14 Oct

Den vitterligt upopulære landstræner

Denmark v Australia - International Friendly

Han har siddet der længe, men han er ikke særligt populær. Fodboldlandstræner Morten Olsen scorer konsekvent lavt i popularitetsmålinger. Sport fortalt har forsøgt at svare på spørgsmålet: Hvorfor er Morten Olsen ikke folkets mand?

Af Tyson W. Lyall 

De siger i Vordingborg, at han har lune. De siger, at han kan drikke en bajer og slå sig løs. At han tager et tykt lag armering på, når han passer sit offentlige embede.

Farvehandlersønnen Morten fra Sydsjælland, som i snart 15 år har passet en af nationens mest profilerede stillinger. Mens statsministre har heddet alt fra Nyrup til Schmidt, så har manden med hånden på landsholdets rorpind siden år 2000 blot heddet Olsen.

Morten Olsen er efterhånden blevet en institution i dansk sportshistorie. Først som spiller og anfører for det elskede 80’er-landshold. Senere som træner for et lidt mindre elsket 00’er og 10’er-landshold, som kun i enkelte glimt har fået befolkningen til at omfavne sig.

00’ernes profiler som Jon Dahl Tomasson, Dennis Rommedahl og Martin Jørgensen kom aldrig i nærheden af det samme popularitetsniveau, som blev begunstiget Frank Arnesen, Preben Elkjær, Søren Lerby og andre 80’er-koryfæer.

Samtidig er det heller aldrig rigtig blevet til ægte kærlighed mellem Olsen og folket. Hvor de fleste af hans tidligere holdkammerater stadig bærer rundt på deres folkelige image, så har mange det med Olsen, som med den mugne onkel, man blev tvunget til at kramme farvel til familiefester. Det er et had-kærlighedsforhold uden nævneværdig kærlighed.

Stort set hver eneste kontraktforlængelse mellem landstræneren og DBU har udløst mishagsytringer i store dele af pressen og blandt befolkningen. Siden EM-slutrunden i 2004, hvor Danmark blev sparket brutalt ud af turneringen i kvartfinalen, har alle ender af pressekorpset skrevet om sidste chancer, vejes ender og udrundet timeglas.

En meningsmåling lavet af Voxmeter i juni sidste år viste, at kun 12,7 procent af de adspurgte på det tidspunkt ønskede, at landstræneren skulle forlænge sin kontrakt.

Forklaringen på det platoniske forhold mellem Olsen og folket skal ganske givet findes i flere forhold, der både transcenderer Olsens personlighed og befolkningens store forventninger.

Landstræneren har – vitterligt – også haft en række ydre omstændigheder imod sig.

Dårlig kommunikation
I stort set hele Olsens trænerperiode har landsholdet været hæmmet af en uhørt ringe, nærmest tragikomisk, tilgang til ekstern kommunikation. Landsholdets popularitet er i årene under Olsen fosset ud igennem sprækkerne på det bolværk, den tidligere kommunikationsdirektør Lars Berendt konsekvent forsøgte at bygge op omkring holdet. Inde bag gatekeeper Berendt har Olsen stået og nydt dårligt af det elendige offentlige image, DBU fik skabt op igennem 90’erne og 00’erne.

Et image, der blandt andet blev afsløret i den efterhånden sagnomspundne rapport fra firmaet Inspira, som blev lækket til Jyllands-Posten i 2008.

DBU havde selv bestilt en markedsanalyse hos Inspira, der imidlertid ikke lagde fingre imellem.

“DBU forbindes især med at være: støvet, gammeldags, bureaukratisk, konservativ, ikke handlekraftig, tillukket, bedrevidende, arrogant,” lød det blandt andet i rapporten.

Befolkningens opfattelse af DBU som noget ”hårdt, koldt, gråt, arrogant og stift”, er derfor ikke overraskende også smittet af på landstræneren.

Storhedsvanvid og urealistiske forventninger
Sideløbende med den dårlige kommunikation har Morten Olsen også været offer for et helt igennem overvurderet syn på egne fodboldevner blandt befolkningen og dele af pressen.

