23 Jun

Sådan kan sværvægtskabalen gå op

Skærmbillede 2016-06-23 kl. 08.58.34Efter flere års ørkenvandring har den sagnomspundne sværvægtsklasse igen fundet sine ben. Sport fortalt danner her et overblik over vægtklassen og giver samtidig et bud på, hvordan de mest interessante boksere kan parres i de kommende år.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen og Tyson W. Lyall

Der er spændende ting på vej i boksesportens tungeste og fornemmeste vægtklasse.

En række store opgør er allerede linet op, men de store spørgsmål er:

Hvem er holdbare som fremtidige stjerner i vægtklassen, og hvordan kommer de til at møde hinanden i fremtiden?

Money talks
Det spørgsmål er imidlertid kronisk svært at svare overbevisende på inden for en sport uden ét enkelt centralt forbund og uden bindende regler for, hvem der skal møde hvem.

Penge betyder i sidste ende det meste – og for de store boksere kan der være flere penge i at møde gårsdagens store navne i stedet for de unge, kåde top contenders.

Herhjemme så vi for nylig et skoleeksempel på dette, da Patrick Nielsen valgte at møde den danske ’has been’ Rudy Markussen. Kampen var uden nogen form for sportslig værdi, men kunne indbringe begge parter store beløb.

Læs mere om det opgør her.

Samtidig er det ikke et sjældent syn, at de store boksere direkte forsøger at undgå kampe, hvor der er risiko for nederlag.

Boksesporten er ikke som de fleste andre sportsgrene, hvor muligheden for revanche byder sig uge efter uge. I boksesporten kan ét enkelt slag betyde enden på en karriere. Derfor værner de fleste boksere – nogle i mere irriterende grad end andre – varsomt over tallet i kolonnen med ”tabte kampe”.

En af sportens store forbandelse er derfor, at de store opgør langt fra altid bliver til noget, hvilket vi bl.a. tidligere har skrevet om her.

Det er derfor langt fra givet, at vores sværvægtskabale går op. Og enhver, som indlader sig på gættelege i den flygtige boksesport, må forberede sig på at tage grueligt fejl.

Sport fortalt gør dog alligevel forsøget med et overblik og efterfølgende bud på, hvordan sværvægtsklassens mest interessante boksere kan parres i de kommende år.

Mange spændende navne
Status blandt sværvægterne er pt., at Storbritannien og USA – efter mange års østeuropæisk og russisk dominans – sidder på toppen af ranglisterne.

Klassen har tre anerkendte verdensmestre: to fra Storbritannien og en enkelt fra USA.

Britiske Tyson Fury holder bælterne hos både WBA og WBO, ligesom han anerkendes af Ring Magazine, som klassens ”champion”. Amerikanske Deontay Wilder er WBC-mester, mens engelske Anthony Joshua besidder IBF-bæltet.

Alle tre er på hver deres måde interessante navne, der har formået at puste nyt liv i en vægtklasse, der længe har haft det svært (læs mere her).

Boksesporten er samtidig i den sjældent gunstige situation, at sværvægtstronerne ikke blot indtages af interessante navne, men at der tilsvarende også findes en række spændende fightere i laget lige under.

Fra dette lag skal først og fremmest nævnes: Aleksandr Povetkin, David Haye, Luis Ortiz, Joseph Parker, Kubrat Pulev og – lidt endnu ­– Klitsckho den yngste (Wladimir, that is).

Derudover er der ekstra krydderi i vægtklassen i form af australske Lucas Browne, haitianske Bermane Stiverne, og måske også et par kommende mænd i britiske Hughie Fury (fætter til Tyson Fury) og mexicanske Andy Ruiz Jr.

Wilder i kulissen
Flere af navnene skal i ringen i de kommende måneder, og særligt ét opgør kommer til at tiltrække de helt store overskrifter: Wladimir Klitschkos revancheopgør mod kontroversielle Tyson Fury.

Sidstnævnte topper som sagt The Ring Magazines rangliste over vægtklassen, mens Klitschko rangerer som nr. 1 (efter the champ) på den liste, han selv har tronet over i en årrække.

Derudover ligger en række af de andre topnavne i venteposition med opgør mod lavere rangerede modstandere. Efter Fury vs. Klitschko vil de navne stå på spring for at kaste sig over både sejrherren og den besejrede.

Et af de rovdyr, der ligger klar til Fury og/eller Klitschko, er amerikaneren Deontay Wilder. Deontay Wilder skulle have været i kamp i sidste måned i et interessant koldkrigsopgør mod russiske Aleksandr Povetkin, men en negativ dopingprøve for Povetkin satte en stopper for den ellers meget hypede dyst.

Wilder er amerikansk sværvægts klart største navn. Selv om han endnu ikke matcher tidligere tiders store amerikanske mestre, så har han på papiret sine meritter i orden. Amatørkarrieren bød bl.a. på en ganske ærværdig bronzemedalje ved OL i Beijing 2008, og han gør dermed store navne som Floyd Mayweather Jr. og Evander Holyfield selskab i klubben af tidligere OL-bronze-vindere.

Den professionelle karriere ser – igen på papiret – tilsvarende imponerede ud med 36 sejre, hvoraf hele 35 er faldet på KO. Wilder giver imidlertid om nogen mening til et af boksesportens lidt finurlige ordsprog om, at man aldrig rigtig ved, hvor god en ubesejret bokser egentlig er.

Endnu er han ikke blevet matchet eller presset til det yderste, og trods sit WBC-bælte, og en plads som nr. 3 på The Ring Magazines sværvægtsliste, lader konsensus blandt bokseeksperter til at være, at Wilder endnu mangler at overbevise.

Senest forsvarede han i januar sin titel mod polske Artur Szpilka i en noget svingende præstation – trods en KO-sejr i 9. runde.

Exit Povetkin. Enter Arreola
Wilders planlagte modstander fra maj, Alexander Povetkin, må på grund af sin positive dopingprøve pt. betragtes som en af vægtklassens største spørgsmålstegn.

