Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-includes/pomo/plural-forms.php on line 210

Warning: session_start() [function.session-start]: Cannot start session when headers already sent in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/func/comment-inline-error.php on line 9

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
thiago silva | Sport fortalt thiago silva – Sport fortalt
23 Jun

Joga Bonito – når forsvar er det bedste angreb?

Romario og Ronaldo

Intet fodboldhold påminder os om det allerbedste, vi mennesker kan præstere, som det brasilianske. Ved dette VM stiller de brasilianske hjemmebanefavoritter dog for en gangs skyld op med et hold, der er stærkest i defensiven. 

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Der bliver talt og skrevet meget om Brasiliens kanariegule landshold for tiden. Al denne talen og snakken er blandt andet gået på brassernes mulighed for at revanchere det smertefulde hjemmebanenederlag på Maracanã til Uruguay i 1950, men endnu mere spalteplads og endnu flere TV-indslag har trods alt fokuseret på aktuelle temaer som holdets angivelige favoritværdighed, Brasilien som værtsnation (med overvejende negativt fokus på fx ufærdige stadions, uholdbare regnskaber såvel som landets dubiøse forhold for gadebørn, prostituerede og fattige i det hele taget) samt en helt grotesk opmærksomhed omkring VM-turneringens indiskutable poster boy número uno, Neymar Jr.

Meget kan og bør siges om den politiske situation i Brasilien, ligesom det er tydeligt, hvordan VM som fænomen i det hele taget afslører det allerværste ved verden af i dag; nemlig hensynsløs og korrupt big business på den éne side (hos FIFA (og ret beset hos de fleste topspillere, der vel efterhånden er noget af det tætteste, den globaliserede kapitalisme kommer på at have regulære lejesoldater) og en temmelig uproduktiv nationalisme på den anden (hos alt for mange fodboldgale fans verden over, desværre).

Heldigvis er VM også stadigvæk en påmindelse om temmelig meget af det allerbedste, vi mennesker i sportslige sammenhænge kan præstere, for så vidt som dygtighed, arbejdsomhed, solidaritet, kreativitet, elementær spænding, forskellighed, disciplin, leg, historiefortælling såvel som glimt af lodret genialitet også udgør en hel del af, hvad det store VM-cirkus bringer med sig. Og intet landshold repræsenterer så stærkt et symbol på alle disse allerbedste ting som netop det brasilianske.

Fra 1958 til 2010: Angrebsprofiler ad libitum

Det hører klart nok med til historien om det brasilianske landshold, at ét og andet i mellemtiden er sket, siden det ikke lykkedes for los Canarinhos at erobre deres første VM-trofæ tilbage i 1950. Otte år efter misæren på Maracanã vandt Brasilien nemlig VM i Sverige (den foreløbigt eneste gang et ikke-europæisk hold har vundet en VM-turnering på europæisk grund, oven i hatten). Den bedrift gentog de i 1962 (intet hold har sidenhen forsvaret en VM-titel (og kun Italien har tidligere præsteret det)), og efter en enkelt svipser i England i 1966 slog brasserne til igen i 1970 i Mexico. Den indiskutable fodbold-mythos, der omgiver det brasilianske landshold, trækker helt åbenlyst tunge veksler på dette legendariske hold, der – helt uhørt – vandt tre verdensmesterskaber på blot fire forsøg (klart nok med nogle udskiftninger undervejs). Den allermest ikoniske repræsentant for den både legende og angrebslystne fodboldfilosofi, man sidenhen forbinder med Brasilien, er selvfølgelig Péle, men også typer som den urealistisk driblestærke Garrincha og den lynhurtige Jairzinho har omtrent legendestatus i deres fodboldtossede moderland.

Pointen hér er imidlertid ikke først og fremmest at genfortælle historien om Péle & co. men om at understrege, at en stolt tradition for først og fremmest offensive profiler har karakteriseret, hvad vi opfatter som essensen af Brasiliens landshold lige siden holdets første storhedsepoke.

