utilpas Ronaldo i finalen, der – efter sigende – stort set var blevet tvunget til at spille af sin personlige sponser, Nike.

Ikke desto mindre: Brasilien kom altså ret tæt på et titelforsvar – og endnu engang var det med en stjernespækket offensiv (udover gengangeren Bebeto drejede det sig om Ronaldo (årets spiller i 1996 og 1997) og Rivaldo (årets spiller i 1999)) såvel som en væsentlig mindre stærk defensiv (Aldair, Junior Baiano m. fl.). Akkurat som i 1994 havde Brasilien godt nok glimrende offensive backs (især Jorginho (1994), Cafú (1994 og 1998) og Roberto Carlos (1998), men disse spillere var netop – og nu gentager jeg – glimrende offensive – snarere end egentlig defensive stærke – backs.

I 2002 vandt Brasilien sit femte VM (mod Tysklands tre og Italiens (sidenhen) fire), og opskriften på succes syntes efterhånden ikke til at tage fejl af: Et acceptabelt forsvar (fx Lucio og Junior Baiano), en godkendt midtbane og så igen-igen-igen-igen en helt surrealistisk stærk offensiv formation med Ronaldo, Rivaldo og det seneste mega-stjernefrø, Paris St Germains Ronaldinho (der i parentes bemærket gik hen og blev kåret til verdens bedste spiller i både 2004 og 2005). Denne trio udmærkede sig på forskelligartet vis i løbet af slutrunden: Rivaldo foregav – for sit vedkommende – at være blevet ramt i ansigtet, da en bold ramte ham på benene i en kamp mod Tyrkiet. Ronaldinho lobbede bolden over David Seaman i en situation, man bare kan blive ved med at more sig over ved at gense på YouTube (forudsat man ikke er Seaman- endsige England-fan). Og nå ja: Ronaldo klippede sit hår i en absurd (tyrkisk?) halvmåne, inden han præsterede en signatur-tåhyler mod Tyrkiet i semifinalen og herpå knaldede henholdsvis sine scoringer nummer syv og otte i turneringen forbi Oliver Kahn i finalen mod Tyskland. In summa: Brasilien vandt VM. Stjernerne var at finde i angrebet eller til nøds på den offensive midtbane.

I 2006 var gumpetunge Adriano og den – på det tidspunkt – helt fabelagtigt velspillende Kaká (der – for nu at holde stilen – blev kåret til årets spiller i 2007) udset til at erstatte Rivaldo i den brasilianske offensiv. Brasserne fandt dog aldrig helt melodien og kunne da heller ikke drive det til mere end et tamt 1-0-nederlag mod Frankrig i kvartfinalen samt en kedelig rekord til Ronaldinho som den spiller i turneringen med flest fejlafleveringer på samvittigheden. Brasiliens titelforsvar slog altså fejl nok engang, men holdet var rent faktisk favoritter hos virkelig mange ”eksperter”, inden slutrunden gik i gang – vel at mærke pga. holdets offensive (og desværre ret så ikke-indløste) potentiale.

I 2010 stillede Brasilien op med en uvant impotent angrebsformation bestående af en stadig mere uinspireret Káka, den altid uberegnelige enfant terrible, Robinho, og en ikke ligefrem fuldkommen ustoppelig Luís Fabiano. Resultatet: Endnu et kvartfinale-exit; denne gang mod Holland.

Brasilien i Brasilien: Neymar-hype og det stærke forsvar

Til dato kan Brasilien således meget vel siges at have haft to storhedsperioder: Den første fra 1958 – 1970 (tre VM-trofæer på 12 år) og den anden fra 1994 – 2002 (to VM-trofæer og andenplads på otte år). Igen i år er los Canarinhos favoritter til titlen, men sagen er så, at det for en gangs skyld er i defensiven, at holdet synes at være stærkest.

