Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Neymar | Sport fortalt Neymar – Sport fortalt
23 Jun

Joga Bonito – når forsvar er det bedste angreb?

Romario og Ronaldo

Intet fodboldhold påminder os om det allerbedste, vi mennesker kan præstere, som det brasilianske. Ved dette VM stiller de brasilianske hjemmebanefavoritter dog for en gangs skyld op med et hold, der er stærkest i defensiven. 

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Der bliver talt og skrevet meget om Brasiliens kanariegule landshold for tiden. Al denne talen og snakken er blandt andet gået på brassernes mulighed for at revanchere det smertefulde hjemmebanenederlag på Maracanã til Uruguay i 1950, men endnu mere spalteplads og endnu flere TV-indslag har trods alt fokuseret på aktuelle temaer som holdets angivelige favoritværdighed, Brasilien som værtsnation (med overvejende negativt fokus på fx ufærdige stadions, uholdbare regnskaber såvel som landets dubiøse forhold for gadebørn, prostituerede og fattige i det hele taget) samt en helt grotesk opmærksomhed omkring VM-turneringens indiskutable poster boy número uno, Neymar Jr.

Meget kan og bør siges om den politiske situation i Brasilien, ligesom det er tydeligt, hvordan VM som fænomen i det hele taget afslører det allerværste ved verden af i dag; nemlig hensynsløs og korrupt big business på den éne side (hos FIFA (og ret beset hos de fleste topspillere, der vel efterhånden er noget af det tætteste, den globaliserede kapitalisme kommer på at have regulære lejesoldater) og en temmelig uproduktiv nationalisme på den anden (hos alt for mange fodboldgale fans verden over, desværre).

Heldigvis er VM også stadigvæk en påmindelse om temmelig meget af det allerbedste, vi mennesker i sportslige sammenhænge kan præstere, for så vidt som dygtighed, arbejdsomhed, solidaritet, kreativitet, elementær spænding, forskellighed, disciplin, leg, historiefortælling såvel som glimt af lodret genialitet også udgør en hel del af, hvad det store VM-cirkus bringer med sig. Og intet landshold repræsenterer så stærkt et symbol på alle disse allerbedste ting som netop det brasilianske.

Fra 1958 til 2010: Angrebsprofiler ad libitum

Det hører klart nok med til historien om det brasilianske landshold, at ét og andet i mellemtiden er sket, siden det ikke lykkedes for los Canarinhos at erobre deres første VM-trofæ tilbage i 1950. Otte år efter misæren på Maracanã vandt Brasilien nemlig VM i Sverige (den foreløbigt eneste gang et ikke-europæisk hold har vundet en VM-turnering på europæisk grund, oven i hatten). Den bedrift gentog de i 1962 (intet hold har sidenhen forsvaret en VM-titel (og kun Italien har tidligere præsteret det)), og efter en enkelt svipser i England i 1966 slog brasserne til igen i 1970 i Mexico. Den indiskutable fodbold-mythos, der omgiver det brasilianske landshold, trækker helt åbenlyst tunge veksler på dette legendariske hold, der – helt uhørt – vandt tre verdensmesterskaber på blot fire forsøg (klart nok med nogle udskiftninger undervejs). Den allermest ikoniske repræsentant for den både legende og angrebslystne fodboldfilosofi, man sidenhen forbinder med Brasilien, er selvfølgelig Péle, men også typer som den urealistisk driblestærke Garrincha og den lynhurtige Jairzinho har omtrent legendestatus i deres fodboldtossede moderland.

Pointen hér er imidlertid ikke først og fremmest at genfortælle historien om Péle & co. men om at understrege, at en stolt tradition for først og fremmest offensive profiler har karakteriseret, hvad vi opfatter som essensen af Brasiliens landshold lige siden holdets første storhedsepoke.

Der skulle så også gå 24 år efter 1970, før Brasilien igen satte sig på fodboldens fornemste trone. Denne gang afholdtes turneringen i USA, og denne gang hed profilerne Romário og Bebeto. Bebeto var – for sit vedkommende – blevet topscorer i den spanske liga for Deportivo la Coruña med 29 scoringer i sæsonen 1992-93, men han ankom til VM med en (på herningensisk) totalt træls episode i frisk erindring, da han i sidste spillerunde af sæsonen 1993-94 simpelthen ikke turde sparke det afgørende straffespark i den afgørende ligakamp mod Valencia, hvorpå holdkammeraten Dukic brændte, hvorefter FC Barcelona (ledet af legendariske Johann Cruyff og med en vis Michael Laudrup på den offensive midtbane) i stedet blev spanske mestre for fjerde gang på stribe. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget (i øvrigt en komplet meningsløs talemåde), og hvad Bebeto i denne sammenhæng må have mistet af momentum, synes at være overgået ligefremt proportionalt til hans angrebsmakker på landsholdet, Barças Romário, der – med hele 30 sæsonscoringer (som han tilmed havde lovet at score, fandeme!) og et dugfrisk mesterskab på kontoen – formelig struttede af selvtillid og målnæse i USA.

I al fald udgjorde Bebeto og Romário en frygtindgydende frontduo i 1994, og det var på flere planer et symbolsk ladet øjeblik, da verdens bedste spiller fra året inden, nemlig AC Milans svært kramperamte Roberto Baggio, sparkede mange meter over mål i den straffesparkskonkurrence, der afgjorde en – indrømmet – lettere søvndyssende finale mellem Italien og Brasilien (Romário scorede i sagens natur via trekantsammenføjningen). I og med dette spark overgik verdensmesterskabet i 1994 nemlig fra Tyskland til Brasilien, lige så vel som kåringen som verdens bedste fodboldspiller 1994 overgik fra føromtalte Baggio til Romário.

