16 Dec

”Stopboldene er en familiespecialitet”

Sicilianeren Francesso Palpecelli har trænet US Open-finalisten Roberta Vinci og Marco Cecchinato, der er den sidste til at slå Novak Djokovic i en slam og er nummer 20 i verden. Masser af gentagelser, stopbolde og strandture var hovedingredienser i træningen.

Billeder og tekst af Kristian Helmer, gæsteskribent på Sport fortalt

To 8-9-årige piger står på det røde grus og slår til hinanden. Tennisbolden går i en pæn bue over nettet og lander dybt i banen hver gang. Den ene pige forsøger sig med en stopbold. Det mislykkes, men hun får rosende italienske ord med på vejen af Francesco Palpacelli, der står et par meter bag baglinjen og overvåger spillet. Med nogle fagter viser træneren, hvordan hun skal justere ketsjerhovedet en anelse.

“Stopbolden er et af de vigtigste slag, særligt på grus. Lagde du mærke til, hvor mange stopbolde Marco spillede i French Open?,” spørger Palpacelli og smiler stort.

Stopboldene vender vi tilbage til.

37-årige Francesco Palpacelli er juniortræner i Tennis Club Palermo 2, der ligger omkranset af høje cyprestræer i udkanten af den hektiske sicilianske hovedstad. Han har tidligere været træner for og kæreste med Roberta Vinci, US Open-finalist i 2015, og dertil træner for sicilianeren Marco Cecchinato, der nu er nummer 20 på ATP-ranglisten.

Palpacelli er også Cecchinatos fætter og den person, der første gang anbragte en ketsjer i hånden på sin yngre fætter. Dengang var Palpacelli 17 år og Cecchinato 7 år.

Semifinale i French Open

Cecchinato, eller ”Cech” som han blot kaldes i Italien, har i 2018 taget et højdespring fra en placering som nummer 109 i begyndelsen af året. Mange husker hans stærke præstation i French Open, hvor han slog Novak Djokovic i kvartfinalen. Siden den kamp har Djokovic igen sat sig på tennistronen med med 39 sejre, 2 grand slam-titler og blot 4 nederlag.

Semifinalen tabte “Cech” til Dominic Thiem.

“Jeg må indrømme, jeg var overrasket over, at han klarede sig så godt i år. Jeg har altid troet på ham og regnet med, at han ville komme i top 50, for han har altid har arbejdet hårdt. Men det er overraskende, at han er rykket så langt frem på ranglisten,” siger Palpacelli og bryder ud i et grin.

“Nu håber vi, at han kan runde sæsonen af med en god præstation i Paris Masters og forhåbentlig vinde en kamp,” fortsætter Palpacelli. (Cech tabte til Fucsovic i 1. runde i Paris, red.)

Tror du på at MC kan komme i top 10?

“Nej, ikke top 10, det er for svært. Men vi håber, han kan snuppe yderligere et par placeringer på ranglisten næste sæson.”

Francesco Palpacelli har trænet Roberta Vinci og Marco Cecchinato, to af Italiens største tennisnavne i nyere tid.

Teknik, teknik, teknik

Palpacelli var til stede i Cecchinatos spillerboks under French Open, og når Cecchinato har brug for et godt råd, ringer han stadig til sin ældre fætter. Men ellers er Palpacellis fokus i dag på de unge tennistalenter i Palermo.

“Jeg træner dem på samme måde, som jeg trænede Marco, med fokus på teknikken. Teknik, teknik, teknik. Hvis ikke det tekniske fundament er i orden, når de fylder 18 år, så bliver de ikke gode nok. Måske var det nogle gange for meget teknisk træning: ‘Nej, Marco, det er ikke godt nok. Igen, igen’.

Særligt hvad angik hans serve og stopbolden, der er en familiespecialitet. Han så mine kampe og fandt ud af, hvor vigtigt et slag det er. Hver 3. point var en stopbold,” siger Palpacelli og smiler ved tanken om de mange stopbolde.

“Det er et vigtigt slag, fordi det varierer spillet. Specielt i dag, hvor powertennis fra baglinjen er den dominerende tendens. Der foretrækker jeg Federers spil, fordi han varierer det så godt med slices og stopbolde.”

