10 Sep

US Open finale: Hvad kan Kevin Anderson stille op mod Rafael Nadal?

Anderson_Nadal

Årets US Open har været én stor overraskelse. Hvad vi troede, vi vidste, holdt ikke stik. I finalen møder den etablerede stjerne Rafael Nadal Sydafrikas Kevin Anderson. Har den 2,03 meter høje Anderson en chance?

Af Anders Høeg Lammers

I need to show why I’m no. 1“, sagde Rafael Nadal efter et 6-2, 7-5 nederlag til Nick Kyrgios i Cincinnati, den sidste Masters inden US Open.

Manden havde ret. På daværende tidspunkt stod Nadal til at blive nr. 1 med det laveste antal ranglistepoint, siden det nuværende system kom i brug. Han havde en fantastisk grussæson, men røg ud i Wimbledons 4. runde til Gilles Müller, ud af Montreal Masters i 1/8-dels finalen til den 18-årige og på det tidspunkt relativt ukendte Denis Shapovalov før nederlaget til Nick Kyrgios.

Alt var ikke, som det skulle være i Rafa-land.

US Open startede heller ikke alt for imponerende for ham. Han tabte første sæt til både Taro Daniel og Leonardo Mayer i 2. og 3. runde, begge spillere uden for top-100 på ranglisten. Og mod Mayer misbrugte han hele 13 breakbolde, før han endelig fik hul på bylden og brød argentinerens serv, hvorpå sluserne åbnede.

Han var sårbar, som vi skrev i optakten, men til gengæld havde han det lodtrækningsheld, der skulle til for at spille sig ind i turneringen. Han undgik de typer, der på dagen kan slå ham af banen. Og dertil er US Open underlaget det langsomste i mange år, hvilket er en kæmpefordel for en spiller med så god en defensiv som Nadal.

Storformen har han til gengæld fundet i turneringens anden uge.

I 4. runde, kvartfinalen og semifinalen mod hhv. Dolgopolov, Rublev og del Potro har han blot afgivet 23 partier og et sæt. Det hører med, at ingen af dem leverede toppræstationer. Dolgopolov og Rublev spillede ‘hit & miss’-tennis, mens del Potros fysik på ingen måde stod distancen efter sygdom i ugens løb og to lange, udmarvende kampe mod Dominic Thiem og Federer.

Delpo vandt første sæt 6-4, hvorpå Rafa begyndte ikke kun at gå efter baghånden, men også gå ned af linjen med sin forhånd til Delpos forhåndsside. Den taktik virkede til fulde mod en Delpo, der bevægede sig, som om han var i en døs. Rafa tog ni partier i streg efter første sæt, og så var det reelt game, set and match. 

Overraskelsernes turnering

Det har været et afbudsramt US Open, som vi også skrev i optakten. Det har givet plads til spillere, vi normalt ikke forventer at se i anden uge af en grand slam. Førnævnte 18-årige Shapovalov havde en fremragende turnering og var en overgang blandt bookmakernes top-5 favoritter i turneringen, før en anden overraskelse, Pablo Carreno Busta slog ham ud i 4. runde for derpå at slå endnu en overraskelse, den blot 1.70 meter høje Diego Schwartzman, i kvartfinalen.

Andre overraskeler er del Potro, der slog Federer ud i fire tætte sæt i kvartfinalen efter ikke at have præsteret det helt store hele året, før han som nævnt løb tør for kræfter mod Nadal.

På negativsiden er der især Alexander Zverev og Grigor Dimitrov, som vi og andre så som ret seriøse titelkandidater i det nuværende felt. De røg begge ud på halen i 2. runde til hhv. Borna Coric og Andrej Rublev.

Andy Murray overraskede også negativt ved at melde fra til turneringen efter lodtrækningen for derpå at trække sig fra resten af året. Selv Nadal, der normalt ikke kommenterer den slags, fandt timingen ret mærkelig.

På positivsiden gav det os en masse overraskelser. Og hvornår har du sidst set en spiller klatre op til sin boks efter at have vundet semifinalen?

På negativsiden gav det os to vildt forskellige halvdele, fordi Federer og Nadal takket være Murrays sene afbud var endt på samme side.

Øverste halvdel havde stjerner som Nadal, Federer og del Potro i kvartfinalerne, mens den nederste halvdel måtte ‘nøjes’ med Querrey, Anderson, Busta og Schwartzmann. Det hjalp ikke, at det unge håb Alexander Zverev røg tidligt ud, mens 2014-vinderen Marin Cilic ikke var i form efter en skade.

Hvad kan Anderson stille op mod Nadal?

Jeg har desværre personligt ikke fået set meget af Andersons imponerende run denne turnering. Men han har taget et par solide skalpe undervejs. Ikke mindst hjemmebanefavoritten Sam Querrey i kvartfinalen, som var en af favoritterne i den nedre halvdel. Og i semifinalen tog han tre sæt fra Pablo Carrena Busta, som indtil da slet ikke havde afgivet sæt.

Hvad kan han stille op mod Nadal? Ikke det helt store, hvis vi kigger på deres historik.