Der er ganske rigtigt (som allerede nævnt) endnu engang en god del hype omkring brasilianernes angreb op til denne slutrunde – ikke mindst omkring supertalentet Neymar. Men altså: Neymar sluttede – med ni scoringer – på en delt 29. plads på topscorerlisten i La Liga i den netop afsluttede sæson (hvor hans klub FC Barcelona i øvrigt ikke vandt ét eneste vigtigt trofæ). Han har uden tvivl et gigantstort potentiale og er da også hovedperson i én af historiens dyreste transfers (om end det af alle mulige grunde er uklart, om Barcelona måtte punge ud med 57 mio. € eller måske snarere 95 mio. € til brasilianske Santos for deres guldæg). Neymar er altså virkelig god, ligesom hans potentiale er decideret uhyggeligt. Han er blot ikke (to mål mod Kroatien eller ej) én af verdens ubestridt allerbedste angribere lige nu, og statistisk set har han ligefrem været langt mindre værdifuld at have (eller smide) på banen end the best of the best (dvs. spillere som Messi, Cristiano Ronaldo og Luis Suarez) – set over hele sidste sæson. Man kan diskutere, om Neymars præstationer overhovedet retfærdiggør hans samlede femteplads til årets Ballon d’Or-kåring, men det er i hvert fald indiskutabelt, at ingen af Neymars to angrebsmakkere til VM, nemlig 30-årige Fred fra Fluminese henholdsvis 27-årige Hulk fra Zenit Skt. Petersborg, for alvor var i nærheden af den 23-mand store shortlist, FIFA annoncerede i forbindelse med afstemningen til Ballon d’Or.

På listen var derimod Thiago Silva, Paris St. Germains brasilianske midterforsvarer, som bl.a. David Beckham har kaldt verdens bedste forsvarsspiller. Silva spiller ved siden af Chelseas David Luiz, der vel kan siges (senest under José Mourinhos jernledelse) efterhånden at have udviklet sig fra en skudstærk, men også en lige lovligt vel humørsvingende central forsvarsspiller, til én absolut topspiller på den placering – hvorfor bl.a. Paris St. Germain og FC Barcelona nu også prøver at slå kløerne i Luiz. At Brasilien stadig har sygeligt gode offensive backs, nemlig Barças Dani Alvés (eller Maicon) og Marcelo fra Real Madrid (der godt nok blamerede sig med et fjollet selvmål i åbningskampen) er én ting, men det er næsten endnu mere sigende for holdets defensive kvaliteter, at Bayern Münchens midterforsvarer Dante (som selveste Philipp Lahm har omtalt som én af de bedste forsvarsspillere, han nogensinde har spillet sammen med) må se sig henvist til bænken; en rolle Dante i øvrigt synes at være fint tilfreds med i en forsvarsformation, han senest har beskrevet som verdens stærkeste af sin slags. Læg dertil de samlede kræfter fra defensivt orienterede midtbanespillere som Paulinho (Tottenham), Luiz Gustavo (Wolfsburg), Willian (Chelsea) og Fernandinho (Manchester City) – og det brasilianske landsholds optioner i forsvaret såvel som i det defensive spil synes at springe i øjnene med en vis eftertrykkelighed.

Alt i alt kan det – på trods af en lidt forkølet start – absolut ikke udelukkes, at brasilianerne får held med at erobre deres sjette verdensmesterskab, efter finalen er blevet spillet d. 13. juli. Det kan også godt være, at Neymar (sammen med dommeren) stjal billedet med sine to scoringer mod Kroatien i åbningskampen – og at han igen vil trække de allerstørste overskrifter senere i turneringen.

Ikke desto mindre synes det også at være tilfældet, at man for nok første gang i det brasilianske landsholds glorværdige historie vil skulle finde den reelle hovedårsag til en mulig brasiliansk succes i holdets defensiv – eller med en parafraseret omvending af Carl von Clausewitz’ gamle talemåde: At forsvar for én gangs skyld vil kunne vise sig at være det bedste angreb – selv for sambadrengene fra Brasilien.

14 Jun

Den sidste sommer med Pirlo

Pirlo2

Når lyset den 13. juli slukkes på Estádio do Maracanã og den sidste overvægtige FIFA-official har spist sig mæt på Brasiliens regning, er det samtidig farvel til landsholdsfodbold for en af vores tids største fodboldspillere. Italiens fodboldkonge, Andrea Pirlo, abdicerer fra landsholdstronen. I den anledning har han netop udgivet selvbiografien, Penso Quindi Gioco (Jeg tænker, derfor spiller jeg). En bog, der på mange måder lever op til millionær-sønnens elegante fodboldspil. En bog, der med sit sprog og sine intelligente refleksioner indeholder mere intellektuelt tankegods end de fleste af tidens populære fodboldbiografier. Men det er også en beretning, der – måske – ligesom Pirlo selv, er en tand for poleret og korrekt. Et værk uden glidende tacklinger og høje albuestød.

