Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
NHL | Sport fortalt NHL – Sport fortalt
08 Jun

Sidney Crosby – er The Next One igen tilbage som Number One?

Crosby

I forbindelse med den pågående NHL-finaleserie mellem Pittsburgh Penguins og San Jose Sharks stiller Sport fortalt skarpt på superstjernen Sidney Crosbys vej tilbage til toppen.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

I disse dage kæmper Pittsburgh Penguins og San Jose Sharks om det eftertragtede Stanley Cup-trofæ i bedst-af-syv-finaleserien i The National Hockey League (eller bare NHL). Penguins fører i skrivende stund 3-1 i kampe, og med endnu to hjemmebanefordele i Consol Energy Center tilbage i ”the Steel City” er the Pens bookmakernes krystalklare favorit til at hente mesterskabet hjem i verdens stærkeste ishockeyliga.

Lige for at sætte tingene i perspektiv: Europæere og andet fodbold-fanatisk godtfolk er vant til at tænke på VM-slutrunden som sportslivets omtrent indiskutable kulmination. Rent sportsligt er niveauet ganske vist lige så højt eller højere, når de europæiske top tier-klubber tørner ud mod hinanden i Champions League-slutspillet, men både prestigemæssigt og fodboldmytologisk står der ikke desto mindre en hel del mere på spil, når VM-slutrunden løber af stablen hvert fjerde år.

NHL over dem alle
Når sagen kommer til nordamerikansk ishockey forholder det sig dog helt anderledes. Det gør klart nok en forskel, at ishockey-VM (modsat den noget mere prestigefyldte OL-turnering) spilles hvert år, men hierarkiet mellem NHL og VM er stadig så totalt trivielt i førstnævntes favør, at fx det danske landsholds største profil, nemlig Frans Nielsen fra New York Islanders, valgte ikke at tilslutte sig en ellers stærkt spillende dansk trup, da Islanders røg ud i kvartfinalen af årets NHL-playoffs, alene fordi – har jeg ladet mig fortælle – Nielsen ikke ville risikere at troppe op med en VM-baseret skade forud for sine nært forestående kontraktforhandlinger i New York.

Det turde være åbenlyst, at ingen professionel fodboldspiller in his right mind vil så meget som overveje at ræsonnere på tilsvarende vis, når VM i Rusland står for døren i 2018. Hele 27 svenske NHL-spillere takkede også nej tak til VM-deltagelse, for nu lige at slå pointen fast med (2)7-tommer-søm.

For Penguins’ kaptajn, den 28-årige Sidney Crosby, står der voldsomt meget på spil i årets finale. Crosby står i en finaleserie for tredje gang, men der er gået hele seks år siden sidste forsøg i 2009, hvor the Pens slog Detroit Red Wings, som de havde tabt finalen til året forinden. I 2009 var Crosby i det hele taget meget tæt på at være konge af verden (især hvis man med ’verden’ mener noget i retning af ’hvad-end-der-har-med-ishockey-at-bestille’), og mesterskabet i 2009 markerede en passende kulmination på Crosbys fire første sæsoner i NHL, hvor han gjorde en intet mindre end fænomenal entré på ishockeysportens elitescene.

The Sidney Crosby Sweepstakes & kampen om Calder-trofæet
Vi spoler yderligere fire år tilbage: Sidney Crosby bliver draftet af Pittsburg Penguins op til sæsonen 2005-2006 og er allerede så profileret på baggrund af sine statistisk set ekstravagante præstationer for Rimouski Océanic i QUJHL i komplet ishockey-tossede Canada, at lodtrækningen om hvilket hold, der vil få lov til at vælge dette års første såkaldte draft pick, i folkemunde undergår en midlertidig navneforandring til ”The Sidney Crosby Sweepstakes”.

Dette held tilfalder the Penguins, der på dette tidspunkt spiller decideret håbløst og nyder den tvivlsomme ære at være ligaens næstmest elendige mandskab. De samme Penguins står vel at mærke med Crosby som kaptajn i en Stanley Cup-finale mod The Red Wings bare tre år senere, hvorefter de året efter går hele vejen.