4-0 fører Nadal, heraf 2-0 på udendørs hard court (uden at afgive sæt) og 1-0 på indendørs hard. I indendørs kampen i Paris 2015 måtte Nadal dog redde match point i 2. sæts tiebreak, før han kørte Anderson over med 6-2 i tredje.

Hvad den 2,03 meter høje Anderson skal gøre godt er at beskytte sin egen serv. Det har han gjort fremragende hidtil i turneringen, hvor de foregående seks modstandere kun har brudt ham fem gange i alt.

Eneste problem? Rafa har været ligeså god som Anderson til at holde serv og markant bedre til at bryde serv. Fra 3. runde og frem har Nadal brudt serv 42 procent af tiden, mens det kun er lykkedes en ud af fem gange for Anderson.

Serven, der ellers har drillet Nadal i årevis, er noget af det bedste, han har servet, siden han ud af det blå begyndte at serve 210+ km/t bomber ved US Open i 2010 for derpå at pakke den serv ned i skuffen igen.

Anderson har den fordel, at både hans forhånd og baghånd er ret stabile slag, der samtidig besidder den nødvendige kraft til at slå vindere gennem Nadals ellers uigennemtrængelige defensiv. Hans højde gør samtidig, at Nadals topspin forhånd hopper lige op i hans hitting zone.

Dér, hvor han til gengæld har et enormt handikap, er i mobiliteten. Få spillere har bevæget sig ligeså hurtigt rundt på en tennisbane og nået ligeså mange ‘vindere’ som Nadal. Kevin Anderson er ikke én af dem.

Og den taktik, Nadal benyttede sig af mod Delpo, hvor han først slår en række slag til baghånden for derpå at åbne op i forhåndssiden, vil formentlig også være effektiv mod Anderson, der ikke er hurtig nok til at dække hele banen på samme måde, som Rafa kan.

Skal Anderson vinde, skal følgende lykkedes for ham:

  • han skal serve helt fantastisk
  • han skal vinde de tætte partier og de tætte sæt
  • han skal vide, at han har alt at vinde og intet at tabe og frigøre sig selv for nerver
  • han skal turde gå efter vindere hele kampen og acceptere de fejl, der følger med
  • han skal m.a.o. undgå de lange dueller, han trods sin højde, af og til havner i
  • han skal formentlig færdiggøre Rafa i fire sæt

Dertil kræver det formentlig også, at Rafa ikke selv spiller sit allerbedste, hvilket nok er lidt urealistisk. Nadal har ikke vundet en hard court-turnering siden Doha i januar 2014, men han har immervæk stået i et utal af slam-finaler før, og han ved, at det ikke just er hver dag, man får mulighed for at vinde en slam uden at møde en eneste top-25 spiller i processen.

Samtidig har han set skarpere og skarpere ud igennem turneringen og har, alt andet lige, fordelen, så snart en duel er i gang. Han server godt, hans baghånd fungerer, hans forhånd ‘is creating pain’ for hans modstandere, som han ynder at sige, og han kommer frem til nettet på de rigtige tidspunkter.

Nadal står med alle kort på hånden

Hvem vinder så?

Bookmakerne giver odds 1,12 på Nadal og 6,50 på Kevin Anderson. Sidst jeg mindes at have set lignende odds i en slam-finale var Nadal-Ferrer i French Open 2013.

Ferrer vandt otte partier i den kamp.

Al erfaring siger da også, at favoritten vinder, når der pludselig står en første gangs finalist på den anden side af nettet. Det tager tid at ryste nerverne af sig, og den tid kan hurtigt koste et første sæt. Og skulle underhunden pludselig befinde sig i en vinderposition, sætter gummiarmen og nerverne måske ind igen.

Når Anderson samtidig ikke just er kendt som én, der er iskold i de største kampe (han har blot vundet tre af af 12 finaler, han har spillet på ATP-niveau), peger alt i retning af Nadal.

Men det er overraskelsernes turnering, og jeg (og alle andre, der skrev optakter til turneringen), havde hverken Anderson, Busta, Schwartzmann eller Rublev på radaren. Ligeledes regnede de færreste med, at Delpo havde nok energi i tanken til at slå Federer ud. Så måske fuldender Anderson sit fairytale run?

Næppe. Jeg bliver personligt helt ekstemt overrasket, hvis Nadal ikke står med sit 16. slam trofæ over hovedet søndag nat og dermed har vist verden, hvad han ville bevise:

Hvorfor han er verdens nr. 1.

Finalen spilles kl. 22 søndag aften dansk tid og vises på Eurosport og Eurosport player. 

11 Sep

Stan Wawrinka: Den evige toer er trådt ud af mesterens skygge

wawrinka

Stanislas Wawrinka har været de seneste års helt store åbenbaring. Tegningerne til noget stort har været der længe, men det er først med svenskeren Magnus Norman i boksen, at Wawrinka har fået det hele til at stemme på samme tid. Nu er han blevet den modstander, ingen ønsker at se på den anden side af nettet i en slam-finale. Vi tegner et portræt inden aftenens US Open-finale. 

