Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
OL | Sport fortalt OL – Sport fortalt
14 Aug

Murray kan skrive historie, men bliver han også historisk?

Andy Murray

Som den første singlespiller nogensinde har Andy Murray muligheden for at vinde to olympiske guldmedaljer. Skotten har været i finalen i samtlige Grand Slam-turneringer og vundet både US Open og Wimbledon. Alligevel kæmper han af og til fortsat med at vinde briternes og også mange tenniselskeres hjerter. Måske han endelig er på vej ud af skyggen?

Af Nicolai Lisberg

Han har vundet første sæt i sikker stil med 6-1 mod italienske Fabio Fognini. Spillet er kontrolleret og stabilt. Publikum er med ham. For nu. For allerede ved anden bold i andet sæt tipper det over til Fogninis fordel. Lidt simpel diskuteren med dommeren og straks begynder buh-råbene. En britisk journalist ved siden af mig udbryder et stille ”fucking typical”.

Jeg spørger ham, hvad han mener, og han uddyber og fortæller, at Murray aldrig bliver en publikumsfavorit. Han ejer ikke charme og karisma, og det er for robotagtigt, det han laver, lyder kritikken.

Kritikken forekommer mig umiddelbart en smule overdrevet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere kan jeg se pointerne bag.

For Andy Murray er ikke nogen publikumsfavorit. Så langt fra endda. Ikke en gang i Storbritannien er der fuld opbakning til en af deres bedste tennisspillere nogensinde. Heller ikke selvom han blev den første brite til endelig at vinde Wimbledon, siden legendariske Fred Perry gjorde det i 1936. For i de fleste briters øjne er Murray, der er født i Glasgow, skotte.

YouGov har fra 2011 -2016 løbende lavet undersøgelser med det simple spørgsmål: Ser du Andy Murray som skotsk eller britisk sportsudøver? Resultatet er ikke til at tage fejl af. Ved Wimbledon-sejren i 2013 var Murray mere britisk end nogensinde før ifølge briterne, mens han var mere skotsk efter diverse nederlag i Grand Slam-finaler.

Når briterne ikke ubetinget hylder den sportsudøver, som brød Wimbledon-forbandelsen efter 77 år, er det ikke kun, fordi det er ”fucking typical”, og fordi Murray mangler charme og karisma, når han går rundt og brokker sig og bander over sig selv på tennisbanen. Det har også politiske årsager.

Da Skotland i 2014 skulle stemme om deres selvstændighed, afviste Murray i første omgang at give sit besyv med. Men kort tid inden afstemningen kunne man på hans twitterprofil læse, at han erklærede sin støtte til ja-siden. Det skabte stor røre, og selvom han efterfølgende forsvarede sine synspunkter, indrømmede han dog, at han var gået for vidt, og at han i fremtiden ville holde sine politiske synspunkter for sig selv.

Den fjerde musketer

Murrays togt efter britisk gunst er dog løbende blevet mere succesfuldt. Tårerne og den smukke tale efter Wimbledon-finalenederlaget til Federer i 2012 viste publikum, hvor meget det betød for ham. Det efterfølgende OL-guld på “hjemmebane” mod selvsamme Federer halvanden måned senere samt Wimbledon-titlerne i 2013 og 2016 og ikke mindst Davis Cup-sejren i 2015 har fået briterne til at bløde en del op. Nu mangler han så bare resten af verden så at sige.

Her er vi nemlig tilbage ved den robotagtige stil, som den britiske journalist beskrev ovenfor. Murray er hverken charmerende som Djokovic, vild og voldsom som Nadal eller elegant som Federer. Og selvom han er bedst på græs, er han ikke specialist på et specifikt underlag i samme grad, som Nadal er det på grus. Murray er en all-rounder, der kan det det hele, men på nær sin dobbelte baghånd og sine returneringer måske ikke har de helt store spidskompetencer. Og all-roundere, de bliver altså sjældent de mest populære.

Skåret ind til benet er Murray måske bare uheldig med at være en del af en gylden tennisgeneration. Han var længe den fjerde musketer, der ikke fik lov til at sidde med ved højbordet, når Djokovic, Federer og Nadal fordelte Grand Slams. Udover OL-guldet i London er det også ”blot” blevet til tre slamtitler for den 29-årige Murray.

