Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Tomas Berdych | Sport fortalt Tomas Berdych – Sport fortalt
26 Jan

Australian Open: Federer og Djokovic klar til drømmesemifinale

Roger Federer and Novak Djokovic

Roger Federer imponerende mod Tomas Berdych, mens Novak Djokovic gjorde, hvad der skulle til mod en flad og småskadet Kei Nishikori. Vi genser højdepunkter, ser frem mod deres drømmesemifinale samt kaster et blik på morgendagens kvartfinaler. 

Af Anders Høeg Lammers

7-6 (4), 6-2, 6-4 lød Federers sejr på over 6. seedede Tomas Berdych i dagens første kvartfinale ved Australian Open (kampstart ca. 4.45 dansk tid). Berdych brød serv først, men Federer brød straks tilbage. Federer var tæt på flere gange i tjekkens serv, men sættet skulle afgøres i en tiebreak.

Og sikke en af slagsen. Begge fandt flot spil frem. Federer tog det første minibreak med en lumsk, kort lavthoppende slice i midten af banen, mens han selv stormede frem mod nettet. Berdych anede ikke, hvad han skulle stille op med den og forsøgte at slice den forbi Federer. Umiddelbart efter sendte Federer en smuk baghåndsvinder ned af linjen efter en hårdtslående duel. Når han rammer dem, ved man, han har selvtillid.

Afgørelsen faldt da en Berdych forhånd tog netkanten og røg ud. Federer var heldig med linjerne og nettet et par gange i sættet, men generelt var det velfortjent – han var slet og ret meget bedre med i Berdychs serv end omvendt.

Andet sæt var Fed Express, som vi kender det. Federer brød serv fra start og en enkelt gang i slutningen, mens hans selv holdt med lethed sættet igennem.

Vi fik fikse små halvflugtninger ved sætninger, syngende forhænder og velplacerede server. Kampen igennem slog Federer også godt igennem på sin baghånd – han slicede af og til for variationens skyld, men generelt slog han til baghånden, også på returneringerne.

Ved tredje sæts start tog Federer gassen af pedalen, og det skal man ikke mod Berdych. Berdych fik det første brud efter et par gode baghænder ned langs linjen, men igen lykkedes det Federer at få servegennembruddet igen med det samme, da Berdych hostede en dobbeltfejl op på breakpoint.

De fulgtes til 4-4, hvorpå Federer satte tryk på. 0-40 og tre semi-matchbolde. To gode Berdych-server og en løs Federer baghånd senere, var de dog reddet. En smuk baghånd cross court gav ham en ny breakbold, og denne gang tog han den, hvorpå han servede sejren sikkert hjem.

Højdepunkter kan (og bør) ses her:

Interview med spillerne findes her og her, og kampstatistikken er her. Federer sluttede med en imponerende 48-26 i vindere-uprovokerede fejl statistik, mens Berdych var på respektable 27-27.

Udover Federers gode spil var det tjekkens førsteservsprocent, der svigtede ham en smule. Den lå på blot 54 procent, og det er ikke nok, når Federers returneringer sidder.

 

Djokovic gjorde kort proces mod halvskadet Nishikori

Jeg havde egentlig forventet mig mere af denne kamp. Dels var Djokovic i store vanskeligheder mod Gilles Simon, hvor han lavede hele 100 uprovokerede fejl over fem sæt. Dels har Nishikori set mere end skarp ud, senest da han tog Jo-Wilfried Tsonga ud i tre entydige sæt.

Djokovic var bedre end mod Simon, men stadig et pænt stykke fra det topniveau, vi efterhånden forventer af ham. Topniveauet var der til gengæld slet ikke brug for i den overlegne 6-3, 6-2, 6-4-sejren.

Som Mats Wilander sagde efterfølgende (parafraseret): “Nishikori var godt med til 2-3, 40-0 i første sæt. Så laver han tre uprovokerede fejl i træk, bliver brudt, hænger med skuldrene og er væk resten af de to første sæt”.

Og det var sådan ca. kampen. Nishikori havde hele fem breakchancer i andet sæt, men tog ikke en eneste (Djokovic tog to af sine fem).

Nishikori sluttede med hele 54 uprovokerede fejl mod blot 31 vindere. Djokovic var på mere stabilie 22-27.

I tredje sæt fik Kei behandling for en lårskade, og det hjalp tilsyneladende lidt. Han brød til 2-0, men blev brudt med det samme igen. Så brød han igen, og så brød Djokovic retur. Ved 3-3 havde han game-point, men hans forhånd blev fanget i nettet, og Djokovic brød nok engang. Ved hver god Nishikori forhånd fulgte mindst én dårlig.

