01 Jul

Hold øje med de franske Tour-håb

Podium_Tour_de_l'Ain_2013_-_Romain_Bardet_-_super_combatif

I dag starter Tour de France. De flestes øjne vil hvile på profiler som Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan. Men hold øje med de mange franske ryttere, som vil gøre alt for at sætte deres præg på hjemlandets store løb. I år er potentialet for fransk succes større, end det har været længe.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Frankrig er stadig det land med klart flest vindere af Tour de France. 36 gange i alt har en fransk rytter stået øverst på podiet i Paris. Dobbelt så mange gange som land nr. 2, Belgien.

Igennem tiden har store franske navne som Louison Bobet, Jacques Anquetil, Bernard Hinault og Laurent Fignon taget – mange – store fransks sejre, og i mange år var de franske ryttere naturligt dominerende i hjemlandets rundtur. Italienerne holdt sig i høj grad til Giroen, de spanske til Vueltaen. Så var roget ligesom fordelt.

Men i takt med cyklingens internationalisering – særligt i forlængelse af TV-mediets evne til at eksponere løb til hele verden – blev de øverste skamler i stigende grad også besøgt af ryttere fra andre lande.

Fra den gule til den prikkede og den grønne
Det skete måske i særlig grad i Frankrig, hvor det fortsat er et nationalt traume, at vi skal tilbage til Hinaults sejr i 1985 for at finde den seneste franske vinder af løbet.

I 90’erne kunne de franske fans trøste sig med sympatiske og populære ryttere som Richard Virenque og Laurent Jalabert, som godt nok aldrig vandt samlet, men som satte stort præg på løbet. Virenque har stadig rekorden for flest sejre i bjergkonkurrencen, som han nærmest ejede i 90’erne og start 00’erne. Jalabert har præsteret noget så unikt som at have vundet både den prikkede og bjergtrøjen – to gange hver. Begge gjorde sig flere gange gældende i det samlede klassement. Men vandt aldrig.

Lykkeridderen på Bastilledagen
Siden har det været tyndt for de franske fans. Det har næsten været en smule ynkeligt at se, hvordan den franske jubel nærmest peakede, når en tilfældig fransk lykkeridder kom med i et – ofte forgæves – udbrud på Bastilledagen.

De sidste 10 år har den største franske Tour-rytter været Thomas Voeckler, som er blevet utrolig populær, særligt på grund af hans insisteren på at angribe og prøve igen – og igen! Og nå ja, og så vandt han en bjergtrøje i 2012 og fik en fjerdeplads i 2011. Men der har været langt mellem de franske præstationer.

Tour de World
Hvorfor kom det så vidt? Fransk cykelsport blev som resten af verden rystet af dopingskandalerne. Men skandalerne ramte særlig hårdt i Tourens hjemland, hvor chokket, og også synet af en grædende Virenque, rystede en hel nation. Samtidig introducerede de franske myndigheder i højere og hurtigere grad end andre lande skrappere anti-doping regler.

Det kan være en del af forklaringen. En anden – og måske nok den vigtigste – er den nævnte internationalisering af cykelsporten. Af alle løb er det Tour de France, som har den – klart! – største globale eksponering. Hvis noget løb er blevet Tour de World, er det Tour de France. Det er derfor, at eksempelvis amerikanske ryttere og hold har fokuseret så meget på den franske rundtur frem for eksempelvis den italienske eller spanske.

Det er netop særligt den angelsaksiske verden, der har gjort sit indtog. Først utallige amerikanske sejre (her tælles Armstrongs stadig med), et enkelt australsk kip med sejrsflaget, siden fire ud af de seneste fem til Storbritannien.

Af de gamle nationer er det først og fremmest Spanien, der har sat sit præg på det franske løb. Og det gør ondt i Frankrig.

Tørsten efter fransk succes
Men gør det så meget? Er det ikke positivt, at Tour de France er blevet et løb, der samler fans fra hele verden? Og bør franskmændene ikke være stolte af det? Måske. Det er de nok også. Men for de franske ryttere og de franske fans er løbet stadig deres. Og de tørster efter sejre.

