26 May

Tordenvejret ruller over NBA

thunderI en sæson, hvor al opmærksomhed har været rettet mod Golden State Warriors og San Antonio Spurs, er resten af NBA’s mandskabers ufrivilligt fløjet under sportsjournalisternes radarer. De seneste par dage er der dog blevet vendt op og ned på det forhold. Oklahoma City Thunder står pludselig med det ene ben i finalen på bekostning af de forsvarende mestre ­fra Golden State.

Af Mads Graves Pedersen

Da Oklahoma City Thunder natten til onsdag dansk tid slog Golden State Warriors med imponerende 118 – 94 efterlod de det meste af basketverdenen i chok.

Bagud 3-1 i en serie af bedst ud af 7 bliver det umådeligt svært for de klare forhåndsfavoritter fra Golden State at komme tilbage.

Men egentlig er det slet ikke så underligt, for det har igennem mange år været NBA’s varemærke, at alle kan slå alle. Man har derfor aldrig kunnet vide sig sikker på, hvilket hold, som i sidste ende stod med Larry O’Brien-trofæet og mesterskabet.

Alligevel er der igennem historien en tydelig tendens til, at hold med en så god regulær sæson, som den Golden State præsterede i år (73-9), er gået hele vejen.

Kigger man på de ti bedste regulære sæsoner i NBA’s historie, er det kun to hold (Boston Celtics i 1972-73 og Dallas Mavericks i 2006-07), som ikke har kunnet gøre arbejdet færdigt og hjemtage mesterskabet.

Golden State, som i denne sæson opnåede den bedste regulære sæson nogensinde, står nu på tærsklen til at træde ind i den samme deprimerende klub som Celtics og Mavericks.

Favoritdræberne fra Oklahoma
Der er dog på ingen måde tale om et kollaps fra Golden States side.

Snarere må man tilskrive Oklahoma City Thunder den ære, at de omsider har indfriet det potentiale, deres spillertrup de seneste sæsoner så umiskendeligt har besiddet.

Anført af de to superstjerner Kevin Durant og Russel Westbrook fejede Thunder først benene væk under San Antonio Spurs i vestkystens semifinaler, og siden har de formået at bringe momentum med over til kampene mod den øjensynlige overmagt fra Golden State.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Thunder har lagt så stærkt ud i de to seneste kampe. Som det første hold siden 1987 er det lykkedes OKC, som Oklahoma i daglig tale går under, at score 72 point alene i første halvleg i to slutspilskampe i træk. Det sidste hold, som gjorde det, var de historiske Showtime Lakers med stjerner som Kareem Abdul-Jabbar og Magic Johnson på holdet.

Underdog i vest – Favorit mod øst
I Durant og Westbrook har Thunder muligvis ligaens stærkeste ”one-two punch”, som man populært kalder et makkerpar, som i kraft af deres spillemæssige kvaliteter definerer et helt hold.

Og netop Durant og Westbrook, som på trods af, at de begge betegnes som værende blandt verdens allerbedste spillere, får måske ikke en bedre mulighed for et mesterskab, end den de har i år. Det kan måske virke lidt omsonst at hævde, når denne sæson har budt på noget af det bedste basket, der nogensinde er blevet spillet.

Niveauet blandt de bedste hold i Western Conference har været så tårnhøjt, at det er svært at huske, hvornår man sidst så noget lignende. Men dette er netop årsagen til, at det er i år, at Thunder skal slå til. Hvis de kan holde fast i deres gode spil hele vejen frem til finalerne, så venter der dér en modstander, som på papiret er lysår efter både San Antonio og Golden State.

På østkysten kæmper Østens uopslidelige og evigt tålmodige konge, Lebron James og hans Cleveland Cavaliers, mod et aggressivt spillende Toronto Raptors. I skrivende stund står serien uafgjort, og får Lebron ikke styr på sit kaos af et hold, kan Thunder meget vel møde Raptors i en af nyere tids største overraskelser af en finale.

I en sådan finale vil Thunder ikke kunne løbe fra favoritværdigheden.

Intet er slut, før den fede dame synger, og bolden er ude af Currys hænder
Nu er intet som bekendt afgjort endnu. Skæbnekampen bliver spillet i nat, og kommer Golden State sejrrigt ud af den, er alt igen pludseligt åbent. Samtidig må Stephen Curry aldrig undervurderes.

