Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Stan Wawrinka | Sport fortalt | Page 2 Stan Wawrinka – Page 2 – Sport fortalt
12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje. 

11 Sep

Stan Wawrinka: Den evige toer er trådt ud af mesterens skygge

wawrinka

Stanislas Wawrinka har været de seneste års helt store åbenbaring. Tegningerne til noget stort har været der længe, men det er først med svenskeren Magnus Norman i boksen, at Wawrinka har fået det hele til at stemme på samme tid. Nu er han blevet den modstander, ingen ønsker at se på den anden side af nettet i en slam-finale. Vi tegner et portræt inden aftenens US Open-finale. 

Af Anders Høeg Lammers

I mange år var han blot været kendt som ’ham den anden schweizer’. Når journalisterne interviewede Wawrinka efter en kamp, kunne halvdelen af deres spørgsmål dreje sig om Federer. Wawrinka kunne sidde og vride sig lidt undrende i stolen, men høflig og ydmyg som han er, svarede han alligevel som oftest på spørgsmålene.

For Federer har stået i centrum i langt størstedelen af Wawrinkas karriere – i en grad så Wawrinka har omtalt sig selv som: ’I’m the Swiss guy, who loses’.

En smuk baghånd, men et ustabilt spil og en mangel på kynisme og mental styrke, når en tæt kamp spidsede til. Sådan lød dommen.

Den tid er nu forbi og har været det i nogle år efterhånden. Stan the Man’s transformation fra en talentfuld andet geleds spiller til den absolutte verdenstop rummer mange elementer, såvel tekniske som mentale.

Kampen, der gav Wawrinka troen på sig selv

Før 2013 havde Wawrinka to gange spillet sig frem til kvartfinalen i en grand slam efter otte år på ATP-touren. Siden da er han nærmest blevet fast inventar.

Det hele startede reelt med en kamp mod manden, han møder igen i aften. Vi befinder os i 4. runde i Melbourne ved Australian Open 2013. Novak Djokovic er verdensetter, dobbelt forsvarende mester og tårnhøj favorit til at vinde for tredje år i streg i sin favorit-slam. Bookmakerne giver 1,05 gange retur på en Djokovic-sejr og hele 16 gange pengene igen på Wawrinka. Det spiller ingen rolle for Wawrinka.

De to spillere giver os årets bedste kamp, der ender 12-10 til Djokovic i femte sæt. Men mere afgørende for, hvad der følger, giver kampen samtidig Stan troen på, at han kan spille helt lige op med de bedste. At han hører til. Det er en ny følelse for den før så ydmyge schweizer:

“When I played Novak in 2013,” says Wawrinka now, “I had the click inside me that said, ‘OK, I might maybe one day beat him in a grand slam. I know I can do it, I have not only the game but I’m also ready mentally to do it… I could have mentally really gone down like other players did when they were so close. I took the other way”

Kampen bliver en del af Wawrinkas ‘fail better’-filosofi (mere herom nedenfor) og året fortsætter med en række imponerende resultater, men hvor han dog samtidig fortsætter med at tabe til de tre store.

I foråret 2013 tabte han således knebet med 5-7 i tredje sæt til Federer i Masters-turneringen i Indian Wells, han slog Murray i Monte Carlo, Ferrer i finalen i Portugal og Dimitrov, Tsonga og Berdych på vejen mod et finale-nederlag i Madrid til Nadal.

I French Open nåede han kvartfinalen efter endnu en fantastisk femsætter, denne gang mod franskmanden Richard Gasquet, før han nok en gang måtte give fortabt mod Nadal.

Den stærke forårssæson blev bakket op i efteråret, hvor han slog både Berdych og Murray i US Open på sin vej mod sin første slam-semifinale og en ny femsæts-klassiker mod Djokovic, som denne gang sluttede 4-6 i femte, efter Wawrinka ellers havde ført 2-1 i sæt:

Sæsonen blev kronet med Wawrinkas første deltagelse i sæsonfinalen World Tour Finals i London, hvor han, som jeg i øvrigt spåede, nåede helt frem til semifinalen, hvor han – igen, igen – tabte til Djokovic.

