Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Lionel Messi | Sport fortalt Lionel Messi – Sport fortalt
02 Mar

Men så kom Messi

 

Så sent som i tirsdags viste Cristiano Ronaldo igen igen, at han er en af fodboldhistoriens allerbedste spillere. Den portugisiske stjernes niveau er nærmest utroligt – han har stort set ingen svagheder og fremstår tilmed som den perfekte atlet. Alligevel er han bare kun nummer to. Sport fortalt kigger nærmere på den nærmest absurde duel mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Af Kristoffer Lottrup

Cristiano Ronaldo var i tirsdagens knusende sejr over FC Barcelona på Camp Nou den altafgørende katalysator for Real Madrid, da han med to scoringer og en overlegen indsats var banens klart bedste. På det tabende hold var talisman-Messi en skygge af sig selv, da han leverede sin måske ringeste præstation i en kamp mod Real Madrid i hele sin Barca-tid. Efter sådan en forestilling er det lige før, man glemmer, at Real Madrid er 16 point efter Barcelona i La Liga, og at Lionel Messi med ubegribelige 38 ligascoringer i 25 kampe har lavet hele 14 mål flere end Ronaldo. Ja, det er måske lige før, man glemmer, hvem det er, der har vundet Ballon d’Or de sidste fire gange i træk.

Det har Lionel Messi, hvis nogen skulle være i tvivl. Og ligeså usynlig han var i tirsdagens Copa del Rey-kamp, ligeså allestedsnærværende har han været i duellen mellem verdens to klart bedste fodboldspillere i løbet af de seneste fem år. Var det ikke for denne lille, sublime argentiner, der scorer flere mål og vinder flere titler end nogen anden, ville CR7 utvivlsomt løbe med kåring efter kåring og guldbold efter guldbold, men i stedet må den nærmest perfekte Ronaldo nøjes med en tilværelse i Messis korte skygge.

Det er nærmest absurd, at en så overlegen spiller som Cristiano Ronaldo igen og igen skal henvises til andenpladsen i konkurrencen om titlen som verdens bedste, men sådan er det bare, og sådan bliver det med stor sandsynlighed ved med at være.

Den absurde duel

Lad os rejse tilbage til maj 2008, da Cristiano Ronaldo var på toppen af verden. Sammen med sine daværende holdkammerater i Manchester United havde han vundet både Premier League og Champions League. Han var sluttet som topscorer i begge turneringer og havde med i alt 42 sæsonscoringer i det hele taget sat nye standarder for, hvor mange mål en wing kan score i løbet af en enkelt sæson. Det år snuppede Ronaldo alle individuelle kåringer i England og Europa, og senere samme år modtog han Den Gyldne Bold som symbolet på, at han var verdens bedste fodboldspiller i 2008. Men så kom Messi.

Da den argentinske troldmand året efter steg til vejrs mellem Nemanja Vidic og Rio Ferdinand og headede bolden ind bag Edwin van der Sar i United-målet, afgjorde han ikke bare Champions League-finalen i Rom mellem Ronaldos United-mandskab og sit eget Barca-hold, han lagde også kimen til den Ballon d’Or-tørke, Cristiano Ronaldo nu har oplevet i fire år.

Duellen mellem Messi og Ronaldo er på alle måder ekstrem. Vi taler om to spillere, som de seneste år, har sat så mange rekorder, at man næsten bliver forpustet. Her følger et lille uddrag:

Ronaldo har scoret 185 i 183 kampe for Real Madrid – inden da nåede han at lave 118 kasser for Manchester United i 292 kampe. Han er den eneste spiller, der har scoret 40 eller flere mål i to sæsoner i træk i La Liga (de to seneste) og den eneste spiller, der har scoret mod samtlige ligakonkurrenter på en enkelt sæson (2011/2012). Han har scoret hattrick 20 gange i La Liga, og nåh ja, så er han verdens dyreste spiller, da Real Madrid betalte over 700 millioner kroner for ham i 2009. Ronaldo er lige fyldt 28 år.

Det står Messi selvfølgelig ikke tilbage for. Argentineren har lavet vanvittige 302 mål i 367 kampe for FC Barcelona og er allerede nu – som 25-årig – den mest scorende spiller for Barca nogensinde. Han er sluttet som topscorer i Champions League de sidste fire år i træk, og scorede i sidste sæson 50 ligamål i Spanien, hvilket selvfølgelig gjorde ham til topscorer. Han har desuden lavet hele 115 assists som Barcelona-spiller.