Livet er andet end tennis

Palpacelli tror på en afslappet tilgang til træningen, hvilket også er vejen til et godt samarbejde med juniorerne. Juniorerne spiller halvanden time om dagen. Dertil kommer en times styrketræning.

“Jeg veksler mellem arbejde og sjov. De skal smile. Vi taler om deres privatliv og deres kærester, og bagefter kan vi igen fokusere på baghånden og forhånden. De skal spille hver dag, men hvis de er stressede, skal de have en pause. Her bruger vi ikke en ‘du skal-tilgang’, men en ‘du kan-tilgang’. Hvis du vil, så gør det,” forklarer Francesco Palpacelli om sin filosofi, en filosofi, der også lå til grund for samarbejdet med Cecchinato.

Det handler ikke kun om at spille turneringer og kampe.

“Vi prøver at minimere stress. Jeg kender mange dygtige juniorspillere, der ikke bliver til noget på ATP-touren. Måske fordi de fik for meget træning, stress og pres, da de var unge. Jeg har altid tænkt, at de er unge, og de skal behandles som børn og unge. Der skal være tid til at tage på stranden med vennerne om sommeren.

Hvis de bliver professionelle, har de ikke noget tid tilovers. De skal rejse og være langt væk fra familien. Hvis du starter for tidligt med det liv, kan det være dit hoved og din krop bliver for træt af den livstil tidligt. Livet er andet end tennis,” forklarer Palpacelli og afbryder pludseligt sig selv.

“Stopbold. Så du det?”

Den ene af de to juniorpiger på grusbanen har lavet en vellykket stopbold, og hun får applaus af træneren.

“Hun er god hende der,” siger han og peger på den mindste af de to juniorpiger.

Sent gennembrud

Marco Cecchinato brød igennem i en relativt sen alder som 26-årig i 2018. Måske fordi han ikke blev pacet frem, men fik en god blanding af teknik og sjov i træningen som barn og ung?

“Nej, jeg tror nu mest, det er tilfældigheder, der gør, at han først brød endeligt i gennem som 26-årig. Lidt held, lidt tilfældigheder og hårdt arbejde,” siger Palpacelli.

Cecchinato har selv fremhævet serven som sit bedste og vigtigste slag. Den flotte enhåndsbaghånd, med masser af topspin, er også et stærkt våben.

Det var mig, der besluttede, at han skulle bruge enhåndsbaghånd. Jeg bruger også selv enhåndsbaghånd. Da Marco var yngre, brugte han ikke sin venstre hånd så godt, og hvis du vil have en god tohåndsbaghånd, skal din venstre hånd være stærk. Men jeg er i tvivl, om det var det rigtige valg. Power er så vigtigt i tennis i dag, så måske er en tohåndsbaghånd bedre,” spekulerer Palpacelli.

Palpacelli spiller 4. single på klubbens førstehold, der spiller i den bedste italienske række, Serie A.  Men nu glæder han sig til, at fætteren Cecchinato kommer til Palermo på juleferie. Så skal de hænge ud sammen og slå nogle bolde på gruset. Mon ikke det bliver til en stopbold eller to?

11 Sep

Stan Wawrinka: Den evige toer er trådt ud af mesterens skygge

wawrinka

Stanislas Wawrinka har været de seneste års helt store åbenbaring. Tegningerne til noget stort har været der længe, men det er først med svenskeren Magnus Norman i boksen, at Wawrinka har fået det hele til at stemme på samme tid. Nu er han blevet den modstander, ingen ønsker at se på den anden side af nettet i en slam-finale. Vi tegner et portræt inden aftenens US Open-finale. 

Af Anders Høeg Lammers

I mange år var han blot været kendt som ’ham den anden schweizer’. Når journalisterne interviewede Wawrinka efter en kamp, kunne halvdelen af deres spørgsmål dreje sig om Federer. Wawrinka kunne sidde og vride sig lidt undrende i stolen, men høflig og ydmyg som han er, svarede han alligevel som oftest på spørgsmålene.

For Federer har stået i centrum i langt størstedelen af Wawrinkas karriere – i en grad så Wawrinka har omtalt sig selv som: ’I’m the Swiss guy, who loses’.

En smuk baghånd, men et ustabilt spil og en mangel på kynisme og mental styrke, når en tæt kamp spidsede til. Sådan lød dommen.