Hvis vi skal opsummere: Brasilien havde altså endnu et VM-trofæ til samlingen såvel som, hvad der vel med rimelighed kunne – endnu engang – regnes for verdens stærkeste landsholdsangreb. Og for lige at være sikker: Min påstand er ikke hér, at Brasiliens spillestil som sådan var synderligt angrebsivrig i 1994, men blot, at holdets stærkeste spillere slet og ret var angriberne; samt vel nok midtbanegeneralen Dunga og den offensivt orienterede Leonardo. Det er desuden min klare opfattelse, at holdet – der tit anklages en smule unuanceret for at have spillet kedeligt under Carlos Alberto Parreiras ledelse – i realiteten burde have scoret væsentlig flere mål end de 11 scoringer, det blev til i deres 7 kampe (1-0-sejrene mod USA og Sverige i henholdsvis ottendels- og semifinalen kunne fx snildt have endt to gange 3- eller 4-0 til brasserne).

Det lykkedes ganske vist ikke for los Canarinhos at forsvare titlen i 1998 i Frankrig, hvor det i stedet blev til et sært 3-0-nederlag i finalen mod værtsnationen Frankrig. Les bleus nød i dén sammenhæng godt af hjemmebanefordel (den findes!), en grotesk velspillende Zinedine Zidane (assisteret af et klippefast forsvar og en bomstærk midtbane) såvel som en mærkelig utilpas Ronaldo i finalen, der – efter sigende – stort set var blevet tvunget til at spille af sin personlige sponser, Nike.

Ikke desto mindre: Brasilien kom altså ret tæt på et titelforsvar – og endnu engang var det med en stjernespækket offensiv (udover gengangeren Bebeto drejede det sig om Ronaldo (årets spiller i 1996 og 1997) og Rivaldo (årets spiller i 1999)) såvel som en væsentlig mindre stærk defensiv (Aldair, Junior Baiano m. fl.). Akkurat som i 1994 havde Brasilien godt nok glimrende offensive backs (især Jorginho (1994), Cafú (1994 og 1998) og Roberto Carlos (1998), men disse spillere var netop – og nu gentager jeg – glimrende offensive – snarere end egentlig defensive stærke – backs.

I 2002 vandt Brasilien sit femte VM (mod Tysklands tre og Italiens (sidenhen) fire), og opskriften på succes syntes efterhånden ikke til at tage fejl af: Et acceptabelt forsvar (fx Lucio og Junior Baiano), en godkendt midtbane og så igen-igen-igen-igen en helt surrealistisk stærk offensiv formation med Ronaldo, Rivaldo og det seneste mega-stjernefrø, Paris St Germains Ronaldinho (der i parentes bemærket gik hen og blev kåret til verdens bedste spiller i både 2004 og 2005). Denne trio udmærkede sig på forskelligartet vis i løbet af slutrunden: Rivaldo foregav – for sit vedkommende – at være blevet ramt i ansigtet, da en bold ramte ham på benene i en kamp mod Tyrkiet. Ronaldinho lobbede bolden over David Seaman i en situation, man bare kan blive ved med at more sig over ved at gense på YouTube (forudsat man ikke er Seaman- endsige England-fan). Og nå ja: Ronaldo klippede sit hår i en absurd (tyrkisk?) halvmåne, inden han præsterede en signatur-tåhyler mod Tyrkiet i semifinalen og herpå knaldede henholdsvis sine scoringer nummer syv og otte i turneringen forbi Oliver Kahn i finalen mod Tyskland. In summa: Brasilien vandt VM. Stjernerne var at finde i angrebet eller til nøds på den offensive midtbane.

I 2006 var gumpetunge Adriano og den – på det tidspunkt – helt fabelagtigt velspillende Kaká (der – for nu at holde stilen – blev kåret til årets spiller i 2007) udset til at erstatte Rivaldo i den brasilianske offensiv. Brasserne fandt dog aldrig helt melodien og kunne da heller ikke drive det til mere end et tamt 1-0-nederlag mod Frankrig i kvartfinalen samt en kedelig rekord til Ronaldinho som den spiller i turneringen med flest fejlafleveringer på samvittigheden. Brasiliens titelforsvar slog altså fejl nok engang, men holdet var rent faktisk favoritter hos virkelig mange ”eksperter”, inden slutrunden gik i gang – vel at mærke pga. holdets offensive (og desværre ret så ikke-indløste) potentiale.

I 2010 stillede Brasilien op med en uvant impotent angrebsformation bestående af en stadig mere uinspireret Káka, den altid uberegnelige enfant terrible, Robinho, og en ikke ligefrem fuldkommen ustoppelig Luís Fabiano. Resultatet: Endnu et kvartfinale-exit; denne gang mod Holland.

Brasilien i Brasilien: Neymar-hype og det stærke forsvar

Til dato kan Brasilien således meget vel siges at have haft to storhedsperioder: Den første fra 1958 – 1970 (tre VM-trofæer på 12 år) og den anden fra 1994 – 2002 (to VM-trofæer og andenplads på otte år). Igen i år er los Canarinhos favoritter til titlen, men sagen er så, at det for en gangs skyld er i defensiven, at holdet synes at være stærkest.

