18 Feb

”Vi tager ikke til Old Trafford for at tage selfies”

fcm-south
(Foto fra facebook.com/fcmidtjylland)

De uhyre ambitiøse danske mestre fra FC Midtjylland møder et uhyre kriseramt – men stadig stjernespækket – Manchester United-mandskab i første runde af Europa Leagues knock-out-fase. Sport fortalt har i den forbindelse talt med FCM’s bestyrelsesformand Rasmus Ankersen.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Vi skriver det Herrens år 1999, og der er vitterligt tale om to meget forskellige verdener.

I den ene verden realiserer Manchester Uniteds legendariske class of 92-drenge (dvs. David Beckham, Ryan Giggs, Nicky Butt, Paul Scholes (der dog har karantæne) og Neville-brødrene (der dog begge sidder på bænken)) omsider deres fulde potentiale ved at vinde en historisk Treble.

Den sidste af disse tre titler kommer i hus på maksimalt dramatisk manér, da indskifterne Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær i overtidens døende sekunder får vendt Champions League-finalen d. 26. maj på Camp Nou, så Bayern Münchens 85 minutter lange 1-0-føring på rekordtid bliver transformeret til en hæsblæsende 2-1-sejr til The Red Devils.

Der er ikke ret mange af mine jævnaldrende (fodboldinteresserede) venner, der ikke kan huske, hvor de var, da de så lige præcis dén kamp. Ligesom de fleste tydeligt husker, at United i det meste af 98/88-sæsonen stiller med de telepatisk tunede Dwight Yorke og Andy Cole som offensiv frontduo, der tilsammen noteres for 53 mål. På samme vis grænser det til det totalt trivielle at gøre opmærksom på, at Uniteds målmand i den pågældende sæson (for sidste gang) er en hærdebred og rødnæset dansker ved navn Peter Schmeichel.

Langt fra Old Trafford
Lidt færre kan formodentlig huske den anden og noget mindre mediebevågne verden, i hvilken de to 1. divisionsklubber Ikast FS (der på pågældende tidspunkt har penduleret mellem Superligaen og 1. divisionen i nogle år) og Herning Fremad godt en måneds tid senere fusionerer til ét enkelt mandskab, der bliver døbt FC Midtjylland. Befolkningsmæssigt og “kulturelt” er Herning storebroren i denne relation, mens det rent sportsligt snarere er ikastboerne, der har en lille smule (mere) at have deres fodboldmæssige lokalpatriotisme i. Aftalen lyder, at Ikast får hjemmebanen det første år, hvorefter klubben skal rykke til Herning og på længere sigt SAS-Arena (nu: MCH-Arena), der vil stå klar fra og med 2004. Rasmus Ankersen er 15 år på dette tidspunkt og skal til at starte på sproglig linje på Herning Gymnasium. Og der er på alle måder meget langt til Old Trafford.

Fast forward til 2016: Efter et mesterskab i Alex Fergusons afsluttende sæson for snart to-et-halvt år siden er det blevet til en syvendeplads, en fjerdeplads og en foreløbig femteplads (der ikke just ser ud til at blive forbedret) i Premier League for Manchester United. Klubben befinder sig med andre ord i en regulær krise spil- såvel som resultatmæssigt for tiden, og temmelig meget tyder på, at man efter denne sæson står overfor sin anden trænerfyring på bare to år. Ferguson sad vel at mærke på posten i hele 27 år. Som om alt dette ikke kunne være rigeligt, er United tilmed blevet ekspederet ud af Champions League allerede efter gruppespillet (endda af lidet skræmmende modstandere som PSV Eindhoven og VfL Wolfsburg), hvorfor man nu er tvunget til at skulle spille Europa League-slutspil, mens kontinentets øvrige multimilliardærklubber leger videre med hinanden og den markant større prestige i Champions League-ottendedelsfinalerne.