Til sammenligning har Djokovic vundet 12, Nadal har hentet 14, mens Federer topper med 17 Grand Slam-sejre. Alle tre har også ligget nummer et på verdensranglisten på skiftende tidspunkter, mens Murray aldrig har været højere placeret end nummer to.

På vej ud af skyggen

Men måske Murray snart får lov til at få sin helt egen plads ved det fine bord. I 2016 har han været i finalen ved både Australian Open, French Open og endelig Wimbledon, som han vandt.

Ved OL har han trods problemer undervejs, særligt mod Fabio Fognini og Steve Johnson, vist den kynisme, han tidligere blev beskyldt for at mangle, når det virkelig gjaldt. På pressemøderne og i mixed zone efter kampene har han udvist overskud. Murray virker til at være, for nu at bruge en fortærsket sports kliché, i balance med sig selv.

Søndag skal han forsøge at udnytte den balance til at vinde OL-finalen mod Juan Martin del Potro, der var ude i en over tre timer lang gyser mod Nadal i semifinalen. Dermed står Murray alt andet lige med de bedste kort – især fordi finalen skal afgøres i bedst af fem sæt frem for bedst af tre. Vinder Murray finalen, bliver han den første singlespiller nogensinde til at vinde to olympiske guldmedaljer. Måske den historiske præstation også gør ham historisk. Måske.

Mændenes finale ventes at gå i gang ca. kl. 21 i aften og kan følges på DR.

14 Aug

OL er drømmenes arena

Mandatory Credit: Photo by Cristiano Andujar/AGIF/REX/Shutterstock (5828415ax) Monica Puig (PUR) plays against Angelique Kerber (GER), in Centre Court of Olympic Stadium, Womens Singles Final of Rio 2016 Olympic Games Rio 2016 Olympic Games, Tenis, Womens Singles Final Monica Puig (PUR) x Angelique Kerber (GER), Olympic Stadium, Brazil - 13 Aug 2016

Hører tennis hjemme ved OL? Mange mener nej. Men når man ser de kampe, spillerne leverer og det følelsesdrama, de går igennem, er det synspunkt svært at tage seriøst. I går aftes fik vi således to af årets allerbedste tenniskampe. Og at de begge betød alverden for spillerne var krystalklart, når man så deres iver efter at vinde og deres jubelscener, da sejren endelig kom i hus. 

Af Anders Høeg Lammers

OL er for de allerfleste atleter det største, de nogensinde kommer til at opleve i karrieren. Vi ser eksempler på det hver eneste dag. Atleter, der falder sammen i gråd – enten af skuffelse eller glæde. Forskellen på en 4. plads og en medalje til dit land. Forskellen på guld og sølv. Eller bare dét at nå med i en kvart-, semi- eller finale. Jublen og overraskelsen over en uventet guldmedalje – f.eks. hos Danmarks Pernille Blume i bassinet

Og så dér hvor vi for alvor mærker historiens vingesus, som når vi får den første individuelle guldmedalje nogensinde af en sort svømmer.

Lidt anderledes er det med tennis. Tennisverdenen drejer sig ikke om et højdepunkt hvert fjerde år, men derimod om fire højdepunkter hvert år: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. OL passer ikke ind i kalenderen, og der er mere prestige i at vinde Wimbledon lige før eller US Open lige efter. Så har tennis overhovedet brug for at være med i OL? Fra 1928 og helt frem til OL i Seoul i 1988 var tennis ikke på programmet.

Og nogle vil mene, at det heller ikke burde være det i dag. Er man lidt puritansk anlagt, kunne man have den holdning, at OL primært bør være for “amatørerne”, hvorfor de mest kommercielle og eksponerede sportsgrene som tennis, fodbold, basket og golf principielt ikke hører hjemme.

Derudover er der spillerne. Ti spillere blandt herrernes top-20 er slet ikke til stede i Rio. En del p.g.a. skader, men også en del fordi det bare ikke lige passede ind. OL giver – i modsætning til alle andre turneringer, som tennisspillere deltager i – hverken ranglistepoint eller pengepræmier. Du spiller for dit land, du spiller for æren.