Der skulle så også gå 24 år efter 1970, før Brasilien igen satte sig på fodboldens fornemste trone. Denne gang afholdtes turneringen i USA, og denne gang hed profilerne Romário og Bebeto. Bebeto var – for sit vedkommende – blevet topscorer i den spanske liga for Deportivo la Coruña med 29 scoringer i sæsonen 1992-93, men han ankom til VM med en (på herningensisk) totalt træls episode i frisk erindring, da han i sidste spillerunde af sæsonen 1993-94 simpelthen ikke turde sparke det afgørende straffespark i den afgørende ligakamp mod Valencia, hvorpå holdkammeraten Dukic brændte, hvorefter FC Barcelona (ledet af legendariske Johann Cruyff og med en vis Michael Laudrup på den offensive midtbane) i stedet blev spanske mestre for fjerde gang på stribe. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget (i øvrigt en komplet meningsløs talemåde), og hvad Bebeto i denne sammenhæng må have mistet af momentum, synes at være overgået ligefremt proportionalt til hans angrebsmakker på landsholdet, Barças Romário, der – med hele 30 sæsonscoringer (som han tilmed havde lovet at score, fandeme!) og et dugfrisk mesterskab på kontoen – formelig struttede af selvtillid og målnæse i USA.

I al fald udgjorde Bebeto og Romário en frygtindgydende frontduo i 1994, og det var på flere planer et symbolsk ladet øjeblik, da verdens bedste spiller fra året inden, nemlig AC Milans svært kramperamte Roberto Baggio, sparkede mange meter over mål i den straffesparkskonkurrence, der afgjorde en – indrømmet – lettere søvndyssende finale mellem Italien og Brasilien (Romário scorede i sagens natur via trekantsammenføjningen). I og med dette spark overgik verdensmesterskabet i 1994 nemlig fra Tyskland til Brasilien, lige så vel som kåringen som verdens bedste fodboldspiller 1994 overgik fra føromtalte Baggio til Romário.

Hvis vi skal opsummere: Brasilien havde altså endnu et VM-trofæ til samlingen såvel som, hvad der vel med rimelighed kunne – endnu engang – regnes for verdens stærkeste landsholdsangreb. Og for lige at være sikker: Min påstand er ikke hér, at Brasiliens spillestil som sådan var synderligt angrebsivrig i 1994, men blot, at holdets stærkeste spillere slet og ret var angriberne; samt vel nok midtbanegeneralen Dunga og den offensivt orienterede Leonardo. Det er desuden min klare opfattelse, at holdet – der tit anklages en smule unuanceret for at have spillet kedeligt under Carlos Alberto Parreiras ledelse – i realiteten burde have scoret væsentlig flere mål end de 11 scoringer, det blev til i deres 7 kampe (1-0-sejrene mod USA og Sverige i henholdsvis ottendels- og semifinalen kunne fx snildt have endt to gange 3- eller 4-0 til brasserne).

Det lykkedes ganske vist ikke for los Canarinhos at forsvare titlen i 1998 i Frankrig, hvor det i stedet blev til et sært 3-0-nederlag i finalen mod værtsnationen Frankrig. Les bleus nød i dén sammenhæng godt af hjemmebanefordel (den findes!), en grotesk velspillende Zinedine Zidane (assisteret af et klippefast forsvar og en bomstærk midtbane) såvel som en mærkelig utilpas Ronaldo i finalen, der – efter sigende – stort set var blevet tvunget til at spille af sin personlige sponser, Nike.

Ikke desto mindre: Brasilien kom altså ret tæt på et titelforsvar – og endnu engang var det med en stjernespækket offensiv (udover gengangeren Bebeto drejede det sig om Ronaldo (årets spiller i 1996 og 1997) og Rivaldo (årets spiller i 1999)) såvel som en væsentlig mindre stærk defensiv (Aldair, Junior Baiano m. fl.). Akkurat som i 1994 havde Brasilien godt nok glimrende offensive backs (især Jorginho (1994), Cafú (1994 og 1998) og Roberto Carlos (1998), men disse spillere var netop – og nu gentager jeg – glimrende offensive – snarere end egentlig defensive stærke – backs.

