25 Aug

US Open: Kan Roger Federer gøre ‘det umulige’ og fuldbyrde en magisk sæson?

fed_rafa

fed_rafa

På papiret er US Open næsten pivåben. Chancerne for en ny slamvinder er derfor pænt gode. Alligevel lurer den gamle garde, aka Fedal, øverst i favoritfeltet, men nye ansigter med Alexander Zverev i spidsen gør også seriøst væsen af sig.

Af Anders Høeg Lammers

Det er længe siden, at chancerne har været bedre for at få en ny slam-vinder hos herrerne. I Cincinnatti Masters i forrige uge stillede blot tre af verdensranglistens ti øverste spillere op.

En del af de fraværende er ude for resten af året (Djokovic (albue), Wawrinka (knæ) og Nishikori (håndled)), andre har døjet med skader siden Wimbledon (Murray og Cilic), mens andre igen har fået problemer i Masters-turneringen i Montreal, ugen før Cincinatti (Federer og Raonic, som netop har meldt fra).

Murray, Federer og Cilic stiller formentlig alle op. Men i hvilken tilstand? Dét ved de kun selv.

Alt i alt betyder det, at vinderne af fem af de sidste seks US Open’s enten ikke stiller op (Djokovic 2011 og 2015 samt Wawrinka 2016) eller stiller til start i en skrøbelig tilstand (Murray 2012 og Cilic 2014).

Det giver muligheder til de øvrige. Ikke mindst NextGen, anført af den 20-årige Alexander Zverev og den 22-årige Nick Kyrgios, samt LostGen anført af Grigor Dimitrov.

Så hvem er favorit(terne) til årets sidste grand slam hos herrerne? Her kommer et bud.

Kan Roger Federer holde rygsmerterne i ave?

Dårlig ryg eller ej har den nu 36-årige verdensmand været årets ubestridt bedste tennisspiller på hard court (og i det hele taget). Han vandt årets første slam på hard court, Australian Open, og de efterfølgende to amerikanske Masters i Indian Wells og Miami.

I Montreal Masters spillede han sig i finalen trods et rustent udseende hele ugen. Dér fik han en gedigen omgang tæsk, 6-3, 6-4, af Alexander Zverev, som dog fik lette vilkår, da Federers ryg igen igen gav ham problemer i starten af andet sæt og kampen ud.

Sidst i kampen lignede han en helt anden spiller og dagen derpå trak han sig fornuftigt nok ud af Cincinnati Masters, selvom han med et godt resultat der kunne være blevet ny verdensetter.

Ingen udover Federer selv og de nærmeste ved, præcis hvor godt/skidt det står til med ryggen. Selv melder han vanen tro, at det går godt, og han regner ikke med, at ryggen bliver en faktor. Men ville han sige det, hvis det gik skidt? Formentlig ikke.

Han siger selv, at tre slams i én og samme sæson ville være ‘a joke’ – især efter 4,5 år helt uden slam-sejre. Joke eller ej – faktum er, at han træner igen. Hvis ryggen makker ret, må han være favoritten.

Hvem er førsteudfordreren? 

Normalt har jeg et princip om, at man ikke kan være favorit til en slam, før man har vist, man har slam-potentiale i form af én eller flere dybe runs/finaleplaceringer eller sejre.

Derfor tøver jeg en smule med at gøre 20-årige Zverev til førsteudfordreren. Hans resultater her i august, hvor han har vundet to turneringer i streg og blandt andet slået Federer, Kyrgios, Nishikori, Kevin Anderson og Richard Gasquet, gør ham til ATP-tourens hotteste navn.

Med sejren i Montreal vandt han to Masters-turneringer i træk og slog henholdsvis Djokovic (i Rom) og Federer i finalen. Udover Jo-Wilfried Tsonga er han den eneste aktive non-Big 4 spiller med to Masters-titler. Og det blot som 20-årig.

M.a.o.: Han er the real deal.

Hvad er så problemet? At han kun er gået dybt i bedst af tre sæt-formatet. Og slams bliver som bekendt spillet og vundet i bedst af fem.

I Australian Open førte han 2-1 i sæt over Nadal i 3. runde, men tabte klart i både 4. og 5. sæt. I Wimbledon førte han igen 2-1 i sæt, denne gang over 2016-finalisten Milos Raonic. Men også denne gang kunne han ikke fastholde momentum og tabte de sidste to sæt 7-5, 6-1. I French Open røg han ud til Fernando Verdasco efter i fire sæt i 1. runde.

Der er intet i vejen med som 19-årig at tabe i bedst af fem til Nadal i 3. runde, ej heller som 20-årig til Raonic i Wimbledon. Men måden, det skete på, indikerer, at Zverevs udholdenhed og evne til at præstere til slut i de lange, tætte kampe, stadig ikke er, hvor den skal være for at gå hele vejen i en slam.

