09 Apr

Et farvel til en af de største – Tom Boonens sidste brosten

fullsizeoutput_5de9

fullsizeoutput_5de9
Søndag kører Tom Boonen sit sidste cykelløb. Hele verden håber, at han vinder og dermed tager rekorden for flest sejre i Paris-Roubaix. Uanset hvad, vil Tom Boonens navn gå over i historien som en af nyere tids største cykelryttere – og som brostensløbenes tæt på ubestridte konge.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Fausto Coppi. Eddy Merckx. Bernard Hinault. For de af os, der lærte cykelsporten at kende i 90’erne, er det navne, der vækker en form for ærefrygt. Vi kendte dem ikke selv. Vi så dem ikke selv køre. Vi hørte om dem. Og vi læste om dem.

Mens vi sad i stuen og heppede på Bjarne Riis og Rolf Sørensen, blev vi af kommentatorer og eksperter hele tiden skolet om fortidens giganter, og vi lærte efterhånden, at skæbnen ville det sådan, at vi var efterladt med cykelhistoriens left overs.

Ingen af de ryttere, vi selv så kæmpe om sejren i de store rundture og de store éndagsløb – selv ikke de allerstørste af disse – kunne angiveligt måle sig med fortidens kæmper.

Ryttere kom, ryttere gik. Og de største af dem gik ikke altid frivilligt, men blev ofre for deres egen hang til præstationsfremmende midler, som offentligheden ikke delte deres begejstring for.

Mange fans tog konsekvensen og vendte sporten ryggen. Men lige så mange holdt fast. Og flere kom til. Cykelsporten bredte sig og gik fra at være en udpræget europæiske sport til i dag at være global.

Som tiden er gået, er det blev stadig lettere at sætte pris på de præstationer, man selv har haft fornøjelsen af at opleve live.

Det skyldes ikke mindst, at der i nullernes kamp for overlevelse dukkede ryttere op, som eftertiden i den grad kommer til at huske. Ryttere, som har været stjerner i deres samtid. Og som allerede har opnået status som legender. Ryttere, som fremtidige generationer vil høre om igen og igen.

Rivalisering skaber legender
To af disse af Fabian Cancellara og Tom Boonen. Spartacus og Tornado Tom er uden sammenligning de bedste klassiker-ryttere i deres generation. Med syv sejre til begge ryttere har de domineret klassikerne i en grad, som man skal langt tilbage i historien for at finde mage til.

Historien om én de to ryttere vil uværgerligt involvere den anden. Cykelsporten er fyldt med rivaliseringer, og Boonen og Cancellaras parløb vil gå over i historien som et af de mest fascinerende. Ikke pga. had de to imellem. Ikke på grund kulturelle spændinger eller fordi de delte folkegrupper mellem sig, som man så det med Coppi og Bartali.

Rivaliseringen mellem Boonen og Cancellara udspringer af det simple faktum, at de var niveauer over alle andre i deres generation i den samme disciplin: Brostensklassikerne.

Med næsten samme alder har deres rivalisering desuden kunnet vare længere end de fleste andre i cykelhistorien. Det er svært at afgøre, hvem der har været bedst af de to. De havde begge nedture, men på forskellige tidspunkter. Og som Ed Pickering skriver i ProCycling: Hvordan vægter du Cancellaras 29 dage i den gule foretrøje (uden at vinde trøjen) over for Boonens grønne trøje? Og Cancellaras 4 verdensmesterskaber i enkeltstart over for Boonens verdensmesterskab i linjeløbet?

Sprinteren og enkelstarteren
Når det er svært at afgøre, skyldes det, at Boonen og Cancellara i bund og grund er meget forskellige ryttertyper.

Cancellara vil de fleste huske for hans suveræne evner på en enkeltstart. Han er måske den bedste enkeltstartsrytter nogensinde, hvilket de fire verdensmesterskaber og to olympiske guldmedaljer i disciplinen vidner om. Han kunne også vinde korte etapeløb som Tirreno-Adriatico og Schweiz Rundt og var i det hele taget en komplet cykelrytter.

Tom Boonen startede som sprinter og vandt blandt andet seks etapesejre i Tour de France. Samtidig blev han brostensløbenes ubestridte konge. Gent-Wevelgem vandt han tre gange. Det samme med Kuurne–Brussels–Kuurne. E3 Harelbeke har han vundet hele fem gange.