Ved 5-4, 40-0 til Djokovic var det lige ved at blive spændende. Nishikori fik afværget de to første matchbolde, hvorpå en længere duel fulgte. Men så trådte Djokovic i karakter med en forrygende baghåndsvinder cross court, sin niende vinder i sættet, der vel var kampens bedste.

Højdepunkter her, interviews samme sted som ovenfor:

Next up: Federer i deres 45. indbyrdes kamp. P.t. står den helt lige med 22 sejre til hver.

Før vi ser frem mod den, ser vi dog lige hurtigt på morgendagens to kvartfinaler.

 

Raonic-Monfils og Murray-Ferrer

Milos Raonic har imponeret i denne turnering og i år i det hele taget. Han kommer mere til nettet, han returnerer bedre, og han bevæger sig bedre rundt på banen.

Og serven? Ja den er som altid suveræn. I 4. runde slog han Stan Wawrinka ud af turneringen i fem sæt i en medrivende kamp. Dermed blev han den første spiller udover Djokovic, der har besejret Stan Down Under siden 2012 (Stan har dog døjet med sygdom under turneringen).

Da Monfils samtidig blev småskadet i sin 4. runde, da han kastede sig efter en bold, må Milos siges at være favorit. Det er dog værd at bemærke, at Monfils har vundet begge tidligere opgør, ét helt tilbage i 2011 i Raonic’ gennembrudssæson og ét i Halle i 2013.

Mit bud? Raonic i fire sæt, tre hvis han er skarp.

Og så til den anden kvartfinale. Der er få spillere, der har fået mere ud af deres talent end spanske David Ferrer. Den mand taber yderst sjældent en kamp, han bør vinde, og når han gør, kan man være sikker på, han har givet alt, han havde i sig.

“Alt” er oftest nok, når det drejer sig om alle andre end the Big 4, men yderst sjældent når der er dem. Murray fører 11-1 indbyrdes på hard court mod Ferrer, og jeg har svært ved at se, det billede ændre sig til Ferrers fordel efter i morgen.

Jovist tæmmede han Isners serv forbilledligt i 4. runde, men Murray har bare set utrolig solid ud hele turneringen og kan – imodsætning til Isner – i den grad bryde Ferrers serv og hænge med ham fra baglinjen.

De har begge nogle af ATP-tourens absolut bedste returneringer, så forvent en del servegennembrud. Men forvent også, at Murray sejrer i tre, måske fire, sæt.

 

Blockbuster semifinalen: Roger Federer vs. Novak Djokovic

Torsdag mødes verdens to bedste spillere i semifinalen. Undskyld Murray, men uanset hvad ranglisten siger, så er det Federer, der er næstbedst efter Djokovic p.t. (Murray er ca. 1-15 mod Fedovic de sidste to år (1-10 mod Djokovic og 0-5 mod Federer).

Det er da også Federer, som har spillet sig langt nok frem i de store turneringer til at stille op til Djokovic-klø i de seneste tre store finaler (Wimbledon, US Open og World Tour Finals).

Er der nogen grund til at tro, det billede ændrer sig torsdag? Altså med hensyn til kløene?

Ikke for alvor. De har tidligere mødtes to gange i Australian Open, og Federer har endnu ikke vundet et sæt. Det har været tætte sæt, jovist, men alligevel. I 2008 var han svækket af kyssesyge, mens Djokovic simpelthen bare var for godt spillende i 2011, da han indledte sin dominans af de øvrige spillere og sluttede året med 6-0 mod Rafa og 4-1 mod Federer.

Derudover spilles kampen om aftenen i Melbourne. Det betyder, at bolden bevæger sig væsentligt langsommere end om dagen, hvilket gør det sværere for Federer at angribe og nemmere for Djokovic at forsvare sig.

Læg dertil at Federer har haft det overordentligt svært ved at tage det sidste skridt mod Djokovic i bedst af fem sæt de senere år, mens de stadig er relativt jævnbyrdige i bedst af tre (desto længere en kamp, desto større fordel til den seks år yngre Djokovic), at Australian Open er Djokovic’ absolut bedste slam og vel blot Federers tredje bedste samt ikke mindst, at Djokovic er verdens suveræne nummer 1, og det er efterhånden svært at finde grunde til, at det skulle gå anderledes denne gang.

