04 Oct

En vinders afsked – del 2

 

Kobe_B_Bryant

En af årtusindets største vindere i amerikansk sport, Kobe Bryant, står i disse år over for en modstander, som ingen endnu har besejret. Alderen er stille og roligt ved at få taget på basketballspilleren, som ellers har kunnet klare det meste i en lang og gloværdig karriere. Den har vi taget et detaljeret kig på. Læs her sidste del af portrættet af Kobe Bryant.

Af Mads Graves Pedersen

(Dette er anden del af et portræt af Kobe Bryant. Første del kan læses ved at trykke her).

Juni 2005. Phil Jackson stod tilbage i Los Angeles som head coach efter blot et enkelt år, og det lykkedes ham og Kobe Bryant at begrave stridsøksen.

Sammen fik de holdet på ret kurs, og for Kobes eget vedkommende fandt han et spillemæssigt niveau, som selv for ham var utroligt.

I 2005/2006-sæsonen blev han topscorer for sæsonen med bemærkelsesværdige 35,4 point per kamp. Ingen havde været oppe i det luftlag, siden Jordan snittede 35,0 i sæsonen 87/88.

Som den ubestridte alfahan på holdet, og med en nyfortolkning af triangle offense , som gav Kobe mere frihed, viste han en tidligere uset evne til at overtage kampe fuldstændig.

Stærkest står en aften i slutningen af januar 2006, hvor Lakers hjemme tager imod Toronto Raptors.

Som kampen skrider frem, er Lakers hele tiden lidt bag ud. Det ligner umiskendeligt en sikker sejr til Toronto, men efterhånden udvikler det sig til en regulær kamp mod Kobe. Kobe vinder den.

Han scorer fabelagtige 81 point – det højeste antal point i en kamp siden Wilt Chamberlain i 1962.

En måned forinden scorede Kobe i øvrigt 62 point mod Dallas Mavericks. 62 point i tre quarters!

Lakers var så langt foran, at Jackson beholdt Kobe på bænken igennem hele det fjerde quarter. En naturlig beslutning for en træner, som gerne ville spare sin superstjerne, men også en manifestation.

Lakers førte 95 – 61. Kobe havde på egen hånd scoret flere point end hele Dallas-holdet tilsammen.

Kobe manglede måske den fornødne kvalitet blandt sine medspillere, men som den eneste superstjerne på holdet så han ud til at trives. Sæsonen sluttede alligevel som en skuffelse. I slutspillet manglede Kobe skarphed, og man blev slået af Phoenix Suns med sæsonens kommende MVP, den elegante playmaker Steve Nash, i front.

At Kobe ikke løb med MVP-titlen det år, er stadig et mysterium. Med al respekt for Steve Nash – han er selv en legende, og han har en stor plads i historiebøgerne – så er den individuelle kunnen, Kobe viste det år, ikke set før eller siden.

En plads i historien
I sæsonen 2007/2008 var Lakers igen tilbage blandt ligaens bedste.

Holdet var blevet forstærket med den alsidige spanske center Pau Gasol, og med hans hjælp lykkedes det Kobe og resten af holdet at spille sig i finalerne. Kobe Bryant hentede i øvrigt i samme ombæring karrierens første og eneste MVP-kåring for sæsonen.

I finalerne ventede Boston Celtics.

Det var et historisk opgør, når man tager de to holds rivalisering op igennem historien i betragtning. Scenen var derfor sat til, at Kobe kunne skrive sig endegyldigt ind blandt de allerstørste. Men Boston havde et skræmmende hold. Ved sæsonens begyndelse havde man hentet to verdensklassespillere i Ray Allen og Kevin Garnett, og sammen med holdets kaptajn Paul Pierce dannede de en frygtindgydende trekløver, som i folkemunde fik navnet The Big 3. Mundfulden var for stor – Lakers tabte.

Kvaliteten på Lakers-holdet fornægtede sig dog ikke. Året efter spillede de sig igen i finalerne, denne gang mod et ungt Orlando Magic-mandskab. Orlando havde aldrig rigtig en chance. Kobe tog sit fjerde mesterskab – sit første uden O’Neal.