Deres store rivalisering var således afgrænset til dysten på brosten, hvor de – forskelle til trods – begge var niveauer over alle andre.

De store slag på brosten
Flandern Rundt og Paris-Roubaix blev de helt store slagmarker. Ikke altid i de samme år, da formkurvernes divergens, skader og andre dårligdomme ofte gjorde den ene af de to ukampdygtig. Deres fælles dominans står i midlertid mejslet i statistikbogens granit: 13 sejre i alt i de to løb. 7 til Boonen, 6 til Cancellara.

Forklaringen er relativt simpel: Råstyrke og udholdenhed – samt evnen til at holde et højt og opslidende tempo, når det gør allermest ondt. At undertvinge sig brosten kræver power og udholdenhed som ingen anden udfordring i cykelsporten. Og det er her, begge ryttere har været uden sidestykke.

Begge kunne rive sig løs på brostenene langt fra målstregen og holde et splittet felt og detroniserede modstandere bag sig hele vejen til mål. I 2012-udgaven af Paris-Roubaix kørte Tom Boonen alene i hele 53 kilometer. I 2010 gjorde Cancellara det samme i omkring 46 kilometer.

Se her hvordan de to kører alene væk i 2010-udgaven af Flandern Rundt efter et opslidende angreb af Cancellara op af Molenberg.

Begge har også været blandt verdens bedste afsluttere i de allerhårdeste løb. At kunne levere den sidste finish, når alle kører helt til grænsen og energidepoterne er helt tomme.

Lige netop her har Tom Boonen qua sin sprinterfortid altid været foran Cancellara, som i højere grad har forsøgt at slide sine modstandere op og komme alene til mål.

I en af deres mest direkte dueller viste Boonen sine sprinteregenskaber og tog sin på det tidspunkt tredje sejr i Paris-Roubaix i en spurtsejr over Cancellara og Ballan.

Paris-Roubaix
Og for Tom Boonens vedkommende er det netop præstationerne i Paris-Roubaix, der særligt vil blive husket. Sammen med sin store rival har Boonen domineret løbets nyere historie totalt. Siden 2005 har de to ryttere vundet syv af udgaverne. Fire sejre til Boonen, tre til Cancellara. Og i de år, hvor en af de to ikke har vundet, har én af dem – eller dem begge – været den, alle de andre skulle slå.

Cancellara sluttede sin karriere sidste år. Søndag kører Tom Boonen sit sidste professionelle løb, hvor han skal forsøge at tage rekorden som den mest vindende rytter i Paris-Roubaix nogensinde.

Den nuværende rekord deler han med Roger De Vlaeminck. Endnu en af fortidens giganter, min generation skulle høre om i tide og utide. Af danskere nok særligt husket fra Jørgen Leths dokumentar, En forårsdag i helvede.

Spørgsmålet er, om Tom Boonen i sit sidste løb kan tage sejren og sætte sig alene på den ubestridte trone som historiens konge af Paris-Roubaix?

Kan Boonen vinde?
Meget taler for. Først og fremmest kender Boonen løbet så godt, at han selv som tæt-på-pensioneret 36-årig vil være i spil til sejren.

Dertil skal lægges, at ude af form er han ikke. Slet ikke. Før styrtet i sidste søndags Flandern Rundt så han skarp ud og ville helt sikkert have kørt med om sejren, havde han været styrtet foruden. Og lytter man til manden selv, er der ingen tvivl: Han er i bedre form end sidste år (hvor han blev nr. 2), og han kører for at vinde.

Men han får det svært. For det første er Paris-Roubaix uheldenes holdeplads. De mange brosten inviterer til punkteringer og styrt. De bedste ryttere er typisk også eksperter til at klare sig igennem netop disse udfordringer, men alt kan ske – selv for de bedste – og det gør løbet uforudsigeligt.

Samtidig er der mange om buddet. Som det pointeres i optakten til løbet på feltet.dk er Paris-Roubaix er et specielt løb med sine helt egne favoritter. Hjælperyttere, som normalt lever et liv i skyggen, har frie tøjler, fordi de i kraft af råstyrke og udholdenhed – samt særlige evner på brostenene – har udviklet sig til eksperter i netop Paris-Roubaix. Vindere som Johan Vansummeren er et pragteksempel på dette.