Den tid er nu forbi og har været det i nogle år efterhånden. Stan the Man’s transformation fra en talentfuld andet geleds spiller til den absolutte verdenstop rummer mange elementer, såvel tekniske som mentale.

Kampen, der gav Wawrinka troen på sig selv

Før 2013 havde Wawrinka to gange spillet sig frem til kvartfinalen i en grand slam efter otte år på ATP-touren. Siden da er han nærmest blevet fast inventar.

Det hele startede reelt med en kamp mod manden, han møder igen i aften. Vi befinder os i 4. runde i Melbourne ved Australian Open 2013. Novak Djokovic er verdensetter, dobbelt forsvarende mester og tårnhøj favorit til at vinde for tredje år i streg i sin favorit-slam. Bookmakerne giver 1,05 gange retur på en Djokovic-sejr og hele 16 gange pengene igen på Wawrinka. Det spiller ingen rolle for Wawrinka.

De to spillere giver os årets bedste kamp, der ender 12-10 til Djokovic i femte sæt. Men mere afgørende for, hvad der følger, giver kampen samtidig Stan troen på, at han kan spille helt lige op med de bedste. At han hører til. Det er en ny følelse for den før så ydmyge schweizer:

“When I played Novak in 2013,” says Wawrinka now, “I had the click inside me that said, ‘OK, I might maybe one day beat him in a grand slam. I know I can do it, I have not only the game but I’m also ready mentally to do it… I could have mentally really gone down like other players did when they were so close. I took the other way”

Kampen bliver en del af Wawrinkas ‘fail better’-filosofi (mere herom nedenfor) og året fortsætter med en række imponerende resultater, men hvor han dog samtidig fortsætter med at tabe til de tre store.

I foråret 2013 tabte han således knebet med 5-7 i tredje sæt til Federer i Masters-turneringen i Indian Wells, han slog Murray i Monte Carlo, Ferrer i finalen i Portugal og Dimitrov, Tsonga og Berdych på vejen mod et finale-nederlag i Madrid til Nadal.

I French Open nåede han kvartfinalen efter endnu en fantastisk femsætter, denne gang mod franskmanden Richard Gasquet, før han nok en gang måtte give fortabt mod Nadal.

Den stærke forårssæson blev bakket op i efteråret, hvor han slog både Berdych og Murray i US Open på sin vej mod sin første slam-semifinale og en ny femsæts-klassiker mod Djokovic, som denne gang sluttede 4-6 i femte, efter Wawrinka ellers havde ført 2-1 i sæt:

Sæsonen blev kronet med Wawrinkas første deltagelse i sæsonfinalen World Tour Finals i London, hvor han, som jeg i øvrigt spåede, nåede helt frem til semifinalen, hvor han – igen, igen – tabte til Djokovic.

Tennis: Et spil fuldt med tabere

På indersiden af sin venstre underarm har Wawrinka et citat af den irske digter og forfatter, Samuel Beckett. Det lyder:

Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail Better

Da 2014 begyndte, havde Wawrinka blot vundet fire tennisturneringer, tre på grus og én på hard court, i næsten 500 kampe på ATP-touren. Alle var de i kategorien ATP-250, dvs. de mindst værdifulde hvad angår penge, prestige og ranglistepoint.

Ved hver tennisturnering er der typisk 32, 64 eller 128 spillere til start. Kun én af dem kan vinde. Og når man uge ud og uge ind ikke står med trofæet over hovedet søndag eftermiddag, kræver det sin mand at bevare troen på egne evner. Deraf Becketts ord.

Ordene, sagde Wawrinka efter sin Australian Open-sejr i 2014, har været “in my head for a long time”. Han forklarede:

It was part of my life, how I see life, and especially how I see tennis life. Before today, I always said that unless you are Roger, Rafa or Novak, you lose every week

Når man næsten med sikkerhed taber, nytter det ikke noget at slå sig oven i hovedet med det. Man må tage det positive med fra nederlaget og “tabe bedre” næste gang. Og det er netop, hvad Wawrinka har forsøgt på og været i stand til.

