14 Nov

World Tour Finals: Det lærte vi af de fire første gruppekampe

Nadal er ude af World Tour Finals, Federer leverede det nødvendige, Zverev agerede comeback-kid og Thiem overraskede positivt i et tæt nederlag til Dimitrov.

Af Anders Høeg Lammers

Lad os begynde med det slemme. Nadal har trukket sig fra årets World Tour Finals efter et medrivende 6-7, 7-6, 4-6 nederlag til David Goffin.

“I am really not ready to play, no?… I really fought a lot during the match, but knowing that probably was a big chance to be the last match of the season… I know during the match. It is a decision that I take during the match, not five minutes ago. Even winning, even losing, I am going to pull out because I was not enjoying on court at all”, sagde Rafa blandt andet.

Det er et stort tab for turneringen, som i forvejen mangler en række stjerner som Djokovic, Murray og Wawrinka, der alle har afkortet sæsonen p.g.a. skader.

Og det er delvist også et tab for Goffin, hvis livs vel nok største sejr desværre bliver komplet overdøvet af, at Nadal har trukket sig.

Men æres den, som æres bør. Og Goffin fortjener en hædrende omtale på den mammut præstation, han leverede. Også selvom Rafa havde knæproblemer (hvad Goffin i øvrigt også selv har).

I optakten beskrev jeg, hvordan jeg mente, at Goffin har elementer af Djokovic, Davydenko og Nalbandian i sit spil, som ville volde Rafa problemer. Hans evne til at gå ned af linjen med sin baghånd gjorde særligt ondt på Rafa.

Goffin er en boldspiller af guds nåde, og den dybde han holdt i sine slag kampen igennem, gjorde ævred meget svært for Rafa. Han spillede med udsøgt præcision i sine grundslag, og var ikke bange for at gå tæt på linjerne og hugge til, når muligheden bød sig.

I det hele taget var han eminent til at kontrollere duellerne fra baglinjen ved at sende Rafa fra side til side. At han ikke altid var lige god til at lukke kampen, når han havde chancen, er, hvad det er.

Det er svært at lukke en kamp mod verdens nr. 1, når man ikke har prøvet det før. Og Rafa hævede i den grad niveauet, da han stod med ryggen mod muren og tre matchbolde i mod sig i 2. sæt ved 0-40, hvor han slog to voldsomme baghåndsvindere, en cross court og en ned af linjen. I andet sæts tiebreak var det også en Rafa på højeste klinge, se bl.a. dette passerslag:

Og det bringer mig tilbage til æres den, som æres bør. Se på de to bolde ovenfor. Nok havde Nadal ondt, men han var altså stadig uhyre farlig og ikke decideret på krykker.

I modsætning til Shanghai og hans sidste kamp i Paris spillede han heller ikke med tape på knæet, ej heller følte han behov for at tage en medical time-out undervejs.

Når det er sagt, gør han utvivlsomt det fornuftige. Han servede ikke lige så hårdt, som han plejer, og han var heller ikke helt lige så hurtig i sin evne til at komme ud til Goffins serv. Den lille belgier endte med 14 esser mod Nadal, og det er formentlig en god håndfuld mere, end han normalt ville få.

Skulle Nadal vinde World Tour Finals, skulle han spille sit absolut bedste. Det gjorde han kun i korte flashes i går, og det er alt andet lige ikke nok.

Nu får han forhåbentlig tid til at komme sig helt til sæsonstarten og kan hvile sig oven på en fabelagtig flot sæson.

Og Goffin? Jeg håber, han tager sejren som en regulær sejr og ikke en “sejr, men…”. For det spil han leverede ville også skabe problemer for Rafa på en rask dag. Som vi så et glimt af i Monte Carlo i år, da Goffin bragte sig foran 4-2 i første sæt, før dommeren fejlagtigt overrulede.

Derudover står han med et halvt ben i semifinalen ved World Tour Finals, så alt i alt er det ikke en helt skidt dag at være David Goffin.

Dimitrov slog Thiem i tæt, tæt kamp

Jeg anså på forhånd Dominic Thiem for at være gruppens prügelknabe, der potentielt ville tabe alle sine kampe. Det kan han stadig nå (men mon ikke, han kan slå Pablo Carreno-Busta fredag?), men Thiem leverede i den grad varen og gav først fortabt ved 5-7 i tredje.