Tennis: Et spil fuldt med tabere

På indersiden af sin venstre underarm har Wawrinka et citat af den irske digter og forfatter, Samuel Beckett. Det lyder:

Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail Better

Da 2014 begyndte, havde Wawrinka blot vundet fire tennisturneringer, tre på grus og én på hard court, i næsten 500 kampe på ATP-touren. Alle var de i kategorien ATP-250, dvs. de mindst værdifulde hvad angår penge, prestige og ranglistepoint.

Ved hver tennisturnering er der typisk 32, 64 eller 128 spillere til start. Kun én af dem kan vinde. Og når man uge ud og uge ind ikke står med trofæet over hovedet søndag eftermiddag, kræver det sin mand at bevare troen på egne evner. Deraf Becketts ord.

Ordene, sagde Wawrinka efter sin Australian Open-sejr i 2014, har været “in my head for a long time”. Han forklarede:

It was part of my life, how I see life, and especially how I see tennis life. Before today, I always said that unless you are Roger, Rafa or Novak, you lose every week

Når man næsten med sikkerhed taber, nytter det ikke noget at slå sig oven i hovedet med det. Man må tage det positive med fra nederlaget og “tabe bedre” næste gang. Og det er netop, hvad Wawrinka har forsøgt på og været i stand til.

Selvom hele 2013 var et lige ved og næsten-år for Wawrinka, var det alligevel et perfekt eksempel på, at han ‘fejlede bedre’: to gange pressede han således Djokovic til det aller, aller yderste i hhv. Australien og US Open, og da han tabte for 12. gang i træk mod Nadal ved World Tour Finals – endnu en gang uden at vinde et sæt – var han rent faktisk den bedste spiller på banen og endte med 83 vundne point mod Rafas 80.

Samtidig var han begyndt at slå alle andre end Djokovic, Nadal og Federer på rimelig regulær basis – eksemplificeret ved at kun Djokovic og Nadal havde flere sejre mod top-10 spillere end Stan.

2014: Det helt store gennembrud

Det helt store gennembrud lå altså tydeligvis lige om hjørnet. Op til Australien Open det år spurgte en flittig Sport fortalt-læser mig om, hvem der var favoritterne til dette års turnering. “Djokovic er klar favorit med Nadal i hælene som ligeså klar toer”, lød svaret. Men, tilføjede jeg, “p.t. – før turneringen er igang – er det altså Stan the Man og Juan Martin, der står med de bedste kort på hånden for at levere overraskelser”.

Det gjorde de så begge, Delpo med et tidligt exit (p.g.a. en begyndende håndledsskade, der desværre sendte ham ud  resten af året), Stan med sin suverænt flotte sejr, hvor han først fik revanche mod Djokovic i kvartfinalen og derpå slog Rafael Nadal – som han som sagt inden da end ikke havde vundet et sæt mod – i finalen.

Sejren i Australian Open var blot anden gang siden Marat Safins sejr i Australian Open 2005, at en spiller uden for the Big Four vandt en slam-titel (Juan Martin del Potro, US Open 2009, er den anden undtagelse). Det var første gang nogensinde, at samme spiller slog både Djokovic og Nadal i en slam. Og 21 år siden at en grand slam-vinder slog de to top-seedede spillere ud.

Det ville være forkert at sige, at han ikke har set sig tilbage siden. Han har haft sine ups and downs, han har tabt til spillere, han ikke bør tabe til, han har været skadet og holdt fri. Men én ting ændrede sig for alvor med slam-sejren over Nadal, ja delvist allerede fra og med nederlaget til Djokovic i Australian Open 2013 – Stan var blevet til en spiller, der præsterede sit bedste, når det virkeligt gjaldt – i finaler og i grand slams.

Siden begyndelsen af 2014, har Stan således stået i 10 forskellige finaler og vundet alle 10! Inden 2014 havde han en finalestatistik, der lød på væsentligt mindre prangende fire sejre mod ni nederlag.

