19 Nov

World Tour Finals: Djokovic mod Nishikori, Murray mod Raonic

Årets fire semifinalister er fundet ved World Tour Finals. Sport fortalt ser nærmere på de to semifinaler og giver samtidig et bud på, hvem der skuffede, og hvem der overraskede positivt i ugens løb. 

Af Anders Høeg Lammers

De to grupper er afgjort, og World Tour Finals er nået ind i sin afgørende fase. I dagens første semifinale møder Andy Murray canadiske Milos Raonic. I aften er det så Novak Djokovic mod Kei Nishikori.

Ligesom analytikerne efter det amerikanske valg, må jeg også indrømme, at jeg har taget fejl. Og ligesom dem vil jeg nu også forsøge at forklare, hvorfor jeg tog fejl.

Jeg ramte Djokovic og Murray rigtigt (men det kunne enhver have gjort), men jeg spåede også en semifinaleplads til Stan Wawrinka (jeg kaldte ham tilmed et frækt bud på en samlet sejr) og kom med et forsigtigt bud på Gáel Monfils som den anden semifinalist.

Hvad gik der galt?

I Monfils’ tilfælde viste det sig, at det var Monfils – ikke Raonic – der var gruppens mest skadede spiller. Franskmanden nåede blot et par dages træning inden turneringen og endte med at trække sig fra sin sidste gruppekamp, hvorpå Djokovic gjorde kort proces mod reserven David Goffin (alle ugens resultater kan ses her).

I Wawrinkas tilfælde viste han sig også at være halvskadet i det ene knæ, som var stærkt tapet i turneringens to sidste kampe, efter han havde været helt off i både sine slag og sine bevægelser mod Kei Nishikori i søndags. Derudover var han i ‘dødens pulje’, hvor alle fire spillere havde vist højt niveau i løbet af efteråret, og hvor “alle kunne slå alle”, som jeg skrev.

Undtagen Murray, viste det sig. Mens de tre andre slog hinanden på kryds og tværs, gik Murray ligesom Djokovic ubesejret gennem sin pulje.

Ugens positive overraskelse er den østrigske debutant Dominic Thiem, som jeg skrev var i reel fare for at ende som gruppens punching bag. Han vandt en tæt tiebreak mod Djokovic (hvorpå han blev en punching bag i de efterfølgende to), tabte en tæt tiebreak mod Raonic og endte med at slå en skadet og gavmild Monfils.

Med hans form in mente, er det mere end godkendt.

Raonic og Nishikori bød favoritterne op til dans

Men tilbage til favoritterne, og de spillere, der stadig er med i turneringen. Både Djokovic og Murray havde han en enkelt match, der var uhyre tæt.

For Murrays vedkommende var det onsdagens virkelig flotte maratonkamp på tre timer og tyve minutter mod Kei Nishikori, der endte 679 64 64, men lige så vel kunne have haft en anden sejrsherre, hvis Nishikori havde holdt lidt igen med sine stopbolde og i stedet trykket til, når han havde chancen.

For Djokovic’ vedkommende var det ligeledes gruppens anden kamp, der voldte ham størst problemer.  Milos Raonic havde ham ude i tovene i store dele af kampen, men Djokovic trak alligevel det længste strå med en 766 765-sejr – til trods for at Raonic’ vindere/uprovokerede fejl-statistik lød på imponerende 42/27 mod Djokovic’ lidet imponerende 11/22.

Men tennis handler ikke om at vinde ethvert point, men om at vinde de rigtige point.  Både Nishikori (11 mod 7) og Raonic (7 mod 2) havde flere breakpoints end deres modstandere. Men ingen af dem formåede at tage deres chancer.

I dag får de så en ny chance. Og det er egentlig meget passende, at Djokovic’ største hurdle bliver Murrays semifinalemodstander og vice versa.

Murray vs. Raonic

De to har allerede mødtes fem gange i år, og Murray har vundet alle kampene. Ja faktisk har han vundet de seneste syv indbyrdes opgør og fører 8-3 i indbyrdes statistik.

Men årets fem sejre skal man ikke lade sig narre af – Raonic var et sæt oppe i Queens og godt på vej til at slå Murray i Australian Open, før en skade i fjerde sæt tog toppen af hans spil og hjalp Murray til at vinde i fem sæt.