Det handler om titler

Eller det gør det i hvert fald så godt som altid. Da Ronaldo vandt Den Gyldne Bold i 2008, var han som nævnt både regerende Premier League- og Champions League-vinder. Da Kaká og AC Milan vandt Champions League-pokalen i 2007, blev brasilianeren efterfølgende kåret som verdens bedste, og da Fabio Cannavaro overraskende vandt titlen i 2006, skyldtes det nærmest udelukkende, at Italien havde taget alle på sengen og vundet VM samme år med Cannavaro som holdets stærkeste spiller.

Messi har i de seneste fire sæsoner vundet tre ligatitler, to Champions League-pokaler, to pokal-titler, to FIFA World Cup-trofæer med mere. Til sammenligning har Cristiano Ronaldo blot vundet tre store trofæer med Real Madrid – en ligatitel, en pokaltitel og en Supercopa. Titler er med andre ord afgørende for, om en spiller kan vinde Den Gyldne Bold.

Sidste år vandt Messi og Barca ganske vist hverken La Liga eller Champions League, mens Ronaldo og Madrid brød tre års Barca-dominans, da de tog sig af La Liga-titlen. Det burde egentlig tale for, at Ronaldo skulle have haft Ballon d’Or-titlen, men Messi formåede alligevel at sætte Ronaldos La Liga-guldmedalje i relief ved at score ovennævnte 91 mål i løbet af kalenderåret 2012. Den præstation kunne Ballon d’Or komiteen af landstrænere, landsholdsanførere og udvalgte journalister ikke komme udenom, og Messi løb igen igen med titlen.

At Ronaldo laver 92 mål i kalenderåret 2013 er trods hans enorme talent og målfarlighed nok ganske usandsynligt, så med mindre han og Real går hele vejen i årets Champions League, er det nok usandsynligt, at det bliver i år, portugiseren genvinder Den Gyldne Bold og dermed den titel, han ifølge denne skribent, allerhelst vil vinde.

Hvad skal der ske?

Spørgsmålet er, hvad der sker til sommer, hvis Real Madrid ikke vinder Champions League. Efter åbenlys intern splid i Madrid-truppen og en række skuffende resultater meldes træner Jose Mourinho færdig i klubben til sommer, ligesom rygterne om et salg af Ronaldo har fået næring flere gange i løbet af denne sæson. Først meldte Ronaldo ud, at han var ked af det i Madrid og siden er det ikke lykkedes Real Madrid-ledelsen at få ham til at forlænge den kontrakt, der udløber i 2014.

Måske er et skifte væk fra Spanien ikke nogen dårlig idé. På trods af en smule grus i Barca-maskinen på det seneste, kører den bare derudaf (jævnfør det overlegne forspring i ligaen), og det vil den givetvis også gøre de næste mange sæsoner. Barca-holdet kan fortsætte i sin nuværende form flere år frem, og når Xavi stopper, står Fabregas og Thiago klar til at tage over. Og så er der Messi, som ingen kan se spille andre steder.

Måske vil det højne Ronaldos Ballon d’Or-chancer at komme til en anden liga, hvor han ikke konstant skal konkurrere med Messi, og hvor chancen for at vinde mesterskabet er større. En retur til England og Manchester nævnes mere og mere, da Uniteds kommende hovedsponser, amerikanske Chevrolet, påstås at ville finansiere en stor del af den enorme transfersum, det vil kræve at hente stjernen tilbage til Ferguson og Manchester. En anden mulighed er Paris SG, der er en af få klubber med de økonomiske muskler, der er nødvendige for at gøre et skifte til virkelighed.

Denne skribent tvivler dog på begge scenarier. Et bud herfra er, at Ronaldo bliver i Madrid i mindst en sæson mere, at han får Carlo Ancelotti som træner, og at holdet bliver markant forstærket med navne som Edinson Cavani og måske endda Gareth Bale. Måske vil det være nok til at vippe Barca af tronen, og måske vil det være nok til at Ronaldo igen modtager den guldbold, han så inderligt drømmer om.

Et andet bud herfra er, at vinderen af Ballon d’Or også i år kommer til at hedde Lionel Messi.

20 Feb

AC Milans chance mod FC Messi

boateng_messi

FC Barcelona er kæmpe-favoritter inden de to Champions League kampe mod AC Milan. Men den disciplinerede milanesiske ”harmonika” kan gøre livet surt for den spanske tiki-taka maskine.

