Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Stan Wawrinka | Sport fortalt | Page 3 Stan Wawrinka – Page 3 – Sport fortalt
27 Apr

Novak Djokovic jagter historisk triumf i Paris

djokovic-nadal-koc-9669984616

Et uventet nederlag til Djokovic og en flyvende Nadal har gjort grussæsonen noget mere åben, end den var for blot to uger siden. Djokovic skal forsøge at vinde den eneste slam-titel han mangler og den fjerde på stribe. Sport fortalt ser nærmere på Djokovic og hans udfordrere – herunder bl.a. Rafael Nadal, Stan Wawrinka, Dominic Thiem, Andy Murray og Kei Nishikori. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennissæsonen er nået til Europas røde grus og er allerede kommet godt i gang. Den næste halvanden måned rummer et heftigt program med Masters-turneringer i Madrid og Rom, en række ATP-250 turneringer og så kulminationen på det hele: French Open i Paris med finale på Grundlovsdag.

French Open er den eneste slam-turnering, den ellers så suveræne verdensetter Novak Djokovic endnu ikke har vundet. Derfor står det trofæ naturligvis også absolut øverst på Djokovic’ ønskeliste. Men presset er enormt.

For det første har gruskongen Rafael Nadal indtil de seneste to uger været så langt fra fordums styrke, at Djokovic er bookmakernes favorit i en grad, så ikke en eneste vil give mere end 1,9 gange pengene igen på Djokovic-sejr.

For det andet skal Djokovic forsøge at gøre, hvad ingen mandlig tennisspiller har præsteret siden legendariske Rod Laver i 1969: Vinde fire slams i træk for en såkaldt “Djoker Slam” (Lavers bliver kaldt en “Calendar Grand Slam”, da han vandt alle fire samme år).

Ved hvert eneste interview, Djokovic laver mellem nu og en eventuel finale i French Open, vil han blive mindet om, hvad der er på spil. Da Serena Williams sidste år lykkedes med sin anden “Serena Slam” og skulle forsøge at tage femte i streg og dermed få en 2015 Calendar Grand Slam ved sidste års US Open, var mediepresset så stort i måneder op til, at hun nægtede at tale om det og på den måde forsøgte at beskytte sig mod presset.

Resultatet? Et højst overraskende nederlag til Roberta Vinci i semifinalen, hvorpå Williams derpåaflyste resten af sit tennisår i ren skuffelse og stadig kæmper for at finde sidste års form.

Det er som sagt blot en “Djoker Slam”, der er på spil for Djokovic, men det er også alt rigeligt. I den første Masters-turnering i Monte Carlo led han for to uger siden et sjældent, men måske kærkomment nederlag, da han for første gang siden 2010 tabte til en spiller uden for top-32 i form af verdens nr. 55, tjekkiske Jiri Vesely.

Dermed har han fået ro og hvile til at finde sit fokus, og forventningspresset falder samtidig en smule for hver forhåndsvinder, Nadal sender afsted.

I en klasse for sig

Pres eller ej, hvad der i hvert fald hjælper Djokovic, er hans placering som verdens helt og aldeles suveræne nr. 1. Spiller han noget nær sit bedste, er det kun ganske få spillere, der har noget der minder om en chance p.t.

Hvor suveræn er han? Temmelig suveræn:

  • Han er 28-2 i sejre og nederlag i år – eneste reelle nederlag kom mod Vesely i Djokovic’ første gruskamp i år (i det andet nederlag trak han sig nede med et sæt mod Feliciano Lopez p.g.a. en øjeninfektion).
  • Han har vundet ni af sine seneste 11 turneringer og blot afgivet et eneste sæt i de ni vundne finaler.
  • Fra og med Paris Masters i efteråret 2014 har han vundet 119 kampe og blot tabt otte.
  • I samme periode har han enten vundet eller spillet finale i samtlige slams, Masters’ og WTF-turneringer, han er stillet op i – frem til sidste uges Monte Carlo Masters.
  • I samme periode er han vanvittige 47-5 mod andre top-10 spillere.
  • Hans forspring på verdensranglisten er så stort, at lagde man nr. 2, Andy Murrays, og nr. 3, Roger Federers, point sammen, er de kun lige akkurat foran Djokovic (han førte før Monte Carlo-nederlaget).
  • Han ville også være nr. 1, selv hvis man ikke talte hans point fra slams med (tre titler og en finale)

Sport fortalt har i et to-delt portræt hyldet ham og fokuseret på nogle af de spillemæssige kvaliteter, der har bragt ham i denne position.

Det skal vi ikke ind på her. I stedet vil vi fokusere på, hvilke spillere har en chance for at gøre turneringerne lidt mindre forudsigelige igen.

For med al respekt for Djokovic, så er det lidt kedeligt, at han vinder hver eneste turnering – specielt når han ikke engang behøver spiller sin bedste tennis i størstedelen af dem, hvilket har været tilfældet i år, hvor han har spadseret sig igennem turneringerne på autopilot for så at skrue niveauet op, hvis modstanden en sjælden gang har krævet det.