Så længe han er på banen, og bare nogenlunde i stand til at spille kan han ene mand afgøre en kamp. Det har måske ikke været tilfældet de forudgående to kampe, hvor Curry har været under niveau, men man skal ikke længere tilbage end til den 18. maj for at blive mindet om, hvad denne mand kan.

I en kamp, hvor Curry i første halvdel virkede lidt sløv og hæmmet af den knæskade, han pådrog sig tidligere i slutspillet, slog han til på et splitsekund, scorede femten point i streg og lukkede kampen.

Golden States tilhængere må krydse alt, hvad der kan krydses, for at det er den version af Curry, som dukker op i nattens kamp. Hvis ikke, bringer tordenvejret muligvis et mesterskab til Oklahoma i år.

17 Mar

Giganternes generalprøve

Wizards v/s Warriors 03/02/11

Lørdag mødes NBA’s to bedste hold i den første af tre kampe på 24 dage. Det bliver en kamp, hvor ligaens bedste angrebsspiller møder ligaens bedste forsvarsspiller. Det bliver en kamp, hvor verdens bedste hold møder verdens bedste træner. Det er San Antonio Spurs imod Golden State Warriors.

Af Mads Graves Pedersen

Lørdag aften dansk tid tørner de to bedste basketballhold på planeten sammen.

San Antonio Spurs tager imod Golden State Warriors, og med al respekt for Lebron James og hans Cleveland Cavaliers (som med stor sandsynlighed bliver den modstander, som enten Spurs eller Warriors møder i NBA-finalerne), så er ingen pt. i nærheden af disse to holds niveau.

Golden State Warriors er der skrevet stolpe op og stolpe ned om i denne sæson, og er man bare det mindste sportsinteresseret, så ved man i år 2016, hvem Stephen Curry er. Den 28-årige point guard har opnået et Messi-lignende omdømme. Han er tæt på at være større end sporten selv.

Warriors har været så fantastiske, at man faktisk helt har glemt, at Spurs har været næsten lige så fantastiske. I skrivende stund har Warriors tabt 6 ud af 66 spillede kampe, mens Spurs har tabt 10 ud af 67 kampe. Rekorden, som kan blive slået i år, og som alle taler om, tilhører Michael Jordans Chicago Bulls. I 1995-96-sæsonen tabte holdet blot 10 af grundspillets 82 kampe. Warriors står altså med en reel mulighed for at slå den rekord, mens Spurs har mulighed for at tangere den.

Alt afhænger dog af de resterende kampe, og ingen af holdene har nogen speciel let afslutning på den regulære sæson. Lørdagens kamp er eksempelvis det første af tre indbyrdes møder indenfor de næste 24 dage. Det kan således sagtens tænkes, at de to hold kommer til at spolere hinandens rekordforsøg, og Michael Jordan får det sidste grin, som han som oftest gør, når det handler om basketball.

En legende på trænerbænken                

Hvor Warriors’ succes er kommet over de seneste tre sæsoner, har San Antonio Spurs været blandt ligaens bedste i små tyve år. Siden 1999 er det blevet til fem mesterskaber på sytten år – med tørkeperioden fra mesterskabet i 2007 til mesterskabet i 2014 som den længste uden en titel.

Den kontinuitet skal primært tilskrives træneren Gregg Popovich.

Han er en sjælden aktør på NBA-scenen, som i modsætning til eksempelvis europæisk topfodbold, hvor stjernetrænere som Mourinho, Guardiola og Klopp hiver kæmpe overskrifter på en ugentlig basis, ikke flyder over med karismatiske stjernetrænere. Popovich er dog en af dem, og siden Phil Jackson trådte tilbage fra trænergerningen, har han indiskutabelt været den største.

Everything changes but the Spurs

Popovich overtog trænersædet i San Antonio i sæsonen 1996/97. På det tidspunkt havde han siddet som general manager i to år, så det var hans egen beslutning at fyre sin træner, Bob Hill, og indsætte sig selv i hans stilling.

Holdet var på det tidspunkt bygget op omkring den store center David Robinson, men Popovich’s Spurs tager først for alvor form, da klubben drafter den unge Tim Duncan. Duncan bliver hjørnestenen på holdet, og med tiden får han selskab af franskmanden Toni Parker og argentineren Manu Ginobili. To spillere, som på samme måde som Duncan, adskiller sig fra tidens andre basketballstjerner.