Af Morten  Øyen Jensen

I weekenden scorede 25-årige Lionel Messi sit mål nummer 300 for FC Barcelona i den sidste kamp inden Champions League-opgøret onsdag mod AC Milan.

Den lille argentinske kreatør har snart ikke flere rekorder, han kan slå. Holdet han spiller på er utvivlsomt et fænomen, og alle modstandere opgiver glædeligt deres egen spilfilosofi for bare at undgå stribevis af spektakulære mål imod sig.

Jeg tror sagtens, man kan sige, at Messi og co. ikke frygter noget andet fodboldhold. I egen selvforståelse er de alle andre overlegen, og det meste af tiden viser de det også.

Når det er sagt, så var det ”også” sidste år forventningen, at FC Barcelona ville vinde Champions League og det spanske mesterskab. Som bekendt vandt de ingen af delene. Det kan næsten være rart at slå det fast: FC Barcelona er ikke uovervindelige.

Milans formkurve

Men selv med dette faktum in mente er FC Barcelona naturligvis storfavoritter mod de ellers syvdobbelte Champions League-vindere AC Milan. Men de møder et italiensk hold med en god formkurve. Efter den dårligste start på sæsonen i 80 år, har Milans ”årgang 0” spillet sig op i løbet af de seneste måneder og er igen med i toppen af den italienske Serie A.

AC Milan har vundet fire ud af de sidste fem kampe, imens har FC Barcelona ”kun” vundet tre af de sidste fem. Italienerne har i 2013 spillet syv Serie A-kampe: fem sejre og to uafgjort. Talte man kun de sidste 17 runder i Serie A, så ville AC Milan ligge nummer et med fire point ned til Juventus på andenpladsen.

Holdet har med træner Massimiliano Allegri i spidsen fundet et spilkoncept og en 4-3-3-formation, som har givet et fundament at bygge videre på. Unge spillere som Stephan El Shaarawy (20 år), Mattia De Sciglio (20 år) og M’baye Niang (18 år) har grebet chancen, mens konkurrencen om de resterende pladser har været intens og har styrket holdet.

Tre mangler

Mod Barcelona kan tre store mangler dog vise sig at blive afgørende.

Den nye angriber – og utvivlsomt holdets største stjerne – Mario Balotelli (22 år) har allerede spillet for Manchester City i årets Champions League og må derfor ikke spille for Milan i kampene mod Barcelona. Han er ellers faldet godt ind på holdet, og har scoret fire mål i sine første tre kampe for AC Milan. Sammen med El Shaarawy og Niang udgør han noget, der meget vel kan blive et af Europas farligste angreb de kommende år.

Vælger Allegri en klassisk angriber i stedet for Balotelli bliver Giampaolo Pazzini valgt. Han har haft en ganske god sæson for Milan, men har slet ikke fået spilletid efter Balotelli er landet i Milano. Han har til gengæld derfor alt at kæmpe for, hvis han får muligheden.

Milans midtbane lider også under, at Nigel De Jong er blevet langtidsskadet, og først ventes tilbage til sommer. Den stærke hollænder havde ellers netop spillet sig op, og udgjorde sammen med Riccado Montolivo og Antonio Nocerino en stærk tre-midtbane.

Montolivo er nu eneste sikre førstevalg, mens Noccerino, Kevin Prince Boateng, Massimo Ambrosini, Mathieu Flamini og Sulley Muntari alle kan komme i spil til de resterende to pladser.

Men mest lider AC Milan under ikke længere at have folk som Thiago Silva og Alessandro Nesta i midterforsvaret.

Holdet har fået styr på sine backs, men det er svært at pege på, hvem der for alvor skal sætte sig på de to måske mest legendariske pladser på det italienske storhold: de to pladser i midterforsvaret.

Harmonikaen

Dette understreger behovet for at spille disciplineret ”smalt” på egen bane. Ved at trække de to backs lidt ind i banen får de to midterforsvarer lidt støtte, og pladsen for de små Barca-angribere inde foran mål/feltet bliver mindre.