Halvdelen af top-8 har enhåndsbaghænder i skrivende stund, men det føles alligevel som noget særligt, når vi ser dem duellere mod hinanden. Det var også tilfældet her.

Dimitrov lagde forrygende ud og satte stort set ikke en fod forkert i første sæt, hvor han bl.a. brillerede med nogle Federer anno 2017 baghåndsreturvindere på Thiems andenserv, hvor han gik inside out fra deuce-siden uden chance for Thiem.

Se lidt højdepunkter her:

I det hele taget stod de godt til hinanden og var gode til at sende hinanden rundt fra hjørne til hjørne. Dimitrov var god til at komme til nettet, når han havde Thiem under pres.

Han spiller spændende at følge videre i turneringen. Og Thiem synes at have rystet den formkrise, han har befundet sig det meste af de sidste fem måneder, af sig.

Dagens kampe: Cilic mod Sock, Federer mod Zverev

(Note: Skrevet før Cilic-Sock). Jeg giver, ligesom alle andre, Cilic og Federer favoritværdigheden i dagens kampe. Kan Cilic spille to sæt, som han spillede 2. sæt mod Zverev, kan Sock ikke være med. Men Cilic har ikke præsteret specielt godt i tidligere World Tour Finals-deltagelser, og det må også påvirke ham mentalt, at han ikke formåede at lukke kampen mod Zverev.

Sock skal, som altid, beskytte sin baghånd og forsøge at komme lidt frem til nettet bag sin tunge forhånd. Mit bud er Cilic i 3.

Efter kampen: Det burde være blevet Cilic i tre. Ligesom mod Zverev var han oppe med et break i 3. og lignede en sikker sejrsherre. Så missede Cilic to forhænder, mens Sock lykkedes med et svært passereslag, og derfra var det Sock, der havde initiativet. Hans forhånd blev bare bedre og bedre i løbet af kampen.

Cilic var dog ikke uden chancer og kom foran 4-2 i tiebreaken. Men tabte derpå kampens sidste fem point i streg. Cilic har nu kun en teoretisk chance for at sikre sig en plads i semifinalen, mens Sock fortsætter med at imponere.

Federer-Zverev er 2-2 i indbyrdes opgør, 2-3 hvis man tæller Hopman Cup med. Federer har været småskadet i begge nederlag, men de viser alligevel, at han ikke er glad for Cilics power.

Jeg tror dog, at Federer er udmærket klar over, hvor stor en trussel Zverev er. Og jeg tror, at han på World Tour Finals underlag vil lykkedes med at sætte tempoet op, hvor Zverev har svært ved at være med og ikke får tid til sine grundslag.

Derudover gør Federer klogt i at gå mest efter Zverevs forhånd, som kan presses til fejl. Slicen mod den næsten to meter høje Zverev og netspillet kommer også i brug. Og så har han alt andet lige ikke råd til at spilde breakbolde tre partier i streg mod Zverev.

Og Zverev? Ja han skal forsøge at kyse Federer med sin power.

Jeg tror, Federer stepper et niveau op fra Sock-kampen og vinder i 2. Jeg er dog på ingen måde sikker. Kampen spilles kl. 20.10. Og ja, der er landskamp. Men bliver det virkelig federe end Federer-Zverev? Det tror jeg næppe.

En let redigeret version af dette indlæg er også publiceret på Tennisavisen.dk

13 Nov

World Tour Finals: Roger Federer mod kylleret

Roger Federer har chancen for at vinde sin 7. sæsonfinale, mens Rafael Nadal målrettet går efter sin første. Samtidig lurer den 20-årige Alexander Zverev på sin chance for at sætte en tyk streg under, at ‘fremtiden er nu’. Sport fortalt beretter fra London hele ugen. 

Af Anders Høeg Lammers

Kender I udtrykket ‘mod kylleret‘? Afhængigt af hvor i landet man befinder sig, kan det også hedde ‘mod rovet’, ‘mod rosset’ eller ‘mod slanten’. Udtrykker dækker over, at én eller få er på (fodbold)hold sammen mod en større masse – eller et stort kyller om man vil.

Sådan er det lidt med dette års herrernes sæsonfinale World Tour Finals. Roger Federer mod rovet, kylleret, rosset eller slanten. Ikke at de andre er på hold sammen. Selvfølgelig ikke. Men de har alligevel en fælles interesse i at eliminere alfahannen fra Londons O2 Arena hurtigst muligt.