Der er ganske rigtigt (som allerede nævnt) endnu engang en god del hype omkring brasilianernes angreb op til denne slutrunde – ikke mindst omkring supertalentet Neymar. Men altså: Neymar sluttede – med ni scoringer – på en delt 29. plads på topscorerlisten i La Liga i den netop afsluttede sæson (hvor hans klub FC Barcelona i øvrigt ikke vandt ét eneste vigtigt trofæ). Han har uden tvivl et gigantstort potentiale og er da også hovedperson i én af historiens dyreste transfers (om end det af alle mulige grunde er uklart, om Barcelona måtte punge ud med 57 mio. € eller måske snarere 95 mio. € til brasilianske Santos for deres guldæg). Neymar er altså virkelig god, ligesom hans potentiale er decideret uhyggeligt. Han er blot ikke (to mål mod Kroatien eller ej) én af verdens ubestridt allerbedste angribere lige nu, og statistisk set har han ligefrem været langt mindre værdifuld at have (eller smide) på banen end the best of the best (dvs. spillere som Messi, Cristiano Ronaldo og Luis Suarez) – set over hele sidste sæson. Man kan diskutere, om Neymars præstationer overhovedet retfærdiggør hans samlede femteplads til årets Ballon d’Or-kåring, men det er i hvert fald indiskutabelt, at ingen af Neymars to angrebsmakkere til VM, nemlig 30-årige Fred fra Fluminese henholdsvis 27-årige Hulk fra Zenit Skt. Petersborg, for alvor var i nærheden af den 23-mand store shortlist, FIFA annoncerede i forbindelse med afstemningen til Ballon d’Or.

På listen var derimod Thiago Silva, Paris St. Germains brasilianske midterforsvarer, som bl.a. David Beckham har kaldt verdens bedste forsvarsspiller. Silva spiller ved siden af Chelseas David Luiz, der vel kan siges (senest under José Mourinhos jernledelse) efterhånden at have udviklet sig fra en skudstærk, men også en lige lovligt vel humørsvingende central forsvarsspiller, til én absolut topspiller på den placering – hvorfor bl.a. Paris St. Germain og FC Barcelona nu også prøver at slå kløerne i Luiz. At Brasilien stadig har sygeligt gode offensive backs, nemlig Barças Dani Alvés (eller Maicon) og Marcelo fra Real Madrid (der godt nok blamerede sig med et fjollet selvmål i åbningskampen) er én ting, men det er næsten endnu mere sigende for holdets defensive kvaliteter, at Bayern Münchens midterforsvarer Dante (som selveste Philipp Lahm har omtalt som én af de bedste forsvarsspillere, han nogensinde har spillet sammen med) må se sig henvist til bænken; en rolle Dante i øvrigt synes at være fint tilfreds med i en forsvarsformation, han senest har beskrevet som verdens stærkeste af sin slags. Læg dertil de samlede kræfter fra defensivt orienterede midtbanespillere som Paulinho (Tottenham), Luiz Gustavo (Wolfsburg), Willian (Chelsea) og Fernandinho (Manchester City) – og det brasilianske landsholds optioner i forsvaret såvel som i det defensive spil synes at springe i øjnene med en vis eftertrykkelighed.

Alt i alt kan det – på trods af en lidt forkølet start – absolut ikke udelukkes, at brasilianerne får held med at erobre deres sjette verdensmesterskab, efter finalen er blevet spillet d. 13. juli. Det kan også godt være, at Neymar (sammen med dommeren) stjal billedet med sine to scoringer mod Kroatien i åbningskampen – og at han igen vil trække de allerstørste overskrifter senere i turneringen.

Ikke desto mindre synes det også at være tilfældet, at man for nok første gang i det brasilianske landsholds glorværdige historie vil skulle finde den reelle hovedårsag til en mulig brasiliansk succes i holdets defensiv – eller med en parafraseret omvending af Carl von Clausewitz’ gamle talemåde: At forsvar for én gangs skyld vil kunne vise sig at være det bedste angreb – selv for sambadrengene fra Brasilien.

11 Jun

Bør de europæiske hold frygte VM i Brasilien?

Neymar II

Investeringsbanken Goldman Sachs har lavet en VM-model, der har Brasilien som suveræne favoritter til at blive verdensmester denne sommer. Men er deres model overhovedet realistisk, og hvor meget betyder afstande egentlig for resultaterne ved VM?

Af Sebastian Barfort

Den 26. oktober 2010 var nok ret få mennesker i akvariet i Oberhausen klar over, hvor alvorlig en begivenhed de var vidne til. Der døde blæksprutten Paul nemlig (af naturlige årsager – heldigvis). For dem der ikke husker det, var blæksprutten Paul bedre end de fleste professionelle analytikere til at forudsige resultatet af Tysklands kampe ved VM i 2010, og det er dermed lidt af et tomrum, der skal udfyldes, hvis vi skal gøre os noget begreb om, hvem der vinder VM i Brasilien, der starter nu på torsdag.

Det er åbenlyst umuligt at erstatte en synsk blæksprutte, og et mere jordnært alternativ er at estimere sandsynligheden i en eller anden form for statistisk model.
To interessante forsøg på netop dette kom i forrige uge fra henholdsvis Goldman Sachs og Danske Bank. Begge modellerer sandsynligheden for at vinde VM statistisk, og det er bemærkelsesværdigt, at Danske Bank, der blander økonomiske og sportsrelaterede variable i deres model, når stort set samme resultat som Goldman, der udelukkende benytter sportsdata. Ifølge Danske Bank er der 45% sandsynlighed for, at Brasilien eksploderer i glædesrus, når finalen slutter den 13. juli. Goldman ligger en smule højere og estimerer sandsynligheden til 48,5%. Begge har Argentina som outsider med henholdsvis 8,1% og 14,1% sandsynlighed for at tage pokalen med hjem.