Er vi vidne til en genfødsel af den aldrende gruskonge?

Hvilken forskel et par uger kan gøre i tennis. Da jeg for to uger siden skrev et par ord ned til dette indlæg, skrev jeg bl.a.:

“Af respekt for hans tidligere resultater, så fortjener Rafael Nadal en plads her. Ingen har været ligeså suveræn på et underlag ligeså længe, som Rafa var på grus i årene 2005-2014.

Når det så er sagt, så har Nadal på ingen måde vist en form, der viser, det er ham, der kan udfordre Djokovic. Djokovic har vundet 10 af de sidste 11 kampe mod Nadal (Nadal vandt dog finalen i French Open 2014), og Nadal har end ikke vundet et sæt de sidste seks kampe i streg. Ved French Open sidste år fik han tæv med cifrene 5-7, 3-6, 1-6.

Derudover har den før så grussuveræne Nadal brugt de sidste to år på at tabe til alle andre end Djokovic. Engang spillede han 81 gruskampe uden nederlag – i år har han spillet seks og tabt to“.

En del af det holder stadig. Men med forbehold. For i mellemtiden har Nadal vundet 10 kampe og to turneringer i streg på grus og sejret i en Masters-turnering for første gang i 23 måneder. Dermed har han tanket noget af den åh så vigtige selvtillid.

Måden han gjorde det på, kalder i den grad minder om “den gamle” Nadal tilbage.

Mod stortalentet Dominic Thiem (mere om ham nedenfor) i Monte Carlo reddede han 15 ud af 16 breakbolde i første sæt og sled ham så ned i andet sæt. Mod den regerende French Open-mester Stan Wawrinka slog han med dybde og topspin og frustrerede Wawrinka ud i fejl på fejl.

Mod Andy Murray var han i store problemer i halvandet sæt, inden han sled ham op og vandt 6-2 i tredje sæt. Og i finalen mod Gael Monfils var Rafa igen bedst desto længere kampen blev og gav æg til en udmattet Monfils i tredje efter to lange, klassiske 7-5, 5-7 sæts forinden.

En så stærk række af gode grusspillere har Rafa ikke slået i årevis. Nadal viste en mental styrke på de afgørende point, som man længe har savnet. Og han viste et fysisk overskud, som han har bygget sin karriere på, men som også har været væk det meste af de sidste to år.

Hvad der stadig mangler, er mere sikkerhed i egne servepartier. Han har længe servet med hastigheder, der er mere normale på WTA-touren end på ATP-touren. Det ændrede sig i nogen grad i Barcelona, hvor han ikke afgav et sæt i fem kampe, slog Fabio Fognini, der var lidt af en ond ånd for ham sidste år, og slog den regerende Barcelona-mester Kei Nishikori i en brandkamp i finalen.

Men selvom vi så server på både 211 og 213 km/t i Barcelona – hurtigere end noget vi har set fra hans ketcher i flere år – er statistikken stadig grim. I år har han blot vundet 80 % af sine egne servepartier på grus. I årene 2012-2015 vandt han hhv. 89, 87, 83 og 81 %.

Uden en konsistent bedre serv slår han næppe Djokovic. Men Nadal er en momentum-spiller, og de seneste to uger har i den grad givet ham noget af det momentum, han har savnet.

Han slår med mere dybde, mere selvtillid og mod Nishikori lignede han fra tid til anden den ubrydelige defensive mur, der gjorde ham så umulig at slå på grus i en årrække.

Stan the Man

Så er der Stan the Man Wawrinka. Den regerende French Open-mester, der sidste år snuppede trofæet for næsen af Djokovic med herlig, aggressiv, tung grustennis, der efterlod den ellers så defensivt velfunderede Djokovic uden mange chancer for modværge:

Hvis Djokovic ikke slår sig selv, er Wawrinka måske bedste bud på en mand, der kan.

De to har mødt hinanden fem gange i slams de senere år, hvor alle kampe undtagen sidste års French Open er gået i fem sæt. Wawrinkas power fra forhånden, baghånden og serven er en af de eneste midler til at låse Djokovic’ defensiv op og presse ham så langt tilbage i banen, så han ikke kan diktere spillet.

Dertil er Wawrinka en af de eneste, der for alvor tror på egne chancer mod Djokovic. Såvel Murray som Nadal har sagt, at de ikke har en chance mod Djokovic p.t., medmindre Djokovic dykker i niveau.

Den slags tabersnak hører man ikke fra den schweiziske duo. Og de har da også nået at have det i. Mens Federer med tre sejre var den eneste til at besejre Djokovic mere end én gang i 2015, er Stan den eneste, der igen og igen både presser og slår serberen i grand slams.

Wawrinka er blevet så mentalt stærk under svenske Magnus Norman, at han har vundet sine seneste ni finaler i streg – en stime der begyndte med Australian Open 2014 og bl.a. også tæller sejre i Monte Carlo (2014) og French Open (2015).