Landstræneren overtog i 2000 et hold, der med EM-triumfen i Sverige blot otte år forinden havde stået fadder til en sensationel bedrift, der formentlig aldrig nogensinde gentager sig. Seks år efter, i 1998 ved VM i Frankrig, havde holdet med en unik generation af topspillere ligeledes leveret en næsten ufattelig god præstation for et land med kun fem mio. indbyggere. Holdet smadrede de olympiske mestre fra Nigeria i 1/8-finalen og led efterfølgende et episk smukt nederlag til de senere sølvvindere fra Brasilien.

På bagsmækken af præstationer som disse blev Olsen kastet ud foran et hjemmepublikum med alt for fine fornemmelser. Som fabriksarbejderen, der har vundet i lotto, var det danske publikum ovenpå 80’ernes og 90’ernes succeser blevet vant til en vis standard. Upopulær blev ham, der nu skulle forklare, at heldet var brugt op, og at det var tid til årtier med rugbrødsmadder og leverpostej.

Men Morten Olsen har rent faktisk formået at putte både smør og foie gras på rugbrødet ved flere lejligheder. Ved VM i 2002 og ved EM i 2004 avancerede landsholdet eksempelvis fra gruppespillet på bekostning af henholdsvis de regerende franske verdensmestre og de senere italienske verdensmestre. Morten Olsen kvalificerede holdet til både VM i 2010 og EM i 2012 foran nationer som Portugal, Sverige og Norge. Prøv eksempelvis at spørg de portugisiske verdensstjerner, om de nyder at spille fodbold i København. Alene i Olsen regeringsperiode har Portugal i øvrigt haft i alt seks landstrænere.

Måler man samtidig rent statistisk Morten Olsen imod sine forgængere, finder man fx, at han med et sejrsgennemsnit på lige knap 50 procent overgår populære figurer som Sepp Piontek (79-90) og Bo Johansson (96-00).

Manden på gaden i lande som Skotland, Norge, Polen, Israel og Irland ville ganske givet være ovenud begejstret, hvis deres landstræner kunne fremvise et pointgennemsnit som Olsens.

Øget konkurrence men lettere vej
En af forklaringerne, på hvorfor landholdet imidlertid ikke har præsteret endnu bedre under Morten Olsen, skyldes ifølge ham selv, at konkurrencen er blevet hårdere. De mindre nationer er simpelthen blevet bedre, forklarede han senest til DR Sporten i september i år.

På sin vis er det et legitimt argument, da der næppe hersker tvivl om, at mindre hold som Armenien, Albanien og Makedonien, der alle har voldt Danmark besvær i de senere år, rent faktisk er blevet stærkere. De fleste nationer kan i dag mønstre mindst et par profiler fra en større europæisk liga. Forklaringen ignorerer imidlertid det faktum, at vejen til slutrunderne tilsvarende er blevet markant lettere.

Da Danmark vandt EM i 1992 deltog blot 8 hold i turneringen! Stærke nationer som Italien, Spanien og Portugal var eksempelvis ikke med. Ved EM i 2012 deltog 16 lande, og ved slutrunden i 2016 har UEFA-præsident Michel Platini skruet antallet helt op på 24. Det er blot fire færre end antallet af medlemslande i EU. Hvem er det efterhånden, der ikke kommer med?

Morten Olsen har måske ret så langt, at der i dag er færre walk-overs i forhold til for 20 år siden, men kvalifikations-nåleøjet er samtidig blevet udvidet voldsomt.

The nutty professor
Forklaringen på Morten Olsens manglende popularitet skal alligevel ikke udelukkende findes i forklaringer som urealistiske forventninger og dårligt kommunikationsarbejde. Morten Olsen har også et personligt gemyt, der ikke stråler af varme og venlighed. Der er formentlig ingen tvivl om, hvem de fleste danskere ville nyde en pilsner med, hvis valget stod imellem Ulrik Wilbek eller Morten Olsen.

Den omtalte rapport fra Inspira viste da også, at en stor del af de negative værdier ved DBU blev associeret til netop Morten Olsen.

