06 Sep

Hvem er bange for Financial Fair Play?

Raheem_Sterling_(15623713741)

UEFA’s finansielle fairplay-regler blev sat i søen for tre år siden for at skabe bæredygtig økonomisk udvikling blandt Europas fodboldklubber. Men som det seneste transfervindue beviser, er de rige klubbers købelyst ikke påvirket af UEFA’s restriktioner. Endnu engang gik særligt de engelske klubber shop-amok med handler, som i flere tilfælde ligner årtiers mest irrationelle.

Af Tyson William Lyall

Han måler kun 1 meter og 70 centimeter, men på listen over verdens dyreste fodboldspillere rager den 20-årige englænder Raheem Sterling godt op. I løbet af sommeren fuldførte han nemlig sit længe ventede skifte fra Liverpool til Manchester City. Omkring en halv milliard danske kroner måtte oliesheikerne fra Manchester hoste op med for at krone Sterling som den dyreste engelske spiller i historien.

For ca. den samme pris, Real Madrid i 2001 betalte for verdensmesteren Zinedine Zidane, har Manchester City nu fået sig en ung mand, som næppe er blandt klodens 30 bedste spillere, har under 100 kampe i Premier League bag sig og som aldrig har vundet noget i seniorfodbold.

Sammen med Manchester Uniteds køb af den uprøvede franske teenager, Anthony Martial, for en pris på op mod 600 mio. kroner, viser Sterling-handlen, at de store europæiske klubber ikke lader til at være synderlig bekymret for UEFA’s Financial Fair Play (FFP).

Finansiel doping og sugar daddies
FFP blev allerede – i grove træk – præsenteret i efteråret 2009. Med de principielle regler, som kort fortalt betyder, at klubberne ikke må bruge mere end de tjener, var det UEFA’s intention at sætte de såkaldte ”sugar daddies” stolen for døren.

Hvis russiske rigmænd eller qatarske oliesheiker vil klatte deres penge væk på fodbold, skal det ske under fair konkurrenceforhold, lød rationalet fra UEFA-præsident Michel Platini, som ved flere lejligheder har betegnet regelsættet som et bolværk mod ”finansiel doping”.

Selvom regelsættet først implementeres endeligt op til 2012-2013-sæsonen, gav nyheden om den store stygge ulv klubberne anledning til at stramme op i regnskaberne.

Ifølge UEFA faldt de europæiske klubbers gæld således fra hele 1,7 mia. euros i 2011 til 400 mio. euros i 2014.

Selv overforbrugere som engelske Chelsea, med den russiske ejer Roman Abramovich, formåede i 2012 for første gang nogensinde at fremvise sorte tal på bundlinjen.

Respekten for Platinis regelsæt har dog alligevel ikke været større, end at klubber som PSG, Manchester City, Zenit St. Petersborg, Rubin Kazan, Anzhi, Galatasaray, Bursaspor, Trabzonspor og Levski Sofia sidste år måtte bøde for at have overtræk på forbrugskontoen.

Det afholdt imidlertid ikke Platini fra, lidt overraskende, i maj måned at konkludere, at FFP nu havde bevidst sin succes, og at det derfor var tid til at skrue lidt ned for forbundets greb om klubbernes økonomi.

Gældende fra den 1. juli har klubberne derfor nu mulighed for at indgå i dialog med Platinis hold af pantefogeder om afgrænsede perioder med overforbrug, hvis de ellers kan fremvise en bæredygtig forretningsmodel, som ikke ”gambler på succes”.

Den slags modtages imidlertid ikke pænt hos Platinis landsmand Arsene Wenger, som med Arsenal i sin egen selvforståelse forsøger at skabe en økologisk fodboldklub blandt Premier League-kollegaer pumpet fulde af likvide væksthormoner.

”Jeg kan ikke forklare, hvad den egentlige betydning af FFP er i dag. Reglerne er alt for komplicerede til at være effektive på nuværende tidspunkt,” sagde Wenger for nylig til beIN Sports.