Man henviser i ishockeytermini ganske selvfølgeligt til alletiders største stjerne – og den ni-dobbelte MVP! – Wayne Gretzky som ”The One”, og i 2005 breder der sig allerede en fornemmelse af, at purunge Crosby formodentlig er en af de mest seriøse ”The Next One”-kandidater, som sporten har set i lange tider.

Noget af det mest iøjnefaldende med hensyn til begyndelsen af Crosbys karriere er pudsigt nok, at det lige akkurat ikke lykkedes ”Sid the Kid” at vinde det prestigiøse Calder Memorial Trophy for årets bedste rookie (= debutant-spiller) efter debutsæsonen i 2005-2006. Denne ”fadæse” skyldes især det arbitrære faktum, at de seneste 10 års anden store superstjerne, nemlig den køleskabsformede men ikke desto mindre voldsomt atletiske målkonge Alexander ”the Great” Ovechkin, af (løn)politiske grunde er ude af stand til at spille i dét, der skulle have været hans debutsæson året forinden, eftersom NHL-turneringen netop det år var lukket ned på grund af en lønrelateret lockout.

Sid the Kid  Vs. Alexander the Great
Der er således – helt usædvanligt – to ultrahypede 1st draft picks, som i 2005-2006 kandiderer til ét og samme Calder-trofæ, som de begge i enhver anden sæson ville have nappet med allerstørste selvfølgelighed.

Kampen herom udvikler sig til et langt highlight reel (med Ovechkins legendariske ”the Goal” som højdepunktet), ligesom den nyder mediernes fulde og selvforstærkende bevågenhed og i øvrigt gøder grunden grundigt til de efterfølgende 10 års uden sammenligning mest prominente ishockey-rivalisering.

Ovechkin ender med voldsomme 106 point (= mål + assists), mens Crosby når 102. Og altså: Blot fem rookies siden sæsonen 1984-1985 har scoret mere end 90 point (inklusiv Ovechkin og Crosby). Calder-trofæet går hermed til russeren med det skarpe skud, den skarpe tunge og den svært uskarpe engelske udtale.

Én af disse fem er i øvrigt canadiske Mario Lemieux, der scorede præcis 100 point i sin rookie-sæson i 1984-1985 og var hovedarkitekten bag The Penguins’ to seneste back to back-mesterskaber i sæsonerne 1990-1991 og 1991-1992. Lemieux, der af mange regnes for historiens næststørste NHL-stjerne (og sikkert den allermest talentfulde), er pudsigt nok i mellemtiden blevet (spillende) ejer af Pittsburgh Penguins. Det er i denne sammenhæng ikke så lidt symbolsk, at Lemieux’ sidste sæson samtidig er Crosbys første, og at Crosby bogstaveligt talt bliver indlogeret hos Lemieux-familien i et par år, da han i 2005 ankommer til Pittsburgh.

Allerede året efter sætter Crosby imidlertid Ovechkin grundigt til vægs ved at score 120 point. Hermed bliver han den første teenager nogensinde i samtlige nordamerikanske sportsligaer til at erobre en såkaldt scoring title (Art Ross-trofæet), ligesom han dertil vinder både Hart-trofæet som ligaens MVP og Lester B. Pearson-trofæet som den mest outstanding spiller. Crosby er endnu kun 19 år gammel, og kun seks andre spillere har tidligere vundet alle tre trofæer i samme sæson.

Skadesplagede år med høje pointgennemsnit
Crosby fører herefter – som vi ved – the Pens til finalen to år i træk, men det er ikke desto mindre føromtalte Ovechkin, der med sin damptromleagtige og højfrekventielle scoringsstil løber med tre af de efterfølgende seks MVP-titler. For så vidt som forklaringen herom ikke blot skal findes i Ovechkins suveræne spil (og det skal den helt sikkert delvist), skyldes dette tronskifte i høj grad, at Crosby bliver ramt af en serie af forstyrrende skader.

