Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Lukas Rosol | Sport fortalt Lukas Rosol – Sport fortalt
05 Feb

Rafael Nadal returnerer – er han stadig den samme spiller?

Hele syv måneder har Nadal været væk fra tennissporten for at pleje en knæskade. I dag spiller han sin første kamp i en mindre turnering i Chile. Her følger historien om en skade, der tilsyneladende har ændret karakter fra at kræve få ugers pause til at ende med hele syv måneder væk fra rampelyset. Men måske var pausen også mental for Nadal, som op til skaden kunne virke tennistræt. Spørgsmålet er nu, hvorvidt Nadal kan returnere til fordums styrke eller har brug for uger og måneder på at genfinde formen.

Af Anders Høeg Lammers

Det er over syv måneder siden, at verdens nr. 100, tjekkiske Lukas Rosol, chokerede den samlede sportspresse og slog den 11-dobbelte slam-vinder Rafael Nadal ud i Wimbledons 2. runde – en kamp Sport fortalt skrev om her. Siden da har Nadal holdt fri fra tenniskalenderen for at pleje en knæskade, men i dag vender han endelig tilbage i en mindre turnering i Chile (double i dag, singles i morgen). For iagttagere var det dog svært at se, at Nadal var knæskadet under Wimbledon, men ifølge kamelens egen mund har den plaget ham helt fra Indian Wells i marts frem til Rosol-kampen og gjorde, at han tog injektioner under French Open og ingen forventninger havde til Wimbledon.

Nad

 

Nadals tilbagevenden har været en langstrakt proces. Først meldte han fra til OL, så til et par Masters-turneringer i august, så til US Open og så for resten af året. I november genoptog han endelig træningen med henblik på at stille til start i en opvisningsturnering i Abu Dhabi kort før nytår for siden at deltage i en mindre turnering i Doha efterfulgt af årets første slam, Australian Open. Men en mavevirus fik ham til at melde fra den første og siden også de to næste, da han ikke så det som realistisk at komme tilbage i en bedst-af-fem-sæts slam-turnering, som det første efter skadespausen, når nu hans træning var blevet afbrudt af mavevirussen.

Hvorfor melde fra så tidligt?

Den forklaring var der mange, der undrede sig over – ikke mindst i betragtning af, at afbuddet kom næsten tre uger før Australian Open begyndte. For hvilken mavevirus er slem nok til det? Den undren blev ikke formindsket af, at Nadal blev fotograferet på træningsbanen blot et par dage efter afbuddet og to en halv uger inden Australian Open. Men på grus – ikke på hard court som Australian Open foregår på.

En af tennisjournalistikkens grand old men, Pete Bodo fra tennis.com, har spekuleret i, at Rafa slet og ret var bange for at teste knæet mod svære modstandere i Australiens hede og derfor valgte den ‘sikre’ løsning: Sit elskede røde grus, hvor han nu – efter alt at dømme – gør sit comeback med hele tre mindre grusturneringer i Syd- og Mellemamerika i februar måned mod svagere modstandere. Og den forklaring giver god mening.

Nadal er en spiller, der mere end de fleste har brug for momentum, selvtillid og kamptræning, før han præsterer sit bedste. Da han trak sig fra Wimbledon i 2009 – med henvisning til sit skadede knæ – gik der således næsten tolv måneder fra Nadals sidste turneringssejr (Rom 2009) før den næste i Monte Carlo 2010. Og jovist døjede han med et par andre småskader i den mellemliggende periode. Men nok også med selvtilliden og underlaget.

Så snart han så det røde grus i Monaco, var han nemlig decideret uovervindelig og tabte blot 14 partier (og kun ét i finalen) på vejen mod sin sjette Monte Carlo-triumf, og det der siden viste sig at være startskuddet til Rafas bedste sæson nogensinde med tre slam-titler på stribe (French Open, Wimbledon og US Open). Denne uges turnering, Vina del Mar i Chile, må prise sig lykkelig for, at Nadal har valgt dem til. Sidste år havde de bøvl med at sælge billetterne. Nu er den samlede tennispresse mere end almindeligt interesserede, og det samme er alverdens tennisfans.