Alligevel vil jeg kalde ham en af førsteudfordrerne. Der er noget del Potrosk 2009 over hans run de seneste uger. Og med Djokovic, Wawrinka, Nishikori og Raonic ude og Federer, Murray og Cilic i tvivlsomme helbredstilstande, er der alt andet lige kortere vej fra dark horse- til favoritstatus.

Hvem siger også, at slams skal have lange og udmarvende kampe? Nadal og Federer har trods alt lige vundet henholdsvis French Open og Wimbledon uden at afgive sæt…

Hvad kan den nye nummer 1, Rafael Nadal?

Blandt de øvrige førsteudfordrere må man næsten også have Rafael Nadal. Mandag blev han ny nummer 1 med det laveste antal point, en verdensetter har haft siden det nuværende pointsystem blev indført i 2009.

Det er selvfølgelig ikke Rafas skyld, at der ikke skal mere end 7.645 point til p.t. – et pænt stykke under halvdelen af, hvad Novak Djokovic sad på efter French Open sidste år. Det vidner tværtimod om en ATP-tour i opbrud, hvor den bedste spiller – Federer – har spillet for få kampe, og den næstbedste, Nadal, ej heller tjente point hele sidste efterår, hvor også han var ude med en skade.

Problemet for Rafa er bare, at han ikke har vist det helt store siden sin vanvittigt flotte grussæson. I Wimbledon så han ellers farlig ud, men røg traditionen tro ud før kvartfinalerne, denne gang blev det et 13-15 nederlag i femte sæt til Gilles Müller i 4. runde.

Sommerens amerikanske hard court-resultater har ikke set bedre ud. Først tabte han højst overraskende til den blot 18-årige Denis Shapalov (han bliver god), og i Cincinnati var det Nick Kyrgios, der førte kniven og udspillede Rafa i første sæt (6-2), inden han hev sejren hjem 7-5 i andet.

Formen er altså ikke, hvor den skal være for den nyslåede verdensetter, der tilmed har lagt et ukarakteristisk pres på sig selv ved at sige: “I need to show why I’m no. 1” efter nederlaget til Kyrgios.

Men i modsætning til Zverev har Nadal igen og igen vist, at han kan gå hele vejen i en slam.

Omvendt skal vi dog også hele 4 år tilbage, før Nadal sidst vandt en stor titel på hard court, nemlig US Open i 2013. Siden har han – som omtalt her på Sport fortalt – spillet en hulens masse hard court-finaler, men tabt igen og igen.

Udenfor sit parisianske fort er han noget mere medgørlig for de øvrige spillere og har eksempelvis tabt en række ‘non French Open’-slams på stribe i det femte sæt, der plejede at være hans specialitet: til Gilles Mueller ved årets Wimbledon, til Federer ved årets Australian Open, til Lukas Pouille ved US Open i 2016, til Fernando Verdasco ved Australian Open 2016 samt til Fabio Fognini ved US Open 2015.

Kan han vende trenden i New York og splitte årets fire slams med rivalen Federer? Hvis ja, står han med gode kort på hånden for også at ende året som nummer 1. Men det kræver nok en lodtrækning til den gode side, og Nadal har ikke tradition for at finde storformen ud af det blå.

Cincinnati-finalisterne Dimitrov og Kyrgios

To spillere, der kommer ind til US Open med masser af selvtillid, er Nick Kyrgios og Grigor Dimitrov, som netop har spillet Cincinnati-finale mod hinanden. Den kamp slap Grigor Dimitrov, tidligere kendt som Baby Fed, bedst fra med en 6-3, 7-5 sejr (læs mere herher og her eller se højdepunkter nedenfor).

Dimitrov viste overordentligt gode takter i starten af sæsonen, hvor han slog tre top-10 spillere i streg i Brisbane og spillede sig helt frem til semifinalen ved Australian Open, hvor han tabte en neglebider af en kamp til Nadal i fem sæt. Han vandt hjemlandets turnering i Sofia måneden efter, men siden har det været så som så med de øjenbrynsløftende resultater – indtil Cincinnati forstås.

Dimitrovs problem har ofte været, at han simpelthen har for mange muligheder i sit spil og så har haft svært ved at vælge det rigtige slag igen og igen. I Cincinnati og først på året har han spillet med et mere klart formål – han ved, hvad han vil med bolden nu, og hvad han skal gøre for at gøre livet surt for sin modstander.

I Cincinnati holdt han serv 52 ud af 53 gange og spillede Kyrgios uhyre klogt i finalen. Samtidig viste han sig eventyrligt god i defensiven – ikke mindst i forhold til at vende defensiv til offensiv – når Kyrgios forsøgte at angribe. Se for eksempel denne vidunderlige løbende forhånd:

Kan han bære den form, spilleglæde og determination med ind i US Open, kan han blive farlig for de allerfleste.

