03 Jun

French Open: Hvem kan udfordre Rafael Nadal i jagten på La Decima?

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

Der har stået Rafael Nadal eller Roger Federer på alt i 2017. Schweizeren har valgt at springe French Open over, mens Nadal jagter en uhørt 10. titel på Roland Garros. Udfordrerne hedder Novak Djokovic, Stan Wawrinka og Dominic Thiem – har de en chance?

Af Anders Høeg Lammers

2017 har været en mærkelig tennissæson, særligt af to grunde. For det første har 2016’s to suverænt bedste spillere, Andy Murray og Novak Djokovic, begge befundet sig i en dyb resultat- og spillemæssig krise.

For blot en måned siden var ingen af dem i top-10 på årets rangliste, og den tidligere så dominerende Djokovic var helt nede som nr. 20 – vel at mærke uden skader af betydning. Siden er han med en finale i Rom kravlet op som nr. 7, mens Murray stadig roder rundt som nr. 13.

Det andet, der gør sæsonen så mærkelig, er den anden halvdel af ’the Big 4’, Roger Federer og Rafael Nadal.

Hvor Djokovic og Murray er i krise, har Nadal og Federer fundet deres anden og tredje ungdom – og det efter at have siddet ude med skader hhv. et halvt år for Federer og ca. tre måneder for Nadal.

Federer fylder 36 i august, men lagde alligevel ud med at vinde Australian Open og ’the Sunshine Double’ i form Masters-turneringerne Indian Wells og Miami. Sidste gang han gjorde det? 2006.

I alle tre turneringer slog han tilmed sin nemesis, Rafael Nadal. For derpå at erklære, at hans operede knæ ikke har godt af grus, så grussæsonen blev uden ham – inkl. den igangværende slam, French Open.

Ender Nadal og Federer øverst på ranglisten?

Men når Nadal går dybt i vinterens og forårets hard court-turneringer, er det typisk en advarsel om, at han bliver ekstra grum på grus. Det har også været tilfældet i år, hvor han spadserede sig gennem Monte Carlo, Barcelona og Madrid, før Dominic Thiem slog ham i kvartfinalen i Rom.

Med tilføjelsen af Carlos Moya til teamet fra årets start server Nadal bedre end længe, og han forsvarer (næsten) lige så godt som i sin ungdom (se f.eks. dette point). Forhånden har fået det bid og den præcision, den har manglet, og baghånden er nærmest bare blevet bedre og bedre med årene.

Samlet set har de to mastodonter lagt afstand til feltet på årets rangliste, Federer ligger nr. 2 med 4.045 point fra blot fire spillede turneringer, mens Nadal er etter med 4.915 for ni spillede turneringer. Med Djokovic og Murray på hhv. 1.615 og 1.210 point ligner Fedal pludselig to ret så seriøse bud på at slutte året som nr. 1.

Det var der næppe mange, der havde set komme, da vi gik ind i 2017. Sidste gang de lå hhv. nr. 1 og 2 på samme tid var i starten af 2011.

I skrivende stund er vi så godt i gang med årets anden slam, hvor Nadal er så stor favorit, at bookmakerne kun giver pengene 1,60 gange retur på ham. Samtidig har han chancen for at vinde titlen for 10. gang – flere end nogen mand eller kvinde har vundet en bestemt slam.

I den forstand kan dette års French Open frygtes at blive lidt kedelig. Med Djokovic og Murray i krise og Federer ude, er det svært at se, hvem der skal give Nadal kamp til stregen.

Men hvis det skal ske, hvem kommer truslen så fra? I resten af denne artikel ser jeg nærmere på dem, der har de bedste chancer for at nå langt og byde Rafa op til dans.

Den sovende kæmpe, Novak Djokovic

Den forsvarende mester er ganske vist down, men han er ikke out. I vinter sluttede han samarbejdet med Boris Becker og for et par uger siden fyrede han så hele det team, der har været med ham siden startet på karrieren.

Undtagen den guruagtige Pepe Imaz, som det seneste års tid har fået mere og mere indflydelse på Djokovic og ejer dette tennisakademi, hvis motto lyder:

“Through Love one can achieve true happiness. We apply this principle to our tennis training.”

Det er jo alt sammen meget godt – medmindre man forsøger at nå til tops i en af verdens mest globale og bedst betalte sportsgrene. Var Djokovic blevet så desperat, at han lagde hele sin tennisskæbne i guruens hænder?