Djokovic vil formentlig hellere se enhver anden end Wawrinka i French Open-finalen. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Nadal ville være endnu værre for ham. På den ene side har Nadal historisk set haft krammet på Djokovic i French Open og slået ham hele seks gange. Og når han til finalen, spiller han alt andet lige godt.

På den anden side har Djokovic som sagt ikke afgivet et eneste sæt i seks kampe i streg mod Nadal, inkl. sidste års kvartfinale i Paris. Så indtil Nadal har vist noget andet mod Djokovic, er der i hvert fald argumenter for at betegne Wawrinka som “skrækmodstanderen” for ham.

Men det møde står ikke skrevet i sten. For modsat Djokovic, er Stans dårlige dage ikke altid gode nok. Når han ikke rammer sit gudeniveau, kan forsøget på at nå det resultere i fejl på fejl på fejl, som vi senest så mod Nadal i Monte Carlo.

Wawrinka er dog i den grad blevet en “big match player”, og han plejer at gemme sit bedste tennis til grand slam-turneringerne.

Den kommende grusstjerne: Dominic Thiem

Den 22-årige østriger Dominic Thiem har printet sit navn fast i bevidstheden hos de fleste tennisfans det sidste års tid. Med hele fem titler – alle i mindre turneringer, men alligevel – er han kravlet op som verdens nr. 15.

Grus er hans foretrukne underlag, og flere tenniseksperter ser ham allerede som en kommende French Open-mester.

Som spiller minder han på flere måder om Stan Wawrinka. Han spiller med en enhåndsbaghånd, masser af topspin og masser af tyngde fra både for- og baghånd samt serv. Her er et par smagsprøver på hans kunnen:

I de seneste uger har han spillet “næsten” lige op med både Djokovic (Miami) og Nadal (Monte Carlo). Han vandt ganske vist ikke et sæt i nogen af kampene, men når man tilspiller sig hhv. 15 breakbolde i to sæt mod Djokovic på langsom hard court og 16 (!) i et sæt mod Nadal på grus, så bliver det bemærket.

At Thiem så præsterede håbløst ringe mod de to mestre på netop breakboldene og blot formåede at vinde to (!) af de ovennævnte 31 breakchancer, vidner om en spildt mulighed og en ung spiller, der lige mangler det sidste.

Ikke desto mindre bliver han læringskurve interessant at følge denne grussæson, og lur mig om det ikke lykkedes for ham at tage en eller flere store skalpe.

Hold også øje med: Murray, Nishikori, Tsonga, Monfils og Federer

Andy Murray havde sin bedste grussæson nogensinde sidste år, hvor han vandt sin første grus Masters med sejr over Nadal og gik ubesejret gennem grussæsonen frem til semifinalen i French Open, hvor Djokovic slog ham i fem sæt.

Problemet for Murray? Han taber altid mod de bedste i de her år. I 2014-2016 er han 1-11 mod Djokovic, 0-5 mod Federer, 1-4 mod Nadal og 0-1 mod Wawrinka. Det er svært at tro på ham i en semifinale mod en af de fire.

Japanske Kei Nishikori er lidt af et enigma. Han bliver næsten hele tiden skadet og har derfor ry for at være fysisk svag. Omvendt har han tourens bedste statistik i afgørende sæt, hvor han vinder hele 78 % af de kampe, der går i hhv. tre og fem sæt.

Topniveauet er der. Men som spillertype minder han lidt for meget om en dårligere version af Djokovic til for alvor at udgøre en trussel for netop Djokovic. Verdensetteren presser ham simpelthen så langt tilbage i banen med sine ekstremt dybe grundslag, at Nishikoris ellers så potente grundlag ikke udgør den fare, de eksempelvis gør mod en Rafael Nadal.

Det er derfor næppe ham, der eventuelt fælder Djokovic. Men de fleste andre kan han slå på sin dag.

Så er der de to uforudsigelige franskmænd og entertainere, Gael Monfils og Jo-Wilfried Tsonga. Begge har tidligere gjort det godt i French Open, og begge viste gode takter i Monte Carlo. Tsonga ved at nå semifinalen og slå Federer ud, Monfils ved at nå finalen og spille fuldstændig lige op med Rafael Nadal i de to første sæt.

Tsonga havde i 2012 hele fire matchbolde mod Djokovic i French Open. Monfils og Djokovic har ikke mødtes på grus i et årti, men Monfils har presset ham lidt i deres seneste hard court-kampe, og han elsker at performe foran hjemmepublikummet i Paris.

Endelig er der Federer. Hans tid som seriøs grustrussel har været ovre nogle år, men hvis man kan nævne Monfils og Tsonga, skulle man være et skarn, hvis man ikke også nævnte Federer. Sammen med Nadal og Wawrinka er det ham, der har endt Djokovic’ franske drømme de sidste fem år.