Den vildskab og hip hop-æstetik, der knytter sig til spillere som Allen Iverson, Kobe Bryant og Kevin Garnett, er slet ikke at finde hos de tre bærende kræfter på Popovich’s mandskab. Til gengæld spilles der effektiv holdbasket i San Antonio, og det har sådan set været tilfældet siden det første mesterskab i 99. Der bliver gjort, hvad der skal gøres for at vinde kampene, men så heller ikke meget mere end det.

Den nye leder

Både Duncan, Parker og Ginobili er stadig med i dag, og selvom de er oppe i årene, bidrager de alle til holdets succes, når de er frie for skader. Ham, som går forrest, er til gengæld ikke specielt gammel, men må allerede betegnes som en af ligaens bedste spillere. Kawhi Leonard er bare 24 år, men allerede kåret som ligaens bedste forsvarsspiller sidste år, ligesom han tog prisen som bedste spiller i finaleserien, Spurs vandt i 2014.

Leonard er et skoleeksempel på en Popovich-spiller. Han er ydmyg, hårdtarbejdende og så spiller han med en utrolig god forståelse for det taktiske aspekt i spillet. Man ser ham ikke dunke fra straffekastlinjen eller ramme trepointsskud fra midterlinjen, men man ser ham gøre lige præcis det, som sætter hans hold i den mest gunstige situation for at vinde. Det ser man ham så til gengæld gøre aften efter aften efter aften.

Popovich mod Curry

De tre opgør på 24 dage vil give en klar ide om, hvilket hold, der ender i finalen. Samtidig giver det begge parter en ideel mulighed for at prøve forskellige tilgange til kampene af. Måske var det allerede tilfældet, da de to hold stangede horn den 25. januar i år. Kampen endte med et syngende nederlag til Spurs, og baseret på den kamp alene lignede Warriors et hold, som var selvskrevet til at genvinde mesterskabet. Så simpelt behøver det dog nødvendigvis ikke at være, for Popovich er en mand, som ikke er bange for at smide en kamp, hvis det kan komme ham til gode senere.

Tim Duncan spillede ikke, og Kawhi Leonard spillede syv minutter færre, end han normalt gør. Der skal ikke tages noget fra Warriors, som spillede en formidabel kamp, men man skal ikke underkende værdien af at have gemt nogle våben til de intense playoff-kampe. Og hvis der er én, som har køligheden til sådan et træk, er det Gregg Popovich. Spiller Curry op til sit bedste, er det begrænset, hvor meget man kan stille op, men er Popovich ligeledes i stand til at trække et par kaniner op af hatten, så kan det måske lykkes at kaste grus i det ellers så velkørende Golden State-maskineri.

På lørdag får vi den første af tre generalprøver, og vil man se planetens to bedste basketballhold, som oven i købet spiller vidt forskelligt basket, så bør man kigge med.

24 Dec

Det er juletid, og intet er som det plejer at være i NBA

Stephen_Curry_close_upEn af NBA’s største styrker har i flere år været ligaens uforudsigelighed. Alle har kunne slå alle. I år ser det dog anderledes ud. De forsvarende mestre fra Golden State Warriors har i første halvdel af sæsonen stort set været uovervindelige. Første juledag møder klubben LeBron James’ Cleveland Cavaliers i en gentagelse af sidste års finaler.   

Af Mads Graves Pedersen

Golden State Warriors er ikke uovervindelige, men det er tæt på.

Inden nederlaget til Milwaukee Bucks tidligere på måneden havde klubben vundet sæsonens første 24 kampe. Aldrig har et hold startet en NBA-sæson så imponerende.

Grunden til Warriors’ succes skal især findes ét sted: i den stigende betydning af ”små” spillere i giganternes sportsgren.

Point guard-positionen er over hele ligaen spækket med fremragende atleter, og det er ikke længere nok blot at have et par store, stærke mænd under kurven. Basketspillet foregår i højere og højere grad bag ved 3-pointslinjen, og som naturlig konsekvens heraf, bliver der også sendt mærkbart flere skud afsted derudefra end tidligere.

Ser man på statistikkerne over 3-pointsafslutninger, viser de en stødt stigende kurve. Eksempelvis var Phoenix i sæsonen 2005-06 det hold med flest forsøg bag 3-pointslinjen. Suns sendte 25,6 skud afsted per kamp, imens størstedelen af ligaens hold lå på under 20.

