03 May

All hail the champions!

Leicester_2

Leicesters mesterskab skriver sig ind i historiebøgerne som en af de største sensationer i sportens verden nogensinde. Ja, det er faktisk svært at finde en historisk pendant, der matcher rævenes præstation. Sport fortalt kigger nærmere på mirakelholdet med de lange afleveringer.  

Af Kristoffer Lottrup

Du har sikkert allerede gjort det flere gange, men gør det lige igen. Prøv lige at tænk over, hvad det er, Leicester City F.C. har præsteret.

I februar 2015 lå klubben til nedrykning i Premier League, men en ekstraordinær afslutning med syv sejre i sæsonens sidste ni kampe sendte holdet seks point over stregen efter 38 runder. En ny sæson i Premier League var sikret; målet var nået.

Det officielle mål for denne sæson var de berømte 40 point og endnu en sæson i Englands bedste fodboldrække, men det ekstraordinære fortsatte ufortyndet. Imponerende 22 Premier League-sejre senere er Leicester City Premier League-mestre anno 2015/2016.

Leicester har fire spillere på årets hold i Premier League: Wes Morgan, N’Golo Kanté, Ryiad Mahrez og Jamie Vardy.

Wes Morgan er 32 år og spiller sin blot anden sæson i Premier League.

N’Golo Kanté kom til klubben i sommer og har 75 kampe for Caen og 38 kampe for Boulogne på cv’et.

Ryiad Mahrez, årets spiller i Premier League kåret af spillerforeningen, kom til Leicester i januar 2014 og havde inden denne sæson stået for henholdsvis tre mål i Championship og fire i Premier League. Da han i første omgang hørte om Leicester, troede han, der var tale om et rugbyhold.

Jamie Vardy, årets spiller i Premier League kåret af sportsjournalisterne, har taget turen fra bunden af Championship til toppen af Premier League, siden han kom til klubben i 2012 fra upåagtede Fleetwood Town. Vardy har i denne sæson fået debut på det engelske landshold i en alder af 28 år, ligesom han med scoringer i 11 kampe i træk har slået Ruud van Nistelrooys hidtidige rekord.

Claudio Ranieri, der stensikkert vinder titlen som årets træner, har i næsten 30 år som manager aldrig tidligere vundet et mesterskab i et lands bedste fodboldrække. 15. november 2014 blev Ranieri fyret som landstræner i Grækenland efter et nederlag til Færørerne.  

5000 til 1

Hvorvidt Leicesters præstation er den største nogensinde, kan der være delte meninger om. Ifølge denne skribent er det i en fodboldhistorisk kontekst svært at finde eksempler på præstationer, der for alvor kan hamle op med Leicesters.

Der var engang, hvor Herfølge tog fusen på hele Danmark, da de i 1999/2000 vandt Superligaen med to point ned til dengang uovervindelige Brøndby.

Der var også engang, hvor Kaiserslautern gik direkte fra oprykning til at vinde Bundesligaen i 1997/1998 og forviste overmagten fra Bayern München til andenpladsen.

Og så var der selvfølgelig engang, hvor et på alle måder undertippet dansk landshold gjorde det umulige og vandt EM i 1992.

En anden EM-sensation fandt sted i 2004, da det græske landshold på nærmest urimelig vis formåede at vinde turneringen. Grækernes daværende chef var i øvrigt en vis Otto Rehhagel, der også stod i spidsen for Kaiserslautern i 1997/1998.

Selvom danskernes og grækernes præstationer kom i en knockout-turnering, kan der alligevel drages paralleller mellem de overraskende EM-vindere og Leicesters kunststykke, da konkurrencen ved både EM i 1992 og i 2004 var så relativt hård, som det var tilfældet. Danmark sagde således farvel til England, Frankrig og storfavoritterne fra Holland og Tyskland på vejen mod pokalen, mens grækerne ekspederede Spanien, Frankrig og Tjekkiet ud af turneringen, inden de slog Portugal i finalen. På alle måder ekstraordinære præstationer. Leicesters ditto er bare så meget desto mere imponerende, da de har slået tilsvarende storhold igennem en hel sæson.

