Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Rudy Markussen | Sport fortalt Rudy Markussen – Sport fortalt
08 Jan

Skuffelser, succes og gennembrud: Tilbageblik på 2015

Rene holten(Foto af Balint Vekassy, Renepoulsen.com)

Hvad fungerede, hvad glippede, hvad overraskede og hvad blev overset i dansk sport i 2015? Vi giver her vores bud på de mest bemærkelsesværdige historier fra det forgangne år.

Årets succeshistorie: René Holten Poulsen
Indrømmet, vores viden om roning er ekstremt begrænset. Men vores sans for statistik er en smule bedre, og her tårner René Holten Poulsen sig op i det danske sportslandskab 2015.

Mange danskere kender ham formentlig bedst for sit selvkritiske og småperfide interview efter den glippede medalje i 1.000 meter enerkajak ved OL i 2012, men i 2015 fik han for alvor taget revanche for OL-skuffelsen og høstede medaljer ind på højeste niveau. Det lykkedes blandt andet tømreren fra Bagsværd at skrabe to VM-guldmedaljer (1000m og 500m enerkajak) og to EM-guldmedaljer (5000m og 500m enerkajak) sammen i løbet af året. På verdensplan er han blandt de nominerede til ”Sportsman of the Year” ved World Paddle Awards. Vi kan ikke komme på nogen anden dansker, der var ligeså succesfuld indenfor sin sportsgren i 2015, som René Holten Poulsen var.

Boblere:
* Trods Danmarks status i international badminton, hører et All England-mesterskab til sjældenhederne. Peter Gade vandt herresinglen i 1999, Tine Rasmussen vandt tre singletitler i løbet af 00’erne og 10’erne, og i 2015 tog Carsten Mogensen og Mathias Boe så den første danske double-titel siden 2011 (hvor makkerparret også vandt). Boe og Mogensen tog også en førsteplads i den navnkundige indiske turnering ”Syed Modi International Badminton Championship” i 2015.
* Landmændene og skolelærerne fra Hobro IK sluttede i sommeren 2015 på en 7. plads i Superligaen – hele 10 point over stregen og foran dyrt betalte trupper som OB, Esbjerg og Vestsjælland. 2015 bød bl.a. på to sejre på Brøndby Stadion for opkomlingene. Det burde i bund og grund være en umulighed.
* Håndbold er sportshipsterenes yndlingshadeobjekt, og dansk håndbold havde ikke noget særligt prangende 2015. Der bør alligevel falde stor ros i retning af Mikkel Hansen. Han havde måske ikke sit bedste år nogensinde, men han er stadig en af verdens absolut bedste, og beviste det i 2015 bl.a. ved at vinde det franske mesterskab, blive topscorer i ligaen og ved at tage en plads på Champions Leagues all star-hold. Mikkel Hansen er relativt set formentlig den største danske profil indenfor nogen holdsport overhovedet.

Årets skuffelse: Fodboldlandsholdets EM-kvalifikation
Albanien, Island, Wales, Ungarn og Nordirland skal med, men Danmark må for blot anden gang siden 1984 blive hjemme fra en EM-slutrunde i fodbold. Det er vitterligt skuffende – ikke så meget fordi Danmark burde have vundet over et svensk Zlatan-båret landshold i playoff-kampene, eller fordi slutrunden i denne omgang giver plads til hele 24 hold, men mest af alt fordi, det danske landshold ad flere omgange selv forspildte helt oplagte muligheder for at sikre sig deltagelsen.

Bolden balancerede i overført betydning flere gange på målstregen, men ingen af de danske spillere evnede at få skubbet den det sidste stykke indover. Med blot 12 point for 8 kampe blev det i stedet Albanien, som kunne snige sig op på 2. pladsen bag de ikke-prangende portugisere. Alt det burde og kunne have været anerledes, hvis blot Danmark havde scoret et enkelt mål ude mod Armenien i september, da sidstnævnte intet havde at spille for, hvis blot Daniel Agger og forsvarskollegaerne på hjemmebane i 2014 havde lukket ned for Cristiano Ronaldo i 95 minutter og ikke kun i 94 minutter og 50 sekunder, eller hvis blot holdet havde vundet den afgørende kamp hjemme mod Albanien i efteråret, hvor de destruktive miniputter parkerede den berømte (mini)bus uden at danskere kunne stille noget op. Alle disse muligheder blev forspildt, og Morten Olsen fik derfor sat et ærgerligt punktum for en karriere med fire slutrunde-deltagelser som træner. Vejen til Frankrig 2016 var den lettelse, der nogensinde har været, og derfor må det være den største skuffelse i hans landstrænerkarriere – og dermed også i vores årskavalkade.