Nad2

Hvilken Nadal returnerer?

Nadal har i den grad været savnet på ATP-touren. For hvem husker ikke hans næsten seks timer lange kamp mod Djokovic i sidste års finale? Eller hans enlige Australian Open-sejr, da han i 2009 slog Federer efter at have været ude i en fem timers maraton-semifinale mod Fernando Verdasco? Samtidig er forskellen mellem ‘The Big Four’ (Djokovic, Federer, Nadal og Murray) og de næste spillere så afgrundsdyb, at hvis én af dem mangler, bliver lodtrækningen meget uligevægtig – se eksempelvis Djokovic Australian Open-semifinale mod David Ferrer, verdens nr. fire i Nadals fravær, som endte 6-2, 6-2, 6-1, mens Murray og Federer dagen derpå måtte ud i fem lange sæt for at finde en vinder (Murray).

Men hvilken Nadal kan vi forvente at få retur? Det ved vi i sagens natur mere om, når vi har set ham spille et par kampe. Men da Sport fortalts tennisskribent ynder at spekulere, kommer her mit bud. Selvsagt afhænger det en del af, hvor alvorlig Nadals skade i virkeligheden har været, og i hvilken grad den fortsat generer ham.

Nadal har selv lagt op til, at han ikke har de store forventninger til sig selv, før den europæiske grussæson begynder i april i Monte Carlo. Samtidig har han tidligere sagt, at han ville give knæet den tid, det havde behov for for at hele fuldstændig, så ud fra det, burde vi kunne forvente, at han er helt og aldeles klar. I vanlig Nadal-stil har han dog de seneste dage tempereret forventningerne en smule og sagt, at knæet fortsat gør ondt fra tid til anden. Og hvordan knæet reagerer i kampsammenhæng er stadig et åbent spørgsmål.

Med disse forbehold vil jeg dog stadig vove den påstand, at Nadal er fuldt ud kampklar, når han sætter fødderne på gruset i Sydamerika. Bl.a. fordi han trods alt har trænet siden midten af november. Men også af en anden årsag.

Hvorfor spille om 2. pladsen?

For ser vi på Nadals skadeshistorik og udtalelser, er der noget, der tyder på, at han kun spiller, hvis han føler sig parat og skadesfri nok til at konkurrere om sejren. I 2009 trak han sig således fra Wimbledon – også med en knæskade – men først efter at have spillet to opvarmningskampe for at teste knæet og så efterfølgende se, hvordan lodtrækningen så ud. Da den så umanerlig dårlig ud, var chancerne for at spille sig let igennem de første runder uden for meget pres på knæet stærkt minimerede, og Nadal endte med at trække sig med henvisning til sit knæ.

Ligeledes sidste år i forhold til de Olympiske Lege. Alt andet lige kunne Nadal godt have spillet der, eftersom han gennemførte en fem-sæts kamp mod Rosol få uger forinden uden at tage en eneste medical time-out. Men Nadal valgte – formentlig fornuftigt – at give knæet noget tiltrængt ro. Da det åbenbart stadig værkede en måned senere ved US Open, blev der også meldt afbud der.

Og i resten af sæsonen har Nadal aldrig brilleret, så der valgte han den yderst fornuftige løsning – at give sig selv en mental og knæet en fysisk pause resten af året. Endelig er der så dette års afbud til Australian Open, som ikke – i hvert fald officielt – skyldes nye smerter i knæet, men en svækket træning tre uger før turneringsstart. En spiller af Nadals kaliber foretrækker kun at spille, hvis han selv mener, han kan vinde.

Nadals mentale træthed

Når jeg siger, at pausen også var mental, hænger det sammen med, at der var tegn i både sol og måne på, at Nadal var tennistræt i månederne op til Wimbledon. Han trak sig fra spillerrådet (ATP Player Council) tidligt i 2012, og inden da havde han gentagne gange advokeret for hhv. en kortere tenniskalender, færre hard court-turneringer (som er ekstra hårde ved leddene), et to-års ranglistesystem (som tillader topspillerne at spille færre turneringer uden pludselig at rutsche ned af ranglisten) samt overvejet en spillerstrejke op til Australian Open og kritiseret Federer for ikke at støtte ham.

