24 Mar

10 ønsker til Åge Hareide fra Sport fortalt

HareideI aften får Åge Hareide debut som cheftræner for det danske landshold. Han har en ung og historisk talentfuld generation til rådighed, og store forventninger er derfor berettigede. Redaktionen på Sport fortalt har 10 ønsker, den nye landstræner skal indfri, hvis han ikke skal ende som en parentes mellem Olsen og Laudrup.

Af redaktionen på Sport fortalt

I aften går det løs. Det danske landshold skal for første gang dirigeres af Åge Hareide i kampen mod Island i Hedens hovedstad.

Sport fortalt har en række ønsker til den nye landstræner. Ønsker, der skal opfyldes, hvis Åge Hareide skal gøre sig forhåbninger om at træde ud af Morten Olsens lange skygge og sætte sin præg på tingene, inden landstræneren hedder Laudrup.

1. Spillermateriale før spilfilosofi

Først og fremmest skal der tages et konsekvent opgør med Morten Olsens ”spilfilosofien før spillermaterialet”-tilgang. Sport fortalt ser gerne, at Hareide anlægger en mere italiensk filosofi, end tilfældet var med Morten Olsen, og i højere grad tager udgangspunkt i det spillermateriale, der er til rådighed. Eventuelle tanker om fodboldspillets sande væsen må blive i den platoniske idéverden, hvor de hører hjemme.

Morten Olsen havde en klar vision om, at fodbold først og fremmest skal være flot at se på. Men dels lykkedes det faktisk ret ofte det danske landshold at spille ganske hæsligt. Dels fik man ofte det indtryk, at resultaterne kunne have været markant bedre, hvis Olsen havde indgået flere kompromiser. Mange – inklusive redaktionen på Sport fortalt – er sultne efter resultater.

Hareide skal for alt i verden ikke lave en Drillo på det danske landshold, og det er der heldigvis intet, der taler for, at han vil gøre. Men én ting må han gerne tage med fra Drillo: Resultater ER vigtige. Og hvis det en gang i mellem går ud over den kønne spillestil, så fred være med det. Danmark skal til flere slutrunder!

2. De bedste spillere skal spille – derfor tre centerforsvarere

Sammensætningen af den første trup er i den forstand positiv. Meget tyder således på, at Åge Hareide vil forsøge sig med tre centerforsvarer. Det er et tiltrængt nybrud på et landshold, der har haft samme forsvarsformation under hele Olsen-æraen. Samtidig vil det være den mest oplagte konsekvens af ”spillermateriale før spilfilosofi”-tankegangen.

Danmark har længe produceret et væld af centerforsvarere i verdensklasse, mens det har knebet gevaldigt på andre pladser, særligt venstre back og i angrebet.

De bedste spillere skal spille, og når der er en klar overvægt af centerforsvarere blandt de bedste spillere, så lad os få dem på banen!

Sport fortalt håber, at Hareide går linen ud og lægger sig fast på at bruge tre centerforsvarere – også hvis det glipper i de første par kampe. Her og nu er det bedste bud Agger, Kjær og Andreas Christensen. På den lidt længere bane, når Agger må lægge støvlerne, skal der satses på Jannik Vestergaard. Og så skal man absolut ikke glemme Okore.

3. Offensive backs

Den første trup vidner om flere forandringer i forsvarets organisering. Ud over de tre centerforsvarere ser det ud til, at Hareide vil spille med to offensive wingbacks.

Sport fortalt håber, det kommer til at virke og ser gerne den nye landstræner folde idéen helt ud.

Danmark har ikke spillet med decideret defensive backs, men de har begge haft mange defensive pligter. Åge må gerne frigøre de to backs endnu mere og spille dem som deciderede wingbacks, der kan sætte scenen for de offensive kræfter.

Det har aldrig været i defensiven, at Danmark har haft store problemer. Vores problem har været at score mål. Med de midterforsvarere vi har til rådighed, kan defensiven godt holde til, at de to backs tænker meget mere offensivt.