Juan Martin del Potros uimodståelige forhånd

Hvor meget den slags til gengæld stadig betyder – trods fire meget betydningsfulde slam-turneringer hvert eneste år – har vi set eksempler på hele ugen. Som da Juan Martin del Potro, typisk blot kaldet Delpo, overraskede alt og alle og slog verdensetteren Novak Djokovic ud i første runde med cifrene 7-6 (4), 7-6 (2) ved hjælp af sin tordnende forhånd.

Kampen efterlod begge mænd i en tårevædet omfavnelse – Delpo af glæde, Djokovic, en mand, der har vundet alt de senere år, i skuffelse over ikke at tage metal med hjem til Serbien i denne ombæring.

Vi så det igen lørdag aften. Delpo er turneringens helt store cinderella-historie hos mændene. Den 1,98 meter høje ‘gentle giant’ fra Tandil i Argentina har haft nogle svære år. Blot fire kampe blev det til i 2014, blot 10 i 2015 og blot 21 i år inden OL.

Tre håndledsoperationer har han fået lavet, og baghånden er stadig blot en dårlig efterligning af det, den var engang, omend den nu omsider har fået en vis stabilitet igen (hvis du vil kende hele Delpos baghistorie, kan du med fordel læse Sport fortalts portrætartikel fra tidligere på året).

Men modet er der. Den mentale styrke er der. Serven er der. Slicen er blevet markant bedre. Og monsterforhånden er ligeså stor og vild og voldsom, som den altid har været.

De elementer var nok til at tage del Potro, der lige nu ligger helt nede som nr. 141 på verdensranglisten, hele vejen til finalen via en 5-7, 6-4, 7-6 (5) sejr over selveste Rafael Nadal i den over tre timer lange semifinale.

Afslutningen var alt andet end nem. Delpos offensiv havde sikret ham et break og en mulighed for at serve sejren hjem ved 5-4 i tredje sæt. Men først lavede han selv et par fejl derpå flugtede Nadal stærkt ved nettet, og da Nadal efterfølgende lavede sin karakteristiske løbende forhånd og drejede den ind fra en næsten umulig position, var det pludselig 5-5.

Delpo lod sig dog ikke slå ud. I næste parti kom han på 0-40, men lige lidt hjalp det. Et par lange forhænder fra Delpo og en serv ind på kroppen fra Rafa bragte balance i regnskabet, hvorefter Nadal servede partiet hjem.

Med så mange forspildte chancer for at afgøre kampen kunne Delpo sagtens have givet op. I stedet servede han stærkt og fortsatte med at gå efter sin forhånd ved enhver given lejlighed. Og det gav pote i både partiet og i tiebreaken.

Den skabende spiller blev – fortjent – belønnet med sejren. Rafa fik mange bolde retur, men det var Delpo, der var spilstyrende og initiativrig. 18 rene vindere blev det til fra forhånden mod Rafas ellers så uopslidelige defensiv.

Juan Martin del Potro of Argentina celebrates defeating Spain's Rafael Nadal in the semifinals of the men's singles tennis competition at the 2016 Summer Olympics in Rio de Janeiro, Brazil, Saturday, Aug. 13, 2016. (AP Photo/Vadim Ghirda)

Dermed er Delpo sikret minimum sølv, og han kastede sig ind i masserne for at få sin hyldest og dele sin glæde:

2016 Rio Olympics - Tennis - Semifinal - Men's Singles Semifinals - Olympic Tennis Centre - Rio de Janeiro, Brazil - 13/08/2016. Juan Martin Del Potro (ARG) of Argentina embraces spectators after winning match against Rafael Nadal (ESP) of Spain. REUTERS/Kevin Lamarque FOR EDITORIAL USE ONLY. NOT FOR SALE FOR MARKETING OR ADVERTISING CAMPAIGNS.

Med stor sandsynlighed stopper eventyret dog desværre også her i denne omgang. I finalen venter nemlig Andy Murray, som dels havde en tidligere og noget lettere semifinale mod Kei Nishikori (6-1, 6-4 på en time og 20 minutter), dels bare har været bundsolid hele året.

Derudover er finalen bedst af fem sæt, hvilket alt andet lige også må favorisere den mere veludhvilede og fysisk mere udholdende skotte. Men, men, men – man skal aldrig sige aldrig, og indtil sidste bold er slået, kan vi stadig drømme om en episk afslutning på del Potros imponerende OL.