I 2002 vandt Brasilien sit femte VM (mod Tysklands tre og Italiens (sidenhen) fire), og opskriften på succes syntes efterhånden ikke til at tage fejl af: Et acceptabelt forsvar (fx Lucio og Junior Baiano), en godkendt midtbane og så igen-igen-igen-igen en helt surrealistisk stærk offensiv formation med Ronaldo, Rivaldo og det seneste mega-stjernefrø, Paris St Germains Ronaldinho (der i parentes bemærket gik hen og blev kåret til verdens bedste spiller i både 2004 og 2005). Denne trio udmærkede sig på forskelligartet vis i løbet af slutrunden: Rivaldo foregav – for sit vedkommende – at være blevet ramt i ansigtet, da en bold ramte ham på benene i en kamp mod Tyrkiet. Ronaldinho lobbede bolden over David Seaman i en situation, man bare kan blive ved med at more sig over ved at gense på YouTube (forudsat man ikke er Seaman- endsige England-fan). Og nå ja: Ronaldo klippede sit hår i en absurd (tyrkisk?) halvmåne, inden han præsterede en signatur-tåhyler mod Tyrkiet i semifinalen og herpå knaldede henholdsvis sine scoringer nummer syv og otte i turneringen forbi Oliver Kahn i finalen mod Tyskland. In summa: Brasilien vandt VM. Stjernerne var at finde i angrebet eller til nøds på den offensive midtbane.

I 2006 var gumpetunge Adriano og den – på det tidspunkt – helt fabelagtigt velspillende Kaká (der – for nu at holde stilen – blev kåret til årets spiller i 2007) udset til at erstatte Rivaldo i den brasilianske offensiv. Brasserne fandt dog aldrig helt melodien og kunne da heller ikke drive det til mere end et tamt 1-0-nederlag mod Frankrig i kvartfinalen samt en kedelig rekord til Ronaldinho som den spiller i turneringen med flest fejlafleveringer på samvittigheden. Brasiliens titelforsvar slog altså fejl nok engang, men holdet var rent faktisk favoritter hos virkelig mange ”eksperter”, inden slutrunden gik i gang – vel at mærke pga. holdets offensive (og desværre ret så ikke-indløste) potentiale.

I 2010 stillede Brasilien op med en uvant impotent angrebsformation bestående af en stadig mere uinspireret Káka, den altid uberegnelige enfant terrible, Robinho, og en ikke ligefrem fuldkommen ustoppelig Luís Fabiano. Resultatet: Endnu et kvartfinale-exit; denne gang mod Holland.

Brasilien i Brasilien: Neymar-hype og det stærke forsvar

Til dato kan Brasilien således meget vel siges at have haft to storhedsperioder: Den første fra 1958 – 1970 (tre VM-trofæer på 12 år) og den anden fra 1994 – 2002 (to VM-trofæer og andenplads på otte år). Igen i år er los Canarinhos favoritter til titlen, men sagen er så, at det for en gangs skyld er i defensiven, at holdet synes at være stærkest.