Kampen mod Wilder havde været et uhyre interessant og tæt match up, men dopingprøven har sendt Povetkin ud af sværvægtskabalen, indtil hans fremtid er afgjort. Povetkin besidder ellers store kvaliteter, som vægtklassen vil savne, hvis det ender med en længere udelukkelse.

Foruden en olympisk guldmedalje ved OL i 2004 bag sig, har han professionelle sejre over anerkendte navne som Chris Byrd, Ruslan Chagaev, Marco Huck, Hasim Rahman, Manuel Charr og Carlos Takam.

Wilder skal i stedet for Povetkin møde den noget mere overkommelige Chris Arreola d. 16 juli. Det ligner en alibi-kamp, der giver Arreola lidt til pengepungen og Wilder lidt kamptræning op til et større opgør til efteråret.

Ellers skal der holdes øje med den 21. juli, hvor den bare 24-årige Joseph Parker fra New Zealand møder landsmanden Solomon Haumono. Parker bestod i maj sin manddomsprøve med en hårdt tilkæmpet sejr over rutinerede Carlos Takam, og han ligner mere og mere end mand, der snart får sin helt store chance.

Solomon Haumono bør være en overkommelig opgave, særligt sammenlignet med Takam.

Den engelske forbindelse
De fleste øjne er imidlertid rettet mod Storbritannien i disse år, hvor mange sportsfans vil have set eller hørt om Tyson Fury. Den engelsk-irske sigøjner formår at gøre opmærksom på sig selv med promovering og selviscenesættelse, der gør både den amerikanske wrestling og Rudy Markussen vs. Patrick Nielsen til skamme.

Men modsat eksempelvis Markussen vs. Nielsen er der også volume bag Furys arbejde i ringen. I november gik han ind som stor underdog til titelkampen mod Klitschko, men vandt en fortjent sejr på Klitschkos hjemmebane i Tyskland, hvor udesejre på point er et sjældent syn.

Med sejren katapulterede Fury sig selv ind i toppen af boksesporten, og havde det ikke været for hans kontroversielle udtalelser om homoseksuelle og kvinders plads i husholdningen, ville han formentlig også have været favorit til BBC’s prestigefyldte ”Sports personality of the year”.

Returopgøret mod Klitschko bokses 9. juli, og selv hvis Fury skulle tabe opgøret, er han stadig relevant i toppen af sværvægtsklassen. Det aftvinger kæmpe respekt, at han som den første siden 2004 kunne slå Klitschko – også selvom denne boksede en usædvanlig sløj kamp i november.

Sport fortalts bud er desuagtet, at Klitschko kommer til at vinde returopgøret i Manchester. Han virker mere opsat og fokuseret, end han har været længe. Og Furys kvaliteter til trods, så er Klitschko på næsten alle parametre en bedre – og langt mere rutineret – bokser. Samtidig er Klitschko klog, og han vil have lært af sine fejltagelser fra sidst.

“You can’t teach an old dog new tricks,” sagde Fury om Klitschko på et pressemøde i april, men det tror vi ikke nødvendigvis stemmer i denne sammenhæng.

Et nederlag vil dog langt fra sende Fury ud af kabalen. Taber han til Klitschko vil et tredje og afgørende opgør være oplagt, men det vil også åbne for andre interessante opgør for både Klitschko og Fury. Sport fortalt tror imidlertid, at Klitschko vil trække stikket til sporten, hvis han vinder over Fury – han har ikke mere at bevise, og penge burde han have nok af. Dermed vil han være ude af sværvægtskabalen, mens Fury i så fald ”blot” har tabt til den store mester, som forlader sporten.

Ved et karrierestop efter en sejr, vil Klitschko samtidig efterlade WBO- og WBA-bæltet ledigt, hvilket er endnu en mellemregning, som gør ligningen mere uforudsigelig.

Haye i kulissen
For Tyson Fury – uanfægtet af resultatet mod Klitschko – virker et opgør til efteråret mod den tilbagevendte David Haye som en kedelig, men meget indbringende opfølger. Et sådant opgør vil trække fulde huse i England, og Fury vil være langt mere sikker på en sejr, end hvis man flyver over Atlanten for eksempelvis at bokse mod Wilder. Den kamp må vente lidt endnu.

Haye er ikke – og har efter vores overbevisning aldrig rigtig været – en bokser af absolut topklasse. Men hans navn er velkendt og kan indbringe mange penge.

Haye er pt. i gang med et velorkestreret comeback, hvor han endnu engang viser, hvad han faktisk er fremragende til: at være forretningsmand.

Ved to selv-arrangerede stævner har han reddet på en nærmest uforklarlig bølge af opbakning i sit hjemland, og har hentet stensikre sejre over to pinligt dårlige slagtekvæg, som af uransalige årsager mødte op med flotte sejrslister.

Som næste trappetrin på Hayes karriere-genopstigning står Shannon Briggs, som næsten ikke er værd at sætte ord på. Her er således tale om endnu en bokser, som har formået at holde sig relevant med sit stemmebånd – snarere end med sine boksenæver.

Når ellers Haye føler, at han har pumpet stemning højt nok op, bliver det forhåbentlig tid til Tyson Fury. Alternativt en rematch mod Klitschko, som besejrede Haye tilbage i 2011, hvis ukraineren – mod vores forventning – ikke lægger handskerne på hylden.

Anthony Joshua er oplagt at nævne, men som den kapable forretningsmand, Haye er, bør en cost-benefit-analyse få ham til hurtigt at stryge det navn fra listen.

Det store håb
Det helt store håb i sværvægt hedder i vores optik nemlig hverken Fury, Wilder, Haye eller Povetkin.

Det er derimod IBF-mesteren Anthony Joshua, som mange i sporten ­(os inklusiv) anser som vægtklassens fremtid.

Det engelske stjerneskud bliver af mange spået en karriere, der kan matche de allerstørste. Han har ”hele pakken”, og mange sætter generelt deres lid til, at han kan løfte sværvægt helt ud af det førnævnte dødvande.

Han møder denne lørdag d. 25. juni amerikanske Dominic Breazeale i London.