Sidste år blev i det lys en stor succes. En ung franskmand på bare 25 år stod på det næst øverste trin i Paris. Romain Bardet. Der var 4 lange minutter op til Froome, og konkurrenterne havde været svage. Men der var ingen tvivl om, at her var en mulig fransk Tour vinder. I år er Bardet klar, og han går efter det øverste trin.

Bardet har haft et par forbrændere og er på mange måder kulminationen på en langsom fransk opbygning.

Fra Voeckler til Bardet
Først var der som nævnt Voecklers 4. plads i 2011. Så kom Pierre Rolland, som først blev kendt for sin stærke præstation som forsvarer af Voecklers gule trøje samme år, hvor han også vandt etapen til Alpe d’Huez. I 2015 blev han selv nr. 10. Rolland var det første seriøse bud på en potentiel fransk kandidat til den samlede sejr. Han er der stadig (30 år gammel), men han har aldrig formået at leve op til de forventninger, som blev etableret i 2011.

Siden kom Thibaut Pinot. Som bare 24-årig fik han en sensationel tredjeplads i 2014-udgaven, som var fransk cykelsports helt store Tour-år. Hele tre ryttere kæmpede med om podiet og to kom på. Helt unge Bardet (23 år!) sluttede som nr. 6, mens veteranen Jean-Christophe Péraud blev nr. 2 foran Thibaut.

2014 var dog uden de helt store favoritter. Froome og Contador var begge styrtet, og Quintana stillede slet ikke til start. Det ved franskmændene godt. Men succes avler – til tider – succes, så 2014-udgaven satte yderligere ild til den franske tørst efter sejr.

Bardet kan overraske
Som 27-årig er der stadig store forventninger til Pinot, og en 4. plads i det netop overståede Giro d´Italia vidner om, at han er en mand, man skal tage seriøst i de store rundture i de kommende år.

Men han er ikke blandt de store favoritter. Det er Bardet som sådan heller ikke. Favoritfeltet må siges at bestå af Froome, Porte og Quintana. Herefter er der Contador, Valverde og Fabio Aru (måske endda Fuglsang?). Men herefter kommer man ikke uden om Bardet.

Bardets helt store svaghed er enkeltstarten. Han er en af de letteste ryttere i feltet, og enkeltstartsevnerne er ikke blevet bedre de seneste år. Måske tværtimod. Samtidig har han endnu ikke vist, at han kan køre fra de bedste i bjergene. Derfor er en sejr alt andet lige ikke forventeligt. Men hold øje med Bardet. Han har evnen til at skabe kaos – og han kan nemt blive årets overraskelse.

Thibaut har stadig ikke meldt ud, hvad målet er i årets Tour, men rygtebørsen siger, at han går efter etapesejre og den prikkede bjergtrøje frem for det samlede klassement. Nok en klog – og realistisk – beslutning.

Tre trøjer til Frankrig?
Men det er ikke kun i det hårde terræn, at franskmændene øjner succes. I Arnaud Démare har Frankrig fået den potentielle supersprinter, de længe har drømt om. Han er stadig ung (25), og karrieren har hidtil været noget ustabil. Men en sejr i 2016-udgaven af Milan-San Remo vidner om talent. Han har netop vundet pointkonkurrencen i Critérium du Dauphiné, og holdet er i år bygget op om den franske sprinter.

Hvis alt flasker sig – og her har vi de meget (meget!) positive franske briller på – så står Frankrig med alle tre trøjer i Paris. Bardet i den gule, Thibaut i den prikkede og Démare i den grønne.

Det sker nok ikke. Men denne skribent vil alligevel kippe lidt med det franske flag. Tour de France er sjovere, hvis der er franske ryttere med i toppen. 2017-udgaven har potentialet til at blive den helst store franske triumf. Måske endda den udgave, som starter en længere periode med fransk dominans i hjemlandets store cykelløb.

God Tour!

22 Jan

Contadors sidste sæson (?)

CONTADOR_Alberto031pp-1024x512

Den officielle melding er, at cykelsporten efter 2016-sæsonen vil miste en af historiens måske største profiler i sporten. Alberto Contador takker af, og cykelsporten – særligt de store etapeløb – vil herefter blive markant fattigere. Alt er i 2016 lagt an på Tour de France. Glipper sejren i det franske, er der dog stor chance for, at Contador udskyder sit cykel-otium.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Chris Froome tror ikke på det. Og mange i cykelsporten håber, at det ikke er tilfældet: Alberto Contador har meldt ud, at han går på pension efter den netop startede cykelsæson.