Boblere: * Kevin Magnussens fyring fra McLaren. * Team Sauerland og Viasats patetiske ”Ondt Blod”-stævne med Patrick Nielsen vs. Rudy Markussen. * Caroline Wozniackis tre 2. runde-exits i Grand Slam-turneringerne. * Storsatsende KIF Kolding Københavns elendige efterår med Champions League-flop på stribe, en femteplads i ligaen og en trænerfyring til at runde året af med.

Årets overraskelse: Exit Glen og efterfølgende palaver
Folk med indsigt i de interne forhold i FC Midtjylland var udmærket klar over, at kemien imellem den tidligere træner Glen Riddersholm og direktør Claus Steinlein var dårlig. Alligevel kom det som en stor overraskelse, at Riddersholm efter klubbens første mesterskab nogensinde – og på tærsklen til Champions League-kval – tog sit guldjakkesæt og gik. Det var imidlertid ikke mindre overraskende at følge det efterfølgende forløb, hvor FCM-ledelsen valgte at bringe en konflikt med den tidligere mestertræner ud i fuld offentlighed. Riddersholm havde bagt rævekager i kulisserne, mente FCM-toppen, som i oktober derfor forsøgte at slukke glødende konflikt ved at hælde benzin på.

Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen gik til Politiken og andre medier med et opsigtsvækkende karaktermordforsøg på Riddersholm, som kunne give den i offerrollen efterfølgende. Til ledelsens forsvar skal det med, at de øjensynligt fik ramt gråspurven med deres kanoner, og sagen døde i løbet af det sene efterår hen. Glen Riddersholm er nu at finde i AGF, og vi ser frem til kommende ”run-ins” med både Ståle Solbakken, Claus Steinlein og Rasmus Ankersen.

Boblere:
* En 62-årig nordmand som dansk fodboldlandsholdstræner: Hvem havde set den komme? Åge Hareride virker som et sympatisk gemyt og har et flot fodbold-cv med sig til Danmark, men ved indgangen til året lå den tidligere Brøndbytræner langt nede på eksperternes bud på Olsens afløser.
* De færreste har nok hørt om badmintonspillerne Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, men ved All England 2015 slog den ukendte danske herredouble sensationelt de topseedede sydkoreanere Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong ud i første runde. Det giver mindelser om Frederik Fetterleins Davis Cup-sejr over Stefan Edberg i 1995 eller Frederik Løchtes Wimbledondouble-sejr i 2012. Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding endte med at gå hele vejen til semifinalerne – tilsvarende overraskende.

Årets gennembrud: Frederik Andersen
Det er ekstremt sjældent, at danskere gør sig bemærket i en af de store amerikanske sportsligaer. Historisk set har NBA, NFL og MBL været nærmest renset for dansk islæt, men NHL har i de senere år har fået stadig flere danskere på isen. I 2015 brød den unge målmand Frederik Andersen overraskende igennem for NHL-klubben Anaheim Ducks. NHL-debuten kom allerede tilbage i 2013, men efter nogle år med sporadisk spilletid og udlejning til farmerholdet Norfolk Admirals satte Frederik Andersen sig i sidste sæson tungt på målmandsposten hos en af ligaens bedste hold. I marts 2015 nåede han så 50 sejre i NHL i sin blot 68. kamp. Det havde ingen målmand gjort bedre i verdens bedste ishockeyliga siden 1944.

I den såkaldte Stanley Cup (NHL-slutrundespillet) var han med til at føre sit hold frem til finalen i Western Conference (samlede semi-finale), hvor Frederik Andersen og Anaheim Ducks dog måtte se sig slået i syvende og sidste kamp af de senere mestre Chicago Blackhawks. Frederik Andersen nåede dog at levere en redningsprocent på lidt over 91 procent i playoff-runden, og markerede sig dermed som en af ligaens bedste, unge målmænd.

Frederik Andersen var retmæssigt allerede på årets rookie-hold i NHL i sæsonen 2013-14, men det var på baggrund af en sæson med blot 28 kampe i grundspillet og 7 i playoffs. I 2015 hed de tal 54 og 16, og vi mener derfor, at der trods forrige års hæder var tale om et virkeligt gennembrudsår i 2015.