Kampen er ikke blandt de helt store, og Joshua kunne godt have mødt større navne, men med kun 16 kampe i bagagen, skal han heller ikke gå frem for hurtigt.

Ingen af de helt store boksere har endnu udvist den store trang til at møde Joshua. Tyson Fury har – som han gør det med alle – inviteret til slagsmål, men de fleste rationelt tænkende promotorer vil stadig nå den konklusion, at misforholdet mellem risiko og belønning er for stort, når snakken falder på Joshua.

Joshua er dermed i den lidt paradoksale situation, at han er så god, at det for topbokserne vil være for stort et sats i forhold til de penge, der kan tjenes.

I første omgang er det derfor mest sandsynligt, at Joshua ender med at møde Joseph Parker, der er i en nogenlunde tilsvarende position, til efteråret.

Lørdagens modstander, Breazeale, er ikke noget stort navn i USA, giver det trods alt også Joshua en mulighed for at vise sig frem på det amerikanske marked, hvor han endnu er forholdsvis ukendt. Et opgør med en amerikansk sværvægter er en fin måde for Johsua at fejre sin nye tv-aftale med det amerikanske tv-netværk Showtime.

Sådan går sværvægtskabalen op
Hvor efterlader det så sværvægtskabalen?

Sport fortalt mener – med optimistiske briller på – at den kan gå op på følgende måde:

Sommer 2016
A: Anthony Joshua vs. Breazeale (25. juni) – Joshua vinder, Big Time.

B: Klitschko vs. Fury (9. juli) – Klitschko vinder, men stopper karrieren (Klitschko stopper tilsvarende karrieren ved nederlag)

C: Deontay Wilder vs. Chris Arreola (16. Juli) – Wilder vinder sikkert.

D: Joseph Parker vs. Solomon Haumono (21. juli). Sikker Parker-sejr.

Efteråret 2016
Note: Det er en mulighed, at Fury og Wilder kæmper om alle bælterne, hvis Fury besejrer Klitschko. Vi tror dog, at de begge i det tilfælde vil lade sådan et opgør ”marinere” lidt tid endnu.

Derfor tror vi snarere, at efteråret kommer til at se således ud:

A: Tyson Fury tager en blødere modstander efter faldet mod Klitschko. Det samme gør David Haye, men allerede på dette tidspunkt har promoveringen af et indbyrdes opgør taget fuld fart. Forvent aparte pressekonferencer, ring-invasioner i forbindelse med den andens opgør etc.

B: Anthony Joshua og Parker har måske allerede en aftalt dato på plads, men det er endnu for tidligt for dem at mødes. Parker bokser efter planen på hjemmebane til september. En modstander her kunne blive Lucas Browne i et klassisk New Zealand vs. Australien-opgør (hvis sidstnævnte ikke er udelukket pga. en positiv B-dopingprøve fra sit opgør tidligere i år mod Ruslan Chagaev).

For Joshua er det blevet tid til at slå sit navn yderligere fast det amerikanske marked. Vi gætter derfor på, at han enten sent i 2016 eller tidligt i 2017 bokser sit første opgør på amerikansk grund. Joshua har været ganske aktiv hidtil, så måske når han at lægge et enkelt mindre opgør ind på hjemmebane først, men dernæst, tror vi, tager han et opgør mod et relativt genkendeligt navn på det amerikanske marked. Et bud kunne være en Luis Ortiz, som er i stald hos Oscar De la Hoyas Golden Boy Promotion.

C:  Wilder møder Kubrat Pulev, Luis Ortiz, eller (endelig) Povetkin – Wilder vinder uagtet modstanderen, men bliver testet hårdere end nogensinde før i sin pro-karriere.

Note: Puslespillet bliver på dette tidspunktet udfordret af, at WBO- og WBA-bæltet i vores forudsigelse er ledige efter Klitschkos karrierestop. Forbundenes veje er som regel uransagelige, og uforudsete titel-opgør kan komme i stand på forbundenes foranledning.

Vinter/forår 2017

A: Tyson Fury (nu uden titler) møder endelig David Haye efter måneder med øredøvende medie-hype. Hvis de to gode entertainere og forretningsmænd er dygtige nok, fuldender de Furys drøm og bokser opgøret foran et fyldt Old Trafford i Manchester. Selve opgøret vinder Fury.

B: Joshua og Parker mødes i et opgør, som ikke får samme foromtale, som Fury vs. Haye, men som til gengæld får boksenørder verden over til at savle. Joshuas IBF-bælte er på spil, og med lidt held ryger et af Klitschkos efterladte bælter også med i puljen. Joshua vinder og ryger til tops på de fleste mediers sværvægtsranglister.

C: Wilder forsvarer sit bælte mod en relativt overkommelig modstander, men kører samtidig med fuld kraft på promoveringen af et opgør mod Tyson Fury.

Sommer 2017:

A: Joshua forsvarer sine bælter på hjemmebane mod en anseelig modstander – fx Povetkin, Pulev eller måske endda en Hughie Fury, hvis denne har øget sin anseelse frem mod dette tidspunkt. Anthony Joshua vinder.

B: Fury møder endelig Wilder i en klassisk USA mod UK – den er svær, men vi tror på Fury.

 Efteråret 2017/ vinter 2018

Det største sværvægtsbrag i årevis kommer endelig på plads. Alle bælter og Ring’s lineal champ-titel er på spil. Anthony Joshua møder Fury (eller Wilder) på et fyldt Wembley med 90.000 tilskuere. Anthony Joshua vinder.

27 Nov

Kongen er død – længe leve de overlevende

 

rigonMed Floyd Mayweathers karrierestop har boksesporten mistet en af sine største profiler nogensinde. Det betyder imidlertid langt fra, at sporten har lidt skade. På tværs af vægtklasserne skyder nye interessante stjerner frem og med dem venter flere gigant-opgør i de kommende år. Sportfortalt giver et indblik i boksesportens lyse fremtid.

Af Tyson W. Lyall

Floyd Mayweather Jr. vil gå ned i historien som en af boksningens største nogensinde.