Leicester har henvist storklubber som Arsenal, Chelsea, Manchester City, Manchester United samt det bedste Tottenham-mandskab i flere årtier til de sekundære placeringer. Det er klubber med budgetter, pokalskabe og fanbaser, Leicester aldrig kommer i nærheden af.

Leicester stærkeste startelever har kostet godt 24 millioner pund — cirka det samme, som Manchester United betalte for Memphis Depay i sommer. 

Vardy og Mahrez kostede henholdsvis 375.000 og 930.000 pund. Det er nogenlunde det samme, som Wayne Rooney høster per måned i Manchester United (han får 300.000 pund om ugen).

Ifølge Sporting Intelligence har Manchester United brugt flere penge på nye spillere i løbet af Louis van Gaals to år i klubben, end Leicester har i hele sin 132-årige historie.

Og ja, de traditionelle storklubber har været svingende i denne sæson og smidt usædvanligt mange point (Manchester City har foreløbig tabt ti kampe). Så meget desto mere ære til Leicester, der med imponerende disciplin har vundet kamp efter kamp i en liga, hvor alle — bortset fra Aston Villa — har slået alle.

At bookmakerne inden sæsonen gav pengene 5000 gange tilbage på Leicester som mestre og skal udbetale i omegnen af 140 millioner kroner på væddemålet sætter tingene yderligere i perspektiv.

Tættest på at hamle på med Leicester kommer angiveligt Brian Cloughs magiske Nottingham Forest-mandskab, der i 1977/1978 vandt den bedste engelske række direkte efter at være rykket op via en spinkel tredjeplads i den daværende engelske 2. division. Dengang hed overmagten Liverpool F.C., der havde vundet de to foregående år, og ligeledes tog sig af de to efterfølgende engelske mesterskaber. Til gengæld formåede Nottingham Forest helt uhørt at vinde Europa Cuppen for mesterhold (datidens Champions League) i både 1978/1979 og 1979/1980.

Om man vil kalde Leicesters eller Forests præsentation for den største må være et temperamentsspørgsmål. Leicester har angiveligt haft hårdere konkurrence, ligesom den økonomiske ulighed i forhold til konkurrenterne har været tilsvarende større.

Om Leicester napper to Champions League-titler i rap, må tiden vise.

Lange bolde og 4-4-2

Leicester historiske triumf er sikret via en nærmest gammeldags opskrift: en 4-4-2-opstilling, en afbalanceret, men relativt smal trup og stort set de samme 11 startende uge efter uge.

Imponerende stabile Kasper Schmeichel har spillet alle kampe indtil videre i sæsonen. Det samme har den østrigske landsholdskaptajn Christian Fuchs på venstreback. Premier Leagues tungeste midterforsvar, d’herrer Huth og Morgan på sammenlagt 175 kilo, har tilsammen misset én kamp.

På den centrale midtbane har Danny Drinkwater og N’Golo Kanté igen og igen forvist den efter Leicester-standarder dyrt indkøbte profil Gökhan Inler til bænken, mens Ryiad Mahrez blot har misset en enkelt kamp på kanten. Helt fremme havde topscorer Vardy spillet 34 kampe, inden sin karantænedom. At Leicester har været forskånet for alvorlige skader er naturligvis også en del af forklaringen på holdets store succes, men samtidig er holdet også et levende bevis på, hvad en velfungerende startelever, der får lov at spille uge efter uge, kan være i stand til.

En afgørende del af taktikken har været lange bolde til lynhyrtige Jamie Vardy og i perioder til hovedstødsstærke Leonardo Ulloa. I en opgørelse foretaget af CEIS Football Observatory for små tre uger siden toppede Leicester klart Premier League-statistikken, når det kom til lange bolde. Leicester havde på pågældende tidspunkt slået flere lange pasninger end Tony Pulis’ West Bromwich(!). I løbet af de første 34 runder af Premier League var syv procent procent af Leicesters afleveringer således lange bolde. Kun Darmstadt og Ingolstadt fra Bundesligaen har sendt flere stikninger afsted på tværs af de store europæiske ligaer. 