Af Tyson Lyall

Andrea Pirlo ser ikke sig selv som en traditionel fodboldspiller. Han opfatter med egne ord det ædle spil på en anden måde end sine kollegaer. Det er et spørgsmål om udsyn. Om at have et bredere perspektiv.

For Andrea Pirlo handler boldspillet ikke så meget om taktik. Fodbold er snarere geometri.

”Jeg er i stand til at se the bigger picture,” konstaterer han i sin nyudkomne biografi Penso Quindi Gioco. Rummene ser simpelthen større ud for Pirlo, når han befinder sig på en fodboldbane. Hvor de fleste fodboldspillere har blikket rettet mod den nærmeste medspiller, ser Pirlo hele tiden banen for sig i fugleperspektiv – påstår den italienske gentleman selv.

Det er en højtflyvende beskrivelse af egne evner, men særligt med baggrund i den 35-årige midtbanespillers seneste tre sæsoner for mesterholdet Juventus, lader der til at være en vis ræson i beskrivelsen. Andrea Pirlo ser ting, få andre fodboldspillere gør.

Den unikke analytiske fodboldhjerne og den supplerende elegance har den norditalienske deltids-vinbonde taget med sig over i litteraturens verden. Med sin selvbiografi har han sammen med medforfatter Alessandro Alciato leveret en erindring, der tilbyder langt flere intelligente refleksioner og velovervejede betragtninger end andre af tidens populære fodboldbiografier, som Alex Fergusons My Autobiography (2013), Zlatan Ibrahimovic’ Jag är Zlatan Ibrahimović (2011) eller Stig Tøftings roste No Regrets (2005).

Refleksioner over et straffespark

I Penso Quindi Gioco præsenteres læseren således for en række velformulerede, filosofiske overvejelser om livet som fodboldspiller, hvor særligt ungdomskarrieren og forholdet til landsholdstrøjen tildeles mange ord i den ellers ganske korte biografi.

Eksempelvis illustrerer Pirlos flere sider lange passage om sit straffespark fra VM-finalen i 2006 mod Frankrig, hvordan han formår at sætte sig udover den konkrete fodboldkontekst og finde mening og betydning, der transcenderer et simpelt spark til en bold. Her beskriver han således blandt andet, hvordan han i sin gang fra midterlinjen til straffesparkspletten får en åbenbaring i forhold til sit syn på hjemlandet.

”Aldrig havde jeg forestillet mig, at øjeblikket før en straffesparksafslutning ville kunne åbne mit sind så vidunderligt og tilbyde mig denne højere forståelse. Jeg kunne nu se de indre mekanismer i en bil, der var mangelfuld, fuld af defekter, dårligt kørt, gammel og udtrådt, men dog stadig fuldkommen unik. Italien er et land, man elsker lige netop af disse årsager.”

Modsat eksempelvis de nævnte biografier fra Tøffe, Fergie og Zlatan er Pirlos værk samtidig renset fuldstændig for en underlæggende tone af, at alle andre spillere, trænere etc. var idioter eller statister i forfatterens herredømme. Pirlo praler ikke. Han nedgør ikke, og han undergraver heller ikke. Som det er tilfældet med hans fodboldspil, lader hans ærinde derimod til at være at skabe noget smukt, noget velovervejet og nyskabende.

Eksemplet med overvejelserne før straffesparket i 2006 illustrerer imidlertid også, hvilket pompøst sprog, bogen er skrevet i. Som læser ser man Pirlo for sig, siddende en sen sommeraften på sin veranda med udsigt over egen vinmark med et glas rødvin i hånden. Den tredje flaske er snart drukket, men mesteren er i forrygende fortællehumør. Storladent, men lige netop ikke for selvsmagende. Og samtidig ganske læseværdigt.

Et enkeltstående selvmål

En enkelt gang leverer han og medforfatteren dog et ærgerligt fejlskud. I sin beskrivelse af AC Milans nu legendariske nederlag til Deportivo La Coruña i Champions League kvartfinalen i 2004, hvor italienerne på udebane smed en 4-1 føring fra hjemmekampen, insinuerer han, at spanierne skulle have været påvirkede af ulovlige, præstationsfremmende stoffer under kampen. Uden noget bevis eller nogen overbevisende argumentation fremstår det derfor som en uklædelig fejlaflevering, der hverken kendetegner Pirlo eller bogen generelt. La Coruña har i øvrigt – modsat Pirlos nuværende klub, Juventus – ikke været dømt eller anklaget for brug af doping.