Tilsvarende med grand slams – jovist har han tabt tidligt tre gange, to gange i Wimbledon (senest til del Potro, som alle kan tabe til) og én gang i French Open umiddelbart efter sin første slam-sejr. Men resten af hans resultater lyder på én fjerde runde (hvor han var syg), tre kvartfinaler, tre semifinaler og én yderligere sejr, French Open 2015 mod Djokovic.

Det er bedre end alle andre end Djokovic og Murray.

I 2015 var han den eneste, der slog Djokovic i en slam-kamp. Og skulle man vælge en skrækmodstander for Djokovic i en slam-finale i de her år, er det hverken Federer, Nadal eller Murray – det er Stan the Man Wawrinka.

Tilbage til 2014 – få måneder efter sin Australian Open sejr slog han sin mere berømte landsmand, Roger Federer, i Monte Carlo Masters-finalen.

Hvor han før 2014 havde tabt 26 ud af 26 sæt mod Nadal, 14 kampe i træk mod Djokovic og 13 ud af 14 kampe mod Federer (den enlige sejr var fem dage efter Federer havde fejret sit bryllup), endte han med 2014 med 3-3 mod de selvsamme spillere (hvoraf to af nederlagene kom ved World Tour Finals-kongerne Djokovic og Federer, og det tredje til Wimbledon-kejseren Federer).

Det kan man kalde en forvandling.

Sagt på en anden måde, så er hans topniveau på et niveau, hvor han kan slå hvem som helst når som helst. Og det er han heldigvis langt om længe blevet klar over.

Som han sagde efter Nishikori-sejren i fredagens semifinale:

I saw so many players not even thinking they can beat them (the big 4) when they step on the court. I always try to believe in something, that maybe one day I can beat them, and that’s what happened in the past few years

Hvad har Stan egentlig forbedret?

Og dermed er vi fremme ved noget af det, der er grunden til Stans store succes de senere år. Hans mentalitet. Han tror på sig selv nu. Han tror på sit eget spil i de afgørende momenter. Og det er der – desværre – forbavsende mange tennisspillere, der ikke gør, når de står overfor en på papiret bedre modstander.

En stor del af æren for det må tilfalde den tidligere svenske topspiller Magnus Norman, som i sin tid også fik Robin Söderling til at tage to skridt op af karrierestigen.

Slagene har Wawrinka for så vidt altid haft. Men med Norman er han blevet bedre til at vælge de rigtige og tro på sit eget spil. Samtidig er han blevet stærkere og mere udholdende fysisk, så han kan stå og slå 20 bolde i streg mod Djokovic, Murray, Nadal, Nishikori, eller hvad modstanderen nu hedder den dag.

Han har tabt et par overflødige kilo på maven, er blevet hurtigere og kan dermed forsvare sig bedre, når modstanderen forsøger at trykke ham tilbage i banen. Wawrinka er især berømt for sin baghånd, men både serven og forhånden har fået et nøk opad under Norman.

Grundlæggende er Wawrinkas spillestil relativt simpel. Han spiller med power i serven, forhånden og baghånden. Fuld power. Han har også en glimrende slice og ganske udmærkede hænder ved nettet, når han (desværre alt for sjældent) følger sine tunge grundslag til dørs. Men grundessensen er nu alligevel power, og ingen spiller på touren kan matche ham i tyngden af grundslagene.

Når det kører for ham, er han derfor uhyre svær at stoppe. Få spillere har et egentligt forsvar mod Stan, når han er på. Han kan serve bomber på 220-230 km/t, slå vindere fra hvor som helst på banen med både sin stærkt forbedrede forhånd og sin underskønne enhåndsbaghånd og samtidig flugte, når han vælger det til.

Højt at flyve, dybt at falde

Men dét aggressive tennis, der gør en flyvende Stan så interessant at følge som tenniselsker, er samtidig nogle gange hans akilleshæl. Stan spils er højt anlagt og derfor også med en stor risiko. Han foretrækker så klart at dominere duellerne frem for at jagte modstanderens slag.