Samtidig vil de tre midtbanespillere trække ind i banen, for at lukke hullerne midt på banen, når der skal forsvares. Naturligvis er Messi altid lidt af en trussel, men i de fire kampe Milan mødte Barcelona i Champions League sidste år, lavede den målfarlige argentiner ikke et regulært mål. Han scorede, men kun på straffe. Milans strategi var at holde fast i deres formation og ikke lade sig trække helt rundt af Messi. De tre midtbanespillere, der er trukket lidt ind i midten af banen, lukkede ned for de “værste” huller til Messi, og fik han bolden og vendte om, lykkedes det forsvaret at afskære ham. Det var naturligvis en vis Nesta, der havde hovedrollen dengang.

Hvad der kunne styrke modstanden mod tiki-taka’en yderligere er angribere, der tager større del i det defensive arbejde. Sidste år spillede italienerne hele tiden med to af enten Zlatan Ibrahimovic, Antonio Cassano, Alexandre Pato, eller Robinho, og ingen af dem brugte mange af deres kræfter defensivt.

Derfor kan det vise sig at være en fordel for italienerne, at de nu spiller med to angrebsfløje, som søger helt bredt ud i banen, men samtidig trækker med hjem og forsvarer.

Barca’s offensive forsvarer

Det hjælper naturligvis midtbanespillerne i det defensive arbejde, hvor den ”normale” Milan-formation 4-3-1-2 lod modstanderens backs få hele fløjen for sig selv, alt imens milaneserne koncentrerede sig om at sidde tungt på midten af banen. Med angrebs-kanterne tættere på midtbanen bliver afstanden mellem kæderne også mindre, når spillet vender og går mod modstanderens mål. Det kan skabe en hurtig omstilling, og det er da også Milans farligste våben – holdet har både spillerne og formationen til netop dette.

Ikke mindst, når Barcelonas forsvarskæde har det med ivrigt at trække meget langt frem på banen: I omstillingen vil Milan fokusere bredt ud til de hurtige fløje, og forsøge at udnytte hullet bag de meget fremstormende Barcelona-backs.

Spiller italienerne disciplineret, og gør banen kompakt, når der skal forsvares, og bred, når der angribes, så kan alle hold ende i problemer imod dette Milan “årgang 0”.

Spørgsmålet er kun, hvor mange gange det spanske tiki-take-spil bliver brudt, og om El Shaarawy bliver skudt rigtigt afsted. Sker det, vil det  kunne gøre ondt på Barcelona. Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis AC Milan slår FC Barcelona ud af årets Champions League. Men det var en finale mellem Chelsea og Bayern München sidste år også.

Italienerne kan meget vel satse på Champions League-rutinen, hvilket betyder De Sciglio og Niang vil starte på bænken. Men her er et bud på en AC Milan start 11’er mod FC Barcelona (4-3-3):

Abbiati; Abate, Mexes, Zapata, Constant; Montolivo, Ambrosini, Muntari; Boateng, Pazzini, El Shaarawy.

13 Dec

Lionel Messi og de otteogfirs scoringer

Samt nogle overvejelser over, hvorfor det er faktisk er lidt irriterende, at verdens bedste fodboldspiller er så fandens sympatisk

Det kan dårligt være undgået nogen marginalt fodboldinteresseret persons opmærksomhed, at Lionel Messi just har slået Gerd Müllers 40 år gamle rekord på flest mål i et kalenderår. Müller scorede hele 85 mål i 1972 (for Bayern München og Vesttyskland), mens Messi nu altså overgik der Bombers i forvejen halvabsurde rekord ved på helabsurd manér at plaffe scoring nummer 85 og 86 (for FC Barcelona og Argentina) i netmaskerne mod Real Betis i søndags. Med yderligere to mål mod Cordoba i går lyder rekorden nu på 88 kasser. Som regulær rekord er præstationen en lille smule suspekt, ganske vist. Man vurderer alt andet lige store fodboldspilleres respektive rekordforsøg ved at fokusere på én enkelt sæson snarere end på ét enkelt kalenderår. Og én sæson i professionel fodbold er nu engang en kalendermæssig bastard, der er sammensat af to halvsæsoner fra hvert sit kalenderår, hvorfor Messis præstationer fra forårets kampe først og fremmest som bør regnes som en del af sæsonen 2011 – 2012 (ikke kalenderåret 2012). Af samme grund fremstår Messis 50 mål i La Liga i sidste sæson da også – for undertegnede – som et markant mere gyldigt bidrag til historiebøgerne end disse dages lettere tendentiøse narrativ om ’Lionel og de otteogfirs scoringer’. Men alligevel: Som en solid indikator for Messis unikke præstationer på grønsfæren kan det uvirkelige antal mål udmærket retfærdiggøre en ekstra salut til verdens bedste spiller. Såfremt nogen nogensinde skulle have savnet anledning til en sådan salut? Og verdens bedste spiller er da også en titel, Messi nu må betegnes som ekstrastor favorit til at erobre igen i år (for fjerde år i træk!), når den såkaldte Balon d’Or skal uddeles til januar. En sådan fjerde udnævnelse på stribe ville forresten repræsentere endnu en rekord for den blot 25-årige argentiner. Der er nogen, der kan. Og Messi kan – om nogen.