Langt fra som den mest elskede eller inspirerende, men statistisk og økonomisk set som den mest succesfulde.

Man kan mene meget om Mayweather den yngste, og om personen uden for ringen formentlig mest negativt, men meritterne inden for rebbene bør aftvinge respekt. Stilen har ofte været defensiv, og mange har forbandet hans til tider nærmest Chelsea-inspirerede ”park the bus”-strategi i flere store kampe.

Men til Mayweathers eftermæle hører lige præcis, at han boksede de store kampe – og vandt dem.

Store talenter på vej
Nok mener mange, at han for længe undveg hovedudfordreren Manny Pacquiao, men i Mayweathers pokalskab står stadig et hav af mesterskabsbælter på tværs af fem forskellige vægtklasser. Han nåede i sine 49 ubesejrede kampe – foruden Manny Pacquiao – at nedkæmpe prominente navne som Oscar De La Hoya, Diego Corrales, Zab Judah, Ricky Hatton, Juan Manuel Márquez, Miguel Cotto, Shane Mosley, José Luis Castillo og i 2013 mexicanske Saúl ”Canelo” Álvarez, som her godt to år efter opgøret ligner en af sportens helt store stjerner.

Og netop fremtiden er egentlig mest værd at tale om i forhold til boksningen. For modsat opfattelsen blandt flere negativt indstillede iagttagere, så er boksesporten ikke på vej ind i noget mørke.

Sporten er godt nok udfordret af, at den traditionelt set populære sværvægtsklasse har været en smule letvægtig de seneste år, hvilket du kan læse mere om her på Sport fortalt, ligesom MMA og andre kampsportsgrenes stigende popularitet er med til at stjæle opmærksomhed fra boksningen.

De forhold opvejes imidlertid fuldt ud af den store mængde talent, de spirende superstjerner, de mulige storopgør og de interessante storylines, der pt. findes på tværs af sportens vægtklasser.

Amerikanernes yndlings-kasakher
En af de helt oplagte boksere, de ikke-indviede sportsfans øjeblikkeligt bør begynde at interessere sig for, er den 33-årige kasakher Gennady Golovkin.

Med sin normale kampvægt omkring de 160 pund (ca. 72,5 kilo) hører han på nuværende tidspunkt hjemme i mellemvægt, og tilbyder med sin fysik og sin boksestil en perfekt blanding af voldsom slagkraft, angrebslyst, præcision, udholdenhed og atletisk bevægelse.

Som tidligere OL-sølvvinder og amatør-verdensmester har han sin bokseuddannelse i orden, og med 34 sejre (31 KO) og nul nederlag, har han for længst bevist sig i de professionelle rækker.

Vigtigst af alt for boksepublikummet er formentligt, at Golovkin er frygtløs. Han er ikke bange for at møde nogen som helst, og i selve kampene sætter han også sig selv på spil.

Golovkin søger at dominere sine kampe, og derfor sender han ofte usædvanlig mange slag af sted – som regel med en imponerende succesrate. I sin seneste kamp mod den ganske kompetente hardhitter David Lemieux, sendte Golovkin på blot otte runder hele 549 slag af sted mod den sagesløse Lemieux, som blev ramt af mere end 50 procent af slagene fra den kasakhstanske jernnæve. Lemieuxs største præstation den aften var at blive i ringen så længe.

Da Mayweather og Pacquiao mødtes i århundredets kamp tidligere på året, sendte ingen af de to boksere – til sammenligning – mere end 450 slag afsted over 12 runder. Pacquiao ramte kun med 19 procent af sine slag, mens Mayweather landede 34 procent. Lemieux er naturligvis en langt svagere modstander, men tallene siger noget om Golovkins attakerende stil og matchende præcision.

Den kombination har vundet ham mange fans i USA, hvor Mayweathers afmålte taktiske indstilling har efterladt et publikum hungrende efter en blodtørstig boksemester.

Golovkin har på nuværende tidspunkt 20 knockout-sejre i streg bag sig, og han lurepasser næppe på chancen for at nedlægge det næste store bytte. Med sin lidt fremskredne alder har han en smule travlt, da hans karriere tidligere bl.a. har været hæmmet af mangelfuld management fra det tyske promotionselskab Universum, som i Golovkins egen optik syltede ham til fordel for de tyske boksere Felix Sturm og Sebastian Zbik.

Golovkin flyttede derfor i 2010 til USA for at træne med anerkendte Abel Sanchez. På de nye jagtmarker har han på kort tid nedkæmpet respektable navne som Marco Antonio Rubio, Martin Murray og Matthew Macklin, men endnu mangler det helt store trofæ.

Her bør sigtekornet være indstillet på den rødhårede mexicaner Saúl ”Canelo” Álvarez.

Den unge mexicanske kanel
Siden sit nederlag til Mayweather i 2013 har ”Kanel” nemlig genetableret sin karriere på imponerende vis, og positionerer sig pt. som et af boksningens allerstørste navne ud fra Muhammad Alis devise om, at ”real success comes when we rise after we fall”.

Trods sine blot 25 år har han allerede vanvittige 48 professionelle kampe bag sig (angiveligt plus en hel del flere mod obskure modstandere på tvivlsomme mexicanske beværtninger, som de officielle statistikere har opgivet at få verificeret). Som det er typisk for de mexicanske boksere, blev også Canelo professionel i en ung alder. Allerede som 15-årig (!) smed han amatørtrøjen, og har siden fyldt kalenderen godt op med tæsk og træningslejr.

Alene i 2008 og 2009 boksede han henholdsvis 8 og 7 kampe, og selvom antallet af kampe er faldet i takt med stigningen i modstandernes kvalitet, lader Canelo og hans promoter Oscar De La Hoya altid til at være friske på et nyt bokseslag.