På de dage, hvor han rammer formen og selvtilliden er i top, er det en ren fornøjelse, og man tager sig selv i at tænke, hvordan den type spil overhovedet er mulig i en tid, hvor spillere med en fantastisk defensiv ellers har domineret sporten i flere år.

Men når det ikke kører, kan han (desværre) fortsat tabe til hvem som helst, fordi han næsten spiller uden en plan B. Sagt kort: På en rimelig god dag slår han måske 45 vindere og 30 uprovokerede fejl mod en modstander, der slår 20 vindere og 20 uprovokerede fejl. På en dårlig dag er Stans to tal byttet rundt, eller det der er værre.

En halvdårlig dag på kontoret var, hvad Wawrinka havde i tredje runde af årets US Open mod verdens nr. 64, den relativt upåagtede Daniel Evans. Stan var nede med match point i fjerde sæt, inden han hev sig selv op og kørte en slukøret og træt Evans over i femte.

Den kamp er dog også et eksempel på, at Wawrinka er modnet som spiller, og at han præsterer bedre i slams. Havde det været enhver anden turnering, havde han formentlig tabt den kamp. Havde det været for fire år siden, havde han også tabt den kamp. Men i år, efter et for hans nye standarder ellers ikke særligt prangende slam år, fandt han alligevel en vej til sejren.

Aftenens finale – hvad kan vi vente os?

Der er ikke mange hemmeligheder mellem Djokovic og Stan. De har mødtes 23 gange, og Djokovic fører 19-4. Men den statistik giver ikke et retvisende billede. Mere relevant er det, at der står 3-2 til Djokovic i slam-opgør fra og med ovennævnte Australian Open-kamp i 2013.

Endnu mere relevant er det, at alle kampene har været enormt tætte: Fire af de fem kampe er gået i femte sæt – undtagelsen er French Open-finalen i 2015, hvor Wawrinka slog Djokovic i fire efter at have tabt det første sæt.

Det er to mentalt stærke spillere, der mødes. Wawrinka har vundet sine seneste 10 finaler i streg – Djokovic har vundet 12 ud af 13 finaler det seneste år.

Wawrinka har spillet markant mere tennis end Djokovic i årets turnering – 23 sæt mod blot 12 for Djokovic. Mens Wawrinka har reddet matchpoint mod Evans og udmanøvreret og udmarvet to særdeles kapable modstandere som del Potro og Kei Nishikori, har Djokovic nærmest fået foræret sin plads i finalen.

Djokovic har døjet lidt med sit ene håndled og overvejede helt at blive væk fra årets US Open. Men ved et lykketræf – eller voodoomagi – har hovedparten af Djokovic’ modstandere trukket sig før eller under kampen. Eller – som i Monfils’ tilfælde i semifinalen – spillet helt og aldeles med hovedet under armen i den suverænt mest absurde slam-semifinale jeg har set til dato.

Det er derfor svært at vurdere, hvor Djokovic præcist står. Han har vundet en masse turneringer i årets første halvdel, men ofte uden for alvor at behøve spille sig ud.

Han er i US Open-finalen næsten uden at have behøvet at spille. Og samtidig har han – måske, man ved aldrig helt, hvornår det er bluff med ham – nogle småskader, der stadig nager ham.

Hvad vi dog ved er, at det er uhyre sjældent, Djokovic ligefrem underpræsterer i en slam-finale. Hvad vi også ved er, at aftenens to finalister har givet os nogle af de suverænt bedste kampe de senere år. Wawrinkas offensiv mod Djokovic’ defensiv er slet og ret absurd god tennis.

Og endelig ved vi, at Stan ikke bukker sig i støvet blot fordi, det er verdensetteren, der står på den anden side af nettet. Som han sagde til sig selv inden sidste års French Open-finale:

Play your game, he doesn’t like you, he doesn’t like the way you play your game, you’re the only player who can really push him back, who can really make him feel uncomfortable

Og som han sagde efter Nishikori-sejren i semifinalen:

I know when I arrive in a final I’m ready to play my best tennis

Det holder forhåbentligt også i morgen. Og Federer? Ham er der ingen, der spørger Wawrinka om i øjeblikket.