En del af forklaringen ligger måske i landstrænerens dybt fokuserede tilgang sit erhverv. Gamle venner og holdkammerater vil fortælle, at de aldrig har mødt en mere determineret person. Velkendt på vordingborgegnen er eksempelvis historien om en ung Morten Olsen, som løb fra Vordingborg til Nykøbing Falster for at deltage i træningen hos B 1901. Det er ca. 30 kilometer.

Morten Olsen lever og ånder for sit professionelle erhverv. Han har ingen børn, og det hele handler om fodbold. DBU har i forbindelse med researchen til denne artikel oplyst, at Morten Olsen og hans assistent Peter Bonde i løbet af en weekend typisk ser omkring 30 kampe til sammen. Det er rigtig mange timers koncentreret boldflytteri. Og så er det kun tallene for weekenderne.

I den forstand minder Morten Olsen måske lidt om den reserverede og socialt inkapable professor eller kunstner, som har brugt sin primære tid på at dygtiggøre sig til særligt én ting, og derfor ikke har haft tid tilovers til værtinde-kompetencer. Morten Olsen er først og fremmest en fodboldmand – og tilmed en ganske dygtig en af slagsen. Men han har stadig tid til at hævde sig på popularitetsfronten.

Der er tegn på, at han efter alle disse år er ved at vænne sig til en ny mediestil, der præger hele DBU-organisationen efter Claus Bretton-Meyers overtagelse af direktørposten i marts.

Morten Olsen er i den forstand snarrådig nok til at kunne læse skriften på væggen. Væk er Lars Berendt og flere fra den gamle garde, og landstræneren er i den sammenhæng nødt til at vise, at han også er polyvalent, som han selv ynder at sige det.

Først og fremmest er hans job dog at vinde fodboldkampe, og det gør han rent faktisk også oftest. Det ville vitterligt ikke skade, hvis han gjorde det igen tirsdag aften.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her. 

17 Jul

Det fælles formål

2014_traening

Danmark tabte tirsdag aften til Ronaldos Portugal i overtiden. Det var nærmest en tro kopi af Italiens udligning i overtiden for et år siden, der sænkede det danske håb om VM. 

Af Morten Øyen Jensen

”Et fodboldhold har, alle øvrige forskelle til trods, fra vort synspunkt det til fælles med en gruppe bevæbnede oprørere, at hver enkelts handling kun finder sit formål i det fælles formål”. – Jean-Paul Sartre

Det er egentlig ret elementært: Der skal for alt i verden ikke gå et mål ind i overtiden. Foruden det åbenlyse, at et mål imod sig kan afgøre kampen, så er der også helt logisk mindre tid, til at gøre skaden god igen.

Således også tirsdag aften, hvor Ronaldo langt inde i overtiden sænkede Danmark, efter en ellers helt godkendt indsats af det danske landshold. Morten Olsen havde faktisk sat et hold, der spillede helt op med de portugisiske stjerner.

I store dele af kampen var det med et klart dansk boldovertag. Selvom portugiserne var mere direkte og farlige, når de angreb, så havde Danmark, indtil overtiden, været tættest på at score (med Michael Krohn-Dehlis følte afslutning på stolpen).

Tilpasser strategien

Danmark startede lidt overraskende kampen i en lidt uvant formation: 4-3-1-2, hvor Krohn-Dehli skulle tage del i 3-midtbane-motoren, mens Christian Eriksen skulle ligge i ”hullet” bag de to angribere Lasse Vibe og Nicklas Bendtner.

Hvor det danske landhold tidligere har forsøgt at gøre banen bred med 4-2-3-1-formationen, lod det til, at Morten Olsen i højere grad ville vinde kampen(e) på midten af banen. Landstræneren justerede på sit mandskab for at det bedre kunne nå dets formål: et godt resultat mod Portugal.

Umiddelbart kan det give god mening: Portugal har det med at spille Ronaldo på toppen, i stedet for på venstrekanten, hvor han oftest spiller i Real Madrid. Og samtidig har det vist sig, at når Danmarks offensive midtbane har bestået af Lasse Schöne, Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen – tre boldstærke-spillere, som minder meget om hinanden, og internt skifter pladser – så har spillet alligevel ikke været særlig ”bredt” eller direkte. Nok bare mere ”poleret”.