Min personlige holdning er, at Messi er den bedste fodboldspiller, jeg nogensinde har set i aktion. Jeg er desværre noget for ung til at have fået et reelt indtryk af legendariske Diego Maradona – og kan strengt taget kun huske at have set ham blive smidt ud af VM-slutrunden i USA i 1994 efter et patetisk pressemøde, hvor en grådkvalt Maradona uden at overbevise nogen afviste at kende noget som helst til nogen som helst positiv dopingprøve. Stjerner som Marco van Basten, Roberto Baggio, Zinedine Zidane, Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho var uden tvivl også helt igennem fabelagtige spillere, bevares. Det samme gælder i særdeleshed for Messis store rival, den portugisiske playboy Cristiano Ronaldo, der på mange måder fremstår som én af de mest komplette atleter, verden endnu har set (måske i tæt konkurrence med NBA-ikonet LeBron James, der i endnu højere grad synes at være det ultimativt atletiske specimen, men lad det nu ligge). Ronaldo er i det hele taget den næstbedste fodboldspiller, jeg mindes at have haft fornøjelsen af, og pomadedrengens 167 mål i 167 kampe siden ankomsten til Real Madrid i 2009 kommer statistisk set uhyggeligt tæt på Messis 205 scoringer i 192 optrædener for Barcelona i samme tidsrum. Alligevel fremstår Messi – i undertegnedes idiosynkratisk-subjektive optik – som sin generations énestående profil (i dette udtryks bogstaveligste forstand). Messi har fx haft næstsidste fod på bolden hele 71 gange siden 2009, mens Ronaldo ”kun” har assisteret sine medspillere 38 gange i Real-trikoten. I sidste sæson, der af mange betragtes som Ronaldos hidtil bedste, behøvede Messi desuden kun 201 skudforsøg til at score sine 50 mål, mens Ronaldo måtte ty til 59 yderligere afslutninger (dvs. 260) for at score fire gange færre (dvs. 46). Ikke just pinligt – men heller ikke lige så fuldstændig suverænt. Jeg vil i det hele taget påstå, at Real Madrids offensive spilkoncept fokuserer endnu mere på at iscenesætte Ronaldos one man show, end Barcelonas ditto gør på at iscenesætte Messi. Min påstand skurer sikkert i ørene hos mange, men se på statistikken: Ronaldo afslutter simpelthen langt oftere (og mindre effektivt), afleverer markant sjældnere til sine medspillere (med noget ringere succesrate), ligesom det står ham frit for at sparke på mål på samtlige frispark, hvis de blot er indenfor 40 meters afstand fra modstanderens mål. Hvilket bliver mange Real-dødboldes endeligt. Real satser således vitterligt en eventyrligt stor del af butikken på Ronaldo, selvom truppen altså tillige rummer unikke offensive kræfter som Özil, Kaka, Benzema og Higuain.