Kampen spilles kl. 22.00 dansk tid og vises på Eurosport

Update: Stan the Man vandt fortjent kampen i fire sæt. Du kan se højdepunkter her:

30 May

French Open: Djokovic, Murray og Stan tilbage – Fedal er ude

novak-djokovic-stan-wawrinka-french-open-final-grand-slam-roland-garros_3312760

French Open er berøvet sine to største stjerner, Federer og Nadal. Sammen med en særdeles favorabel lodtrækning har det øget Novak Djokovic’ chancer for at vinde sin fjerde slam-turnering på stribe og dermed opnå en “career slam” og en “Novak slam” i ét hug. Stan Wawrinka og Andy Murray er bedste bud på at stikke en kæp i hjulet på Serbiens velsmurte tennismaskine. 

Af Anders Høeg Lammers

Vi er nu inde i den sidste uge af French Open. Og lad os starte med det negative. Turneringen har allerede mistet sine to største stjerner, Roger Federer og Rafael Nadal. Federer meldte allerede afbud i ugen op til p.g.a. en rygskade. Det er første gang i dette årtusinde, Roger Federer ikke er med i en slam-turnering.

Alt andet lige er det en klog beslutning – sæsonens vigtigste turnering i form af Wimbledon er lige om hjørnet, hvor Federers chancer er mange gange bedre end i Paris.

Tabet af Nadal, manden der har domineret og defineret French Open det sidste årti, er for så vidt mere signifikant. Nadal havde vist fremskridt i dette års grussæson efter en næsten to-årig formkrise. Han vandt Monte Carlo og Barcelona, men tabte dog til hhv. Murray og Djokovic i Madrid og Rom.

I årets French Open var han den mest dominerede af favoritterne i sine første to kampe, hvor han lignede den gamle Rafa og blot afgav ni partier i sine seks vundne sæt. Men fundamentet, sejrede kom på, viste sig at være skrøbeligt. En tydeligt påvirket Rafa trak sig fredag fra turneringen p.g.a. et håndled, der “ville brække”, hvis han spillede videre.

Det er på én og samme tid et kæmpe tab for turneringen og en kæmpe gave til Novak Djokovic. En gave til Novak, fordi Rafa – selvom han næppe ville slå Djokovic (Rafa har tabt de sidste 15 sæt og syv kampe i streg) – alt andet lige ville tage så meget mental og fysisk energi ud af Djokovic, så Djokovic ville være mere medgørlig for en finalemodstander.

Men lad os nu se fremad og henimod de udfordringer, Djokovic stadigvæk står over for i dette års turnering. Sport fortalt har allerede i et vist omfang skrevet om, hvad der er på spil og de forskellige kombatanter i dette indlæg, som med fordel kan (gen)læses.

Men siden da er der trods alt også sket en del. Bl.a. er Murray nu bookmakernes favorit efter Djokovic. Det skyldes ikke mindst hans imponerende sejre på 7-5, 6-4 over Nadal i semifinalen i Madrid og efterfølgende finalesejren på 6-3, 6-3 i Rom over selveste Novak Djokovic (Murrays blot anden sejr mod Djokovic i de seneste 13-14 kampe).

Det hører dog med til billedet, at Djokovic var ude i opslidende kampe i både kvartfinalen mod Nadal og i semifinalen mod Nishikori, mens Murray spadserede igennem turneringen. Murray er 33-3 på grus i 2015-2016 (hvoraf to nederlag er til Djokovic) og er årets bedste i returspillet på grus.

Derudover har Djokovic revancheret sin dårlige start på grussæsonen med sejr i Madrid over Murray og fine sejre i Rom over både Nishikori og Nadal. Alligevel har han dog langt fra lignet sit uovervindelige selv fra hard court-sæsonen og har i høj grad måttet slide sig til sine sejre.