I Federers tilfælde skete det i 2011, da han slog en mindst ligeså suveræn Djokovic ud i fire sæt i semifinalen og tilføjede serberen sit første nederlag i sæsonen. Men allerede året efter tog Djokovic revanche og slog Federer i tre sæt.

Siden er Federer ikke nået forbi kvartfinalen i Frankrig, og det skulle undre en smule, hvis det sker i år.

Alt i alt er grussæsonen blevet noget mere åben, uforudsigelig og spændende i løbet af den sidste uge med Djokovic’ uventede nederlag og Nadal, der har rejst sig som en anden fugl Føniks.

Føj dertil Thiems søgen mod toppen, Wawrinkas power, Murrays vilje, et par flamboyante franskmænd og en japansk ninja, og grusæsonen bliver – forhåbentlig – lidt sværere at forudsige end den suveræne Djokovic-dominans, vi har været vidne til i halvandet år.

Denne uge spilles der ATP-250 turneringer i Estoril (Portugal), München samt Istanbul. Derpå følger Madrid Masters fra på mandag og Rome Masters ugen efter. French Open spilles fra 22.5 – 5.6.

30 Jan

Australian Open-finale: Novak Djokovic vs. Andy Murray

community_image_1428253659

En skræmmende stærk Djokovic udspillede Federer i de to første sæt af torsdagens semifinale. Nu venter en velkendt rival i finalen i form af Andy Murray, som lukrerede på en skade hos Milos Raonic i sin semifinale. Vi ser nærmere på begge semifinaler og giver en optakt til finalen. 

Af Anders Høeg Lammers

Nu er det sikkert og vist. Novak Djokovic og Andy Murray mødes i Australian Open-finalen søndag morgen 9.30 dansk tid efter at have elimineret hhv. Roger Federer og Milos Raonic.

At Djokovic og Murray mødes i finalen er efterhånden nærmest en tradition. De mødtes også i finalen i 2011, 2013 og 2015 – og i semifinalen i 2012 havde de deres hidtil tætteste kamp, da Djokovic sejrede 7-5 i femte sæt. Djokovic har vundet samtlige fire opgør.

I vores optakt skrev vi, at Novak Djokovic var storfavorit, og at Andy Murray – den evige toer – qua sin lodtrækning meget vel kunne gå rigtig langt, men at vi anså Stan Wawrinka som førsteudfordreren.

Hvad vi ikke vidste var, at Stan døjede med sygdom turneringen igennem. Alligevel spillede han sig i kvartfinalen, hvor han røg ud i fem sæt til Milos Raonic.

Før vi ser på finalen, skal I dog ikke snydes for en gennemgang af de to semifinaler.

 

Brilliant Djokovic satte Federer til vægs

Jeg har – med undtagelse af French Open-finalen 2008 – aldrig set Federer se så hjælpeløs ud på en tennisbane, som han gjorde mod Djokovic i de to første sæt. Djokovic vandt kampen 6-1, 6-2, 3-6, 6-3, men det niveau, han begyndte kampen på, var decideret skræmmende.

22 minutter tog det første sæt. En halv time senere var Djokovic foran 2-0 i sæt, og Federer lignede en mand, der ikke vidste, hvad der havde ramt ham.

Djokovic begik ingen fejl, servede uovertruffent, returnerede alt, satte forhænder og baghænder præcis, hvor han ville og kom over med de vildeste passerslag, hver gang Federer forsøgte på noget.

Djokovic var da også pænt godt tilfreds med niveauet:

I think against Roger, these first two sets have been probably the best two sets I’ve played against him overall I think throughout my career.

I’ve had some moments against him in sets where I’ve played on a high level, but this was, yeah, I think a different level than from before

Det var det svært at være uenig i.

Det hjalp dog heller ikke Federer, at hans serv – en essentiel del af hans spil, særligt mod en spiller med så gode returneringer som Djokovic – var et par niveauer under vanlig standard og timingen i grundslagene var helt off.

Men en del af det var også bare Djokovic, der ikke gav ham nogen chance for at komme i gang.

I slutningen af andet sæt begyndte Federer så småt at komme i gang for så at komme helt i gang i tredje sæt. Serven sad bedre, og forhånden kunne slå forbi Djokovic.

Det lykkedes ham tilmed at holde Djokovic – der havde brudt ham fire gange i de to foregående sæt – fra breaks, og da han samtidig brød Djokovic i et fantastisk maratonparti midtvejs i sættet, var sættet hans.

 

En lige ved og næsten game changer

Derpå blev spillet stoppet i godt ti minutter, da taget skulle henover Rod Laver Arena p.g.a. en varslet byge.

Pausen gjorde ikke meget godt for nogen af spillere. Djokovic lagde ud med to uprovokerede fejl, men Federer – der burde have kendt sin besøgelsestid – honorerede gaven med at sende tre spilbare andenserver fra Djokovic i nettet. 0-30 blev til 40-30 og endnu en dårlig returnering gav Djokovic partiet.