Kritiske røster ville oplagt indvende hér, at Messi simpelthen spiller på et bedre hold end Ronaldo, og at hans præstationer i ret vid udstrækning afhænger af uovertruffen assistance fra midtbanegenierne Iniesta og Xavi, der – som den eventuelle læser oplagt vil vide – jo også har præsteret at føre Spaniens landshold til triumf i hele tre store slutrunder i træk (nemlig EM i 2008, VM i 2010 og EM i 2012). Ingen ubetydelig bedrift, hvilket turde være åbenlyst. Læg imidlertid mærke til, hvad Xavi og Iniesta, såvel som Barcelonas to seneste trænere, Josep Guardiola og Tito Vilanova, selv har at sige til den sag: ”For mig er Lionel den absolut bedste” (Iniesta); ”Han [Messi, KLL] er den bedste nogensinde, og han har overgået dem alle. Han er klart den bedste, og måden, han spiller på, er så meget mere betydningsfuld end Cristianos” (Xavi); ”Det har været en ære at træne den bedste spiller [nemlig Messi, KLL], jeg nogensinde har set og sandsynligvis vil komme til at se” (Guardiola); ”Vi vil aldrig igen se en spiller af Messis kaliber […]. Han er verdens bedste med en klar margin, og vi aner endnu ikke, hvor hans grænser er.” (Vilanova). Det er klart, at ingen af disse udtalelser just kan gå for at være neutrale indspark til debatten om, hvem der fortjener at blive kaldt verdens bedste spiller. Ikke desto mindre er det altså bemærkelsesværdigt, med hvilken selvfølgelighed Messis medspillere og trænere omtaler ham som verdens klart bedste. Man skulle egentlig tro, at det ville være marginalt ydmygende for spillere som Xavi og Iniesta, der begge i flere år har været seriøse topkandidater til fodboldens fornemste, individuelle hæderspriser, at Messi øjensynlig uden videre regnes som – netop – énestående god af deres egne trænere og medspillere. Klubbens egne folk kunne forventes at forholde sig neutrale, hvad den slags interne klubrivaliseringer angår. Skulle man tro. Men sagen er jo, at Xavi og Iniesta helt utvetydigt stemmer i med koret af Messi-aficionados med samme selvfølgelighed som resten af klubbens repræsentanter. Det ser sært ud, men (op)løsningen af det tilsyneladende paradoks ligger lige for: Grunden til udsagnenes selvfølgelighed grunder klart nok i, at Messi slet og ret er så meget bedre end resten af sine klubkammerater; også selvom de bedste af hans medspillere (nemlig Xavi og Iniesta) rent faktisk er ekstraordinære nok til at have indtaget fire ud af seks mulige anden- og tredjepladser i forbindelse med de seneste tre års Balon d’Or-kåringer (Iniesta er i øvrigt nomineret igen i år efter for nylig at være blevet kåret til Europas bedste spiller).

Der er ikke desto mindre andet og mere at sige om Messi, end at han er en fabelagtigt god og unik fodboldspiller. Faktisk får han selv – imellem linjerne – sagt noget af det allermest interessante, når han igen og igen fremhæver, at han personligt foretrækker, hvis Xavi og Iniesta kunne vinde Balon d’Or. Han har da også dedikeret sine seneste hæderstitler til sine to holdkammerater. Messi påstår i disse sammenhænge vel at mærke ikke, at Xavi og Iniesta er bedre spillere end ham, og det ville også være en sær ting at påstå. Han er blot sympatisk nok til at foreslå, at hans medspillere modtager prisen for deres fornemme præstationer, der helt bestemt også har haft stor betydning for Messis personlige resultater såvel som Barcelonas mange titler i de seneste år. Som vi netop har taget til behandling, er Xavi og Iniesta – for deres vedkommende – samtidig sympatiske nok til at indrømme, at Messi, når alt kommer til alt, er den bedste. Tilsammen udgør disse tre sympatiske spillere rygsøjlen på et FC Barcelona-mandskab, der er så velspillende og boldsikkert, at lektor i etik på Aarhus Universitet, Morten Dige, til sidste års julefrokost fremhævede det som et moralsk imperativ for fodboldinteresserede at se samtlige af holdets kampe, hvis man overhovedet havde mulighed for det. Her var tale om en vittighed, tydeligt nok, men som alle andre vitser virkede den i kraft af dens appel til noget sandt. Det hele er med andre ord såre godt og sympatisk, og Messi er om nogen den dygtige og sympatiske kransekagefigur på et velorganiseret, gennemført sympatisk og tilsyneladende harmonisk Barcelona-mandskab, hvor ingen hævder sig unødigt, og ingen er større end fællesskabet.

Det er i det hele taget utænkeligt, at nogen ville kunne finde på at udtale om Messi, hvad den portugisiske landstræner Felipe Scolari indsigtsfuldt i april fik sagt om sit holds største stjerne, nemlig Ronaldo: ”Nogle folk kan ikke lide ham, fordi han er en fantastisk spiller, han ser godt ud og har sex med alle kvinderne. Folk bliver jaloux.” Scolari tilføjer i øvrigt, at ”den eneste dårlige ting ved Cristianos liv er Messi. Hvis det ikke var for Messi, ville Cristiano have været den bedste spiller i verden fem år i træk”. Alt sammen både temmelig morsomt og godt set, men lad os fokusere på udtalelsens første halvdel. Ronaldo er vitterligt en selvhævdende primadonna, en fashionabel jetsetter og en dameglad playboy, for nu at være lidt polemisk. Han sætter gerne sig selv over fællesskabet – og viser hellere sin spændte lårmuskel frem efter en scoring, end han takker dén af sine holdkammerater, der uselvisk har spillet ham fri (tjek selv efter på YouTube!). Han er med andre ord en spiller, som mange elsker at hade – stik modsat Messi, Xavi, Iniesta og resten af Barcelonamandskabet.