Skal man være optimist på Federers vegne (og det er vi jo gerne her på Sport fortalt), er der fem-seks ting at klynge sit håb op på:

  • Djokovic’ spil har sejlet de seneste par kampe, især mod Simon, og han ligner ikke sit sædvanlige sikre selv (det er dog også set i andre turneringer, hvorpå han har hævet niveauet, når modstanderen hed Federer).
  • Federer har været on cruise control i både 4. runde mod David Goffin og i kvartfinalen mod Berdych og burde være så frisk som mulig
  • Det er en semifinale frem for en finale. Det kan tage noget af det mentale pres af Federer. Efter US Open skrev jeg om, hvordan det at Federer som 34-årig ved, at hver slam-finale kan være hans “sidste chance” formentlig lægger et ekstra pres på ham, der får ham til at lave fejl, han ellers ikke begår (spring til afsnittet “hvad gjorde forskellen“). Omvendt ved Djokovic, at han med meget stor sandsynlighed har mange finale- og trofæchancer foran sig. En semifinale kan betyde en lidt mere frigjort Federer, der tager mere end fire ud af 23 breakchancer, som tilfældet var i US Open-finalen.
  • Federer har niveauet, som han bl.a. viste i den seneste US Open-finale. Han skal “blot” holde det kampen igennem og tage sine muligheder, når de byder sig.
  • Federer har, statistisk set, spillet klart bedre end Djokovic i denne turnering. Det kan I læse nærmere om her. Problemet? Det gjorde han også ved US Open. Derudover kan det tænkes, at Djokovic “blot” har gjort det, der skulle til, mens Federer har spillet sig mere ud.
  • Og så nr. seks, som må tages med et gran salt. Vejret tyder på regn og torden. Det tyder på, at taget kommer på. I gamle dage betød det klar fordel til Federer, hvis timing og evne til at tage bolden tidligt, bliver styrket af “rene” forhold. Men Djokovic er selv blevet noget af et indendørs monster, så jeg er ærligt talt i tvivl, hvem det gavner mest.

Det er Djokovic’ sjette Australian Open-semifinale. De forrige fem har han konverteret til fem trofæer. Det er Federer’s 12 semifinale Down Under. Han har “blot” fire trofæer to show for it.

Hvis de senere års tennishistorie og deres Australian Open-historik skal tages til efterretning, er det derfor endnu en gang Djokovic, der kommer sejrrigt ud af opgøret og dermed for første gang i karrieren fører i deres indbyrdes opgør.

Vi håber, Federer gør oprør mod historien og bliver den ældste mand i en Australien Open-finale siden start/midt 70’erne.

Kampen spilles torsdag morgen kl. 9.30 og vises på Eurosport. God kamp. 

16 Nov

World Tour Finals: Har de andre en chance mod Novak Djokovic?

12272561_10153873795190832_275731123_nBliver Novak Djokovic den første til at vinde fire World Tour Finals-trofæer i streg? Ja, siger form, sund fornuft og hele 2015-sæsonen. Tøv en kende, siger Federer, Murray, Wawrinka og Nadal. 

Af Anders Høeg Lammers

Der er Novak Djokovic. Og så er der alle de andre. Sådan har det været i hele 2015, og sådan har det været til herrenes sæsonfinale, World Tour Finals, de seneste tre år i streg. Den 28-årige serber er på toppen af karrieren og i takt med, at de værste konkurrenter er falmet, er serberens egen stjerne blot steget.

Først de kolde, hårde facts:

  • Novak Djokovic har vundet 79 og tabt fem kampe i år
  • Han har vundet sine seneste 23 kampe i streg
  • Han har blot afgivet ét sæt (til Stan Wawrinka) i sine seneste seksten kampe
  • Han er vanvittige 28-4 i kampe mod top-10 spillere i år
  • Bortset fra et kvartfinalenederlag i årets første turnering til Ivo Karlovic, har Djokovic nået finalen i samtlige turneringer, han har spillet (vundet 10 og tabt 4)
  • Han er 27-1 i Grand Slam-kampe i år
  • Han har vundet seks Masters-turneringer i år, flere end nogen anden spiller før ham
  • Schweizere har spillet ham (et lille) puds: Wawrinka er den eneste, der har slået ham i slam-sammenhæng, og Federer er den eneste, der har slået ham to gange

Ser man specifikt på World Tour Finals, bliver billedet ikke meget mere opmuntrende for konkurrenterne:

  • Djokovic vandt sæsonfinalen i 2012, 2013 og 2014
  • Han har ikke tabt en kamp på O2’s underlag i London siden 2011 (i sæsonfinalen må man godt tabe kampe i gruppespillet uden at blive elimineret, ligesom i fodbold)
  • For hvert år er hans sejr blevet mere suveræn
  • I 2012 vandt han blot ét point mere end Federer i en tæt finale, i 2013 udspillede han en hjælpeløs Nadal i finalen (men havde tætte gruppekampe), og i 2014 fik han hele verdenseliten til at se håbløs ud:
    • Bortset fra Kei Nishikoris enlige sæt (i en 6-1, 3-6, 6-0 kamp), afgav han blot ni partier i de øvrige tre kampe, han spillede. Det er halvandet parti per sæt mod top-10 spillere (Federer kunne ikke spille finalen mod ham p.g.a. en rygskade, men havde formentlig også tabt).
  • I turneringens første kamp i år fortsatte han, hvor han slap: 6-1, 6-1 blev Kei Nishikori sendt hjem med.