Det var med andre ord en Rafa, der var utilfreds med en lang række ting i tennisverdenen. Mit bud er derfor, at han har haft behov for at trække stikket helt ud og nyde livet væk fra de evige forventninger. Og at han – forudsat kuren har virket for både sind og krop – kommer tilbage og meget hurtigt er akkurat lige så stærk, som han altid har været. Hvorvidt det så er nok, er et åbent spørgsmål.

En ny sejrsgang på grus, men hvad med hardcourt?

I Chile vil det alt andet lige være nok, da den næstbedste spiller i turneringen er verdens nr. 15, den tredjebedste er nr. 26 og den fjerdebedste er nr. 45. Alt andet lige overkommeligt for kongen af det røde grus. Lidt – men ikke meget – sværere bliver det i næste uges turnering i Sao Paulo, hvor tre top-tyve spillere venter.

Og i sidste uge i februar, hvor turen går til Mexico, venter så verdens nr. 4, David Ferrer, som dog ikke har vundet et sæt på grus mod Nadal siden 2008 og har tabt de seneste tretten gange, de to har mødtes på grus. Tre turneringer på grus mod lette til middelsvære modstandere er den sikreste start, Nadal kan ønske sig. Det kan samtidig give ham den fornødne selvtillid til de efterfølgende turneringer.

Taberne ved Nadals alternative sæsonplanlægning – han har ikke spillet nogen af disse turneringer siden 2005 – er spillere som David Ferrer, Nicolas Almagro og Thomaz Belluzzi, der plejer at indtjene værdifulde ranglistepoint i disse turneringer, mens de bedste spillere spiller andre turneringer eller holder pause.

Men hvad med Djokovic, Federer og Murray? Kan de true Nadal på grus? Skulle Nadal være en smule under vanligt niveau, når touren rammer Monte Carlo i Monaco i april, er der flere spillere, der har en chance. Men er han i nærheden af sit topniveau, er det reelt kun Djokovic (eller en spiller, der i dén grad rammer dagen), der kan true ham på grus. I 2011 vandt Djokovic som den første siden Nadals teenage-år to kampe i træk over Nadal på grus. I 2012 vandt Nadal dog tre gange over Djokovic på grus. Og ja, på grus er Nadal favorit mod enhver, indtil andet er bevist. Men der er intet i deres spillestil, der gør, at Djokovic ikke skulle kunne udfordre Nadal på grus igen i 2013.

Hvad angår hardcourt bliver det sværere for Nadal. Dels skal vi helt tilbage til efteråret 2010 for at finde Nadals sidste turneringssejr uden for grus (om end han har tabt en del finaler). Og dels er Djokovic slet og ret en bedre spiller end Nadal på hardcourt.

Men derudover er Andy Murray, der i mange år har været Nadals whipping boy i grand slam-turneringer, en forandret spiller – både spillemæssigt og mentalt. Det er langt fra givet, at Nadal fortsat er favorit mod Murray på dennes favoritunderlag – hardcourt eller for så vidt på Wimbledons græs, hvor Murray vandt olympisk guld.

Endelig er Nadal sårbar – især på hardcourt, men også på græs (som vi så det mod Rosol) – over for en hårdtslående og hårdtservende spiller ala del Potro, Milos Raonic, Jerzy Janowicz eller John Isner, som rammer dagen. Og ja, Federer kan selvfølgelig også stadig slå ham fra tid til anden.

Men at Nadal genvinder fordums styrke, formentlig allerede fra de første turneringer, er jeg derimod (næsten) ikke i tvivl om. For at I ikke kun skal nøjes med min mening, vil jeg dog samtidig indskyde, at folk som Mats Wilander, Andre Agassi og Pat Cash, der tilsammen har vundet 16 slam-titler og burde vide uendelig meget mere om tennis end mig, stiller store spørgsmålstegn ved, hvor hurtigt Nadal genvinder formen.