El Pistolero er ellers først lige fyldt 33 år. Og i cykelsporten betyder det, at han sagtens kunne have en 3-5 år mere på toppen. Men Contador ser altså ud til at ville gøre en dyd ud af den gamle vending om, at man skal stoppe på toppen.

Contador vil have sin sidste sejr

For vil det ikke netop være tilfældet? Stopper man ikke netop på toppen, når man er den aktive cykelsports mest vindende etapeløbsrytter? Med samlet sejr i syv Grand Tours er han blandt de seks mest vindende etapeløbsryttere i sportens historie; lige med Coppi og Indurain, og kun overgået af Jacques Anquetil, Bernard Hinault og Eddy Merckx.

Det gør man selvfølgelig! Stopper på toppen altså. Men for Contador virker det afgørende for karrieren, at han slutter af med en sejr i Tour de France. Og skal han stoppe på den absolutte top, er det også nødvendigt. For med fratagelsen af sejren i 2010 har han ikke vundet Touren siden 2009. Og kan man kalde sig verdens bedste etapeløbsrytter, når man ikke har vundet verdens største etapeløb i 7 år?

Det bliver i hvert fald svært at påstå, når der samtidig er en Chris Froome i feltet, der også – som Contador – har to sejre fra det franske løb i bagagen – to sejre, som endda er kommet i hus i henholdsvis 2013 og 2015. Contadors triumfer synes derfor lang tid siden. Samtidig har Chris Froome slået Contador i begge sine sejre, mens Contador aldrig har slået Froome i Touren.

Man fristes derfor til at sige nej. Contador vil selvfølgelig slutte på toppen. Men hvis han ikke vinder Touren i år, vil han ikke stoppe på den absolutte top.

2017?

Derfor også spørgsmålstegnet i denne artikels rubrik. For det er langt fra sikkert, at meldingen står til troende, hvilket Froomes smørrede grin i et interview med TV2 er en indikator på.

Contador har da også holdt en kattelem åben. Han har således til den spanske avis El Pais angivet to mulige hændelser, der kan udskyde karrierestoppet:

”Hvis jeg styrter, eller hvis jeg bliver nødt til at udgå, så kommer jeg tilbage i 2017. Eller hvis det lykkes mig at starte mit eget hold udenfor Tinkoff, hvor min kontrakt udløber efter 2016.”

Spørgsmålet er, om dårlige resultater i 2016 – og hermed menes endnu et nederlag til Froome (eller Quintana) i Tour de France – tilsvarende kan få Contador til at genoverveje, hvorvidt 2017 skal foregå på cyklen eller sofaen?

Det er der meget, der taler for. En ting er imidlertid sikker: Contador vil være skarp i denne sæson. Han vil vinde! Så må overvejelserne om 2017 vente i mellemtiden.

En svær Tour

Det bliver imidlertid enormt svært for den spanske soon to be legend at tage sejren i Frankrig. Konkurrencen er markant hårdere, end den var, da Contador ”kun” kæmpede mod brødrene Schleck. Bevares, de var gode, men resten af feltet var så svagt, at Contador reelt kun behøvede at holde øje med Andy i bjergene, og så køre fra ham på enkeltstarterne – en stil de kender godt i Spanien, hvor Miguel Indurain tidligere vandt adskillige franske rundture på netop den måde.

Men meget har som sagt forandret sig. En af disse forandringer kan koges ned til et ord: Sky. Siden Sky-toget gjorde sit indtog i 2012, har Contador som bekendt ikke vundet Touren. I Tour de France har Team Sky været nærmest uovervindelige. Særligt i 2012 og 2013 knuste de al modstand, og Wiggins og Froome blev nærmest båret til sejren af deres historisk stærke hold.

Sky introducerede en markant mere videnskabelig måde at køre på, hvor opmærksomheden helt fjernes fra modstanderne og fokuseres på egne watt-tal. Det kan du blandt andet læse mere om på Sport fortalt her.