Af Anders Høeg Lammers

I mange år var han blot været kendt som ’ham den anden schweizer’. Når journalisterne interviewede Wawrinka efter en kamp, kunne halvdelen af deres spørgsmål dreje sig om Federer. Wawrinka kunne sidde og vride sig lidt undrende i stolen, men høflig og ydmyg som han er, svarede han alligevel som oftest på spørgsmålene.

For Federer har stået i centrum i langt størstedelen af Wawrinkas karriere – i en grad så Wawrinka har omtalt sig selv som: ’I’m the Swiss guy, who loses’.

En smuk baghånd, men et ustabilt spil og en mangel på kynisme og mental styrke, når en tæt kamp spidsede til. Sådan lød dommen.

Den tid er nu forbi og har været det i nogle år efterhånden. Stan the Man’s transformation fra en talentfuld andet geleds spiller til den absolutte verdenstop rummer mange elementer, såvel tekniske som mentale.

Kampen, der gav Wawrinka troen på sig selv

Før 2013 havde Wawrinka to gange spillet sig frem til kvartfinalen i en grand slam efter otte år på ATP-touren. Siden da er han nærmest blevet fast inventar.

Det hele startede reelt med en kamp mod manden, han møder igen i aften. Vi befinder os i 4. runde i Melbourne ved Australian Open 2013. Novak Djokovic er verdensetter, dobbelt forsvarende mester og tårnhøj favorit til at vinde for tredje år i streg i sin favorit-slam. Bookmakerne giver 1,05 gange retur på en Djokovic-sejr og hele 16 gange pengene igen på Wawrinka. Det spiller ingen rolle for Wawrinka.

De to spillere giver os årets bedste kamp, der ender 12-10 til Djokovic i femte sæt. Men mere afgørende for, hvad der følger, giver kampen samtidig Stan troen på, at han kan spille helt lige op med de bedste. At han hører til. Det er en ny følelse for den før så ydmyge schweizer:

“When I played Novak in 2013,” says Wawrinka now, “I had the click inside me that said, ‘OK, I might maybe one day beat him in a grand slam. I know I can do it, I have not only the game but I’m also ready mentally to do it… I could have mentally really gone down like other players did when they were so close. I took the other way”

Kampen bliver en del af Wawrinkas ‘fail better’-filosofi (mere herom nedenfor) og året fortsætter med en række imponerende resultater, men hvor han dog samtidig fortsætter med at tabe til de tre store.

I foråret 2013 tabte han således knebet med 5-7 i tredje sæt til Federer i Masters-turneringen i Indian Wells, han slog Murray i Monte Carlo, Ferrer i finalen i Portugal og Dimitrov, Tsonga og Berdych på vejen mod et finale-nederlag i Madrid til Nadal.

I French Open nåede han kvartfinalen efter endnu en fantastisk femsætter, denne gang mod franskmanden Richard Gasquet, før han nok en gang måtte give fortabt mod Nadal.

Den stærke forårssæson blev bakket op i efteråret, hvor han slog både Berdych og Murray i US Open på sin vej mod sin første slam-semifinale og en ny femsæts-klassiker mod Djokovic, som denne gang sluttede 4-6 i femte, efter Wawrinka ellers havde ført 2-1 i sæt:

Sæsonen blev kronet med Wawrinkas første deltagelse i sæsonfinalen World Tour Finals i London, hvor han, som jeg i øvrigt spåede, nåede helt frem til semifinalen, hvor han – igen, igen – tabte til Djokovic.

Tennis: Et spil fuldt med tabere

På indersiden af sin venstre underarm har Wawrinka et citat af den irske digter og forfatter, Samuel Beckett. Det lyder:

Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail Better

Da 2014 begyndte, havde Wawrinka blot vundet fire tennisturneringer, tre på grus og én på hard court, i næsten 500 kampe på ATP-touren. Alle var de i kategorien ATP-250, dvs. de mindst værdifulde hvad angår penge, prestige og ranglistepoint.

Ved hver tennisturnering er der typisk 32, 64 eller 128 spillere til start. Kun én af dem kan vinde. Og når man uge ud og uge ind ikke står med trofæet over hovedet søndag eftermiddag, kræver det sin mand at bevare troen på egne evner. Deraf Becketts ord.

Ordene, sagde Wawrinka efter sin Australian Open-sejr i 2014, har været “in my head for a long time”. Han forklarede:

It was part of my life, how I see life, and especially how I see tennis life. Before today, I always said that unless you are Roger, Rafa or Novak, you lose every week

Når man næsten med sikkerhed taber, nytter det ikke noget at slå sig oven i hovedet med det. Man må tage det positive med fra nederlaget og “tabe bedre” næste gang. Og det er netop, hvad Wawrinka har forsøgt på og været i stand til.

Selvom hele 2013 var et lige ved og næsten-år for Wawrinka, var det alligevel et perfekt eksempel på, at han ‘fejlede bedre’: to gange pressede han således Djokovic til det aller, aller yderste i hhv. Australien og US Open, og da han tabte for 12. gang i træk mod Nadal ved World Tour Finals – endnu en gang uden at vinde et sæt – var han rent faktisk den bedste spiller på banen og endte med 83 vundne point mod Rafas 80.