Wilander mener således, at “he’s still an outsider in Paris [French Open] this year, with Novak Djokovic, Andy Murray and Federer the men to beat i French Open, mens Agassi pointerer, at “I found whatever time you take away from the game you need that time to double to be fully where you were when you left”.

Hvem der får ret, afhænger nok meget af, hvorvidt jeg har ret i min tolkning af Nadals skadessituation: Nemlig at han basalt set har været fysisk klar længere, end det synes som, men at han dels har haft psykisk brug for pausen, dels foretrak ikke at starte i efterårets indendørs hardcourt-turneringer (hans dårligste underlag) og dels først ville vende tilbage, når han var sikker på, at han var klar til at vinde igen.

Men Wilander er i min optik en modig mand, når han kalder Nadal en “outsider in Paris” i betragtning af, at ingen har været mere suveræn på noget underlag end Nadal på grus, hvor han har vundet 228 kampe mod blot ni nederlag siden 2005 og kun ét af dem var i French Open (Söderling 2009).

Endelig har han et hemmeligt våben, nemlig en ny ketcher, der giver hans i forvejen ekstremt topspundne slag endnu mere spin.

Sport fortalt byder hermed den altid hårdt kæmpende spanier velkommen retur.

Nad3

01 Jul

Da Rosol ramte zonen og sendte Nadal ud af Wimbledon

Af Anders Høeg Lammers

Det burde ikke have været muligt. Men alligevel skete det. Tjekkiske Lukas Rosol, verdens nr. 100, slog selveste Rafael Nadal ud af Wimbledon i 2. runde med cifrene 6-7 (9), 6-4, 6-4, 2-6, 6-4.

Nadal og Rosol er begge 26 år. Men der stopper lighederne også. Mens Nadal har vundet 50 turneringer og tjent over 50 millioner dollar i præmiepenge, har Rosol end ikke været i en finale på ATP-touren og har ikke tjent sin første million i præmiepenge endnu.

De sidste fem gange Nadal har spillet Wimbledon, har han nået finalen. Hvert år. Og vundet to titler. I de sidste fem grand slam-turneringer har Nadal nået finalen hver gang. Og vundet to. Samtidig har han inden for de sidste tre måneder formået at vende syv nederlag i streg til verdens nr. 1, Novak Djokovic, til tre sejre over rivalen, kulminerende med French Open-trofæet tidligere på måneden. Han har med andre ord genfundet sin mojo og stod med muligheden for at generobre førstepladsen på verdensranglisten.

Og hvad har Lukas Rosol så præsteret? Ikke meget.

Mange hardcore tennisfans havde knap nok, eller rettere, aldrig hørt om manden, før han pludselig slog den tårnhøje forhåndsfavorit ud i fem sæt.

Så sent som for en måned siden, havde Rosol aldrig nogensinde vundet en kamp på græs. Mens Nadal har nået finalen de sidste fem år, han har spillet Wimbledon, har Rosol tabt i første runde af kvalifikationen til Wimbledon de sidste fem år.

De tre stores totale dominans

Det er en populær kliche i sport, at ’alt kan ske’, og i tennis er ’intet ovre, før den sidste bold er slået’. Men i de sidste syv-otte års herretennis, har det reelt ikke været tilfældet. To-tre mænd har siddet – og sidder stadig – på det hele.

Siden russeren Marat Safin vandt Australien Open i 2005 har Roger Federer (12), Rafael Nadal (11) og Novak Djokovic (5) vundet 28 ud af 29 mulige grand slam-titler. Eneste undtagelse er US Open 2009, hvor Juan Martin del Potro slog både Nadal og Federer på vej mod sin overraskende triumf.

Federer, Nadal, og i de seneste par år også Djokovic, har været så usvigeligt sikre væddemål, at det næsten ikke har kunnet betale sig at sætte penge på dem.

Federer har ikke tabt før kvartfinalen i en grand slam siden French Open 2004 – og det var til den tredobbelte French Open-mester Gustavo Kuerten.

Og Nadal? Ja, han har aldrig tabt i første runde af en grand slam. Og han har ikke tabt i anden runde siden Wimbledon 2005, hvor han blot var 19 år gammel. Siden French Open 2006 har han blot tabt to gange før kvartfinalen i en grand slam, begge gange i fjerde runde.