Spørgsmålet er, om Danmark har spillerne til wingbackpositionerne? Henrik Dalsgaard er udtaget og er oplagt med sin hurtighed og offensive forståelse. Lige nu må Daniel Wass imidlertid være forest i køen. Venstre side er sværere. Tidligere ville Simon Poulsen være oplagt. Han er imidlertid ikke en fremtidens mand. Durmisi ligner det bedste bud med Boilesen og Jonas Knudsen som alternativer.

4. Konsekvent generationsskifte

Mange har længe efterlyst et generationsskifte på landsholdet, og en del af det kommer helt naturligt. Sport fortalt mener imidlertid, at Åge Hareide bør gennemføre skiftet meget konsekvent og meget hurtigt. Den første trup ser både frem og tilbage. Mange af de nye unge er med, men de fleste af dem var også med under Morten Olsen.

Succeskriteriet for Hareide må være, at det skal lykkedes ham at skabe 5-6 dominerende a-landsholdsspillere ud af den U21-flok, der tog hele Danmark med storm sidste sommer: Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Pierre Emile Højberg, Yussuf Poulsen, Victor Fischer, Riza Durmizi og Pioni Sisto.

Samtidig ser Sport fortalt gerne, at de unge talenter får lettere ved at få chancen, end tilfældet var under Morten Olsen, der elskede rutine og stabilitet lidt mere, end godt altid var.

Det var eksempelvis en katastrofe, at Martin Jørgensen fortrængte Christian Eriksen til VM i 2010. Bevares, Eriksen var kun 18. Men selv Morten Olsen må i sin efterevaluering have nået frem til, at det var en fejl at vælge dengang snart 35-årige Jørgensen frem for det unge stjerneskud.

Hareide bør være mere modig og fremsynet end Olsen. Det danske landshold trænger til flere satsninger, særligt når det drejer sig om de unge talenter.

5. Ud med Kvist og Krohn-Dehli

Forståeligt nok vil Hareide gerne have nogle spillere med erfaring, som kan lette generationsskiftet. Men særligt William Kvist bør ikke spille en rolle længere. Han er for ensidig og for langsom.

Man kan stille samme spørgsmålstegn ved Michael Krohn-Dehli. Sevilla-spilleren vil være 35 år ved næste slutrunde, og det er efterhånden længe siden, han for alvor har blomstret på landsholdet. Krohn-Dehli har stor kvalitet, men bør være alternativet til Eriksen eller Højbjerg, hvis de ikke kan spille.

Desuden er der masser af erfaring i truppen, hvor Agger, Kjær, Schmeichel og Eriksen har masser af hak i landsholdsbæltet.

6. Delaney, Højberg og Eriksen som fast midtbane

Den centrale midtbane bør give sig selv. Hvis udgangspunktet er 3-5-2, bør midtbanen bestå af Thomas Delaney, Pierre Emile Højberg og Christian Eriksen – tre spillere, der kan udgøre midtbanen på landsholdet i mange år frem.

Disse tre bør oplagt kunne fungere sammen. Delaney passer de defensive pligter, Pierre Emile Højberg forbinder kæderne, mens Eriksen tager sig af det offensive.

Lad os få et fast anker på midtbanen. Det kan vi med disse tre.

7. Brug spillerne flere steder

Supplementet til den defensive midtbane bør samtidig findes i den bugnende gruppe af forsvarspillere, som Hareide har til rådighed. Således kan både Andreas Christensen og Jannik Vestergaard træde til, hvis Delaney mangler på den defensive midtbane. Især AC er i virkeligheden en direkte trussel for Delaney. De fleksible ungersvende understreger i øvrigt endnu engang, at William Kvist bør være fortid på landsholdet.

Spillere som Christensen og Vestergaard er så gode, at de skal bruges – og de må gerne bruges på forskellige pladser, hvis det kan sikre det bedste spillermateriale på banen.

Der er masser at tage af til forsvarskæden. Vi skal som nævnt ikke glemme Okore.

8. Yussuf Poulsen er fremtidens mand i angrebet

Danmarks helt store problem de sidste mange år har været en enorm mangel på gode angribere. Bendtner har i realiteten været eneste mulighed af høj nok klasse.