Samtidig var han begyndt at slå alle andre end Djokovic, Nadal og Federer på rimelig regulær basis – eksemplificeret ved at kun Djokovic og Nadal havde flere sejre mod top-10 spillere end Stan.

2014: Det helt store gennembrud

Det helt store gennembrud lå altså tydeligvis lige om hjørnet. Op til Australien Open det år spurgte en flittig Sport fortalt-læser mig om, hvem der var favoritterne til dette års turnering. “Djokovic er klar favorit med Nadal i hælene som ligeså klar toer”, lød svaret. Men, tilføjede jeg, “p.t. – før turneringen er igang – er det altså Stan the Man og Juan Martin, der står med de bedste kort på hånden for at levere overraskelser”.

Det gjorde de så begge, Delpo med et tidligt exit (p.g.a. en begyndende håndledsskade, der desværre sendte ham ud  resten af året), Stan med sin suverænt flotte sejr, hvor han først fik revanche mod Djokovic i kvartfinalen og derpå slog Rafael Nadal – som han som sagt inden da end ikke havde vundet et sæt mod – i finalen.

Sejren i Australian Open var blot anden gang siden Marat Safins sejr i Australian Open 2005, at en spiller uden for the Big Four vandt en slam-titel (Juan Martin del Potro, US Open 2009, er den anden undtagelse). Det var første gang nogensinde, at samme spiller slog både Djokovic og Nadal i en slam. Og 21 år siden at en grand slam-vinder slog de to top-seedede spillere ud.

Det ville være forkert at sige, at han ikke har set sig tilbage siden. Han har haft sine ups and downs, han har tabt til spillere, han ikke bør tabe til, han har været skadet og holdt fri. Men én ting ændrede sig for alvor med slam-sejren over Nadal, ja delvist allerede fra og med nederlaget til Djokovic i Australian Open 2013 – Stan var blevet til en spiller, der præsterede sit bedste, når det virkeligt gjaldt – i finaler og i grand slams.

Siden begyndelsen af 2014, har Stan således stået i 10 forskellige finaler og vundet alle 10! Inden 2014 havde han en finalestatistik, der lød på væsentligt mindre prangende fire sejre mod ni nederlag.

Tilsvarende med grand slams – jovist har han tabt tidligt tre gange, to gange i Wimbledon (senest til del Potro, som alle kan tabe til) og én gang i French Open umiddelbart efter sin første slam-sejr. Men resten af hans resultater lyder på én fjerde runde (hvor han var syg), tre kvartfinaler, tre semifinaler og én yderligere sejr, French Open 2015 mod Djokovic.

Det er bedre end alle andre end Djokovic og Murray.

I 2015 var han den eneste, der slog Djokovic i en slam-kamp. Og skulle man vælge en skrækmodstander for Djokovic i en slam-finale i de her år, er det hverken Federer, Nadal eller Murray – det er Stan the Man Wawrinka.

Tilbage til 2014 – få måneder efter sin Australian Open sejr slog han sin mere berømte landsmand, Roger Federer, i Monte Carlo Masters-finalen.

Hvor han før 2014 havde tabt 26 ud af 26 sæt mod Nadal, 14 kampe i træk mod Djokovic og 13 ud af 14 kampe mod Federer (den enlige sejr var fem dage efter Federer havde fejret sit bryllup), endte han med 2014 med 3-3 mod de selvsamme spillere (hvoraf to af nederlagene kom ved World Tour Finals-kongerne Djokovic og Federer, og det tredje til Wimbledon-kejseren Federer).

Det kan man kalde en forvandling.

Sagt på en anden måde, så er hans topniveau på et niveau, hvor han kan slå hvem som helst når som helst. Og det er han heldigvis langt om længe blevet klar over.

Som han sagde efter Nishikori-sejren i fredagens semifinale:

I saw so many players not even thinking they can beat them (the big 4) when they step on the court. I always try to believe in something, that maybe one day I can beat them, and that’s what happened in the past few years

Hvad har Stan egentlig forbedret?

Og dermed er vi fremme ved noget af det, der er grunden til Stans store succes de senere år. Hans mentalitet. Han tror på sig selv nu. Han tror på sit eget spil i de afgørende momenter. Og det er der – desværre – forbavsende mange tennisspillere, der ikke gør, når de står overfor en på papiret bedre modstander.

En stor del af æren for det må tilfalde den tidligere svenske topspiller Magnus Norman, som i sin tid også fik Robin Söderling til at tage to skridt op af karrierestigen.

Slagene har Wawrinka for så vidt altid haft. Men med Norman er han blevet bedre til at vælge de rigtige og tro på sit eget spil. Samtidig er han blevet stærkere og mere udholdende fysisk, så han kan stå og slå 20 bolde i streg mod Djokovic, Murray, Nadal, Nishikori, eller hvad modstanderen nu hedder den dag.