Og Djokovic? Fra han i 2007 nåede sin første grand slam-semifinale i French Open til i dag, har han blot tabt to gange før kvartfinalen.

Med andre ord: Overraskelser af Lukas Rosol-typen sker ikke i dagens herretennis. Og så alligevel.

Rosol mødte Nadal med åben pande

Rosol var bedre forberedt end til de foregående års Wimbledon. Han havde spillet opvarmningsturneringer på græs i både Queens og Eastbourne og vundet sit livs første fire kampe på græs, blandt andet over den tidligere Australian Open-finalist, cyprioten Marcos Baghdatis. Samtidig havde hans træner studeret videoer af Nadal og gav ham de rette taktiske fif til at gennemføre kongemordet.

Og hvad gik de så ud på? Det ville Rosol ikke røbe på pressemødet, fordi Nadal så hurtigt ville justere sin taktik til en anden gang. Men Rosol behøvede sådan set ikke at holde noget hemmeligt, for hans spil og ageren på banen viste taktikken med al ønskelig tydelighed.

For det første så var Rosol ikke skræmt af Nadal. Det kan lyde underligt, at én professionel sportsmand er skræmt af en anden, men forskellen mellem en 11-dobbelt grand slam-vinder og nr. 100, som aldrig har vundet en turnering på ATP-niveau, er til at tage og føle på. Alene det at spille på Wimbledons berømte Centre Court foran tusindvis af tilskuere er nyt og anderledes for de allerfleste spillere uden for top-50. Og når man spiller mod en legende som Nadal, forventer mange spillere at tabe på forhånd. Som Rosol sagde om sine forventninger til kampen: ”Just to play three good sets, you know. Just to don’t lose 6-0, 6-1, 6-1.”

Hvis det var sandt, så viste han det ikke. Nadal er en ritualernes mand, der elsker at kontrollere kampens tempo og intimidere sine modstandere med sin fysik. Han er altid den sidste, der rejser sig, når der skal kastes mønt om, hvem der server først og sprinter efterfølgende ned mod baglinjen. Det gjorde Rosol også torsdag aften. Samtidig formåede han at gøre Nadal irriteret ved tilsyneladende at bevæge sig og puste kraftigt, når Nadal skulle serve. ’Tilsyneladende’, fordi det ikke var 100 procent klart, hvad Nadal brokkede sig til dommeren over. Men at bevæge sig før en serv (eller danse, som BBC kommentatorerne siger på klippet) er naturligvis ikke ulovligt, hvorfor Nadals prostester til dommeren blev overhørt.

Nadals ‘gamesmanship’

http://youtu.be/TLG7rDxCYDg

Nadal, der blandt sine kritikere er kendt for at ty til alle midler for at vinde og bryde sin modstanders momentum, forsøgte sig også med en mere fysisk tilgang. Han gik slet og ret ind i Rosol ved et sideskifte. Ikke hårdt, men dog alligevel. Var det bevidst?

Ja, ifølge Rosol, som så det som et bevidst – og mislykket – forsøg på at bryde hans koncentration. Det betragtede Rosol som ’normalt,’ og han vidste, at Nadal ville ”try something” for at bryde hans rytme og fokus.

Helt normalt er det nu ikke i den gentlemansport, som tennis trods alt stadig er. Men det siger meget om, hvor presset Nadal var.

Desværre er det langt fra første gang, at han forsøger at bryde sin modstanders koncentration med ufine midler.

I Wimbledons 3. runde i 2010 var Nadal også nede 2-1 i sæt mod en undertippet modstander, tyskeren Phillip Petzschner, og tog så en skadespause i fjerde sæt, hvilket brød den undertippede tyskers rytme. Petzschner kom så tæt på at kalde det ’gamesmanship’, som man kan – uden helt at gøre det. Men som han rammende sagde: ”I thought he was moving great. I only could say if I would be injured like this once I would be happy”.

Året efter var det den store Juan Martin del Potro, der var lidt for ’hot’ og måtte køles ned ved stillingen 5-6 i første sæt, da Nadal troede han havde brækket sin fod. En efterfølgende MRI-scanning viste intet. Nadal-lejren insisterede på, at der ingen snyd var.