Dog ikke. Kort tid efter afslørede han nemlig en ny træner – ingen ringere end Andre Agassi (foreløbig kun på prøve) hvis egen spillestil minder en god del om Djokovic’.

Agassi har prøvet nedturen i langt højere grad end Djokovic, og han har prøvet at genfinde motivationen og genopfinde sig selv. Alt det kan han – måske – hjælpe Djokovic med.

Og selvom Djokovic ikke har været sit dominerende selv i næsten et år, er jeg stadig nødt til at betragte ham som førsteudfordreren til Nadal. Dels fordi han stadig i glimt viser niveauet, for eksempel da han smadrede Thiem, dette års 2. eller 3. bedste grusspiller, 6-0, 6-1 i Rom, dagen efter Thiem havde slået Nadal.

Og dels fordi han som den eneste i feltet rent faktisk har slået Nadal i Roland Garros, ganske vist, da Nadal selv var i krise, men alligevel.

Derudover har han mellem French open 2014 og Madrid 2017 (som Nadal vandt 6-2, 6-4) vundet samtlige 7 kampe og 15 sæt mod Nadal, inkl. to kampe og fem sæt på grus.

Med andre ord: En velspillende Djokovic er det tætteste Nadal kommer på et mareridt på en tennisbane. Hvorvidt han så kan nå at finde den form, der kan udfordre Nadal på Phillippe Chatrier er et endog meget åbent spørgsmål.

Fredag var han således nede 1-2 i sæt mod en af ATP-tourens mindste spillere, den blot 1.70 meter høje, men meget kapable argentiner, Diego Schwartzman. Derpå gik argentineren dog død, mens den tidligere verdensetter fik styr på kampen og cruisede hjem.

Djokovic kan møde Nadal i semifinalen. I 4. runde har han Albert Ramos-Vinolas – en poor man’s Rafa – som nåede finalen i Monte Carlo, hvorpå østrigske Dominic Thiem formentlig venter i kvartfinalen.

Bulderbassen Stan Wawrinka

2015-mesteren er mit næstbedste bud på en spiller, der kan slå Nadal ved dette års French Open. Stanimal er om nogen en spiller, der hæver niveauet i de største turneringer. De seneste 3-4 år, er det således kun Novak Djokovic, som har gjort det bedre i de fire slam-turneringer.

Resten af touren går Stan ikke altid så meget op i. Før sidste uges turnering i Geneve havde han eksempelvis tabt flere kampe i årets grussæson, end han havde vundet (2-3). Men på hjemmebanen i Geneve gik Stan hele vejen og fik dermed reddet lidt af sin grussæson.

Landsmanden Federer kalder ham for ’Diesel’, fordi han lige skal op i gear, men så til gengæld er meget svær at stoppe. Få spillere har en chance mod ham, når han rammer bolden så godt som i French Open 2015, hvor han blæste både Federer og Djokovic af banen.

Schweizeren har et par tricky navne tidligt i sin lodtrækning. Han slog Dolgopolov i 2. runde og skal her til eftermiddag møde grusspecialisten Fabio Fognini, hvorpå en af de franske muskerer, Gasquet eller Monfils, venter i 4. runde.

Måske efterfulgt af Cilic i kvartfinalen. Men kommer han først i gang, kan jeg sagtens se ham gå hele vejen til finalen.

Og står han først der, er Diesel uhyre svær at stoppe. Stanimal har vundet 12 af sine sidste 13 finaler, inkl. 3 ud af 3 grand slam-finaler mod verdens daværende nr. 1.

Du kan læse mere om Wawrinka i vores portræt-artikel fra sidste år.

100 procent østrigsk power, Dominic Thiem

Den 23-årige Dominic Thiem er det tætteste, ATP-touren kommer på en mini-Wawrinka i spillestil med enhåndsbaghånd og fuld power på grundslag og serv (Thiem spiller groft sagt så meget powertennis, at Wawrinka næsten kan virke som en finessespiller i sammenligning).

Til gengæld har Thiem foreløbig ikke lært at peake til de store turneringer, men pakker så mange turneringer ind i kalenderen som muligt, hele 13 er det foreløbig blevet til i år.

Det kan føre til kampe som ovennævnte mod Djokovic i Rom, hvor en flad Thiem fik røven på komedie. Desværre for turneringen og Thiem, har han trukket Djokovic i kvartfinalen, hvis spillestil, han selv siger, bekommer ham dårligt.