Har fodbolden igen fået sindssyge?
Det seneste transfervindue efterlader derfor spørgsmålet, om fodbolden i kølvandet på lempelserne af FFP igen har fået sindssyge, som tilfældet især var det omkring årtusindeskiftet, hvor spillere som Denilson, Vieri og Mendieta blev handlet til astronomiske beløb.

Enkelttilfældene med Martial, Sterling og Kevin De Bruynes monstertransfer til Manchester City tyder i alt fald på, at fodboldgalskaben igen har ramt de britiske øer. De tørre tal viser supplerende, at det samlede transferbeløb i Premier League denne sommer var det største nogensinde. Ca. ni mia. danske kroner brugte Premier League-klubberne tilsammen denne sommer på nyt blod til arbejdspladsen.

I det regnestykke er det bl.a. værd at bemærke, at en velpolstret klub som Arsenal ikke rørte synderligt på sig, som tilfældet ellers har været det de seneste par år.

Det mest bemærkelsesværdige ved det overståede transfervindue må imidlertid være, at det – trods det samlede astronomiske beløb – stort set ikke indeholdt handler med klodens allerstørste stjerner.

Blandt de 23 nominerede til sidste års Ballon d’Or var det eksempelvis kun Ángel Di María (nr. 10) og Bastian Schweinsteiger (nr. 18), som rykkede teltpælene op i løbet af sommeren. Ronaldo, Messi, Neuer, Neymar og resten af topeliten blev, hvor de var, og man kan blot forestille sig, hvad et Gareth Bale-køb ville have kostet Manchester United eller hvad et Paul Pogba-køb ville have kostet Chelsea i det nuværende marked.

Som førnævnte Arsene Wenger derfor bemærker, er det hverken pengene eller købelysten, der mangler. Der er derimod mangel på gode spillere, som er villige til at skifte klub. Derfor ender Raheem Sterling og Kevin De Bruyne med at koste en god milliard kroner tilsammen, og derfor betaler Manchester United potentielt set 600 mio. kroner for teenageren Martial, som blot har scoret 11 ligamål på seniorniveau.

De engelske klubber har særligt mange penge at bruge (og endnu flere på vej med den nye, lukrative tv-aftale), men kun få varer at bruge dem på. Det holder dem imidlertid ikke tilbage i det evindelige våbenkapløb, som pågår hver gang transfervinduet åbnes. UEFA har med lempelserne af FFP rakt en hånd til stormagterne og symptomerne har vi set denne sommer. På nuværende tidspunkt frygter kun en tåbe Platinis finansielle dopingkontrollører.

18 Feb

Clash of the Titans

manchester-city-fc-barcelona-samir--large-msg-133691640657

En lille appetizer til braget i Champions League mellem Manchester City og FC Barcelona med nogle tanker om tradition og fornyelse i moderne topfodbold.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Count down til Etihad (og Kant)!

Klokken er i skrivende stund kvarter over tre, og undertegnede skal død og pine være klar til middag i Universitetsparken klokken seks. Derefter fortsætter aftenen med først et foredrag om Immanuel Kants Kritik der Urteilskraft (= high brow af den nørdede slags) og sidenhen det – i det mindste for mit vedkommende – på alle måder uhyggeligt imødesete fodboldbrag mellem Manchester City og FC Barcelona (= low brow af den bedste slags). Europas to vel nok mest offensivt eksplosive klubber skal i første omgang krydse klinger på Etihad Stadium i Manchester (klokken kvart i ni, for at være helt præcis), inden det om to uger går løs med returopgøret på legendariske Camp Nou i den catalanske hovedstad.