Monica Puig sikrer Puerto Rico den første guldmedalje nogensinde

En ren Cinderella-historie har vi allerede fået hos kvinderne. Den 22-årige puertorianske Monica Puig har taget hele feltet med storm ved dette års OL.

Puig er p.t. nr. 34 i verden, men det har man ikke kunnet se den seneste uge. Tværtimod har hun spillet med en lethed og en selvfølgelig autoritet, som man ellers mere forbinder med en Serena Williams.

For sammenligningens skyld: Serena Williams har vundet fire OL-guld (inkl. i double) og 22 slam-finaler i single, Monica Puig havde indtil i går vundet én mindre turnering i Strasbourg i hele sin karriere og aldrig sluttet et år blandt verdens 50 bedste.

I Rio har Puig bl.a. udraderet dette års French Open-mester og verdens nr. 3, Gabine Muguroza. Hun har derudover slået den dobbelte Wimbledon-mester, Petra Kvitova, i semifinalen.

Og i nat dansk tid tog hun så det sidste skridt, da hun slog verdens nr. 2 og dette års Australian Open-mester og Wimbledon runner-up, tyske Angelique Kerber med cifrene 6-4, 4-6, 6-1.

Og ligesom del Potro hos mændene gjorde hun det med dejlig offensivt tennis.

Puig funklede i alle spillets facetter 

I modsætning til Delpo, der primært benyttede sig af forhånden, var det dog i allerhøjeste grad også Puigs baghånd, der lynede. Hun spillede generelt på et vanvittigt højt niveau, men i tredje sæt ramte hun et niveau, hun formentlig aldrig har spillet på over længere tid før.

Alt, hvad hun rørte ved, blev til guld. Baghånd cross court ned i hjørnet? Tjek. Forhånd down the line ned i samme hjørne? Tjek.Baghånd inside-out ned i hjørnet? Tjek. Utagelig stopbold? Tjek. Umulig vinklet forhånd cross court? Tjek. Smukke og effektive flugtninger? Tjek.

Kontraspilleren Kerber, der på ingen måde spillede en dårlig kamp og har en af WTA-tourens bedste defensiver, havde intet at stille op mod dette arsenal af tørre, tunge, præcise grundslag, som stort set alle var placeret på eller tæt ved linjerne.

Hele 54 vindere slog Puig på Rios ellers så langsomme hard court, heraf 25+ med baghånden. Og da sejren endelig var hjemme efter et parti, der bølgede frem og tilbage med hele seks breakchancer til Kerber og tre matchbolde til Puig, tog Puig sejren, da en Kerber-bold sejlede ud.

Overraskelsen, glæden, lettelsen og forundringen over det ubegribelige, hun lige havde præsteret, stod malet i ansigtet.

Puig

Med sejren vandt Puig Puerto Ricos allerførste OL-guldmedalje nogensinde. En mere fortjent guldmedalje skal man lede længe efter. Det er år og dag siden, jeg har set bedre tennis på WTA-touren. Desværre har jeg ikke været i stand til at finde egentlige højdepunkter, men DR viser her den afgørende bold i hvert sæt samt ikke mindst Puigs jubel efter sejren.

Så ja, tennis hører i den grad hjemme ved OL. Når det kan få den slags følelser frem i spillere, trænere og publikum og byde os den slags kampe, som vi fik i går, er det squ lige meget, at der ikke er pengepræmier eller ranglistepoint på spil.

Herrernes finale spilles kl. 20.30 i aften dansk tid.

31 Jul

Lynet Usain Bolt mod Bæstet Yohan Blake

Af Anders Høeg Lammers

Atletik er indbegrebet af OL. Ingen andre sportsgrene kommer op på siden af den, når det gælder De Olympiske Lege. Og eftersom 100 meteren med nogen ret kan kaldes atletikkens kongedisciplin, er det ikke mærkeligt, at Usain Bolt blev en verdensstjerne, da han for fire år siden ved OL i Beijing bragede ind på scenen med tre guldmedaljer og tre verdensrekorder. Det var hans internationale gennembrud, og han og svømmeren Michael Phelps (otte guldmedaljer, det højeste nogensinde) var legenes absolutte højdepunkter.