Sjovere ville det have været, hvis han havde trukket Nadal i kvartfinalen. De to har danset tango hele grussæsonen med sejre til Rafa i Barcelona og Madrid, mens Thiem tog det seneste stik i Rom med flotte vindere fra både for- og baghånd.

Den sejr gør ham til den eneste, der har formået at slå den ellers så suveræne Rafa denne grussæson.

Thiem’s største udfordring før en eventuel kvartfinale mod Djokovic ville have været 4. runde mod belgiske Goffin, som allerede har slået ham to gange i år, inkl. på Monte Carlos røde grus. Desværre for Goffin og turneringen vred Goffin gevaldigt om på anklen i går, da han jagtede en bold og er derfor ude af turneringen.

I stedet venter Zeballos, som Thiem, der endnu ikke har afgivet sæt, bør slå. Og som Djokovic har spillet hidtil, er Thiem bestemt ikke uden chancer i kvartfinalen.

Thiem har den næstbedste statistik på grus i år med en 20-4 rekord og sejre over Nadal, Murray, Querrey, Cuevas, Dimitrov m.fl.

Det unge håb, Alexander Zverev

Da jeg begyndte at skrive på denne artikel i forrige weekend, havde jeg et langt afsnit om Alexander Zverev, som kun lige er fyldt 20.

Han røg dog ud af turneringen allerede i første runde mod veteranen og den tidligere top-10 spiller, Fernando Verdasco. Ikke en spiller nogen har lyst til at trække i første runde, men alligevel en skuffelse for den unge Zverev, hvis korte svar på hvorfor han tabte lød:

“I played like absolute shit.”

Alligevel vil jeg lige bruge lidt tid på Zverev, fordi det fortjener hans resultater i år. Zverev har været en af dette års helt store positive overraskelser. Det har længe stået klart, at talentet var noget særligt, men det overrasker lidt, at han allerede nu er blevet så god.

Tennis er nemlig i de senere år er gået hen og blevet et spil for ’gamle mænd’, mens den tabte generation (Raonic, Dimitrov, Nishikori m.fl.) har måtte nøjes med krummerne.

For blot 14 dage siden var der således ikke én eneste spiller på under 28 år, der havde vundet en større turnering i sin tenniskarriere.

Ingen slams, ingen World Tour Finals, ingens Masters-trofæer. Nada. 

Tilsammen havde de to slam-finaler og omkring en håndfuld Masters-finaler at prale af.

Til sammenligning havde Murray, den dårligste af the Big 4, to slams, olympisk guld, en håndfuld tabte slam-finaler samt omkring 10 Masters-titler, da han fyldte 28. Og Federer havde vundet 15 af sine 18 slams, mens Nadal var på 13 af foreløbig 14 slams.

Men Zverev har gjort, hvad Raonic, Nishikori, Dimitrov, Thiem, Goffin, Kyrgios m.fl. ikke kunne: Brudt igennem på højeste niveau, da han vandt den seneste Masters på grus i Rom med en klar finale-sejr over en – skal det dog siges – knap så velspillende Djokovic.

Den 1,98 høje tysker med den store serv og de tunge grundslag (bid særligt mærke i baghånden) er stadig i gang med at udvikle sig, men bevæger sig imponerende godt for sin højde og kan veksle mellem at afgøre boldene hurtigt med et stort grundslag eller køre modstanderen træt i en lang duel.

At han samtidig ikke lukker Djokovic ind i kampen i sin første Masters-finale viser en mental styrke, man sjældent finder hos de helt unge.

Inden French Open havde Zverev årets næstbedste resultater på grus med to vundne turneringer og en 16-3 rekord. Han har bl.a. slået Berdych, Cilic, Verdasco, Almagro og Fognini.

Men selvom han altså allerede er ude af dette års French Open, bør I stadig bide mærke i navnet i forhold til fremtidige turneringer. Den unge mand kan også spille på græs, hvor han sidste år slog Federer i Halle. Og hard court, hvor han førte 2-1 i sæt over Nadal ved dette års Australian Open.

Sidste fun fact? I 20 kampe mod top-10 spillere, en gruppe han først selv lige er blevet en del af med sin Rom-sejr, har han vundet hele 40 procent af kampene. Det giver ham den femtebedste sejrsrate på touren, blot overgået af The Big 4.

’Hold også øje med’-typerne

Der er ikke flere, jeg ser som egentlige trusler mod Rafas grusoverherredømme. Verdensetteren Andy Murray kunne have været, men har intet vist i en skades- og sygdomsplaget sæson, og han har ikke set overbevisende ud i sine foreløbige kampe. Mod Klizan i 2. runde servede Klizan for at få kampen ud i femte sæt, inden nerverne fik overtaget, og han gav Murray sættet og kampen.