Der er ganske rigtigt (som allerede nævnt) endnu engang en god del hype omkring brasilianernes angreb op til denne slutrunde – ikke mindst omkring supertalentet Neymar. Men altså: Neymar sluttede – med ni scoringer – på en delt 29. plads på topscorerlisten i La Liga i den netop afsluttede sæson (hvor hans klub FC Barcelona i øvrigt ikke vandt ét eneste vigtigt trofæ). Han har uden tvivl et gigantstort potentiale og er da også hovedperson i én af historiens dyreste transfers (om end det af alle mulige grunde er uklart, om Barcelona måtte punge ud med 57 mio. € eller måske snarere 95 mio. € til brasilianske Santos for deres guldæg). Neymar er altså virkelig god, ligesom hans potentiale er decideret uhyggeligt. Han er blot ikke (to mål mod Kroatien eller ej) én af verdens ubestridt allerbedste angribere lige nu, og statistisk set har han ligefrem været langt mindre værdifuld at have (eller smide) på banen end the best of the best (dvs. spillere som Messi, Cristiano Ronaldo og Luis Suarez) – set over hele sidste sæson. Man kan diskutere, om Neymars præstationer overhovedet retfærdiggør hans samlede femteplads til årets Ballon d’Or-kåring, men det er i hvert fald indiskutabelt, at ingen af Neymars to angrebsmakkere til VM, nemlig 30-årige Fred fra Fluminese henholdsvis 27-årige Hulk fra Zenit Skt. Petersborg, for alvor var i nærheden af den 23-mand store shortlist, FIFA annoncerede i forbindelse med afstemningen til Ballon d’Or.

På listen var derimod Thiago Silva, Paris St. Germains brasilianske midterforsvarer, som bl.a. David Beckham har kaldt verdens bedste forsvarsspiller. Silva spiller ved siden af Chelseas David Luiz, der vel kan siges (senest under José Mourinhos jernledelse) efterhånden at have udviklet sig fra en skudstærk, men også en lige lovligt vel humørsvingende central forsvarsspiller, til én absolut topspiller på den placering – hvorfor bl.a. Paris St. Germain og FC Barcelona nu også prøver at slå kløerne i Luiz. At Brasilien stadig har sygeligt gode offensive backs, nemlig Barças Dani Alvés (eller Maicon) og Marcelo fra Real Madrid (der godt nok blamerede sig med et fjollet selvmål i åbningskampen) er én ting, men det er næsten endnu mere sigende for holdets defensive kvaliteter, at Bayern Münchens midterforsvarer Dante (som selveste Philipp Lahm har omtalt som én af de bedste forsvarsspillere, han nogensinde har spillet sammen med) må se sig henvist til bænken; en rolle Dante i øvrigt synes at være fint tilfreds med i en forsvarsformation, han senest har beskrevet som verdens stærkeste af sin slags. Læg dertil de samlede kræfter fra defensivt orienterede midtbanespillere som Paulinho (Tottenham), Luiz Gustavo (Wolfsburg), Willian (Chelsea) og Fernandinho (Manchester City) – og det brasilianske landsholds optioner i forsvaret såvel som i det defensive spil synes at springe i øjnene med en vis eftertrykkelighed.

Alt i alt kan det – på trods af en lidt forkølet start – absolut ikke udelukkes, at brasilianerne får held med at erobre deres sjette verdensmesterskab, efter finalen er blevet spillet d. 13. juli. Det kan også godt være, at Neymar (sammen med dommeren) stjal billedet med sine to scoringer mod Kroatien i åbningskampen – og at han igen vil trække de allerstørste overskrifter senere i turneringen.

Ikke desto mindre synes det også at være tilfældet, at man for nok første gang i det brasilianske landsholds glorværdige historie vil skulle finde den reelle hovedårsag til en mulig brasiliansk succes i holdets defensiv – eller med en parafraseret omvending af Carl von Clausewitz’ gamle talemåde: At forsvar for én gangs skyld vil kunne vise sig at være det bedste angreb – selv for sambadrengene fra Brasilien.

09 Dec

AC Milans vej op af hullet

AC Milan v Juventus FC - Serie A

Vi skal ikke ret lang tid tilbage før alle alarmklokker lød: Ud af de første 12 kampe i Serie A var AC Milan gået fra banen som taberne i halvdelen. Det er en uhørt dårlig statistik for de syvdobbelte Champions League-vindere. Det seneste nederlag havde været en ren afklapsning på hjemmebane til formstærke Fiorentina, og foran lå en udekamp mod stærke Napoli, en afgørende kamp i Champions League, opgør mod mestrene fra Juventus, og en vanskelig udekamp på Sicilien mod Catania.