Den timing, Federer havde genfundet i sine grundslag i tredje sæt, var væk i fjerde. Normalt ville man sige, indendørs er en fordel for Federer, da opspringet er lavere, og serven får mere præcision. Og hans serv blev da også skarpere i fjerde sæt. Men i en kamp, hvor han kæmpede med timingen, gjorde pausen og de let ændrede spilforhold intet godt for hans grundspil.

Djokovic så heller ikke for godt ud. Men begge spillere servede fint og holdt serv frem til 3-4, hvor Federer servede. Et uskarpt forsøg på en stopflugtning, der burde være sendt hårdt på tværs, gav Djokovic et let passerslag. Så stod den 15-30, og Djokovic havde et lille match point.

Det point er genialt fra start til slut. En fremragende serv bliver besvaret med en umulig returnering, som Federer laver en smuk lille stopflugtning på. Djokovic løber den, selvfølgelig op, og lægger det perfekte lob, som Federer returnerer med et lob. Her burde Djokovic have afgjort duellen, men han har ikke verdens bedste smash, og Federer får bolden retur, hvorpå Djokovic laver en ganske udmærket flugtning, som Federer så laver en fuldstændig vanvittig baghånd op af linjen på. Se det:

Det er den slags point, der vender og vinder kampe.

Sådan skulle det dog ikke gå torsdag. Allerede på næste point punkterer Djokovic fuldstændig Federers momentum, da et passerslag, der ser ud til at blive en let flugtning for Federer, snitter netkanten og stryger henover Federers chanceløse fremstrakte ketcher.

En journalist ville vide, hvor højt på Federers højdepunktsliste baghånden før netkantsslaget lå.

Top hundred (smiling). Then I got an unlucky let cord. That calmed me down very quickly again.

Tørt.

Kampen igennem havde Djokovic hawk-eye og linjerne på sin side, og denne netkant virkede som one too many for Federer (måske fik han sågar flashback til Djokovic’ heldige/sublime returneringsvinder, da Djokovic var nede med matchbold ved US Open 2011).

Frem for at sunde sig og komme op med en god serv, smider han den næste serv i nettet. Og bag en ikke særlig vanskelig andenserv løber han kamikazeagtigt mod nettet.

Djokovic? Han træder frem og hamrer bolden cross court med sin forhånd. Federer får lidt af sin ketcher på, men har ingen chance. Game, set and match: Djokovic, der let server kampen hjem mod en modløs Federer, der sender et par lette forhænder langt.

Det var i den grad Djokovic’ kamp, men det kunne have været interessant at se, Federer holde serv der. Kampen stod og vippede, og fordi de første sæt havde været så korte, ville Federer også have energi til et eventuelt femte sæt.

Højdepunkter her:

Uheldig Raonic ud til Murray

Milos Raonic har været denne turnerings positive overraskelse. 2015 var et skadesplaget år for den høje canadier med den store serv, og han faldt ned som nr. 14 på ranglisten.

Men i år er tingene gået Raonic’ vej – lige indtil Murray-kampen. Han vandt opvarmningsturneringen i Brisbane, hvor han slog Federer for blot anden gang i karrieren efter hele ni nederlag.

Og i denne turnering har han slået Stan Wawrinka ud i fem sæt og generelt bare spillet fremragende, offensiv tennis. Hans netspil er forbedret markant, og hans returneringer og grundslag har også fået et nyk op af.

Mod Murray spillede han sin blot anden slam-semifinale, mens Murray spillede sin 18. Statistikken var på Murrays side. Murray var 2-8 i slam-semifinaler mod The Big 3, men 6-1 mod alle andre (Roddick slog ham ved Wimbledon i 2009).

Alligevel var det Raonic, der dominerende duellerne og delvist kampen med sin store serv og tunge grundslag. Murray søgte kampen igennem efter sin forhånd og fandt den kun sporadisk.

Men begge spillere servede godt, og Raonic’ returneringer var ikke gode nok til for alvor at true Murray’s serv det meste af tiden, mens Raonic’ serv var for god til at Murray kunne læse den.

Tre tætte første sæt gav Raonic en 2-1 føring. Men så begyndte lysken så småt at værke. Det påvirkede hans spil i fjerde, hvor Murray brød ham. Raonic havde to chancer for at bryde igen, da Murray servede for sættet, men Murray spillede sublimt og klogt på begge.

I femte sæt var Raonic helt væk – sønderknust af ikke at “kunne spille“, som han formulerede det efterfølgende. 4-6, 7-5, 6-7 (4), 6-4, 6-2 blev den endelige score.

Højdepunkter her:

Finalen: Repeat or reversal of fortunes?

Djokovic har som sagt krammet på Murray Down Under og har slået ham hele fire gange. Det spiller alt andet lige ind på begge spilleres psyke og selvtillid. Samtidig har Djokovic i den grad domineret Murray, siden Murray mistede Ivan Lendl som træner.

Ved starten af 2014 stod den 11-8 til Djokovic i indbyrdes opgør. Siden har Djokovic vundet 10 ud af 11, så den nu står 21-9.