Selvom hele 2013 var et lige ved og næsten-år for Wawrinka, var det alligevel et perfekt eksempel på, at han ‘fejlede bedre’: to gange pressede han således Djokovic til det aller, aller yderste i hhv. Australien og US Open, og da han tabte for 12. gang i træk mod Nadal ved World Tour Finals – endnu en gang uden at vinde et sæt – var han rent faktisk den bedste spiller på banen og endte med 83 vundne point mod Rafas 80.

Samtidig var han begyndt at slå alle andre end Djokovic, Nadal og Federer på rimelig regulær basis – eksemplificeret ved at kun Djokovic og Nadal havde flere sejre mod top-10 spillere end Stan.

2014: Det helt store gennembrud

Det helt store gennembrud lå altså tydeligvis lige om hjørnet. Op til Australien Open det år spurgte en flittig Sport fortalt-læser mig om, hvem der var favoritterne til dette års turnering. “Djokovic er klar favorit med Nadal i hælene som ligeså klar toer”, lød svaret. Men, tilføjede jeg, “p.t. – før turneringen er igang – er det altså Stan the Man og Juan Martin, der står med de bedste kort på hånden for at levere overraskelser”.

Det gjorde de så begge, Delpo med et tidligt exit (p.g.a. en begyndende håndledsskade, der desværre sendte ham ud  resten af året), Stan med sin suverænt flotte sejr, hvor han først fik revanche mod Djokovic i kvartfinalen og derpå slog Rafael Nadal – som han som sagt inden da end ikke havde vundet et sæt mod – i finalen.

Sejren i Australian Open var blot anden gang siden Marat Safins sejr i Australian Open 2005, at en spiller uden for the Big Four vandt en slam-titel (Juan Martin del Potro, US Open 2009, er den anden undtagelse). Det var første gang nogensinde, at samme spiller slog både Djokovic og Nadal i en slam. Og 21 år siden at en grand slam-vinder slog de to top-seedede spillere ud.

Det ville være forkert at sige, at han ikke har set sig tilbage siden. Han har haft sine ups and downs, han har tabt til spillere, han ikke bør tabe til, han har været skadet og holdt fri. Men én ting ændrede sig for alvor med slam-sejren over Nadal, ja delvist allerede fra og med nederlaget til Djokovic i Australian Open 2013 – Stan var blevet til en spiller, der præsterede sit bedste, når det virkeligt gjaldt – i finaler og i grand slams.

Siden begyndelsen af 2014, har Stan således stået i 10 forskellige finaler og vundet alle 10! Inden 2014 havde han en finalestatistik, der lød på væsentligt mindre prangende fire sejre mod ni nederlag.

Tilsvarende med grand slams – jovist har han tabt tidligt tre gange, to gange i Wimbledon (senest til del Potro, som alle kan tabe til) og én gang i French Open umiddelbart efter sin første slam-sejr. Men resten af hans resultater lyder på én fjerde runde (hvor han var syg), tre kvartfinaler, tre semifinaler og én yderligere sejr, French Open 2015 mod Djokovic.

Det er bedre end alle andre end Djokovic og Murray.

I 2015 var han den eneste, der slog Djokovic i en slam-kamp. Og skulle man vælge en skrækmodstander for Djokovic i en slam-finale i de her år, er det hverken Federer, Nadal eller Murray – det er Stan the Man Wawrinka.

Tilbage til 2014 – få måneder efter sin Australian Open sejr slog han sin mere berømte landsmand, Roger Federer, i Monte Carlo Masters-finalen.

Hvor han før 2014 havde tabt 26 ud af 26 sæt mod Nadal, 14 kampe i træk mod Djokovic og 13 ud af 14 kampe mod Federer (den enlige sejr var fem dage efter Federer havde fejret sit bryllup), endte han med 2014 med 3-3 mod de selvsamme spillere (hvoraf to af nederlagene kom ved World Tour Finals-kongerne Djokovic og Federer, og det tredje til Wimbledon-kejseren Federer).

Det kan man kalde en forvandling.

Sagt på en anden måde, så er hans topniveau på et niveau, hvor han kan slå hvem som helst når som helst. Og det er han heldigvis langt om længe blevet klar over.

Som han sagde efter Nishikori-sejren i fredagens semifinale:

I saw so many players not even thinking they can beat them (the big 4) when they step on the court. I always try to believe in something, that maybe one day I can beat them, and that’s what happened in the past few years

Hvad har Stan egentlig forbedret?