Boblere:
*
Badmintonspilleren Victor Axelsen, som i løbet af året rykkede fra en plads som nr. 12 på verdensranglisten til plads nr. 6, og som bl.a. smadrede legenden Lin Dan i kvartfinalen ved Denmark Open i oktober – en præstation som er blevet betegnet som hans bedste til dato.
* Brøndbys venstreback Riza Durmisi, som i løbet af året gik fra en usikker plads på klubholdet til en fast plads på landsholdet, hvor han var en af de bedste i den sidste håndfuld kampe.
* Hækkeløberen Sara Slott Petersen, som i løbet af 2015 kom springende ind i den danske sportsbevidsthed. I en alder af 28 år opnåede hun i august sit bedste resultat nogensinde med en VM-fjerdeplads på 400m. Året bød også på flere topresultater ved Diamond League-stævner, personlige- og danske rekorder med mere.

Årets oversete: Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel får sin pæne portion opmærksomhed, men alligevel er det som om, han flyver lidt under radaren ift., hvordan danske medier normalvis behandler store danskere i store udenlandske fodboldligaer.

Kasper Schmeichel var i 2015 ikke blot en af meget få danskere, som spillede fast i en af verdens bedste ligaer (hvem findes udover Daniel Wass, Jannik Vestergaard, Christian Eriksen og til dels Michael Krohn-Dehli og Andreas Christensen?), men han har også været en decideret profil for et tophold. Det kan kun Christian Eriksen nogenlunde matche. Samtidig har han – modsat Eriksen – været en af de allerbedste på landsholdet, og derfor havde vi forventet lidt mere hype omkring Schmeichel Junior. Ender det med en Champions League-plads eller et skifte til en storklub i 2016, skal de danske medier imidlertid nok gå Schmeichel-amok, og så kan det passende tænkes, at han bliver ”årets overeksponerede” i næste års kåring.

Boblere:
* Mediernes og dele af befolkningens kritiske sans i forbindelse med Nielsen vs. Markussen. Det er en lidt bagvendt argumentation her, men vi mener, at alt for mange overså den åbenlyse håbløshed i bokseopgøret med Rudy Markussen og Patrick Nielsen forud for stævnet i december. Mange medier kørte med på hypen og købte den wrestling-inspirerede proforma-konflikt imellem bokserne, ligesom mange sagesløse kunder brugte 500 kroner på noget, der næppe kan betegnes som elitesport. Opgøret burde have været ”årets ikke-begivenhed”.
* Hvor mange danskere er egentlig klar over, at aalborggenseren Jan Ø. Jørgensen rangerer som verdens næstbedste mandlige badmintonspiller? I en individuel sportsgren, som er stor i nogle af klodens mest befolkede nationer, tårner Jan Ø. Jørgensen op som den største danske stjerne i mange år. Det blev til en German Open-sejr, All England-sølv, VM-bronze og guld ved hold-EM i 2015 for Jan Ø. Jørgensen. Det burde man skrive noget mere om.

09 Dec

Nielsen vs. Markussen udstiller dansk boksnings elendighed

Patrick_Nielsen

Viasat og Team Sauerland kan bruge alle markedsføringsmidler i verden, men stadig ikke ændre på det faktum, at boksekampen mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen er en total inferiør begivenhed set med alt andet end snæversynede danske briller. Opgøret illustrerer samtidig med klar tydelighed, at dansk professionel boksning er i en særdeles ringe forfatning.

Af Tyson W. Lyall

”Der findes ikke gode produkter. Der findes kun god markedsføring”.

Validiteten af den marketings-glorificerende læresætning er diskutabel, men skulle unge CBS-studerende mangle en case til et kommende semesterprojekt, kan de passende tage i Brøndby Hallen lørdag den 12. december.

Her udkæmpes nemlig et stærkt hypet opgør mellem de to supermellemvægtere Patrick Nielsen og Rudy Markussen, som er godt promoveret, men som ikke desto mindre er uden reel betydning inden for sportsgrenen, den udkæmpes indenfor.

”Der er ægte ondt blod mellem Patrick og Rudy,” skriver Viasat i sin reklame til kampen, nærmest bønfaldende for at overbevise befolkningen om, at den rent faktisk har relevans. Som tv-begivenhed og reality-event er det måske tilfældet, men som egentlig sportsbegivenhed er der tale om et opgør i noget nær ”røven af fjerde division”.