Tag bare de her to statistikker:

  • Antal trofæer ved World Tour Finals, Federer: 6, rosset: 0.
  • Antal finaler ved World Tour Finals, Federer: 10, rosset: 2.

Federer har vundet turneringen (2010-11) eller spillet sig i finalen (2012, 2014-2015) fem gange ud af sine seks deltagelser siden 2010. Den eneste, der har forhindret ham i at hjemtage fem trofæer er Novak Djokovic, der p.t. er i gang med sin genoptræning efter en skade.

De to grupper

Sidste års mester, Andy Murray, er også ude med en skade. Ligeledes er Stan Wawrinka, der spillede en fantastisk semifinale mod Federer i 2014 og – imodsætning til Djokovic og Murray – faktisk har kvalificeret sig til London. Kei Nishikori og Milos Raonic har ligeledes fået sæsonen afkortet af skader. Ja faktisk er alle fem, der sluttede 2016 i top-5, ude af spillet.

Så hvem er med?

Der er to grupper. Tænk EM 1992, fire spillere i hver gruppe, hvor de to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.

I Pete Sampras-gruppen er Rafael Nadal, Dominic Thiem, Grigor Dimitrov og David Goffin. I Boris Becker-gruppen befinder de store servere sig, Roger Federer, Alexander Zverev, Marin Cilic og Jack Sock, der kvalificerede sig med en højst overraskende sejr i Masters-turneringen i Paris i søndags.

Boris Becker-gruppen: Federer, Zverev, Cilic og Sock

Når Federer er favoritten, er det næsten kun fair, han også får den sværeste gruppe. Og det må man sige, han har fået (note: det følgende er skrevet før søndagens kampe, det med kursiv er skrevet i dag, mandag).

Søndag kl. 14 venter Jack Sock. På papiret er han måske nok den ’nemmeste’ modstander i World Tour Finals. Før sejren i Paris lå han som nævnt kun nr. 24 i årets race rangliste. Men papiret fortæller sjældent hele sandheden.

Papiret fortæller ikke, at Jack Sock ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at han ville være med i London i denne uge. Sock spiller med ’house money’ – ligesom han gjorde i Paris efter at have været ’down and out’, da han i sin første kamp var bagud 1-5 i tredje sæt mod Kyle Edmund. Papiret fortæller heller ikke, hvor meget selvtillid ens første sejr i en Masters-turnering kan betyde.

Med det sagt er Federer selvfølgelig stadig storfavorit mod Sock. Men både Thiem og Goffin ville formentlig være lettere modstandere for ham.

I søndagens anden sene kamp (kl. 20) er det dette års gennembrudsspiller, den blot 20-årige Alexander Zverev, der møder US-Open vinderen fra 2014 Marin Cilic.

Den er pivåben, men jeg giver en lille edge til Cilic, selvom Zverev fører 3-1 i indbyrdes og har vundet de sidste tre. Hvorfor? Fordi Zverev i et stykke tid har lignet en mand, der er træt efter en lang sæson, hvor han har vundet ikke bare én, men to Masters-titler.

Men siden han vandt Montreal Masters over Federer i august, har han reelt ikke haft nogle gode sejre. Han har vundet en del af det, han skulle, tabt en del, han burde have vundet og ikke fået sejre, når han løb ind i de andre top-spillere.

Zverev har dog takket nej til denne uges NextGen-finale for at være frisk til London. Så måske er der mere energi i ham. Han røg tidligt ud i Paris, så han har fået 10+ dage mellem Paris og sin første kamp i London. Finder han både serven og sine tunge grundslag frem, er han uhyre svær at slå for de fleste.

Det samme kan man sige om Cilic. Men Cilic har mindre margin i sine mere flade grundslag og har heller ikke samme defensive kvaliteter som Zverev. Til gengæld er indendørs HC blandt hans foretrukne underlag. Han har været solid uden at være prangende gennem hele efteråret. Og rammer han formen, er han, ligesom Zverev, én af dem, der faktisk kan gå hen og vinde turneringen.

Hans h2h mod de øvrige gruppemodstandere er dog ikke køn: 1-7 mod Federer, 1-3 mod Zverev og 0-2 mod Sock: 1-7 mod Federer, 1-3 mod Zverev og 0-2 mod Sock.