Den stil er dræbende for en rytter som Contador, der netop bruger rytmebrud og pludselige angreb til at slide sine konkurrenter op. Det stabile og hårde tempo er ikke hans stil.

Bjerge i sigte

Skal han vinde, skal han derfor – selvsagt – være på sit bedste, fysisk såvel som mentalt. Ruten er umiddelbart til hans fordel. Der er tale om en bjergrig rute i Tour de France sammenhæng (sammenlignet med Giroen og Vueltaen er den typiske Tour-rute nærmest flad som en pandekage), hvilket du kan læse mere om på Sport fortalt her. Ruten i år består blandt andet af 9 bjergetaper med 4 afslutninger på bjergtoppe – og en bjergenkeltstart!

Det er godt for Contador, men tilsvarende godt – måske endda endnu bedre – for eksempelvis Quintana, som desuden virker til bare at blive endnu bedre.

Og så er Froome som bekendt selv en super bjergrytter. Hidtil har han slået Contador, når de har dystet i de franske bjerge. Men stadigvæk er det her, det skal ske, hvis Contador overhovedet skal have en chance. Han er samtidig den klart bedste nedkører af de tre, og her har han tidligere vundet vigtige sekunder.

Men spådomme og analyser er egentlig ikke meget bevendt. I sidste ende handler det om form. Contador skal ramme toppen, mens det helst ikke skal være tilfældet for Quintana og Froome. Alt det ved vi imidlertid først mere om, når løbet er godt i gang.

Contador vil blive husket

Uanset hvad der sker, vil Contador bliver husket i mange år frem. Hvorvidt han vinder Touren i år, betyder nok mere for hans eget ego end for hans eftermæle.

Der er nemlig stadig præstationer, som Froome og Quintana (endnu) ikke kan hamle op med. Contador har domineret etapeløbene i så mange år, at det nærmest er svært at forestille sig cykelsporten uden ham. Han vandt Touren første gang i 2007, og siden dengang har han været blandt de dominerende i alle de etapeløb, han er stillet op i.

Samtidig har han bidraget til at skabe de løb, han har stillet op i, på en måde som få andre har været i stand til. Hvem husker eksempelvis ikke hans sejr i Vueltaen i 2012? Her vandt han efter en lang duel med sine landsmænd Alejandro Valverde Joaquin Rodríguez, hvor blandt andet en taktisk genistreg på en helt flad etape gjorde forskellen.

Det var genial kørsel, og cykelfans verden over elskede det.

I lang tid var det velkendt, at Contador kun kørte løb for at vinde. Det gjorde ham berømt – og berygtet. Ved siden af de store etapeløb har han eksempelvis vundet adskillige 1-uges etapeløb, herunder Paris-Nice (2 sejre) og Baskerlandet Rundt (3 sejre).

Desuden tæller rigtig mange cykelfans også sejrene i Tour de France 2010 og Giro d´Italia 2011 med i det samlede regnskab, selv om han blev frataget sejrene på grund af den efterhånden berygtede bøf.

En af de bedste nogensinde?

Alt i alt er der ingen tvivl om, at Contador vil gå over i historien som en af de største nogensinde – uanset hvordan det går i 2016. Derfor kan han sådan set godt forsøge at nyde sin sidste sæson og køre helt uden pres. Men det kommer ikke til at ske. Contador vil – historiebøger eller ej – have sin sidste sejr i det franske. Sker det ikke, er der stor chance for, at 2017 vil byde på endnu en fransk duel mellem Contador, Froome og Quintina.

24 Jun

Forsimplingen af Tour de France

Chris-Froome-and-Alberto-Contador-659x440

Journalister, bookmakere og eksperter har allerede udråbt Tour de France til en duel mellem to store favoritter – Froome og Contador. Men som så mange gange tidligere er det også i år en forsimpling. Mange flere kan køre med om sejren, og Touren har i årets jubilæumsudgave potentialet til både stor spænding og store overraskelser

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Det er mere reglen end undtagelsen, at både medier og eksperter fokuserer på to store favoritter inden Tour de France starter. For ti år siden var det Lance Armstrong kontra Jan Ullrich, siden blev det Alberto Contador mod Andy Schleck. I år er Tour de France blevet gjort til en duel mellem Chris Froome og Contador.