Eksemplet er dog en klar undtagelse, og man skal ikke gå i krig med Pirlos selvbiografi, hvis man er på udkig efter endnu en af fodboldverdenens sladderinficerede biografier. Her er ikke kontroversielle afsløringer af slagsmål på træningsbanen eller beretninger om vanvittige byture. Der er ingen nævneværdige angreb på tidligere holdkammerater eller trænere.

Fyldepennen fra Milano

De få provokerende udsagn formår han i stedet at sende af sted som små veltilrettelagte stikpiller, der især går i retning af AC Milans direktør Adriano Galliani. Det sker, når Pirlo eksempelvis antyder, at han skrev under på sin Juventus-kontrakt med den afskeds-fyldepen Galliani gav ham med fra Milanello. En fyldepen, der er i øvrigt er genstand for en passage, der næppe har sin mage i en moderne fodboldbiografi. Her med noget nær Jørgen Lethske betragtninger:

”En fyldepen. Smuk, ganske vist, men stadig blot en fyldepen. En Cartier: skinnende, en smule tungere end en kuglepen, bærende AC Milans klubemblem. Men stadig kun en fyldepen. Med blå i blækkammeret. Gode, gamle blå. Jeg kiggede på fyldepennen, lod den vandre i min hånd, som et spædbarn, der betragter sit første, bløde stykke legetøj. Jeg studerede tingesten fra flere sider i en søgen efter skjulte rum eller mening. Jeg prøvede på at forstå. Prøvede så hårdt at jeg kunne mærke en hovedpine melde sig og et par dråber sved løbe ned over mit ansigt. Endelig: et glimt af klarhed nåede mig. Mysteriet var løst. Det var rent faktisk blot en kuglepen. Intet ekstra tilføjet. Dens opfinder havde ladet det være ved det. Med vilje? Hvem ved…”

Takker af efter VM

Det blå blæk i fyldepennen kan Pirlo med fordel bruge på at skrive det sidste kapitel i sin landholdskarriere med Gli Azzurri. Når sommerens slutrunde er forbi, er det sidste gang, Pirlo har trukket sin elskede landholdstrøje over hovedet med det velfriserede hår og det trimmede fuldskæg.

Verdensmesterskabet har han allerede vundet i en karriere, der indeholder et antal meritter, der er få fodboldspillere forundt. Andrea Pirlo må i den forstand være at betragte som én af de største spillere i dette årtusinde. Som han også selv bemærker i biografien, er han dog i flere omgange blevet overskygget af andre af tidens superstjerner – særligt målscorere som to gange Ronaldo og Lionel Messi eller troldmændene Ronaldinho og Zidane.

Det kunne måske have set anerledes ud, hvis Pirlo havde fået muligheden for at vise sig frem i en storklub udenfor Italien. Det kunne have været i Real Madrid eller F.C. Barcelona, som begge i det foregående årti ihærdigt forsøgte at lokke den daværende Milan-spiller ind i folden.

Pirlo selv ville (formentlig til mange Milan-tilhængeres irritation) med egne ord have kravlet på alle fire til Spanien, hvis A.C. Milan havde givet ham lov til det. Han blev imidlertid på italiensk jord, og her vokser hans kreativitet stadig. Vinbonden har sans for det med modning, og den næste måned vil vise, om den tænkende, italienske fodboldkonge endnu engang har regnet den ud.

Nyd den sidste slutrunde med Andrea Pirlo.

11 Jun

Bør de europæiske hold frygte VM i Brasilien?

Neymar II

Investeringsbanken Goldman Sachs har lavet en VM-model, der har Brasilien som suveræne favoritter til at blive verdensmester denne sommer. Men er deres model overhovedet realistisk, og hvor meget betyder afstande egentlig for resultaterne ved VM?

Af Sebastian Barfort

Den 26. oktober 2010 var nok ret få mennesker i akvariet i Oberhausen klar over, hvor alvorlig en begivenhed de var vidne til. Der døde blæksprutten Paul nemlig (af naturlige årsager – heldigvis). For dem der ikke husker det, var blæksprutten Paul bedre end de fleste professionelle analytikere til at forudsige resultatet af Tysklands kampe ved VM i 2010, og det er dermed lidt af et tomrum, der skal udfyldes, hvis vi skal gøre os noget begreb om, hvem der vinder VM i Brasilien, der starter nu på torsdag.

