28 Mar

Rolf er ren?

IMG_2400

Om tarvelige dopingindrømmelser som dårlige vittigheder – og en sidste sang for Lance

Af Kresten Lundsgaard-Leth

”Når Rolf går i bad, er det vandet, der bliver rent.”

”Rolf har et bijob på et vandværk, hvor han renser vandet.”

”REN, RENERE, ROLF!”

Und so weiter und so fort. Som mange læsere af Sport fortalt ganske givet vil vide, består én af det seneste års mest vellykkede online-vittigheder i en både meget kreativ og samtidig helt igennem absurd gentagelse af mantraet om, at ”Rolf er ren”. For de uindviede (hvis der da er nogen tilbage?) bør jeg nok understrege følgende: Navnet ’Rolf’ peger på den mest vindende danske cykelrytter gennem tiderne, Rolf Sørensen, mens den prædikative forlængelse, ”er ren”, spiller på det faktum, at selvsamme Rolf Sørensen indtil for en uges tid siden var den eneste tilbageværende af 90ernes danske cykelikoner, der endnu ikke havde indrømmet at have brugt præstationsfremmende midler (aka. doping) i løbet af sin professionelle cykelkarriere. Det har han så nu, hvilket dog ikke afholder ”Rolf er ren”-bevægelsen fra stædigt at koge yderligere suppe på vittighedens stadige muligheder for vanvittige variationer. Fx proklameres det i disse dage på ”rolfisternes” Facebook-side, at Rolf lige nu taler i febervildelse eller – i en art uegennyttig sympati med sine aldeles urene eks-kolleger – slet og ret afgiver falsk vidnesbyrd.

Et sådant, bogstaveligt martyrium ville sådan set have passet som fod i hose til de nært forestående påskedage – men come on…: Rolf hverken var eller er på nogen som helst måde ren. Faktisk er det en fuldstændig afgørende grund til, at det har været så satans underholdende at lægge øre til de mange afsindige bud på, hvor ren Rolf er (renere end vaskepulver, sæbespåner, englenumser, edsvorne nonner i cølibat, højglanspolerede gulve, rensdyr etc.), at Rolf netop ikke er ren. Og der eksisterer ganske klart en ironisk-stiltiende kontrakt mellem bevægelsens kreative medlemmer om, at en essentiel del af vittighedens iøjnefaldende potens netop består i, at man holder masken, når man siger det, som ingen i realiteten har troet på.

Eller helt sport/kort fortalt: Det er sjovt at postulere, at ”Rolf er ren” (i fiktionens verden), fordi Rolf helt åbenlyst ikke er spor ren (i virkelighedens verden).

Om man er til ”Rolf er ren”-humor eller ej: Fænomenet er i det mindste en vittighed, der ikke giver sig ud for at være andet end, hvad den er; nemlig en vittighed. Eller rettere sagt: Vittigheden giver sig overfladisk set ud for at være alvorligt ment, men deri består jo netop det vittige i vittigheden.

Mig og Bjarne: En herningensers bekendelser

En mindst lige så stor vittighed, der imidlertid ikke burde være en vittighed, er den måde, hvorpå en række af Danmarkshistoriens mest feterede idrætsidoler i løbet af de seneste år har indrømmet deres respektive (eller rettere sagt: ”despektive”) dopingmisbrug.

For en eksil-herningenser som undertegnede var det naturligvis særligt traumatiserende, da Tour de France-vinderen fra 1996, Bjarne Riis, krøb til korset som storsyndende såvel som -savlende EPO-addict i slutningen af maj 2007. Jeg havde immervæk fem autokrassere fra Bjarnes egen hånd i min øverste skuffe (mindst!); jeg havde ét signeret eksemplar af Bogen Om Bjarne Riis fra 1995 liggende (oven i købet med både temmelig tavse Bjarnes og temmelig meget mindre tavse Jørn Maders signaturer i (se foto!)); jeg havde længe haft en plakat af ”Bjarne i den gule trøje” på væggen i mit i øvrigt gult-malede drengeværelse på Færøvej 6, 7400 Herning (klart nok på den fineste plads lige ovenfor min højt skattede Packard Bell Pentium 133-PC, på hvilken jeg oven i købet kunne få tiden til at gå med et meget primitivt og på alle måder understimulerende cykel-manager-spil, jeg nu har glemt navnet på); jeg havde selv cykelmotioneret i sådan halvseriøst format (uden tvivl animeret af en vis, stolt lokalpatriotisme (mindst!)); jeg har fødselsdag d. 3. april, ligesom Bjarne (og er således præcis 19 år yngre end barndomsidolet) – og som om disse halvbizarre sammenknytninger af skæbnetråde ikke var alt rigeligt: Jeg præsterede absurd nok at blive indlogeret på værelset ”Ørnen”, da jeg i sommeren 1999 flyttede ind på ”Fuglegangen” på Mellerup Fri- og Efterskole. Fik jeg nævnt, at jeg er fra Herning. Tag den.