Den netop anførte tidsplan tilbyder så altså et lille vindue på to timer og tre kvarter (læs: i skrivende stund to timer og 34 minutter), inden samme vinduet bliver smækket i (og middagen bliver smækket på bordet) – men det er ikke desto mindre min stadigt mere påtrængende mavefornemmelse, at Sport Fortalt ikke ville være Sport Fortalt uden i en eller anden forstand at lægge op til så mundvands-katalyserende en ottendedelsfinale i Champions League, som kampen mellem City og Barca helt uden tvivl er. Og eftersom Sport Fortalt jo altså er Sport Fortalt (og ikke et eller andet usselt sportstillæg på en underlødig avis), er det vist bare være med at komme i sving.

Tradition og fornyelse – i ekspresfart

Vi kan nærme os aftenens kamp fra et væld af perspektiver. Et af de mere interessante forekommer mig at være kampen den kamp (i kampen) mellem tradition og fornyelse, som et møde mellem City og Barcelona synes at indebære. Hér er det ikke mindst iøjnefaldende at se, med hvilken fart dynamikkerne i international topfodbold bevæger – og forskyder – sig i disse år. Prøv nemlig at overveje følgende: Det er ikke mere end (sølle) fem-en-halv sæson siden, at Johan Cruyffs gamle midtbanegeneral Josep ”Pep” Guardiola overtog det både lukrative og fordringsfulde trænersæde i sin gamle klub Barcelona. Dengang gik der kun kort tid, før Guardiolas såvel opdaterede som optimerede udgave af Barcelonas klassiske princip om totalfodbold, vi nu har lært at henvise til som tiki-taka, havde udviklet sig til en af de mest markante fornyelser i nyere fodboldhistorie. Ingen havde simpelthen spillet helt som Barcelona nu gjorde det under Guardiola. Fodboldfilosofien bag tiki-taka, hvis grundlæggende kendetegn er masser af boldbesiddelse, mange korte afleveringer og lynhurtigt genpres såvel som (formodentlig) generobring af bolden, var slet og ret aldrig tidligere blevet gennemført med så stor eftertrykkelighed og konsekvens; både i kraft af Guardiolas tillid til sit koncept som en winning strategy og i kraft af spillernes evne til rent faktisk at eksekvere bemeldte koncept på noget, der – uden at overdrive synderligt – rent faktisk tangerede det fejlfri. At især små, boldsikre teknikere som Messi, Iniesta og Xavi har spillet afgørende (hoved)roller med hensyn til den vellykkede omsætning fra teori (og tegnebræt) til praksis (og scoringer i hobetal) af Guardiolas vision, turde vist være overflødigt at nævne i indeværende forum.

I hvert fald blev det temmelig hurtig tydeligt for selv de blind- og døvstumme, at tiki-taka-filosofien vitterligt var en winning strategy såvel som et kvalitetsmæssigt benchmark for alle andre spilkoncepter ”på markedet”. Barcelona er således det klart mest vindende klubhold i verden siden sommeren 2008. Klubben har helt kort opsummeret vundet fire ud af de seneste fem spanske mesterskaber, foruden to Champions League-trofæer, og i 2009 vandt los blaugranas i helt uhørt suveræn stil samtlige af de seks trofæer, man kæmpede med om. Bum.

(klokken er i parentes bemærket nu 16.13. Heilige Mutter…)

Det gælder i øvrigt næsten undtagelsesløst for denne periode, at Barcelonas mest kompetente konkurrenter (fx Chelsea (hvis spilkoncept var blevet støbt under José ”the happy (?!?) one” Mourinho), Inter Milan (trænet af selvsamme Mourinho) og Real Madrid (trænet af – hvem skulle have troet det – Mourinho)) udelukkende så sig i stand til at slå Barcelona ved at forholde sig negativt og neutraliserende til tiki-taka-konceptet snarere end ved at gøre et ærligt forsøg på at spille lige op med de catalanske boldkunstnere. Der er med ret stor sikkerhed uenighed om, om man kan se sådan på det, men det gør jeg så nu engang, og vi er jo altså i min tekst.