Som jeg ser det, er gruppen meget åben. Federer burde være rimelig sikker som én af de to semifinalepladser, men rammer Cilic og Zverev begge dagen mod ham, er deres spil så stort og tungt, så overraskelser sagtens kan ske.

Alligevel tør jeg godt give Federer den ene plads. Hvem der følger ham, tør jeg til gengæld ikke gætte på. Er det Socks form, der bærer ham igennem til en højst overraskende semifinale? Han er 1-1 mod Zverev (1-0 på indendørs HC), 2-0 mod Cilic og 0-3 mod Federer. Det kunne godt ske.

Omvendt kan Zverev også pludselig finde form ud af det blå. Jeg tror ikke, det sker, men topniveauet er til at gå videre. Endelig er der Cilic, som typisk har været den bedste indendørs spiller af de tre.

Semifinalister: Federer + ???

Mandags update: De to første kampe er spillet. Federer slog Sock 6-4, 7-6 (4) i den ene, mens Zverev vandt 6-4, 3-6, 6-4 over Cilic. Det giver alt andet lige Zverev de bedste kort på hånden for at blive svaret på ovenstående spørgsmålstegn. Cilic var ellers tæt på at komme foran med et dobbelt break i tredje, men så fandt Zverev storspillet frem, mens Cilics eget niveau lige dykkede en smule.

Se højdepunkter her.

Både Sock, Cilic og Zverev imponerede mig.

  • Sock fordi han faktisk kampen igennem spillede ret lige op med Federer (Federer brød kun i første parti og i tiebreaken var Sock med frem til 4-4, hvor han lavede dobbeltfejl).
  • Zverev fordi han ikke lignede en træt spiller, der venter på, det bliver 2018. Han er kommet for at spille med om trofæet. Selvom Cilic spillede sit bedste i andet og starten af 3. sæt, lod Zverev sig ikke slå ud af det og brød tilbage med et helt perfekt baghåndslob. Jeg har muligvis skrevet det før, men Zverev har i den grad potentiale til at blive nr. 1 inden for en ikke så fjern fremtid. Mere om det ved anden lejlighed. Han kunne godt ligne Federers største trussel i denne turnering. 
  • Cilic fordi han i perioder af kampen (især 2. sæt og starten af 3.) fandt det spil, der gør ham så farlig. Tunge, præcise grundslag ned i hjørnerne. En serv Zverev ikke var i nærheden af at bryde i mere end to sæt i træk. At han ikke kunne køre kampen hjem, endsige til en tiebreak, fra 3-1 i tredje trækker selvfølgelig en smule ned.

Pete Sampras-gruppen: Nadal, Thiem, Dimitrov og Goffin

Den anden gruppe er mere tydelig for mig. Dominic Thiem har været i elendig form siden grussæsonen og er meget beskene 2-5 siden US Open i år. Ikke imponerende for en 4.-seedet til World Tour Finals.

David Goffins knæ har ikke fået samme opmærksomhed som Nadals noget mere berømte knæ, men har det næppe bedre. De sidste mange uger har han spillet med tape rundt om hele knæet for at holde det fast. Og med en Davis Cup-finale på programmet fredag-søndag i ugen efter World Tour Finals har Goffin et vist incitament til at spare sit knæ, hvis det volder ham problemer.

Når det er sagt, så har han evnerne til at volde gruppens og verdens nr. 1 problemer. Hans evne til at tage bolden tidligt og omdirigere den, hvorhen han ønsker, kommer godt til sin ret indendørs. Han er 6-3 mod Thiem, 1-3 mod Dimitrov (1-1 på indendørs hard court) og 0-2 mod Rafa.

Goffin lægger ud mod netop Rafa, og den kamp er jeg ret spændt på at se. Den lille belgier har ikke helt samme slagkraft som en Djokovic, Davydenko eller Nalbandian, men bortset fra det har han elementer i sit spil, der minder om deres – og guderne skal vide, at Nadal ikke har haft det let mod nogen af dem på hard court.

I Monte Carlo i år spillede Goffin gudetennis mod Rafa i seks partier, før årets vel nok største dommerfejl bragte ham helt ud af fatning (Goffin vandt sit parti til 4-2, men dommeren overrulede og kaldte en bold, der var over en halv fod ude, inde. Rafa vandt efterfølgende partiet i stedet, og Goffin mistede modet og tabte uden den store modstand).