Og dermed er vi fremme ved noget af det, der er grunden til Stans store succes de senere år. Hans mentalitet. Han tror på sig selv nu. Han tror på sit eget spil i de afgørende momenter. Og det er der – desværre – forbavsende mange tennisspillere, der ikke gør, når de står overfor en på papiret bedre modstander.

En stor del af æren for det må tilfalde den tidligere svenske topspiller Magnus Norman, som i sin tid også fik Robin Söderling til at tage to skridt op af karrierestigen.

Slagene har Wawrinka for så vidt altid haft. Men med Norman er han blevet bedre til at vælge de rigtige og tro på sit eget spil. Samtidig er han blevet stærkere og mere udholdende fysisk, så han kan stå og slå 20 bolde i streg mod Djokovic, Murray, Nadal, Nishikori, eller hvad modstanderen nu hedder den dag.

Han har tabt et par overflødige kilo på maven, er blevet hurtigere og kan dermed forsvare sig bedre, når modstanderen forsøger at trykke ham tilbage i banen. Wawrinka er især berømt for sin baghånd, men både serven og forhånden har fået et nøk opad under Norman.

Grundlæggende er Wawrinkas spillestil relativt simpel. Han spiller med power i serven, forhånden og baghånden. Fuld power. Han har også en glimrende slice og ganske udmærkede hænder ved nettet, når han (desværre alt for sjældent) følger sine tunge grundslag til dørs. Men grundessensen er nu alligevel power, og ingen spiller på touren kan matche ham i tyngden af grundslagene.

Når det kører for ham, er han derfor uhyre svær at stoppe. Få spillere har et egentligt forsvar mod Stan, når han er på. Han kan serve bomber på 220-230 km/t, slå vindere fra hvor som helst på banen med både sin stærkt forbedrede forhånd og sin underskønne enhåndsbaghånd og samtidig flugte, når han vælger det til.

Højt at flyve, dybt at falde

Men dét aggressive tennis, der gør en flyvende Stan så interessant at følge som tenniselsker, er samtidig nogle gange hans akilleshæl. Stan spils er højt anlagt og derfor også med en stor risiko. Han foretrækker så klart at dominere duellerne frem for at jagte modstanderens slag.

På de dage, hvor han rammer formen og selvtilliden er i top, er det en ren fornøjelse, og man tager sig selv i at tænke, hvordan den type spil overhovedet er mulig i en tid, hvor spillere med en fantastisk defensiv ellers har domineret sporten i flere år.

Men når det ikke kører, kan han (desværre) fortsat tabe til hvem som helst, fordi han næsten spiller uden en plan B. Sagt kort: På en rimelig god dag slår han måske 45 vindere og 30 uprovokerede fejl mod en modstander, der slår 20 vindere og 20 uprovokerede fejl. På en dårlig dag er Stans to tal byttet rundt, eller det der er værre.

En halvdårlig dag på kontoret var, hvad Wawrinka havde i tredje runde af årets US Open mod verdens nr. 64, den relativt upåagtede Daniel Evans. Stan var nede med match point i fjerde sæt, inden han hev sig selv op og kørte en slukøret og træt Evans over i femte.

Den kamp er dog også et eksempel på, at Wawrinka er modnet som spiller, og at han præsterer bedre i slams. Havde det været enhver anden turnering, havde han formentlig tabt den kamp. Havde det været for fire år siden, havde han også tabt den kamp. Men i år, efter et for hans nye standarder ellers ikke særligt prangende slam år, fandt han alligevel en vej til sejren.

Aftenens finale – hvad kan vi vente os?

Der er ikke mange hemmeligheder mellem Djokovic og Stan. De har mødtes 23 gange, og Djokovic fører 19-4. Men den statistik giver ikke et retvisende billede. Mere relevant er det, at der står 3-2 til Djokovic i slam-opgør fra og med ovennævnte Australian Open-kamp i 2013.

Endnu mere relevant er det, at alle kampene har været enormt tætte: Fire af de fem kampe er gået i femte sæt – undtagelsen er French Open-finalen i 2015, hvor Wawrinka slog Djokovic i fire efter at have tabt det første sæt.

Det er to mentalt stærke spillere, der mødes. Wawrinka har vundet sine seneste 10 finaler i streg – Djokovic har vundet 12 ud af 13 finaler det seneste år.