I årets French Open har han ikke afgivet sæt i sine første tre kampe, men hans lodtrækningsheld har også været signifikant. Det fortsætter helt frem til finalen, hvilket styrker Djokovic’ muligheder for nå en historisk triumf:

Vinder Djokovic opnår han, ligesom Rod Laver, Andre Agassi, Roger Federer og Rafael Nadal før ham i den åbne æra, en såkaldt career grand slam, fordi han så har vundet alle fire slams. Samtidig vil det være hans fjerde slam-sejr i træk, en Novak-slam. Ingen mand har vundet fire slams i træk, siden Laver ryddede bordet i 69.

Den forsvarende mester, Stan the Man, har spillet under niveau det meste af grussæsonen, men vandt Geneve i ugen op til French Open. Og er der en ting, man ikke skal gøre med Stan, er det at afskrive ham i slam-turneringer. Manden har et vanvittigt højt peak-niveau, som han i den grad lod komme til udtryk i sidste års finale mod Djokovic:

Wawrinka var dog allerede halvvejs på vej ud af turneringen på førstedagen, hvor Lukas Rosol, der i 2012 indledte “trenden” med, at en spiller udenfor top-100 hvert år slår Nadal ud af Wimbledon, pressede mesteren til det yderste. Wawrinka sejrede 6-4 i femte efter at have været nede med 1-2 i sæt.

Dominic Thiem har ikke levet op til de forventninger mange havde til ham denne grussæson, men han er stadig en farlig mand i Paris og har spillet sig i fjerde runde.

Tidligere gode grusspillere som David Ferrer og Tomas Berdych er p.t. tilsyneladende et godt stykke fra fordums styrke. Ferrer har reelt ikke præsteret et eneste resultat hele grussæsonen, og Berdych fik dobbelt(!) æg af Goffin i Rom, hvorpå han fyrede sin træner.

Goffin har heller ikke vist sig helt ueffen på gruset, men det er svært at se forbi Novak, Murray og Stan – med Dominic Thiem som største outsider – når vinderen skal findes.

Og nu til den resterende del af lodtrækningen.

Første fjerdedel: Djokovic, Berdych, Ferrer og Bautista Agut

Djokovic har som nævnt ikke været uheldig med sin lodtrækning. Bautista Agut er seedet til at møde ham i 4. runde og med al respekt for spanieren, så er han typisk kanonføde for de allerbedste.

I kvartfinalen står Djokovic på papiret til enten at møde Tomas Berdych eller David Ferrer. Og ikke nok med at ingen af dem er i form, Djokovic “ejer” begge to fuldstændig i indbyrdes opgør. Mod Berdych har han vundet 20 af deres seneste 21 kampe, mod Ferrer ti ud af de sidste ti.

I semifinalen skulle han have mødt Nadal. I stedet er det nu Dominic Thiem eller David Goffin, der er bedste bud.

Djokovic værste modstander kan meget vel blive ham selv før finalen. Roland Garros er den eneste store turnering, han mangler at vinde, og han har været tæt på så mange gange allerede. Presset for at vinde sin career slam og Novak slam kan derfor godt spille ham et puds. Han er dog kommet fint fra start i de første runder, så mon ikke det fortsætter?

Semifinalist: Novak Djokovic. 

Anden fjerdedel: Thiem, Goffin, Gulbis eller Granollers?

Denne fjerdedel er up for grabs efter Nadals skade. Alle resterende spillere, Gulbis undtaget, forsøger at nå deres første slam-semifinale. Gulbis er udhvilet efter forhåndsfavoritten Tsonga måtte trække sig med en skade foran 5-2 i første sæt.

Nu venter Goffin. Banen er tung og langsom p.g.a vejret, hvilket bør være til den tungtslående Gulbis’ fordel. Goffin kan få problemer med at slå igennem Gulbis, mens det modsatte ikke bør gøre sig gældende. Det var i lignende vejr, at Gulbis slog Federer i French Open 2014.