Eller hvad? For er der alligevel ikke et eller andet irriterende ved Messi og hans ovenud sympatiske medspillere i FC Barcelona? Og stikker denne irritation ikke dybere end det faktum, at mennesker – som landstræner Scolari påpeger i citatet ovenfor – har det med at blive jaloux på folk, der er så dygtige og dominerende, som tilfældet er det med spillerne fra det nuværende Barcelonamandskab? Jeg ved, at mange faktisk føler bemeldte irritation, men hvorfor egentlig? Et forslag kunne måske være, at der er et eller andet, der virker etisk suspekt såvel som psykologisk utroværdigt ved et harmonisk og sympatisk kollektiv? Jeg mener: Kan det virkelig passe, at Messi virkelig inderst inde håber, at Xavi eller Iniesta – snarere end ham selv – bliver tildelt fodboldsportens højeste, individuelle udmærkelse? Kan den tankegang overhovedet forenes med den nødvendige vindermentalitet hos topidrætsfolk? Og hvad fortæller det om filosofien bag FC Barcelonas brand, hvis han siger det uden at mene det? Er der ikke ligefrem noget halvfascistisk (!) og uheldigt ekskluderende over den måde, hvorpå udprægede alfahanner og primadonna-typer som Samuel Eto’o og Zlatan Ibrahimovic (der begge er angribere af allerfineste karat) øjensynlig er blevet frosset ude af Barcelona-kollektivet af den daværende træner Guardiola, fordi deres kæmpeegoer ikke rimede med FC Barcelonas strengt kollektivistiske musketer-ed? Efter eget udsagn blev Zlatan ligefrem beordret af Guardiola til at lade sin trofæ-Ferrari (Enzo) stå hjemme i garagen og i stedet tage turen i en klubsponsoreret AUDI, når han kørte til træning på Camp Nou. Han skulle ikke skille sig ud og stille sig an, nemlig. Men kan det være meningen? Er det virkelig den moralske opgave for et fodboldkollektiv at pille spillernes egoer så tilstrækkeligt ned, at de står i kø for at forære hinanden deres respektive priser (eller i al fald lade som om de ville foretrække at gøre det, hvis de kunne)? Ville der ikke i virkeligheden være noget fodboldmæssigt såvel som menneskeligt forfriskende og tilmed ærligt (?) over, hvis en spiller som Eto’o eller Zlatan nu og da fik carte blanche til at bryde ud af tika-taki-stilens kodeks om korte afleveringer, fik fripas til selvisk at se stort på frie medspillere, kunne score et drømmemål og efterfølgende lade sig selv – og ikke klubben, medspillerne eller fællesskabet – hylde af publikum? Burde kollektivet ikke kunne rumme denne ”udskejelse” eller ”overskridelse” af sin egen målestok uden at føle sig truet og uden at behøve at ekskludere den selvhævdende synder, hvis scoring jo stadig kommer fællesskabet til gode (akkurat som Ronaldos scoringer kommer hele Real-holdet til gode)? Guardiola er med rette anerkendt for at have revitaliseret – og endog forfinet – spillestilen og filosofien bag det Barcelona-mandskab, som den legendariske, hollandske træner Johan Cruyff omtrent udødeliggjorde i første halvdel af halvfemserne. Forskellen mellem Cruyffs og Guardiolas bud på Barcelonafilosofiens realisering er imidlertid, at der hos Cruyff altid var plads til et par totalt humørsyge og uberegnelige alfahanner i angrebet. Mest prominent i mesterskabssæsonen 1993 – 1994, hvor angrebsduoen bestod af den varmblodede, bulgarske enfant terrible, Hristo Stoichkov, såvel som den selvcentrerede, men fuldstændig uovertrufne brasilianer, Romário. Det faldt rigtig nok aldrig førstnævnte ind at spille sine medspillere, hvis han modtog bolden i feltet (hvem sagde Preben Elkjær?), og det lå sidstnævnte mere end fjernt at løbe med hjem og forsvare, hvis han tabte bolden til modstanderholdet. Ikke desto mindre havde de begge dræberinstinkt banen og interessante personligheder udenfor banen. Og de stod ved deres stil. Og begge bidrog de i stor stil til auraen omkring Cruyffs uforglemmelige mandskab. Det var i det hele taget en særlig oplevelse at se disse farverige – om end problemfyldte – personligheder indgå i et kollektiv med mere ydmyge og kollektivistisk anlagte spilfordelere som fx Michael Laudrup og Guardiola selv. Spillemæssigt, teknisk, taktisk og disciplinært var Årgang 1994 givetvis ikke helt på omgangshøjde med nutidens Barcelona-kollektiv – men hvad skal vi mene om den etiske ”udrensning” af de uetiske egoer (såsom Stoichkov, Romário, Eto’o og Zlatan), som Guardiola har tilføjet kulturen omkring FC Barcelona? Er der tale om en forbedring eller en forværring af konceptet – hvis det overhovedet giver mening at forsøge at afgøre det spørgsmål?