Det er åbenlyst umuligt at erstatte en synsk blæksprutte, og et mere jordnært alternativ er at estimere sandsynligheden i en eller anden form for statistisk model.
To interessante forsøg på netop dette kom i forrige uge fra henholdsvis Goldman Sachs og Danske Bank. Begge modellerer sandsynligheden for at vinde VM statistisk, og det er bemærkelsesværdigt, at Danske Bank, der blander økonomiske og sportsrelaterede variable i deres model, når stort set samme resultat som Goldman, der udelukkende benytter sportsdata. Ifølge Danske Bank er der 45% sandsynlighed for, at Brasilien eksploderer i glædesrus, når finalen slutter den 13. juli. Goldman ligger en smule højere og estimerer sandsynligheden til 48,5%. Begge har Argentina som outsider med henholdsvis 8,1% og 14,1% sandsynlighed for at tage pokalen med hjem.

Det interessante er, at begge bankers bud på Brasiliens sandsynlighed for at vinde ligger langt højere end den underliggende sandsynlighed, der afspejles i bettingmarkedernes odds på de forskellige hold. Jeg har holdt øje med de 12 største engelske bookmakeres odds over de sidste par uger, og de ser således ud:

bettingOdds

Hvis vi tager Danske Bank og Goldmans estimater for gode varer, er der altså masser af free lunch på bettingmarkederne i øjeblikket. Oddset på Brasilien er i så fald sat alt for højt, så vi har forventet profit af at spille på dem som vinder ved VM. Jeg er selv kunde i Danske Bank, og har da overvejet at ringe derned og høre, om de vil låne mig et stort beløb til min investeringsidé, som givet deres egne estimater har en ret stor positiv forventet værdi. Før man gør det, er der imidlertid nok behov for lige at stoppe op og overveje, om det er bettingmarkederne eller de to banker, der tager fejl af sandsynlighederne.

Det første, man bemærker af ovenstående figur, er, at der ikke er nogen form for diskontinuitet omkring 27. maj, hvor Goldman offentliggør deres rapport eller 28. maj, hvor Danske Bank offentliggør deres. Begge rapporter er offentligt tilgængelige, og Goldmans har været refereret i både The New York Times, The Wall Street Journal og The Guardian. Den mest oplagte grund til at markedet ikke bevæger sig er nok, at der ikke rigtig er nogen, der tror på de to meget høje estimater på Brasilien. Og det er der muligvis god grund til.

Vi har længe vidst, at bettingmarkeder kan være en attraktiv mekanisme til at samle og aggregere information, hvis denne er spredt blandt mange aktører. Det skyldes dels, at de sorterer cheap talk fra, og dels, at profitmotiveret giver incitament til at undersøge en sag nærmere og blive klogere på problemstillingen. Denne erkendelse har fået virksomheder som Google og Hewlett-Packard til i årevis at køre interne betting-markeder om alt fra, hvor mange brugere der i fremtiden vil benytte Gmail, til hvordan nye HP-produkter vil sælge.

Hvis man gerne vil forsøge intuitivt at forstå, om de to bankers sandsynligheder er sat for højt, kan vi prøve med følgende lille tankeeksperiment (som jeg så på Twitter forleden):
Brasilien skal efter gruppespillet igennem fire knockoutkampe. Hvis den samlede sandsynlighed for gevinst skal være 48,5%, kan vi spørge os selv, hvilken sandsynlighed Brasilien skal have for at vinde hver kamp, der er konsistent med, at Brasilien vinder alle fire kampe knap halvdelen af gangene. Her er binomialfordelingen vores ven, og den individuelle sandsynlighed er lige omkring 83,5% (da 0,835^4 = 0.486).

Ifølge Goldmans model står Brasilien til at møde Holland, Uruguay, Tyskland og Argentina i de fire kampe, og deres estimat på 48,5% implicerer altså, at Brasilien med 83,5% sandsynlighed vinder hver af de kampe.
For at give os en ide om hvor højt det er, har jeg fundet bettingmarkeddata frem fra Premier League sæsonen 2013-14. Jeg har fokuseret på Manchester City, der vandt ligaen nogenlunde sikkert. Her er fire hjemmekampe, hvor bettingmarkederne vurderede sandsynligheden for, at City vandt lige omkring de 83%

Home Team

Away Team

Probability

1

Man City

Norwich

84.03

2

Man City

West Brom

84.03

3

Man City

Hull

86.21

4

Man City

Fulham

86.96

Af de fire hold rykkede Norwich og Fulham ned, mens Hull og West Brom blev henholdsvis nummer 16 og 17. Så med andre ord: Goldman Sachs’ model implicerer, at sandsynligheden, for at Brasilien slår Holland, Uruguay, Tyskland og Argentina ved VM, er stort set den samme, som for at Manchester City hjemme slår Norwich, West Brom, Hull og Fulham i Premier League. Realistisk? Det synes bettin markederne sjovt nok ikke.