At tage den havde jeg så til gengæld svært ved i situationen. Ikke mindst fordi Bjarnes offentlige bodsgang var så gennemført blodfattig, halvhjertet og i det hele taget tarvelig. »Jeg har taget EPO. Det var en del af min hverdag«, indrømmede Riis godt nok – men han virkede i situationen hverken særligt ydmyg eller spor skamfuld. Bjarne var rigtig nok påfaldende fåmælt under pressemødet, men jo næppe i dagens ellers samvittighedstyngede anledning, eftersom Bjarne altid var påfaldende fåmælt. Rettere sagt var Bjarne således bare sig selv; nemlig upåfaldende påfaldende fåmælt, så at sige. Bjarne nævnte godt nok også, at Anne Dorthe T. & co. på hjemmefronten længe havde kendt sandheden, men videre personlige blev hans dopingbekendelser på live-TV sandt for dyden aldrig. I stedet ”kulminerede” Bjarnes bekendelser i den lakoniske indrømmelse, at »Jeg står frem nu for holdets skyld. For at vi kan få ro til vores arbejde«. In summa: Jeg var dopet. Bum. Det er jeg ked af. Bum. Lad os komme videre. Tim og Bum.

Efter min opfattelse var og er Bjarne Riis’ indrømmelse en vittighed; og vel at mærke en rigtig dårlig én af slagsen. Det er givetvis tilfældet, at professionel cykelsport i 90erne var præget af en udpræget ”dope-dig-eller-forsvind”-kultur. Det er også tilfældet, at en fyldestgørende forståelse af dopingfænomenet selvfølgelig må tage højde for – og forholde sig til – denne virkelige kontekst. Men alligevel: Der er sgu altid en meningsgivende kontekst, når vi forbryder os mod vore moralske normer (fx et lidt-for-personligt skænderi forud for den lidt-for-lystige julefrokost eller en lidt-for-voldelig far forud for den lidt-for-voldelige søn), men hermed er det personlige ansvars betydning jo hverken blevet meningsløst eller helt ligegyldigt at adressere. Det var nemlig Bjarne selv, ikke Bjarnes kontekst, der valgte at føre sine mange fans (ikke mindst små drenge som mig (snøft)) bag lyset. Og vi troede sgu på ham (måske ikke længere i 2007, men så absolut i 1996). Man må hér holde sig for øje, at Bjarne jo ikke blot har ladet cykelsportens talrige tilbedere tro på en usand historie. Han har også selv levet på en løgn, nemlig, hvilket ret beset betyder, at der er tale om et muligt traume på i al fald to niveauer, nemlig: Løgnen (i) overfor tilhængerne og det dertilhørende, massive tillidsbrud mellem idol og idoldyrkere, for det første. Og løgnen (ii) som Bjarne selv måtte leve på (og med) og den dertilhørende, massive selvfremmedgørelse, for det andet.

Sport og moral – og dårlige vittigheder

Men hvem ved? – kunne man spørge: Måske Bjarne slet ikke har følt sig fremmedgjort overfor sig selv, hvortil jeg helt kort vil svare: Det er muligt, men Bjarne er i så fald en dårlig vittighed. Og hvorfor så det? Jo, fordi et menneske, der er andet og mere end blot en tragikomisk karikatur på et menneske, simpelthen må have en åndelig dybde, der rækker udover behovet for at kunne få »ro til sit arbejde«. Det har nemlig betydning for et menneske, såfremt det lever på en løgn, ligesom det har betydning for et menneske, når dette menneske fører sine dedikerede tilhængere systematisk – og ulovligt – bag lyset i årevis. Det simpelthen betyde noget, fristes jeg til at postulere, og det er ret nærliggende, at betydningen af et sådant (selv-)bedrag vil være både alvorligt og vidtrækkende for bemeldte menneskes selv- og verdensforståelse (og således ikke kun udgør en lokal forstyrrelse af vedkommendes mulighed for at få arbejdsro – oder was?!).