Nick Kyrgios er ATP-tourens enfant terrible. I en sport, der ellers ikke er rig på skandaler, formår han at være kontroversiel igen og igen og igen. Han har indrømmet, at han af og til ‘tanker’ en kamp, hvis han ikke lige gider.

Men når han gider, er der få, der mestrer spillet bedre end ham. Med sin monsterserv, sit fleksible håndled og sin utraditonelle, men som regel ret effektive baghånd kan han spille op med og slå alle. Eksempelvis har en en 5-3 rekord i kampe mod the Big 3. Det fås ikke meget bedre.

En runner-up placering i Cincinnati tyder på, han har vendt et hjørne. Men med Nick Kyrgios ved man aldrig helt. Derudover har han – muligvis til dels som følge af et alt for løst træningsregime – ret ofte problemer med diverse skader. Selv hvis han mentalt er på, er der ingen garanti for, at han fysisk holder hele turneringen.

Mod Dimitrov vandt han således blot et ud af 16 point, der gik over ni slag. Det tyder på en grundform, der ikke holder til syv gange bedst-af-fem-sæt på 14 dage.

Ikke desto mindre er han en dark horse i årets felt.

Hvad kan Cilic og Murray?

Marin Cilic var en af de hotteste dark horses for mig i Wimbledon, og det er han igen i US Open. Når jeg ikke kan gøre ham til decideret favorit i et felt uden Djokovic og Wawrinka, skyldes det, at jeg ikke kender det præcise omfang af hans skade.

Er han skadesfri og velspillende, er han blandt de naturlige førsteudfordrere til Federer i denne turnering. Er han mærket af skaden/rusten eller det, der er værre, kan han sagtens ryge tidligt ud.

Murray viste ved både French Open og Wimbledon, at nok har han en lortesæson, men han kan stadig finde lidt ekstra niveau, når det kommer til slams. Alligevel måtte han give fortabt mod Sam Querrey i kvartfinalen på Centre Court, da en genstridig hofte hæmmede hans bevægelsesfrihed voldsomt i 4. og 5. sæt.

Siden har han ikke spillet en turneringskamp, og det skulle undre, hvis han for alvor spiller med om titlen. En kvartfinale eller et halvtidligt exit er nok mere sandsynligt.

Den gamle garde og amerikanerne

Tomas Berdych og Jo-Wilfried Tsonga har som så mange andre spillet deres karriere i skyggen af the Big 4. Ingen af dem er i deres livs form, men hvis de nogensinde skal gå hele vejen, er denne turnering nok deres bedste chance.

Det samme gælder for amerikanerne Sam Querrey og John Isner. Det er svært at se nogen af de fire vinde turneringen, men måske de kan lave et flot resultat.

Endelig er der Delpo, hvis fysik og svækkede baghånd næppe kan bære ham gennem hele turneringen, men som ikke desto mindre må være en skrækmodstander i 3. runde for favoritterne.

Dominic Thiem har jeg ikke megen fidus til på hard court, men en kvartfinale er dog ikke umulig i det her felt. Og David Ferrer, endnu én fra den gamle garde, kan måske få et pænt resultat. Efter to pauvre år har han genfundet noget af fordums styrke henover sommeren.

Lodtrækningen finder sted d. 25. august klokken 18 dansk tid. Nadal og Murray er seedet 1 og 2, mens Federer og Zverev er seedet 3 og 4.

Turneringen begynder mandag d. 28. august. Finalen spilles 10. september. Lodtrækningen, resultater med videre findes her, og turneringen kan følges på Eurosport og Eurosport Player.

Update: Dette indlæg er skrevet før lodtrækningen. Vil man læse et indlæg, der baserer sig på lodtrækningen (som har været ond ved Federer og rar ved Murray), kan dette anbefales. 

03 Jun

French Open: Hvem kan udfordre Rafael Nadal i jagten på La Decima?

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

rafael-nadal-vs-novak-djokovic-french-open-2015

Der har stået Rafael Nadal eller Roger Federer på alt i 2017. Schweizeren har valgt at springe French Open over, mens Nadal jagter en uhørt 10. titel på Roland Garros. Udfordrerne hedder Novak Djokovic, Stan Wawrinka og Dominic Thiem – har de en chance?

Af Anders Høeg Lammers

2017 har været en mærkelig tennissæson, særligt af to grunde. For det første har 2016’s to suverænt bedste spillere, Andy Murray og Novak Djokovic, begge befundet sig i en dyb resultat- og spillemæssig krise.

For blot en måned siden var ingen af dem i top-10 på årets rangliste, og den tidligere så dominerende Djokovic var helt nede som nr. 20 – vel at mærke uden skader af betydning. Siden er han med en finale i Rom kravlet op som nr. 7, mens Murray stadig roder rundt som nr. 13.

Det andet, der gør sæsonen så mærkelig, er den anden halvdel af ’the Big 4’, Roger Federer og Rafael Nadal.