Den helt afgørende af disse er en hjernerystelse, som Crosby pådrager sig d. 1. januar 2011 efter at være blevet ramt af en frontal hovedtackling af David Steckel. Symptomerne holder Crosby ude resten af sæsonen såvel som mere end halvdelen af den efterfølgende sæson. I de tre sæsoner mellem 2010-2011 og 2012-2013 spiller Crosby i alt blot sølle 99 kampe ud af de i alt 212 kampe i grundspillet.

Denne skadesstatistik – såvel som Ovechkins på dette tidspunkt solide 3-1-føring hvad angår MVP-kåringer – fortæller imidlertid ikke hele historien. For når Crosby rent faktisk er på isen, er han stadig i særklasse.

Overvej fx følgende statistik: I samtlige af disse tre sæsoner (inklusiv den efterfølgende i 2013-2014, hvor Crosby med 104 point omsider erobrer sin anden scoring title såvel som sit andet Hart-trofæ) er Crosby dén spiller med det allerhøjeste points-per-game-gennemsnit. Crosby har således et pointgennemsnit på hæsblæsende 1,61 i 2010-2011, 1,68 i 2011-2012, 1,56 i 2012-2013 og 1,30 i 2013-2014, hvor han trods det lidt lavere point-gennemsnit (men med en hel sæson under bæltet) stadig vinder Art Ross-trofæet med meget komfortable 17 point ned til Ryan Getzlaf på andenpladsen.

Crosby har i dag NHL-historiens femtehøjeste point-per-kamp-gennemsnit, nemlig 1,327 (hvilket er hele 0,176 højere end Ovechkin). Dette er vel at mærke i en æra, hvor topspillerne scorer markant færre point end i de glade Gretzky-dage, da +150-point-sæsoner ikke var ualmindelige. Spillerne har formentlig aldrig været bedre, stærkere og hurtigere end i dag, men der er alligevel kun fem aktive spillere i top-50 af denne statistik, hvilket sætter en tyk streg under, hvor særlig Crosbys præstation er.

‘Bobby Orr did it, Mario did it and obviously Crosby’s doing it’
Bottom line er, at Sidney the Kid med rimelig stor sandsynlighed ville have kunnet vinde yderligere tre scoring titles såvel som et par ekstra MVP-titler, hvis han havde været rask, hvilket ville have så godt som lukket diskussion om, hvem der egentlig er denne generations største ishockeyspiller.

Og nu står Crosby og the Penguins så tilbage i finalen igen. Hvis det lykkes Crosby at vinde sit andet Stanley Cup-trofæ for næsen af de blodtørstige Sharks fra vestkysten i løbet af den kommende uge, vil Crosby uanset hvad være tilbage på sin retmæssige ishockey-trone. Ingen ringere end Wayne Gretzky lader til at mene noget nogenlunde tilsvarende, da han for et par dage siden blev bedt om at kommentere på sin arvtagers præstationer i dette års playoffs – og ham lader jeg få det sidste ord om Crosby for denne gang:

I watch him play a lot because I admire the way he plays [… ] It’s not a big secret: I think he’s the best player in the game. He just sees the game the right way, he always has […] He’s on a different level when he’s playing like he is right now […] What Sid has is a little bit of an extra gear as far as his passing ability, his playmaking ability, the ability to make players around him on his team that much better […] Guys like Bobby Orr did it and Mario [Lemieux] did it and obviously Crosby’s doing it. He’s just making his team better […] I think for the Penguins to be back in the final after a few years of not being there, they know just how much it means to them and how important it is. I think for [Crosby] personally this one probably means as much or more than even the first one did […] He came in to the NHL under the microscope and with a great deal of pressure on him, and he’s answered pretty much every question there is […] He’s made a franchise really strong, he’s won a Cup, he’s won two [Olympic] gold medals and it just seems like the bigger the game the better he plays and that’s always the sign of a true superstar.