Uhørt fordi AC Milan stort set siden Silvio Berlusconi overtog holdet i februar 1986 har tilhørt den absolutte elite i europæisk fodbold. Derfor har der også været en høj grad af italiensk uforståelse over den tilstand, klubben startede sæsonen i.

Men efter den dårligste start på sæsonen i 80 år ser AC Milan endelig ud til at have fundet et koncept, der virker.  Efter nederlaget til Fiorentina er holdet vendt tilbage til en fysisk dominerende midtbane, og har fået system på forsvaret og finpusset et talentfuldt angreb – konceptet kan måske bedst kaldes ”4-3-Fantasia” – men det ser ud til at virke:

Den svære serie af kampe endte med stort set maksimalt udbytte, avancement i Champions League, og et stort hop op i ligatabellen.

Milan årgang 0
At resultaterne er opnået med samme taktiske formation, og samme grundstamme af spillere, giver grund til at være fortrøstningsfuld for det ”nye” hold. For har noget været kendetegnende for AC Milan i år, har det indtil for nyligt været det totale kaos af ideer, der skulle afprøves på holdet efter ”senatorernes” afgang, og efter Zlatan Ibrahimovic ikke længere er der som det evige fikspunkt.

Sammen med den nødvendige, og for nogen længe ventede, afgang fra en række af holdets legendariske ”senatorer” som Clarence Seedorf, Alessandro Nesta, Gennero Gattuoso og Fillipo Inzaghi, krydret med en økonomisk motiveret afgang af stjernerne Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic (og dertil Antonio Cassano, Mark Van Bommel og Alberto Aquilani), var storholdet AC Milan ved sæsonstart efterladt i et sandt magttomrum.

Den nye spillertrup savnede i første omgang nye ledere, der kunne påtage sig ansvar efter de store stjernes afgang. Træner Max Allegri havde desuden ikke megen held med at finde en måde at bruge sine spillere bedst på.

Resultatet var et usædvanligt kedeligt og tandløst Milan-hold, der måtte se sig slået af hold som Sampdoria og Atalanta. Medierne krævede hurtigt træner Allegris hoved på et fad, men med en sejr over hans tidligere arbejdsgiver Cagliari på 2-0 kom der kortvarigt luft til holdet. For første gang i sæsonen formåede milaneserne at holde 0’et, men måske mere vigtigt: det unge talent Stephan El Shaarawy begyndte for alvor at vise omverden, hvilket usædvanligt talent han er.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=wwqDulNW1yU&w=560&h=315]

Sejren kom i hus med en – for Milan – ny 4-2-3-1-formation, som lignede at passe holdet. På den defensive midt gav det plads til nyerhvervelserne Riccardo Montolivo og Nigel De Jong, mens Milan fik introducerede ”rigtige” fløje, hvorfra El Shaarawy særligt viste sig farlig.

Problemet med formationen viste sig dog i de efterfølgende kampe: mod stærke hold var ”boltværket” foran forsvaret ikke stærkt nok. Efter lederlag mod Inter og Lazio forsøgte træner Allegri derfor en 3-4-3 formation mod Malaga på udebane i Champions League. På papiret en spændende formation – Juventus-inspireret tre-mandsforsvar, en stærkere midtbane, men stadig med fløjene i angrebet, hvilket havde vist sig effektivt.

Formationen har dog ikke været brugt af AC Milan siden Alberto Zaccherino trænede klubben i start 00’erne. Og det er der en grund til. Milan tabte kampen mod Malaga 1-0, og klubpræsident Silvio Berlusconi forbød efterfølgende, at Milan igen nogensinde skulle spille med et tremandsforsvar.

Medierne var heller ikke sene til igen at lave øvelsen ”find Milans næste træner” og drog paralleller til Zaccherino, der blev fyret på live TV af Berlusconi efter en miserabel indsat mod Deportivo La Coruna i Champions League i 2001. Så vidt kom det dog ikke denne gang.