Hvor Djokovic og Murray er i krise, har Nadal og Federer fundet deres anden og tredje ungdom – og det efter at have siddet ude med skader hhv. et halvt år for Federer og ca. tre måneder for Nadal.

Federer fylder 36 i august, men lagde alligevel ud med at vinde Australian Open og ’the Sunshine Double’ i form Masters-turneringerne Indian Wells og Miami. Sidste gang han gjorde det? 2006.

I alle tre turneringer slog han tilmed sin nemesis, Rafael Nadal. For derpå at erklære, at hans operede knæ ikke har godt af grus, så grussæsonen blev uden ham – inkl. den igangværende slam, French Open.

Ender Nadal og Federer øverst på ranglisten?

Men når Nadal går dybt i vinterens og forårets hard court-turneringer, er det typisk en advarsel om, at han bliver ekstra grum på grus. Det har også været tilfældet i år, hvor han spadserede sig gennem Monte Carlo, Barcelona og Madrid, før Dominic Thiem slog ham i kvartfinalen i Rom.

Med tilføjelsen af Carlos Moya til teamet fra årets start server Nadal bedre end længe, og han forsvarer (næsten) lige så godt som i sin ungdom (se f.eks. dette point). Forhånden har fået det bid og den præcision, den har manglet, og baghånden er nærmest bare blevet bedre og bedre med årene.

Samlet set har de to mastodonter lagt afstand til feltet på årets rangliste, Federer ligger nr. 2 med 4.045 point fra blot fire spillede turneringer, mens Nadal er etter med 4.915 for ni spillede turneringer. Med Djokovic og Murray på hhv. 1.615 og 1.210 point ligner Fedal pludselig to ret så seriøse bud på at slutte året som nr. 1.

Det var der næppe mange, der havde set komme, da vi gik ind i 2017. Sidste gang de lå hhv. nr. 1 og 2 på samme tid var i starten af 2011.

I skrivende stund er vi så godt i gang med årets anden slam, hvor Nadal er så stor favorit, at bookmakerne kun giver pengene 1,60 gange retur på ham. Samtidig har han chancen for at vinde titlen for 10. gang – flere end nogen mand eller kvinde har vundet en bestemt slam.

I den forstand kan dette års French Open frygtes at blive lidt kedelig. Med Djokovic og Murray i krise og Federer ude, er det svært at se, hvem der skal give Nadal kamp til stregen.

Men hvis det skal ske, hvem kommer truslen så fra? I resten af denne artikel ser jeg nærmere på dem, der har de bedste chancer for at nå langt og byde Rafa op til dans.

Den sovende kæmpe, Novak Djokovic

Den forsvarende mester er ganske vist down, men han er ikke out. I vinter sluttede han samarbejdet med Boris Becker og for et par uger siden fyrede han så hele det team, der har været med ham siden startet på karrieren.

Undtagen den guruagtige Pepe Imaz, som det seneste års tid har fået mere og mere indflydelse på Djokovic og ejer dette tennisakademi, hvis motto lyder:

“Through Love one can achieve true happiness. We apply this principle to our tennis training.”

Det er jo alt sammen meget godt – medmindre man forsøger at nå til tops i en af verdens mest globale og bedst betalte sportsgrene. Var Djokovic blevet så desperat, at han lagde hele sin tennisskæbne i guruens hænder?

Dog ikke. Kort tid efter afslørede han nemlig en ny træner – ingen ringere end Andre Agassi (foreløbig kun på prøve) hvis egen spillestil minder en god del om Djokovic’.

Agassi har prøvet nedturen i langt højere grad end Djokovic, og han har prøvet at genfinde motivationen og genopfinde sig selv. Alt det kan han – måske – hjælpe Djokovic med.

Og selvom Djokovic ikke har været sit dominerende selv i næsten et år, er jeg stadig nødt til at betragte ham som førsteudfordreren til Nadal. Dels fordi han stadig i glimt viser niveauet, for eksempel da han smadrede Thiem, dette års 2. eller 3. bedste grusspiller, 6-0, 6-1 i Rom, dagen efter Thiem havde slået Nadal.

Og dels fordi han som den eneste i feltet rent faktisk har slået Nadal i Roland Garros, ganske vist, da Nadal selv var i krise, men alligevel.

Derudover har han mellem French open 2014 og Madrid 2017 (som Nadal vandt 6-2, 6-4) vundet samtlige 7 kampe og 15 sæt mod Nadal, inkl. to kampe og fem sæt på grus.

Med andre ord: En velspillende Djokovic er det tætteste Nadal kommer på et mareridt på en tennisbane. Hvorvidt han så kan nå at finde den form, der kan udfordre Nadal på Phillippe Chatrier er et endog meget åbent spørgsmål.