Dertil skal lægges de åbenlyse stjerner og favoritter, hvor særligt Peter Sagan, John Degenkolb, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff og Niki Terpstra blivet fremhævet.

Farvel til en af de største
Med andre ord: Boonen har en realistisk chance. Og han har hele cykelverdenen i ryggen. Men uanset om han vinder, er han allerede en legende. Hans navn er for længst slået fast i cykelsportens historie som en af de bedste nogensinde og som den bedste brostensrytter i nyere tid.

Derfor bliver det på samme tid både trist og stort at se søndagens udgave af Paris-Roubaix. På den ene side siger vi farvel til en af de allerstørste. På den anden side er vi heldige. Heldige, fordi vi har været med hele vejen og fulgt en fantastisk rytters karriere fra start til slut. En rytter, som senere generationer vil få tudet ørene fulde af. Igen og igen!

03 Apr

Endelig nyt fra vestfronten

Ronde van Vlaanderen 2010

Flandern Rundt står for døren. Endnu en gang skal feltet udsættes for den flamske geografis værste elementer. Smalle veje, stejle stigninger, strid vind, regn, lave temperaturer – og vigtigste af alt: brosten i massevis.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Da en af de lokale i hovedpersonens hjemby i Erich Marie Remarques roman ”Intet nyt fra Vestfronten” skal belære romanens hovedperson, Paul Baümer, om, hvordan tyskerne kan vinde krigen, henviser han straks til det nordbelgiske hovedland, Flandern. Det er her, tyskerne skal gå offensivt ind, hvis krigslykken skal vendes, lyder det. Flandern var nemlig et kerneområde på den vestfront, hvor unge tyskere, franskmænd og briter mistede livet i en – i historiens klare lys – meningsløs stillingskrig.

Cykelrytternes slagmark

I år er det 100-året for 1. verdenskrigs begyndelse, og på søndag er der i den grad nyt fra den hedengangne vestfront. Det har der været hvert år i begyndelsen af april siden 1913 – minus 1915-1918, hvor vestfronten var forvandlet fra fredelige belgiske marker til en bombet og blodig slagmark.

1913 var nemlig det år, hvor Flandern Rundt blev kørt for første gang. Mens verdenskrigen fylder 100, fylder den nordbelgiske cykelklassiker således 101. I år er derfor ikke et jubilæum. Men det betyder ingenting. For Flandern Rundt er et cykelløb helt for sig, der byder på en skrækkelig kombination af brosten og korte stejle stigninger. På mange måder en frygtelig blanding af udfordringerne fra henholdsvis Liège–Bastogne–Liège og Paris-Roubaix.

Uden sammenligning i øvrigt med 1. verdenskrigs ufattelige lidelser, så er Flandern Rundt en cykelrytternes slagmark, hvor lidelserne – i sportslig henseende – når højder, som sjældent matches af andre i løbskalenderen. Derfor er løbet hvert eneste år en begivenhed af de helt store.

Monumentet i nord

Løbet blev skabt af de flamske cykelfans tørst efter en lokal cykelbegivenhed, der kunne puste nyt liv i en cykelsport, som ikke var i sin bedste fatning. Belgien havde allerede Liège–Bastogne–Liège, men da det finder sted i den fransktalende del af landet, var der behov for en konkurrent i det flamsktalende nord.

De første år blev ikke den store succes, men løbet skrev sig alligevel ret hurtigt ind i historiebøgerne. I 1919 vandt den hjemvendte soldat Henri Van Lerberghe en legendarisk sejr, hvor han kom til løbet nærmest direkte fra fronten. Han måtte sågar låne en cykel for at deltage. Den kampklare soldat endte med at vinde brostensduellen på overlegen vis. Undervejs mod sejren stoppede han endda på en café og drak øl, indtil hans træner tvang ham på cyklen igen.

Fra slutningen af 20’erne begyndte løbet at blive mere anerkendt. En af forudsætningerne var, at arrangørerne kunne byde på en markant anden type rute end de andre store løb. En kombination af ofte stridigt nordeuropæisk forårvejr, lange brostensstykker samt korte og stejle stigninger gør løbet ufatteligt hårdt. Sidenhen er Flandern Rundt gået hen og blevet én af cykelsportens såkaldte fem monumenter, hvoraf de andre fire er Milano – San Remo, Paris-Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt.