Entre Benham & Ankersen
Hos ulvene fra FCM ser historien anderledes opmuntrende ud these days. Sidste år vandt klubben sit første danske mesterskab, der akkurat var glippet året forinden. Klubben er ganske vist ”kun” 3’er i Superligaen efter vinterpausen, men har stadig overskuelige fire point op til førerhunden FCK (United er for deres vedkommende 12 point efter Leicester City (!)).

Derudover har FCM som en af kun få danske klubber kvalificeret sig til knock-out-fasen af den såkaldte Europa League, der har eksisteret som europæisk klubfodbolds second tier-turnering siden 2009 (på bekostning af UEFA-Cup’en). Noget af det afgørende i klubbens nyere historie har indiskutabelt været, at mangemillionæren Matthew Benham i sommeren 2014 sikrede sig 60 % af aktierne i den – på dette tidspunkt rent faktisk konkurstruede – klub, hvilket også førte til, at talenteksperten og forfatteren Rasmus Ankersen (der sidenhen er blevet sportsdirektør i Benhams anden (Championship-)klub, Brentford) overtog posten som bestyrelsesformand i FCM.

Der er blevet talt og skrevet meget om Benhams og Ankersens tiltro til statistisk analyse af spillernes præstationer (og priser), men facit er, at FCM som forsvarende Danmarksmestre er avanceret fra en notorisk vanskelig gruppe – og nu står overfor netop Manchester United i Europa League. Slaget skal i første omgang stå på den jyske hede og MCH-Arena allerede i aften kl. 19.00, inden returopgøret rykker til det sådan ca. sagnomspundne Old Trafford torsdag d. 25/2. Der er med andre ord blevet en hel del kortere til Old Trafford siden 1999.

Sport fortalt har fået mulighed for at stille netop Rasmus Ankersen en række eksklusive spørgsmål forud for aftenens kamp.

Sport fortalt (SF): Går I ind til United-kampen med ærefrygt, eller kan I tværtimod spille frit, eftersom I har alt at vinde, og United-spillerne formodentligt har alt at tabe? Og hvis jeg skal være mere direkte: Vil du vurdere, at I overhovedet har en chance for at gå videre?

Rasmus Ankersen (RA): Vi har helt klart en chance, og vi vil spille den. Vi tager ikke til Old Trafford for at tage selfies. Med sejren over Southampton har vi et bevis for, at vi kan gøre det umulige. Det er den følelse, spillerne går på banen med: En naturlig respekt for en stor og stærk modstander, men også med tanken om, at vi slog Southampton ud, og at Southampton for bare tre uger siden slog Manchester United på Old Trafford.

SF: Hvor meget kan og vil du afsløre mht. jeres taktiske og strategiske overvejelser forud for de to United-kampe?

RA: Det er en balance mellem at forstå modstanderens styrker men ikke at tilpasse sig så meget, at man mister sin identitet. Først og fremmest skal vi turde spille kampen med FC Midtjyllands DNA intakt: Nemlig aggressivitet, mod og fremadrettet pasningsspil.

SF: Er det efter din vurdering en fordel eller en ulempe for jer, at United-spillerne ikke ser ud til at kunne vinde Premier League længere – og at de dermed må føle et ekstra pres i forbindelse med kampene mod FCM?

RA: Det er svært at gisne op. Manchester United har en del skader, og jeg er sikker på, at der er kampe, de har set mere frem til end den på torsdag. I det lys håber vi på at få en fordel med hensyn til motivationsniveauet.

SF: Hvad har højeste prioritet for jer, for så vidt det er muligt at rangere den slags: At avancere fra denne runde i Europa League, at forsvare mesterskabet herhjemme, at komme til at spille europæisk igen næste år, eller eventuelt en UEFA Youth League-sejr over FC Barcelona?

RA: Det vigtigste er at spille europæisk næste år, og den bedste måde at gøre det på er ved at genvinde mesterskabet.

SF: Set udefra kunne det godt se ud til, at kampene mod Napoli i Europa League-gruppespillet har givet nogle skrammer til den selvtillid og følelse af ”uovervindelighed”, som FCM ellers har udstrålet i det meste af sidste – og i starten af denne – sæson. Har denne tolkning noget på sig, efter din opfattelse?