Problemet for Murray kan koges ned til følgende: Djokovic kan stort set alt det, Murray kan, ligeså godt eller bedre. Og da de minder en del om hinanden som spillertyper, er de små forskelle afgørende.

De har begge verdens bedste returneringer og verdens bedste to-hånds baghænder. Men mens Djokovic’ efterhånden har en af tourens absolut bedste forhænder, er Murrays forhånd ikke i nærheden af at være i samme klasse. Det samme gælder andenserven (læs mere om Djokovic’ fortræffeligheder i vores portræt her og her).

Djokovic’ andenserv er god, varieret og svær at angribe. Murrays, når den er værst, tigger om at blive massakreret. Forskellen mellem deres andenserv er så enorm, at Murray ville have noget nær 50-50 chancer, hvis de byttede rundt, mens bookmakerne nu giver ham under 20 procent.

Læg dertil at Murray kun har én hviledag inden finalen mod Djokovic’ to. Og tager man samtidig psyken og den mentale styrke med ind, er det svært at se andre udfald end endnu en Djokovic-sejr.

Djokovic er de senere år blevet en ekspert i at blokere alle negative indtryk. Det gør ham ikke spor, at hele publikum hepper på modstanderen og af og til sågar buher af ham.

Murray, derimod, går konstant og skælder ud på sig selv og virker dårlig til at lægge ting fra sig. Det var bedre under Lendl, men selv der var det ikke imponerende.

I 2013-finalen, foran 1-0 i sæt og ved stillingen 2-2 i andet sæts tiebreak, blev han således distraheret af en fjer (for real!), servede en dobbeltfejl, hvorefter Djokovic løb af sted med tiebreaken og kampen. Og i sidste års finale blev han distraheret, da Djokovic’ pludselig virkede/spillede skadet i tredje sæt:

The third set was frustrating because I got a bit distracted when he, like, fell on the ground after a couple of shots. It appeared that he was cramping, and then I let that distract me a little bit

Den slags er der ikke råd til i morgendagens finale. Men hvis Djokovic spiller noget i nærheden af, hvad han gjorde mod Federer i de første to sæt, er det ret ligegyldigt, hvad Murray gør.

Håbet for Murray ligger tilbage i Djokovic’ 4. runde. Her lavede Djokovic hele 100 uprovokerede fejl i en fem-sætter mod franskmanden Gilles Simon.

Og hvad har det med Murray at gøre? Jo, Simon bliver af og til kaldt a poor man’s Murray, fordi der er visse ligheder i deres counter punching-stil. Begge elsker de at spille kontra, begge er bedst til at forsvare sig og begge er særdeles gode til at få modstanderen til at spille en ekstra bold.

Djokovic har i denne turnering ikke været ligeså suveræn i de længere dueller, som han sædvanligvis er. Så hvis Murray kan få dem i gang, hvis han kan frustrere Djokovic til at lave fejl, og hvis han selv både kan tage sine chancer og være mentalt stærk, når der kommer modgang, så har han måske en chance.

Men Djokovic er stadig det sikre bud – og formentlig får han heller ikke denne gang brug for det femte sæt.

Kampen sættes i gang 9.40 søndag morgen og vises på Eurosport. 

Her er højdepunkter fra sidste års finale:

God kamp!

26 Jan

Australian Open: Federer og Djokovic klar til drømmesemifinale

Roger Federer and Novak Djokovic

Roger Federer imponerende mod Tomas Berdych, mens Novak Djokovic gjorde, hvad der skulle til mod en flad og småskadet Kei Nishikori. Vi genser højdepunkter, ser frem mod deres drømmesemifinale samt kaster et blik på morgendagens kvartfinaler. 

Af Anders Høeg Lammers

7-6 (4), 6-2, 6-4 lød Federers sejr på over 6. seedede Tomas Berdych i dagens første kvartfinale ved Australian Open (kampstart ca. 4.45 dansk tid). Berdych brød serv først, men Federer brød straks tilbage. Federer var tæt på flere gange i tjekkens serv, men sættet skulle afgøres i en tiebreak.

Og sikke en af slagsen. Begge fandt flot spil frem. Federer tog det første minibreak med en lumsk, kort lavthoppende slice i midten af banen, mens han selv stormede frem mod nettet. Berdych anede ikke, hvad han skulle stille op med den og forsøgte at slice den forbi Federer. Umiddelbart efter sendte Federer en smuk baghåndsvinder ned af linjen efter en hårdtslående duel. Når han rammer dem, ved man, han har selvtillid.

Afgørelsen faldt da en Berdych forhånd tog netkanten og røg ud. Federer var heldig med linjerne og nettet et par gange i sættet, men generelt var det velfortjent – han var slet og ret meget bedre med i Berdychs serv end omvendt.

Andet sæt var Fed Express, som vi kender det. Federer brød serv fra start og en enkelt gang i slutningen, mens hans selv holdt med lethed sættet igennem.