De manglende angribere er ikke et problem, der er opstået ud af det blå. Når man i alle led i talentkæden sværger til en rød tråd med kun én enkelt angriber, bliver der simpelthen for få at tage af i kædens sidste led: A-landsholdet.

Det problem løses ikke med det samme, men hvis Hareide vil spille med to angribere – hvilket meget tyder på – bør der satses mere konsekvent på Yussuf Poulsen som den ene af disse.

Poulsen kan ikke løfte det alene. Men med den rette makker er Poulsen fremtidens mand i landsholdets angreb.

9. Ingen garantier til Bendtner

I forlængelse heraf og apropos ønsket om, at de bedste skal spille, kommer vi ikke udenom Niklas Bendtner. I topform er han vores klart bedste angriber, men det er lææænge siden og efterhånden svært at huske.

I sin nuværende situation – 13 kampe og 2 mål i Bundesligaen – bør Bendtner så langtfra være garanteret en plads på landsholdet. At han denne gang har meldt afbud som følge af for lidt spilletid på sit klubhold er for så vidt fornuftigt nok, ligesom det vidner om en vis selverkendelse. Det giver samtidig Hareide mulighed for at prøve alternative angrebsduoer, hvor Lasse Vibe, Nikolaj Jørgensen, Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen kan kombineres på spændende vis.

I Morten Olsen havde Niklas Bendtner en mentor og fortrolig. Med Hareide starter han forfra. Hvor ville det være interessant, hvis kan også fandt sig en ny klub, hvor han kunne spille fra start hver gang.

10. Gør landsholdet folkeligt

Det sidste ønske handler ikke så meget om spillet på banen, men mere om ideen om, hvad Danmarks fodboldslandshold skal være.

Vi ønsker os et mere folkeligt landshold efter flere år med et tungt og lukket DBU og en på mange måder utilnærmelig Morten Olsen (læs mere her på Sport fortalt).

Meget er allerede sket. Se eksempelvis denne video af udtagelsen af Dalsgaard.

Super god stil af DBU og et glimrende eksempel på, hvor lidt der i virkeligheden skal til. Den nye landstræner har en stor kommunikativ og ledelsesmæssig opgave udenfor banen, og det bliver spændende at følge, om han – når modgangen kommer, og det vil den – kan bevare en imødekommende og åben tilgang.

Held og lykke til Åge og god landskamp!

08 Jan

Skuffelser, succes og gennembrud: Tilbageblik på 2015

Rene holten(Foto af Balint Vekassy, Renepoulsen.com)

Hvad fungerede, hvad glippede, hvad overraskede og hvad blev overset i dansk sport i 2015? Vi giver her vores bud på de mest bemærkelsesværdige historier fra det forgangne år.

Årets succeshistorie: René Holten Poulsen
Indrømmet, vores viden om roning er ekstremt begrænset. Men vores sans for statistik er en smule bedre, og her tårner René Holten Poulsen sig op i det danske sportslandskab 2015.

Mange danskere kender ham formentlig bedst for sit selvkritiske og småperfide interview efter den glippede medalje i 1.000 meter enerkajak ved OL i 2012, men i 2015 fik han for alvor taget revanche for OL-skuffelsen og høstede medaljer ind på højeste niveau. Det lykkedes blandt andet tømreren fra Bagsværd at skrabe to VM-guldmedaljer (1000m og 500m enerkajak) og to EM-guldmedaljer (5000m og 500m enerkajak) sammen i løbet af året. På verdensplan er han blandt de nominerede til ”Sportsman of the Year” ved World Paddle Awards. Vi kan ikke komme på nogen anden dansker, der var ligeså succesfuld indenfor sin sportsgren i 2015, som René Holten Poulsen var.