08 Jan

Skuffelser, succes og gennembrud: Tilbageblik på 2015

Rene holten(Foto af Balint Vekassy, Renepoulsen.com)

Hvad fungerede, hvad glippede, hvad overraskede og hvad blev overset i dansk sport i 2015? Vi giver her vores bud på de mest bemærkelsesværdige historier fra det forgangne år.

Årets succeshistorie: René Holten Poulsen
Indrømmet, vores viden om roning er ekstremt begrænset. Men vores sans for statistik er en smule bedre, og her tårner René Holten Poulsen sig op i det danske sportslandskab 2015.

Mange danskere kender ham formentlig bedst for sit selvkritiske og småperfide interview efter den glippede medalje i 1.000 meter enerkajak ved OL i 2012, men i 2015 fik han for alvor taget revanche for OL-skuffelsen og høstede medaljer ind på højeste niveau. Det lykkedes blandt andet tømreren fra Bagsværd at skrabe to VM-guldmedaljer (1000m og 500m enerkajak) og to EM-guldmedaljer (5000m og 500m enerkajak) sammen i løbet af året. På verdensplan er han blandt de nominerede til ”Sportsman of the Year” ved World Paddle Awards. Vi kan ikke komme på nogen anden dansker, der var ligeså succesfuld indenfor sin sportsgren i 2015, som René Holten Poulsen var.

Boblere:
* Trods Danmarks status i international badminton, hører et All England-mesterskab til sjældenhederne. Peter Gade vandt herresinglen i 1999, Tine Rasmussen vandt tre singletitler i løbet af 00’erne og 10’erne, og i 2015 tog Carsten Mogensen og Mathias Boe så den første danske double-titel siden 2011 (hvor makkerparret også vandt). Boe og Mogensen tog også en førsteplads i den navnkundige indiske turnering ”Syed Modi International Badminton Championship” i 2015.
* Landmændene og skolelærerne fra Hobro IK sluttede i sommeren 2015 på en 7. plads i Superligaen – hele 10 point over stregen og foran dyrt betalte trupper som OB, Esbjerg og Vestsjælland. 2015 bød bl.a. på to sejre på Brøndby Stadion for opkomlingene. Det burde i bund og grund være en umulighed.
* Håndbold er sportshipsterenes yndlingshadeobjekt, og dansk håndbold havde ikke noget særligt prangende 2015. Der bør alligevel falde stor ros i retning af Mikkel Hansen. Han havde måske ikke sit bedste år nogensinde, men han er stadig en af verdens absolut bedste, og beviste det i 2015 bl.a. ved at vinde det franske mesterskab, blive topscorer i ligaen og ved at tage en plads på Champions Leagues all star-hold. Mikkel Hansen er relativt set formentlig den største danske profil indenfor nogen holdsport overhovedet.

Årets skuffelse: Fodboldlandsholdets EM-kvalifikation
Albanien, Island, Wales, Ungarn og Nordirland skal med, men Danmark må for blot anden gang siden 1984 blive hjemme fra en EM-slutrunde i fodbold. Det er vitterligt skuffende – ikke så meget fordi Danmark burde have vundet over et svensk Zlatan-båret landshold i playoff-kampene, eller fordi slutrunden i denne omgang giver plads til hele 24 hold, men mest af alt fordi, det danske landshold ad flere omgange selv forspildte helt oplagte muligheder for at sikre sig deltagelsen.