Vi fik fikse små halvflugtninger ved sætninger, syngende forhænder og velplacerede server. Kampen igennem slog Federer også godt igennem på sin baghånd – han slicede af og til for variationens skyld, men generelt slog han til baghånden, også på returneringerne.

Ved tredje sæts start tog Federer gassen af pedalen, og det skal man ikke mod Berdych. Berdych fik det første brud efter et par gode baghænder ned langs linjen, men igen lykkedes det Federer at få servegennembruddet igen med det samme, da Berdych hostede en dobbeltfejl op på breakpoint.

De fulgtes til 4-4, hvorpå Federer satte tryk på. 0-40 og tre semi-matchbolde. To gode Berdych-server og en løs Federer baghånd senere, var de dog reddet. En smuk baghånd cross court gav ham en ny breakbold, og denne gang tog han den, hvorpå han servede sejren sikkert hjem.

Højdepunkter kan (og bør) ses her:

Interview med spillerne findes her og her, og kampstatistikken er her. Federer sluttede med en imponerende 48-26 i vindere-uprovokerede fejl statistik, mens Berdych var på respektable 27-27.

Udover Federers gode spil var det tjekkens førsteservsprocent, der svigtede ham en smule. Den lå på blot 54 procent, og det er ikke nok, når Federers returneringer sidder.

 

Djokovic gjorde kort proces mod halvskadet Nishikori

Jeg havde egentlig forventet mig mere af denne kamp. Dels var Djokovic i store vanskeligheder mod Gilles Simon, hvor han lavede hele 100 uprovokerede fejl over fem sæt. Dels har Nishikori set mere end skarp ud, senest da han tog Jo-Wilfried Tsonga ud i tre entydige sæt.

Djokovic var bedre end mod Simon, men stadig et pænt stykke fra det topniveau, vi efterhånden forventer af ham. Topniveauet var der til gengæld slet ikke brug for i den overlegne 6-3, 6-2, 6-4-sejren.

Som Mats Wilander sagde efterfølgende (parafraseret): “Nishikori var godt med til 2-3, 40-0 i første sæt. Så laver han tre uprovokerede fejl i træk, bliver brudt, hænger med skuldrene og er væk resten af de to første sæt”.

Og det var sådan ca. kampen. Nishikori havde hele fem breakchancer i andet sæt, men tog ikke en eneste (Djokovic tog to af sine fem).

Nishikori sluttede med hele 54 uprovokerede fejl mod blot 31 vindere. Djokovic var på mere stabilie 22-27.

I tredje sæt fik Kei behandling for en lårskade, og det hjalp tilsyneladende lidt. Han brød til 2-0, men blev brudt med det samme igen. Så brød han igen, og så brød Djokovic retur. Ved 3-3 havde han game-point, men hans forhånd blev fanget i nettet, og Djokovic brød nok engang. Ved hver god Nishikori forhånd fulgte mindst én dårlig.

Ved 5-4, 40-0 til Djokovic var det lige ved at blive spændende. Nishikori fik afværget de to første matchbolde, hvorpå en længere duel fulgte. Men så trådte Djokovic i karakter med en forrygende baghåndsvinder cross court, sin niende vinder i sættet, der vel var kampens bedste.

Højdepunkter her, interviews samme sted som ovenfor:

Next up: Federer i deres 45. indbyrdes kamp. P.t. står den helt lige med 22 sejre til hver.

Før vi ser frem mod den, ser vi dog lige hurtigt på morgendagens to kvartfinaler.

 

Raonic-Monfils og Murray-Ferrer

Milos Raonic har imponeret i denne turnering og i år i det hele taget. Han kommer mere til nettet, han returnerer bedre, og han bevæger sig bedre rundt på banen.

Og serven? Ja den er som altid suveræn. I 4. runde slog han Stan Wawrinka ud af turneringen i fem sæt i en medrivende kamp. Dermed blev han den første spiller udover Djokovic, der har besejret Stan Down Under siden 2012 (Stan har dog døjet med sygdom under turneringen).

Da Monfils samtidig blev småskadet i sin 4. runde, da han kastede sig efter en bold, må Milos siges at være favorit. Det er dog værd at bemærke, at Monfils har vundet begge tidligere opgør, ét helt tilbage i 2011 i Raonic’ gennembrudssæson og ét i Halle i 2013.

Mit bud? Raonic i fire sæt, tre hvis han er skarp.

Og så til den anden kvartfinale. Der er få spillere, der har fået mere ud af deres talent end spanske David Ferrer. Den mand taber yderst sjældent en kamp, han bør vinde, og når han gør, kan man være sikker på, han har givet alt, han havde i sig.

“Alt” er oftest nok, når det drejer sig om alle andre end the Big 4, men yderst sjældent når der er dem. Murray fører 11-1 indbyrdes på hard court mod Ferrer, og jeg har svært ved at se, det billede ændre sig til Ferrers fordel efter i morgen.