Og i dette års Indian Wells fandt Nadal det nødvendigt med en toiletpause, lige da Federer skulle serve for kampen.

http://youtu.be/UqVV_TL8668

Men torsdag aften nægtede Rosol at lade sig kyse og forstyrre. Tværtimod lykkedes han tydeligvis med at irritere Nadal i stedet.

Rosol i en anden verden

Man vinder dog ikke en tenniskamp alene ved at gøre sin modstander irriteret og frustreret. Slet ikke over Nadal. Rosol vandt ved at gøre det, som alle, der ikke hedder Novak Djokovic, er nødt til at gøre mod Nadal: spille aggressivt, serve stort, tage bolden tidligt og gå efter vindere.

Giver man Nadal tid og rytme, er man færdig. Rosol tog tiden fra Nadal. Han undgik de lange opslidende baglinjedueller, hvor Nadal tapper sin modstander for energi. Særligt i det magiske femte sæt, hvor han slog – og ramte – alt. Det vender vi tilbage til.

Da Nadal vandt et tæt første sæt med 11-9 i tiebreaken, troede de fleste nok, at den kamp var ovre, og at Rosol ville falde sammen i de næste sæt. Det gjorde han ikke. I stedet vandt han de to næste 6-4, 6-4. Nadal har før været bagud med 2-1 i sæt og alligevel vundet såvel kampen som turneringen (eksempelvis i 2. og 3. runde af Wimbledon i 2010 og 1. runde af French Open 2011), så der var stadig ingen grund til bekymring. Ganske rigtigt, så stormede Nadal da også tilbage og tog fjerde 6-2.

Men så blev kampen afbrudt i næsten tre kvarter, fordi det tiltagende mørke nødvendiggjorde, at der kom tag og dermed kunstigt lys over Centre Court.

Under normale omstændigheder ville det være en fordel for veteranen, der har prøvet det hele før. Opkomlingen Rosol får tid til at tænke over, hvad det egentlig er, han har gang i, bliver nervøs og kommer på banen som en anden spiller.

Det sidste var rigtigt nok, Rosol var en anden spiller efter pausen. Men en bedre. Meget bedre. Hele femte sæt spillede han, som var han i trance. Han ramte ’zonen’, hvor alt hvad han rørte ved, blev til guld (se femte sæts højdepunkter herunder). Han slog baghåndsvindere, der kyssede linjen. Han slog forhåndsvindere på tidspunkter, hvor det ikke burde have været muligt. Som han selv sagde:  ”I didn’t feel pain. I didn’t feel anything. I was in a trance a little bit”.

http://youtu.be/m8X1h84-Ogk

Han brød Nadal i allerførste parti af femte sæt. Og var så fuldstændig urørlig i sine sidste fem servepartier, hvor han blot afgav tre point. I femte sæt slog han 20 vindere mod kun to uprovokerede fejl. Det er ikke bare godt, det er vanvittigt godt og nærmest uhørt.

Da han servede for sejren ved stillingen 5-4 gjorde han det på følgende vis: es, forhåndsvinder, es, es. Nerver? Næh. Hvorfor dog? På tærsklen til karrierens absolut største triumf fortsatte han blot med det spil, der havde bragt ham der. De sidste ti slag han slog i sine sidste tre servepartier var rene vinderslag!

Som det desværre ofte er tilfældet for spillere, der præsterer det umulige og slår ’Goliat’, er triumfen efterfulgt af ’fiasko’. I lørdagens 3. runde-kamp tabte Rosol i tre sæt til tyskeren Philipp Kohlschreiber, der slog Nadal i Halle for to uger siden.

Det ville have været en fornøjelse at se mere til Rosol i denne turnering. Men nederlaget til trods har han med torsdagens sejr skrevet sig ind i tennishistorien, som manden der slog Nadal ud af Wimbledons 2. runde. Og det er en af de absolut største overraskelser i nyere tennishistorie, som samtidig beviste, at selv i herretennis kan ’alt’ rent faktisk ske.