Nogle vil måske kalde det primitivt, og det er det måske også. Til gengæld har Leicester scoret tredjeflest mål i Premier League (64) og lukket tredjefærrest ind (34). 

Blot tre nederlag er det blevet til i sæsonen. Arsenal hjemme (2-5), Liverpool ude (1-0) og Arsenal ude (2-1). 

Søndagens uafgjorte resultat på Old Trafford var et glimrende billede på Leicester-holdets mange disciplinerede og velorganiserede præstationer i løbet af sæsonen. United styrede kampen i de første små tyve minutter og kom foran allerede efter otte. Kort efter havde Jesse Lingard en stor chance for at bringe United på 2-0, men en af sæsonens helt store Leicester-profiler, Kasper Schmeichel kom i vejen. Siden kæmpede Leicester sig tilbage i kampen, scorede på en dødbold og holdt stort set United fra chancer i anden halvleg. 

At de så risikerer at blive mesterholdet med den mindst prangende målforskel i Premier League-historien (siden 1992/1993), lever de nok fint med.

Tilbage til Broen

“Let’s do it for Ranieri,” stod der på et papskilt, som en Chelsea-fan iført trøjen fra 1997-1999 med Autoglass på maven og minder om Vialli, Zola og det romantiske Chelsea havde med på Stamford Bridge i går aftes.

Ranieri kom til London-klubben i 2000 og blev den sidste Chelsea-manager før Abramamovich-æraen. Han nåede såmænd også at arbejde en enkelt sæson under den gasglade russer, inden en placering som nummer to i ligaen og en semifinaleplads i Champions League blev vejet og fundet for let af den utålmodige ejer.     

At det hele afrundes med æresport på Ranieris gamle hjemmebane, der om noget symboliserer moderne topfodbolds hungren efter hurtig succes, giver historien et ekstra spark.

Dér, hvor italieneren i sin tid blev ofret, da Roman Abramovich slog tonen an for moderne fodbolds køb-først-spørg-bagefter og skiftede hele Chelsea-mandskabet inklusiv træneren ud på en sommer, kan Ranieri og resten af det ydmyge Leicester-mandskab på sidste spilledag den 15. maj lade sig hylde for den (måske) største sensation i engelsk fodbolds historie.  

All hail the champions!

P.S.

Hvis du ikke har fået nok, kan du nyde højdepunkterne fra ti af de mest afgørende kampe i Leicesters mesterskabssæson her.   

10 Nov

Nye bobler blæser over West Ham

Olympic stadium and The Orbit during London Olympics opening ceremony (2012-07-27)Fra næste sæson indtager West Ham United Det Olympiske Stadion i London. Her har klubben indgået en 99-årig lejeaftale, som kritikere betegner som statsstøtte af uhørte dimensioner. Netop derfor har klubben nu gode muligheder for at blive Europas næste storklub.

Af Tyson W. Lyall

”I’m forever blowing bubbles. Pretty bubbles in the air,” synger de trofaste West Ham-fans opstemt i deres kendte hymne, før teksten tager en melankolsk drejning.

“They fly so high, nearly reach the sky, then like my dreams they fade and die.”

West Ham flyver højt i disse uger. Det gør de med jævne mellemrum, hvorefter de som boblerne i den berømte ”anthem” brister, og drømmene forsvinder op i luften over det ældgamle stadion, Boleyn Ground (også kendt som Upton Park, red.).

Men kigger man godt efter, så findes der i denne tid flere tegn på, at drømmene hos London-klubben er mere holdbare end som så.

Holdet spiller godt, ledelsen har handlet fint ind, man har ansat en international træner, som indtil nu matcher tilhængernes store krav, ligesom klubbens akademi stadig er leveringsdygtigt i talentfulde førsteholdsaspiranter.

Det største symbol på West Hams mulige storhed ligger imidlertid slet ikke i West Ham. Det ligger små 5 kilometer vest fra Boleyn Ground i bydelen Stratford. Her tårner Londons olympiske stadion fra 2012 sig op og indbyder med sit pompøse design til store drømme og fremtidshåb.