Wawrinka har spillet markant mere tennis end Djokovic i årets turnering – 23 sæt mod blot 12 for Djokovic. Mens Wawrinka har reddet matchpoint mod Evans og udmanøvreret og udmarvet to særdeles kapable modstandere som del Potro og Kei Nishikori, har Djokovic nærmest fået foræret sin plads i finalen.

Djokovic har døjet lidt med sit ene håndled og overvejede helt at blive væk fra årets US Open. Men ved et lykketræf – eller voodoomagi – har hovedparten af Djokovic’ modstandere trukket sig før eller under kampen. Eller – som i Monfils’ tilfælde i semifinalen – spillet helt og aldeles med hovedet under armen i den suverænt mest absurde slam-semifinale jeg har set til dato.

Det er derfor svært at vurdere, hvor Djokovic præcist står. Han har vundet en masse turneringer i årets første halvdel, men ofte uden for alvor at behøve spille sig ud.

Han er i US Open-finalen næsten uden at have behøvet at spille. Og samtidig har han – måske, man ved aldrig helt, hvornår det er bluff med ham – nogle småskader, der stadig nager ham.

Hvad vi dog ved er, at det er uhyre sjældent, Djokovic ligefrem underpræsterer i en slam-finale. Hvad vi også ved er, at aftenens to finalister har givet os nogle af de suverænt bedste kampe de senere år. Wawrinkas offensiv mod Djokovic’ defensiv er slet og ret absurd god tennis.

Og endelig ved vi, at Stan ikke bukker sig i støvet blot fordi, det er verdensetteren, der står på den anden side af nettet. Som han sagde til sig selv inden sidste års French Open-finale:

Play your game, he doesn’t like you, he doesn’t like the way you play your game, you’re the only player who can really push him back, who can really make him feel uncomfortable

Og som han sagde efter Nishikori-sejren i semifinalen:

I know when I arrive in a final I’m ready to play my best tennis

Det holder forhåbentligt også i morgen. Og Federer? Ham er der ingen, der spørger Wawrinka om i øjeblikket.

Kampen spilles kl. 22.00 dansk tid og vises på Eurosport

Update: Stan the Man vandt fortjent kampen i fire sæt. Du kan se højdepunkter her:

14 Aug

OL er drømmenes arena

Mandatory Credit: Photo by Cristiano Andujar/AGIF/REX/Shutterstock (5828415ax) Monica Puig (PUR) plays against Angelique Kerber (GER), in Centre Court of Olympic Stadium, Womens Singles Final of Rio 2016 Olympic Games Rio 2016 Olympic Games, Tenis, Womens Singles Final Monica Puig (PUR) x Angelique Kerber (GER), Olympic Stadium, Brazil - 13 Aug 2016

Hører tennis hjemme ved OL? Mange mener nej. Men når man ser de kampe, spillerne leverer og det følelsesdrama, de går igennem, er det synspunkt svært at tage seriøst. I går aftes fik vi således to af årets allerbedste tenniskampe. Og at de begge betød alverden for spillerne var krystalklart, når man så deres iver efter at vinde og deres jubelscener, da sejren endelig kom i hus. 

Af Anders Høeg Lammers

OL er for de allerfleste atleter det største, de nogensinde kommer til at opleve i karrieren. Vi ser eksempler på det hver eneste dag. Atleter, der falder sammen i gråd – enten af skuffelse eller glæde. Forskellen på en 4. plads og en medalje til dit land. Forskellen på guld og sølv. Eller bare dét at nå med i en kvart-, semi- eller finale. Jublen og overraskelsen over en uventet guldmedalje – f.eks. hos Danmarks Pernille Blume i bassinet

Og så dér hvor vi for alvor mærker historiens vingesus, som når vi får den første individuelle guldmedalje nogensinde af en sort svømmer.

Lidt anderledes er det med tennis. Tennisverdenen drejer sig ikke om et højdepunkt hvert fjerde år, men derimod om fire højdepunkter hvert år: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. OL passer ikke ind i kalenderen, og der er mere prestige i at vinde Wimbledon lige før eller US Open lige efter. Så har tennis overhovedet brug for at være med i OL? Fra 1928 og helt frem til OL i Seoul i 1988 var tennis ikke på programmet.