Det er altså status. Så kan vi ikke bare slukke tv’et/computeren og skide turneringen et stykke? Dog ikke. Dertil spilles der alt for god tennis, når verdens otte bedste spillere møder hinanden på kryds og tværs otte dage i streg.

Lad os derfor tage et kig på lodtrækningen – to spillere går videre fra hver af de to grupper.

Stan Smith-gruppen: Djokovic, Federer, Berdych og Nishikori

Med al respekt for Tomas Berdych og Kei Nishikori, så får de det svært i denne dødens gruppe. Federer har vundet turneringen seks gange, Djokovic fire, og tilsammen har de vundet de seneste fem.

Det er med andre ord turneringens to bedste spillere, der skal duellere fra start. Det er ikke godt for Federer og helt slemt for Berdych og Nishikori, som har meget få chancer for at komme videre fra gruppen – ikke mindst efter klare nederlag i første kamp.

Mens Djokovic må formodes at fortsætte sin form fra efterårets triumftog i gruppekampene, er der en lille risiko for, at Federer bliver overrumplet af Nishikori, som han har tabt til to gange i fem kampe.

Og taber han til Djokovic i tirsdagens gruppekamp (hvilket er sandsynligt, men dog slet ikke definitivt), er der pludselig pres på mod Nishikori fredag – med risiko for at ryge ud af turneringen før semifinalen for første gang siden 2008.

Så galt går det dog næppe.

Tomas Berdych har fra ca. 2010-2013 ofte været en torn i øjet på Federer, hvor han bl.a. slog ham i både Wimbledon og US Open. Men de senere år har Federer genvundet overtaget, og efter en løs start, blev Berdych sat eftertrykkeligt på plads søndag med 6-4, 6-2.

Mod Djokovic har Berdych gjort det bedre end de fleste i år – han har tabt tre kampe, men taget et sæt i de første to og presset Djokovic ud i to tie-breaks i det seneste møde i Paris. Det ændrer dog ikke ved, at Djokovic fører deres indbyrdes opgør med svimlende 20-2.

Kei Nishikori er principielt gruppens bedste bud på en overraskelse. Han er yderst hæderlige 2-4 mod Djokovic, 2-3 mod Federer og 3-1 mod Berdych.

Men han har haft et skadesplaget år (han trak sig senest nede med 4-1 i andet sæt mod Richard Gasquet i sidste uge i Paris), så skidt ud mod Djokovic søndag og har tabt de seneste to mod Federer.

Formmæssigt er det derfor Berdych, der står den (minimalt) bedre chance for at skyde en af de to favoritter fra tronen.

Semifinalister: Novak Djokovic, Roger Federer. 

 

Ilie Năstase-gruppen: Andy Murray, Stan Wawrinka, Rafael Nadal og David Ferrer

Den anden gruppe er på papiret mere tæt. Andy Murray, Stan Wawrinka, Rafael Nadal og David Ferrer er alle at finde her. De tre første er alle yderst gode bud på en semifinaleplacering, og selvom det er svært at se det ske, skal man aldrig udelukke Ferrer på forhånd (et 4-6, 4-6 nederlag til Andy Murray her til eftermiddag hjælper dog ikke på det).

Murray er seedet øverst, men har allerede blikket halvt rettet mod næste uges Davis Cup-finale mod Belgien i en grad, så han tidligere på sæsonen overvejede at springe London helt over. Det gjorde han heldigvis ikke, og han er gruppens svage favorit. Hvis han altså har hovedet med i foretagendet.

Murray har været med hvert år siden 2008, men har aldrig nået finalen.

Stan Wawrinka var et mulehår fra at spille sig i finalen sidste år, da han tabte i semifinalen i tredje sæts mod Federer. I sine to hidtidige optrædener har Wawrinka været i semifinalen hver gang.

Skal han nå dertil igen i år, vil en sejr i aftenens blockbuster kamp mod Rafael Nadal hjælpe en god del. Wawrinka er god på det langsomme hard court underlag, hvor han får tid til sine store sving, men som ikke er så langsomt, så han ikke kan slå igennem sine modstandere med sin enorme torsokraft.

Stan ‘the Man’ har en negativ h2h mod alle i gruppen – 6-8 mod Murray, 6-7 mod Ferrer og 3-13 mod Nadal. Men de tal snyder. Han har således vundet de seneste tre opgør mod Ferrer, tre af de seneste fire mod Nadal og de to seneste mod Murray, som han sidst mødte i 2013.

Hvis der er én person i denne gruppe, der skal gå hele vejen, er Wawrinka i min optik det bedste bud. Hverken Nadal eller Murray må formodes at have de store chancer mod Djokovic (bedre versioner har dem har før fået meget klare klø her), mens Wawrinka har spillet, der på dagen kan frustrere og toppe Djokovic.