Boblere:
* Trods Danmarks status i international badminton, hører et All England-mesterskab til sjældenhederne. Peter Gade vandt herresinglen i 1999, Tine Rasmussen vandt tre singletitler i løbet af 00’erne og 10’erne, og i 2015 tog Carsten Mogensen og Mathias Boe så den første danske double-titel siden 2011 (hvor makkerparret også vandt). Boe og Mogensen tog også en førsteplads i den navnkundige indiske turnering ”Syed Modi International Badminton Championship” i 2015.
* Landmændene og skolelærerne fra Hobro IK sluttede i sommeren 2015 på en 7. plads i Superligaen – hele 10 point over stregen og foran dyrt betalte trupper som OB, Esbjerg og Vestsjælland. 2015 bød bl.a. på to sejre på Brøndby Stadion for opkomlingene. Det burde i bund og grund være en umulighed.
* Håndbold er sportshipsterenes yndlingshadeobjekt, og dansk håndbold havde ikke noget særligt prangende 2015. Der bør alligevel falde stor ros i retning af Mikkel Hansen. Han havde måske ikke sit bedste år nogensinde, men han er stadig en af verdens absolut bedste, og beviste det i 2015 bl.a. ved at vinde det franske mesterskab, blive topscorer i ligaen og ved at tage en plads på Champions Leagues all star-hold. Mikkel Hansen er relativt set formentlig den største danske profil indenfor nogen holdsport overhovedet.

Årets skuffelse: Fodboldlandsholdets EM-kvalifikation
Albanien, Island, Wales, Ungarn og Nordirland skal med, men Danmark må for blot anden gang siden 1984 blive hjemme fra en EM-slutrunde i fodbold. Det er vitterligt skuffende – ikke så meget fordi Danmark burde have vundet over et svensk Zlatan-båret landshold i playoff-kampene, eller fordi slutrunden i denne omgang giver plads til hele 24 hold, men mest af alt fordi, det danske landshold ad flere omgange selv forspildte helt oplagte muligheder for at sikre sig deltagelsen.

Bolden balancerede i overført betydning flere gange på målstregen, men ingen af de danske spillere evnede at få skubbet den det sidste stykke indover. Med blot 12 point for 8 kampe blev det i stedet Albanien, som kunne snige sig op på 2. pladsen bag de ikke-prangende portugisere. Alt det burde og kunne have været anerledes, hvis blot Danmark havde scoret et enkelt mål ude mod Armenien i september, da sidstnævnte intet havde at spille for, hvis blot Daniel Agger og forsvarskollegaerne på hjemmebane i 2014 havde lukket ned for Cristiano Ronaldo i 95 minutter og ikke kun i 94 minutter og 50 sekunder, eller hvis blot holdet havde vundet den afgørende kamp hjemme mod Albanien i efteråret, hvor de destruktive miniputter parkerede den berømte (mini)bus uden at danskere kunne stille noget op. Alle disse muligheder blev forspildt, og Morten Olsen fik derfor sat et ærgerligt punktum for en karriere med fire slutrunde-deltagelser som træner. Vejen til Frankrig 2016 var den lettelse, der nogensinde har været, og derfor må det være den største skuffelse i hans landstrænerkarriere – og dermed også i vores årskavalkade.

Boblere: * Kevin Magnussens fyring fra McLaren. * Team Sauerland og Viasats patetiske ”Ondt Blod”-stævne med Patrick Nielsen vs. Rudy Markussen. * Caroline Wozniackis tre 2. runde-exits i Grand Slam-turneringerne. * Storsatsende KIF Kolding Københavns elendige efterår med Champions League-flop på stribe, en femteplads i ligaen og en trænerfyring til at runde året af med.

Årets overraskelse: Exit Glen og efterfølgende palaver
Folk med indsigt i de interne forhold i FC Midtjylland var udmærket klar over, at kemien imellem den tidligere træner Glen Riddersholm og direktør Claus Steinlein var dårlig. Alligevel kom det som en stor overraskelse, at Riddersholm efter klubbens første mesterskab nogensinde – og på tærsklen til Champions League-kval – tog sit guldjakkesæt og gik. Det var imidlertid ikke mindre overraskende at følge det efterfølgende forløb, hvor FCM-ledelsen valgte at bringe en konflikt med den tidligere mestertræner ud i fuld offentlighed. Riddersholm havde bagt rævekager i kulisserne, mente FCM-toppen, som i oktober derfor forsøgte at slukke glødende konflikt ved at hælde benzin på.

Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen gik til Politiken og andre medier med et opsigtsvækkende karaktermordforsøg på Riddersholm, som kunne give den i offerrollen efterfølgende. Til ledelsens forsvar skal det med, at de øjensynligt fik ramt gråspurven med deres kanoner, og sagen døde i løbet af det sene efterår hen. Glen Riddersholm er nu at finde i AGF, og vi ser frem til kommende ”run-ins” med både Ståle Solbakken, Claus Steinlein og Rasmus Ankersen.

Boblere:
* En 62-årig nordmand som dansk fodboldlandsholdstræner: Hvem havde set den komme? Åge Hareride virker som et sympatisk gemyt og har et flot fodbold-cv med sig til Danmark, men ved indgangen til året lå den tidligere Brøndbytræner langt nede på eksperternes bud på Olsens afløser.
* De færreste har nok hørt om badmintonspillerne Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, men ved All England 2015 slog den ukendte danske herredouble sensationelt de topseedede sydkoreanere Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong ud i første runde. Det giver mindelser om Frederik Fetterleins Davis Cup-sejr over Stefan Edberg i 1995 eller Frederik Løchtes Wimbledondouble-sejr i 2012. Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding endte med at gå hele vejen til semifinalerne – tilsvarende overraskende.

Årets gennembrud: Frederik Andersen
Det er ekstremt sjældent, at danskere gør sig bemærket i en af de store amerikanske sportsligaer. Historisk set har NBA, NFL og MBL været nærmest renset for dansk islæt, men NHL har i de senere år har fået stadig flere danskere på isen. I 2015 brød den unge målmand Frederik Andersen overraskende igennem for NHL-klubben Anaheim Ducks. NHL-debuten kom allerede tilbage i 2013, men efter nogle år med sporadisk spilletid og udlejning til farmerholdet Norfolk Admirals satte Frederik Andersen sig i sidste sæson tungt på målmandsposten hos en af ligaens bedste hold. I marts 2015 nåede han så 50 sejre i NHL i sin blot 68. kamp. Det havde ingen målmand gjort bedre i verdens bedste ishockeyliga siden 1944.

I den såkaldte Stanley Cup (NHL-slutrundespillet) var han med til at føre sit hold frem til finalen i Western Conference (samlede semi-finale), hvor Frederik Andersen og Anaheim Ducks dog måtte se sig slået i syvende og sidste kamp af de senere mestre Chicago Blackhawks. Frederik Andersen nåede dog at levere en redningsprocent på lidt over 91 procent i playoff-runden, og markerede sig dermed som en af ligaens bedste, unge målmænd.

Frederik Andersen var retmæssigt allerede på årets rookie-hold i NHL i sæsonen 2013-14, men det var på baggrund af en sæson med blot 28 kampe i grundspillet og 7 i playoffs. I 2015 hed de tal 54 og 16, og vi mener derfor, at der trods forrige års hæder var tale om et virkeligt gennembrudsår i 2015.

Boblere:
*
Badmintonspilleren Victor Axelsen, som i løbet af året rykkede fra en plads som nr. 12 på verdensranglisten til plads nr. 6, og som bl.a. smadrede legenden Lin Dan i kvartfinalen ved Denmark Open i oktober – en præstation som er blevet betegnet som hans bedste til dato.
* Brøndbys venstreback Riza Durmisi, som i løbet af året gik fra en usikker plads på klubholdet til en fast plads på landsholdet, hvor han var en af de bedste i den sidste håndfuld kampe.
* Hækkeløberen Sara Slott Petersen, som i løbet af 2015 kom springende ind i den danske sportsbevidsthed. I en alder af 28 år opnåede hun i august sit bedste resultat nogensinde med en VM-fjerdeplads på 400m. Året bød også på flere topresultater ved Diamond League-stævner, personlige- og danske rekorder med mere.