Det var ikke så meget det, at Bolt vandt, der gjorde ham til en stjerne. Det var måden, han vandt på. Han fik slet og ret de andre løbere til at ligne juniorer.

I 100 meteren behøvede han ikke at sprinte hele vejen i mål og satte alligevel klar verdensrekord med den fænomenale tid på 9,69 sekunder:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=qslbf8L9nl0&w=420&h=315=1&start=22]

Og i 200 meteren var han endnu mere suveræn – her løb han 19.30 og slog samtlige konkurrenter med over et halvt sekund!

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=KaGsBo_Ia0c&w=560&h=315]

Kunststykket gentog sig året efter til VM, hvor fænomenet Bolt – nu kendt som lightning Bolt – tog tre guldmedaljer igen og forbedrede sine verdensrekorder til henholdsvis 9,58 og 19,19.

Bolt’s 100 meter rekorder er her sat i sammenhæng med tidligere tiders rekorder (og her som graf).

Bolts tophastighed ved VM i 2009 kom mellem 60 og 70 meter, hvor han tilbagelagde de ti meter på 0,81 sekunder. Det svarer til en hastighed på 45 km/t!

I fire år har Bolt boltret sig på verdensscenen uden nævneværdig konkurrence. I fire år har han vundet alt, uafhængigt af hvor dårlig en start han har fået.

Blot ét eneste nederlag har han lidt (til Tyson Gay på 100 meteren ved DN Galan i 2010 i Stockholm), og kun én guldmedalje er gået hans næse forbi, nemlig da han blev diskvalificeret fra VM-finalen i 100 meter sidste år på grund af tyvstart:

http://www.youtube.com/watch?v=CQGnDpo28BI

Ellers har Bolt siddet på det hele. Men nu er der – endelig – kommet en endog meget værdig konkurrent.

The Beast

For folk der ikke nørder atletik, var den dengang 21-årige Yohan Blake, også fra Jamaica, et ubeskrevet blad, da han sidste år profiterede af Bolts diskvalifikation og vandt VM i relativt beskedne 9,92.

Blandt de indviede var Blake kendt som den yngste nogensinde til at løbe under 10 sekunder på 100 meter. Hvor Blake har den typiske sprinterstatur, 1,80 høj og meget tætbygget, er Bolt med sine 1,96 en af de første over 1,90 til at blande sig i verdenseliten. Højden skader ham i starten, men de lange skridt hjælper ham, når han har fået kroppen op i fart.

Blakes VM-tid på 9,92 truer derfor ikke fænomenet Bolt, som løber under 9,8 sekunder, hvis han kommer nogenlunde fra start og ellers er i form.

Men mindre end en måned efter VM løb Blake en 200 meter, der fik den samlede atletikverden, inkl. Bolt, til at måbe. Med 19,26 var han blot syv hundredele fra Bolts rekord – og det i et løb, hvor han fik så langsom en start, at havde han startet ligeså hurtigt som til VM, havde han løbet 19,17 og sat ny verdensrekord.

Tilnavnet ‘The Beast’ har Bolt såmænd givet ham på grund af hans hårde træningsindsats. De to jamaicanere er træningsmakkere under ledelse af Glen Mills (om end de dog træner separat, nu hvor konkurrencen imellem dem er spidset til).

Og Bæstet vil udfordre Lynet til OL – og fremover.

Bolt slået – igen, igen

Som sagt er det uhyre sjældent, at Bolt taber et løb. Det var derfor ikke bare opsigtsvækkende, men decideret chokerende, at Blake løb fra Bolt på både 100 og 200 meteren til de jamaicanske mesterskaber (som ret beset ligeså godt kunne hedde VM eller OL i og med Jamaica har tre varme bud på medaljer: Bolt, Blake og Asafa Powell).

Ligesom med Bolt i 2008, er det værd at betragte måden som Blake vandt på. En syg Asafa Powell (bane 3) fik den bedste start, mens Bolt (bane 5) og Blake (i rødt på bane 7) lå side om side efter 40-50 meter (1.03 i videoen nedenfor).

Bolt er ikke verdens bedste starter, men han har de sidste år været verdens suverænt bedste afslutter. Normalt trækker han fra konkurrenterne, når de når de 40-50 meter.