Det er ikke mit ærinde for indeværende at påstå, at Bjarne Riis skulle være en dårlig vittighed endsige en kvasi-karikatur på et menneske. Men netop fordi jeg faktisk har tiltro til, at Bjarne bekymrer sig om andet og mere end sin arbejdsro og følgelig må have været anfægtet af sine løgne, fremstår den uanfægtede professionalisme, hvormed hans tilståelse faldt, som en overfladisk og fornærmende vittighed, menneskeligt set.

Den franske forfatter og eksistenstænker Albert Camus skal engang have udtalt følgende: »Efter mange år, hvor jeg har set mange ting, skylder jeg sporten min sikreste viden om moraliteten og menneskets pligt.« Overdrivelse fremmer nok forståelsen hos den tidligere fodboldmålmand Camus, men frøsnapperen fremfører ikke desto mindre en prægnant pointe med, at sport og sportsfolk blandt andet fascinerer, fordi vi kan lære noget om det menneskelige vilkår i det hele taget gennem sportens prisme; både hvad angår holdånd, heroisme og helligbrøde.

Når det kommer til de danske dopingsynderes meget tvivlsomme bekendelsesmeritter, kommer Camus’ udsagn imidlertid til at fremstå regulært farceagtige. Farceagtigt, tragikomisk og en rigtig dårlig vittighed bliver det nemlig, hvis vores »sikreste viden om moraliteten og menneskets pligt« ikke vil sige andet, end at vi slet og ret må se i øjnene, at Riis indrømmede sin brug af doping, fordi han ville have ro til at komme videre med sit professionelle cykelhold, at Michael Rasmussen for nylig krøb til korset, fordi han sgu sikkert vil i gang med sit eget hold (og med stor sikkerhed får nedsat sin straf af WADA) samt, at Rolf som rosinen i pølseenden nu indrømmer sin såkaldte ”festrygning” (det kalder han det minsandten), fordi han angiveligt vil sikre sin fremtid som sportskommentator på TV-2 (samt fordi han vel efterhånden har ondt i mavemusklerne over de utallige latterkramper, som ”Rolf er ren”-kampagnen må have ført med sig).

Men er det alt? Er det dét, der er at lære efter alle sejrene, alle nederlagene, alle løgnene og al selvbedraget? Hvis (cykel-)sporten ikke har andet at lære os om moraliteten og pligten end at pligten gælder, når den passer præcist med pragmatikkens planlægning, så kunne man ønske sig på Camus’ vegne, at han havde droppet sin påtrængende pathos i ovenstående citat og simpelthen bare havde bekendtgjort (nok en lille smule præmaturt, men alligevel), at ”Rolf er så ren, at hvidhvaskede lagener ligner flittigt brugt lokumspapir til sammenligning”. Eller noget i den stil. Tim og Bum.

Splittelsen i løgnen og det menneskelige drama: En sidste sang for Lance

Et andet og større perspektiv med hensyn til »moraliteten og menneskets pligt« var der så til gengæld over den detroniserede Tour-konge Lance Armstrongs interview i to dele med det amerikanske talk shows efterhånden grå emminence, Oprah Winfrey. Jeg har før skrevet om Lance hér på siden, hvorfor jeg for indeværende skal nøjes med nogle afrundende perspektiver på sagen.

De to samtaler mellem Armstrong og Oprah er – for mig at se – blevet kritiseret på nogle i vid udstrækning forkerte og misforståede præmisser. Lance indrømmer kun sit misbrug, fordi han ikke længere har andre udveje, har det fx lydt. Og Oprah er hverken hård, vidende eller kompromisløs nok som interviewer, har andre beklaget sig. Bevares, begge indvendinger har skam noget for sig; men det er bare ikke det, der er det afgørende. Armstrong ville klart nok ikke have indrømmet sit misbrug, hvis han kunne have sluppet (også dét indrømmer han uden videre i interviewet). Men denne psykologiske kendsgerning medfører jo ikke, at vi skal overtage dén åndsforladte målestok fra cykelsportens kompromitterede kultur, der lyder, at man vinder, hvis man ikke bliver taget i at snyde. Der er nemlig intet vinderagtigt eller misundelsesværdigt over at bedrage hele verden og leve på en løgn, med mindre man udelukkende anskuer det at vinde som en bedrift, der alene måles og vejes på, hvad der udadtil er synligt. Heller ikke selvom man tjener millioner og bliver fejret som folkehelt på baggrund heraf – eftersom man jo hverken vinder på retfærdig vis eller overhovedet er den person, man udadtil fremstår som. Om det i øvrigt nogensinde er efterstræbelsesværdigt at tjene millioner eller at en være feteret folkehelt, vil jeg her lade være et åbent spørgsmål.