RA: Det er rigtigt, at vi fik et dyk efter Napoli-kampene, men jeg lægger ikke så meget i lige præcis de to kampe. I modsætning til, hvad mange danske fodboldfans tror, er Napoli faktisk et top 5-hold i Europa. I mine øjne er de markant bedre end Manchester United, og det er ingen skam at blive udspillet af sådan et hold.

SF: Hvad betyder salget af Erik Sviatchenko – og har du nogen kommentarer til BTs spekulationer mht., hvorvidt Ståle Solbakkens kontakt til Celtics træner Ronny Delia har haft betydning for, at det salg er gået igennem?

RA: Vi forventede at sælge Erik, så det var ingen overraskelse. Sådan er det. Gode spillere forsvinder, og så er der som regel nogle nye, der popper frem som profiler. Det er livets gang i professionel fodbold, og jeg tror ikke, at salget har så stor en betydning, som mange har en tendens til at tillægge det. Om det holder med Ståle, ved jeg ikke, og det er heller ikke noget, jeg er så optaget af. Hvis han har været indblandet, må det være udtryk for, at han bekymrer sig mere end almindeligt om FCM’s styrke.

SF: Hvor meget har kampene i Europa League betydet for præstationerne i Superligaen, hvor det ser ud til at kunne blive ret vanskeligt at forsvare mesterskabet?

RA: Det er svært at sige. Fysisk tror jeg egentlig ikke, det har haft nogen nævneværdig negativ betydning, men mentalt var der en vis udbrændthed at spore sidst på efterårssæsonen. Egentligt tror jeg, at den såkaldte Europa League-effekt langt henad vejen er en myte.

SF: Kampen mod United må vel betragtes som den vigtigste kamp for et dansk klubhold i efterhånden et par år. Hvordan vil I sikre, at FCM kan blive det på et niveau, så I vil komme til at spille den slags kampe – eller eventuelt endnu større Champions League-kampe – i de næste par år?

RA: Vi skal hele tiden blive ved med at lægge 5-10 % til. Det gør vi ved at handle godt i transfervinduet og ved at bringe vores mange dygtige akademispillere igennem til førsteholdet. Det kuld, der spiller mod Barcelona på tirsdag, ser eksempelvis rigtigt spændende ud.

SF: Oplever du opbakning fra et samlet fodbold-Danmark op til sådan en kamp her? Her tænkes især på, at mange danskere jo er dedikerede United-fans, mens det samtidig nærmest er ”på mode” at trashtalke en opkomlinge-klub som FCM i forbindelse med den hjemlige liga?

RA: Ja, jeg mærker det egentligt sådan, at vi er hele Danmarks hold her den næste uges tid. Og sådan skal det være, for vi er jo ude og tjene point til alle danske hold, så vi i fremtiden kan få flere hold med i de europæiske turneringer.

SF: I forhold til din rolle som bestyrelsesformand: Hvad har du lært efter de første halvanden sæson på posten? Her tænker jeg især på, om jeres teoretisk-statiske tilgang til spillet – som mange jo har fokuseret på – har været helt ukompliceret at skulle overføre til praksis?

RA: Det har været en turbulent periode med historiske resultater. Nogle gange får medierne det til at lyde som om, at der går en slags robotter rundt på træningsanlægget og træffer beslutninger, men den statistiske tilgang er blot en del af vores strategi. Vi tror, at der er meget værdi at hente her – og mange penge at spare – ved en rekrutteringsproces drevet af statistisk analyse, men FCM har mange flere varemærker end blot det.

SF: Tak for snakken – og held og lykke mod United.

RA: Selv tak.

06 Sep

Hvem er bange for Financial Fair Play?

Raheem_Sterling_(15623713741)

UEFA’s finansielle fairplay-regler blev sat i søen for tre år siden for at skabe bæredygtig økonomisk udvikling blandt Europas fodboldklubber. Men som det seneste transfervindue beviser, er de rige klubbers købelyst ikke påvirket af UEFA’s restriktioner. Endnu engang gik særligt de engelske klubber shop-amok med handler, som i flere tilfælde ligner årtiers mest irrationelle.