Eller rettere sagt: Sådan forholdt det sig i det store hele indtil sidste forår, hvor Barcelona så pludselig stod overfor den uhyggeligt velsmurte fodboldmaskine fra Sydtyskland, vi også kender som FC Bayern München, i Champions League-semifinalen. Godt nok var Bayern i forrygende form, mens kampene blev afviklet, og godt nok var verdens bedste spiller, Lionel Messi, halvskadet, men alligevel: Hvad man bevidnede i sidste års semifinale mellem Bayern og Barca lignede grangiveligt den næste afgørende fornyelseaf moderne fodbold, der vel at mærke der trumfede den relativt revolutionære fornyelse, Guardiola havde været arkitekten bag bare fire år tidligere. Bayern afværgede således ikke bare tiki-taka-modellen ved at forsvare sig effektivt, men demonterede og overtrumfede den med en lethed og et overskud, man ellers lige havde vænnet sig til at associere med Barcelonas overtrumfning og demontering af alle de andre storhold. Tingene går hurtigt ind imellem, som sagt.

7-0 blev det sammenlagte resultat efter returopgøret, og for første gang siden 2008 var der for alvor vægt bag talen om et tronskifte i europæisk klubfodbold. Ikke mindst fordi Bayern sidenhen vandt Champions League-trofæet ved at besejre deres landsmænd fra Borussia Dortmund i en tæt kamp. Og endvidere sikrede sig en prominent treble ved at vinde såvel den tyske pokalturnering som den tyske Bundesliga (i en i øvrigt alt andet end tæt kamp mod Dortmund al den stund Bayern vandt med halvabsurde 25 point ned til andenpladsen…).

16.49…

Fornyelsen af fornyelsen af fornyelsen: Manchester City?

16.59…!

Det kan tage længere tid, end man lige tror at komme både frem til og videre fra en ny overskrift, men nu er vi vist klar…

En interessant udvikling i forhold til hele den ovenfor beskrevne udvikling er, at Guardiola stoppede som træner for Barcelona inden starten på sidste sæson. Så flyttede han til New York for at kick(e) back (= slang for at chille (= slang for at slappe af)) med sin familie. Så smadrede Bayern Barcelona. (så blev Obama genvalgt). Så overtog Guardiola minsandten trænersædet i Bayern efter den nu pensionerede toptræner emeritus Jupp Heynckes. Og nu ser Bayern så altså endnu mere skræmmende ud end tidligere.

Men: Bayern er jo altså blandt holdene i aftenens opgør. De spiller i morgen mod den sympatiske men væsentlig mindre stabile B-udgave af Barcelona, nemlig Arsenal. Den tid, den sorg (for Arsenal-fans). På (hjemme)banen i aften er derimod Manchester City, som vi afslutningsvist vil vende blikket mod. City har indtil for få år siden haft rollen som ubetinget lillebror i fodboldbyen Manchester. Personligt forbandt jeg – hvis jeg nu skal være helt ærlig – i en årrække primært City med det faktum, at Liam Gallagher fra Oasis var såvel erklæret som højrystet fan af klubben. Men lillebror til storebroren United var City indiskutabelt; dét tilmed i en sådan grad, at en anden legendarisk emeritus, nemlig Sir Alex Ferguson, der som bekendt stod i spidsen for United med voldsom succes indtil sidste sommer, ikke kunne dy sig for i 2009 (halvt nedsættende og halvt overbærende) at omtale City som en flok noisy neighbours (meget passende med tanke på Gallagher, egentlig…), et år efter at de lyseblå var blevet opkøbt af den hovedrystende rige The Abu Dabhi United Group.