Smag og behag er selvfølgelig subjektivt, men det er for mig at se absurd at anklage det nuværende Barcelonahold for at spille kedeligt. De spiller røven ud af bukserne, gør de, og det er i dén grad fodboldkunst for feinschmeckere, der uge ind og uge ud serveres på Camp Nou for tilskuere verden over. Desuden virker det nærmest absurd at ville anklage et hold for at være for fællesskabsorienteret i sin filosofi. Mangler vi ikke lige præcis dén type forbilleder i en stadigt mere individualiseret tidsalder, hvor unge mennesker øjensynlig ikke gider stille op for fællesskabet, hvis der ikke er personlig promovering i udsigt, og hvor professionelle fodboldstjerner mere og mere ligner lejesoldater til fals for den højeste byder til forveksling (pace Zlatan og Eto’o)? Giver det overhovedet mening at komme primadonnaen til forsvar? Mit svar har to halvdele: For det første lader det til at være en slags psykologisk konstatering, at vi fascineres af egenrådige og selviscenesættende spillere som Ronaldo og Zlatan. De har simpelthen højere underholdningsværdi, også selvom de ikke just er etiske rollemodeller. Og desto mere man efterlyser en sådan personlighedsmæssig X-faktor hos sine sportsidoler, desto mere vil man komme i fascinationsmæssigt underskud hos FC Barcelona anno 2012. Vil jeg tro. For det andet er der den pointe, jeg allerede har præsenteret i det forrige, og som jeg nu vil runde af med, nemlig: Det er godt nok menneskeligt ønskværdigt at tilstræbe kollektive dyder og solidaritet med fællesskabet, men det synes ikke desto mindre menneskeligt utroværdigt at lægge totalt låg på, at mennesker trods alt er væsener, der nogle gange har behov for at hævde sig selv og få individuel bekræftelse. Og stjernespillerne i Barcelona giver nu engang indtryk af at være så indoktrinerede ind i klubbens fællesskabsorienterede kodeks, at man ikke længere kan få øje på den del af deres menneskelige natur, der har behov for at stikke ud fra fællesskabet. Det må da for Guds skyld være tilladt at indrømme, at man faktisk foretrækker selv at vinde prisen som verdens bedste!

Jeg kan ikke afgøre, om Barcelonaspillerne er lige så meget bedre mennesker end de fleste andre, som de er bedre fodboldspillere. Men jeg ved, at temmelig mange fodboldentusiaster et eller andet sted finder den supersympatiske og vandkæmmede skoledreng-attitude hos Barcelonaspillerne næsten lige så irriterende og utroværdig, som andre finder Ronaldos brovtende Narcissos-stil uudholdelig. At denne betragtning ikke forhindrer mig i at være Barçafan helt ind i knoglemarven, er en anden sag. Og folks særegne Barcelona-aversion er ofte helt ude af proportioner, som jeg ser det. Desuden er jeg slet, slet ikke ude på at sidestille alle former for solidaritet med fællesskabet med hykleri, hvilket for alvor ville være absurd. Jeg kunne bare godt bruge gode gamle Romário på holdet som en kærkommen modvægt til drengekorsfaktoren. I det mindste på bænken.

Af Kresten Lundsgaard-Leth