Det interessante er, at begge bankers bud på Brasiliens sandsynlighed for at vinde ligger langt højere end den underliggende sandsynlighed, der afspejles i bettingmarkedernes odds på de forskellige hold. Jeg har holdt øje med de 12 største engelske bookmakeres odds over de sidste par uger, og de ser således ud:

bettingOdds

Hvis vi tager Danske Bank og Goldmans estimater for gode varer, er der altså masser af free lunch på bettingmarkederne i øjeblikket. Oddset på Brasilien er i så fald sat alt for højt, så vi har forventet profit af at spille på dem som vinder ved VM. Jeg er selv kunde i Danske Bank, og har da overvejet at ringe derned og høre, om de vil låne mig et stort beløb til min investeringsidé, som givet deres egne estimater har en ret stor positiv forventet værdi. Før man gør det, er der imidlertid nok behov for lige at stoppe op og overveje, om det er bettingmarkederne eller de to banker, der tager fejl af sandsynlighederne.

Det første, man bemærker af ovenstående figur, er, at der ikke er nogen form for diskontinuitet omkring 27. maj, hvor Goldman offentliggør deres rapport eller 28. maj, hvor Danske Bank offentliggør deres. Begge rapporter er offentligt tilgængelige, og Goldmans har været refereret i både The New York Times, The Wall Street Journal og The Guardian. Den mest oplagte grund til at markedet ikke bevæger sig er nok, at der ikke rigtig er nogen, der tror på de to meget høje estimater på Brasilien. Og det er der muligvis god grund til.

Vi har længe vidst, at bettingmarkeder kan være en attraktiv mekanisme til at samle og aggregere information, hvis denne er spredt blandt mange aktører. Det skyldes dels, at de sorterer cheap talk fra, og dels, at profitmotiveret giver incitament til at undersøge en sag nærmere og blive klogere på problemstillingen. Denne erkendelse har fået virksomheder som Google og Hewlett-Packard til i årevis at køre interne betting-markeder om alt fra, hvor mange brugere der i fremtiden vil benytte Gmail, til hvordan nye HP-produkter vil sælge.

Hvis man gerne vil forsøge intuitivt at forstå, om de to bankers sandsynligheder er sat for højt, kan vi prøve med følgende lille tankeeksperiment (som jeg så på Twitter forleden):
Brasilien skal efter gruppespillet igennem fire knockoutkampe. Hvis den samlede sandsynlighed for gevinst skal være 48,5%, kan vi spørge os selv, hvilken sandsynlighed Brasilien skal have for at vinde hver kamp, der er konsistent med, at Brasilien vinder alle fire kampe knap halvdelen af gangene. Her er binomialfordelingen vores ven, og den individuelle sandsynlighed er lige omkring 83,5% (da 0,835^4 = 0.486).

Ifølge Goldmans model står Brasilien til at møde Holland, Uruguay, Tyskland og Argentina i de fire kampe, og deres estimat på 48,5% implicerer altså, at Brasilien med 83,5% sandsynlighed vinder hver af de kampe.
For at give os en ide om hvor højt det er, har jeg fundet bettingmarkeddata frem fra Premier League sæsonen 2013-14. Jeg har fokuseret på Manchester City, der vandt ligaen nogenlunde sikkert. Her er fire hjemmekampe, hvor bettingmarkederne vurderede sandsynligheden for, at City vandt lige omkring de 83%

Home Team

Away Team

Probability

1

Man City

Norwich

84.03

2

Man City

West Brom

84.03

3

Man City

Hull

86.21

4

Man City

Fulham

86.96

Af de fire hold rykkede Norwich og Fulham ned, mens Hull og West Brom blev henholdsvis nummer 16 og 17. Så med andre ord: Goldman Sachs’ model implicerer, at sandsynligheden, for at Brasilien slår Holland, Uruguay, Tyskland og Argentina ved VM, er stort set den samme, som for at Manchester City hjemme slår Norwich, West Brom, Hull og Fulham i Premier League. Realistisk? Det synes bettin markederne sjovt nok ikke.

En andet mistænkeligt aspekt ved Goldman Sachs’ model er fordelingen af mål scoret i gruppespillet. Goldman forudser, at langt størstedelen af holdene scorer ét mål per kamp. Jeg har hentet resultaterne fra gruppespillet ved VM 2010, og her er fordelingen af mål scoret per hold per kamp i Goldmans model sammenlignet med fordelingen af faktisk scorede mål VM 2010:

goals

Som figuren viser, er der ret stor diskrepans mellem forventede mål per hold per kamp og faktisk scorede mål i 2010. Bemærk at det ikke nødvendigvis betyder, at Goldmans model er forkert, men at den forudsiger, at Cameroun som det eneste hold ikke formår at score i gruppespillet, gør mig en smule urolig.

Jeg vil gerne understrege, at min pointe ikke er at hænge hverken Goldman Sachs eller Danske Bank ud. Tværtimod skal de have stor ros for at lægge deres metode frem og estimere deres modeller med offentligt tilgængeligt data. Når jeg alligevel ikke tror så meget på resultaterne, er det snarere fordi, jeg tror, deres modeller er for simple. Det kan selvfølgelig godt ses som en svaghed, til gengæld giver det alle med en computer mulighed for at udvide modellerne med nye variable, og det kan jeg selvfølgelig ikke stå for.