En formation med flere spillere koncentreret på midten havde angiveligt givet portugiserne problemer mod Frankrig få dage inden kampen mod Danmark. Franskmændene vandt i hvert fald 2-0. Men det blev hurtigt ret tydeligt, at øvelsen ikke gav meget balance på det danske hold. Portugiserne havde ganske enkelt flere store chancer i første halvleg.

Gentager fejl

I pausen rykkede Olsen derfor rundt, så Danmark vendte tilbage til den mere kendte 4-2-3-1 med William Kvist og Pierre-Emil Højbjerg på den defensive midt og Bendtner alene på toppen.

Selvom Christian Eriksen nu fik lidt ekstra hjælp offensivt, så var det småt med lækkerier fra den danske spilstyrer tirsdag aften. Krohn-Dehli var mere tændt offensivt, men brændte måske ud. Igen.

For igen smed Krohn-Deli bolden lige i fødderne på fjenden i overtiden, og igen blev Danmark straffet. Nøjagtig det samme skete jo mod Italien i oktober sidste år, da Alberto Aquilani i overtiden scorede til 2-2, og slukkede det danske håb om at kvalificere sig til VM.

Kommentator Flemming Toft nåede dengang lige inden at sige ”ahh, Krohn Dehli”, da den danske 9’er lidt nonchalant forsøger en vanskelig dribling og mister bolden til italienerne. Bagefter kan Toft bare konstatere, at Krohn-Deli er ”fuldstændig færdig” da han opgiver at hjælpe til defensivt. 7 sekunder senere scorer italienerne.

Den enkeltes handling

Tirsdag aften skulle Krohn-Deli igen egentlig bare cleare bolden med et hovedstød, men den blev i stedet sendt lige i brystet på en portugiser i fremdrift. Og efterfølgende kan han ikke stoppe Ricardo Quaresma fra at gå til baglinjen og smide bolden lige ind i hovedet på Ronaldo.

Dette skal ikke ses som (udelukkende) kritik af Krohn-Delis defensive begrænsninger. Andre vil måske argumentere for, at det som førte til Ronaldos mål, var Simon Poulsen, der som venstreback jo burde have taget sig af Quaresma, så Krohn-Dehli ikke skulle følge en mand helt ned til egen baglinje. Andre igen vil nok mene, at Kasper Schmeichel skulle være blevet på målstregen i stedet for at træde et par skridt ud. Andre igen måske pege på, at Simon Kjær skulle have dækket Ronaldo bedre op.

Man kan med god ret argumentere, at der ikke ”bare” var tale om en individuel fejl fra Krohn-Deli, men en række fejl. På en måde er de alle “en del af noget større”, som landsholdets slogan hedder for tiden. Men spørgsmålet er: ligger skylden hos spillerne på banen, eller træneren uden for – a.k.a. Morten Olsen?

Hvor kan vi tilskuere og fans vende vores frustration og vrede?

Oprørslederen

Det var tydeligt efter kampen, at Olsen selv mente, den skulle rettes mod spillerne. Navnlig Christian Eriksen fik en overhaling i medierne af landstræneren, men da han ikke engang var på banen, da portugiserne scorede, blev skytset rettet mod hele holdets indstilling i de døende minutter. For når kampen er ved at tikke ud, så er holdets fælles formål at lukke ned.

”Så skal man være glad for det ene point mod en direkte konkurrent og holde det. Så skal man udvise det, jeg kalder, det-bliver-over-mit-lig-attitude. De kommer ikke forbi mig,” sagde Morten Olsen efter kampen.

Men portugiserne kom forbi. Ligesom italienerne gjorde det. På stort set samme måde. Derfor må pilen også pege på oprørslederen, Olsen. Det er hans bande, som løber på banen med hans ordrer.

En gruppe bevæbnede oprørere vil sandsynligvis kun få én chance. Det danske landshold får jo nok en chance til i gruppespillet. Vejen til EM er lang. Forhåbentlig er der bedre overensstemmelse mellem den enkeltes handling og det fælles formål i overtiden næste gang. For ret mange ekstra chancer får Olsens hold nok ikke.