Endelig er der Nadal. Har fører 51-15 mod de øvrige modstandere i indbyrdes opgør og har vel sagtens haft sit bedste efterår siden 2005. Men det siger ikke så meget, da Nadal traditionelt er svag i efteråret.

Ikke desto mindre er Nadal så småt begyndt at finde noget, der for alvor ligner formen efter et annus horribilis, hvor han end ikke er nået til semifinalen i en eneste slam-turnering. Senest spillede han sig i finalen i Basel, hvor han pressede Federer ud i tredje sæt i en tæt kamp, hvorpå han tabte i to tiebreaks til Wawrinka i kvartfinalen i Paris.

Han er med andre ord lige ved at være der, hvor han gerne vil være. Men om det er nok på Londons hard court, er et godt spørgsmål.

Hvad Ferrer angår, må han formodes at stå med meget små chancer for en semifinale endsige en finale-placering (Federer har aldrig tabt til ham, og Djokovic har slået ham de seneste mange gange).

Men på dagen kan han drille især Nadal, men også Wawrinka – specielt hvis han kan serve lidt bedre end i dag mod Murray, hvor 0 esser blev ledsaget af hele otte dobbeltfejl.

Semifinalister: Stan Wawrinka og Andy Murray. Nadal kan dog meget vel tage en af pladserne. Meget står og falder med aftenens kamp mellem Wawrinka og Nadal. 

Den nuværende konge mod den gamle

Der er rimelig bred enighed blandt både bookmakere og eksperter om, at Djokovic er klar favorit, mens Federer er klar førsteudfordrer. Med deres ti samlede ti sejre ved denne turnering mod de øvrige seks spilleres nul, kan det da heller ikke hverken undre eller overraske.

Men hvad er det, der gør dem så særligt suveræne her?

For Djokovic’ vedkommende kan han dårligt designe et bedre underlag. Han elsker hard court i det hele taget, men langsomt hard court i særdeleshed. Derudover er han også blevet nærmest umulig at slå indendørs, hvor han ikke har tabt en kamp siden 2012.

Djokovic, der tager bolden tidligere end de fleste af sine modstandere og derfor har brug for god timing på bolden, stortrives, når der ikke er vind og mærkelige opspring. Det samme gælder for Federer, der tager bolden endnu tidligere – ofte med halvflugtninger.

Men hvorfor er Djokovic’ så alligevel den klare favorit? For det første p.g.a. resultaterne i år: Djokovic er i sin karrieres zenit, Federer i karrierens efterår.

Dertil kommer formen: Federer er 34 år gammel, og omend han spillede fremragende tennis henover sommeren, hvor han pressede Djokovic til det yderste i US Open-finalen, har det været så som så med formen siden.

Først tabte han yderst overraskende til Albert Ramos-Vinolas i første kamp i Shanghai, derpå vandt han i Basel uden at overbevise, og senest blev han servet ud af Paris i en tæt kamp mod John Isner (6-7 (3), 6-3, 6-7 (5)).

Alt i mens har Djokovic som sagt blot tabt ét sæt siden US Open-finalen.

Men vigtigst af alt er måske underlaget. Desto langsommere det er, desto mere kvælende er Djokovic’ defensiv. O2-arenaens hard court er langsomt nok til, at det formentlig kun er Wawrinka’s grundslag, der for alvor kan slå igennem Djokovic-muren.

Skal Federer vinde, skal han derfor

  • serve rigtig godt på en bane, der ikke hjælper serveren ret meget
  • komme frem til nettet så ofte som muligt, da ingen vinder mod Djokovic fra baglinjen i øjeblikket – hvilket er nemmere sagt end gjort, når Djokovic giver så få korte bolde, som han gør
  • angribe Djokovic’ forhånd mere end baghånden. Det er forhånden, der slår vinderne, men det er også den, der er mest fejlbarlig i pressede situationer
  • bruge sin slice mod Djokovic’ baghånd – den kan nemlig give fejl
  • angribe Djokovic’ andenserv med SABR (sneak attack by Roger) og risiko

Og Djokovic? Ja han skal gøre det, han gør bedst: Spille solidt, med dybde og tyngde i grundslag, returneringer og serv, være god til at skifte retning på bolden, som han altid er, og så lade modstanderne om at lave de fejl, der nok skal komme, når Djokovic sender endnu et svært slag retur på deres baglinje.

Gør han det, står han med stor sandsynlighed med sit femte World Tour Finals-trofæ i hånden på søndag som kronen på en af tennis historiens mest suveræne sæsoner.