Han har tabt et par overflødige kilo på maven, er blevet hurtigere og kan dermed forsvare sig bedre, når modstanderen forsøger at trykke ham tilbage i banen. Wawrinka er især berømt for sin baghånd, men både serven og forhånden har fået et nøk opad under Norman.

Grundlæggende er Wawrinkas spillestil relativt simpel. Han spiller med power i serven, forhånden og baghånden. Fuld power. Han har også en glimrende slice og ganske udmærkede hænder ved nettet, når han (desværre alt for sjældent) følger sine tunge grundslag til dørs. Men grundessensen er nu alligevel power, og ingen spiller på touren kan matche ham i tyngden af grundslagene.

Når det kører for ham, er han derfor uhyre svær at stoppe. Få spillere har et egentligt forsvar mod Stan, når han er på. Han kan serve bomber på 220-230 km/t, slå vindere fra hvor som helst på banen med både sin stærkt forbedrede forhånd og sin underskønne enhåndsbaghånd og samtidig flugte, når han vælger det til.

Højt at flyve, dybt at falde

Men dét aggressive tennis, der gør en flyvende Stan så interessant at følge som tenniselsker, er samtidig nogle gange hans akilleshæl. Stan spils er højt anlagt og derfor også med en stor risiko. Han foretrækker så klart at dominere duellerne frem for at jagte modstanderens slag.

På de dage, hvor han rammer formen og selvtilliden er i top, er det en ren fornøjelse, og man tager sig selv i at tænke, hvordan den type spil overhovedet er mulig i en tid, hvor spillere med en fantastisk defensiv ellers har domineret sporten i flere år.

Men når det ikke kører, kan han (desværre) fortsat tabe til hvem som helst, fordi han næsten spiller uden en plan B. Sagt kort: På en rimelig god dag slår han måske 45 vindere og 30 uprovokerede fejl mod en modstander, der slår 20 vindere og 20 uprovokerede fejl. På en dårlig dag er Stans to tal byttet rundt, eller det der er værre.

En halvdårlig dag på kontoret var, hvad Wawrinka havde i tredje runde af årets US Open mod verdens nr. 64, den relativt upåagtede Daniel Evans. Stan var nede med match point i fjerde sæt, inden han hev sig selv op og kørte en slukøret og træt Evans over i femte.

Den kamp er dog også et eksempel på, at Wawrinka er modnet som spiller, og at han præsterer bedre i slams. Havde det været enhver anden turnering, havde han formentlig tabt den kamp. Havde det været for fire år siden, havde han også tabt den kamp. Men i år, efter et for hans nye standarder ellers ikke særligt prangende slam år, fandt han alligevel en vej til sejren.

Aftenens finale – hvad kan vi vente os?

Der er ikke mange hemmeligheder mellem Djokovic og Stan. De har mødtes 23 gange, og Djokovic fører 19-4. Men den statistik giver ikke et retvisende billede. Mere relevant er det, at der står 3-2 til Djokovic i slam-opgør fra og med ovennævnte Australian Open-kamp i 2013.

Endnu mere relevant er det, at alle kampene har været enormt tætte: Fire af de fem kampe er gået i femte sæt – undtagelsen er French Open-finalen i 2015, hvor Wawrinka slog Djokovic i fire efter at have tabt det første sæt.

Det er to mentalt stærke spillere, der mødes. Wawrinka har vundet sine seneste 10 finaler i streg – Djokovic har vundet 12 ud af 13 finaler det seneste år.

Wawrinka har spillet markant mere tennis end Djokovic i årets turnering – 23 sæt mod blot 12 for Djokovic. Mens Wawrinka har reddet matchpoint mod Evans og udmanøvreret og udmarvet to særdeles kapable modstandere som del Potro og Kei Nishikori, har Djokovic nærmest fået foræret sin plads i finalen.

Djokovic har døjet lidt med sit ene håndled og overvejede helt at blive væk fra årets US Open. Men ved et lykketræf – eller voodoomagi – har hovedparten af Djokovic’ modstandere trukket sig før eller under kampen. Eller – som i Monfils’ tilfælde i semifinalen – spillet helt og aldeles med hovedet under armen i den suverænt mest absurde slam-semifinale jeg har set til dato.

Det er derfor svært at vurdere, hvor Djokovic præcist står. Han har vundet en masse turneringer i årets første halvdel, men ofte uden for alvor at behøve spille sig ud.

Han er i US Open-finalen næsten uden at have behøvet at spille. Og samtidig har han – måske, man ved aldrig helt, hvornår det er bluff med ham – nogle småskader, der stadig nager ham.

Hvad vi dog ved er, at det er uhyre sjældent, Djokovic ligefrem underpræsterer i en slam-finale. Hvad vi også ved er, at aftenens to finalister har givet os nogle af de suverænt bedste kampe de senere år. Wawrinkas offensiv mod Djokovic’ defensiv er slet og ret absurd god tennis.