Jeg har ofte spekuleret over, hvorvidt afstanden mellem to lande har en betydning for resultatet. Denne variabel indgår ikke i hverken Goldman eller Danske Banks model, men det kunne den sådan set godt. Det er (relativt) nemt at generere en variabel, der måler afstanden i kilometer mellem to lande. Jeg har gjort det simpelt og målt afstanden mellem landenes hovedstæder. Derudover har jeg indsamlet samme type data, som Goldman og Danske Bank bruger. Jeg har scrapet kampinformation fra ELOratings, økonomisk data fra Penn World Tables, Ballon D’or-data fra Wikipedia og forskellige småting rundt omkring (detaljerne kan findes her).

Jeg estimerer nu samme model som Danske Bank med en yderligere variabel, nemlig afstanden mellem hjemme- og udeholds hovedstæder målt i kilometer. Jeg inkluderer også denne variabel i anden for at tillade en mere fleksibel form. Den afhængige variabel er forskel mellem mål scoret af hjemme- og udehold, og jeg estimerer modellen på alle landskampe minus træningskampe siden 1960 (samme metode som i Goldman Sachs modellen, N = 6.258).
Både afstandsvariablen og afstandsvariablen i anden er signifikante på 1%-niveau og har de forventede tegn: Jo større afstand i kilometer, der er mellem hjemme- og udehold, jo bedre er det for hjemmeholdet. Denne effekt er dog aftagende og reduceres ligefrem for meget store afstande (det er dog usikkert, da N er relativt småt for større afstande end 10.000 kilometer). Vi kan plotte effekten af afstand således:

distance

Bemærk at denne graf er ret dårligt nyt for de europæiske hold. Jeg holder altid med Italien, når Danmark ikke deltager, og der er præcis 8.789 km mellem Rom og Brasilia, hvilket ifølge mine estimater svarer til en målforskel på cirka 0,4 mål i Brasiliens favør – skulle de to hold mødes til VM.

Ovenstående viser, at det med en smule arbejde burde være muligt at forbedre den type statistiske modeller som Danske Bank og Goldman bruger, når de prædikterer mulige vindere af VM, således at vi i fremtiden er bedre til at forudsige resultaterne, end det næste synske dyr medierne graver frem. Desværre viser ovenstående også, at Italien næppe vinder VM til sommer, og at det muligvis kan være en idé at have en ekstra sydamerikaner på dit VM-drømmehold denne gang.

Dette indlæg er også bragt på altandetlige.dk 

27 Jul

Fodbold ved OL: VM light

Af Kristoffer Lottrup

Så er der igen frisk luft til de mange fodboldinteresserede, der har hevet efter vejret siden EM sluttede for snart en måned siden. For selvom Thomas Augustinussen og co. for nylig har skudt den hjemlige Superligasæson i gang, er der trods alt lidt mere at komme efter, når profilerne blandt andre hedder Neymar, Ryan Giggs og Edinson Cavani, og rammen er De Olympiske Lege 2012.

Legene skydes officielt i gang i aften med den store åbningsceremoni, men den lille runde trillede faktisk allerede i går, da fodboldturnering tyvstartede med åbningskampe i alle fire puljer.

(Kvindernes turnering startede allerede i onsdags, men på Sport fortalt har vi valgt kun at koncentrere os om mændenes konkurrence.)

Sport fortalt bringer her en forsinket – men opdateret – optakt til fodboldturneringen (for mænd) ved OL i London.

Amatører, ungdomsspillere og verdensstjerner

Fodbold var blot med som demonstrationssport, da de første Olympiske Lege blev afholdt i Athen i 1896. Siden har sporten imidlertid været et fast indslag i alle olympiader med undtagelse af legene i Los Angeles i 1932.

Fodbold skiller sig ud fra alle andre olympiske sportsgrene ved at have en øvre aldersgrænse for udøverne. Således må kun tre spillere i hver trup være ældre end 23 år, og den olympiske fodboldturnering er derfor de facto en U23-turnering med lidt ekstra krydderi. Det betyder åbenlyst, at vi tilskuere går glip af en række store profiler fra de respektive nationer, men samtidig giver det også nogle af verdens allerstørste talenter en unik mulighed for at vise sig frem på den store scene.

Årsagen til reglen hedder FIFA, der ikke ønsker en verdensomspændende konkurrent til deres World Cup og derfor kræver, at størstedelen af spillets helt store stjerner reserveres til deres turnering. FIFA gennemtvang imidlertid først reglen i 1988 i forbindelse med legene i Seoul, da den olympiske fodboldturnering indtil da kun havde været befolket med amatører.

Ungarn og Storbritannien har vundet fodboldturneringen flest gange med hver tre guldmedaljer, mens Danmark vandt sølv i både 1908, 1912 og 1960 og bronze i 1948.

Senest har Argentina vundet det olympiske fodboldguld i både 2004 og 2008. Først var den dengang 20-årige Carlos Tévez med hele ni scoringer den store arkitekt bag argentinsk sejr i Athen, mens folk som Juan Roman Riquelme, Sergio Agüero og en vis Lionel Messi førte de blå- og hvidstribede til guldet i Beijing. I år har argentinerne imidlertid ikke formået at kvalificere sig til legene.