Ekstra:

Nedenfor er statistik på de enkelte spillere mod de andre i gruppen, inkl. 2015 resultater. Ideelt set burde man også se på det i forhold til (indendørs) hard court, da underlaget har betydning, men de resultater tager lidt for lang tid at tælle sammen:

Djokovic’-gruppe:

Novak mod resten 45-25 (8-2 i 2015, begge nederlag til Federer)
Federer mod resten 38-29 (4-4, alle nederlag til Djokovic)
Berdych mod resten 9-37 (0-5)
Nishikori mod resten 7-8 (0-1)

Murray’s gruppe:
Murray mod resten: 25-27 (3-0 i 2015)
Stan mod resten: 15-28 (2-1)
Nadal mod resten: 51-15 (2-3)
Ferrer mod resten: 19-40 (0-3)

 

12 Jan

Bliver det tredje gang i træk for Novak Djokovic Down Under?

2012 Australian Open - Day 14

Det er igen blevet tid til ‘the Happy Slam’, som Australien Open også kaldes. Djokovic er forhåndsfavoritten,men både Murray og Federer lader sig ikke kue uden kamp. Og så er Australien Open traditionelt også den grand slam-turnering, der oftest byder på overraskelser. Får vi mon en ny i år?

Af Anders Høeg Lammers

Der er Djokovic, og så er der alle de andre. Sådan har det været de sidste to år ved Australian Open, hvor Djokovic har stået med trofæet på den sidste søndag. Vinder han også årets turnering, bliver han den første i den åbne æras historie (dvs. siden 1968, hvor professionelle fik lov at spille mod amatørerne) til at vinde tre australske mesterskaber i træk.

Men hvor 2011-triumfen kom i overlegen stil

med tre-sæts sejre over Tomas Berdych i kvartfinalen, Roger Federer i semifinalen og Andy Murray i finalen, var sidste års sejr mere hårfin. I semifinalen mod

Murray var han bagud med 2-1 i sæt, og det var først til allersidst i femte sæt, at han trak afgørende fra til 7-5.

Og i finalen mod Nadal burde han have lukket og slukket kampen i fjerde, men Nadal fik på imponerende vis spillet sig tilbage i kampen og førte sågar i femte sæt, før Djokovic beviste, at han stadig var the m

an to beat i historiens længste grand slam-finale, som efterlod begge spillere så drænede, at de måtte have en stol til sejrsceremonien (se kampens højdepunkter her.)

I år står der ingen Nadal og venter, da han har trukket sig flere uger før start med en mavevirus. Til gengæld har Andy Murray nu vundet både olympisk guld og sin første grand slam-titel og slået Djokovic ved begge lejligheder. Med andre ord er den mentale hurdle, som Murray ofte har haft mod Federer, Nadal og Djokovic på den største scene, formentlig væk og erstattet med spandevis af selvtillid.

Og mens Djokovic har vundet de sidste to år og tre ga

nge i alt, er Murray heller ikke helt ueffen down under, hvor han de sidste tre år er nået frem til to finaler og én semifinale. Det semilangsomme hard court-underlag passer perfekt til deres spillestil og giver dem mulighed for at fremvise deres evner som en menneskelig mur på bedste vis. Hermed ikke sagt, at de ikke også er offensive – det er de bestemt, Djo

kovic især – men det er fortrinsvis deres defensiv og evne til at slå gode slag fra de mest pressede positioner, der skiller dem ud fra resten af touren.

Hvem har fået den bedste lodtrækning?

Nadals afbud har efterladt et mindre tomrum i lodtrækningen. Da der reelt kun er tre spillere, der kan vinde turneringen – Djokovic, Murray og Federer (med Juan Martin del Potro som den største outsider, og ja, store overraskelser kan forekomme, som vi så det med Rosol-Nadal i Wimbledon) – er det ret så afgørende, hvem der møder hvem i semifinalen.

Der må man sige, at Djokovic i den grad har været den

heldige i lodtrækningen, da han trak den solide David Ferrer i semifinalen, mens Federer må forsøge sig mod Andy Murray.

Og ikke nok med det. Mens det er svært at få øje på en eneste trussel i Djokovic’ fjerdedel (og for så vidt også hans halvdel af lodtrækningen), har Federer fået en decideret gyselig lodtrækning.

Federer lægger således ud mod den hæderlige Benoit Paire (nr. 43), før Nicolay Davydenko venter i anden runde (tidligere verdens nummer tre, som for blot en uge siden spillede Ferrer ud ad banen og i 2010 var den, der kom tættest på at stoppe Federers vej mod sin fjerde australske titel). Dernæst venter to af ATP-tourens kommende stjerner – begge med potentiale til at blive fremtidige slamvindere – i form af Bernard Tomic, der netop har vundet sin første ATP-finale og har slået cirka fem top-30 spillere de sidste par uger, inkl. Novak Djokovic (om end i en opvisningskamp), efterfulgt af manden ingen ønsker at møde i en 4. runde – Milos Raonic med missilserven – som Federer ganske vist slog tre gange i 2012, men hvor to af kampene blev afgjort i tredje-sæts tiebreak.