Hvis Nadals knæ stadig driller, kan Goffins bolde blive jævnt trælse at halse rundt efter.

Og hvad kan vi forvente os af Nadal i denne turnering?

Nadal bliver ofte italesat som en ”dårlig” indendørs spiller, fordi han aldrig har vundet World Tour Finals og kun har vundet en enkelt indendørs titel i karrieren. Men hvis det ikke var for Federer og Djokovic, havde han formentlig mindst et par WTF-titler på cv’et.

Og det niveau han har vist i dele af hard court-sæsonen, ikke mindst sidste del af US Open og ’The Asien Swing’ (Beijing og Shanghai), burde være alt rigeligt til en sikker plads i semifinalen. Specielt når gruppen har en vaskeægte prügelknabe i form af Thiem, der let kunne gå fra London uden at vinde en kamp.

Som så ofte før med Nadal er helbredet lidt i tvivl. Mens Federer valgte at trække sig før Paris, valgte Nadal at trække sig under Paris.

Træner Moya sagde dog torsdag, at “Rafa is fine, the knee is OK. He stopped just to take no risks. Rafa will be competitive in London because it’s the only big tournament he hasn’t won.”

Så mon ikke han er fit for fight? Jeg tror det. Jeg tror kun, han spiller, fordi han giver sig selv en reel chance for at gå hele vejen.

Han er 17-3 mod sin gruppe, så ligesom Federer er han også pæn stor favorit til at gå videre. Men jeg giver Goffin en chance og Dimitrov en god chance for at lave grus i Rafas maskineri.

Gruppens fjerdemand er Grigor Dimitrov, der har haft et flot efterår, hvor han kun har tabt til folk som Nadal (2 gange), del Potro og John Isner. Han er 1-2 mod Thiem, 3-1 mod Goffin og 1-10 mod Rafa. Men på trods af den lidet flatterende 1-10 mod Rafa har en god del af opgørende været ret tætte.

Skal Dimitrov vise, at han er klar til at være med blandt de bedste, kunne en sejr mod Rafa i gruppespillet være et vigtigt skridt på den vej. Evnerne har han – men kan han også levere mentalt? Det er spørgsmålet.

Semifinalister: Nadal og Dimitrov med Goffin som ret seriøs bobler.

Federer eller kylleret?

Og hvem vinder så turneringen?

Ja der er vi tilbage ved Federer mod kylleret. Bookmakerne havde før turneringens start Federer som ’the odds on’ favorite, dvs. de giver ham bedre chancer end resten af feltet tilsammen.

Jeg giver også selv Federer 50 procent plus. Han så ikke decideret flyvende ud mod Sock, men der var stadig momenter, hvor han tryllede, og Sock så ikke et eneste break point.

Underlaget kan blive en interessant faktor. Det spiller lidt hurtigere end de øvrige gange, Federer har været med, hvilket gør det sværere at bryde serv. Det gør det også nemmere at slå favoritten, fordi et par bolde kan afgøre et sæt og en kamp.

Når Federer spiller mod specielt Cilic, er hastighed ikke nødvendigvis til hans fordel. Men generelt har han det ret godt med det – ikke mindst mod Rafa.

Så Federer er stadig favoritten. Og Rafa/Zverev, Dimitrov og Cilic er outsiderne i ca. den rækkefølge. Goffin kan måske gå i semi, men næppe hele vejen.

 

10 Sep

US Open finale: Hvad kan Kevin Anderson stille op mod Rafael Nadal?

Anderson_Nadal

Årets US Open har været én stor overraskelse. Hvad vi troede, vi vidste, holdt ikke stik. I finalen møder den etablerede stjerne Rafael Nadal Sydafrikas Kevin Anderson. Har den 2,03 meter høje Anderson en chance?

Af Anders Høeg Lammers

I need to show why I’m no. 1“, sagde Rafael Nadal efter et 6-2, 7-5 nederlag til Nick Kyrgios i Cincinnati, den sidste Masters inden US Open.

Manden havde ret. På daværende tidspunkt stod Nadal til at blive nr. 1 med det laveste antal ranglistepoint, siden det nuværende system kom i brug. Han havde en fantastisk grussæson, men røg ud i Wimbledons 4. runde til Gilles Müller, ud af Montreal Masters i 1/8-dels finalen til den 18-årige og på det tidspunkt relativt ukendte Denis Shapovalov før nederlaget til Nick Kyrgios.