At det ikke desto mindre er et opgør mellem to af landets bedste boksere fortæller noget om forfatningen af professionel dansk boksesport disse år.

Et nederlag, der siger mere end 26 sejre
Det er unægtelig svært at klandre de to kamphaner for, at kampen ikke er større eller at dansk boksning generelt ikke nyder højere anseelse disse år.

Nielsen og Markussen er trods alt to af de mindst ringe danskere inden for faget.

Patrick Nielsen står, trods sin moderate position i international boksning, pt. som det største og bedste danske boksernavn. Og det siger desværre ikke særlig meget.

Den unge albertslundknægt er en okay hardhitter og aggressiv ”all in”-bokser, som trods sine blot 24 år har været i gamet i mange år, og som allerede har bokset 27 professionelle kampe (26-1, 13 KO).

Han har tilsvarende en imponerende amatørkarriere bag sig (62-3) og løb som blot 17-årig tør for danske amatørmodstandere, som ønskede at krydse klinger med boksetalentet. Derfor smed han allerede amatørhjelmen og overtrøjen som 18-årig med sin debut mod ungarske Zoltan Borovics.

Selvom han har været særdeles aktiv og succesfuld siden, er der alligevel ikke de store tegn på, at Danmark her står med en kommende Mikkel Kessler imellem hænderne.

Det kan virke urimeligt at tale en mand ned, som har en sejrsprocent på ca. 96 procent, men i tråd med dansk boksetradition, har blot få af disse sejre været mod nævneværdige modstandere. Den barske sandhed for Patrick Nielsens er derfor desværre, at hans eneste nederlag siger mere om ham end hans 26 sejre.

I 2014 blev Nielsen nemlig udklasseret af russiske Dmitry Chudinov, som er er lillebror til den meget interessante Fedor Chudinov, men ikke i sig selv er noget særligt interessant navn. Dmitry Chudinov har da også siden den klare sejr over Patrick Nielsen tabt til Chris Eubank, Jr., som heller ikke rangerer blandt de allerbedste i vægtklassen.

Hele forløbet op til og under opgøret mod Chudinov sætter endvidere store spørgsmålstegn ved Patrick Nielsens potentiale som bokser på verdenselite-niveau. Promotor Kalle Sauerland var efter kampen rasende, og beskyldte sin bokser for at møde uforberedt op, ligesom hans egen træner Joey Gamache kunne berette om en bokser, som slet ikke var klar eller arbejdede hårdt nok i træningslejren op til kampen.

Siden nederlaget til Chudinov har Patrick Nielsen godt nok vundet fire kampe i streg, men heller ikke disse har været over interessante modstandere, og særligt sejren over upåagtede Lukasz Wawrzyczek var meget lidt overbevisende. Gennemgår man flere af karrierens tidligere sejre, som eksempelvis den første WBA-titelkamp mod Gaston Vega i 2012, vil man tilsvarende have svært ved at spotte de store tekniske bokseegenskaber hos danskeren.

Det kan komme med alderen, men 27 kampe inde i sin karriere mangler han stadig at overbevise på det område.

Imponerende efterløn til Markussen
Hvor Patrick Nielsen desuagtet hører hjemme i noget, der minder om en international bokseelite, må Rudy Markussen i disse dage sidde foran sin netbank og fryde sig over sit held.

Hvis rygterne taler sandt, står Markussen til at modtage en gage på omkring 700.000 kroner for lørdagens kamp, og det er til trods for, at han for længst havde lukket ned for en ganske hæderlig – men skadesplaget – karriere.

Hans største kamp kom i 2002 mod tyske Sven Ottke, som boksede alle sine kampe på hjemmebane – som regel foran meget venligt indstillede dommere. Heller ikke Markussen formåede at løfte den umulige opgave at slå Ottke på hjemmebane, men indtil 2006, hvor Markussen først tabte til Sergey Tatevosyan på hjemmebane og siden blev ramt af skader og konflikter med promoter Mogens Palle, var han et ganske acceptabelt, kontinentalt navn i supermellemvægtsklassen.

Det er imidlertid en hel del år siden.

I dag kan den 38-årige københavner se tilbage på en karriere, som efter en 4-årig pause fra 2006 til 2010 havde en kort opblomstring igen i 2010-11 for derefter at ramme bunden med hjemmebanenederlaget til nordirske Brian Magee i starten af 2012. Magee er ganske vist ikke nogen helt ueffen bokser, men Mikkel Kessler viste blot et halvt år efter Markussens nederlag, hvordan den Magee skulle barberes og høvlede nordireren ned med en tidlig TKO i starten af 3. runde.