Her handler det om at påpege, at det gode ved Lances alvorssnak med Oprah var den måde, hvorpå den bidrog til – begyndelsesvist – at nedbryde cykelrytteren Armstrongs målestok (”som konkurrencemenneske er løgnen et legitimt middel til at vinde”) til fordel for en ny målestok, som mennesket Lance forhåbentlig vil kunne arbejde hen imod (”moralsk set umuliggør løgnen rent faktisk, at jeg kan vinde i mit liv; både med hensyn til mit selvforhold og med hensyn til forholdet til mine medmennesker”).

Og Oprah kunne måske nok have været hårdere og skarpere. Sagen er blot, at en sådan hårdhed og skarphed hurtigt kunne være blevet til en indirekte accept af Lances – og cykelsportens – oprindelige selvforståelse om, at han vitterligt ville have vundet, hvis blot han ikke lige var blevet opdaget. Som jeg hørte Oprahs spørgsmål, undgik hun at blive en brik på denne ”konkurrence-logiske” spilleplade ved at få Lance til at tale om, hvordan han egentlig har haft det med sine løgne såvel som, hvordan han har det med nu at lægge kortene på bordet. Denne mere forsonelige tilgang gav nemlig mulighed for, at Armstrong kunne få lov til at holde en art monologisk dialog mellem de to målestokke eller logikker, der helt åbenlyst krydser klinger for tiden i mandens martrede sjæleliv.

Ind i mellem var det nærmest som at overvære én af de klassiske Anders And-tegnefilm, hvor Anders er ved at gå mentalt op i limningen over de indbyrdes modsatrettede råd fra mini-engle-Anders på den éne skulder og mini-djævle-Anders på den anden. På den éne side kunne Lance nemlig ikke dy sig for at forsvare sit hidtidige syn på doping som en fuldstændig legitim måde at vinde på i en sport, der jo alligevel var gennemsyret af systematisk snyd. Lance var også helt klar i mælet om, at han har slået hårdt og brutalt fra sig, hvis han har følt sig truet. Det hele hører med til konkurrencelogikken, jo, og ”that guy is still there”, som han – for mig at se ærligt – medgav mere end én gang. Men der var også nogle svært interessante øjeblikke, hvor Lances indre konflikt trådte tydeligt frem som et syret både-og, hvor den nye Lance leverer et kommentarspor til Armstrongs vante svar.

»Oprah: Did it feel wrong? Lance: “At the time, no” […] Scary.

Oprah: Did you feel bad about it? Lance: “No.” Even scarier.

Oprah: Did you feel in any way that you were cheating? Lance: “No.” Scariest

Læg her venligst mærke til, at også de kursiverede ord er ord, Lance selv faktisk siger (og ikke min tilføjelse). Citationstegnene og kursiveringen er altså blot ment som en visuel tydeliggørelse af det dialogisk-splittede i Lances svar til Oprah. Selvkommenteringen gentager sig lidt senere, mens en tydeligt rørt Lance genfortæller, hvordan han måtte fortælle sandheden til sin søn Luke:

»Oprah: What did you say? Lance: I said: “Listen, there’s been a lot of questions about your dad, and my career; whether I doped or did not dope. I’ve always denied it and I’ve always been ruthless and defiant about that. You guys [i.e. Lances familie] have seen that and it’s probably why you trusted me on it.” which makes it even sicker. “And I said: I want you to know that it’s true.”«

Igen: Sætningen i kursiv er Lances egen replik – ikke min. Og det var uden tvivl noget sygt, syreagtigt og patologisk over Armstrongs lodret hensynsløse stil overfor sine anklagere, når han indtil da totalt afviste at have dopet sig. Men i sine samtaler med Oprah er der i det mindste noget på spil. Der er i det mindste nogle overvejelser over de menneskelige perspektiver i et sådant bedrag – snarere end en hurtigt serveret og totalt tarvelig indrømmelse á la Lances danske medsyndere, inden sidstnævnte gruppe skulle skynde sig videre i teksten og CV-arbejdet. Lance er absolut ingen helgen, men han er dog åbenlyst i gang med at tænke over tingene, mens han taler med Oprah. And that makes it even sicker, måske nok – men vi kan altså lære temmelig meget mere om moraliteten, pligten, splittelsen og dette korte liv af Lances ”sygdomsforløb”, end vi kan af Bjarnes, Michaels og Rolfs useriøse vittigheder.