Belgiernes løb

Flandern Rundt har fra starten været belgiernes løb. Af de 97 hidtidige løb er de 68 vundet af en belgisk rytter. Og i de første 32 udgaver var der kun én enkelt vinder, som ikke var belgier. Belgierne dominerer stadig løbet. De seneste 10 år har seks af vinderne således været fra Belgien.

Den legendariske belgier Eddie Merckx vandt løbet to gange. Særligt den første sejr er gået over i historien som en af de største – en sejr, som var med til at løfte løbet op på øverste trin i den interne rivalisering mellem de store én-dagsløb. Sejren kom i 1969. Kannibalen Merckx var i gang med et løbsår, som mange cykelkendere opfatter som den bedste sæson af en cykelrytter nogensinde. Da han ankom til sit hjemlands store cykelløb, blev han mødt af godt gammeldags flamsk forårsvejr. Hård vind fra havet, masser af regn, lave temperaturer samt udsigt til de mange våde og glatte brosten.

Merckx gik hurtigt i udbrud sammen med 21 andre ryttere. Men ingen af de andre gad deltage i arbejdet, og Merckx sad alene i front af gruppen i næsten 60 km, inden han med 70 km igen i stærk modvind valgte – på trods af sin sportsdirektør Guillaume Driessens befalinger – at gå solo. Sportsdirektøren råbte af sin stjerne: ”Er du skør. Du vil dø i den modvind. Vent på gruppen!”. Kannibalen svarede prompte: ”Go fuck yourself”. Da han kom i mål, udtalte han de legendariske ord: “If I have to do all the work, I can ride by myself!”.

Stjernen kom i mål alene med over 5 minutter til den nærmeste forfølger, den italienske mester Felice Gimondi, og mere end 8 minutter til feltet. Sejren er gået over i historien, fordi den repræsenterede løbet på fornemste vis: Den stærke slider, som angriber langt ude fra og under forfærdelige vejrforhold kæmper sig i mål foran resten af feltet.

Plain old raw power

Hvad er det så, der kendetegner Flandern Rundt? Først og fremmest de utallige korte, stejle brostensstigninger. De klassiske bjergryttere, som dominerer stigningerne i de store etapeløb, vil her komme til kort. Stigningerne er simpelthen for korte, og brostensunderlaget er for hårdt og skaber for meget modstand for fremdriften. Derfor er kravet ikke traditionelle klatreevner, men derimod plain old raw power. Der skal simpelthen kunne trædes nogle høje watt-tal, mens udholdenhed er afgørende for at kunne køre med om sejren.

Derudover er vejret ofte en faktor. Tidligt i april er der ofte lave temperaturer, hård vind fra vestkysten samt tung regn. Kombineret med de mange brostenskilometer er det en farlig og ikke mindst hård cocktail. Brostenene bliver glatte, og, udover råstyrke, kræver det en fantastisk teknik at komme igennem passagerne med mindst mulig energiforbrug – samt ikke mindst uden uheld.

Upopulære ruteændringer

Flandern Rundt har i nyere tid været omkring 250 km lang, hvor de berygtede brostensstykker typisk spreder sig ud over løbets sidste halvdel. Det er stadig tilfældet. Men de seneste år er der sket en række markante ændringer. I 2012 indførte arrangørerne en afsluttende rundstrækning, hvor rytterne skulle tre gange over de to stigninger Oude Kwaremont og Paterberg. Til gengæld blev den legendariske Muur van Geraardsbergen (også kaldet Muur-Kapelmuur) samt den tidligere sidste stigning Bosberg skrottet, og målbyen blev flyttet fra Meerbeke til Oudenaarde. Ønsket fra arrangørerne var at gøre løbet hårdere og dermed mere spændende. Men i praksis skete det modsatte, og både fans og ryttere var ikke glade.

Først og fremmest var der utilfredshed med, at Muur-Kapelmuur ikke længere var med. Stigningen er ca. en kilometer lang, hvilket er langt i Flandern-sammenhæng. Desuden stiger den med 9,3 pct., og kommer visse steder helt op på næsten 20 pct. Og så er den belagt med brosten! Helt modbydelig for rytterne, spektakulær for tilskuerne. Muren og Bosberg-stigningen var afsluttende stigninger i næsten alle udgaver fra 1975 til 2012, og fra 1988 til 2011 blev løbet ofte reelt afgjort op Muur-Kapelmuur. Derfor var den stærkt savnet af løbets fans.