Og nogle vil mene, at det heller ikke burde være det i dag. Er man lidt puritansk anlagt, kunne man have den holdning, at OL primært bør være for “amatørerne”, hvorfor de mest kommercielle og eksponerede sportsgrene som tennis, fodbold, basket og golf principielt ikke hører hjemme.

Derudover er der spillerne. Ti spillere blandt herrernes top-20 er slet ikke til stede i Rio. En del p.g.a. skader, men også en del fordi det bare ikke lige passede ind. OL giver – i modsætning til alle andre turneringer, som tennisspillere deltager i – hverken ranglistepoint eller pengepræmier. Du spiller for dit land, du spiller for æren.

Juan Martin del Potros uimodståelige forhånd

Hvor meget den slags til gengæld stadig betyder – trods fire meget betydningsfulde slam-turneringer hvert eneste år – har vi set eksempler på hele ugen. Som da Juan Martin del Potro, typisk blot kaldet Delpo, overraskede alt og alle og slog verdensetteren Novak Djokovic ud i første runde med cifrene 7-6 (4), 7-6 (2) ved hjælp af sin tordnende forhånd.

Kampen efterlod begge mænd i en tårevædet omfavnelse – Delpo af glæde, Djokovic, en mand, der har vundet alt de senere år, i skuffelse over ikke at tage metal med hjem til Serbien i denne ombæring.

Vi så det igen lørdag aften. Delpo er turneringens helt store cinderella-historie hos mændene. Den 1,98 meter høje ‘gentle giant’ fra Tandil i Argentina har haft nogle svære år. Blot fire kampe blev det til i 2014, blot 10 i 2015 og blot 21 i år inden OL.

Tre håndledsoperationer har han fået lavet, og baghånden er stadig blot en dårlig efterligning af det, den var engang, omend den nu omsider har fået en vis stabilitet igen (hvis du vil kende hele Delpos baghistorie, kan du med fordel læse Sport fortalts portrætartikel fra tidligere på året).

Men modet er der. Den mentale styrke er der. Serven er der. Slicen er blevet markant bedre. Og monsterforhånden er ligeså stor og vild og voldsom, som den altid har været.

De elementer var nok til at tage del Potro, der lige nu ligger helt nede som nr. 141 på verdensranglisten, hele vejen til finalen via en 5-7, 6-4, 7-6 (5) sejr over selveste Rafael Nadal i den over tre timer lange semifinale.

Afslutningen var alt andet end nem. Delpos offensiv havde sikret ham et break og en mulighed for at serve sejren hjem ved 5-4 i tredje sæt. Men først lavede han selv et par fejl derpå flugtede Nadal stærkt ved nettet, og da Nadal efterfølgende lavede sin karakteristiske løbende forhånd og drejede den ind fra en næsten umulig position, var det pludselig 5-5.

Delpo lod sig dog ikke slå ud. I næste parti kom han på 0-40, men lige lidt hjalp det. Et par lange forhænder fra Delpo og en serv ind på kroppen fra Rafa bragte balance i regnskabet, hvorefter Nadal servede partiet hjem.

Med så mange forspildte chancer for at afgøre kampen kunne Delpo sagtens have givet op. I stedet servede han stærkt og fortsatte med at gå efter sin forhånd ved enhver given lejlighed. Og det gav pote i både partiet og i tiebreaken.

Den skabende spiller blev – fortjent – belønnet med sejren. Rafa fik mange bolde retur, men det var Delpo, der var spilstyrende og initiativrig. 18 rene vindere blev det til fra forhånden mod Rafas ellers så uopslidelige defensiv.

Juan Martin del Potro of Argentina celebrates defeating Spain's Rafael Nadal in the semifinals of the men's singles tennis competition at the 2016 Summer Olympics in Rio de Janeiro, Brazil, Saturday, Aug. 13, 2016. (AP Photo/Vadim Ghirda)

Dermed er Delpo sikret minimum sølv, og han kastede sig ind i masserne for at få sin hyldest og dele sin glæde:

2016 Rio Olympics - Tennis - Semifinal - Men's Singles Semifinals - Olympic Tennis Centre - Rio de Janeiro, Brazil - 13/08/2016. Juan Martin Del Potro (ARG) of Argentina embraces spectators after winning match against Rafael Nadal (ESP) of Spain. REUTERS/Kevin Lamarque FOR EDITORIAL USE ONLY. NOT FOR SALE FOR MARKETING OR ADVERTISING CAMPAIGNS.