Alt var ikke, som det skulle være i Rafa-land.

US Open startede heller ikke alt for imponerende for ham. Han tabte første sæt til både Taro Daniel og Leonardo Mayer i 2. og 3. runde, begge spillere uden for top-100 på ranglisten. Og mod Mayer misbrugte han hele 13 breakbolde, før han endelig fik hul på bylden og brød argentinerens serv, hvorpå sluserne åbnede.

Han var sårbar, som vi skrev i optakten, men til gengæld havde han det lodtrækningsheld, der skulle til for at spille sig ind i turneringen. Han undgik de typer, der på dagen kan slå ham af banen. Og dertil er US Open underlaget det langsomste i mange år, hvilket er en kæmpefordel for en spiller med så god en defensiv som Nadal.

Storformen har han til gengæld fundet i turneringens anden uge.

I 4. runde, kvartfinalen og semifinalen mod hhv. Dolgopolov, Rublev og del Potro har han blot afgivet 23 partier og et sæt. Det hører med, at ingen af dem leverede toppræstationer. Dolgopolov og Rublev spillede ‘hit & miss’-tennis, mens del Potros fysik på ingen måde stod distancen efter sygdom i ugens løb og to lange, udmarvende kampe mod Dominic Thiem og Federer.

Delpo vandt første sæt 6-4, hvorpå Rafa begyndte ikke kun at gå efter baghånden, men også gå ned af linjen med sin forhånd til Delpos forhåndsside. Den taktik virkede til fulde mod en Delpo, der bevægede sig, som om han var i en døs. Rafa tog ni partier i streg efter første sæt, og så var det reelt game, set and match. 

Overraskelsernes turnering

Det har været et afbudsramt US Open, som vi også skrev i optakten. Det har givet plads til spillere, vi normalt ikke forventer at se i anden uge af en grand slam. Førnævnte 18-årige Shapovalov havde en fremragende turnering og var en overgang blandt bookmakernes top-5 favoritter i turneringen, før en anden overraskelse, Pablo Carreno Busta slog ham ud i 4. runde for derpå at slå endnu en overraskelse, den blot 1.70 meter høje Diego Schwartzman, i kvartfinalen.

Andre overraskeler er del Potro, der slog Federer ud i fire tætte sæt i kvartfinalen efter ikke at have præsteret det helt store hele året, før han som nævnt løb tør for kræfter mod Nadal.

På negativsiden er der især Alexander Zverev og Grigor Dimitrov, som vi og andre så som ret seriøse titelkandidater i det nuværende felt. De røg begge ud på halen i 2. runde til hhv. Borna Coric og Andrej Rublev.

Andy Murray overraskede også negativt ved at melde fra til turneringen efter lodtrækningen for derpå at trække sig fra resten af året. Selv Nadal, der normalt ikke kommenterer den slags, fandt timingen ret mærkelig.

På positivsiden gav det os en masse overraskelser. Og hvornår har du sidst set en spiller klatre op til sin boks efter at have vundet semifinalen?

På negativsiden gav det os to vildt forskellige halvdele, fordi Federer og Nadal takket være Murrays sene afbud var endt på samme side.

Øverste halvdel havde stjerner som Nadal, Federer og del Potro i kvartfinalerne, mens den nederste halvdel måtte ‘nøjes’ med Querrey, Anderson, Busta og Schwartzmann. Det hjalp ikke, at det unge håb Alexander Zverev røg tidligt ud, mens 2014-vinderen Marin Cilic ikke var i form efter en skade.

Hvad kan Anderson stille op mod Nadal?

Jeg har desværre personligt ikke fået set meget af Andersons imponerende run denne turnering. Men han har taget et par solide skalpe undervejs. Ikke mindst hjemmebanefavoritten Sam Querrey i kvartfinalen, som var en af favoritterne i den nedre halvdel. Og i semifinalen tog han tre sæt fra Pablo Carrena Busta, som indtil da slet ikke havde afgivet sæt.

Hvad kan han stille op mod Nadal? Ikke det helt store, hvis vi kigger på deres historik.

4-0 fører Nadal, heraf 2-0 på udendørs hard court (uden at afgive sæt) og 1-0 på indendørs hard. I indendørs kampen i Paris 2015 måtte Nadal dog redde match point i 2. sæts tiebreak, før han kørte Anderson over med 6-2 i tredje.