Trods sin unge alder har han allerede udvist ufattelig mandsmod og frygtløshed i sin karriere. Inden kampen mod Mayweather, som 23-årig, havde han således allerede mødt (og vundet) over store navne som Shane Mosley, Carlos Baldomir og Austin Trout, ligesom han efter Mayweather- nederlaget ufortrødent har kastet sig ud i nye opgør (og sejre) mod bl.a. Erislandy Lara, James Kirkland og senest denne måned Miguel Cotto.

Selvom de navne måske ikke spreder skræk og rædsel blandt menigmand i Danmark, så er der her tale om kapaciteter, som de færreste boksere med ønske om en ren rekordliste – hverken dengang eller nu – burde have stor lyst til at møde. Med fare for at fornærme nogen, kan det vist roligt konkluderes, at folk som Lara, Cotto og Trout ikke ville have besvær med at sluge cremen af den danske bokseelite levende.

Opgøret Canelo vs. Golovkin vil derfor være et af de stormøder, som måske ikke vil nå Pacquiao vs. Mayweathers niveau i stjernestøv og pay-per-view-beløb, men som rent kvalitativt vil kunne matche tidernes mest hypede boksekamp. Canelos seneste kamp mod den vildt dygtige puertoricaner Miguel Cotto er eksempelvis et studie værd i, hvad boksningen kan tilbyde på sit højeste niveau. 12 fulde runder med fantastisk tempo, styrke, udholdenhed, mod, godt forsvar og teknisk overlegenhed. Cotto som den mest aktive – Canelo som den mest effektive.

Canelo vs. Golovkin eksisterer indtil videre kun i drømmetænkningen, men bør være mulig bl.a. fordi Canelo er tvunget til at forsvare sit WBC-mellemvægtsbælte imod Golovkin, medmindre han vil afgive det frivilligt uden kamp. Stridspunktet bliver dog formentlig kampens såkaldte “catch weight” (boksernes aftalte maxvægt for den specifikke kamp).

Golovkin er med sin normale kampvægt omkring de 160 pund lidt tungere end mexicaneren, som normalvis ligger lige under de 155 pund (ca. 70 kilo). Canelo har allerede nu slået fast, at han kun vil bokse mod Golovkin på 155 pund, hvor kasakheren aldrig har været nede før i sin karriere. Det ligner mest af alt et første træk fra Canelo i et længere forhandlingsforløb, men det skulle ikke undre, hvis Golovkins sult sender ham på en slankekur forud for et match up med Canelo.

Oscar De La Hoya har allerede meddelt, at Canelo skal bokse igen til maj og september næste år, hvor det bokseglade Mexico holder ferie, og hvor de store opgør derfor ofte lægges. En anden interessant modstander kunne være Pacquiao, som trods sin alder, sit nederlag til Mayweather og en længere skadespause stadig er at regne som en af de største og dygtigste navne i sporten. Et lidt vildt bud på en modstander kunne også være det tidligere britiske kæmpetalent Amir Khan, som efter lidt slingrekurs tidligere i karrieren endelig er ved at finde kursen mod toppen af ranglisterne, men som i så fald ville skulle lægge et par ekstra kilo på inden et møde med Canelo.

Ender det med Canelo vs. Golovkin, vil det samtidig gøre op med Golovkins prædikat som ”the most avoided fighter in boxing”. Hvis nogen er mand for at gøre op med den beskrivelse, bør det være den modige Canelo.

Sværvægtsfremtiden efter Fury vs. Klitschko
En kamp, som med sikkerhed bliver til noget, er weekendens sværvægtsbrag mellem Tyson Fury og Wladimir Klitschko.

Som vi tidligere har beskrevet på Sportfortalt, så blæser der i disse tider nye vinde over sværvægtsklassen, som har tørstet efter superstjerner siden Tyson-Holyfield-Lewis-æraen. Den historisk set mest sagnomspundne vægtklasse er stadig lidt tyndt besat, men med Fury vs. Klitschko lugter det for første gang længe af et storopgør blandt klassens tunge drenge.

Alligevel bliver det næppe hverken Fury eller Klitschko, som kommer til at dominere vægtklassen i årene fremadrettet (Fury er formentlig uden de nødvendige evner og Klitschko er for gammel). Til gengæld spirer der spændende ting i lagene lige under den nuværende mester Klitschko.

Først og fremmest står den ubesejrede WBC-mester, 29-årige amerikanske Deontay Wilder, og tripper for at møde vinderen af Fury vs. Klitschko. Det opgør vil uden tvivl blive et af vægtklassens største brag i dette årtusinde, men ser man længere ud i fremtiden, tegner konturerne sig af en kommende megastjerne i den 25-årige englænder Anthony Joshua.

Endnu har Joshua blot 14 kampe bag sig, og med boksningens uforudsigelighed kan lyset meget vel være slukket i løbet af et øjeblik, men indtil videre bærer han alle sværvægtsmesterens karakteristika. Med sin enorme styrke har han hidtil stoppet alle sine professionelle modstandere på knockout inden for de første tre omgange.

Selvom den egentlige modstand har været til at overskue (det seneste offer dog hidtil ubesejrede Gary Cornish) er Anthony Joshua ikke nogen glorificeret bar-slagsbror. Han er en ægte atlet, som ved OL i 2012 tog guldmedaljen i supersværvægt og året inden en sølvmedalje ved VM i Aserbajdsjan. Joshua er en moderne idrætsmand, som nok deler lidt af Mike Tysons slagskraft, men som adskiller sig markant fra stereotypen på en flamboyant boksemester. Nok har han en dom for cannabis-besiddelse, men han har ikke rørt alkohol i årevis, og bruger blandt andet skak og litteratur som opladning til sine kampe.

Den 12. december går Joshua i ringen mod landsmanden Dillian Whyte, som måske ikke er noget stort navn på verdensplan, men som med en rekordliste på 16 sejre og 0 nederlag har et ganske imponerende cv. Samtidig har Whyte rent faktisk besejret Joshua som amatør. Kampen er kæmpestor i England, hvor O2 Arena i London har haft sine 20.000 sæder udsolgt i månedsvis.

