09 May

Kan LeBron James stoppe Golden State?

Lebron & Curry

Med endnu en (usandsynlig) sejr over favoritterne Golden State Warriors i NBA-finaleserien vil LeBron James kunne siges at kandidere seriøst til den GOAT-trone, som Michael Jordan ellers sidder så mageligt i.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Slutspillet i NBA-sæsonen 2016/2017 er i fuld gang (vi er næsten halvvejs), og alt peger i retning af et tredje møde (i træk) mellem forhåndsfavoritterne Golden State Warriors og de forsvarende mestre fra Cleveland Cavaliers, når bedst-af-syv-finaleserien skydes i gang om blot et par uger.

I forrige sæsons finale (altså i sæsonen 2014/2015) lykkedes det så godt som egenhændigt for sin generations ubestridt bedste spiller, LeBron James (aka. slet og ret King James), at fremtvinge to sejre til et svært skadesplaget og totalt overmatchet Cavaliers-hold, uden at der dog for alvor var tvivl om den samlede 4-2-sejr til the Warriors, som det da også skulle – og måtte – ende med.

I sidste sæson tydede alt længe på en gentagelse: Golden State tromlede således igennem den regulære sæson med 73 ud af 82 mulig sejre, hvilket lige akkurat var nok til at slå Chicago Bulls’ legendariske – og selvfølgelig især Michael Jordan-inspirerede – rekord på 72 sejre fra 1995/1996-sæsonen. Derudover lykkedes det for holdets største stjerne, den både teknisk sublime og uhyggeligt skarptskydende Steph(en) Curry som den første i historien at blive kåret énstemmigt til grundspillets MVP i en individuel sæson for the Ages. Curry forbedrede blandt andet all time-rekorden for flest 3-point-scoringer fra 286 til 402 (altså en forbedring på lige godt (absurde) 40 procent!?!), for nu bare at fremhæve de allermest groteske af flere semi-ufattelige statistiske feats fra sidste sæson.

I det hele taget var Golden State kæmpefavoritter til at generobre titlen, da de omsider stod i finalen igen, og mange vurderede (i øvrigt ganske rimeligt), at the Warriors realistisk set allerede havde elimineret den mest seriøse sportslige trussel ved at slå Oklahoma City Thunder (med superstjerne-duoen Kevin Durant og Russell Westbrook som frontfigurer) i en uhyggelig tæt 4-3-Western Conference-finaleserie (dvs. semifinalen for hele ligaen).

Ekstraordinære LeBron

LeBron havde imidlertid hverken tænkt sig at bukke, klappe eller  på nogen måde acceptere rollen som statist i Golden States’ statistiske frenzy-parade, da han igen stod overfor det ominøse Warriors-mandskab i finalen. Curry havde ganske vist været småskadet tidligere i slutspillet, mens James denne gang havde kærkommen opbakning fra skadesfri all star-profiler som Kevin Love og ikke mindst stortalentet Kyrie Irving. Ikke desto mindre kom Golden State foran 3-1 i kampe uden endda at give indtryk af for alvor at spille sig ud. Men så fór djævelen selv i Lebron, der allerede havde været storspillende i de første fire kampe – og djævelen gav vel at mærke indtryk af at være rimelig uforbeholden Cavaliers-fan.

Det har helt sikkert udgjort et eftertrykkeligt incitament, at LeBron – der stod i sin sjette NBA-finale i træk – i tilfælde af endnu et nederlag ville have stået tilbage med en sørgelig, negativ 2-5-statistik i finaleserier (efter to sejre henholdsvis to nederlag med Miami Heat ((2011-2014) såvel som to nederlag med the Cavaliers (2007 og altså 2015), som han var vendt tilbage til året forinden efter fire år i South Beach). Det har sandsynligvis også spillet en rolle, at Golden States mentale indpisker og fremragende forsvarsspiller, Draymond Green, var  suspenderet til kamp nummer fem, hvor(efter) momentum på uforklarlig vis skiftede til at være i Clevelands favør.