Fra næste sæson rykker West Ham ind i det stålindsvøbte byggeri, der på mange måder repræsenterer det værste ved de moderne olympiske lege.

Det er et produkt af et nærmest dekadent olympisk projekt, hvor man uden videre bygger et stadion med plads til 60.000 tilskuere på en gammel industrigrund i Østlondon med det umiddelbare formål at agere løbebane en enkelt sommer i 2012.

Stadionet var oprindelig slet ikke designet til ”multi-purpose use”, og foruden den oprindelige byggeudgift på over fem milliarder kroner, har det nu kostet Londons skatteborgere næsten tre milliarder kroner ekstra at gøre byggeriet klar til sit nye liv som fodboldstadion.

Det er denne dvalende kæmpe i Stratford, West Ham inden længe vækker til live igen – og som efter klubbens egne forhåbninger skal bære den på sine skuldre ind i den øverste europæiske fodboldelite.

Tapper fra et umætteligt fodboldmarked
Ambitionen om at løfte en fodboldklub op til nye højde er velkendt og ofte fyldt med bristede drømme. De fleste ambitiøse klubber ligger inde med diverse strategipapirer, som dikterer, hvornår og hvordan klubben skal opnå X, Y eller Z.

Det smukke ved sporten er imidlertid, at den oftest ikke lader sig tæmme af New Public Management-inspirerede ledelsesstrategier. Sport er interessant netop på grund af uforudsigeligheden, og derfor findes der hobetal af iturevne strategipapirer rundt omkring i de europæiske klubkontorer.

West Ham har imidlertid nogle meget håndfaste fakta at basere fremtidsambitionerne og optimismen på, inden man fra næste sæson øger hjemmebanekapaciteten fra 35,016 til 54.000.

Klubben har vigtigst af alt en fanbase og en tiltrækningskraft, der formentlig vil kunne bakke ”next level”-ambitionerne op. I denne sæson har klubben indtil videre haft et tilskuergennemsnit på 34,915 til hjemmekampe. Med 35,016 tilgængelige sæder svarer det til en belægningsprocent på svimlende 99,7 procent i gennemsnit.

Det er bedst af alle Premier League-klubber, og bliver for alvor iøjnefaldende, hvis man tillader sig at sammenligne med danske forhold. Her ligger Brøndby og FCK eksempelvis pt. med belægningsprocenter på under 50 procent til deres hjemmekampe.

Blandt traditionelle storklubber på kontinentet kniber det tilsvarende med at hive folk indendørs. En klub som AC. Milan tiltrækker pt. omkring 40 procent af stadionkapaciteten i gennemsnit, mens andre store klubber som Napoli, AS Monaco og Lazio ligger på samme niveau eller endda under.

West Ham har derfor helt åbenlyst en stor mængde varme pengepunge at stikke snablen ned i.

London er i den sammenhæng formentlig klodens bedste geografiske udgangspunkt for en vækst-ivrig fodboldforretning, og det skal i den sammenhæng ikke undervurderes, at det nye stadion rykker klubben nogle kilometer tættere på byens centrum, der er en hovedpulsåre for fodboldtossede turister og fans fra det britiske kongedømme.

Hvor der blot går to undergrundslinjer til stationen nærmest det nuværende stadion, ligger Det Olympiske Stadion blot ti-minutters gang fra hele fem forskellige togstationer.

Den gyldne kontrakt
Det helt store guldæg i forhold til West Hams fremtid er den lejekontrakt, klubben har indgået med de lokale myndigheder i London. Skal man tro flere iagttagere, kan resultatet ved forhandlingsbordet således nemt vise sig at være klubbens største sejr nogensinde.

Klubben har indgået en 99-årig lejekontrakt, hvor man er blevet bedt om at bidrage til den transformation, stadionet har gennemgået de seneste år. Blandt andet er verdens største såkaldte cantilever-tag blevet monteret på byggeriet, som slet ikke var designet til formålet. Samtidig har bygherrerne konstrueret mobile tribuner, så tilskuerne kommer helt tæt på banen til fodboldkampe, men kan rykkes væk igen ved atletikarrangementer.