I London er underlaget desuden hurtigere i år, og det gør Milos’ serv mere potent (det skal dog nævnes, at bl.a. Murray har sagt, at underlaget er langsommere nu, end da de varmede op i sidste uge).

skaermbillede-2016-11-14-kl-22-08-07

Djokovic tilspillede sig blot to breakbolde mod Raonic, men tog dem begge to. Men Murray er endnu bedre end Djokovic til at returnere de største servere og er yderst opmærksom på, hvad det handler om mod Raonic:

“You don’t normally get loads of opportunities against the big servers,” Murray said. “Then it comes down to when you do get those chances, whether you take them or not. And this year when I’ve played him, I’ve created a few opportunities in the matches. When they’ve come, I’ve been pretty clinical.

“I’ll need to be the same tomorrow if I want to win.”

Samtidig har han nu vundet 22 kampe i streg, karrierens længste winning streak. Raonic’ er på ingen måde uden chancer, men den mentale tøven og usikkerhed han viste mod Djokovic i de afgørende situationer, har han ikke råd til igen.

Jeg kan sagtens se Raonic tage et sæt, men jeg tror, Murray er for velspillende og for opsat på førstepladsen til, at han taber i dag.

Finalist: Murray. 

Djokovic vs. Nishikori

Ligesom Murray-Raonic er det også sjette gang i år, at Djokovic og Nishikori mødes. Og ligesom Murray mod Raonic har Djokovic vundet alle fem opgør, hvor kun ét har været tæt. Djokovic fører 10-2 og har ikke tabt siden US semifinale-nederlaget i 2014.

Hvor Raonic har poweren til at afgøre kampen på sine præmisser, kan den del godt være et problem for Nishikori. I deres kamp i Miami i år var det i al fald et gennemgående tema, at Nishikori havde store problemer med at slå sig igennem Djokovic’ defensiv, mens Djokovic ikke havde samme problemer.

Igen kan underlaget dog være en fordel for underhunden. Miami er én af ATP-tourens langsomste hard courts og uafhængigt af tvivlen om Londons hurtighed, er årets bane i hvert fald hurtigere end det.

Hvad der til gengæld bør bekymre Nishikori er, at den krise, Djokovic synes at være dybt nede i for blot en uge siden, er voldsomt på retræte.

Mod Thiem i søndags tabte han som nævnt første sæt i en tæt tiebreaker, men tog så de næste to 6-0, 6-2 – hvilket dog i lige så høj grad også skyldtes Thiem, der faldt fra hinanden. Mod Raonic var han i tovene, men vandt alligevel de vigtige bolde. Og mod David Goffin – en poor man’s Nishikori i spillertype – var han ret så suveræn i sin 6-1, 6-2-sejr.

Eneste bekymring? Goffin vandt hele 65 procent af pointene i Djokovic’ 2. serv. Nishikori er også stærk i den kategori, og omend hans egen serv langt fra er ubrydelig, er den dog et niveau eller to over David Goffins.

Hvis han kan få gang i det suverænt flotte grundspil med hyppige retnings- og temposkift, han demonstrerede mod Murray, og samtidig holde lidt igen med brugen af stopbolde kan han godt slå Djokovic på dagen.

Hvis Djokovic stadig har lidt af den rust i sit spil, som har præget ham siden French Open.

Det er dog ikke nok til at få mig til at gå imod den firedobbelte forsvarende mester, der så småt er begyndt at ligne netop det.

Finalist: Djokovic. 

Finalen?

Får jeg ret i ovenstående (et semistort hvis), skal Djokovic og Murray spille finale om, hvem der slutter året som nr. 1 i morgen aften kl. 19. Bedre kan tennisåret dårligt slutte.

Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør de seneste tre år og 3-1 i år – alle dog i årets første halvdel. Murray har vist bedst form i løbet af efteråret og vel også lidt bedre her i turneringen.

Samtidig er underlaget hurtigere, end det plejer, hvilket Murray er gladest for i det match-up. Hvorvidt formen og det hurtigere underlag er nok til at overkomme den mentale hurdle, det er for Murray at slå Djokovic i en stor finale, er et åbent spørgsmål.