Eller: helt uforklarligt var det så heller ikke, ligesom man ret beset ikke bør se sig nødsaget til at ty til okkulte forklaringer, der inddrager diabolsk ind- og medvirken i kampenes kausale ligning. Forklaringen er – først og fremmest – nemlig den ”enkle”, at LeBron James i finaleserien spillede så helt igennem suverænt, at han efter den afgørende 93-89-sejr på udebane i the Oracle Arena i Oakland var dén af samtlige spillere for begge klubber, der – over alle syv kampe – ikke bare havde lavet flest point, men dertil var dén spiller, der havde lavet flest assists, flest blocks, flest rebounds og flest steals. Eller sagt på en anden måde: James konfronterede simpelthen verdenshistoriens statistisk set alleruhyggeligste finale-modstander med verdenshistoriens statistisk set allermest dominerende individuelle præstation, hvorfor the Cavaliers til alles forbløffelse kunne hæve trofæet til sidst. Eller sagt på en anden-anden – og lidt mere ungdommelig – måde: WTF.

Sker det igen?

Det historiske vingesus, hvis fornemmelse begivenheden unægtelig bar præg af, blev klart nok heller ikke ligefrem mindre af, at LeBron hermed indfriede det løfte om at bringe historiens første større sportstrofæ til Cleveland, som han selvtillidsfuldt – og isoleret set utroligt overmodigt – havde givet, da han to år tidligere returnerede til the Land fra sit selvvalgte eksil i Miami.

Så hvorfor skulle historien – og sensationen – ikke kunne gentage sig, kunne man med nogen rimelighed spørge? Og hvad (om noget overhovedet) betyder det for den forventede finale mellem Cleveland og Golden State, at både føromtalte Russell Westbrook fra the Thunder såvel som James ”the Beard” Harden fra sæsonens positive overraskelse, Housten Rockets, har haft helt igennem fabelagtige individuelle sæsoner, hvorfor én af disse to spillere (med rimelig sikkerhed Westbrook efter i gennemsnit at have præsteret en såkaldt triple-double som den første siden Oscar Robertson i 1961/1962-sæsonen) da også står til at vinde årets regular season-MVP. Westbrooks og Hardens heltegerninger er imidlertid helt igennem irrelevante for det afgørende drama om mesterskabet, som blev igangsat med ottendedelsfinalerne. Westbrooks Thunder er således allerede slået ud, ligesom Hardens Houston-hold ganske givet ikke har en reel chance mod the Warriors, hvis de da overhovedet når forbi San Antonio Spurs og deres stjernespiller, Kawhi Leonard, i deres pågående kvartfinaleserie (stillingen er i skrivende stund 2-2).

Den store magtforskydning i NBA i forhold til sidste sæson har således hverken med Westbrook eller med Harden at bestille, men med Westbrooks tidligere partner in crime fra Oklahoma City, nemlig Kevin Durant. I dét, der skulle udvikle sig til en voldsomt omdebatteret transfer-saga, valgte Durant nemlig at lade sig trade til Golden State sidste sommer, hvormed holdet (dvs. the Warriors) med historiens bedste regular season-statistik fik tilført en spiller (dvs. Durant), der efter manges (rimelige) opfattelse i realiteten er verdens næstbedste spiller (dvs. efter LeBron). Durant er hele fire gange blevet ligaens topscorer (oftere end nogen anden aktiv spiller), og med sine 28 år er han formodentlig i sin spillemæssige og fysiske prime i akkurat disse år. Durant har imidlertid ikke vundet så meget som ét eneste NBA-mesterskab, hvorfor han formodentlig har været ekstra motiveret til at gennemføre det nærmest regulært usportslige move, som hans inklusion i Warriors-truppen fra alle konkurrenternes perspektiv må have taget sig ud som.

Og Golden State er da også (trods begyndelsesvanskeligheder og et par småskader undervejs) tordnet igennem sæsonen, mens the Cavaliers for deres vedkommende ikke en gang sluttede som topseedet i the Eastern Conference, ligesom de i lange stræk har været både forbryderisk og bekymrende ringe i defensiven. Men altså: LeBron er stadig LeBron, viser det sig (for mig og mange andre) lidet overraskende siden slutspillets begyndelse, og Cleveland er allerede nu klar til semifinalen efter at have tørret gulvet med deres to foreløbige modstandere, Indiana Pacers og Toronto Raptors, med 2 gange 4-0 i kampe. James har scoret 34,4 point per kamp (imod omkring 25 tidligere i (resten af) sæsonen), ligesom han skyder med en præcision à la Curry fra 3-point-distancen og i øvrigt som ingen anden kan diktere kampens tempo og dertil sætte sine medspillere op at will til frie skudmuligheder.