Den nye rute blev derudover kritiseret for at være for hård, hvilket gjorde løbet alt for kontrolleret. Tre gange op af Oude Kwaremont og Paterberg, samt den berygtede Koppenberg-stigning, som lå lige efter den første tur op af Oude Kwaremont og Paterberg. Paterberg er 400 meter lang og stiger med 12,5 i snit – visse steder når den op på 20 pct. Tre gange op af den vil dræne selv de stærkeste for al energi. Oude Kwaremont stiger kun med 4,2 pct. i snit med 11 som det stejleste. Men den er 2,2 km lang, hvilket gør det til den længste i løbet – og på brosten gør det ondt i hele kroppen.

Koppenberg er 600 meter lang, og den bliver hele tiden stejlere mod toppen. I snit stiger den med 11,6 pct., og mod toppen rammer den hele 22 pct. Stigningen er så hård, at flere ryttere simpelthen må stå af cyklen og gå mod toppen. Se eksempelvis klippet her fra 2008, hvor Stijn Devolder og Tom Boonen kommer først op af Koppenberg, mens flere af efterfølgerne må stå af cyklen:

Favoritterne venter

Den nye rute var så hård, at den helt naturligt fik de største favoritter til at vente til sidste tur op af Oude Kwaremont  og Paterberg, før de angreb. Som eksempelvis sidste år, hvor Cancellara først angreb sidste gang op af Oude Kwaremont, hvorefter han brugte sin store motor til at trække fra sine sidste to følgesvende op af Paterberg.

Det ser imponerende ud, men det kommer simpelthen for sent. Og det er netop det, som kritikken går på. Flandern Rundt blev også tidligere afgjort sent i løbet – gerne op af Kapelmuur – men tidligere var der sikkerhed for, at favoritterne rørte på sig tidligt i løbet. Det var der ikke længere med ruteændringen i 2012. Tværtimod. Tendensen blev forstærket yderligere af, at arrangørerne havde lagt en række lange flade sektioner ind mellem stigningerne i løbets afslutning, hvilket yderligere mindskede tilskyndelsen til at angribe ude fra – risikoen for at blive hentet var simpelthen for stor.

Favoritterne ventede derfor, og det betød også, at Koppenberg ikke blev så afgørende, som den kunne – og burde – være. Og med Kapelmuur ude betød det, at Paterberg var blevet den vigtigste stigning – og det er ærgerligt, alternativerne taget i betragtning. Ændringerne fik reelt Flandern Rundt til at minde mere om Ardennerklassikerne, som ofte først afgøres i en stor finale mellem favoritterne i et forholdsvis stort felt. Det flugter for mange fans ikke med Flanderns DNA. Flandern Rundt skal være et løb, hvor vinderen skal angribe tidligt, og hvor man skal kæmpe hele vejen til mål – over samtlige brostensstykker.

Koppenberg bliver afgørende

Kritikken har fået arrangørerne til at ændre en smule ved ruten. Målbyen er stadig Oudenaarde, og Oude Kwaremont er stadig med tre gange. Det skyldes nok især, at den lange strækning (2,2 km) er meget tilskuervenlig. Men Paterberg er i år kun med to gange. De to stigninger vil stadig udgøre løbets afsluttende del.

De mange lange flade sektioner er desuden byttet ud med korte flade sektioner for at gøre løbet sværere at kontrollere, hvilket vil tilskynde til flere og tidligere angreb. Der er således maksimalt 12 kilometer mellem brostensstigningerne og oftest mindre. Den første stigning er Oude Kwaremont, og den kommer først efter 108 kilometer. Derefter skal rytterne køre yderligere 100 kilometer, før de skal køre op af samme stigning anden gang, hvorefter Paterberg skal bestiges for første gang. Først herefter kommer Koppenberg, som med nu kun 45 km til mål er tættere på afslutningen end nogensinde før.