Rudy Markussen boksede derefter kun en kamp sent i 2012, før han lagde handskerne på hylden og helligede sig en civil karriere som personlig træner og bokseinstruktør. Inden sin comebackkamp tilbage i september i år, var der således gået næsten tre år siden, Markussen sidst var i ringen. I kampen mod den elendige Ramazi Gogichashvili i september blev det til knap tre minutters aktion, før den sagesløse georgier havde fået nok. Tre minutter i ringen på tre år, og Markussen er nu klar til ”storopgøret”.

Rudy Markussen er langt fra nogen dårlig bokser, og overgår rent teknisk og taktisk sin kommende modstander, men Patrick Nielsen udlagde rammende teksten, da han for nylig sagde til BT, at ”det er 10 år siden Rudy slog hårdt”. 

Efterfølgende proklamerede den unge Nielsen til DR, at han lige så godt kan stoppe sin karriere, hvis han taber til Markussen.

”Hvis jeg kan tabe til Rudy, så kan jeg slet ikke finde ud af at bokse,” lød den ærlige melding til DR Sporten.

At Rudy Markussen lørdag skal bokse foran et udsolgt publikum til en ekstravagant hyre skyldes derfor ene og alene, at han bærer et dansk pas. Ingen i international boksning har efterspurgt kampen og ingen internationale boksemedier har beskæftiget sig synderligt med den. Et opgør mellem to danskere vil dog per definition være et interessant match up – for danskere. At Team Sauerland imidlertid har været nødt til at hive Markussen ud af sin pension, siger noget om det tørre hul, dansk boksning generelt befinder sig i.

Der findes et par nogenlunde interessante talenter i folk som Dennis Ceylan, Abdul Khattab og Patricks lillebror Micki Nielsen, men endnu mangler de for alvor at blive stresstestet mod gode modstandere over en længere periode. Alle de tre nævnte skal tilsvarende i ringen i forbindelse med stævnet lørdag.

Abraham som utroværdig lokkemad
500 kroner skal det under alle omstændigheder koste tv-seeren at købe lørdagens kamp hjem til stuen, mens tilskuerne i den udsolgte Brøndby Hallen har måtte slippe helt op til 2.500 kroner for en billet ringside.

For den samme pris kan man nemt spise sig mæt på en dansk restaurant i verdenseliten, hvorimod man denne lørdag i Brøndby Hallen næppe finder noget dansk af verdensklasse.

Team Sauerland har i sidste øjeblik forsøgt at gøre opgøret bare en lille smule relevant for andre end et mindre dansk boksepublikum ved at stille en VM-kamp mod tysk-armenske Arthur Abraham i udsigt for vinderen.

Sådan et opgør virker dog ikke bare urealistisk, men også fuldstændig ulogisk for den regerende WBO-verdensmester. Medmindre Abraham skulle være særligt begejstret for at spilde sin egen tid, giver det ikke mening, at han skulle prioritere at møde en totalt irrelevant, semi-pensioneret Rudy Markussen eller en ung Patrick Nielsen, som endnu næppe er blandt klodens 30 største navne indenfor sin vægtklasse.

Abraham er på imponerende vis ved at genoprette sin karriere efter en stribe nederlag i starten af 10’erne, og er med otte sejre i træk (bl.a. over solide folk som Robert Stieglitz, Paul Smith og Martin Murray) ved at lægge sig i selen til et endnu et stort supermellemvægtsbrag.

Pt. topper han The Ring Magazines rangliste i vægtklassen, og hvis den 35-årige bokser har både sin pengepung og sin professionelle ære kær, så ser han i stedet at bruge de sidste år af sin karriere på at møde folk som James DeGale og Badou Jack eller på at revanchere sine tidligere nederlag til Andre Direll og Andre Ward.

Et andet bud på en stor kamp kunne være mod Bernard Hopkins, som ligesom Markussen er langt over sidste salgsdato, men som omvendt vil kunne indbringe Abraham en stor gage og en meget mulig sejr.

Vinderen af lørdagens danske kamp bør slet ikke være på Abrahams radar, ligesom den heller ikke er det mange andre steder uden for landets grænser. Hvis man endelig skal bruge lørdag aften på boksning, kan man med fordel følge med i sværvægtsopgøret i London mellem den fremadstormende Anthony Joshua og ubesejrede Dillian Whyte.