Årets oversete: Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel får sin pæne portion opmærksomhed, men alligevel er det som om, han flyver lidt under radaren ift., hvordan danske medier normalvis behandler store danskere i store udenlandske fodboldligaer.

Kasper Schmeichel var i 2015 ikke blot en af meget få danskere, som spillede fast i en af verdens bedste ligaer (hvem findes udover Daniel Wass, Jannik Vestergaard, Christian Eriksen og til dels Michael Krohn-Dehli og Andreas Christensen?), men han har også været en decideret profil for et tophold. Det kan kun Christian Eriksen nogenlunde matche. Samtidig har han – modsat Eriksen – været en af de allerbedste på landsholdet, og derfor havde vi forventet lidt mere hype omkring Schmeichel Junior. Ender det med en Champions League-plads eller et skifte til en storklub i 2016, skal de danske medier imidlertid nok gå Schmeichel-amok, og så kan det passende tænkes, at han bliver ”årets overeksponerede” i næste års kåring.

Boblere:
* Mediernes og dele af befolkningens kritiske sans i forbindelse med Nielsen vs. Markussen. Det er en lidt bagvendt argumentation her, men vi mener, at alt for mange overså den åbenlyse håbløshed i bokseopgøret med Rudy Markussen og Patrick Nielsen forud for stævnet i december. Mange medier kørte med på hypen og købte den wrestling-inspirerede proforma-konflikt imellem bokserne, ligesom mange sagesløse kunder brugte 500 kroner på noget, der næppe kan betegnes som elitesport. Opgøret burde have været ”årets ikke-begivenhed”.
* Hvor mange danskere er egentlig klar over, at aalborggenseren Jan Ø. Jørgensen rangerer som verdens næstbedste mandlige badmintonspiller? I en individuel sportsgren, som er stor i nogle af klodens mest befolkede nationer, tårner Jan Ø. Jørgensen op som den største danske stjerne i mange år. Det blev til en German Open-sejr, All England-sølv, VM-bronze og guld ved hold-EM i 2015 for Jan Ø. Jørgensen. Det burde man skrive noget mere om.

14 Oct

Den vitterligt upopulære landstræner

Denmark v Australia - International Friendly

Han har siddet der længe, men han er ikke særligt populær. Fodboldlandstræner Morten Olsen scorer konsekvent lavt i popularitetsmålinger. Sport fortalt har forsøgt at svare på spørgsmålet: Hvorfor er Morten Olsen ikke folkets mand?

Af Tyson W. Lyall 

De siger i Vordingborg, at han har lune. De siger, at han kan drikke en bajer og slå sig løs. At han tager et tykt lag armering på, når han passer sit offentlige embede.

Farvehandlersønnen Morten fra Sydsjælland, som i snart 15 år har passet en af nationens mest profilerede stillinger. Mens statsministre har heddet alt fra Nyrup til Schmidt, så har manden med hånden på landsholdets rorpind siden år 2000 blot heddet Olsen.

Morten Olsen er efterhånden blevet en institution i dansk sportshistorie. Først som spiller og anfører for det elskede 80’er-landshold. Senere som træner for et lidt mindre elsket 00’er og 10’er-landshold, som kun i enkelte glimt har fået befolkningen til at omfavne sig.

00’ernes profiler som Jon Dahl Tomasson, Dennis Rommedahl og Martin Jørgensen kom aldrig i nærheden af det samme popularitetsniveau, som blev begunstiget Frank Arnesen, Preben Elkjær, Søren Lerby og andre 80’er-koryfæer.

Samtidig er det heller aldrig rigtig blevet til ægte kærlighed mellem Olsen og folket. Hvor de fleste af hans tidligere holdkammerater stadig bærer rundt på deres folkelige image, så har mange det med Olsen, som med den mugne onkel, man blev tvunget til at kramme farvel til familiefester. Det er et had-kærlighedsforhold uden nævneværdig kærlighed.