Siden har Gulbis karriere dog været i frit fald, mens Goffin nærmer sig top-10. Hans stabilitet og mere fejlfrie spil sikrer ham derfor favoritværdigheden, men Gulbis er på ingen måde uden chancer.

Og så er der Dominic Thiem mod Granollers. Thiem har ikke rigtigt levet op til de tårnhøje forventninger, der var til ham i dette års grussæson. Ikke desto mindre står han nu med særdeles gode kort på hånden i forhold til at spille sig i både kvart- og semifinalen ved French Open. Først skal han slå Granollers – ikke en let opgave, men dog en taknemmelig modstander i en 4. runde i en slam (30-årige Granollers er aldrig nået videre end fjerde runde).

Derpå venter enten Goffin eller Gulbis.

Semifinalist: Dominic Thiem

Hold øje med: Goffin og Gulbis. 

Wawrinka vs. Ramos-Vinolas

Den forsvarende mester, Stan Wawrinka, var som sagt næsten allerede ude efter første runde. Siden har han haft et par stabile kampe og slog senest hhv. den farlige Jeremy Chardy i tre komfortable sæt og derpå Viktor Troicki i fire sæt (godt hjulpet af en skade til Troicki midtvejs i kampen).

I kvartfinalen venter Ramos-Vinolas, som slog Milos Raonic ud af turneringen med de overbevisende sætcifre 6-2, 6-4, 6-4. At han står i kvartfinalen som useedet er en af turneringens største overraskelser. Men det viser samtidig, at specialisterne – og en sådan er Vinolas – stadig kan slå favoritterne på dagen.

Stan og Vinolas mødtes faktisk så sent som i ugen op til French Open. Der rensede Stan ham med 6-1, 6-1. Stan the Man fører 6-0 i indbyrdes opgør, heraf fire på grus, og er kæmpefavorit.

Men man skal ikke undervurdere presset på Stan. Han er ikke vant til at være forsvarende slam-champion og ved Australian Open 2015 sagde han åbent, at han var fysisk udmattet i semifinalen p.g.a. alt det ekstra pres, der er på den regerende mester. Alt andet lige har han dog lært af det (og fået nerverne ud med Rosol-kampen), og vi tipper ham derfor til en plads i semifinalen.

Semifinalist: Stan Wawrinka

Murray eller Gasquet?

Den suveræne vinder af Rom, Andy Murray, har ikke gjort det let for sig selv den første uge. Først måtte han bruge fem sæt og to dage på at komme tilbage fra 0-2 i sæt mod “the Worm”, veteranen Radek Stepanek med den uortodokse stil (læs om kampen her).

Dernæst så han uendelig skidt ud mod verdens nr. 164, franske Mathias Bourgue, der inden kampen aldrig havde mødt en spiller i top-50. Det forhindrede ikke den Muhammed Ali-inspirede spiller i at vinde otte partier i streg mod Murray, herunder også en stime på seksten point i streg. Og så var Murray nede med 1-2 i sæt.

Erfaringen gjorde forskellen, og Murray fik minimeret sine fejl i de to sidste sæt, som han vandt relativt klart. Men som han selv sagde efterfølgende, så skal han ikke have mange flere af den slags kampe, hvis han vil gøre sig håb om at sejre på søndag.

Siden har han da også cleaned up his act og slået de to servekonger Ivo Karlovic og John Isner i straight sets. Murray burde derfor have rigelig energi til den sidste uge.

I kvartfinalen venter franskmanden Richard Gasquet, der har imponeret ved at slå unge Nick Kyrgios i tre sæt og farlige Kei Nishikori i fire sæt de sidste to runder.

Murray og Gasquet har tidligere mødtes tre gange på grus, heraf to gange i Paris. Murray har sejret begge gange, mens Gasquet vandt i Rom og førte 2-0 i sæt mod Murray ved French Open 2010.

Alt andet lige bør Murray vinde, men Gasquet virker særdeles velspillende p.t. og bør som minimum tage sæt.

Semifinalist: Murray