For alle cykelryttere fra 90erne er vittigheder, men nogle vittigheder er mere vittigheder end andre.

Eller hvis Oprah nu skal have det sidste ord: »The truth will set you free.«

27 Mar

Har virkeligheden overhalet Andy Schleck?

andyschleck

De mange dopingskandaler til trods buldrer cykelsporten videre. Den luxembourgske stjernerytter, Andy Schleck, er imidlertid kun en skygge af sit tidligere jeg. Spørgsmålet er, om de forandringer, som sporten for tiden undergår, betyder, at Andy Schlecks tid som toprytter er ved at være forbi.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Sport fortalt har i en række tidligere indlæg argumenteret for, at cykelsporten er under forandring. Doping er stadig en del af feltet, og vil efter alt at dømme fortsat være det fremover. Men der bliver stadig flere rene ryttere, og det dopingforbrug, der stadig findes i feltet, er slet ikke så massivt, som det har været tidligere.

Den helt vilde dopingcocktail, som Michael Rasmussen indtog op til Tour de France 2007 (epo, væksthormoner, insulin, testosteron, bloddoping), ville simpelthen ikke kunne undvige dopingkontrollens søgelys i dag. Spørgsmålet er, hvilken betydning det får for, hvilke ryttertyper vi vil se dominere i sporten fremover?

“Et reklamefremstød for EPO”

Da Festina-skandalen rullede i 1998 troede mange, at det var en øjenåbner for cykelrytterne. Det var det også – men det fik de helt forkerte konsekvenser. Michael Rasmussen kalder ligefrem Festina-sagen for et ”reklamefremstød for EPO”.

I forbindelse med sin indrømmelse udtalte Michael Rasmussen om sine skjulte opholdssteder op til Touren 2007:

”Jeg skulle bruge den periode for at forberede mig med så mange dopingpræparater, så jeg kunne være så stærk som overhovedet muligt. Jeg gik jo rundt og var konstant positiv, indtil Tour de France var i gang. Undervejs i hele perioden fik jeg forfinet mit forbrug og kunne sørge for at være endnu bedre end i 2007, end jeg nogensinde havde været før.”

Da dopingkontrollen efterfølgende blev skærpet, skete det i første omgang kun i forbindelse med løbene. Rytterne kunne derfor fortsætte med at dope sig uden for konkurrence, hvilket for mange blev en del af den generelle løbsforberedelse. Omvendt kunne man stadig fortsætte med at benytte sig af bloddoping under løbene, så længe der ikke var spor af doping i det opbevarede blod.

Cykelporten under forandring

Men indførelsen af det biologiske pas i 2008, samt dopingtests uden for konkurrence kombineret med whereabout-systemet, gjorde det meget sværere at fortsætte dopingmisbruget.

Det biologiske pas er ikke perfekt, hvilket flere eksperter allerede har gjort opmærksom på.

Men passet har trods alt været så stor en succes, at både fodbold– og tennissporten overvejer indføre et lignende system.

De seneste tids afsløringer vidner desuden om, at systemet har sin berettigelse. Ydermere vil frygten for at blive afsløret givet vis betyde, at færre vil kaste sig ud i et dopingforbrug.

Desuden kan man se på sportens udvikling, at der er sket store ændringer. Løbene bliver simpelthen kørt anderledes end tidligere. Gennemsnitshastigheden for vinderen af Tour de France er mere eller mindre den samme, men vi ser ikke længere ryttere, der er i stand til at angribe igen og igen på de store stigninger. Der er meget langt fra de dueller, vi så mellem Armstrong og Pantani, hvor favoritterne altid kørte resten af feltet helt i smadder, til Wiggins sejr sidste år, som var baseret på mindre tidsforskelle og kontrolleret kørsel med få angreb. Wiggins havde ikke vundet Tour de France uden sit hold, mens Armstrong nærmest på egen hånd kunne splittet feltet fra hinanden og køre fra sine konkurrenter.

I konkurrence hele året

De vilde udsving i rytternes præstationer er også blevet mindre, hvilket har belønnet de mere stabile ryttertyper. Da Armstrong dominerede Touren, var det mere reglen end undtagelsen, at de store etapeløbsryttere var mere eller mindre usynlige i løbet af foråret, for lige pludselig at troppe op til Touren langt stærkere end resten af feltet.