Af Tyson William Lyall

Han måler kun 1 meter og 70 centimeter, men på listen over verdens dyreste fodboldspillere rager den 20-årige englænder Raheem Sterling godt op. I løbet af sommeren fuldførte han nemlig sit længe ventede skifte fra Liverpool til Manchester City. Omkring en halv milliard danske kroner måtte oliesheikerne fra Manchester hoste op med for at krone Sterling som den dyreste engelske spiller i historien.

For ca. den samme pris, Real Madrid i 2001 betalte for verdensmesteren Zinedine Zidane, har Manchester City nu fået sig en ung mand, som næppe er blandt klodens 30 bedste spillere, har under 100 kampe i Premier League bag sig og som aldrig har vundet noget i seniorfodbold.

Sammen med Manchester Uniteds køb af den uprøvede franske teenager, Anthony Martial, for en pris på op mod 600 mio. kroner, viser Sterling-handlen, at de store europæiske klubber ikke lader til at være synderlig bekymret for UEFA’s Financial Fair Play (FFP).

Finansiel doping og sugar daddies
FFP blev allerede – i grove træk – præsenteret i efteråret 2009. Med de principielle regler, som kort fortalt betyder, at klubberne ikke må bruge mere end de tjener, var det UEFA’s intention at sætte de såkaldte ”sugar daddies” stolen for døren.

Hvis russiske rigmænd eller qatarske oliesheiker vil klatte deres penge væk på fodbold, skal det ske under fair konkurrenceforhold, lød rationalet fra UEFA-præsident Michel Platini, som ved flere lejligheder har betegnet regelsættet som et bolværk mod ”finansiel doping”.

Selvom regelsættet først implementeres endeligt op til 2012-2013-sæsonen, gav nyheden om den store stygge ulv klubberne anledning til at stramme op i regnskaberne.

Ifølge UEFA faldt de europæiske klubbers gæld således fra hele 1,7 mia. euros i 2011 til 400 mio. euros i 2014.

Selv overforbrugere som engelske Chelsea, med den russiske ejer Roman Abramovich, formåede i 2012 for første gang nogensinde at fremvise sorte tal på bundlinjen.

Respekten for Platinis regelsæt har dog alligevel ikke været større, end at klubber som PSG, Manchester City, Zenit St. Petersborg, Rubin Kazan, Anzhi, Galatasaray, Bursaspor, Trabzonspor og Levski Sofia sidste år måtte bøde for at have overtræk på forbrugskontoen.

Det afholdt imidlertid ikke Platini fra, lidt overraskende, i maj måned at konkludere, at FFP nu havde bevidst sin succes, og at det derfor var tid til at skrue lidt ned for forbundets greb om klubbernes økonomi.

Gældende fra den 1. juli har klubberne derfor nu mulighed for at indgå i dialog med Platinis hold af pantefogeder om afgrænsede perioder med overforbrug, hvis de ellers kan fremvise en bæredygtig forretningsmodel, som ikke ”gambler på succes”.

Den slags modtages imidlertid ikke pænt hos Platinis landsmand Arsene Wenger, som med Arsenal i sin egen selvforståelse forsøger at skabe en økologisk fodboldklub blandt Premier League-kollegaer pumpet fulde af likvide væksthormoner.

”Jeg kan ikke forklare, hvad den egentlige betydning af FFP er i dag. Reglerne er alt for komplicerede til at være effektive på nuværende tidspunkt,” sagde Wenger for nylig til beIN Sports.

Har fodbolden igen fået sindssyge?
Det seneste transfervindue efterlader derfor spørgsmålet, om fodbolden i kølvandet på lempelserne af FFP igen har fået sindssyge, som tilfældet især var det omkring årtusindeskiftet, hvor spillere som Denilson, Vieri og Mendieta blev handlet til astronomiske beløb.