Modellen er forståelig. Den giver et uhyre kompleks løb et meget præcist indhold, som alle let kan forholde sig til. Kongernes kamp!

Den forsimplede duel

I realiteten er der dog tale om en forsimpling. Oftest er der – hvis vi ser bort fra Armstrongs dopingbevingede æra  – flere, som kan blande sig i topstriden. Bedste eksempel i nyere tid på en overset rytter, som endte med at få afgørende betydning, er Cadel Evans. I 2011 var Touren endnu en gang blevet udråbt til en duel mellem to konger – Schleck og Contador. Men med klog og vedholdende kørsel endte Evans øverst på podiet.

Evans blev overset, fordi tendensen til at forsimple løbet havde taget overhånd. En sober analyse af Evans præstationer i årene op til Tour de France 2011 burde have berettiget ham en plads blandt de absolutte favoritter. Men Evans blev overset, hvilket Sport fortalt tidligere har berettet om.

De spanske klatrere

I år er Touren blevet gjort til en duel mellem Chris Froome og Alberto Contador. Det skal ikke bestrides, at disse to hører til blandt topfavoritterne, men igen er der i realiteten flere om buddet. Både Joaquim Rodriguez, Jurgen Van den Broeck, Alejandro Valverde, Cadel Evans, Igor Anton, Nairo Quintana, Richie Porte og Tejay Van Garderen kan kæmpe med om pladserne på podiet, og for flere af dem er en sejr absolut ikke urealistisk.

Særligt de spanske klatrere (Rodriguez, Valverde, Anton) kan bidrage med en sprængfarlig uforudsigelighed, som kan gøre det svært at kontrollere løbet. Team Sky ynder at holde et konstant højt tempo, som gør det svært for angribere at holde dem bag sig. Sidste år var der derfor meget få angreb, som skulle kontrolleres for Team Sky. I år bliver det – efter alt at dømme – anderledes. De spanske ryttere er kendt for deres kraftfulde ryk, hvor der presses enorme mængder watt ud i pedalerne i et kort men eksplosivt  angreb for at skabe huller mellem de enkelte ryttere.

Opstår der første flere huller og mange små grupper, bliver sværere for ellers stærke hold at kontrollere løbet. Se her, hvordan Contador først angriber i et stærkt ryk, hvorefter Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde sætter efter. Sky-rytterne Froome og Porte bliver i vanlig Sky-stil sammen, men når ikke at hente de forreste. Contador får følgeskab af Rodriguez på det stejleste stykke frem mod målstregen, og her er Valverdes tidligere hjælperytter nærmeste uovervindelig.

http://youtu.be/IwEKp4zM3Y4?t=4s

Rodriguez bliver i det hele taget uhyrer spændende at følge, og han har selv meldt klart ud, at han går efter den samlede sejr.

Kraftfulde ryk åbner løbet

Froome og Contador kan ikke nøjes med at holde øje med hinanden. Hvis eksempelvis  Rodriguez først får et godt forspring, så vil han blive svær at hente igen. Det samme gælder for alle de ovennævnte ryttere.

Den eksplosive kørsel vil desuden åbne løbet, og gøre det muligt for endnu flere at ende helt øverst på podiet. Angrebslystne ryttere skaber sammen en fælles inerti, hvor deres samlede angreb gør dem hver i sær stærkere i forhold til de ryttere, som helst ser et kontrolleret løb.

De nævnte spanske ryttere suppleres desuden af colombianske Nairo Quintana samt belgiske Jurgen Van den Broeck, som begge besidder samme evne til at eksplodere. Nairo Quintana er ny og et ubeskrevet blad i Tour-sammenhæng, men han har sammen med en række af sine landsmænd taget cykelsporten med storm i denne sæson. Quintana vandt i år Baskerlandet Rundt, og hans evner i bjergene er helt i top. Og så kører han faktisk også en solid enkeltstart! I Baskerlandet Rundt overtog han føretrøjen efter at være blevet nummer to på løbets individuelle tidskørselpå næstsidste etape – kun overgået af den for tiden ubestridt stærkeste tempokører i verden, Tony Martin.