Jagten på Jordan

Det kunne med andre ord godt tyde på, at LeBron James – hvis han kan holde sin nuværende form – igen vil kunne lykkes med alkymistisk at kalibrere den kuriøse basket-kryptonit, som vil kunne stoppe det veritable superhold, som Golden State Warriors stiller med. Han får helt sikkert behov for hjælp fra sine all star-medspillere (ikke mindst clutch-spilleren og favorit-sidekicket Kyrie Irving), men det er slet og ret indiskutabelt, at Cleveland vil være regulært chanceløse i en bedst-af-syv serie mod the Warriors, hvis ikke James er i absolut topform (de taber statistisk set foruroligende ofte, når James sidder over). Måske har de knap nok en chance, selv hvis han er (dét ved vi meget mere om om et par uger), og the smart money er utvivlsomt på Golden States tromlende juggernaut-mandskab og dermed på et maiden championship til Durant såvel som et mesterskab nummer to på tre år til Curry & Company, der har alle muligheder for at blive vor tids basket-dynasti, som fx Los Angeles Lakers og Chicago Bulls tidligere har været det.

Selvsamme Bulls havde en vis Michael Jordan på holdet, som meget få basketball-begejstrede ikke anerkender som historiens største spiller. Jordan optrådte i seks finaler, vandt alle seks (senest i sjette kamp), blev undtagelsesløst finaleseriens MVP og vandt i øvrigt hele ti scoring championships. James har endnu kun tre mesterskaber, og han har endda tabt fire finaleserier allerede. Men kun én gang har LeBron tabt med et hold, der var ”klart” bedre end sin modstander (nemlig da Dallas Mavericks slog Miami i 2011), mens begge finalenederlagene med the Cavaliers har været mod overlegne modstandere. Jordan, for sit vedkommende, kom absolut ikke gratis til sine mesterskaber. Men ingen af modstanderholdene var trods alt på niveau med de Bulls-mandskaber, Jordan stod i spidsen for.

Hvis det lykkedes Lebron at vinde igen mod et af de stærkeste hold, historien har set, vil han altså have gjort det ”umulige” to gange. Ligesom han ”kun” vil mangle to mesterskaber for at kunne matche Jordans seks. Jordan er uden tvivl the GOAT, og det er ærligt talt voldsomt usandsynligt, at der vil blive lavet om på det faktum i de næste par årtusinder. Men det fortæller alligevel en hel del om LeBron Raymone James’ klasse, at man måske ikke ligefrem behøver være komplet hjernedød, hvis man overvejer efter årets finaleserie, om James mon ikke alligevel skulle kunne nå at indhente det ghost from Chicago, som verdens bedste spiller selv åbent indrømmer, at han jagter.                                 

20 Aug

Kevin Durant og et snært af Dream Team

kevindurant

USA’s basketlandshold er ikke på niveau med det legendariske hold fra 1992, men det er stadig et af OL’s største tilløbsstykker. Ikke mindst takket være Kevin Durant.

Af Nicolai Lisberg, fra Rio de Janeiro

USA har netop besejret Spanien i semifinalen og kvalificeret sig til sin sjette OL-finale siden 1992. Men var det ikke for sveden, der drypper ned af ham, er det knapt at mærke på Kevin Durant, at han overhovedet har været i kamp.

– Vi er glade for at være videre, og nu gælder det finalen, siger han kort uden i øvrigt at vise nogen tegn på glæde.

Nuvel, de fleste topatleter udkrænger sjældent sig selv foran pressen, men med Durant er det alligevel lidt anderledes. Hans klassiske svar er ikke et resultat af en medietrænet atlet – eller i hvert fald kun delvist. Det er nærmere et udtryk for den ”ligegyldighed”, som han forsøger at lægge over sit spil.

I de første fem kampe under OL var Durant ligesom resten af holdet ikke overbevisende. I hvert fald ikke tilpas overbevisende. Alle kampe blev selvfølgelig vundet, men i to af dem var det med blot tre point, og spillet bar præg af en masse fejl. Mod Argentina i kvartfinalen spilede Durant så sin hidtil bedste kamp ved turneringen, da han tegnede sig for 27 point. Det fik efter kampen pressen til at spørge, hvad ændringen skyldes.