Enkelttilfældene med Martial, Sterling og Kevin De Bruynes monstertransfer til Manchester City tyder i alt fald på, at fodboldgalskaben igen har ramt de britiske øer. De tørre tal viser supplerende, at det samlede transferbeløb i Premier League denne sommer var det største nogensinde. Ca. ni mia. danske kroner brugte Premier League-klubberne tilsammen denne sommer på nyt blod til arbejdspladsen.

I det regnestykke er det bl.a. værd at bemærke, at en velpolstret klub som Arsenal ikke rørte synderligt på sig, som tilfældet ellers har været det de seneste par år.

Det mest bemærkelsesværdige ved det overståede transfervindue må imidlertid være, at det – trods det samlede astronomiske beløb – stort set ikke indeholdt handler med klodens allerstørste stjerner.

Blandt de 23 nominerede til sidste års Ballon d’Or var det eksempelvis kun Ángel Di María (nr. 10) og Bastian Schweinsteiger (nr. 18), som rykkede teltpælene op i løbet af sommeren. Ronaldo, Messi, Neuer, Neymar og resten af topeliten blev, hvor de var, og man kan blot forestille sig, hvad et Gareth Bale-køb ville have kostet Manchester United eller hvad et Paul Pogba-køb ville have kostet Chelsea i det nuværende marked.

Som førnævnte Arsene Wenger derfor bemærker, er det hverken pengene eller købelysten, der mangler. Der er derimod mangel på gode spillere, som er villige til at skifte klub. Derfor ender Raheem Sterling og Kevin De Bruyne med at koste en god milliard kroner tilsammen, og derfor betaler Manchester United potentielt set 600 mio. kroner for teenageren Martial, som blot har scoret 11 ligamål på seniorniveau.

De engelske klubber har særligt mange penge at bruge (og endnu flere på vej med den nye, lukrative tv-aftale), men kun få varer at bruge dem på. Det holder dem imidlertid ikke tilbage i det evindelige våbenkapløb, som pågår hver gang transfervinduet åbnes. UEFA har med lempelserne af FFP rakt en hånd til stormagterne og symptomerne har vi set denne sommer. På nuværende tidspunkt frygter kun en tåbe Platinis finansielle dopingkontrollører.

26 Apr

Den umulige fortælling

David-Moyes

David Moyes er fortid i Manchester United efter en på alle måder katastrofal sæson for Englands største klub, og særligt Sir Alex Fergusons vision om en uprætentiøs, skotsk protegé slog fejl. I kulissen lurer en bister hollænder, som er langt mere Fergusonsk, end Moyes nogensinde bliver.   

Af Kristoffer Lottrup

Fodbold er store fortællinger. Historier om legender, storhed og fald. Manchester United er en af sportens allerstørste, og det seneste kapitel i fortællingen om den mest vindende klub i England er i allerhøjeste grad en historie om et fald. Et monumentalt fald. Fra suveræne mestre til uigenkendelig prygelknabe. Det har nu kostet manager David Moyes sit job og chancen for at blive en ny, stor Manchester United-manager.

Den historie har imidlertid hele tiden været tvivlsom og på flere måder alt for romantisk. Allerede længe før Sir Alex lod sig pensionere, blev Moyes nævnt som en oplagt efterfølger. I Everton havde han igen og igen bevist, at han med hårdt arbejde og et begrænset budget var i stand til at bygge slagkraftige hold op. Hold, som drillede de store, aldrig gav op og også en enkelt gang lykkedes med at slutte i top fire. Der blev peget på parallellerne til den unge Alex Ferguson, der med knappe midler havde stor succes i uanselige Aberdeen i Skotland i startfirserne. Ferguson gjorde dengang det umulige, da han detroniserede giganterne fra Rangers og Celtic og vandt den bedste skotske række tre gange fra 1979 til 1985. Nå ja, og så vandt han den skotske pokalturnering fire gange og UEFA Cup Winners’ Cup, UEFA Super Cup og den skotske ligacup hver en enkelt gang. Forskellen på de to skotter ligger netop heri: Ferguson vandt titler, det gjorde Moyes ikke.