En væsentlig forskel siden seneste møde og 2-13 pryglene er også, hvem der sidder i Murrays boks. Siden French Open-finalen har han haft Ivan Lendl tilbage som coach og mentor, og han kan godt give Murray det sidste skub og tro på, at han igen kan slå Djokovic i en stor finale. Som det bl.a. skete ved US Open 2012 og Wimbledon 2013, hvor Lendl også var med på lægterne.

Murray-Raonic spilles kl. 15.10, Djokovic-Nishikori kl. 21.10. Begge vises på C More Tennis. 

12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje. 

30 Jan

Australian Open-finale: Novak Djokovic vs. Andy Murray

community_image_1428253659

En skræmmende stærk Djokovic udspillede Federer i de to første sæt af torsdagens semifinale. Nu venter en velkendt rival i finalen i form af Andy Murray, som lukrerede på en skade hos Milos Raonic i sin semifinale. Vi ser nærmere på begge semifinaler og giver en optakt til finalen. 

Af Anders Høeg Lammers

Nu er det sikkert og vist. Novak Djokovic og Andy Murray mødes i Australian Open-finalen søndag morgen 9.30 dansk tid efter at have elimineret hhv. Roger Federer og Milos Raonic.

At Djokovic og Murray mødes i finalen er efterhånden nærmest en tradition. De mødtes også i finalen i 2011, 2013 og 2015 – og i semifinalen i 2012 havde de deres hidtil tætteste kamp, da Djokovic sejrede 7-5 i femte sæt. Djokovic har vundet samtlige fire opgør.

I vores optakt skrev vi, at Novak Djokovic var storfavorit, og at Andy Murray – den evige toer – qua sin lodtrækning meget vel kunne gå rigtig langt, men at vi anså Stan Wawrinka som førsteudfordreren.

Hvad vi ikke vidste var, at Stan døjede med sygdom turneringen igennem. Alligevel spillede han sig i kvartfinalen, hvor han røg ud i fem sæt til Milos Raonic.

Før vi ser på finalen, skal I dog ikke snydes for en gennemgang af de to semifinaler.

 

Brilliant Djokovic satte Federer til vægs

Jeg har – med undtagelse af French Open-finalen 2008 – aldrig set Federer se så hjælpeløs ud på en tennisbane, som han gjorde mod Djokovic i de to første sæt. Djokovic vandt kampen 6-1, 6-2, 3-6, 6-3, men det niveau, han begyndte kampen på, var decideret skræmmende.

22 minutter tog det første sæt. En halv time senere var Djokovic foran 2-0 i sæt, og Federer lignede en mand, der ikke vidste, hvad der havde ramt ham.

Djokovic begik ingen fejl, servede uovertruffent, returnerede alt, satte forhænder og baghænder præcis, hvor han ville og kom over med de vildeste passerslag, hver gang Federer forsøgte på noget.

Djokovic var da også pænt godt tilfreds med niveauet:

I think against Roger, these first two sets have been probably the best two sets I’ve played against him overall I think throughout my career.

I’ve had some moments against him in sets where I’ve played on a high level, but this was, yeah, I think a different level than from before

Det var det svært at være uenig i.

Det hjalp dog heller ikke Federer, at hans serv – en essentiel del af hans spil, særligt mod en spiller med så gode returneringer som Djokovic – var et par niveauer under vanlig standard og timingen i grundslagene var helt off.

Men en del af det var også bare Djokovic, der ikke gav ham nogen chance for at komme i gang.

I slutningen af andet sæt begyndte Federer så småt at komme i gang for så at komme helt i gang i tredje sæt. Serven sad bedre, og forhånden kunne slå forbi Djokovic.

Det lykkedes ham tilmed at holde Djokovic – der havde brudt ham fire gange i de to foregående sæt – fra breaks, og da han samtidig brød Djokovic i et fantastisk maratonparti midtvejs i sættet, var sættet hans.

 

En lige ved og næsten game changer

Derpå blev spillet stoppet i godt ti minutter, da taget skulle henover Rod Laver Arena p.g.a. en varslet byge.

Pausen gjorde ikke meget godt for nogen af spillere. Djokovic lagde ud med to uprovokerede fejl, men Federer – der burde have kendt sin besøgelsestid – honorerede gaven med at sende tre spilbare andenserver fra Djokovic i nettet. 0-30 blev til 40-30 og endnu en dårlig returnering gav Djokovic partiet.