West Ham har blot skulle bidrage med ca. 150 mio. kroner af rekonstruktionens budget på næsten tre milliarder, og den udgift er ifølge flere kilder allerede dækket ind af de midler, klubben har fået for at sælge grunden under det nuværende stadion, hvor der skal bygges boliger og forretninger.

Derudover skal West Ham betale en årlig husleje på ca. 25 millioner kroner, men det bliver et greb i lommen alene i forhold til ekstra indtægter fra kampdage, hvor klubben nu kan lange næsten 20.000 hundedyre Premier League-billetter ekstra over disken uge efter uge. Skulle klubben endvidere lykkes med kvalifikation til Champions League, vil det blot fylde lommerne endnu mere hos majoritetsejerne David Gold og David Sullivan.

I betragtning af, at stadionbyggeriet har kostet de engelske skatteborgere over 6 milliarder kroner, kan der næppe være tvivl om, at West Ham har fået en ganske favorabel aftale i stand.

Som en BBC-dokumentar tidligere på året kunne afsløre, så er det lokale styre endda gået med til også at afholde udgifter til alt fra vedligeholdelse og sikkerhed til fodboldmål og hjørneflag.

Myndighederne i London har været presset af skrækeksempler fra tidligere OL-byer som Barcelona, Athen og Beijing, hvor store byggerier er blevet efterladt til forfald. Samtidig var det en del af Londons oprindelige forpligtigelse overfor Den Internationale Olympiske Komite (IOC), at stadionet skulle beholde sin tilknytning til atletikken. Det gjorde tilbuddet fra den anden store bejler til stadionovertagelsen, Tottenham, ikke i tilstrækkelig grad, og derfor stod West Ham tilbage med utrolig gode forhandlingskort på hånden.

Klubbens største stjerne pt. hedder derfor hverken Dmitri Payet, Winston Reid eller Cheikhou Kouyaté, men derimod Karren Brady. Klubbens 46-årige næstformand har som benhård forhandler og tovholder på stadionovertagelsen fået en aftale i hus, som The Guardian har beskrevet det som ”en af de mest fordelagtige aftaler indgået i fodboldens historie”.

Den tidligere ejer af League 2-klubben Leyton Orient, Barry Hearn, som også bød ind på Det Olympiske Stadion, beskrev i 2013 aftalen som ”statsstøtte, der overgår selv den vildeste fantasi” og tilføjede:

“Vi er havnet i en situation, hvor vi har doneret 500 million pund (ca. 5 mia. kroner, red.) af skatteborgernes penge til en Premier League-klub, som har en omsætning på mere end 100 millioner pund om året. Det er en vidunderlig gave, men hvis jeg var Arsenal-fan, ville jeg stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man gjorde besværet med at bygge sit eget stadion.”

Aldrig har West Ham vundet det engelske mesterskab, men lejekontrakten til det nye stadion skal måske rammes ind og puttes i klubbens rummelige pokalskab.

Lokker flere midler til
Med indtoget på Det Olympiske Stadion kommer West Ham til relativt ubesværet at gøre det, som Liverpool, Everton, Chelsea og Tottenham alle har brudt hovederne med i årevis. Alle er de desperate efter at få øget deres kapacitet, som Manchester City, Manchester United og Arsenal med succes har gjort i de senere år.

Manøvren er særligt svær i det trængte London, hvor pladsen er begrænset og kvadratmeterne dyre. Det ved Arsenal, som brugte årtier på at få deres imponerende stadion på plads, og det ved Chelsea og Tottenham, som desperat er på jagt efter ekstra kapacitet.

En indlysende årsag er de ekstra indtægter på kampdagene, men et nyt stadion tilbyder også klubberne åbenlyse fordele, som styrkelse af brand, udvidelse af kommercielle aktiviteter mm.

Men måske vigtigst af alt, så vil stadionet vil kunne trække nye pengefolk til. Eksempelvis var Manchester Citys indtagelse af City of Manchester Stadium efter Commonwealth Games i 2002 en af de bærende årsager til, at oliesheikerne fra de Arabiske Emirater rykkede til det nordlige England i 2008.