Nye tider og svag ledelse

Et andet dominerende narrativ i forbindelse med ansættelsen af David Moyes har handlet om, at Manchester United ikke bare sådan uden videre fyrer sin træner. En seksårig kontrakt til Moysie vidnede da også om stor tiltro og lang snor. Problemet er bare, at det er en alt for let historie at fortælle, når forgængeren har siddet i svimlende 26 år. Godt nok har United bestemt ikke fyret managers med samme høje frekvens som det moderne Chelsea, men ikke desto mindre fik alle fem trænere mellem Sir Matt Busbys anden (og midlertidige) periode som chef i starten af 70erne og frem til ansættelsen af Ferguson i 1986 sparket før tid. Også selvom de vandt titler. Ron Atkinson nåede således at vinde FA Cuppen to gange, inden han blev afløst af Ferguson. Dertil skal medregnes, at United på daværende tidspunkt ikke var den stormagt, man er i dag. At Moyes ville få flere sæsoner til at forme sit eget hold fra bunden på bekostning af Champions League-deltagelse og titler, har hele tiden virket utopisk. Manchester United er en af verdens absolut største sportsklubber og ikke mindst brands. Den slags tid findes ikke længere.

En tredje og meget afgørende faktor i ligningen David Moyes og Manchester United hedder Ed Woodward, den nuværende øverstkommanderende på ledelsesgangene i United. Woodward, hvis bukser konsekvent er for store, overtog direktørposten fra David Gill sidste år, og den overgang har været alt andet end gnidningsfri. Hvor David Gill var en af de mest respekterede klubformænd i gamet, der i tæt samarbejde med Sir Alex Ferguson fik Manchester United solidt manifesteret som en af de mest veldrevne topklubber i Europa, har Ed Woodward leveret en mildest talt kaotisk og ofte komisk indsats indtil videre. Især Uniteds ageren på transfermarkedet har været en regulær katastrofe. Dertil kommer kraftige forlydender om, at Moyes har været negativt overrasket over, hvor lidt han har set til Woodward, der har bopæl i London. I Everton var Moyes vant til et overordentligt tæt samarbejde med formand Bill Kenwright, hvilket han altså muligvis ikke har oplevet i United. Uanset hvad, har selve timingen i at miste både Gill og Ferguson været katastrofal, og Moyes havde utvivlsomt haft større chancer for succes, hvis Gill havde taget ham i hånden i bare en enkelt sæson.

”This is fucking Man United”

Historie og ledelse er én ting, spillet noget andet. Og der har bestemt ikke været meget at glæde sig over spillemæssigt i løbet af de seneste ti måneder. Sæsonpremieren mod Swansea, storsejren ude mod Leverkusen i Champions League og den nylige sejr i Newcastle er små lyspunkter i en sæson, der spillemæssigt ellers må beskrives som fantasiløs og mest af alt langsom! Det største problem med Uniteds spil i løbet af sæsonen har handlet om fart. United har så godt som altid været kendetegnet ved at spille hurtigt, også i kampe, man ikke dominerede. I denne sæson har udgangspunktet været mere defensivt end tidligere, og holdets hurtigste spillere som Valencia og Welbeck er blevet stadig mere marginaliserede, som sæsonen er skrevet frem.