Vinder Joshua dette opgør foran et – formentlig også – anseeligt globalt publikum, kan det allerede på nuværende tidspunkt bringe ham i spil til store navne som eksempelvis Alexander Povektin, som pt. rangerer som nummer 3 på The Ring Magazines uofficielle rangliste over sværvægtsboksere. En anden modstander kunne måske endda blive engelsk-irske Tyson Fury, hvilket uden tvivl vil få de britiske øer til at gynge og sende bølgeskvulp over Atlanten til det bokseglade USA.

Brag mellem amatørlegender nærmer sig
Hvor de tunge næver vækker mange sportsfans opmærksomhed, skal man ofte ned til de lettere vægtklasser med de hurtige arme og lette ben for at finde mange ægte bokseentusiasters våde drømme.

Blandt de lette drenge findes pt. flere monstertalenter, som er i deres bedste boksealder. Til de sportsinteresserede skal der lyde en opfordring til at tjekke navne som Román González, Vasyl Lomachenko og Guillermo Rigondeaux ud.

Sidstnævnte er desværre allerede 35 år, og har blot 15 professionelle kampe bag sig, efter han først i 2009 deserterede fra Fidel Castros Cuba og begyndte sin professionelle karriere i USA. På Cuba tillader styret kun amatørboksning, hvor landet imidlertid ofte har været dominerende. Guillermo Rigondeaux er absolut ingen undtagelse, og med OL-guld både i 2000 og 2004 og en række verdensmesterskaber, er han måske amatørboksningens største profil nogensinde.

Det skulle måske lige være for ukrainske Vasyl Lomachenko, som ligeledes har to OL-guldmedaljer bag sig (som blot 20-årig i 2008 og igen i 2012), og som modsat Rigondeaux endnu har alderen med sig. I de lavere vægtklasser spiller alder ofte en større rolle end i de tungere klasser, da hurtighed og spændstighed er af større betydning end i de mere slagkrafts-afgørende tunge klasser. Mens spørgsmålet derfor er, hvor længe Rigondeaux kan holde sig i topform, ser fremtiden omvendt lys ud for Vasyl Lomachenko.

Lomachenko er et usædvanligt boksefænomen. Med en vanvittig amatørstatistik bag sig (396 sejre, 1 nederlag) forsøgte han allerede i sin anden professionelle kamp at vinde et verdensmesterskab (WBO, fjervægt). Det ville ikke bare have været en sensationel bedrift, men også en enestestående verdensrekord.

Lomachenko, som ofte beskrives som en ”malerisk” bokser og et naturtalent med en uhørt høj intelligens indenfor sit fag, havde imidlertid forregnet sig og tabte en kontroversiel ”split decision” til den mexicanske gadedreng Orlando Salido. To kampe og blot en sejr. Det er ikke en statistik, de fleste boksestjerner er vant til. Men Lomachenko virker uanfægtet, og i dag lyder CV’et på fem sejre og det ene nederlag.

Det virker desuagtet ikke usandsynligt, at Lomachenko snart igen skal stille op til en potentielt karriereafgørende kamp. Rigondeaux lurer nemlig lige præcis i horisonten, og cubaneren lader til at have travlt med at drage nytte af sin landflygtighed fra det kommunistiske Cuba. Rigondeaux er netop kommet i stald hos rapperen Jay Z og hans managementbureau ”Roc Nation”, og sammen har de to travlt med at få fyldt lommerne inden Rigondeauxs boksekarriere rinder ud. Her er Lomachenko et oplagt mål, da han trods sin korte professionelle karriere er et forholdsvis stort navn i fjervægtsklassen (bl.a. Ring Magazine prospect of the year 2013).

Kvalitet for de få pund
Det økonomiske perspektiv er generelt en udfordring for de lettere vægtklasser, som kan være svære at forstå for den neutrale iagttager. De highlight-egnede power-slag og dødbringende knockouts er lidt sjældnere, og ofte sker slagudvekslinger så hurtigt, at den uoplagte sofaseer risikerer at overse vigtige sekvenser. Helt konkret er Rigondeaux eksempelvis også en meget konservativ bokser, som sætter ”sikkerhed først”, og som har sin store styrke i et bevægeligt forsvar og dødbringende kontrastød.

Sport fortalt garanterer til gengæld, at ingen moderat bokseinteresseret vil gå skuffet fra en aften foran tv i selskab med Román González eller Vasyl Lomachenko.

Den 28-årige nicaraguaner Román González er et unikum inden for sporten og topper pt. The Ring Magazines liste over verdens bedste ”pound-for-pound” boksere. Pund har han med omkring 111 (ca. 50 kg) ikke mange af, men talentet findes næppe større pt. blandt de professionelle vægtklasser.

I sine 44 kampe har han gjort rent bord med sejre over kompetente folk som Juan Francisco Estrada, Brian Viloria og Francisco Rosas. Román González lider i endnu højere grad end Lomachenko og Rigondeaux under de lette vægtklassers lavere anseelse, da fluevægtklassen er tyndt besat med store, globale profiler.

Indtil videre har Román González bokset langt de fleste af sine kampe uden for USA, men bl.a. med sin seneste opvisning mod amerikanske Brian Viloria i Madison Square Garden (undercard til Golovkin vs. Lemieux) er González’ kvaliteter begyndt at nå ud til et bredere publikum. Da González i maj besejrede Edgar Sosa på knockout, var det første gang, HBO sendte live fra en så lav vægtklasse siden midten af 90’erne.

Her fortjener en bokser som González at høre hjemme, og skal han være med til at løfte sporten yderligere i de kommende år, kunne man krydse fingre for et kommende opgør med filippineren Donnie Nietes, som ikke har tabt en kamp siden 2004, eller måske den lidt tungere japaner Naoya Inoue, som trods sine blot 22 år og otte professionelle kampe allerede er blevet et hit blandt feinschmeckere – særligt efter han sidste år knockoutbesejrede den argentinske legende Omar Andrés Narváez.

Boksningens fremtid ser derfor lys ud. Og så fik vi ikke engang nævnt Sergey Kovalev, Andre Ward, Terence Crawford, Kell Brook, Timothy Bradley, Danny Garcia, James DeGale eller Adonis Stevenson.