Fredag var han således nede 1-2 i sæt mod en af ATP-tourens mindste spillere, den blot 1.70 meter høje, men meget kapable argentiner, Diego Schwartzman. Derpå gik argentineren dog død, mens den tidligere verdensetter fik styr på kampen og cruisede hjem.

Djokovic kan møde Nadal i semifinalen. I 4. runde har han Albert Ramos-Vinolas – en poor man’s Rafa – som nåede finalen i Monte Carlo, hvorpå østrigske Dominic Thiem formentlig venter i kvartfinalen.

Bulderbassen Stan Wawrinka

2015-mesteren er mit næstbedste bud på en spiller, der kan slå Nadal ved dette års French Open. Stanimal er om nogen en spiller, der hæver niveauet i de største turneringer. De seneste 3-4 år, er det således kun Novak Djokovic, som har gjort det bedre i de fire slam-turneringer.

Resten af touren går Stan ikke altid så meget op i. Før sidste uges turnering i Geneve havde han eksempelvis tabt flere kampe i årets grussæson, end han havde vundet (2-3). Men på hjemmebanen i Geneve gik Stan hele vejen og fik dermed reddet lidt af sin grussæson.

Landsmanden Federer kalder ham for ’Diesel’, fordi han lige skal op i gear, men så til gengæld er meget svær at stoppe. Få spillere har en chance mod ham, når han rammer bolden så godt som i French Open 2015, hvor han blæste både Federer og Djokovic af banen.

Schweizeren har et par tricky navne tidligt i sin lodtrækning. Han slog Dolgopolov i 2. runde og skal her til eftermiddag møde grusspecialisten Fabio Fognini, hvorpå en af de franske muskerer, Gasquet eller Monfils, venter i 4. runde.

Måske efterfulgt af Cilic i kvartfinalen. Men kommer han først i gang, kan jeg sagtens se ham gå hele vejen til finalen.

Og står han først der, er Diesel uhyre svær at stoppe. Stanimal har vundet 12 af sine sidste 13 finaler, inkl. 3 ud af 3 grand slam-finaler mod verdens daværende nr. 1.

Du kan læse mere om Wawrinka i vores portræt-artikel fra sidste år.

100 procent østrigsk power, Dominic Thiem

Den 23-årige Dominic Thiem er det tætteste, ATP-touren kommer på en mini-Wawrinka i spillestil med enhåndsbaghånd og fuld power på grundslag og serv (Thiem spiller groft sagt så meget powertennis, at Wawrinka næsten kan virke som en finessespiller i sammenligning).

Til gengæld har Thiem foreløbig ikke lært at peake til de store turneringer, men pakker så mange turneringer ind i kalenderen som muligt, hele 13 er det foreløbig blevet til i år.

Det kan føre til kampe som ovennævnte mod Djokovic i Rom, hvor en flad Thiem fik røven på komedie. Desværre for turneringen og Thiem, har han trukket Djokovic i kvartfinalen, hvis spillestil, han selv siger, bekommer ham dårligt.

Sjovere ville det have været, hvis han havde trukket Nadal i kvartfinalen. De to har danset tango hele grussæsonen med sejre til Rafa i Barcelona og Madrid, mens Thiem tog det seneste stik i Rom med flotte vindere fra både for- og baghånd.

Den sejr gør ham til den eneste, der har formået at slå den ellers så suveræne Rafa denne grussæson.

Thiem’s største udfordring før en eventuel kvartfinale mod Djokovic ville have været 4. runde mod belgiske Goffin, som allerede har slået ham to gange i år, inkl. på Monte Carlos røde grus. Desværre for Goffin og turneringen vred Goffin gevaldigt om på anklen i går, da han jagtede en bold og er derfor ude af turneringen.

I stedet venter Zeballos, som Thiem, der endnu ikke har afgivet sæt, bør slå. Og som Djokovic har spillet hidtil, er Thiem bestemt ikke uden chancer i kvartfinalen.

Thiem har den næstbedste statistik på grus i år med en 20-4 rekord og sejre over Nadal, Murray, Querrey, Cuevas, Dimitrov m.fl.

Det unge håb, Alexander Zverev

Da jeg begyndte at skrive på denne artikel i forrige weekend, havde jeg et langt afsnit om Alexander Zverev, som kun lige er fyldt 20.

Han røg dog ud af turneringen allerede i første runde mod veteranen og den tidligere top-10 spiller, Fernando Verdasco. Ikke en spiller nogen har lyst til at trække i første runde, men alligevel en skuffelse for den unge Zverev, hvis korte svar på hvorfor han tabte lød:

“I played like absolute shit.”

Alligevel vil jeg lige bruge lidt tid på Zverev, fordi det fortjener hans resultater i år. Zverev har været en af dette års helt store positive overraskelser. Det har længe stået klart, at talentet var noget særligt, men det overrasker lidt, at han allerede nu er blevet så god.