Jovist tæmmede han Isners serv forbilledligt i 4. runde, men Murray har bare set utrolig solid ud hele turneringen og kan – imodsætning til Isner – i den grad bryde Ferrers serv og hænge med ham fra baglinjen.

De har begge nogle af ATP-tourens absolut bedste returneringer, så forvent en del servegennembrud. Men forvent også, at Murray sejrer i tre, måske fire, sæt.

 

Blockbuster semifinalen: Roger Federer vs. Novak Djokovic

Torsdag mødes verdens to bedste spillere i semifinalen. Undskyld Murray, men uanset hvad ranglisten siger, så er det Federer, der er næstbedst efter Djokovic p.t. (Murray er ca. 1-15 mod Fedovic de sidste to år (1-10 mod Djokovic og 0-5 mod Federer).

Det er da også Federer, som har spillet sig langt nok frem i de store turneringer til at stille op til Djokovic-klø i de seneste tre store finaler (Wimbledon, US Open og World Tour Finals).

Er der nogen grund til at tro, det billede ændrer sig torsdag? Altså med hensyn til kløene?

Ikke for alvor. De har tidligere mødtes to gange i Australian Open, og Federer har endnu ikke vundet et sæt. Det har været tætte sæt, jovist, men alligevel. I 2008 var han svækket af kyssesyge, mens Djokovic simpelthen bare var for godt spillende i 2011, da han indledte sin dominans af de øvrige spillere og sluttede året med 6-0 mod Rafa og 4-1 mod Federer.

Derudover spilles kampen om aftenen i Melbourne. Det betyder, at bolden bevæger sig væsentligt langsommere end om dagen, hvilket gør det sværere for Federer at angribe og nemmere for Djokovic at forsvare sig.

Læg dertil at Federer har haft det overordentligt svært ved at tage det sidste skridt mod Djokovic i bedst af fem sæt de senere år, mens de stadig er relativt jævnbyrdige i bedst af tre (desto længere en kamp, desto større fordel til den seks år yngre Djokovic), at Australian Open er Djokovic’ absolut bedste slam og vel blot Federers tredje bedste samt ikke mindst, at Djokovic er verdens suveræne nummer 1, og det er efterhånden svært at finde grunde til, at det skulle gå anderledes denne gang.

Skal man være optimist på Federers vegne (og det er vi jo gerne her på Sport fortalt), er der fem-seks ting at klynge sit håb op på:

  • Djokovic’ spil har sejlet de seneste par kampe, især mod Simon, og han ligner ikke sit sædvanlige sikre selv (det er dog også set i andre turneringer, hvorpå han har hævet niveauet, når modstanderen hed Federer).
  • Federer har været on cruise control i både 4. runde mod David Goffin og i kvartfinalen mod Berdych og burde være så frisk som mulig
  • Det er en semifinale frem for en finale. Det kan tage noget af det mentale pres af Federer. Efter US Open skrev jeg om, hvordan det at Federer som 34-årig ved, at hver slam-finale kan være hans “sidste chance” formentlig lægger et ekstra pres på ham, der får ham til at lave fejl, han ellers ikke begår (spring til afsnittet “hvad gjorde forskellen“). Omvendt ved Djokovic, at han med meget stor sandsynlighed har mange finale- og trofæchancer foran sig. En semifinale kan betyde en lidt mere frigjort Federer, der tager mere end fire ud af 23 breakchancer, som tilfældet var i US Open-finalen.
  • Federer har niveauet, som han bl.a. viste i den seneste US Open-finale. Han skal “blot” holde det kampen igennem og tage sine muligheder, når de byder sig.
  • Federer har, statistisk set, spillet klart bedre end Djokovic i denne turnering. Det kan I læse nærmere om her. Problemet? Det gjorde han også ved US Open. Derudover kan det tænkes, at Djokovic “blot” har gjort det, der skulle til, mens Federer har spillet sig mere ud.
  • Og så nr. seks, som må tages med et gran salt. Vejret tyder på regn og torden. Det tyder på, at taget kommer på. I gamle dage betød det klar fordel til Federer, hvis timing og evne til at tage bolden tidligt, bliver styrket af “rene” forhold. Men Djokovic er selv blevet noget af et indendørs monster, så jeg er ærligt talt i tvivl, hvem det gavner mest.

Det er Djokovic’ sjette Australian Open-semifinale. De forrige fem har han konverteret til fem trofæer. Det er Federer’s 12 semifinale Down Under. Han har “blot” fire trofæer to show for it.

Hvis de senere års tennishistorie og deres Australian Open-historik skal tages til efterretning, er det derfor endnu en gang Djokovic, der kommer sejrrigt ud af opgøret og dermed for første gang i karrieren fører i deres indbyrdes opgør.

Vi håber, Federer gør oprør mod historien og bliver den ældste mand i en Australien Open-finale siden start/midt 70’erne.

Kampen spilles torsdag morgen kl. 9.30 og vises på Eurosport. God kamp.