Og endelig ved vi, at Stan ikke bukker sig i støvet blot fordi, det er verdensetteren, der står på den anden side af nettet. Som han sagde til sig selv inden sidste års French Open-finale:

Play your game, he doesn’t like you, he doesn’t like the way you play your game, you’re the only player who can really push him back, who can really make him feel uncomfortable

Og som han sagde efter Nishikori-sejren i semifinalen:

I know when I arrive in a final I’m ready to play my best tennis

Det holder forhåbentligt også i morgen. Og Federer? Ham er der ingen, der spørger Wawrinka om i øjeblikket.

Kampen spilles kl. 22.00 dansk tid og vises på Eurosport

Update: Stan the Man vandt fortjent kampen i fire sæt. Du kan se højdepunkter her:

09 Mar

Juan Martin del Potro: Den venlige kæmpe i endnu et comeback

313027-juan-martin-del-gen-700

Tidligere på ugen chokerede Maria Sharapova en hel tennisverden ved at indrømme, at hun var blevet taget for doping under Australian Open. Ugen byder dog også på gode nyheder, og den bedste er, at evigt uheldige Juan Martin del Potro spiller sin blot anden Masters turnering i to et halvt år. Vi byder den store argentiner velkommen tilbage med dette portræt.

Af Anders Høeg Lammers

En af verdens bedste tennisspillere er tilbage på ATP-touren. I denne uge spiller han sin anden turnering i endnu et forsøg på comeback. Første turnering spillede han i februar i amerikanske Delray Beach, og den brugte han på at klatre op fra nr. 1041 til nr. 420 på verdensranglisten via en semifinaleplads.

Manden, vi taler om, er naturligvis Juan Martin del Potro – også kendt som “Delpo”, “The Tower of Tandil” og “The gentle Giant” på grund af sin rolige og venlige fremtoning kombineret med de 198 centimeter.

Og Delpo har været savnet. Han er én af de mest vellidte spillere på ATP-touren, og de allerfleste fans har som regel også et blødt punkt for del Potro.

Den nu 27-årige argentiner er desværre også en af de allermest uheldige tennisspillere i nyere tid. Blot én kamp blev det til i 2015, presset ind mellem to håndledsoperationer. Meget bedre så det ikke ud i 2014, hvor den store mand nåede ti kampe i alt (70-80 kampe på et år er standard) og også dér blev opereret.

Hele fire gange har hans håndled været under kniven i løbet af de sidste seks år – tre gange det venstre, én gang det højre. Dertil kommer en række andre skader.

Det store spørgsmål er nu, om det holder denne gang. I ATP-turneringen i Delray i februar slicede han således markant mere end normalt for at beskytte sit venstre håndled, som han bruger i sin topspundne tohåndsbaghånd.

Det er forståeligt, han holder lidt igen. Men også problematisk, hvis han ikke tør slå den baghånd, han mener er bedst til lejligheden.

Det er ganske vist den nærmest supersoniske forhånd, han er kendt for, men baghånden har alle dage været mere end solid og en vigtig brik for ham såvel offensivt som defensivt. Feliciano Lopéz kan slippe af sted med stort set aldrig at slå en topspunden forhånd, men dels er hans slice fantastisk, dels søger han –  i modsætning til Delpo – mod nettet ved enhver given lejlighed.

Skal del Potro derfor vende tilbage til eller i nærheden af toppen, er han nødt til at få sin baghånd med. Men vigtigst af alt skal han give det den tid, som de skrøbelige håndled har brug for.

Gennembruddet i 2009

Spoler vi tiden godt syv år tilbage, så karrieren noget lysere ud for del Potro. I oktober 2008 umiddelbart efter sin 20 års fødselsdag befandt del Potro sig allerede i verdens top-10.

Til sammenligning kom verdens suveræne nr. 1, Novak Djokovic, i top-10 to måneder før sin 20-års fødselsdag, mens verdens nr. 2, Murray kom i top-10 én måned før sin 20-års fødselsdag. M.a.o. var han i godt selskab. I dagens tennisverden er der ingen spillere på 20 år i top-10. Ja faktisk er der blot to spillere under 25 år i top-20, 23-årige Dominic Thiem som nr. 13 og 23-årige Bernard Tomic som nr. 20.

Ser man på Delpos kampe mod Nadal og især Federer i 2009, er der en tydelig progression. I Australian Open-kvartfinalen blev han decideret skolet af Federer med 3-6, 0-6, 0-6. I midten af marts fik han en mindre øretæve af Nadal på 2-6, 4-6.

Men allerede i et par uger efter, i april, tog han sin første sejr over verdens daværende nr. 1, da han slog Nadal 6-4, 3-6, 7-6 (3) i kvartfinalen på hard court i Miami Masters.

Han tabte igen til Federer, 3-6, 4-6, på gruset i Madrid Masters i maj, sit femte straight sets nederlag ud af fem mulige mod Federer. Men ligesom mod Nadal brugte han også dette nederlag som en byggesten i en grad, så han var få slag fra at ødelægge Federers French Open-drøm nogle uger senere i semifinalen ved French Open.

6-3, 6-7 (2), 6-2, 1-6, 4-6 lød cifrene i en kamp, hvor det først lykkedes Federer at bryde argentinerens serv i 4. sæt, og Juan Martin havde for alvor meldt sin ankomst (se et par prøver på baghånden i aktion ved 2.30 og frem nedenfor).