Tennis er nemlig i de senere år er gået hen og blevet et spil for ’gamle mænd’, mens den tabte generation (Raonic, Dimitrov, Nishikori m.fl.) har måtte nøjes med krummerne.

For blot 14 dage siden var der således ikke én eneste spiller på under 28 år, der havde vundet en større turnering i sin tenniskarriere.

Ingen slams, ingen World Tour Finals, ingens Masters-trofæer. Nada. 

Tilsammen havde de to slam-finaler og omkring en håndfuld Masters-finaler at prale af.

Til sammenligning havde Murray, den dårligste af the Big 4, to slams, olympisk guld, en håndfuld tabte slam-finaler samt omkring 10 Masters-titler, da han fyldte 28. Og Federer havde vundet 15 af sine 18 slams, mens Nadal var på 13 af foreløbig 14 slams.

Men Zverev har gjort, hvad Raonic, Nishikori, Dimitrov, Thiem, Goffin, Kyrgios m.fl. ikke kunne: Brudt igennem på højeste niveau, da han vandt den seneste Masters på grus i Rom med en klar finale-sejr over en – skal det dog siges – knap så velspillende Djokovic.

Den 1,98 høje tysker med den store serv og de tunge grundslag (bid særligt mærke i baghånden) er stadig i gang med at udvikle sig, men bevæger sig imponerende godt for sin højde og kan veksle mellem at afgøre boldene hurtigt med et stort grundslag eller køre modstanderen træt i en lang duel.

At han samtidig ikke lukker Djokovic ind i kampen i sin første Masters-finale viser en mental styrke, man sjældent finder hos de helt unge.

Inden French Open havde Zverev årets næstbedste resultater på grus med to vundne turneringer og en 16-3 rekord. Han har bl.a. slået Berdych, Cilic, Verdasco, Almagro og Fognini.

Men selvom han altså allerede er ude af dette års French Open, bør I stadig bide mærke i navnet i forhold til fremtidige turneringer. Den unge mand kan også spille på græs, hvor han sidste år slog Federer i Halle. Og hard court, hvor han førte 2-1 i sæt over Nadal ved dette års Australian Open.

Sidste fun fact? I 20 kampe mod top-10 spillere, en gruppe han først selv lige er blevet en del af med sin Rom-sejr, har han vundet hele 40 procent af kampene. Det giver ham den femtebedste sejrsrate på touren, blot overgået af The Big 4.

’Hold også øje med’-typerne

Der er ikke flere, jeg ser som egentlige trusler mod Rafas grusoverherredømme. Verdensetteren Andy Murray kunne have været, men har intet vist i en skades- og sygdomsplaget sæson, og han har ikke set overbevisende ud i sine foreløbige kampe. Mod Klizan i 2. runde servede Klizan for at få kampen ud i femte sæt, inden nerverne fik overtaget, og han gav Murray sættet og kampen.

I 3. runde i en kamp, der just er startet (12.45, lørdag), møder Murray del Potro, som dog døjer med værre skader end dem, Murray har haft. Den kamp kan blive rigtig spændende (og problematisk for Murray), hvis del Potros fysik står distancen.

Update: Murray kom sejrsrigt ud af to tætte første sæt og spillede det bedste tennis, han har gjort hele året. Da han samtidig har en – for ham – let 4. runde, ser han pludselig ud til at være et ret sikkert bud på mindst en kvartfinale og formentlig også bedre. Læs mere her, om hvordan Murray pludselig lignede sit gamle jeg

Den evigt skadede Kei Nishikori har på dagen også niveauet, men bliver ofte skadet undervejs i en turnering. Han kunne dog godt ramme en semifinale med lidt held, men er i Murray fjerdedel og Wawrinkas halvdel, langt væk fra Rafa.

Dertil er der franskmændene. Jo-Wilfried Tsonga og Lukas Pouille er allerede ude, mens Gael Monfils og Richard Gasquet mødes senere i dag. Vinderen møder Wawrinka/Fognini. Det tegner ikke til at blive et godt år for de lokale favoritter, men man skal aldrig sige aldrig.

Og hvad med Marin Cilic, US Open-vinderen fra 2014? Grus er hans dårligste underlag, men han har spadseret sig igennem sin lodtrækning uden at afgive sæt og står i skrivende stund med et ben i 4. runde.

Han har topniveuet til at slå enhver på dagen og kan gøre livet surt for Wawrinka i en eventuel kvartifnale.

God lodtrækning på vejen mod La Decima

Og Rafa selv? Ja han kan være yderst godt tilfreds med en lodtrækning, hvor det er svært at få øje på noget, der minder om en trussel, før Djokovic i en eventuel semifinale. I 3. runde afgav han blot et enkelt parti (!) mod Basilashvili, og i 4. runde møder han den solide, men ikke skræmmende Bautista-Agut.