Selvom Moyes forståeligt nok har haft brug for at eksperimentere, nåede han aldrig at finde en formel, der fungerede rent offensivt. Robin van Persie følte sig tydeligvis ikke hjemme i sin mere defensive rolle som skiftevis tier og nier, og fløjende med undtagelse af nyopfindelsen Adnan Januzaj spillede om end endnu mere svingende end i den sidste tid under Ferguson. Siden blev Juan Mata hentet ind som det nye bindeled mellem midtbanen og angrebet. Problemet var bare, at man i Wayne Rooney og Shinji Kagawa i forvejen rådede over lignende spillere, og selvom Mata er en vidunderlig fodboldspiller, har han ikke været svaret på Uniteds problemer. De er langt større og handler i høj grad om balance. Det man har brug for er en eller flere dominerende midtbanespillere, der kan diktere spillet og presse det længere frem på modstanderes banehalvdel. Her fremstår Marouane Fellaini som den altsigende personificering af det, der er galt. Fellaini er ikke og bliver aldrig Unteds nye sekser. Han er god i en klub, der spiller fysisk og med lange bolde, ikke på et offensivt hold, der vil spille langs jorden. Fellaini er skoleeksemplet på miskommunikationen mellem aksen Moyes og Woodward og understreger de taktiske mangler, Moyes har vist i løbet af sin United-karriere.

Måden United blev udspillet på i ikke så få kampe i løbet af sæsonen vidner om en manager, der har haft for svært ved at styre holdet rent taktisk. At man tilmed blev gravet fuldstændig ned under græstæppet på Old Trafford af ærkerivalerne fra Liverpool og Manchester City, og at man i det hele taget kun formående at hente seks point mod top syv i løbet af sæsonen (fire mod Arsenal og et mod henholdsvis Chelsea og Tottenham) understreger de enorme problemer. United har været en skygge af sig selv, og selvom spillerne i høj grad også bærer et ansvar, har taktikken bare ikke været god nok. Udgangspunktet har været for defensivt, og havde man blot tabt kampene efter et ærligt forsøg på at presse sin modstander, kunne meget måske have været tilgivet.

Et meget sigende rygte vil vide, at Ryan Giggs efter endu en dag med defensiv træning slog ud med armene og udbrød: ”This is fucking Man United.”

Zaren fra Alkmaar ligner bedste bud

Nu får han selv lov at tage over i sæsonens sidste fire kampe, og budskabet på gårsdagens hidtil eneste pressemøde var da også, at holdet nu skal til at spille hurtigt igen. At yndlinge som Paul Scholes og Nicky Butt er stødt til trænerteamet må også være et kærkomment boost for de hårdtprøvede United-tilhængere.

Det er imidlertid højst tvivlsomt, at Giggsy får lov til at blive siddende også i næste sæson. Dertil har resultaterne i denne sæson været så dårlige, at der på ingen måde er råd til at satse. Bedste bud på en afløser er Louis van Gaal, den nuværende hollandske landstræner. Udover at være det eneste rigtig store topnavn, der er ledig på markedet (kontrakten med det hollandske fodboldforbund udløber efter VM), har van Gaal – ligesom Ferguson og modsat Moyes – også meritterne i orden.

Zaren fra Alkmaar har vundet syv mesterskaber med fire forskellige hold i tre forskellige ligaer (Ajax, AZ Alkmaar, Barcelona og Bayern München), og så har han vundet Champions League. Han VIL spille offensivt, og han VIL være dominerende. Han er heller ikke bleg for at introducere og stole på unge spillere, som han gjorde med formidabel succes i Ajax, hvor spillere som Kluivert, Overmars og Davids fik chancen.

Van Gaal ligner i det hele taget Sir Alex Ferguson langt mere end David Moyes nogensinde kommer til. Med van Gaal vil det blive back to basic med stram styring, møgfald og offensiv, fløjbaseret fodbold. Hollænderen er samtidig berygtet for sine pressemøder, hvor uduelige spørgsmål fra journalister bliver tacklet på Fergusonsk vis.

Da Zaren overtog chefstolen i Bayern München i 2009, sagde han følgende: ”Mentaliteten hos Bayern passer mig perfekt. Hvorfor? Mottoet her er ”vi er, hvem vi er”, og jeg er, hvem jeg er: selvsikker, arrogant, dominerende, ærlig, hårdtarbejdende og innovativ.”

Af flere årsager er van Gaal lige, hvad United har brug for. Han kan skabe resultater, få sat skik på truppen, og så kan han sandsynligvis starte med samme mission som Ferguson i sin tid: at vælte Liverpool.