Successen fortsatte senere på sommerens amerikanske hard court, da han først vandt en ATP-500 turnering over bl.a. Fernando Gonzales og Andy Roddick for efterfølgende at slå både  Nadal (7-6 (5), 6-1 og Roddick i en Masters turnering i Montreal, inden han løb tør for gas i tredje sæt mod Murray i finalen.

Og så var det US Open tid. På daværende tidspunkt havde Roger Federer og Rafael Nadal delt de seneste 18 slams imellem sig. Helt uhørt. Legendariske Marat Safin var den seneste til at vinde en slam, da han slog Federer (i en vanvittig god kamp) i semifinalen i Australian Open 2005 og Hewitt i finalen.

Men den blot 20-årige del Potro lod sig hverken kyse eller skræmme. I stedet lod han forhånden synge. 6-2, 6-2, 6-2 sang den mod Nadal i semifinalen. Bum, værsgo!

I finalen kunne modstanderen ikke havde været sværere. Fem gange i streg havde Federer taget titlen og i sine tyve slam-finaler (med 15 sejre), havde han udelukkende prøvet at tabe til én mand: Rafael Nadal, Federers nemesis.

Alt kørte da også efter planen for Federer. Oppe med et sæt og servende for andet sæt. Men så tog fanden ved del Potro, der med to forrygende forhænder op langs linjen brød tilbage til 5-5 (alle højdepunkter kan også ses i nedenstående klip):

Federer er blevet kritiseret for at spille kampen for meget på del Potros “præmisser” – nemlig med slagudvekslinger fra baglinjen. Det kan der være noget om. Du har simpelthen ikke lyst til at befinde dig i slagudvekslinger mod en mand, der kan sende sin forhånd af sted med en fart, som han gør det to gange i nedenstående klip (se dem!).

Ikke desto mindre må al rosen gå til del Potro. Han var næsten nede i sækken med 0-2 i sæt mod den femdobbelte mester og verdens nr. 1 for så at ryste to magiske slag op af posen.

Han var nede med 1-2 i sæt mod den femtendobbelte grand slam-vinder – som på det tidspunkt også var verdens bedste nogensinde i tiebreaks (nu er han nr. 2) – for derpå at slå Federer netop i tiebreaken i fjerde (7-4) og så køre ham over med 6-2 i femte efter selv at have fået brudt sin serv i starten af femte.

Hatten af.

Bortset fra del Potro i US Open 2009 er det kun Novak Djokovic, der har formået at slå Federer og Nadal i samme slam (US Open 2011).

De flotte takter fortsatte sæsonen ud, hvor han spillede sig i sæsonfinalen mod Nikolay Davydenko efter bl.a. at have besejret Federer, men ikke havde kræfterne i finalen efter fire tre-sæts kampe i streg.

Den næste nummer 1? Ikke alligevel

Ved udgangen af 2009 var det derfor naturligt at se den på det tidspunkt 21-årige Delpo, som potentiel førsteudfordrer til Federer og Nadal. Djokovic havde haft et halv sløjt 2009, og Murray havde – i modsætning til Delpo – næsten følt sig skræmt af rampelyset i sin første slam-finale mod Federer i US Open året før.

Sports Illustrated spåede, at han “barring injury, would dominate the next decade of men’s tennis” (dette er ikke et link til SI, men derimod til en meget læsværdig artikel). Såvel Federer som John McEnroe forventede ligeledes, at han ville spille med om placeringen som verdens nr. 1 i 2010. Sådan skulle det ikke gå – i stedet kom skaderne og holdt ham ude af spillet i stort set hele 2010, hvor han blot nåede seks kampe.

I 2011 begyndte det lange, seje træk mod verdenstoppen fra en position som nr. 484 efter Australian Open (som han spillede, men tabte point i forhold til 2010 i). Allerede efter Wimbledon i juli var han som nr. 19 tilbage i top-20, og han sluttede året lige uden for top-10. Ikke svarende til hans niveau, men dog et imponerende comeback alligevel.

Han bød de store op til dans nogle gange, men sejrede kun én gang mod “the Big 3”, da Djokovic trak sig nede med 6-7, 0-3 i en Davis Cup-kamp. I slam-turneringer, hvor han i 2009 kom i hhv. en kvartfinale, en semifinale, en 2. runde og vandt, røg han tre gange ud i 3. runde og en enkelt i fjerde (til Nadal i Wimbledon).

I 2012 tog han endnu et skridt fremad. Tre kvartfinaler blev det til i slam-turneringer (med to nederlag til Federer og et til Djokovic) samt et lidt overraskende 4. runde nederlag mod Ferrer i Wimbledon. Ved OL på Wimbledons græs spillede han en vanvittig god semifinale mod Federer, som han tabte 17-19 i 3. sæt.

Federer havde intet at give af mod en suveræn Murray i finalen, men Delpo vandt bronzekampen mod Djokovic. I efteråret slog han Federer af to omgange og tabte så semifinalen ved World Tour Finals i tre sæt mod Djokovic, som det år indledte sin dominans af sæsonfinalen, som foreløbig er blevet til fire sejre i træk.