Stort set hver eneste kontraktforlængelse mellem landstræneren og DBU har udløst mishagsytringer i store dele af pressen og blandt befolkningen. Siden EM-slutrunden i 2004, hvor Danmark blev sparket brutalt ud af turneringen i kvartfinalen, har alle ender af pressekorpset skrevet om sidste chancer, vejes ender og udrundet timeglas.

En meningsmåling lavet af Voxmeter i juni sidste år viste, at kun 12,7 procent af de adspurgte på det tidspunkt ønskede, at landstræneren skulle forlænge sin kontrakt.

Forklaringen på det platoniske forhold mellem Olsen og folket skal ganske givet findes i flere forhold, der både transcenderer Olsens personlighed og befolkningens store forventninger.

Landstræneren har – vitterligt – også haft en række ydre omstændigheder imod sig.

Dårlig kommunikation
I stort set hele Olsens trænerperiode har landsholdet været hæmmet af en uhørt ringe, nærmest tragikomisk, tilgang til ekstern kommunikation. Landsholdets popularitet er i årene under Olsen fosset ud igennem sprækkerne på det bolværk, den tidligere kommunikationsdirektør Lars Berendt konsekvent forsøgte at bygge op omkring holdet. Inde bag gatekeeper Berendt har Olsen stået og nydt dårligt af det elendige offentlige image, DBU fik skabt op igennem 90’erne og 00’erne.

Et image, der blandt andet blev afsløret i den efterhånden sagnomspundne rapport fra firmaet Inspira, som blev lækket til Jyllands-Posten i 2008.

DBU havde selv bestilt en markedsanalyse hos Inspira, der imidlertid ikke lagde fingre imellem.

“DBU forbindes især med at være: støvet, gammeldags, bureaukratisk, konservativ, ikke handlekraftig, tillukket, bedrevidende, arrogant,” lød det blandt andet i rapporten.

Befolkningens opfattelse af DBU som noget ”hårdt, koldt, gråt, arrogant og stift”, er derfor ikke overraskende også smittet af på landstræneren.

Storhedsvanvid og urealistiske forventninger
Sideløbende med den dårlige kommunikation har Morten Olsen også været offer for et helt igennem overvurderet syn på egne fodboldevner blandt befolkningen og dele af pressen.

Landstræneren overtog i 2000 et hold, der med EM-triumfen i Sverige blot otte år forinden havde stået fadder til en sensationel bedrift, der formentlig aldrig nogensinde gentager sig. Seks år efter, i 1998 ved VM i Frankrig, havde holdet med en unik generation af topspillere ligeledes leveret en næsten ufattelig god præstation for et land med kun fem mio. indbyggere. Holdet smadrede de olympiske mestre fra Nigeria i 1/8-finalen og led efterfølgende et episk smukt nederlag til de senere sølvvindere fra Brasilien.

På bagsmækken af præstationer som disse blev Olsen kastet ud foran et hjemmepublikum med alt for fine fornemmelser. Som fabriksarbejderen, der har vundet i lotto, var det danske publikum ovenpå 80’ernes og 90’ernes succeser blevet vant til en vis standard. Upopulær blev ham, der nu skulle forklare, at heldet var brugt op, og at det var tid til årtier med rugbrødsmadder og leverpostej.

Men Morten Olsen har rent faktisk formået at putte både smør og foie gras på rugbrødet ved flere lejligheder. Ved VM i 2002 og ved EM i 2004 avancerede landsholdet eksempelvis fra gruppespillet på bekostning af henholdsvis de regerende franske verdensmestre og de senere italienske verdensmestre. Morten Olsen kvalificerede holdet til både VM i 2010 og EM i 2012 foran nationer som Portugal, Sverige og Norge. Prøv eksempelvis at spørg de portugisiske verdensstjerner, om de nyder at spille fodbold i København. Alene i Olsen regeringsperiode har Portugal i øvrigt haft i alt seks landstrænere.

Måler man samtidig rent statistisk Morten Olsen imod sine forgængere, finder man fx, at han med et sejrsgennemsnit på lige knap 50 procent overgår populære figurer som Sepp Piontek (79-90) og Bo Johansson (96-00).