Det betyder, at Koppenberg i år kan vise sig at blive den afgørende stigning. Favoritterne vil ikke kunne tillade sig at lade nogen have et for stort forspring, når Koppenberg er afsluttet – derfor bliver de nødt til at køre offensivt. Det skyldes, at der ikke er lange nok flade strækninger mellem stigningerne til, at man kan vide sig sikker på at hente eventuelle udbrydere igen. Desuden skal rytterne en sidste gang over både Oude Kwaremont og Paterberg, hvorfor det vil blive umuligt at kontrollere løbet efter Koppenberg.

Cancellara igen igen

Løbet er derfor langt mere uforudsigeligt i år, hvilket også betyder, at det ikke nødvendigvis er den stærkeste rytter, der vinder. Det var det i 2012 og 2013, hvor henholdsvis Tom Boonen og Fabian Cancellara vandt. Vi er nu tilbage til en rute, der i højere grad vil tillade overraskelser. Som eksempelvis i 2008 og 2009, hvor Stijn Devolder vandt løbet, eller i 2011 hvor Saxo Banks belgier Nick Nuyens løb med sejren.

Det ændrer dog ikke ved, at den store favorit igen i år er Fabian Cancellara. Han har vundet løbet to gange tidligere, og skal forsøge at rangere rekorden på tre sejre, som holdes af fem ryttere – hvoraf de fire er belgiere. Han sekunderes som storfavorit af sin evige rival i brostensklassikerne, Tom Boonen – den ene af de fire belgiere, der har vundet løbet tre gange.

Boonen og Cancellara er de ubestridte eksperter i brostensklassikerne, hvad deres resultatslister vidner om. De har den kombination af råstyrke,  teknik og udholdenhed, det kræver at vinde Flandern Rundt. Dog er de begge fyldt 33, og noget kunne tyde på, at de har deres bedst år bag sig. Det ændrer dog ikke ved, at de stadig indtager favoritrollerne, og må forvente at skulle tage ansvar for løbets udvikling. Cancellara har endnu ikke vundet et løb i år, men han har set utrolig stærk ud i opvarmningsløbene, særligt E3 Harelbeke samt Milano-San Remo, hvor han blev nummer 2. Boonens start på 2014 har været præget af personlige tragedier, hvorfor han ikke var med i Milano – San Remo. Han har ser dog ud til at komme til Flandern i topform og vandt blandt andet Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvilket ofte er en god indikator på, hvem der kan køre med i Flandern Rundt. Særligt Boonen ser dog ud til at have mistet lidt af fordums styrke – især når det går opad, og det kan vise sig, at han ikke kan køre med, når Fabian sætter motoren til.

Er det Sagans tur?

Den tredje store favorit er det unge stjerneskud Peter Sagan, som blev nummer to sidste år efter Cancellara. Han har netop vundet nævnte E3 Harelbeke, og mens de to andre storfavoritter har deres karriere bag sig, så bliver Sagan hele tiden bedre. Han har ikke helt samme råstyrke som Cancellara, men han er langt hurtigere på stregen. Nøglen for Sagen bliver at holde sig til de to andre favoritter, mens det for Cancellaras vedkommende gælder om at gøre løbet så hårdt, at Sagan ikke kommer med dem hjem. Hvor Boonen stiller sig i dette dilemma bliver spændende at følge.

Men alt kan ske. Ruteændringen gør simpelthen, at løbet er mere åbent – favoritterne kan ikke på forhånd planlægge, hvad de vil gøre, men må i højere grad se løbet an. Og de er tvunget til at køre offensivt. Af andre ryttere, der kan forventes at køre med om sejren, skal nævnes John Degenkolb, som netop har vundet opvarmningsløbet Gent – Wevelgem – et løb som minder meget om Flandern Rundt om end i en lidt lettere udgave. Derudover skal man holde øje med ryttere som Edvald Boasson Hagen, Jürgen Roelandts, Sylvian Chavanel og Greg Van Avermaet.

Som sagt kan vi i år håbe på at se Koppenberg-stigningen tilbage helt i centrum i løbets udvikling. Denne Sport fortalt-skribent skal i år for første gang køre amatørernes udgave af Flandern Rundt dagen før de professionelle. Og netop Koppenberg er den stigning, jeg frygter mest – og på samme tid ser mest frem til! Som minimum håber jeg, at det går bedre, end da en meget ung Jesper Skibby i sit andet år som professionel i 1987 skulle forcere Koppenberg for første gang. Se, hvad der skete, her:

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image