Rutinen er afgørende

Så skal man absolut ikke glemme Cadel Evans, som besidder den klart største rutine blandt favoritterne. Siden sidste års Tour, hvor Evans endte dårligere i klassementet end sin superhjælper Tejay Van Garderen, er der blevet spekuleret i et tronskifte. Holdet har dog efter Evans tredjeplads i årets Giro d’Italia meldt ud, at den australske veteran er kaptajn – og det er denne skribents vurdering, at det er et klogt valg.

Van Garderen er ung og spændende, men med så store udfordringer i vente, og med så mange stærke konkurrenter, er det bydende nødvendigt med rutine, kølighed og overblik. Evans ved om nogen, hvornår man skal angribe, og hvornår man absolut IKKE skal. Hvad Team Sky regner ud via deres computere, ved Evans via en gennem årene udviklet intuition.

Evans er desuden ekspert i at lukrere på andre rytteres kørsel. De mange ryk fra de spanske klatrere vil han ikke være i stand til at dække selv. Men over tre uger vil han kunne dosere sin kørsel således, at han potentielt kan være den, der, når feltet når Paris, har vundet mest tid i forhold til de mere aggressivt kørende konkurrenter. Evans er prototypen på en rytter, der er i stand til at vinde Touren uden at vinde en eneste etape. Han sørger “bare” for at holde sig til på samtlige etaper, og så kan regnestykket falde ud til hans fordel i sidste ende.

En rute for de modige

Ruten er spændende, og den er sat sammen på en måde, som bidrager til at åbne løbet. Den er ikke voldsomt meget hårdere end normalt, men den er mere varieret – og byder på en række overraskelser. I alt er der

  • 7 flade etaper
  • 5 kuperede etaper
  • 6 bjergetaper med 4 bjergafslutninger
  • 2 enkeltstarter
  • 1 holdtidskørsel

De tre første etaper køres på den franske middelhavsø Korsika. Og der er lagt op til spænding fra starten. Allerede på anden etape skal rytterne over tre stigninger i kategori 3, samt en enkelt i kategori 2. Med de deltagende ryttertyper in mente, så vil det ikke være en overraskelse, hvis enkelte af favoritterne vil prøve at sætte klassementskampen i gang fra starten. Eller måske sende en løjtnant afsted. Hvordan vil Froome eksempelvis reagere, hvis Van Garderen eller Quintana angriber på kategori 2 stigningen?

Tredje etape er endnu hårdere, og 13 kilomenter før mål skal rytterne over en stigning i kategori to.

TDF13_ETAPE_3_PROFIL_STOR

Det er denne slags etape, som er enormt svær at kontrollere. Aggressiv og offensiv kørsel fra de mange stærke angribere kan betyde, at Team Sky og Saxo-Bank mister kontrollen.

På fjerde etape kommer holdtidskørslen, hvor man må formode at Team Sky vil vinde. Med et forspring fra holddisciplinen er det et realistisk scenarium, at Froome vil køre sig i gult på den første bjergafslutning på 8. etape. Sker det vil Team Sky givetvis forfølge samme defensive strategi, som de har perfektioneret de sidste par år.

Kort fortalt går den ud på at bruge fysiologiske analyser til at beregne, hvor mange watt en rytter max vil kunne træde i gennemsnit fra bunden til toppen af en stigning. De stærke hjælperyttere får dermed besked på at holde et tilsvarende konstant watt output, uagtet at nogen skulle angribe. Via beregningerne kan holdet således vide, at eventuelle udbrydere vil blive hentet inden toppen.

Skys strategi kan fejle

Strategien lyder skudsikker, og det var den da også sidste år. Hverken Evans eller Nibali er skabt til at bryde et hårdt, kostant og udmagrende tempo. Tværtimod er det ofte den måde, de selv vinder på. Men i år er udfordringerne af en helt anden og farligere karakter.

Ryttere som Rodriguez, Valverde, Igor Anton, Nairo Quintana og Jurgen Van den Broeck er som nævnt alle ryttere, der kan presse enormt mange watt ud i pedalerne i korte eksplosive angreb. Det vil for det første sprænge feltet, og gøre det mere sårbart over for yderligere angreb. Alt i alt vil det kunne sætte et kontrollerende hold under stærkt pres.