I skrivende stund fører Houston Rockets den samme statistik for i år med 31,4 forsøg – i øvrigt tæt forfulgt af Warriors med 30,7.

I 2005-06 blev Miami Heat mestre. Det gjorde de med beskedne 17,6 3-pointforsøg per kamp, og med et hold bygget op omkring et klassisk one-two-punch bestående af en ung og eksplosiv Dwyane Wade og Shaquille O’Neal.

I år, ti år senere, er det højst utænkeligt, at sådan et hold ville løbe med mesterskabet (San Antonio Spurs er som sædvanlig undtagelsen, der bekræfter reglen).

Det er selvfølgelig én ting at sende skud afsted – noget andet er at ramme. Det er i sidste ende her, Golden State Warriors skiller sig ud i år. Holdet fra Oakland rammer imponerende 42,4% af deres skudforsøg. De nærmeste forfølgere ligger på 37,5% og under.

Splash Brothers
Det er heller ikke hvem som helst, som rammer plet med skuddene for Warriors. For ud over ligaens ”pro tempore førerhund”, Stephen Curry, er holdet spækket med folk, som kan ramme de lange skud.

Sammen med Curry er det specielt Clay Thompson – med hvem han sidste år blev døbt ”The Splash Brothers” – da de sammen plaskede treere i på stribe, som laver pointene ude bag linjen.

Ud over Curry og Thompson skal Draymond Green også nævnes. Han udgør maskinrummet hos Golden State og sørger både for balance i forsvaret, samtidig med at han spiller sin medspillere gode, når holdet angriber.

Green bliver sjældent nævnt i forhold til de to ”brødre”, men det niveau, han spiller på i år, er vanvittig højt. Når man i fremtiden vil tale om dette Warriors-mandskab, vil Curry retmæssigt blive nævnt som den første, men Green bør have al den respekt, som kan ligge på hans brede skuldre. Draymond Green har i første halvdel af 15/16-sæsonen været blandt ligaens allerbedste.

Steph and the rest
Greens store spil ændrer dog ikke på, at holdet tilhører Stephen Curry. Det gjorde det også sidste år, men i år virker det samtidig som om, at hele ligaen tilhører ham. Hans afslutningsrepertoire er simpelthen af en anden verden. En stor del af Warriors winning-streak skal tilskrives hans evne til at lave point uanset holdets spil og modstanderens forsvar. At han samtidig ofte laver sine point i ”klaser”, gør også, at selv når Warriors er bagud, sidder tilskuerne med en fornemmelse af, at holdet er på vej mod sejr.

Et godt eksempel er kampen ude mod Toronto Raptors i starten af december. Anført af stjerne-point guarden Kyle Lowry spillede Raptors en fantastisk kamp. Løftet frem af hjemmepublikummet lagde de en ufattelig energi i kampen, og tilskuerne var ikke i tvivl om, hvem der var det bedste hold på banen. Alligevel fortalte pointtavlen en anden historie. Raptors var nærmest bagud hele kampen og endte også med at tabe med en lille håndfuld point. Curry og resten af Warriors konstante 3-pointsscoringer holdt igennem hele kampen Raptors fra fadet.

Er kongen død? 
Første juledag mødes de to finalister fra sidste år. Udover et møde mellem de to af de største favoritter til mesterskabet bliver det også et møde mellem Stephen Curry og LeBron James. Det er over to sæsoner siden, at LeBron vandt sin sidste MVP, og hvis Curry bare holder nogenlunde fast i sin nuværende form, så bliver det heller ikke til en MVP-titel for ”King James” i denne sæson.

Selvom den personlige dekorering er udeblevet for James de sidste på år, så har der dog altid hersket en usagt konsensus om, hvem som var ligaens bedste spiller. Da Kevin Durant vandt den i 2014, var han fantastisk, men flere var enige om, at LeBron, når alt kom til alt, var bedre. Det samme gjorde sig gældende sidste år, hvor LeBron blev slået af både James Harden og selvfølgelig Curry. Nok var Harden og Curry gode, men LeBron var stadig den bedste.

I år har det billede ændret sig. Curry har været på et niveau for sig selv. Der er ikke længere nogen, som bliver nævnt i samme sætning som ham. Ingen er længere over eller lige. Første juledag får LeBron chancen for at tage tronen tilbage, og samtidig får basket-elskere muligheden for at få en forsmag på det, som meget vel kunne ende med at blive den finaleserie, vi kommer til at følge til foråret.