– Jeg fortalte mig selv før kampen, at jeg er bedst, når jeg er ligeglad med, om vi vinder eller taber. Jeg er mere fri og aggressiv, og det er langt sjovere for mig, hvis jeg ikke tænker på resultatet. Hvis jeg bare går ud på banen og er den, jeg er, så giver resultatet også sig selv.

Pres på stjernen
Selvfølgelig er Durant ikke ligeglad med resultatet. Det er ikke det, der ligger i citatet. Han er et kæmpe konkurrencemenneske, der vil vinde for en hver pris, men hans ligegyldighed, som han kalder det, er et forsøg på at beskytte sig selv.

Han er stjernen på det amerikanske landshold, som alle regner med vinder guld. Pres. Og når han fra næste sæson teamer op med Stephen Curry hos Golden State Warriors er det ikke bare med en forventning om, at de vinder titlen. De skal også gerne slå alle rekorder undervejs. Endnu mere pres.

Da LeBron James foretog en lignende manøvre og skiftede til Miami Heat i 2010, var det de samme forventninger, han skulle leve op til. Men han floppede fælt i de afgørende kampe i sin første sæson og fortalte senere, at han rent mentalt havde haft det svært efter sit skifte. Medierne havde gjort ham til skurk, og han påtog sig rollen uden at kunne holde det ude af sit spil på banen.

Durants skifte til Golden State Warriors er heller ikke blevet velmodtaget i USA. Ikke helt på højde med LeBrons ”forræderi”, men kritikken har været der. Og modsat LeBron synes Durant at være klar over, at skal han blive en succes i sin nye klub, skal han holde hysteriet ude og fokusere på sit eget spil.

Den amerikanske landstræner Mike Krzyzewski, har sagt, at han slet ikke tror, at Durant kender til pres. Og han har en pointe. Da USA vandt VM i 2010 var det med en ung Durant på holdet, der udover at blive valgt til MVP også imponerede ved at lave 33 og 38 point i henholdsvis kvart- og semifinalen. Kun fire gange siden 1992 har en amerikansk landsholdsspiller lavet over 32 point i en kamp ved enten OL eller VM. Ved OL-finalen i London noterede han sig for 30 point.

I skyggen af Dream Team 92
I semifinalen mod Spanien var Durant dog tilbage på det niveau, han viste tidligere i turneringen. God uden at være blændende. Mere var der heller ikke brug for i en kamp, hvor amerikanerne virkede til at have styr på det hele vejen igennem uden for alvor at spille sig ud. Og generelt set er det også lidt historien om det amerikanske landshold i Rio. Der er langt op til det mytiske Dream Team-hold, der tog Barcelona og resten af verden med storm i 1992 med navne som Jordan, Pippen, Malone, Magic Johnson, Bird og mange flere. Det hold, der blev et fænomen og som i gennemsnit vandt deres kampe med 44 point.

Det niveau har det nuværende landshold ikke. Stephen Curry og LeBron James ville have pyntet, men mindre kan også gøre det. Carmelo Anthony, Kyrie Irving og så selvfølgelig Kevin Durant er stadig store navne, og det amerikanske landshold er fortsat et fænomen her 24 år efter. Pressepladserne er som regel pakket allerede en time før kampstart, mens hallen endnu er mennesketom.

Sammen med Usain Bolt, Simone Biles og Michael Phelps er det amerikanske landshold hovedattraktionen i Brasilien, og Kevin Durant er stjernen.

På søndag kan han være med til at holde liv i fortællingen om Dream Team, når Serbien venter i finalen.

26 May

Tordenvejret ruller over NBA

thunderI en sæson, hvor al opmærksomhed har været rettet mod Golden State Warriors og San Antonio Spurs, er resten af NBA’s mandskabers ufrivilligt fløjet under sportsjournalisternes radarer. De seneste par dage er der dog blevet vendt op og ned på det forhold. Oklahoma City Thunder står pludselig med det ene ben i finalen på bekostning af de forsvarende mestre ­fra Golden State.

Af Mads Graves Pedersen

Da Oklahoma City Thunder natten til onsdag dansk tid slog Golden State Warriors med imponerende 118 – 94 efterlod de det meste af basketverdenen i chok.

Bagud 3-1 i en serie af bedst ud af 7 bliver det umådeligt svært for de klare forhåndsfavoritter fra Golden State at komme tilbage.