Milos Raonic, som han kan møde i kvarten, er ikke voldsomt god på grus, og Rafa slog ham klart på det mere Raonic-venlige underlag i Australian Open.

Alt peger således mod en ’la Decima’, som han tidligere i år opnåede i Monte Carlo og Barcelona. Men det har som sagt været en meget mærkelig tennissæson så vidt, og det kom også som et lyn fra en klar himmel, da Robin Söderling slog Rafa ud i French Open 2009 blot to uger efter at have tabt 0 og 1 i Rom.

Summa sumarum: Nadal er storfavorit, Djokovic er førsteudfordrer, men husk også at holde øje med Diesel aka Stanimal og den 23-årige Thiem med de tunge grundslag.

Turneringen kan følges på Eurosport 1 & 2 samt Eurosport Player.

19 Nov

World Tour Finals: Djokovic mod Nishikori, Murray mod Raonic

Årets fire semifinalister er fundet ved World Tour Finals. Sport fortalt ser nærmere på de to semifinaler og giver samtidig et bud på, hvem der skuffede, og hvem der overraskede positivt i ugens løb. 

Af Anders Høeg Lammers

De to grupper er afgjort, og World Tour Finals er nået ind i sin afgørende fase. I dagens første semifinale møder Andy Murray canadiske Milos Raonic. I aften er det så Novak Djokovic mod Kei Nishikori.

Ligesom analytikerne efter det amerikanske valg, må jeg også indrømme, at jeg har taget fejl. Og ligesom dem vil jeg nu også forsøge at forklare, hvorfor jeg tog fejl.

Jeg ramte Djokovic og Murray rigtigt (men det kunne enhver have gjort), men jeg spåede også en semifinaleplads til Stan Wawrinka (jeg kaldte ham tilmed et frækt bud på en samlet sejr) og kom med et forsigtigt bud på Gáel Monfils som den anden semifinalist.

Hvad gik der galt?

I Monfils’ tilfælde viste det sig, at det var Monfils – ikke Raonic – der var gruppens mest skadede spiller. Franskmanden nåede blot et par dages træning inden turneringen og endte med at trække sig fra sin sidste gruppekamp, hvorpå Djokovic gjorde kort proces mod reserven David Goffin (alle ugens resultater kan ses her).

I Wawrinkas tilfælde viste han sig også at være halvskadet i det ene knæ, som var stærkt tapet i turneringens to sidste kampe, efter han havde været helt off i både sine slag og sine bevægelser mod Kei Nishikori i søndags. Derudover var han i ‘dødens pulje’, hvor alle fire spillere havde vist højt niveau i løbet af efteråret, og hvor “alle kunne slå alle”, som jeg skrev.

Undtagen Murray, viste det sig. Mens de tre andre slog hinanden på kryds og tværs, gik Murray ligesom Djokovic ubesejret gennem sin pulje.

Ugens positive overraskelse er den østrigske debutant Dominic Thiem, som jeg skrev var i reel fare for at ende som gruppens punching bag. Han vandt en tæt tiebreak mod Djokovic (hvorpå han blev en punching bag i de efterfølgende to), tabte en tæt tiebreak mod Raonic og endte med at slå en skadet og gavmild Monfils.

Med hans form in mente, er det mere end godkendt.

Raonic og Nishikori bød favoritterne op til dans

Men tilbage til favoritterne, og de spillere, der stadig er med i turneringen. Både Djokovic og Murray havde han en enkelt match, der var uhyre tæt.

For Murrays vedkommende var det onsdagens virkelig flotte maratonkamp på tre timer og tyve minutter mod Kei Nishikori, der endte 679 64 64, men lige så vel kunne have haft en anden sejrsherre, hvis Nishikori havde holdt lidt igen med sine stopbolde og i stedet trykket til, når han havde chancen.

For Djokovic’ vedkommende var det ligeledes gruppens anden kamp, der voldte ham størst problemer.  Milos Raonic havde ham ude i tovene i store dele af kampen, men Djokovic trak alligevel det længste strå med en 766 765-sejr – til trods for at Raonic’ vindere/uprovokerede fejl-statistik lød på imponerende 42/27 mod Djokovic’ lidet imponerende 11/22.

Men tennis handler ikke om at vinde ethvert point, men om at vinde de rigtige point.  Både Nishikori (11 mod 7) og Raonic (7 mod 2) havde flere breakpoints end deres modstandere. Men ingen af dem formåede at tage deres chancer.

I dag får de så en ny chance. Og det er egentlig meget passende, at Djokovic’ største hurdle bliver Murrays semifinalemodstander og vice versa.

Murray vs. Raonic

De to har allerede mødtes fem gange i år, og Murray har vundet alle kampene. Ja faktisk har han vundet de seneste syv indbyrdes opgør og fører 8-3 i indbyrdes statistik.