I 3. runde i en kamp, der just er startet (12.45, lørdag), møder Murray del Potro, som dog døjer med værre skader end dem, Murray har haft. Den kamp kan blive rigtig spændende (og problematisk for Murray), hvis del Potros fysik står distancen.

Update: Murray kom sejrsrigt ud af to tætte første sæt og spillede det bedste tennis, han har gjort hele året. Da han samtidig har en – for ham – let 4. runde, ser han pludselig ud til at være et ret sikkert bud på mindst en kvartfinale og formentlig også bedre. Læs mere her, om hvordan Murray pludselig lignede sit gamle jeg

Den evigt skadede Kei Nishikori har på dagen også niveauet, men bliver ofte skadet undervejs i en turnering. Han kunne dog godt ramme en semifinale med lidt held, men er i Murray fjerdedel og Wawrinkas halvdel, langt væk fra Rafa.

Dertil er der franskmændene. Jo-Wilfried Tsonga og Lukas Pouille er allerede ude, mens Gael Monfils og Richard Gasquet mødes senere i dag. Vinderen møder Wawrinka/Fognini. Det tegner ikke til at blive et godt år for de lokale favoritter, men man skal aldrig sige aldrig.

Og hvad med Marin Cilic, US Open-vinderen fra 2014? Grus er hans dårligste underlag, men han har spadseret sig igennem sin lodtrækning uden at afgive sæt og står i skrivende stund med et ben i 4. runde.

Han har topniveuet til at slå enhver på dagen og kan gøre livet surt for Wawrinka i en eventuel kvartifnale.

God lodtrækning på vejen mod La Decima

Og Rafa selv? Ja han kan være yderst godt tilfreds med en lodtrækning, hvor det er svært at få øje på noget, der minder om en trussel, før Djokovic i en eventuel semifinale. I 3. runde afgav han blot et enkelt parti (!) mod Basilashvili, og i 4. runde møder han den solide, men ikke skræmmende Bautista-Agut.

Milos Raonic, som han kan møde i kvarten, er ikke voldsomt god på grus, og Rafa slog ham klart på det mere Raonic-venlige underlag i Australian Open.

Alt peger således mod en ’la Decima’, som han tidligere i år opnåede i Monte Carlo og Barcelona. Men det har som sagt været en meget mærkelig tennissæson så vidt, og det kom også som et lyn fra en klar himmel, da Robin Söderling slog Rafa ud i French Open 2009 blot to uger efter at have tabt 0 og 1 i Rom.

Summa sumarum: Nadal er storfavorit, Djokovic er førsteudfordrer, men husk også at holde øje med Diesel aka Stanimal og den 23-årige Thiem med de tunge grundslag.

Turneringen kan følges på Eurosport 1 & 2 samt Eurosport Player.

12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje. 

25 Oct

Kan Andy Murray skubbe Novak Djokovic af tronen?

murray-djokovic_3562890b

murray-djokovic_3562890bI næsten 13 år har verdens bedste tennisspiller altid enten heddet Federer, Nadal eller Djokovic til efternavn. Om få uger kan et nyt navn måske føjes til den eksklusive liste. Sport fortalt ser nærmere på, hvad der skal til for, at skotten Andy Murray skubber den ellers så suveræne serber af tronen. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennis er ikke, hvad det har været. For første gang siden før Roger Federers første Wimbledon-sejr i 2003 er hverken Roger Federer eller Rafael Nadal i top-4 på verdensranglisten.

De to aldrende stjerner har tilmed begge trukket stikket for resten af sæsonen for at pleje skader og – forhåbentlig – vende stærkt tilbage næste år. Federer gjorde det allerede efter Wimbledon for at styrke det knæ, han fik opereret efter Australian Open, Nadal meddelte i torsdags, at han havde overforceret sit comeback efter en håndledsskade og derfor fokuserer på at blive helt fit igen.

Murrays aktie stiger, mens Djokovic’ falder

Men den enes død er den andens brød. For mens Fedal har været under niveau hele sæsonen, er Andy Murray godt i gang med sin bedste sæson nogensinde.

Den er faktisk så god, så han efterhånden må siges at have en realistisk chance for at overtage Novak Djokovic’ ellers så suveræne  position som verdensetter. Det til trods for, at Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør i de seneste tre år og 3-1 i år, inkl. to sejre i årets første grand slam-turneringer.