Bolden balancerede i overført betydning flere gange på målstregen, men ingen af de danske spillere evnede at få skubbet den det sidste stykke indover. Med blot 12 point for 8 kampe blev det i stedet Albanien, som kunne snige sig op på 2. pladsen bag de ikke-prangende portugisere. Alt det burde og kunne have været anerledes, hvis blot Danmark havde scoret et enkelt mål ude mod Armenien i september, da sidstnævnte intet havde at spille for, hvis blot Daniel Agger og forsvarskollegaerne på hjemmebane i 2014 havde lukket ned for Cristiano Ronaldo i 95 minutter og ikke kun i 94 minutter og 50 sekunder, eller hvis blot holdet havde vundet den afgørende kamp hjemme mod Albanien i efteråret, hvor de destruktive miniputter parkerede den berømte (mini)bus uden at danskere kunne stille noget op. Alle disse muligheder blev forspildt, og Morten Olsen fik derfor sat et ærgerligt punktum for en karriere med fire slutrunde-deltagelser som træner. Vejen til Frankrig 2016 var den lettelse, der nogensinde har været, og derfor må det være den største skuffelse i hans landstrænerkarriere – og dermed også i vores årskavalkade.

Boblere: * Kevin Magnussens fyring fra McLaren. * Team Sauerland og Viasats patetiske ”Ondt Blod”-stævne med Patrick Nielsen vs. Rudy Markussen. * Caroline Wozniackis tre 2. runde-exits i Grand Slam-turneringerne. * Storsatsende KIF Kolding Københavns elendige efterår med Champions League-flop på stribe, en femteplads i ligaen og en trænerfyring til at runde året af med.

Årets overraskelse: Exit Glen og efterfølgende palaver
Folk med indsigt i de interne forhold i FC Midtjylland var udmærket klar over, at kemien imellem den tidligere træner Glen Riddersholm og direktør Claus Steinlein var dårlig. Alligevel kom det som en stor overraskelse, at Riddersholm efter klubbens første mesterskab nogensinde – og på tærsklen til Champions League-kval – tog sit guldjakkesæt og gik. Det var imidlertid ikke mindre overraskende at følge det efterfølgende forløb, hvor FCM-ledelsen valgte at bringe en konflikt med den tidligere mestertræner ud i fuld offentlighed. Riddersholm havde bagt rævekager i kulisserne, mente FCM-toppen, som i oktober derfor forsøgte at slukke glødende konflikt ved at hælde benzin på.

Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen gik til Politiken og andre medier med et opsigtsvækkende karaktermordforsøg på Riddersholm, som kunne give den i offerrollen efterfølgende. Til ledelsens forsvar skal det med, at de øjensynligt fik ramt gråspurven med deres kanoner, og sagen døde i løbet af det sene efterår hen. Glen Riddersholm er nu at finde i AGF, og vi ser frem til kommende ”run-ins” med både Ståle Solbakken, Claus Steinlein og Rasmus Ankersen.

Boblere:
* En 62-årig nordmand som dansk fodboldlandsholdstræner: Hvem havde set den komme? Åge Hareride virker som et sympatisk gemyt og har et flot fodbold-cv med sig til Danmark, men ved indgangen til året lå den tidligere Brøndbytræner langt nede på eksperternes bud på Olsens afløser.
* De færreste har nok hørt om badmintonspillerne Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, men ved All England 2015 slog den ukendte danske herredouble sensationelt de topseedede sydkoreanere Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong ud i første runde. Det giver mindelser om Frederik Fetterleins Davis Cup-sejr over Stefan Edberg i 1995 eller Frederik Løchtes Wimbledondouble-sejr i 2012. Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding endte med at gå hele vejen til semifinalerne – tilsvarende overraskende.

Årets gennembrud: Frederik Andersen
Det er ekstremt sjældent, at danskere gør sig bemærket i en af de store amerikanske sportsligaer. Historisk set har NBA, NFL og MBL været nærmest renset for dansk islæt, men NHL har i de senere år har fået stadig flere danskere på isen. I 2015 brød den unge målmand Frederik Andersen overraskende igennem for NHL-klubben Anaheim Ducks. NHL-debuten kom allerede tilbage i 2013, men efter nogle år med sporadisk spilletid og udlejning til farmerholdet Norfolk Admirals satte Frederik Andersen sig i sidste sæson tungt på målmandsposten hos en af ligaens bedste hold. I marts 2015 nåede han så 50 sejre i NHL i sin blot 68. kamp. Det havde ingen målmand gjort bedre i verdens bedste ishockeyliga siden 1944.