Piben har sidenhen fået en anden lyd, som man vist siger. For finansielle muskler virker – hvilket dog må vente til en anden historie med at blive udfoldet. I 2011 erobrede City FA Cup’en, og forrige år vandt klubben Barclay’s Premier League efter det mest hæsblæsende overtids-comeback i sidste spillerunde, jeg nogensinde har overværet. Endnu vigtigere er det imidlertid, at klubben i indeværende sæson for alvor synes at være kommet op i gear. Et gear, vel at mærke, der på mange måder trækker veksler på den imponerende fornyelse (altså Bayerns) af fornyelsen (altså Barcelonas), som vi lige har været igennem. City har efterhånden en trup af allerhøjeste karat: En fremragende målmand i Joe Hart (der dog har floppet hist og her tidligere på sæsonen), en temmelig stærk forsvarskæde (bygget op omkring den belgiske jernmand Vincent Kompany), og så ellers en hær af midtbane- og angrebsprofiler, der fremstår næsten lige så fysisk hårdtpumpede i det defensive spil, som de fremstår potente og omtrent ustoppelige i offensiven. Med folk som Agüero (der desværre er skadet i aften), Fernandinho, Jesus Navas, Nasri, Touré, David Silva, Negredo, Dzeko, Javi Garcia og den mere og mere imponerende Jovetic lykkedes det således City at score intet mindre end 115 gange, inden januar var løbet ud (ingen anden engelsk klub har – i parentes bemærket – formået at score mere end sammenlagt 100 mål i samme tidsrum)!!

City så sandt for dyden lidt inkonsekvente ud på udebane tidligere på sæsonen, og holdet blev for nyligt sat strategisk til vægs af – guess who – José Mourinhos Chelsea på det ellers uindtagelige Etihad Stadium. Men: Udebanekampene bliver efterhånden vundet sikkert, og City fik i lørdags taget hævn over Chelsea ved at besejre the Blues med 2-0 i FA Cup’en i et opgør, der burde være blevet vundet (noget) større, og hvor Chelsea ret beset ikke kom frem til ét eneste regulært målforsøg.

24 minutter tilbage nu – men nu når vi det så også lige.

Meget tyder altså på, at Citys flotte manifestation af den moderne topfodbolds seneste winning strategy (som overtaget fra Bayern, im Großen und Ganzen) er helt klar til at slå et søm i den kollektive Barcelonakiste, som Cristiano Ronaldo slog i Messis individuelle ditto, da han for nylig overtog værdigheden som Ballon d’Or-modtager efter fire års argentinsk monopol. Oder was?

Personligt føler jeg mig ikke så sikker endda. Erfaring tæller altid mere i de store turneringer, end man ”rationelt” set skulle tro. Og City-spillerne har vel at mærke aldrig (i grel modsætning til spillerne i Barcelonas trup) tidligere været videre fra gruppespillet i Champions League. Desuden er Messimeget langt fra at være færdig som gårdsanger, hvilket man kan have forvisset sig om ved at se Barcas seneste par kampe. Det samme gælder for Barcelona som hold, der i denne sæson spiller et lidt hurtigere og mere direkte anlagt tiki-taka end længe set under den argentinske træner Tata Martino. Holdet, der jo også tæller øvrige kæmpestjerner som Fabregas, Iniesta, Neymar, Pique, Pedro, Xavi und so weiter und so fort fører således den spanske Primera División på målscore (69-17) foran de to Madridklubber, og i lørdagens kamp mod Rayo Vallecano kunne man med en lille smule kynisme rask væk have scoret 10 mål. Nu lod man det så blive ved 6-0.

Jeg ved sgu ikke, hvem der vinder, for at sige det kort, men jeg mener trods alt, at det er værd at overveje, om ikke Barcelona formår at forny sig selv uden at skulle have yderligere hjælp fra de larmende ”opkomlinge” fra det nordvestlige England.

Én ting er jeg dog næsten sikker på – eftersom begge af aftenens kombattanter både bedst kan og helst vil spille offensivt: Det bli’r godt. Rigtig godt. God fornøjelse herfra. Og nu skal jeg spise.