Men mens Djokovic’ formkurve har været faldende lige siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, har Murrays omvendt været støt stigende. Den kumulative effekt af de to kurver er tydelig at se på årets rangliste, også kaldet the race, hvor Murray nu blot er 915 point efter Djokovic mod hele 3.225 point efter French Open-finalen.

På Murrays kalender er der tre turneringer tilbage, næste uges ATP-500 i Wien, derpå direkte videre til sæsonens sidste Masters-turnering i Paris efterfulgt af World Tour Finals i London. Det giver 3.000 point at spille om. Djokovic, som kun deltager i de sidste to turneringer, kan højst indsamle 2.500 point.

Er det realistisk, at Murray outperformer Djokovic med mindst 915 point resten af sæsonen?

Djokovic har historikken på sin side

Ser man på deres aktuelle formkurve, er svaret ja. Ser man på deres historik i de respektive turneringer, er svaret entydigt nej.

Djokovic har vundet Paris Masters de seneste tre år (fire gange i alt) og World Tour Finals de seneste fire (fem gange i alt). Omvendt har Murray én sølle finale i Paris som bedste resultat dér og udelukkende semifinaler at fremvise fra World Tour Finals.

Underlaget – en relativt langsom lavt hoppende indendørs hard court – er så godt som identisk de to steder, og det passer Djokovic væsentligt bedre end Murray.

Murray har, historisk set, ikke været god til at generere sin egen fart, og som kontraspiller har han, ligesom Lleyton Hewitt, foretrukket de lidt hurtigere baner – i særdeleshed i de interne opgør mod Djokovic. Samtidig er han en af de bedste spillere i vind, hvilket han ikke kan bruge til meget indendørs.

Djokovic elsker til gengæld underlaget i London og Paris. Han spiller tættere på baglinjen og tager bolden tidligere end Murray, hvorfor hans timing har gavn af, at der er så få elementer i spil som muligt.

Samtidig er hans defensiv nærmest uigennemtrængelig i London, hvad en perlerække af modstandere har fået at føle gennem tiden, mens han eget spil er stabilt nok til, at modstanderen på et tidspunkt enten laver en fejl eller giver ham en kort bold at angribe på.

Ivan Lendl er Murrays kyllingevogter

Alligevel er der dog grund til at tro på, at Andy Murray – og resten af feltet – har en større chance, end de plejer mod Djokovic i sæsonens sidste turneringer.

Siden French Open-finalen har Djokovic tabt til Sam Querrey i 3. runde i Wimbledon, vundet Montreal (mod et let felt, da de fleste koncentrerede sig om OL), tabt i 1. runde ved OL til del Potro, tabt US Open-finalen til Stan Wawrinka efter at have modtaget en badebillet til finalen og senest tabt i semifinalen i Shanghai til Bautista Agut efter at have været i voldsomme problemer mod ranglistens nr. 110, Mischa Zverev, runden forinden.

Uden at gå i dybden med nogle af delene har Djokovic talt om manglende motivation efter at have overvundet al modstand med fire slam-titler på stribe, problemer i privaten, forskellige småskader og har, ifølge flere mediers udlægning, antydet muligheden af ikke at fortsætte det ellers så succesrige samarbejde med Boris Becker.

Noget bedre er det gået for Murray. Siden French Open-finalen har Murray fået Ivan Lendl tilbage som træner og har vundet Wimbledon, OL (som man ikke længere får ATP-point for), Beijing og Shanghai samt tabt finalen i Cincinatti til Marin Cilic og kvartfinalen i US Open til Kei Nishikori.

Murray har haft et fantastisk 2016, også før Lendl kom tilbage, men alligevel kan den rolige tjekke tilføre noget, som den evigt iltre og selvkritiserende skotte har brug for. I radio24syvs Wimbledon-magasin talte tennistræneren Jens Seibæk og værten Anders Haahr Rasmussen om, at Ivan Lendl var Andy Murrays ‘kyllingevogter’.

En kyllingvogter sikrer, at man går efter sine slag, når mulighederne byder sig. Den lettere defensive og perfektionistiske Murray har karrieren igennem haft en tendens til at spille for passivt – især i de største kampe mod de andre i Big 4. Men med Lendl i boksen som sin kyllingevogter tør han gå efter sine slag, han tør lave flere fejl, og han slår sin forhånd markant tungere.