Men her er det Blake, der trækker fra Bolt. Blakes topfart trumfer simpelthen Bolt i dette løb.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=bnbM02q68Wk&w=420&h=315=1&start=55]

Den eneste gang, jeg har set det ske før, var Tyson Gay i 2010 – men det var altså i en sæson uden VM eller OL på spil, og hvor Bolt generelt var skadesplaget.

For at føje spot til skade slog opkomplingen mesteren to dage senere på den dobbelte distance, igen ved at trække fra ham til sidst, denne gang på de sidste 100 meter (omend Bolt dog er ved at hente lidt igen til allersidst).

http://www.youtube.com/watch?v=2pQPItzjdFE

Duellen

Men selv om de to sejre kan se imponerende ud, er det kun OL, der tæller. Det ved Blake. Det ved Bolt.

Sejrene giver Blake – og andre løbere – en tro på, at Bolt ikke er nær så urørlig, som han var for fire år siden i Beijing. Og nederlagene giver Bolt en mulighed for at finde sit fokus:

For me, it’s good to have your eyes opened wide. To have ups and downs so you can really evaluate what you did wrong or what you need to do to get back where you need to be. It was extremely good it happened at the trials so I could refocus.

Men hvem vinder?

Hvad der taler for Bolt, er hans erfaring. Han har været igennem hele cirkusset før, han har vist, at han kan klare presset på verdens største scene og endelig har han vist, at han er eminent til at toppe, når det gælder. Derudover er Bolts topniveau, særligt på 100 meteren, formentlig stadig en tand bedre end Blakes, hvis bedste tid er 9,75.

Spørgsmålet er derfor i høj grad, om Bolt formår at genfinde sin nærmest overmenneskelige form i tide.

Men jeg vil samtidig påstå, at Blake er i stand til at true Bolt, selv hvis Bolt løber nye fantomtider. Det gælder særligt på 200 meteren, hvor Blake i sit 19,26 løb viste en bedre evne til at holde sin fart, end Bolt gjorde ved sine bedste 200 meter tider.

Populært sagt, så ‘taber’ man et sekund på at komme ud af startblokken og op i fart. Hvis man løber de første 100 meter i kurven på 10,0, kan man derfor løbe de sidste 100 på 9,0. Hvis man altså er i stand til at holde hastigheden.

Det er der bare ingen, der er – undtagen Blake.

Skribenten her, en slags atletiknørdernes nørd, har aldrig før set nogen løbe en verdensklasse tid med en ‘negativ split’. Det vil i Blakes tilfælde sige, at han løb de første 100 meter på 10,14 og de næste på 9,12, altså med mere end et sekund (1,02) i forskel.

Sammenligner man med Bolt løb han 9,92 og 9,27 på sin 19,19 tid (65 hundrededele i forskel) – og satte altså 35 hundrededele ’til’ på anden halvdel, mens Blake vandt to hundrededele.

Ligger de to nogenlunde lige efter 100 meter, er det derfor ikke usandsynligt, at det igen bliver Blake, der trækker fra Bolt.

Bolt er stadig favorit

Til trods for de to sejre over Bolt og fantomtiden på 200 meter fra i fjor er Bæstet ikke favorit, hverken på 100 eller 200 meter.

Bl.a. fordi Bolt har den erfaring, som Blake endnu mangler. Men også fordi vi gentagne gange har set Bolt præstere ‘umulige’ tider på begge distancer. Blake har reelt kun løbet én helt fantastisk 200 meter samt en række (meget) udmærkede 100 og 200 meter løb.

Ikke desto mindre er 100 og 200 meter distancen med Bæstets ankomst ikke længere Bolts ejendom. Og Tyson Gay, Asafa Powell, Justin Gaitlin m.fl. står klar, hvis hverken Bolt eller Blake kan tage sejren.

Under de rette vejr- og vindforhold kan vi potentielt få alle otte mand under 10,0 på 100 meteren og en fem stykker under 9,9. Det ville gøre det til den suværent hurtigste finale nogensinde.

Hvis The Beast så samtidig kan presse Bolt mod en ny verdensrekord (eller selv sætte en), ja så er det svært at ønske sig mere.