Men årets fem sejre skal man ikke lade sig narre af – Raonic var et sæt oppe i Queens og godt på vej til at slå Murray i Australian Open, før en skade i fjerde sæt tog toppen af hans spil og hjalp Murray til at vinde i fem sæt.

I London er underlaget desuden hurtigere i år, og det gør Milos’ serv mere potent (det skal dog nævnes, at bl.a. Murray har sagt, at underlaget er langsommere nu, end da de varmede op i sidste uge).

skaermbillede-2016-11-14-kl-22-08-07

Djokovic tilspillede sig blot to breakbolde mod Raonic, men tog dem begge to. Men Murray er endnu bedre end Djokovic til at returnere de største servere og er yderst opmærksom på, hvad det handler om mod Raonic:

“You don’t normally get loads of opportunities against the big servers,” Murray said. “Then it comes down to when you do get those chances, whether you take them or not. And this year when I’ve played him, I’ve created a few opportunities in the matches. When they’ve come, I’ve been pretty clinical.

“I’ll need to be the same tomorrow if I want to win.”

Samtidig har han nu vundet 22 kampe i streg, karrierens længste winning streak. Raonic’ er på ingen måde uden chancer, men den mentale tøven og usikkerhed han viste mod Djokovic i de afgørende situationer, har han ikke råd til igen.

Jeg kan sagtens se Raonic tage et sæt, men jeg tror, Murray er for velspillende og for opsat på førstepladsen til, at han taber i dag.

Finalist: Murray. 

Djokovic vs. Nishikori

Ligesom Murray-Raonic er det også sjette gang i år, at Djokovic og Nishikori mødes. Og ligesom Murray mod Raonic har Djokovic vundet alle fem opgør, hvor kun ét har været tæt. Djokovic fører 10-2 og har ikke tabt siden US semifinale-nederlaget i 2014.

Hvor Raonic har poweren til at afgøre kampen på sine præmisser, kan den del godt være et problem for Nishikori. I deres kamp i Miami i år var det i al fald et gennemgående tema, at Nishikori havde store problemer med at slå sig igennem Djokovic’ defensiv, mens Djokovic ikke havde samme problemer.

Igen kan underlaget dog være en fordel for underhunden. Miami er én af ATP-tourens langsomste hard courts og uafhængigt af tvivlen om Londons hurtighed, er årets bane i hvert fald hurtigere end det.

Hvad der til gengæld bør bekymre Nishikori er, at den krise, Djokovic synes at være dybt nede i for blot en uge siden, er voldsomt på retræte.

Mod Thiem i søndags tabte han som nævnt første sæt i en tæt tiebreaker, men tog så de næste to 6-0, 6-2 – hvilket dog i lige så høj grad også skyldtes Thiem, der faldt fra hinanden. Mod Raonic var han i tovene, men vandt alligevel de vigtige bolde. Og mod David Goffin – en poor man’s Nishikori i spillertype – var han ret så suveræn i sin 6-1, 6-2-sejr.

Eneste bekymring? Goffin vandt hele 65 procent af pointene i Djokovic’ 2. serv. Nishikori er også stærk i den kategori, og omend hans egen serv langt fra er ubrydelig, er den dog et niveau eller to over David Goffins.

Hvis han kan få gang i det suverænt flotte grundspil med hyppige retnings- og temposkift, han demonstrerede mod Murray, og samtidig holde lidt igen med brugen af stopbolde kan han godt slå Djokovic på dagen.

Hvis Djokovic stadig har lidt af den rust i sit spil, som har præget ham siden French Open.

Det er dog ikke nok til at få mig til at gå imod den firedobbelte forsvarende mester, der så småt er begyndt at ligne netop det.

Finalist: Djokovic. 

Finalen?

Får jeg ret i ovenstående (et semistort hvis), skal Djokovic og Murray spille finale om, hvem der slutter året som nr. 1 i morgen aften kl. 19. Bedre kan tennisåret dårligt slutte.

Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør de seneste tre år og 3-1 i år – alle dog i årets første halvdel. Murray har vist bedst form i løbet af efteråret og vel også lidt bedre her i turneringen.

Samtidig er underlaget hurtigere, end det plejer, hvilket Murray er gladest for i det match-up. Hvorvidt formen og det hurtigere underlag er nok til at overkomme den mentale hurdle, det er for Murray at slå Djokovic i en stor finale, er et åbent spørgsmål.

En væsentlig forskel siden seneste møde og 2-13 pryglene er også, hvem der sidder i Murrays boks. Siden French Open-finalen har han haft Ivan Lendl tilbage som coach og mentor, og han kan godt give Murray det sidste skub og tro på, at han igen kan slå Djokovic i en stor finale. Som det bl.a. skete ved US Open 2012 og Wimbledon 2013, hvor Lendl også var med på lægterne.

Murray-Raonic spilles kl. 15.10, Djokovic-Nishikori kl. 21.10. Begge vises på C More Tennis. 

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image