Det er nu slut. Sidste år vandt Wiggins løb hele foråret, inden han senere triumferede i Touren, og i år har vi set, at det er de samme ryttere, som igen og igen konkurrere om sejren i etapeløbene – de samme ryttere, som vi vil se kæmpe om sejren i det kommende Tour de France. Vi så det i Tour of Oman i februar, Tirreno-Adriatico i marts og vi så det i de netop overståede Catalonien Rundt og Criterium International. Der er tale om Bradley Wiggins og Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans, Joaquin Rodgriguz og Vincenzo Nibali.

Men hvorfor er det betydningsfuldt, at det er de samme ryttere, der er stærke hele året? Det er det, fordi de tidligere så store udsving i præstationerne har været et resultat af, at rytterne har udnyttet doping til at øge præstationsevnen, når det var planlagt – eksempelvis under Tour de France. Resten af sæsonen skulle man så holde ”lav profil” og ellers følge sit dopingprogram uden for konkurrence.

Selvfølgelig er der stadig formudsving, og rytterne vil stadig peake i bestemte løb. Men vi ser ikke længere så ekstreme udsving hos den enkelte rytter, som var tilfældet tidligere. Danske Chris Anker Sørensen er et godt eksempel – han topper selvfølgelig i bestemte løb – eksempelvis sidste års Tour de France – men han vil aldrig falde helt igennem på en bjergetape.

Feltet er ikke rent. Men det er renere, end det har været i mange år. Både i antallet af dopede ryttere, og også i mængden og systematikken i det misbrug, der givetvis stadig finder sted. Derfor er konkurrencen også mere lige, hvilket afspejler sig i mere forsigtig og kontrolleret kørsel samt mindre tidsforskelle.

Generationsskifte

Generationen, som var ude af konkurrence for at ”træne” og siden peake under Touren, er lige så stille ved at forsvinde. Af disse typer er Armstrong det mest oplagte eksempel, mens Michael Rasmussen gjorde præcis det samme.

Omvendt er mange af de tilbageværende store stjerner anderledes. Evans og Contador har altid været konkurrencedygtige hele året – det samme med Nibali. Men for Andy Schleck forholder det sig som med Armstrong.

Både ham og storebror Fränk har på samme måde fokuseret på få løb, hvor formen skulle peake. De ”trænede” efter Armstrongs skema, og skulle præstere på to tidspunkter – først i ardennerklassikerne (Amstel Gold Race, La Fléche Wallone og Liège–Bastogne–Liège) og senere i Tour de France. Begge brødre har gået fra at være helt usynlige i opvarmningsløbene, hvorefter de var først på toppen af de stejleste stigninger i Touren.

Andy Schleck tilhører fortiden

Hvorvidt Andy Schleck hidtil har været dopet, og hvorvidt hans aktuelt manglende kampform skyldes manglende ”hjælpemidler”, skal jeg højest gisne om. Jeg kan blot konstatere, at cykelsporten er ved at ændre sig, og at brødrende Schleck som ryttertyper hører fortiden til.

Status pt. er da også, at storebror Frank er suspenderet og under anklage af dopingmyndighederne, mens Andy ikke har kørt om sejren i et cykelløb siden Tour de France 2011.

Den officielle udlægning er, at Schleck lider mentalt under det styrt, der sidste år gjorde, at han måtte droppe Touren.

I sidste uge gennemførte Andy Schleck for første gang i næsten et år et etapeløb, da han var med feltet hjem på sidste etape af Critérium International. På sidste etape nåede han sågar at vise sig fremme med et par angreb. Efterfølgende konkluderede Schleck selv, at formen er på vej, og – på bedste Mark Twain-manér – at rygterne om hans død var stærkt overdrevne.

Den evige romantiker Henrik Jul Hansen er da også overbevist om, at Andy nok skal blive klar til Touren.

Denne skribent er noget mere skeptisk. Kigger vi på sportens tilstand pt., og sammenligner med for bare to år siden, hvor Schleck sidst var på toppen, ja så er der allerede sket meget. Nye generationer står på spring; generationer som hele deres karriere har kørt uden doping, generationer som er vant til en anden måde at køre cykelløb på, og ryttere som i højere grad er blevet deres årgangs bedste, fordi de fysisk og mentalt ER de bedste – og ikke fordi de har haft gode kontakter i den medicinske verden.