I 2010 spillede Kobe sig i sin tredje finale i træk. Igen var modstanderen Boston. Bostons stjerner var falmet en smule, men i mellemtiden havde point guard Rajon Rondo udviklet sig til en af ligaens bedste på sin position.  Det endte i en sand gyser, hvor man skulle ud i syvende kamp, før afgørelsen faldt, men Kobe og Lakers fik deres revanche.

Dette femte mesterskab viste i særdeleshed, hvad Kobe står for og er i stand til.

Bryant, Allen, Pierce og Garnett er alle fra det samme kuld. De er draftet i årene 1995-98. Hvor to år havde gjort et synligt indtryk på de tre fra Boston, holdt Kobe stadig niveauet.

To sæsoner fulgte, hvor Lakers blev slået ud i slutspillet. I et forsøg på at rejse holdet igen erhvervede man sig to de to stjernespillere Dwight Howard og førnævnte Steve Nash.

Sæsonen forløb alligevel ikke som forventet, og da Howard og Nash kæmpede med skader, blev Kobe nødt til at spille ekstra mange minutter.  Der var fare for, at Lakers ville misse slutspillet, og netop derfor spillede Kobe nærmest konstant.

En vinders afsked
Da Lakers den 12. April 2013 tager imod Golden State Warriors er 34-årige Kobe Bryant den spiller, som har spillet næst flest minutter i hele ligaen. På denne aften ligner han igen en spiller på 25 år. Han sætter de vigtige tre-points-scoringer, han går til kurven og trækker de fornødne straffekast.

Da han efter kampen sidder omgivet af journalister med blanke øjne, er den 25-årige Kobe Bryant på toppen af sin karriere meget langt væk.

Det var heldigvis ikke Kobe Bryants sidste kamp, men det var begyndelsen på enden. Han vendte selvfølgelig hurtigere tilbage end forventet, og den 19. december 2013, 240 dage efter at have revet sin akillessene over, gjorde han comeback. Inden da forlængede han sin kontrakt med Lakers. En kontrakt, som gjorde ham til ligaens bedst betalte spiller. En mildest talt kontroversiel beslutning fra ledelsens side.

Man anede jo ikke, om Kobe kunne finde tilbage til sit gamle niveau før skaden. Glæden var dog også kortere end kort, og Kobe nåede kun at spille seks kampe, før en ny skade, denne gang en brækket knogle i knæet, endte med at holde ham ude resten af sæsonen.

Ved sæsonstart i efteråret 2014 var han igen tilbage. Oven i købet i ordets bogstaveligste forstand.

Gnisten var tilbage og niveauet alarmerende højt for en sportsudøver på 36 år med to alvorlige skader inden for det sidste halvandet år. Næsten præcist et år efter han gjorde comeback fra sin akillessene-skade, overhaler han alle tiders bedste spiller, Michael Jordan, som den tredje mest scorende spiller i NBA-historien.

En hjørnesten i en karriere, hvor Kobe på mange måder altid er blevet sammenlignet med selv samme Jordan. En måned efter, den 21. januar 2015, slutter sæsonen for tredje år i træk på grund af en skade, som kræver operation. Denne gang er det skulderen, den er gal med.

Og det er så her, han står ved indgangen til den kommende sæson. Med et år tilbage af sin kontrakt og tre store skader i bagagen. Endnu en skade vil være fatal, og derfor er det endegyldigt sidste chance for Kobe for at slutte karrieren “on his own terms”.  Lakers er stadig ikke et hold, som er klar til at kæmpe med om mesterskabet.

Det ville være utopisk at forestille sig, at Kobe skulle kunne lede et ungt og usammenspillet hold til et mesterskab. Faktisk er de fleste eksperter enige om, at det ville være lidt af en sensation, hvis holdet bare når slutspillet. Det er måske også netop derfor, at der på det seneste er begyndt at opstå rygter om, at Kobe lobbyer for en plads på USA’s OL-hold i 2016.