15 Oct

Comeback til sværvægtsboksning?

Fury_Klitschko

Sværvægt har i store dele af boksehistorien været den vægtklasse, der har fået ubetinget størst opmærksomhed. Men efter de store 90’er-mestre – Tyson, Holyfield og Lewis – smed handskerne, har vægtklassen mistet status til fordel for vægtklasser som weltervægt og mellemvægt. Med Tyson Furys kommende opgør med Wladimir Klitschko, og den nye komet Anthony Joshua på vej frem, ser fremtiden imidlertid lysere ud end længe.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Da Danmark spillede venskabskamp mod England i 2011 skrev TV2: ”England sender de tunge drenge”. Tilsvarende i 2013, da Danmark mødte Italien, brugte BT følgende formulering: ”Italien kommer med alle de tunge drenge”.

Metaforen er tydelig: De tunge drenge = de bedste spillere. Med andre ord: ’Tung’ er lig ’god’. Metaforen bruges ofte i sportens verden, men det er ikke i mange sportsgrene, hvor den giver mening på andre planer end den rent metaforiske.

Boksesporten har imidlertid været en undtagelse. Her er sværvægtsbokserne historisk løbet med opmærksomheden, prestigen og – ikke mindst – pengene.

The Brown Bomber

Den første generation af verdenskendte boksere kom i 30’erne med store sværvægtsboksere som Joe Louis, James Braddock, Max Baer og amerikanernes store tyske fjende, Max Schmelling. Det kan du læse mere om her på Sport fortalt.

Efterfølgende kom den store generation i 60’erne og 70’erne, som gjorde boksning til en af de mest populære sportsgrene i verden. Navne som Muhammad Ali, Joe Frazier, George Foreman, Sonny Liston og Floyd Patterson blev kendte overalt på kloden.

Muhammad Ali boksede videre lang tid efter, han burde være stoppet. Meget symbolsk boksede han sin sidste kamp i 1980, hvilket på mange måder indvarslede en tørke for sværvægtsboksningen.

Mike Tyson

I 1985 trådte en ung bokser imidlertid ind på scenen, som meget hurtigt blev det altoverskyggende navn i boksning: Mike Tyson. Han var uden sammenligning den største bokser i verden i sidste halvdel af 80’erne. Sværvægt var tilbage som den vægtklasse, der fik mest opmærksomhed, og det indvarslede indgangen til 90’erne, som på mange måder blev en ny guldalder for sværvægtsboksning – og her er det vel at mærke et rent tilfælde og uden sammenhæng i øvrigt, at vores egen Brian Nielsen var aktiv i samme periode.

Trekløveret Mike Tyson, Evander Holyfield og Lennox Lewis stod i 90’erne og start-00’erne for nogle af de mest promoverede indbyrdes kampe i meget lang tid. Det andet af to opgør mellem Tyson og Holyfield (det famøse opgør, hvor Tyson bider et stykke af Holyfields øre af) indbragte Holyfield et honorar, der først blev overgået i 2007, og kampen satte en pay-per-view rekord, som også først blev slået i 2007, hvor Oscar De La Hoya mødte Floyd Mayweather Jr.

Nedturen begynder

Efter de store 90’er-mestre smed handskerne, har sværvægt imidlertid mistet status til fordel for vægtklasser som eksempelvis weltervægt og mellemvægt – og i nyere tid endda den relativt nye vægtklasse, supermellemvægt, hvor stjerner som Calzaghe, Ward og Kessler har huseret (Ward stadigvæk).

Det er der forskellige årsager til. En af dem er, at sværvægtsboksning er blevet mere kluntet. De forskellige vægtklasser skiller sig ud fra hinanden i den forstand, at styrke betyder mere i de tungere vægtklasser, mens speed og teknik spiller en større rolle i de lettere vægtklasser. Men tidligere har de store stjerner i sværvægt også været hurtige og teknisk dygtige typer. Muhammad Ali er nok det klareste eksempel, men selv en bokser som Mike Tyson, der nok mest er berømt for sin uhyggelige slagkraft, var en både hurtig og teknisk dygtig bokser.

Sådan er det ikke længere. Sværvægt er i nyere tid blevet domineret af boksere, som har lukreret mere på råstyrke end på teknik og speed – på muskler frem for elegance. Der har været langt til Muhammad Alis dansende stil, som han selv beskrev med de berømte ord: “Float like a butterfly, sting like a bee”.

Det er eksempelvis ikke særlig kønt at se den russiske kæmpe Nikolai Valuev (213 cm) smadre sine ofte meget mindre modstandere i kampe, der minder mere om værtshusslagsmål end om sport. Se her, hvordan det går ud over Brians Nielsens tidligere overmand, Dick Ryan.

Valuev er selvfølgelig ikke repræsentativ for hele vægtklassen, men som boksetype illustrerer han tendensen. Udviklingen har også betydet, at udløbsdatoen på bokserne i sværvægt er væsentligt senere, da styrken er det af de fysiske parametre, der forsvinder sidst. I praksis ser man det derved, at eksempelvis Evander Holyfield kunne blive ved med at toppe ranglisterne i en alder tæt på de 50. Selv om det på mange måder var nostalgisk at se Holyfield bokse mod først Valuev og senere danske Brian Nielsen, så er det altså ikke sådanne kampe, der giver sporten det mest flatterende ry.

Brødrene Klitschko, som i den grad har domineret sværvægt de sidste 10 år, har trods alt en bredere kombination af styrke, speed og teknik til rådighed. Men begge boksere er meget defensive. Lad os tage den yngste bror, Wladimir Klitschko. Han har dels en stor rækkevidde i kraft af relativt lange arme, dels et af de hårdeste jabs i sporten. Det udmønter sig i en boksestil, som kort kan beskrives således: Defensiv og afventende, hvor modstanderen holdes borte med konstante jabs.