I forhold til West Ham er det samtidig særligt interessant, at klubben – modsat det daværende Manchester City – ikke er nogen sovende kæmpe. Pilen peger nemlig allerede i en stærk opadgående retning for West Ham disse år.

I en opgørelse lavet af Forbes rangerer klubben for tiden som den 19. mest værdifulde fodboldklub i Europa.

Klubben er ganske vist endnu en lilleput i forhold til Real Madrid, Barcelona, Chelsea og de andre store drenge, men samtidig er man sammen med Newcastle United eneste klub i top 20, som ikke har været i nærkontakt med Champions League i de seneste år.

Bedømt på Forbes optegnelse over økonomisk potentiale, ligger klubben eksempelvis over europæiske storklubber som Benfica, Porto, Zenit St. Petersborg, Valencia, Shakhtar Donetsk, Lyon, Leverkusen, Dynamo Kiev mfl. Mens alle disse klubber ligger i top 30 på UEFA’s koefficientliste, så er West Ham pt. at finde på plads nr. 116 – ti pladser over Esbjerg, men langt under FC. København.

Får West Ham slået kapital af den nuværende økonomiske udvikling, så ser det billede formentlig snart ganske anerledes ud.

Succesen afhænger dog i sidste ende af konkurrencen fra de øvrige engelske klubber og af West Ham egne evner på banen. Den del er heldigvis stadigvæk svær at planlægge.

Men med en ny verdensklassehjemmebane, som i grove træk har kostet klubben det samme som man gav for angriberen Andy Carroll, bør boblen og drømmen ikke briste foreløbig for West Ham United.

06 Sep

Hvem er bange for Financial Fair Play?

Raheem_Sterling_(15623713741)

UEFA’s finansielle fairplay-regler blev sat i søen for tre år siden for at skabe bæredygtig økonomisk udvikling blandt Europas fodboldklubber. Men som det seneste transfervindue beviser, er de rige klubbers købelyst ikke påvirket af UEFA’s restriktioner. Endnu engang gik særligt de engelske klubber shop-amok med handler, som i flere tilfælde ligner årtiers mest irrationelle.

Af Tyson William Lyall

Han måler kun 1 meter og 70 centimeter, men på listen over verdens dyreste fodboldspillere rager den 20-årige englænder Raheem Sterling godt op. I løbet af sommeren fuldførte han nemlig sit længe ventede skifte fra Liverpool til Manchester City. Omkring en halv milliard danske kroner måtte oliesheikerne fra Manchester hoste op med for at krone Sterling som den dyreste engelske spiller i historien.

For ca. den samme pris, Real Madrid i 2001 betalte for verdensmesteren Zinedine Zidane, har Manchester City nu fået sig en ung mand, som næppe er blandt klodens 30 bedste spillere, har under 100 kampe i Premier League bag sig og som aldrig har vundet noget i seniorfodbold.

Sammen med Manchester Uniteds køb af den uprøvede franske teenager, Anthony Martial, for en pris på op mod 600 mio. kroner, viser Sterling-handlen, at de store europæiske klubber ikke lader til at være synderlig bekymret for UEFA’s Financial Fair Play (FFP).

Finansiel doping og sugar daddies
FFP blev allerede – i grove træk – præsenteret i efteråret 2009. Med de principielle regler, som kort fortalt betyder, at klubberne ikke må bruge mere end de tjener, var det UEFA’s intention at sætte de såkaldte ”sugar daddies” stolen for døren.

Hvis russiske rigmænd eller qatarske oliesheiker vil klatte deres penge væk på fodbold, skal det ske under fair konkurrenceforhold, lød rationalet fra UEFA-præsident Michel Platini, som ved flere lejligheder har betegnet regelsættet som et bolværk mod ”finansiel doping”.

Selvom regelsættet først implementeres endeligt op til 2012-2013-sæsonen, gav nyheden om den store stygge ulv klubberne anledning til at stramme op i regnskaberne.

Ifølge UEFA faldt de europæiske klubbers gæld således fra hele 1,7 mia. euros i 2011 til 400 mio. euros i 2014.