Kobe vil selv sige stop, og han vil sige stop som en vinder.

 

 

01 Oct

En vinders afsked

Lakers at Wizards 12/3/14

Kobe Bryant har i de seneste 20 år været en af NBA-cirkussets absolut bedste spillere. Efter Lance Armstrongs deroute er han sammen med Serena Williams en af årtusindets største vindere i amerikansk sport. Han vil vinde for enhver pris, og han vinder for enhver pris. Indtil videre har han overvundet de fleste forhindringer. Han har spillet igennem skader, voldtægtsanklage og store personkonflikter på sit hold. I disse år kæmper han mod den sidste modstander: Sin alder.   

Af Mads Graves Pedersen

(Del 1) – Læs del 2 her.

12. april 2013: Det er et velkendt billede i amerikansk sport. The locker-room-interview. Kampen mellem The Los Angeles Lakers og Golden State Warriors er netop slut. Atleten sidder i midten, omringet af kameraer og diktafoner. Han har siddet der tusinde gange før, Kobe Bryant. 

Smilende og levende, når holdet har vundet, gravalvorlig og seriøs, når holdet har tabt. Men denne her aften er anderledes. Den stoiske ro og de afmålte professionelle svar er udskiftet med blanke øjne og en sårbarhed, som på samme tid er befriende og hjerteskærende at se på.

Lakers vandt kampen, men det er for så vidt ligegyldigt. Alle spørgsmål kredser om én enkelt situation, et enkelt  “play”, som man kalder det.

Med tre minutter og ti sekunder tilbage af kampen runder Kobe Bryant sin direkte modspiller og uden nogen nævneværdig kontakt går han i gulvet.

Han humper selv af banen, bliver undersøgt og humper tilbage igen for at tage sine to straffekast. Med fuldstændig døde øjne og et ansigtsudtryk uden glød, scorer han sikkert på begge sine to forsøg og forlader derefter banen igen.

Akillessenen er sprunget – karrieren hænger i en tynd tråd.

¨Its fueling me¨  

“Oh yeah, for sure..,” svarer Kobe en journalist, som spørger ham, om han allerede var klar over skadens omfang, da han trådte tilbage på banen for at skyde sine straffekast.

“If anyone is gonna get through this, it’s probably you, right,” siger en anden journalist. Kobe kæmper med tårerne, men taler sig ud af øjeblikkets magtesløshed. Han bruger velkendte Kobe-floskler – som den om det ansvar, han har overfor sine døtre, og den om, hvordan modgang gør ham stærkere.

“It’s fueling me, its fueling me. I can feel it already.” Det er lige før, han klarer den. Han er så tæt på at ride den følelsesmæssige storm af ved hjælp af professionalisme og klassiske sportsmetaforer, men så kommer det næste spørgsmål, og som en mavepuster bliver han trukket tilbage til virkeligheden: “So this is not the last game we´ll ever see you play?”

Kobe skærer i et kort sekund en grimasse, som antyder, at det uundgåelige sammenbrud indtræffer i det næste øjeblik. Han kigger bebrejdende ned på journalisten. “Really? Really?”

Journalisten falder over sine egne ord, idet han prøver at undskylde. Den anspændte stemning i omklædningsrummet når et nyt højdepunkt. Men så smiler Kobe. “It’s appropriate that you ask your question from down there.” Der drages et kollektivt lettelsens suk. Alle griner, Kobe forlader interviewet.

Basket i blodet

At Kobe skulle spille basket var en selvfølgelighed. Hans far, Joe Bryant, spillede selv i en periode i NBA og senere som professionel i Italien, hvor Kobe boede fra han var seks, til han var 13 år.

Det var som sådan ingen overraskelse, at han skulle ende i NBA, men at han i 1996 endte med at blive draftet som 17-årig, direkte ud af high school, var lidt af en sensation.

I første omgang endte han hos Charlotte Hornets, men en handel var allerede sat op i dagene op til draften. Hornets fik Lakers’ store center, Vlade Divac, og Kobe røg til Los Angeles. Til det hold, hvor hans store idol, Magic Johnson, i midt-80’erne havde kæmpet mod rivalen Larry Bird og hans Boston Celtics.