Manden på gaden i lande som Skotland, Norge, Polen, Israel og Irland ville ganske givet være ovenud begejstret, hvis deres landstræner kunne fremvise et pointgennemsnit som Olsens.

Øget konkurrence men lettere vej
En af forklaringerne, på hvorfor landholdet imidlertid ikke har præsteret endnu bedre under Morten Olsen, skyldes ifølge ham selv, at konkurrencen er blevet hårdere. De mindre nationer er simpelthen blevet bedre, forklarede han senest til DR Sporten i september i år.

På sin vis er det et legitimt argument, da der næppe hersker tvivl om, at mindre hold som Armenien, Albanien og Makedonien, der alle har voldt Danmark besvær i de senere år, rent faktisk er blevet stærkere. De fleste nationer kan i dag mønstre mindst et par profiler fra en større europæisk liga. Forklaringen ignorerer imidlertid det faktum, at vejen til slutrunderne tilsvarende er blevet markant lettere.

Da Danmark vandt EM i 1992 deltog blot 8 hold i turneringen! Stærke nationer som Italien, Spanien og Portugal var eksempelvis ikke med. Ved EM i 2012 deltog 16 lande, og ved slutrunden i 2016 har UEFA-præsident Michel Platini skruet antallet helt op på 24. Det er blot fire færre end antallet af medlemslande i EU. Hvem er det efterhånden, der ikke kommer med?

Morten Olsen har måske ret så langt, at der i dag er færre walk-overs i forhold til for 20 år siden, men kvalifikations-nåleøjet er samtidig blevet udvidet voldsomt.

The nutty professor
Forklaringen på Morten Olsens manglende popularitet skal alligevel ikke udelukkende findes i forklaringer som urealistiske forventninger og dårligt kommunikationsarbejde. Morten Olsen har også et personligt gemyt, der ikke stråler af varme og venlighed. Der er formentlig ingen tvivl om, hvem de fleste danskere ville nyde en pilsner med, hvis valget stod imellem Ulrik Wilbek eller Morten Olsen.

Den omtalte rapport fra Inspira viste da også, at en stor del af de negative værdier ved DBU blev associeret til netop Morten Olsen.

En del af forklaringen ligger måske i landstrænerens dybt fokuserede tilgang sit erhverv. Gamle venner og holdkammerater vil fortælle, at de aldrig har mødt en mere determineret person. Velkendt på vordingborgegnen er eksempelvis historien om en ung Morten Olsen, som løb fra Vordingborg til Nykøbing Falster for at deltage i træningen hos B 1901. Det er ca. 30 kilometer.

Morten Olsen lever og ånder for sit professionelle erhverv. Han har ingen børn, og det hele handler om fodbold. DBU har i forbindelse med researchen til denne artikel oplyst, at Morten Olsen og hans assistent Peter Bonde i løbet af en weekend typisk ser omkring 30 kampe til sammen. Det er rigtig mange timers koncentreret boldflytteri. Og så er det kun tallene for weekenderne.

I den forstand minder Morten Olsen måske lidt om den reserverede og socialt inkapable professor eller kunstner, som har brugt sin primære tid på at dygtiggøre sig til særligt én ting, og derfor ikke har haft tid tilovers til værtinde-kompetencer. Morten Olsen er først og fremmest en fodboldmand – og tilmed en ganske dygtig en af slagsen. Men han har stadig tid til at hævde sig på popularitetsfronten.

Der er tegn på, at han efter alle disse år er ved at vænne sig til en ny mediestil, der præger hele DBU-organisationen efter Claus Bretton-Meyers overtagelse af direktørposten i marts.

Morten Olsen er i den forstand snarrådig nok til at kunne læse skriften på væggen. Væk er Lars Berendt og flere fra den gamle garde, og landstræneren er i den sammenhæng nødt til at vise, at han også er polyvalent, som han selv ynder at sige det.

Først og fremmest er hans job dog at vinde fodboldkampe, og det gør han rent faktisk også oftest. Det ville vitterligt ikke skade, hvis han gjorde det igen tirsdag aften.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her.