Hvad den 2,03 meter høje Anderson skal gøre godt er at beskytte sin egen serv. Det har han gjort fremragende hidtil i turneringen, hvor de foregående seks modstandere kun har brudt ham fem gange i alt.

Eneste problem? Rafa har været ligeså god som Anderson til at holde serv og markant bedre til at bryde serv. Fra 3. runde og frem har Nadal brudt serv 42 procent af tiden, mens det kun er lykkedes en ud af fem gange for Anderson.

Serven, der ellers har drillet Nadal i årevis, er noget af det bedste, han har servet, siden han ud af det blå begyndte at serve 210+ km/t bomber ved US Open i 2010 for derpå at pakke den serv ned i skuffen igen.

Anderson har den fordel, at både hans forhånd og baghånd er ret stabile slag, der samtidig besidder den nødvendige kraft til at slå vindere gennem Nadals ellers uigennemtrængelige defensiv. Hans højde gør samtidig, at Nadals topspin forhånd hopper lige op i hans hitting zone.

Dér, hvor han til gengæld har et enormt handikap, er i mobiliteten. Få spillere har bevæget sig ligeså hurtigt rundt på en tennisbane og nået ligeså mange ‘vindere’ som Nadal. Kevin Anderson er ikke én af dem.

Og den taktik, Nadal benyttede sig af mod Delpo, hvor han først slår en række slag til baghånden for derpå at åbne op i forhåndssiden, vil formentlig også være effektiv mod Anderson, der ikke er hurtig nok til at dække hele banen på samme måde, som Rafa kan.

Skal Anderson vinde, skal følgende lykkedes for ham:

  • han skal serve helt fantastisk
  • han skal vinde de tætte partier og de tætte sæt
  • han skal vide, at han har alt at vinde og intet at tabe og frigøre sig selv for nerver
  • han skal turde gå efter vindere hele kampen og acceptere de fejl, der følger med
  • han skal m.a.o. undgå de lange dueller, han trods sin højde, af og til havner i
  • han skal formentlig færdiggøre Rafa i fire sæt

Dertil kræver det formentlig også, at Rafa ikke selv spiller sit allerbedste, hvilket nok er lidt urealistisk. Nadal har ikke vundet en hard court-turnering siden Doha i januar 2014, men han har immervæk stået i et utal af slam-finaler før, og han ved, at det ikke just er hver dag, man får mulighed for at vinde en slam uden at møde en eneste top-25 spiller i processen.

Samtidig har han set skarpere og skarpere ud igennem turneringen og har, alt andet lige, fordelen, så snart en duel er i gang. Han server godt, hans baghånd fungerer, hans forhånd ‘is creating pain’ for hans modstandere, som han ynder at sige, og han kommer frem til nettet på de rigtige tidspunkter.

Nadal står med alle kort på hånden

Hvem vinder så?

Bookmakerne giver odds 1,12 på Nadal og 6,50 på Kevin Anderson. Sidst jeg mindes at have set lignende odds i en slam-finale var Nadal-Ferrer i French Open 2013.

Ferrer vandt otte partier i den kamp.

Al erfaring siger da også, at favoritten vinder, når der pludselig står en første gangs finalist på den anden side af nettet. Det tager tid at ryste nerverne af sig, og den tid kan hurtigt koste et første sæt. Og skulle underhunden pludselig befinde sig i en vinderposition, sætter gummiarmen og nerverne måske ind igen.

Når Anderson samtidig ikke just er kendt som én, der er iskold i de største kampe (han har blot vundet tre af af 12 finaler, han har spillet på ATP-niveau), peger alt i retning af Nadal.

Men det er overraskelsernes turnering, og jeg (og alle andre, der skrev optakter til turneringen), havde hverken Anderson, Busta, Schwartzmann eller Rublev på radaren. Ligeledes regnede de færreste med, at Delpo havde nok energi i tanken til at slå Federer ud. Så måske fuldender Anderson sit fairytale run?

Næppe. Jeg bliver personligt helt ekstemt overrasket, hvis Nadal ikke står med sit 16. slam trofæ over hovedet søndag nat og dermed har vist verden, hvad han ville bevise:

Hvorfor han er verdens nr. 1.

Finalen spilles kl. 22 søndag aften dansk tid og vises på Eurosport og Eurosport player.