Den timing, Federer havde genfundet i sine grundslag i tredje sæt, var væk i fjerde. Normalt ville man sige, indendørs er en fordel for Federer, da opspringet er lavere, og serven får mere præcision. Og hans serv blev da også skarpere i fjerde sæt. Men i en kamp, hvor han kæmpede med timingen, gjorde pausen og de let ændrede spilforhold intet godt for hans grundspil.

Djokovic så heller ikke for godt ud. Men begge spillere servede fint og holdt serv frem til 3-4, hvor Federer servede. Et uskarpt forsøg på en stopflugtning, der burde være sendt hårdt på tværs, gav Djokovic et let passerslag. Så stod den 15-30, og Djokovic havde et lille match point.

Det point er genialt fra start til slut. En fremragende serv bliver besvaret med en umulig returnering, som Federer laver en smuk lille stopflugtning på. Djokovic løber den, selvfølgelig op, og lægger det perfekte lob, som Federer returnerer med et lob. Her burde Djokovic have afgjort duellen, men han har ikke verdens bedste smash, og Federer får bolden retur, hvorpå Djokovic laver en ganske udmærket flugtning, som Federer så laver en fuldstændig vanvittig baghånd op af linjen på. Se det:

Det er den slags point, der vender og vinder kampe.

Sådan skulle det dog ikke gå torsdag. Allerede på næste point punkterer Djokovic fuldstændig Federers momentum, da et passerslag, der ser ud til at blive en let flugtning for Federer, snitter netkanten og stryger henover Federers chanceløse fremstrakte ketcher.

En journalist ville vide, hvor højt på Federers højdepunktsliste baghånden før netkantsslaget lå.

Top hundred (smiling). Then I got an unlucky let cord. That calmed me down very quickly again.

Tørt.

Kampen igennem havde Djokovic hawk-eye og linjerne på sin side, og denne netkant virkede som one too many for Federer (måske fik han sågar flashback til Djokovic’ heldige/sublime returneringsvinder, da Djokovic var nede med matchbold ved US Open 2011).

Frem for at sunde sig og komme op med en god serv, smider han den næste serv i nettet. Og bag en ikke særlig vanskelig andenserv løber han kamikazeagtigt mod nettet.

Djokovic? Han træder frem og hamrer bolden cross court med sin forhånd. Federer får lidt af sin ketcher på, men har ingen chance. Game, set and match: Djokovic, der let server kampen hjem mod en modløs Federer, der sender et par lette forhænder langt.

Det var i den grad Djokovic’ kamp, men det kunne have været interessant at se, Federer holde serv der. Kampen stod og vippede, og fordi de første sæt havde været så korte, ville Federer også have energi til et eventuelt femte sæt.

Højdepunkter her:

Uheldig Raonic ud til Murray

Milos Raonic har været denne turnerings positive overraskelse. 2015 var et skadesplaget år for den høje canadier med den store serv, og han faldt ned som nr. 14 på ranglisten.

Men i år er tingene gået Raonic’ vej – lige indtil Murray-kampen. Han vandt opvarmningsturneringen i Brisbane, hvor han slog Federer for blot anden gang i karrieren efter hele ni nederlag.

Og i denne turnering har han slået Stan Wawrinka ud i fem sæt og generelt bare spillet fremragende, offensiv tennis. Hans netspil er forbedret markant, og hans returneringer og grundslag har også fået et nyk op af.

Mod Murray spillede han sin blot anden slam-semifinale, mens Murray spillede sin 18. Statistikken var på Murrays side. Murray var 2-8 i slam-semifinaler mod The Big 3, men 6-1 mod alle andre (Roddick slog ham ved Wimbledon i 2009).

Alligevel var det Raonic, der dominerende duellerne og delvist kampen med sin store serv og tunge grundslag. Murray søgte kampen igennem efter sin forhånd og fandt den kun sporadisk.

Men begge spillere servede godt, og Raonic’ returneringer var ikke gode nok til for alvor at true Murray’s serv det meste af tiden, mens Raonic’ serv var for god til at Murray kunne læse den.