Overlever han dette arsenal af særdeles kapable spillere og spiller sig i sin 35. grand slam-kvartfinale i træk, venter Jo-Wilfried Tsonga eller Richard Gasquet efterfulgt af Andy Murray eller Juan Martin del Potro i semifinalen. Og i finalen? Ja, der venter med endog meget stor sandsynlighed en frisk og farlig Novak Djokovic. Tak for kaffe!

Helt anderledes ser det ud for Djokovic: Først venter Paul-Henri Mathieu (nr. 58), efterfulgt af semitalentet Ryan Harrison (som i modsætning til Tomic og Raonic ikke rigtig har nogle våben), i tredje runde bliver det formentlig heller ikke farligt mod enten Feliciano Lopez, Viktor Troicki eller 31.-seedede Radek Stepanek, hvorefter Stanislas Wawrinka (seedet 15.) eller Sam Querrey venter i fjerde.

I kvartfinalen kunne det blive farligt mod Tomas Berdych. Hvis da ikke lige det var fordi, at Djokovic’ stil er den perfekte modgift til Berdych, som er 1-11 mod den serbiske nummer 1. Djokovic’ defensiv og evne til at tage bolden tidligt og dermed tage tiden fra den høje Berdych med det lange sving har foreløbig fungeret for Djokovic. Og ja, i semifinalen bliver det så enten David Ferrer (som Djokovic tæskede 6-0, 6-3 for blot to uger siden og som næppe kan true Djokovic på hardcourt) eller Djokovic’ ven og boksebold Janko Tipsarevic.

Jo tak, tæl mig blandt dem, der bliver overordentligt overraskede, hvis ikke Djokovic spadserer frem til finalen med et tab af maks. to sæt i alt.

Murray har fået en blandet lodtrækning. Som nr. 3 var det sikkert, at han skulle møde enten Djokovic eller Federer. Men kvartfinalemodstanderen Juan Martin del Potro, den sovende kæmpe, kan han ikke være helt tilfreds med. Og så alligevel: I alle fire foregående hardcourt-kampe mellem dem, har Murray vundet. Bortset fra en lidt tricky 1. runde-kamp mod storservende Robin Haase, kan Murray være fint tilfreds med sin lodtrækning, der byder på en rimelig let vej til kvartfinalen med Gilles Simon eller den funky Alexandr Dolgopolov – begge en slags a poor man’s Murray – i 4. runde som den største knast.

Overordnet set har lodtrækningen gjort favoritten Djokovic til storfavoritten Djokovic, mens Murray bl.a. i kraft af lodtrækningen må siges at være næst i rækken efterfulgt af Federer.

Hvem er der ellers?

Outsidere til titlen

Vinder du en grand slam-titel i disse år uden at bære efternavnet Djokovic, Nadal, Federer eller Murray, er det en mindre sensation. Juan Martin del Potro er den eneste, der har gjort det siden 2005 og netop pga. sin US Open-sejr i 2009, nævnes del Potro som den største dark horse op til hver eneste slam.

I år er der så måske endelig noget om snakken, efter at del Potro har brugt de sidste to sæsoner på at forsøge at genfinde fordums styrke efter en håndledsskade, der holdt ham helt ude af spillet i 2010. Ser man del Potro og Federers dueller fra 2012 som et udtryk for del Potros form, må man i hvert fald konstatere, at den er opadgående: Federer vandt således de første fire i straight sets, de næste to med nød og næppe, mens del Potro vandt de sidste to. Og vil man se, hvad del Potro kan gøre med sin forhånd, behøver man blot at kigge 20 sekunder inde i dette klip. Den er vist det, modstanderne vil betegne som uhyggelig! Men da del Potro formentlig skal slå Murray, Federer og Djokovic i rap, er en ny titel nok for meget at drømme om. Men mærkeligere ting er sket i tennis.

Af andre outsidere har vi ellers den hårdtslående og hårdtservende tjekke, Tomas Berdych, der gjorde det glimrende sidste år og burde have vundet de to første sæt mod Nadal i kvartfinalen, men i stedet tabte de sidste tre i deres fire-sæts kamp. Han har evnerne – han har slået Federer i såvel Wimbledon som US Open, what more do you need to know? – men har sjældent haft mentaliteten til at gå hele vejen. Han er som sagt seedet til at møde Djokovic i kvartfinalen, hvilket – med 1-11 statistikken in mente – i den grad bliver op ad bakke. Vinder han til gengæld den, er der gode muligheder for en finale.