Men egentlig er det slet ikke så underligt, for det har igennem mange år været NBA’s varemærke, at alle kan slå alle. Man har derfor aldrig kunnet vide sig sikker på, hvilket hold, som i sidste ende stod med Larry O’Brien-trofæet og mesterskabet.

Alligevel er der igennem historien en tydelig tendens til, at hold med en så god regulær sæson, som den Golden State præsterede i år (73-9), er gået hele vejen.

Kigger man på de ti bedste regulære sæsoner i NBA’s historie, er det kun to hold (Boston Celtics i 1972-73 og Dallas Mavericks i 2006-07), som ikke har kunnet gøre arbejdet færdigt og hjemtage mesterskabet.

Golden State, som i denne sæson opnåede den bedste regulære sæson nogensinde, står nu på tærsklen til at træde ind i den samme deprimerende klub som Celtics og Mavericks.

Favoritdræberne fra Oklahoma
Der er dog på ingen måde tale om et kollaps fra Golden States side.

Snarere må man tilskrive Oklahoma City Thunder den ære, at de omsider har indfriet det potentiale, deres spillertrup de seneste sæsoner så umiskendeligt har besiddet.

Anført af de to superstjerner Kevin Durant og Russel Westbrook fejede Thunder først benene væk under San Antonio Spurs i vestkystens semifinaler, og siden har de formået at bringe momentum med over til kampene mod den øjensynlige overmagt fra Golden State.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Thunder har lagt så stærkt ud i de to seneste kampe. Som det første hold siden 1987 er det lykkedes OKC, som Oklahoma i daglig tale går under, at score 72 point alene i første halvleg i to slutspilskampe i træk. Det sidste hold, som gjorde det, var de historiske Showtime Lakers med stjerner som Kareem Abdul-Jabbar og Magic Johnson på holdet.

Underdog i vest – Favorit mod øst
I Durant og Westbrook har Thunder muligvis ligaens stærkeste ”one-two punch”, som man populært kalder et makkerpar, som i kraft af deres spillemæssige kvaliteter definerer et helt hold.

Og netop Durant og Westbrook, som på trods af, at de begge betegnes som værende blandt verdens allerbedste spillere, får måske ikke en bedre mulighed for et mesterskab, end den de har i år. Det kan måske virke lidt omsonst at hævde, når denne sæson har budt på noget af det bedste basket, der nogensinde er blevet spillet.

Niveauet blandt de bedste hold i Western Conference har været så tårnhøjt, at det er svært at huske, hvornår man sidst så noget lignende. Men dette er netop årsagen til, at det er i år, at Thunder skal slå til. Hvis de kan holde fast i deres gode spil hele vejen frem til finalerne, så venter der dér en modstander, som på papiret er lysår efter både San Antonio og Golden State.

På østkysten kæmper Østens uopslidelige og evigt tålmodige konge, Lebron James og hans Cleveland Cavaliers, mod et aggressivt spillende Toronto Raptors. I skrivende stund står serien uafgjort, og får Lebron ikke styr på sit kaos af et hold, kan Thunder meget vel møde Raptors i en af nyere tids største overraskelser af en finale.

I en sådan finale vil Thunder ikke kunne løbe fra favoritværdigheden.

Intet er slut, før den fede dame synger, og bolden er ude af Currys hænder
Nu er intet som bekendt afgjort endnu. Skæbnekampen bliver spillet i nat, og kommer Golden State sejrrigt ud af den, er alt igen pludseligt åbent. Samtidig må Stephen Curry aldrig undervurderes.

Så længe han er på banen, og bare nogenlunde i stand til at spille kan han ene mand afgøre en kamp. Det har måske ikke været tilfældet de forudgående to kampe, hvor Curry har været under niveau, men man skal ikke længere tilbage end til den 18. maj for at blive mindet om, hvad denne mand kan.

I en kamp, hvor Curry i første halvdel virkede lidt sløv og hæmmet af den knæskade, han pådrog sig tidligere i slutspillet, slog han til på et splitsekund, scorede femten point i streg og lukkede kampen.

Golden States tilhængere må krydse alt, hvad der kan krydses, for at det er den version af Curry, som dukker op i nattens kamp. Hvis ikke, bringer tordenvejret muligvis et mesterskab til Oklahoma i år.