OL i Manchester og Glasgow

Det er ikke kun aldersreglementet, der får fodboldturneringen til at skille sig ud fra resten af disciplinerne. For eksempel er det kun et fåtal af de olympiske fodboldopgør under OL i London, som rent faktisk spilles i den engelske hovedstad.

Således afgøres langt de fleste kampe på arenaer andre steder i kongeriget, hvor de tre engelske stadions Old Trafford i Manchester, St. James Park i Newcastle (der under OL får sit oprindelige navn tilbage) og City of Coventry Stadium samt skotske Hampden Park i Glasgow og walisiske Millenium Stadium i Cardiff ligger græstæpper til løjerne.

Som nævnt tidligere er fodboldturneringen desuden nødt til at starte før alle andre discipliner – og altså også inden åbningsceremonien. Der er ganske enkelt ikke tid til at afvikle 32 fodboldkampe på den tid, der er sat af til de resterende discipliner.

16 landshold fordelt i fire grupper udgør den olympiske fodboldturnering. Det hele afgøres over de næste 17 dage kulminerende med finalen på Wembley Stadium lørdag den 11. august.

Gruppe A: Storbritannien, Senegal, De Forenede Arabiske Emirater og Uruguay

Storbritanniens optakt til OL på hjemmebane har nærmest handlet mere om to spillere, der ikke kommer i kamp ved legene, end de 18 mand, som Stuart ”Psycho” Pearce har valgt at sætte sin lid til.

Først regnede forargelsen ned over træneren, da det kom frem, at kongerigets kronjuvel nummer et, David Beckham, var vejet og fundet for let til De Olympiske Lege. Til det er der blot at sige, at der trods alt stadig er stor forskel på niveauet i Premier League, hvor de tre udvalgte spillere over 23 år – Ryan Giggs, Graig Bellamy og Micah Richards – spiller og Major League Soccer, hvor Beckham holder til.

En anden spiller, der har løbet med overskrifterne, er Usain Bolts måske i virkeligheden største konkurrent Gareth Bale, der først meldte afbud med en skade for så at spille 75 minutter for Tottenham i en træningskamp mod netop Beckhams LA Galaxy for tre dage siden. I Tottenham er de imidlertid ikke i tvivl om, at man har handlet helt efter bogen. Således blev beslutningen om at hive Bale ud af den olympiske trup truffet sammen med det britiske OL-holds medicinske stab, ligesom man dengang ikke med sikkerhed kunne forudsige, hvornår Bale ville blive klar igen. Tilbage står imidlertid, at briterne rigtig godt kunne bruge Bales store talent under turneringen i London.

Nå, nu endte de herrer så også med at stjæle opmærksomheden i dette indlæg. Måske er det fordi, de er to ganske farverige spillere modsat alle de andre på det britiske mandskab. Jovist, Graig Bellamy er med og Danny Rose har farvet sin hanekam orange, men faktum er, at Team GB – ligesom det engelske landshold – er og spiller ret kedeligt.

Det kom også til udtryk under gårsdagens kamp mod Senegal. Kampen, der mest af alt kom til at handle om, hvilke senegalesere der kunne lave den vildeste tackling, blev en halvkedelig affære, der dog livede lidt op til sidst. Opgøret endte selvfølgelig 1-1, efter at førnævnte Bellamy havde bragt værterne foran ovenpå et indadskruet frispark fra The Welsh Wizard Ryan Giggs. Siden udlignede Moussa Konaté for senegaleserne med godt ti minutter tilbage af kampen.

Team GB har bestemt mange dygtige spillere som Chelsea-backen Ryan Bertrand, Uniteds Tom Cleverly, Swanseas (eller snart Liverpools) Joe Allen, Chelseas Daniel Sturridge og førnævnte seniortrio med Giggs, Bellamy og Richards. Problemet er som altid at få dem til at præstere som hold. Tiden må vise, om de i London for én gangs skylde kan leve op til det britiske folks store forventninger og vinde en OL-medajle i fodbold for første gang siden 1912.

Gårsdagens modstander fra Senegal er imidlertid heller ikke noget dårligt hold. Stort set samtlige spillere har erfaring fra det senegalesiske A-landshold, og med spillere som den nybagte West Ham-mand Mohamed Diame og Osasuna-angriberen Ibrahim Balde kan Senegal godt overraske.

Se højdepunkterne fra opgøret her

I mine øjne er gruppen store favorit imidlertid Uruguay, der stiller med en rigtig stærk trup ved legene i London. Holdet rummer blandt andre Liverpool-forsvareren Sebastian Coates, Bolognas elegante kantspiller Gaston Ramirez (som Liverpool også gerne vil have fingrene i) og superangrebsduoen med Edinson Cavani fra Napoli og Luis Suarez fra ja, Liverpool.

Uruguay slog i går puljens sidste indslag fra De Forenede Arabiske Emirater med 2-1 i en kamp, hvor de undertippede emirater startede klart bedst og kom foran, Luis Suarez blev buhet af Old Traffords publikum og Gaston Ramirez udlignede på et smukt frisparksmål. Endelig lukkede den kommende kollega til Clarence Seedorf i Botafogo, midtbanespilleren Nicolas Lodeiro, kampen med en scoring midt i anden halvleg, som Uruguay havde langt bedre styr på.

Uruguay kan snildt gå hele vejen, hvis I spørger mig.