Se her, hvordan en ellers bravt kæmpende David Haye holdes på afstand af Klitschkos venstre jabs, som har markant længere rækkevidde end Haye. Først efter 2.20 ud af de tre minutter af første omgang kommer første hook fra Klitschko. Man er næsten ved at falde i søvn…

Men den primære årsag til sværvægtsklassens nedtur skyldes nok bare det grundvilkår, at  en vægtklasse kan få en gylden generation – mens det modsatte selvfølgelig også kan ske: at en generation mangler topstjerner, som formår at skabe opmærksomhed.

Og når sværvægt de sidste mange år er blevet domineret af boksere fra den tidligere østblok, siger det måske mest af alt noget om, hvor få gode sværvægtsboksere, de to traditionelle boksestormagter USA og UK har været i stand til at levere.

At det er gået ned af bakke for sværvægt kan man også se ved at sammenligne Ring Magazines udnævnelse af Fight of the Year. I 1960’erne var fem ud af 10 af årets kampe sværvægtskampe. I 70’erne var det hele syv ud af 10.

I 80’erne var ikke en eneste Fight of the Year en sværvægtskamp, mens det kun var tilfældet for to kampe i 90’erne. Siden er det gået helt i stå. Sidste gang en sværvægtskamp blev kåret til årets kamp var således helt tilbage i 1996, da Holyfield mødte Tyson første gang.

Ser man på Ring Magazines tildeling af prisen som årets bokser, ser man samme mønster. Vi skal tilbage til 1997, hvor Holyfield fik prisen, for at finde en vindende sværvægtsbokser. De seneste år er kåringen i stedet blevet domineret af navne som Manny Pacquiao, Floyd Mayweather Jr. og Juan Manuel Marquez fra lavere vægtklasser.

Comeback til sværvægt?

Spørgsmålet er, om sværvægt går lysere tider i møde? Umiddelbart er der tegn på det. Den 28. november skal det ubesejrede irsk-britiske håb, Tyson Fury, møde den regerende sværvægtsmester i IBF, IBO, WBA og WBO, Wladimir Klitschko. Den kamp ser bokseverdenen frem til med spænding.

Wladimir Klitschko er den bokser, der har været sværvægtsmester i næstlængst tid – kun overgået af legenden Joe Louis. Klitschko har således været mester i over ni år og har gennemført i alt 18 titelforsvar. Wladimir har sammen med sin storebror Vitali i den grad domineret sværvægtsklassen de sidste 10 år, og på sin vis har det bidraget til vægtklassens nedtur, at de to ukrainere – i manges øjne – ikke har mødt større modstand.

Når kampen mod Tyson Fury varsler nye tider, er det ikke fordi Fury generelt betragtes som en ny stor mester. Tværtimod er mange skeptiske, og den noget specielle Batmand-optræden til det fælles pressemøde bliver af mange set som et eksempel på, at Fury ikke er seriøs.

Fury er god, bevares, ellers ville han ikke være, hvor han er. Men en ny Lennox Lewis er der ikke tale om. Klitschko er da også favorit til sejren. Men kampen får stor opmærksomhed, og det i sig selv illustrerer, at noget er ved at ske.

Det skyldes flere forhold. For det første er Klitschko fortidens mand. Som 39-årig lakker det mod enden – uanset hvordan det går mod Fury. Og storebror Vitali har for længst forladt sporten til fordel for ukrainsk politik (borgmester i hovedstaden, Kiev). Derfor varsler kampen – uanset udfaldet – nye tider. For det andet er Fury britisk – det i sig selv er med til at øge interessen for kampen, da verden længe har savnet en britisk mester i sværvægtsklassen.

David Haye var briternes sidste store navn i sværvægt, men han gjorde sig først og fremmest i cruiservægt. I alt kæmpede han kun seks sværvægtskampe, hvor hans største bedrift var at snuppe VM-titlen fra en aldrende Valuev, hvis karriere allerede på det tidspunkt kørte på sit sidste vers. Wladimir Klitschko var imidlertid for stor en mundfuld for David Haye, og derfor er Furys kamp på mange måder en ny chance for briterne. Før David Haye skal man helt tilbage til Lennox Lewis i 2002 for at finde den seneste britiske sværvægtsmester.

Store navne på vej

For det tredje – og det er måske den vigtigste årsag – varsler kampen indgangen til en ny periode i vægtklassen med potentielt rigtig mange spændende opgør.

Den amerikanske ubesejrede sværvægtsmester i WBC, 29-årige Deontay Wilder, står eksempelvis på spring, og vinderen af Fury/Klitschko vil få svært ved at argumentere imod en kamp om at samle alle VM-bælterne hos én ubestridt mester i sværvægt. Bliver den kamp en realitet, vil det blive en seriøs udfordrer til titlen Fight of the Year, og under alle omstændigheder den største kamp i sværvægt i mange år.

Længere nede i rækkerne er 25-årige Anthony Joshua fra England på vej frem. Hardhitteren ser frygteligt stærk ud og har en skræmmende statistik: 14 sejre i 14 kampe, alle på knockout inden for tre omgange.

Der kommer ikke til at gå lang tid, før Joshua – med mindre noget går helt galt – får mulighed for at kæmpe om et VM-bælte.

Nye tider i boksning

På samme tid er flere af de boksere, som har stjålet rampelyset på bekostning af sværvægt, ved at være færdige i sporten. Floyd Mayweather Jr., Manny Pacquiao og Juan Manuel Marquez synger – efter alt at dømme – på sidste vers, og Andre Ward er ret ensom i supermellemvægt, hvor man skal spejde længe efter klassenavne a la tidligere mestre som Joe Calzaghe og Mikkel Kessler.

Hvilken vægtklasse, der kommer til at tage flest overskrifter de kommende år, er således et åbent spørgsmål. Sværvægt kommer nok aldrig til at få samme status, som tilfældet var i 60’ernes og 70’ernes storhedstid. Men de sidste 15 år har været et historisk lavpunkt, og det kan på den baggrund kun gå fremad.

Klitschkos opgør med Tyson Fury til november bliver derfor forhåbentlig det startskud til en ny periode for sværvægt, som boksefans verden over har ventet på.