Hvorvidt Lendl også kan hjælpe Murray til at blive en regulær rival for Djokovic i de indbyrdes opgør, har vi endnu til gode at se. Men sidste gang de to dannede par (2012-2013) vandt Djokovic kun 5-4 i indbyrdes opgør – siden står den som sagt hhv. 13-2 i alt og 3-1 i år.

murray-lendl

Går Djokovic’ dominans et brat stop i møde?

Det er notorisk svært at spå om, hvornår de store mestre går fra at være dominerende til pludselig at være i karrierens efterår eller det, der er værre.

Borg var verdens bedste tennisspiller frem til French Open i 1981, men tabte både Wimbledon og US Open-finalen til McEnroe samme år og trak sig efterfølgende fra tennis. McEnroe selv havde et formidabelt 1984, hvor han vandt 82 kampe mod blot tre nederlag. Han vandt aldrig en slam igen.

Mats Wilander vandt tre slams i 1988, resten af karrieren tilbragte han mest et godt stykke uden for top-10. Roger Federer sad på tre ud af fire slams, da han vandt Australian Open i 2010, siden har han blot vundet en enkelt. Tilsvarende vandt Nadal tre ud af fem slams i sit comeback i 2013 og frem til French Open 2014, siden har to kvartfinaler været hans bedste slam-resultater.

Er Djokovic med ét gået fra at være en lean, mean winning machine – fra efteråret 2014 til og med årets French Open vandt han nærmest alt, han rørte ved – til at være på et tilsvarende tipping point i sin karriere?

Alderen, han bliver 30 til maj, taler for i forhold til, hvornår spillerne historisk har toppet.

slamalder

Søjlediagrammet ovenfor er fra 2011. Siden da har Federer, Wawrinka, Djokovic, Murray, Nadal og Cilic føjet flere til i aldersgruppen 24-31. 

Omvendt er alderen gået helt ekstremt i vejret for spillere i top-10, top-20, top-100 etc. over de seneste ti år. Og selvom både Milos Raonic, Kei Nishikori og Dominic Thiem alle er yngre og i top-10, er det ikke umiddelbart dem, der er Djokovic’ største trusler.

Det er stadig den ‘gamle’ garde i form af Murray (som er født i samme måned og år som Djokovic), Wawrinka, der fylder 32 næste gang og Federer, der fylder 36 til august, han har det umiddelbart sværest med.

Men hvis motivationen pludselig ikke er, hvad den har været, er det alt, hvad der skal til.

Personligt hælder jeg til, det er et midlertidigt problem. Djokovic har simpelthen for meget at spille om og for stor en professionalisme til, at han kan tabe motivationen permanent på det her gyldne tidspunkt i sin karriere. Boris Becker sagde, ganske vist før Wimbledon, noget lignende.

Han har vundet 12 slams, to færre end Sampras og Nadal og fem færre end Federer. Han har 222 uger som verdens no. 1, 80 uger færre end Federers rekord. Han har med andre ord en reel og semirealistisk chance for at hente Federer i historiebøgerne – ikke mindst på grund af manglen på tydelige konkurrenter (Lendls Murray delvist undtaget), der er på nippet til at vippe ham permanent af pinden.

Murray har 2 chancer for at blive nr. 1

Men tilbage til Murray. Vinder han Wien, hvilket han bør, hvis han fortsætter på samme niveau, er han kun 415 point efter Djokovic inden årets to sidste turneringer.

Vinder han både Wien og Paris, skal Djokovic i finalen i Paris for at bevare et forspring på sølle 15 point inden London. Og så har vi i den grad the final showdown. 

Djokovic må dog stadig være pæn favorit til at bevare positionen som verdensetter året ud, dels fordi han har et forspring at tære af, dels fordi underlaget i Paris og London som sagt passer ham bedre end Murray.

Men skulle det ikke lykkedes Murray i år, er der rige muligheder i begyndelsen af næste år. For mens Djokovic fører med 915 point i årets race, fører Murray med 1860 point siden årets grussæson gik i gang. Det vil med andre ord sige, at Djokovic skal vinde mindst 1860 point flere end Murray, før næste års Monte Carlo.

Det plejer han også at gøre, men dels spiller Murray som sagt væsentligt bedre, end han plejer, og dels ser Djokovic væsentligt mere sårbar ud end tidligere.

Et kvalificeret gæt er derfor, at Djokovic beholder sin plads som verdensetter året ud, men at Murray overtager positionen på et eller andet tidspunkt i løbet af det næste halve år.

Og så kan han forhåbentlig også blive den rival, Djokovic har manglet i flere år.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image