Desuden: Angriber en af disse ryttere to kilometer før målstregen kan beregningerne for hele stigningen ikke bruges til noget. Så handler det om, hvor meget den angribende rytter kan nå at hente på den kortere strækning frem mod mål. Eksplosive ryttere som ovennævnte kan sagtens nå at hente et lille minut på små to kilometer i de høje og stejle bjerge. Det er præcis den metode, som Contador og Rodriguez benytter i ovenstående video.

Legendariske bjergtoppe

Uanset stillingen efter den første store bjergetape er der meget mere i vente.  Vi skal vente lidt på det store fyrværkeri, men på 11. etape kommer Tourens første individuelle enkeltstart. En 33 km helt flad rute fra Avranches til Mont Saint-Michel. Den store favorit er Tony Martin, og han vil efter alt at dømme køre ruten væstenligt hurtigere end alle andre. Blandt favoritterne ligger ruten perfekt til Froome. Hvis ikke han allerede har føretrøjen nu, vil han have gode muligheder for at erobre den her. De blot 33 kilometer gør dog, at det er begrænset, hvor meget tid han vil kunne tage på sine konkurrenter.

På 15. etape går det for alvor løs. Her skal rytterne køre hele 242,5 km frem mod afslutningen på det legendariske Mont Ventoux. “Det skaldede bjerg” er 21,4 kilometer lang og stiger i snit med 7.6%. Og så ligger toppen i næsten to kilometers højde. Skræmmende tal! Men ikke nok med det. Mont Ventoux er særlig hård, fordi vejen mod toppen er fuldstændig blottet for træer, parallelle bjergskråninger eller lignende, der kan skygge for vinden. Bjerget er, jf. dets øgenavn, fuldstændig skaldet.

Alle kan blive presset her. Selv den rytter, som rammer stigningen i bedst form, kan blive presset, hvis vedkommende kører den forkert eller udviklingen går den forkerte vej. Froome vil helt sikkert blive angrebet fra alle kanter, hvis han på dette tidspunkt er i den gule føretrøje.

På 17. etape kommer Tourens anden individuelle enkeltstart. Cirka samme længde som den første – 32 km – men med en helt anden sammensætning. Rytterne skal over to kategori 2 stigninger, og ruten er deruodver meget teknisk med små veje og sving. Umiddelbart er det en rute, som passer bedre til Contador og Evans, end til Froome. Og så bliver det spændende at se, hvad en rytter som Nairo Quintana kan gøre på sådan en rute. Da han blev nummer to efter Tony Martin på enkeltstaten i Baskerlandet rundt, var det på en rute, som mindede meget om denne.

To gange op af Alpe d`Huez

Dagen efter skal det helt store slag stå. To gange skal rytterne bestige legendariske Alpe d`Huez. Første gang er opkørslen 12,3 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4 %. Anden gang skal de helt op mod mål, hvor stigningen er 13,8 km lang med et snit på 8,1 %.

TDF13_ETAPE_18_PROFIL_STOR

Alle vil vinde denne etape! Da arrangørerne i 2004 lagde en enkeltstart på Alpe d`Huez, var der over 500.000 tilskuere på bjerget. I år skal rytterne op to gange, og det er desuden løbets 100-års jubilæum. Derfor er det nærliggende at forvente, at der i år vil være lige så mange tilskuere. Rammerne vil være spektakulære, og hvis klassementet endnu ikke er på plads, har etapen potentialet for at gå over i historien som en af de bedste i nyere tid.

Løbet er ikke slut. To dage efter, på løbets næstsidste etape, slutter rytterne på toppen af Annecy Semnoz, som med sine 8,5% i 10,7 kilometer på papiret er hårdere end Alpe d`Huez. Et sidste slag kan være i vente. Noget vi har lært efter sidste års Vuelta og forriges års Tour de France er, at en rytter som Contador aldrig giver op. Der vil blive kæmpet til det sidste!

Ruten passer perfekt til Contador, mens Froome har været stærkest blandt klassementsfavoritterne i løbet af foråret. Derfor er de naturligt nok favoritter til sejren. Men det er en kunstig fremstilling, når løbet bliver gjort til en duel mellem kun disse to. Mange flere kan køre med om sejren, og Sport fortalt ser frem til en spændende Tour, som forhåbentlig vil byde på såvel store overraskelser som store oplevelser.