Med stor sandsynlighed stopper eventyret dog desværre også her i denne omgang. I finalen venter nemlig Andy Murray, som dels havde en tidligere og noget lettere semifinale mod Kei Nishikori (6-1, 6-4 på en time og 20 minutter), dels bare har været bundsolid hele året.

Derudover er finalen bedst af fem sæt, hvilket alt andet lige også må favorisere den mere veludhvilede og fysisk mere udholdende skotte. Men, men, men – man skal aldrig sige aldrig, og indtil sidste bold er slået, kan vi stadig drømme om en episk afslutning på del Potros imponerende OL.

Monica Puig sikrer Puerto Rico den første guldmedalje nogensinde

En ren Cinderella-historie har vi allerede fået hos kvinderne. Den 22-årige puertorianske Monica Puig har taget hele feltet med storm ved dette års OL.

Puig er p.t. nr. 34 i verden, men det har man ikke kunnet se den seneste uge. Tværtimod har hun spillet med en lethed og en selvfølgelig autoritet, som man ellers mere forbinder med en Serena Williams.

For sammenligningens skyld: Serena Williams har vundet fire OL-guld (inkl. i double) og 22 slam-finaler i single, Monica Puig havde indtil i går vundet én mindre turnering i Strasbourg i hele sin karriere og aldrig sluttet et år blandt verdens 50 bedste.

I Rio har Puig bl.a. udraderet dette års French Open-mester og verdens nr. 3, Gabine Muguroza. Hun har derudover slået den dobbelte Wimbledon-mester, Petra Kvitova, i semifinalen.

Og i nat dansk tid tog hun så det sidste skridt, da hun slog verdens nr. 2 og dette års Australian Open-mester og Wimbledon runner-up, tyske Angelique Kerber med cifrene 6-4, 4-6, 6-1.

Og ligesom del Potro hos mændene gjorde hun det med dejlig offensivt tennis.

Puig funklede i alle spillets facetter 

I modsætning til Delpo, der primært benyttede sig af forhånden, var det dog i allerhøjeste grad også Puigs baghånd, der lynede. Hun spillede generelt på et vanvittigt højt niveau, men i tredje sæt ramte hun et niveau, hun formentlig aldrig har spillet på over længere tid før.

Alt, hvad hun rørte ved, blev til guld. Baghånd cross court ned i hjørnet? Tjek. Forhånd down the line ned i samme hjørne? Tjek.Baghånd inside-out ned i hjørnet? Tjek. Utagelig stopbold? Tjek. Umulig vinklet forhånd cross court? Tjek. Smukke og effektive flugtninger? Tjek.

Kontraspilleren Kerber, der på ingen måde spillede en dårlig kamp og har en af WTA-tourens bedste defensiver, havde intet at stille op mod dette arsenal af tørre, tunge, præcise grundslag, som stort set alle var placeret på eller tæt ved linjerne.

Hele 54 vindere slog Puig på Rios ellers så langsomme hard court, heraf 25+ med baghånden. Og da sejren endelig var hjemme efter et parti, der bølgede frem og tilbage med hele seks breakchancer til Kerber og tre matchbolde til Puig, tog Puig sejren, da en Kerber-bold sejlede ud.

Overraskelsen, glæden, lettelsen og forundringen over det ubegribelige, hun lige havde præsteret, stod malet i ansigtet.

Puig

Med sejren vandt Puig Puerto Ricos allerførste OL-guldmedalje nogensinde. En mere fortjent guldmedalje skal man lede længe efter. Det er år og dag siden, jeg har set bedre tennis på WTA-touren. Desværre har jeg ikke været i stand til at finde egentlige højdepunkter, men DR viser her den afgørende bold i hvert sæt samt ikke mindst Puigs jubel efter sejren.

Så ja, tennis hører i den grad hjemme ved OL. Når det kan få den slags følelser frem i spillere, trænere og publikum og byde os den slags kampe, som vi fik i går, er det squ lige meget, at der ikke er pengepræmier eller ranglistepoint på spil.

Herrernes finale spilles kl. 20.30 i aften dansk tid.