Hos De Forende Arabiske Emirater, der på papiret er et af turneringens allerringeste hold, springer målscoreren fra kampen mod Uruguay, Ismail Mater, i øjnene. Den 29-årige angriber har spillet 89 kampe for landets A-landshold og scoret 27 mål.

Det olierige ørkenland kommer ikke videre fra gruppen, og sådan er det bare.

Se højdepunkterne fra opgøret her (lidt længere nede på siden end traileren til Total Recall)

Gruppe B: Schweiz, Gabon, Mexico og Sydkorea

Gruppe C ser umiddelbart ret tæt ud. Schweiz, der har rigtig mange gengangere fra det U21-landshold, som charmerede de fleste under EM i Danmark og endte med at gå hele vejen til finalen, hvor de dog tabte til Spanien. Desværre mangler de to helt store schweiziske profiler fra den turnering; midtbaneslideren Granit Xhaka og den supertekniske kant Xherdan Shaqiri. De to spillere er for nylig blevet købt af henholdsvis Gladbach og Bayern München.

Nøglespillerne i den schweiziske OL-trup er derfor målmanden Diego Benaglio, der har spillet 42 kampe på Schweiz’ A-landshold, FC Basels midtbanespiller Fabian Frei og Dynamo Kiew-angriberen Admir Mehmedi, der scorede i torsdagens kamp mod Gabon. Den kamp endte 1-1 og viste, at de teknisk velfunderede og meget talentfulde schweizere har meget at byde på, men med manglende skarphed foran mål og et rødt kort til midtbanemanden Oliver Buff gjorde alpelandet det også svært for sig selv.

Samtidig kæmpede modstanderne fra Gabon bragt, og med en scoring i slutningen af første halvleg sikrede vinderne af de afrikanske U23-mesterskaber sig et vigtigt point.

Gabons vigtigste spiller er den AC Milan-opfostrede angriber Pierre-Emerick Aubameyang, der ligesom mange af andre gabonesere spiller i den franske Ligue 1. Selvom de måske umiddelbart er gruppens svageste hold, bliver Gabon ikke lette at slå for nogen af de andre hold.

Se højdepunkterne fra opgøret her

Den anden kamp i puljen stod mellem Mexico og Sydkorea, der spillede 0-0 på St. James Park.

Mexico er over de seneste år blevet en ren talentfabrik, og holdet vadede da også igennem kvalifikationen til legene. Holdet mangler dog stjernerne Jonathan dos Santos fra Barcelona og Carlos Vela fra Real Sociedad, der begge har meldt afbud til legene. Til gengæld er evighedstalentet, der dog har det med at præstere på landsholdet, Giovani dos Santos (bror til Jonathan) med, ligesom Marco Fabian, der scorer mål på samlebånd for mexicanske Chivas, også er det. Mexico har gode muligheder for at lave noget stort ved OL.

Sydkorea er måske lidt svagere end Schweiz, men hvis tingene flasker sig, kan de sagtens gå videre fra gruppen. Et uafgjort resultat mod Mexico er en god start. Holdet indeholder etablerede topspillere som Sunderland-midtbanespilleren Ji Dong-Won, skotske Celtics dygtige playmaker Ki Sung-Yueng og Arsenals ”superindkøb” Park Chu-Young, der dog må betegnes som en ganske habil mand på et U23-landshold.

Gruppe C: Brasilien, Egypten, Hviderusland og New Zealand

I Gruppe C er det Brasilien mod alle de andre. Dette kunne såmænd også ligeså godt være overskriften for hele turneringen. Ja ja, Brasilien udråbes altid til favoritter, bolden er rund og alt kan ske, men faktum er, at brasilianerne i London stiller med en trup, der på papiret er alle de andre landshold overlegen.

Brasserne har aldrig tidligere vundet OL i fodbold, så i år skal det være. Derfor har den brasilianske træner, Mano Menezes, da også udtaget en trup, der rummer særdeles kvalificerede navne.

I gårsdagens kamp mod Egypten stillede Brasilianerne således med en startellever, der blandt andre bestod af PSGs nye legetøj Thiago Silva, Real Madrids Marcelo og Manchester Uniteds Rafael. På tre-mands midtbanen i den brasilianske 4-3-3 formation huserede Tottenhams Sandro, den kommende Chelsea-spiller Oscar og Vasco da Gamas bedste spiller Romulo. Helt fremme lå Leandro Damião, som giver våde drømme i Tottenham, og fænomenerne Hulk og Neymar.

Ikke noget helt dårligt hold, der som bænkevarmere desuden havde spillere som Neymars bff Ganso, United-flirten Lucas Moura og AC Milans Pato. Brasilien er uden tvivl de HELT store favoritter til at vinde OL-guldet, og udspillede i øvrigt værterne fra Team GB i en nylig træningskamp.

Men men men, store navne og dygtige teknikere er som bekendt ikke nok, og brasserne var faktisk lige ved at smide en ellers meget komfortabel og let fremtvunget 3-0-føring over styr mod en godt kæmpende mandskab fra Egypten. Kampen endte dog 3-2, og storfavoritterne kunne ånde lettet op efter – fristes man til at sige – klassisk sydamerikansk sløseri i anden halvleg.

Se højdepunkterne fra opgøret her

Egyptens store stjerne er den 33-årige Mohamed Aboutrika (scorede til 1-3 mod Brasilien), der spiller i Kairo-klubben Al-Ahly. Den offensive midtbanespiller har opnået 81 kampe for det egyptiske A-landshold og scoret 27 mål og er to gange nomineret til titlen som årets spiller i Afrika.