I den såkaldte Stanley Cup (NHL-slutrundespillet) var han med til at føre sit hold frem til finalen i Western Conference (samlede semi-finale), hvor Frederik Andersen og Anaheim Ducks dog måtte se sig slået i syvende og sidste kamp af de senere mestre Chicago Blackhawks. Frederik Andersen nåede dog at levere en redningsprocent på lidt over 91 procent i playoff-runden, og markerede sig dermed som en af ligaens bedste, unge målmænd.

Frederik Andersen var retmæssigt allerede på årets rookie-hold i NHL i sæsonen 2013-14, men det var på baggrund af en sæson med blot 28 kampe i grundspillet og 7 i playoffs. I 2015 hed de tal 54 og 16, og vi mener derfor, at der trods forrige års hæder var tale om et virkeligt gennembrudsår i 2015.

Boblere:
*
Badmintonspilleren Victor Axelsen, som i løbet af året rykkede fra en plads som nr. 12 på verdensranglisten til plads nr. 6, og som bl.a. smadrede legenden Lin Dan i kvartfinalen ved Denmark Open i oktober – en præstation som er blevet betegnet som hans bedste til dato.
* Brøndbys venstreback Riza Durmisi, som i løbet af året gik fra en usikker plads på klubholdet til en fast plads på landsholdet, hvor han var en af de bedste i den sidste håndfuld kampe.
* Hækkeløberen Sara Slott Petersen, som i løbet af 2015 kom springende ind i den danske sportsbevidsthed. I en alder af 28 år opnåede hun i august sit bedste resultat nogensinde med en VM-fjerdeplads på 400m. Året bød også på flere topresultater ved Diamond League-stævner, personlige- og danske rekorder med mere.

Årets oversete: Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel får sin pæne portion opmærksomhed, men alligevel er det som om, han flyver lidt under radaren ift., hvordan danske medier normalvis behandler store danskere i store udenlandske fodboldligaer.

Kasper Schmeichel var i 2015 ikke blot en af meget få danskere, som spillede fast i en af verdens bedste ligaer (hvem findes udover Daniel Wass, Jannik Vestergaard, Christian Eriksen og til dels Michael Krohn-Dehli og Andreas Christensen?), men han har også været en decideret profil for et tophold. Det kan kun Christian Eriksen nogenlunde matche. Samtidig har han – modsat Eriksen – været en af de allerbedste på landsholdet, og derfor havde vi forventet lidt mere hype omkring Schmeichel Junior. Ender det med en Champions League-plads eller et skifte til en storklub i 2016, skal de danske medier imidlertid nok gå Schmeichel-amok, og så kan det passende tænkes, at han bliver ”årets overeksponerede” i næste års kåring.

Boblere:
* Mediernes og dele af befolkningens kritiske sans i forbindelse med Nielsen vs. Markussen. Det er en lidt bagvendt argumentation her, men vi mener, at alt for mange overså den åbenlyse håbløshed i bokseopgøret med Rudy Markussen og Patrick Nielsen forud for stævnet i december. Mange medier kørte med på hypen og købte den wrestling-inspirerede proforma-konflikt imellem bokserne, ligesom mange sagesløse kunder brugte 500 kroner på noget, der næppe kan betegnes som elitesport. Opgøret burde have været ”årets ikke-begivenhed”.
* Hvor mange danskere er egentlig klar over, at aalborggenseren Jan Ø. Jørgensen rangerer som verdens næstbedste mandlige badmintonspiller? I en individuel sportsgren, som er stor i nogle af klodens mest befolkede nationer, tårner Jan Ø. Jørgensen op som den største danske stjerne i mange år. Det blev til en German Open-sejr, All England-sølv, VM-bronze og guld ved hold-EM i 2015 for Jan Ø. Jørgensen. Det burde man skrive noget mere om.