Balance med 4-3-3
I de efterfølgende kampe kom den tidligere 4-2-3-1-formation igen i brug, og holdet viste for alvor sine offensive kvaliteter mod blandt andre Chievo, som blev slået 5-1.

Vendepunktet blev dog kampen på hjemmebane mod formstærke Fiorentina, der med sin 3-5-2-formation erobrede midtbanen, og lukkede effektivt ned for Milans hurtige fløje. Resultatet blev en overbevisende 1-3-sejr til gæsterne fra Fiorentina. Med et var krisen tilbage på holdet. Det fik klubpræsident Berlusconi til at besøge holdet inden det efterfølgende opgør mod Napoli, og han tog en personlig samtale med alle spillerne for at indpiske gejst. Samtidig ændrede Allegri holdets taktiske opsæt igen og genindførte den fysisk-stærke tre-mands-midtbane, som nærmest er et varemærke ved Allegris AC Milan, men som i det meste af sæsonen havde været fraværende. Med det nuværende hold bliver denne midtbane udgjort af Antonio Nocerino, De Jong og Montolivo.

I kampen mod Napoli var det tydeligt, at Nocerino ikke havde haft mange kampe sammen med de to andre. Men det var også tydeligt, at holdet fik en anden balance – et bedre værn for et forsvar, der ikke længere tæller forsvarsstjerner som Alesssandro Nesta og Thiago Silva.

Kampen mod Napoli endte 2-2, men hjemmeholdet var heldige med resultatet, som de kunne takke et regulært drop af Milan-keeperen for. Skader havde samtidig givet Allegri muligheden for at prøve lejesvenden Kevin Constant som venstre-back (der i flere sæsoner har været Milans svage punkt), hvilket han har spillet siden med stigende succes. På den modsatte back har Milans egen ungdomsspiller 20-årige Mattia De Sciglio spillet næsten fejlfrit, og udfordrer nu landsholdsspilleren Ignazio Abate som førstevalget på højrebacken.

I kampen mod Juventus viste midtbanen, med Montolivo i spidsen, sig stærkere end mestrenes, og det er ikke tit man kan sige det om nogen midtbane, der spiller mod Juventus.

milan-juve

Milans “fantasia”
Angrebet er en mærkelig blanding af små vævre, hurtige spillere, og mere fysik i (den omskolede midtbanespiller) Kevin Prince Boateng. Den største stjerne, brasilianske Alexandre Pato, har endnu engang vist sig at være ca.  9/10 skadet i løbet af sæsonen, og derfor i praksis næsten ubrugelig.

Til gengæld er ungdomstalentet Stephan El Shaarawy slået igennem som årets store overraskelse i Serie A. Han er i indeværende sæson mere scorende end Zlatan nogensinde var i Italien. Samtidig er han en hårdtarbejdende angriber, der hjælper defensivt på venstrekanten, hvorfra han med sin hurtighed nærmest overløber modstandernes forsvarsspillere i omstillingsspillet.

Derfor har Milan droppet den traditionelle spiller ”i hullet” bag to angribere, men spiller i stedet bredt med ”tre på stribe”. Angrebet tilpasses dog i høj grad den modstander Milan møder, og træner Allegri har selv kaldt formationen for ”4-3-og-så-må-vi-se”.

Boateng spiller som hovedregel ”en falsk 9’er” i midten, men veksler i kampen ofte plads med højrefløjen, som i start 11-eren er brasilianeren Robinho. Det er et usædvanligt “umage” angreb: El Shaarawy, Boateng og Robinho, der er meget forskellige typer spillere, og ingen af dem en klassisk angriber.

Men der er heller ikke meget ”klassisk” Milan over Berlusconis hold denne sæson, der har gennemgået en stor transformation til et ”billigere og yngre” AC Milan. Den seneste måned er holdet dog kravlet op af det værste hul. De sidste tre Serie A kampe i år vil vise, om de formår at blive oppe.

Af Morten Øyen Jensen