Ellers er der langt mellem snapsene på profilfronten hos et egyptisk mandskab, hvor den 20-årige FC Basel-spiller Mohamed Salah, er eneste mand, der ikke spiller i den egyptiske Premier League.

Egypterne skal efter alt at dømme kæmpe med Hviderusland om andenpladsen i Gruppe C, og de fik mod kæmpefavoritterne vist, at de ikke skal undervurderes.

Netop Hviderusland spillede i går mod New Zealandi en kamp, der nok hurtigt ryger i glemmebogen. I en halvkedelige affære skulle der en new zealandsk målmand på afveje til, før midtbanespilleren Dmitri Baga kunne score sejrsmålet for hviderusserne. Bage scorede også i Hvideruslands 1-2 nederlag til Danmark under U21 EM sidste sommer, hvor hviderusserne endte med at vinde bronze.

Sergei Kornilenko, der som den eneste slår sine folder andesteds end i Hviderusland til daglig, er holdets mest erfarne spiller med 52 kampe for A-landsholdet. Angriberen bliver en vigtig faktor, hvis holdet skal videre fra gruppen.

Sidste indslag i gruppen er New Zealand, der sammen med De Forenede Arabiske Emirater er de nationer, bookmakerne tror mindst på. Deres niveau ligger dog på ingen måde langt fra hverken Egyptens eller Hvideruslands. Holdets klart største underkæbe sidder på gode, gamle Ryan Nelsen, der til daglig spiller i Premier League for QPR. Han er desuden truppens største navn og bærer også anførerbindet. Andre nævneværdige spillere i New Zealands trup er West Bromwich Albions unge angriber Chris Wood og midtbanespilleren Kosta Barbarouses, som Panathinaikos netop har sikret sig på en låneaftale fra en eller anden obskur russisk klub. Men det er der, vi er.

Gruppe D: Spanien, Japan, Marokko og Honduras

OL’s foreløbigt største overraskelse fandt sted på Hampden Park i Glasgow torsdag eftermiddag, da Spanien tabte 0-1 til Japan i en kamp, hvor japanerne endda havde flere oplagte muligheder for at gøre sejren endnu mere komfortabel.

Det spanske hold er i manges øjne den største konkurrent til brasilianerne, men med det spil, de viste i gårsdagens kamp, bliver det ikke til guldmedaljer i London. Det hører med til historien, at de unge tiki-taka-drenge blev reduceret til ti mand efter blot 34 minutter, men faktum er, at spanierne trods megen boldbesiddelse spillede langt mere ideforladt og usikkert, end da de overlegent vandt U21 EM i Danmark i fjor. Måske mangler de talismanden fra netop den turnering Thiago Alcantara fra Barcelona, der var nødt til at melde afbud med en skade.

Se målet fra opgøret her

Spanierne stiller ellers med et ganske slagkraftigt mandskab til OL, der bugner med talenter fra europas allerstørste klubber: United-konfirmanden David de Gea vogter målet, og i forsvaret huserer spillere som den nybagte Gladbach-spiller Álvaro Dominguez, Barcelona-nyindkøbet Jordi Alba og Marseilles højtagtede Cesar Azpilicueta (som Chelsea sikkert køber for 100 millioner rubler). På midtbanen findes blandt andre Athletic Bilbao spillerne Javi Martinez (så længe det varer) og Alder Herrera, og længst fremme råder den spanske træner Luis Milla over navne som Chelseas Juan Mata og Atletico Madrids Adrian Lopez. Mata og Lopez er i øvrigt de eneste spillere i den spanske trup, som er over 23 år (de er begge 24).

På trods af det højst overraskende nederlag i første kamp må Spanien dog fortsat regnes som et godt bud på en samlet vinder. De sejrsvante spaniere får mulighed for at revanchere sig, når de søndag møder Honduras i Newcastle.

Spaniernes overmænd fra Japan ser faktisk også ret stærke ud, og med sejren over de spanske favoritter er der ingen grund til ikke at tro på et godt japansk OL-resultat. Selvom hverken Uniteds nyindkøb Shinji Kagawa eller Arsenals Ryo Miyachi er med, er den japanske ungdomstrup den stærkeste i mange, mange år, og med en håndfuld etablerede Bundesligaspillere såsom midtbanemanden Takashi Usami fra Hoffenheim og gårsdagens målscorer Otsu Yuki, der spiller som angriber i Gladbach, skal Japan bestemt ikke undervurderes.

I den anden kamp i gruppen spillede Honduras og Marokko uafgjort 2-2.

Hos Honduras vil Premier League-interesserede bide mærke i Wigans forsvarsspiller Maynor Figueroa, der er sit holds største profil. Derudover kan den dobbelte målscorer fra gårsdagens opgør, angriberen Jerry Bengtson, nævnes. Selveste Brøndby IF var eftersigende ude efter spillerens signatur for godt et halvt år siden, måske skulle de have slået til.

På det marokkanske mandskab kan midtbanemanden Abdel Barrada nævnes. Det forlyder, at selveste Monsieur Wenger holder et vågent øje med Getafe-spilleren, der med en fin scoring i gårsdagens kamp fik gjort god reklame for sig selv.

Både Honduras og Marokko ligger langt nede på listen over OL-favoritter og buddet herfra er, at ingen af dem når videre fra gruppen.

Du kan følge de fleste af kampene fra den olympiske fodboldturnering på DR HD, DR 2 og Eurosport. Bolden triller igen på søndag den 29. juli.