22 Oct

Lance Armstrongs skygge kaster lys over Jan Ullrich

Jan Ullrich

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Dopingafsløringerne vælter ned over den professionelle cykelsport. Ikke siden Festina-skandalen i 1998 er sporten som helhed blevet miskrediteret i en sådan grad, som det er tilfældet efter den seneste tids afsløringer af organiseret doping.

Allerede under årets Tour de France fik offentligheden de første indicier om, at noget stort var undervejs. Rygterne ville vide, at en række af de amerikanske veteraner, George Hincapie, Levi Leipheimer, David Zabriskie og Christian Vande Velde, angiveligt skulle have indrømmet doping i forbindelse med den igangværende anklagesag mod Lance Armstrong.

I slutningen af august blev sagen yderligere betændt, da Armstrong opgav at forsvare sig i den kommende retssag, hvilket resulterede i livslang karantæne fra enhver form for professionel sport. Måneden efter, 5. september, udkom Tyler Hamiltons bog The Secret Race, hvor den detroniserede cykelrytter kom med alvorlige anklager om, og meget konkrete beskrivelser af, organiseret doping på U.S. Postal i Lance Armstrongs storhedstid. Som kronen på anklageværket offentliggjorde U.S. Anti-Doping Agency, USADA, 10. oktober sin rapport om Lance Armstrongs angivelige dopingforbrug (læs hele anklageskriftet her):

Er UCI indblandet?

Rapporten er blevet udarbejdet som led i den retssag, som dopingmyndighederne i USA havde indledt mod Lance Armstrong. De anklager, som Hamilton kommer med i sin bog, bliver i så rigelig grad bekræftet af rapporten fra USADA – og mere til. For det er ikke kun cykelrytterne og cykelholdene, der er under mistanke. Uden at der rettes en direkte mistanke, giver rapporten anledning til spekulationer om, hvorvidt nogen i cykelsportens ledelse har holdt hånden over Armstrong. Sagt med andre ord: Har UCI været direkte involveret i den organiserede doping?

Offentliggørelsen af rapporten kalder derfor på undren samt en reevaluering af en række personskæbner i cykelsportens nyere historie.

Skæbnen Jan Ullrich

En af disse skæbner tilhører det tyske kraftværk, Jan Ullrich. Sport fortalt har tidligere skrevet om de potentielle motiver bag Lance Armstrongs fortsatte benægtelse af enhver form for skyld. Men hvad med Jan Ullrich? Den evige 2’er fra Rostock blev allerede i 2006 af offentligheden dømt skyldig efter afsløringerne i forbindelse med Operacion Puerto og lægen Eufemiano Fuentes. Han trak sig frivilligt fra cykelsporten og har mere eller mindre forholdt sig tavs siden.

Jan Ullrich har dog stadig ikke indrømmet sit dopingforbrug, selv om holdkammerater fra årene, hvor Riis og efterfølgende Ullrich vandt Tour de France, alle har indrømmet – Riis inklusiv. Det tætteste vi kommer er en officiel undskyldning, uden det dog nævnes, hvad han konkret undskylder for.

Tilbage i 2009 bekendtgjorde tyskeren, at der var en afslørende bog på vej. Til spørgsmålet om, hvorvidt han ville indrømme brugen af doping, sagde han:

Dette spørgsmål er ikke så let at svare på. Disse ting vil blive beskrevet i min bog, som jeg skriver for mine fans og også i forhold til min bearbejdning af sagen.

I samme omgang indikerede han, at der var noget grundlæggende galt i cykelsporten, som han havde tænkt sig at afsløre i sin bog. Med en elegant sprogbrug erklærede han, hvad der burde være åbenlyst for enhver:

Jeg kan ikke hjælpe den, der ikke kan lægge to og to sammen i forhold til, hvad der skete i cykelsporten.

De igangværende omstændigheder med Hamiltons bog og USADA-rapporten er angiveligt kommet Ullrich i forkøbet. Men hvad kan vi forvente fra Ullrich, hvis hans egen version overhovedet kommer?

Var Ullrich et offer?