Vi har den flamboyante franskmand Jo Wilfried-Tsonga, den sidste store overraskelse ved de australske mesterskaber, der fik sit gennembrud her i 2008, hvor han som verdens daværende nr. 38 slog Andy Murray i første runde og fortsatte helt frem til finalen efter at have banket og flugtet Nadal ud af semifinalen med de bombastiske 6-2, 6-2, 6-2-cifre (se højdepunkter her). Jeg så kampen fra et hotelværelse i Cambodia og har haft ham som en af mine favoritter lige siden pga. hans aggressive, eksplosive spil, hvor han – ude af takt med tiden – stormer frem til nettet, når han får lejligheden og tilmed har katteagtig boldføling, når han er deroppe. Han har været småskadet i sæsonens start og står til at møde Federer i kvartfinalen – ikke en nem, men heller ikke en uoverkommelig opgave. I 2011 slog han en velspillende Federer ud af kvartfinalen i Wimbledon ved slet og ret at være umulig at bryde i de sidste tre sæt.   

Og ja, så har vi evigt stabile David Ferrer, som netop har haft sin bedste sæson nogensinde trods det faktum, at han fyldte 30 år i første halvdel af sæsonen. Ferrer skuffer sjældent, men han overpræsterer lige så sjældent, og han har ikke våbnene til at true Federer, Murray eller Djokovic på hardcourt, hvis de spiller i nærheden af deres bedste. Gør de ikke det, står Ferrer til gengæld klar, som da han slog en halvskadet Nadal ud i kvartfinalen ved Australian Open 2011 – for så at tabe til Murray i semifinalen.

Og Ferrer har fået en drøm af en lodtrækning i form af den klart nemmeste kvartfinalemodstander (Janko Tipsarevic) og overkommelige modstandere frem til da. Så book den solide Ferrer til en semifinale, hvor han – ligesom i Australian og US Open 2012 – formentlig taber til Djokovic i tre eller fire sæt. Er det af en eller grund ikke Djokovic, der står og venter, kan Ferrer til gengæld godt gå hele vejen til finalen. Og når man først står der…

Outsidere uden egentlige titelchancer

Andre outsidere? Næppe i forhold til trofæet, men til en eventuel kvartfinale eller måske endog semifinale. Den blot 20-årige australske Bernard Tomic, der af mange anses som en kommende verdensetter, virker til at have fået skruet hovedet ordentligt på i 2013 i modsætning til 2012, hvor han blev kendt som Tomic the tank engine grundet hans lidet ihærdige indsats i en række kampe. Det ry er han dog hastigt ved at lægge fra sig her i 2013 med en imponerende start og – måske – karrierens første ATP-titel i morgen mod Kevin Andersson. Stopklodsen eller det egentlige gennembrud venter i 3. runde i form af Roger Federer. 

Der er manden med måske verdens bedste serv, canadieren Milos Raonic, som Federer som sagt også har været så heldig at trække. Ligesom for Tomic vil det være et gennembrud af dimensioner at slå Federer i en slam.

Der er vildskuddet Jercy Janowizc, som imponerede alt og alle med en runner-up-placering ved Paris Masters sidste år og er havnet i turneringens svageste fjerdedel. Finder han noget nær samme form frem, kan han blive et ubehageligt bekendtskab for Nicholas Almagro (3. runde), Janko Tipsarevic (4. runde) og David Ferrer (kvartfinalen).

Og endelig er der Baby Federer, dvs. Grigor Dimitrov, som spillede sig frem til sin første ATP-finale så sent som i sidste uge, hvor han tabte en tæt kamp til Andy Murray. Som med Tomic er der talent i spandevis. Også han er havnet i den letteste fjerdedel og kan meget vel skabe rav i den for Tipsarevic, som han potentielt kan møde i 3. runde.

Tomic, Raonic, Jercywicz og Dimitrov hører I i øvrigt meget mere om i et kommende indlæg på Sport fortalt.

Og mit bud? Før lodtrækningen regnede jeg med Djokovic som svag favorit foran Murray eller Federer – afhængig af lodtrækningen. Nu bliver jeg en smule overrasket, hvis det er andre end ham, der vinder. Og formentlig er det kun Murray, der for alvor har en chance.

Underlaget er for langsomt til, at Federer burde kunne spille sig igennem to 25-årige modstandere på toppen af deres karriere i træk. For at slå Djokovic i Australien, har Federer formentlig brug for, at Murray gør Djokovic mør inden. Det kan ikke ske i år. Skulle Federer mod alle odds alligevel vinde turneringen, vil sejren selvfølgelig blot være så meget desto mere imponerende. Men pilen peger på Djokovic med Murray som førsteudfordreren. En finale mellem de to kan også blive en meget god kamp (se f.eks. højdepunkter fra deres finale i Shanghai her eller deres semifinale i Australian Open her – begge fra sidste år). Og bliver det de to i finalen, er Murray bestemt ikke uden chancer.