Vi skal dog helt frem til slutningen af 2013, før han atter var at finde i verdens top-5 – en position han med største selvfølgelig havde indtaget fire år tidligere, før han endnu var fyldt 21 år.

Et af årets højdepunkter fra del Potro fik vi, da han i Indian Wells for præcis tre år siden først slog Murray i tre sæt i kvartfinalen, så Djokovic i tre sæt i semifinalen, inden han løb tør for energi, da han førte 6-4, 3-1 mod Rafa i finalen.

En langvarig virus ødelagde det meste af hans grussæson, men i Wimbledon var han mere end fit for fight igen, da han i semifinalen i selskab med Djokovic gav os en af sæsonens absolut bedste kampe, som han (desværre) tabte med 3-6 i femte sæt. Her får I slutningen på en helt igennem forrygende tiebreak i 4. sæt:

I efteråret fik han skovlen under både Nadal, Federer og en fremstormende Milos Raonic.

Niveauet var der fra tid til anden, men håndleddet gav ham også problemer. Og i starten af 2014 tog han konsekvensen og gik endnu en gang under kniven, efter at håndleddet havde voldt ham problemer i et år. Det har han så været igen siden.

Hvor mange slams, han ville have vundet mellem fra 2010 til nu, havde han undgået skader, er ikke til at svare på. Men alt andet lige ville han have spillet med om en hel del af dem, og tennissporten kunne have set en lidt større variation af slam-vindere og spillertyper i toppen af sporten, end vi har haft.

Hvad kan han nu?

Spørgsmålet, vi som tennisfans, skal stille os selv, er nok endnu ikke, hvorvidt Delpo returnerer til sin naturlige plads blandt verdens bedste. Snarere er det, om hans krop overhovedet giver ham lov til at spille tennis på topplan i en længere periode.

Store, høje spillere har det med at blive mere skadet end de mindre typer. Da Delpo vandt US Open i 2009 var han den højeste mand nogensinde til at vinde en slam-turnering. Siden har Marin Cilic gjort ham selskab.

Der er ingen tvivl om, at en skadesfri og selvtillidsfyldt del Potro hører hjemme i verdens top-10. Med sine tunge grundslag fra for- og baghånd, sin store serv og sit aggressive spil, har han nogen af de samme kvaliteter, som har gjort Stan Wawrinka så farlig de senere år.

Delpo slår en noget fladere bold end Wawrinka, men ligesom Wawrinka har han evnen og kraften til at slå igennem selv Djokovic, Nadal og Murray fra stort set en hvilken som helst position på banen.

Men som del Potro udtalte i forbindelse med et forgæves comeback sidste år:

I always wanted to win another grand slam, be top 3, maybe No 1. Now, I just want to play tennis again.

It doesn’t matter if I will be top 10 or top 100, I don’t care about ranking. It doesn’t matter how long it takes me to be in the top again, I just want to play tennis and without pain.

Det håber vi også, han får lov til. Måske han tilmed snart lærer sine nye modstandere at kende. Adspurgt til sin 2. runde modstander i Delray Beach, australske John-Patrick Smith, svarede Delpo således:

I don’t know him. For two years I was at home, watching `The Simpsons.’

Indian Wells uden Federer og med en Djokovic, der søger revanche

Indian Wells-lodtrækningen finder du her. Efter 15 års deltagelse er Federer ikke med, da han stadig restituerer efter den knæoperation, han fik umiddelbart efter Australian Open.

Djokovic er den dobbelte forsvarende mester – sidst han tabte var såmænd i semifinalen mod Delpo i 2013. Han skal forsøge at fortsætte sin dominans i Masters-turneringerne, hvor han sidste år vandt hele seks ud af ni. I det hele taget er Masters-turneringer, såvel som slams, domineret af the Big 4 i uhørt grad – hele 48 ud af de seneste 52 Masters-titler er gået til enten Djokovic (21), Nadal (12), Federer (8) eller Murray (7).

Med Federer ude, Nadal stadig en god del fra sit gamle niveau, Murray på vej tilbage fra barsel, og Djokovic en my mindre dominant, end man er vant til (han trak nede med et sæt og 0-3 i andet sæt med en øjeninfektion mod Feliciano Lopez i sin seneste turnering i Dubai og måtte ud i fem sæt mod verdensranglistens nr. 90, Mikhail Kukushkin, i Davis Cup i weekenden), er der måske en chance for de øvrige spillere til at få en bid af kagen.

Det bliver dog næppe Delpos tur endnu. Han har været heldig i første runde, hvor han møder en spiller, der skal igennem kvalifikationen (han er selv med på et wildcard). Men allerede i 2. runde bliver det uhyggeligt svært, når han står over for verdensranglistens nr. 7, Tomas Berdych.

Berdych har haft lidt problemer på det seneste og har bl.a. fået to gange røvfuld af den australske up-and-comer Nick Kyrgios. Skulle Delpo klare den udfordring, bliver det lidt lettere derfra.

Held og lykke til The Tower of Tandil!