En andet mistænkeligt aspekt ved Goldman Sachs’ model er fordelingen af mål scoret i gruppespillet. Goldman forudser, at langt størstedelen af holdene scorer ét mål per kamp. Jeg har hentet resultaterne fra gruppespillet ved VM 2010, og her er fordelingen af mål scoret per hold per kamp i Goldmans model sammenlignet med fordelingen af faktisk scorede mål VM 2010:

goals

Som figuren viser, er der ret stor diskrepans mellem forventede mål per hold per kamp og faktisk scorede mål i 2010. Bemærk at det ikke nødvendigvis betyder, at Goldmans model er forkert, men at den forudsiger, at Cameroun som det eneste hold ikke formår at score i gruppespillet, gør mig en smule urolig.

Jeg vil gerne understrege, at min pointe ikke er at hænge hverken Goldman Sachs eller Danske Bank ud. Tværtimod skal de have stor ros for at lægge deres metode frem og estimere deres modeller med offentligt tilgængeligt data. Når jeg alligevel ikke tror så meget på resultaterne, er det snarere fordi, jeg tror, deres modeller er for simple. Det kan selvfølgelig godt ses som en svaghed, til gengæld giver det alle med en computer mulighed for at udvide modellerne med nye variable, og det kan jeg selvfølgelig ikke stå for.

Jeg har ofte spekuleret over, hvorvidt afstanden mellem to lande har en betydning for resultatet. Denne variabel indgår ikke i hverken Goldman eller Danske Banks model, men det kunne den sådan set godt. Det er (relativt) nemt at generere en variabel, der måler afstanden i kilometer mellem to lande. Jeg har gjort det simpelt og målt afstanden mellem landenes hovedstæder. Derudover har jeg indsamlet samme type data, som Goldman og Danske Bank bruger. Jeg har scrapet kampinformation fra ELOratings, økonomisk data fra Penn World Tables, Ballon D’or-data fra Wikipedia og forskellige småting rundt omkring (detaljerne kan findes her).

Jeg estimerer nu samme model som Danske Bank med en yderligere variabel, nemlig afstanden mellem hjemme- og udeholds hovedstæder målt i kilometer. Jeg inkluderer også denne variabel i anden for at tillade en mere fleksibel form. Den afhængige variabel er forskel mellem mål scoret af hjemme- og udehold, og jeg estimerer modellen på alle landskampe minus træningskampe siden 1960 (samme metode som i Goldman Sachs modellen, N = 6.258).
Både afstandsvariablen og afstandsvariablen i anden er signifikante på 1%-niveau og har de forventede tegn: Jo større afstand i kilometer, der er mellem hjemme- og udehold, jo bedre er det for hjemmeholdet. Denne effekt er dog aftagende og reduceres ligefrem for meget store afstande (det er dog usikkert, da N er relativt småt for større afstande end 10.000 kilometer). Vi kan plotte effekten af afstand således:

distance

Bemærk at denne graf er ret dårligt nyt for de europæiske hold. Jeg holder altid med Italien, når Danmark ikke deltager, og der er præcis 8.789 km mellem Rom og Brasilia, hvilket ifølge mine estimater svarer til en målforskel på cirka 0,4 mål i Brasiliens favør – skulle de to hold mødes til VM.

Ovenstående viser, at det med en smule arbejde burde være muligt at forbedre den type statistiske modeller som Danske Bank og Goldman bruger, når de prædikterer mulige vindere af VM, således at vi i fremtiden er bedre til at forudsige resultaterne, end det næste synske dyr medierne graver frem. Desværre viser ovenstående også, at Italien næppe vinder VM til sommer, og at det muligvis kan være en idé at have en ekstra sydamerikaner på dit VM-drømmehold denne gang.

Dette indlæg er også bragt på altandetlige.dk