Tre tætte første sæt gav Raonic en 2-1 føring. Men så begyndte lysken så småt at værke. Det påvirkede hans spil i fjerde, hvor Murray brød ham. Raonic havde to chancer for at bryde igen, da Murray servede for sættet, men Murray spillede sublimt og klogt på begge.

I femte sæt var Raonic helt væk – sønderknust af ikke at “kunne spille“, som han formulerede det efterfølgende. 4-6, 7-5, 6-7 (4), 6-4, 6-2 blev den endelige score.

Højdepunkter her:

Finalen: Repeat or reversal of fortunes?

Djokovic har som sagt krammet på Murray Down Under og har slået ham hele fire gange. Det spiller alt andet lige ind på begge spilleres psyke og selvtillid. Samtidig har Djokovic i den grad domineret Murray, siden Murray mistede Ivan Lendl som træner.

Ved starten af 2014 stod den 11-8 til Djokovic i indbyrdes opgør. Siden har Djokovic vundet 10 ud af 11, så den nu står 21-9.

Problemet for Murray kan koges ned til følgende: Djokovic kan stort set alt det, Murray kan, ligeså godt eller bedre. Og da de minder en del om hinanden som spillertyper, er de små forskelle afgørende.

De har begge verdens bedste returneringer og verdens bedste to-hånds baghænder. Men mens Djokovic’ efterhånden har en af tourens absolut bedste forhænder, er Murrays forhånd ikke i nærheden af at være i samme klasse. Det samme gælder andenserven (læs mere om Djokovic’ fortræffeligheder i vores portræt her og her).

Djokovic’ andenserv er god, varieret og svær at angribe. Murrays, når den er værst, tigger om at blive massakreret. Forskellen mellem deres andenserv er så enorm, at Murray ville have noget nær 50-50 chancer, hvis de byttede rundt, mens bookmakerne nu giver ham under 20 procent.

Læg dertil at Murray kun har én hviledag inden finalen mod Djokovic’ to. Og tager man samtidig psyken og den mentale styrke med ind, er det svært at se andre udfald end endnu en Djokovic-sejr.

Djokovic er de senere år blevet en ekspert i at blokere alle negative indtryk. Det gør ham ikke spor, at hele publikum hepper på modstanderen og af og til sågar buher af ham.

Murray, derimod, går konstant og skælder ud på sig selv og virker dårlig til at lægge ting fra sig. Det var bedre under Lendl, men selv der var det ikke imponerende.

I 2013-finalen, foran 1-0 i sæt og ved stillingen 2-2 i andet sæts tiebreak, blev han således distraheret af en fjer (for real!), servede en dobbeltfejl, hvorefter Djokovic løb af sted med tiebreaken og kampen. Og i sidste års finale blev han distraheret, da Djokovic’ pludselig virkede/spillede skadet i tredje sæt:

The third set was frustrating because I got a bit distracted when he, like, fell on the ground after a couple of shots. It appeared that he was cramping, and then I let that distract me a little bit

Den slags er der ikke råd til i morgendagens finale. Men hvis Djokovic spiller noget i nærheden af, hvad han gjorde mod Federer i de første to sæt, er det ret ligegyldigt, hvad Murray gør.

Håbet for Murray ligger tilbage i Djokovic’ 4. runde. Her lavede Djokovic hele 100 uprovokerede fejl i en fem-sætter mod franskmanden Gilles Simon.

Og hvad har det med Murray at gøre? Jo, Simon bliver af og til kaldt a poor man’s Murray, fordi der er visse ligheder i deres counter punching-stil. Begge elsker de at spille kontra, begge er bedst til at forsvare sig og begge er særdeles gode til at få modstanderen til at spille en ekstra bold.

Djokovic har i denne turnering ikke været ligeså suveræn i de længere dueller, som han sædvanligvis er. Så hvis Murray kan få dem i gang, hvis han kan frustrere Djokovic til at lave fejl, og hvis han selv både kan tage sine chancer og være mentalt stærk, når der kommer modgang, så har han måske en chance.

Men Djokovic er stadig det sikre bud – og formentlig får han heller ikke denne gang brug for det femte sæt.

Kampen sættes i gang 9.40 søndag morgen og vises på Eurosport. 

Her er højdepunkter fra sidste års finale:

God kamp!