Kobe Bryant var på det tidspunkt den yngste spiller, som nogensinde havde spillet i NBA.

Hans efterfølgende meriter taler for sig selv. Fem mesterskaber, to gange topscorer, 17(!) allstar-kampe (af hvilke han fire gange er blevet kåret til kampens MVP), en enkelt regular season MVP og to finals MVP. Læg dertil et hav af individuelle rekorder.

De første mesterskaber kom lige efter årtusindskiftet, hvor kombinationen af Kobe Bryant, Shaquille O’Neal og den karismatiske træner Phil Jackson skaffede Lakers tre mesterskaber på stribe.

O’Neal var ubetinget ligaens mest dominerende spiller i den årrække, og mange tilskriver ham de tre mesterskaber. Men så sandt som det er sagt, at O’Neal var af en anden verden, lige så sandt er det, at den unge Kobe havde en kæmpe andel som boldfører og kreatør på holdet.

Sammen var de ustoppelige, og billederne af Kobes “alley-oop-aflevering” til O’Neal, som dunker Lakers i finalen i 2000, er ikoniske. Faktisk har netop dette play nærmest mytologiske aspekter. Ikke nok med, at det smukke sammenspil mellem Bryant og O’Neal står i skærende kontrast til den indbyrdes rivalitet, som de kommende sæsoner ville afsløre, så udmanøvrerer Kobe også lige Scottie Pippen på vejen. Pippen, som var den store forsvarsgeneral for træner Phil Jackson i årene, hvor hans Chicago Bulls, anført af Michael Jordan, fejede al modstand af banen. Tiderne var skiftet. Phil Jackson trænede nu Lakers, og Michael Jordan rendte rundt i et jakkesæt og legede sportsdirektør i Washington.

En Soap

Efter tre mesterskaber på stribe gik Kobe og Lakers ind i nogle turbulente år. Som hold leverede de stadig resultater, men efter finalenederlaget til Detroit Pistons i 2004 rykkede O’Neal teltpælene op og rykkede til Miami – samtidig forlængede Phil Jackson ikke sin kontrakt. Kobe var nu alene i verden.

Forholdet imellem de tre havde igennem 2003/2004-sæsonen udviklet sig til en sæbeopera. Lige siden Jackson kom til og introducerede det legendariske triangle offense, som han også praktiserede sammen med Jordan og Pippen i Chicago, havde der været en konflikt omkring rollefordelingen. O’Neal var fra starten blevet gjort til holdets naturlige omdrejningspunkt af Jackson, men som Kobe udviklede sig, blev han mere og mere utilfreds med systemet, som han syntes underminerede hans talent.

O’Neal beskyldte Kobe for at være egoistisk og for at tage for mange skud i stedet for at fordele bolden. Kobe mente, at man skulle tilpasse systemet til de spillere, man havde til rådighed. I foråret 2004 var det uundgåeligt, at parterne måtte skilles, og da Kobe havde kontraktudløb lå det i kortene, at det var ham, som måtte forlade holdet. Sådan gik det dog ikke, for da både Phil Jackson og O’Neal forlangte lønforhøjelser, endte man i stedet med at forlænge med Kobe. Et farvel blev det til Jackson og hans triangle offense og til O’Neal og hans dominans under kurven.

En temmelig sløj sæson fulgte, og et uheldigt mønster tegnede sig for Kobe, som havde en tendens til at blive uvenner med alt og alle. Derfor var det også ganske uventet, at Phil Jackson kom tilbage som træner, bare et år efter at han havde forladt det kontroversramte hold og oven i købet efterfølgende offentligt havde kritiseret Kobe. Han var umulig at være træner for, sagde Jackson.

Det skulle nu ikke vise sig at være helt sandt, og sammen fik de holdet på ret kurs, mens Kobe selv fandt et spillemæssigt niveau, som selv for ham var utroligt…..

(Læs del 2).