Selv overforbrugere som engelske Chelsea, med den russiske ejer Roman Abramovich, formåede i 2012 for første gang nogensinde at fremvise sorte tal på bundlinjen.

Respekten for Platinis regelsæt har dog alligevel ikke været større, end at klubber som PSG, Manchester City, Zenit St. Petersborg, Rubin Kazan, Anzhi, Galatasaray, Bursaspor, Trabzonspor og Levski Sofia sidste år måtte bøde for at have overtræk på forbrugskontoen.

Det afholdt imidlertid ikke Platini fra, lidt overraskende, i maj måned at konkludere, at FFP nu havde bevidst sin succes, og at det derfor var tid til at skrue lidt ned for forbundets greb om klubbernes økonomi.

Gældende fra den 1. juli har klubberne derfor nu mulighed for at indgå i dialog med Platinis hold af pantefogeder om afgrænsede perioder med overforbrug, hvis de ellers kan fremvise en bæredygtig forretningsmodel, som ikke ”gambler på succes”.

Den slags modtages imidlertid ikke pænt hos Platinis landsmand Arsene Wenger, som med Arsenal i sin egen selvforståelse forsøger at skabe en økologisk fodboldklub blandt Premier League-kollegaer pumpet fulde af likvide væksthormoner.

”Jeg kan ikke forklare, hvad den egentlige betydning af FFP er i dag. Reglerne er alt for komplicerede til at være effektive på nuværende tidspunkt,” sagde Wenger for nylig til beIN Sports.

Har fodbolden igen fået sindssyge?
Det seneste transfervindue efterlader derfor spørgsmålet, om fodbolden i kølvandet på lempelserne af FFP igen har fået sindssyge, som tilfældet især var det omkring årtusindeskiftet, hvor spillere som Denilson, Vieri og Mendieta blev handlet til astronomiske beløb.

Enkelttilfældene med Martial, Sterling og Kevin De Bruynes monstertransfer til Manchester City tyder i alt fald på, at fodboldgalskaben igen har ramt de britiske øer. De tørre tal viser supplerende, at det samlede transferbeløb i Premier League denne sommer var det største nogensinde. Ca. ni mia. danske kroner brugte Premier League-klubberne tilsammen denne sommer på nyt blod til arbejdspladsen.

I det regnestykke er det bl.a. værd at bemærke, at en velpolstret klub som Arsenal ikke rørte synderligt på sig, som tilfældet ellers har været det de seneste par år.

Det mest bemærkelsesværdige ved det overståede transfervindue må imidlertid være, at det – trods det samlede astronomiske beløb – stort set ikke indeholdt handler med klodens allerstørste stjerner.

Blandt de 23 nominerede til sidste års Ballon d’Or var det eksempelvis kun Ángel Di María (nr. 10) og Bastian Schweinsteiger (nr. 18), som rykkede teltpælene op i løbet af sommeren. Ronaldo, Messi, Neuer, Neymar og resten af topeliten blev, hvor de var, og man kan blot forestille sig, hvad et Gareth Bale-køb ville have kostet Manchester United eller hvad et Paul Pogba-køb ville have kostet Chelsea i det nuværende marked.

Som førnævnte Arsene Wenger derfor bemærker, er det hverken pengene eller købelysten, der mangler. Der er derimod mangel på gode spillere, som er villige til at skifte klub. Derfor ender Raheem Sterling og Kevin De Bruyne med at koste en god milliard kroner tilsammen, og derfor betaler Manchester United potentielt set 600 mio. kroner for teenageren Martial, som blot har scoret 11 ligamål på seniorniveau.

De engelske klubber har særligt mange penge at bruge (og endnu flere på vej med den nye, lukrative tv-aftale), men kun få varer at bruge dem på. Det holder dem imidlertid ikke tilbage i det evindelige våbenkapløb, som pågår hver gang transfervinduet åbnes. UEFA har med lempelserne af FFP rakt en hånd til stormagterne og symptomerne har vi set denne sommer. På nuværende tidspunkt frygter kun en tåbe Platinis finansielle dopingkontrollører.