I forlængelse af de florerende indicier om UCIs rolle i den organiserede doping kom Ullrichs tidligere rådgiver Rudy Pevenage med en bemærkelsesværdig udtalelse:

Efter Festina-affæren i 1998 stoppede vi alt hos Telekom. Der var ikke et eneste præparat mere, ingen forbudt forberedelse! Det var et krav fra sponsoren, som desuden også betalte for uanmeldte kontroller i alle hjørner af verden for at følge os. Alt blev gennemført under ledelse af det tyske anti-doping agentur – vi kunne overhovedet ikke foretage os noget. Sådan gik det til 2001, og vi troede, at vores konkurrenter gjorde det samme – ingen ville have en skandale som Festina igen. Men Armstrong og US Postal fik os til at tvivle. Jeg kan huske Touren i 2001. Jan var virkelig i rigtig god form, måske bedre end nogensinde – og endda ren. Men der var ikke noget at gøre. Armstrong legede med ham, det var afskyeligt.

I samme ombæring indikerer Pevenage, at UCI spillede en aktiv rolle:

Hvorfor mon alle hans rivaler fra dengang, Botero, Beloki, Sevilla, Ullrich, Basso, Hamilton, Vinokourov senere faldt? De forsøgte bare at gøre det ligesom ham, men de havde ikke de samme midler, og de var først og fremmest ikke så beskyttet, som han var

Rudy Pevenages udtalelser er bemærkelsesværdige. Han beskriver en virkelighed, hvor alle topatleter i sporten spillede et beskidt spil, og hvor Armstrong havde magten, pengene og rådgiverne til at gøre det bedre end alle andre. Den faktiske udvikling i Tour de France korresponderer meget godt med Pevenages udlægning. Jan Ullrich blev nr. 2 efter Armstrong i både 2000 og 2001, hvor han begge gange tabte med over 6 minutter. I disse år var han ifølge Pevenage i topform – men brugte ikke doping. Herefter begyndte Ullrich igen at overtræde reglerne, og i 2003 (Ullrich kørte ikke i 2002, da han var skadet) var tyskeren kun 1 minut efter Armstrong, da de nåede Paris. Under den afsluttende enkeltstart styrtede Ullrich endda flere gange, så Tour-sejren var i den grad inden for rækkevidde – vel at mærke efter tyskeren – ifølge Pevenage – igen var begyndt at bryde reglerne.

Uanset hvad der er rigtigt, blev det i første omgang ikke Armstrong, der betalte prisen. Det blev Jan Ullrich. Og det selv om det angiveligt ikke var ham, der gik forrest for at fastholde doping som en del af cykelsporten. Det var Armstrong selv, der – ifølge de efterhånden mange anklager – gjorde det. Det kaster et helt nyt lys over Ullrichs manglende indrømmelse. En indrømmelse ville cementere offentlighedens opfattelse af ham, som den der snød alle de andre. Han var synderen, og det billede ville en indrømmelse legitimere. Derfor trak Ullrich sig fra offentligheden – derfor planlagde han at skrive en afslørende bog.

Forkert fokus

Dette er ikke et forsvarsskrift for Jan Ullrich. Jeg vil hverken dømme ham som dopingsynder, eller forsvare ham som uskyldig. Ingen af delene giver mening. Det, der giver mening, er at se sagen Jan Ullrich i en større sammenhæng, og det giver de nyeste afsløringer mulighed for.

Jan Ullrich blev ofret efter Operacion Puerto som en del af en oprydning, som mange troede var en sidste aflusning af synderne fra de dopingfyldte 90’ere. Men USADA’s rapport viser, at dette ikke var tilfældet. Den systematiske doping fortsatte, og Jan Ullrichs skæbne tilbød ikke en løsning. For Jan Ullrich var ikke årsag til problemet. Han var symptom på problemet.

Og her lægger kilden til en ærgerlig fejlslutning i offentligheden. De kritiske journalister og den skandalehungrende presse har behandlet dopingjagten, som var det en jagt på individuelle kriminelle. Man har jagtet symptomerne frem for at behandle sygdommen.

Syndebukkene

Verner Møllers bog Løgn over løgn beskriver Michael Rasmussens skæbne som et tilfældigt offer i en verden af snyd. Han blev gjort til syndebuk, og meget symptomatisk hedder den engelske oversættelse netop The Scapegoat. Uagtet hvad Rasmussen eventuelt har gjort af ulovligheder, har han taget faldet for, at andre kunne fortsætte ustraffet. Det samme har Jan Ullrich.

Problemet med dopingjægerne har været, at de har angrebet problemet ud fra en individualistisk vinkel, hvor man gik efter den enkelte dopingsynder. Men der har været tale om en systemisk fejl, hvor det ikke giver mening at tildele den enkelte rytter det fulde moralske ansvar. Det kommer der kun syndebukke ud af.